The French Maid!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2013
  • Opdateret: 17 aug. 2014
  • Status: Igang
Ambre er vokset op i Danmark med hendes danske mor og franske far. Hendes far havde hele hendes liv planlagt for hende, men en ulykke vendte op og ned på det hele og hans drømme om hans eneste datters fremtid blev knust. Ulykken gav kun Ambre blod på tanden og nu vil hun bare hjemmefra og opleve noget. Men det kan man desværre ikke uden penge. Hun får job på det familiedrevede luksushotel i Frankrig, for at tjene penge til sit livs rejse, men hvad hun ikke vidste var, at VIP-værelserne snart ville blive belejret af ingen ringere end One Direction. (Har udnyttet min egen franske familie for groft i den her fic med hensyn til navne, da jeg ikke ved hvad franske mennesker ellers hedder xD)

49Likes
31Kommentarer
3963Visninger
AA

2. Hello French!

Min far stod ovre ved vores bil og tog mine kufferter ud af bagagerummet, mens min mor pudslede omkring mig for at rette min fine sommerkjole, så den ikke krøllede bagpå fordijeg havde siddet ned den lange kørertur fra Danmark til Frankrig. Folk gik forbi på gaden og kiggede på hende som om hun var skør, men jeg var vant til det. Hendes fingre med de sygeligt lange negle fik fat i den allersidste og mindst nullermand på kjolen og knipsede den væk i luften.
”Sådan.” Sagde hun og trådte et skridt tilbage for at se mig an. Hendes lange øreringe dinglede mens hun vendte og drejede hende hoved for at se om min kjole sad symmetrisk. Hendes lange lyse hår sad oppe i en velorganiset rodet knold. Jeg missundede hendes lyse hår. Det var så nordisk. Jeg selv havde det lange mørkebrune hår i en kedelig hestehale. Den farve jeg havde arvet fra min far. Mine øjne var også brune. Pokker tage den genetiske bestemmelse som ville udrydde den blå øjenfarve i fremtiden!

En piccolo i sin klassiske mørkeblå uniform og den grimme hat (som helt klar var en kopi af den Alladins abe havde på i disneyfilmen) kom ud med et rullestativ og begyndte at tage de kufferter, som min far havde taget ud af bilen, op på den og kørte dem ind. Til sidst stod min far med den forhadede pose i hånden. Han sukkede nærmest ved synet af den før han rakte den til mig.
”Det var det sidste.” Sagde han og gik i forkøbet. Jeg kiggede ned i posen på min special-lavede pude der skulle rette min nakke ud når jeg sov, så jeg ikke ville have ondt, så snart jeg stod op. Lige meget hvor lang tid der gik, var han stadig sur, led og ked af at jeg kørte galt. Jeg prøver at bilde mig selv ind, at han bare bekymre sig vildt, men jeg vidste at han nok var mere ked af, at hans datter aldrig ville blive set på tv i de olympiske lege, som han havde forstilt sig lige fra starten af. Familien i Frankrig var særlig fin på mange måder, så min far og hans søskende havde en eller anden intern tavs kamp kørende og min far havde allerede tabt med mig. Så selvom min mor havde brugt hundrede år på at gøre mig præsentabel, så skulle de ikke regne med at jeg nejede som et andet dydsmønster så snart jeg kom inden for døren.

Jeg kiggede op og ned af det dyre hotels facade. Det var en gammel bygning der var blevet renoveret på en måde, så den stadig så gammel ud, men de gamle materialer var blevet skiftet ud med nye. Hotellet havde den evige blå løber rullet ud foran indgangen og en mand stod klar til at åbne døren, så snart vi nærmede os den. Temaet på hotellet var blåt og sølv. Meget flot, men lige for meget til min smag. Men sådan var min fars moster. Det hele skulle være overdådigt og det var også det hun tjente penge på. Hotellet var kæmpe stort og havde en indendørs pool i kælderen sammen med welness rummet. Og en konkres sal hvor alle de fine herre diskuterede verdenssituationen i deres designer jakkesæt. Kvalmende, men det var sjovt nok at se på. Dørmanden åbnede døren for vores piccolo og jeg fulgte pænt efter og rakte hånden til dørmanden. Han kiggede forvirret på mig.
”Bonjour monsieur!” Sagde jeg venligt og han trykte min hånd og smilede stort til mig.
”Bonjour belle Mademoiselle.” Sagde han venligt igen. Jeg blev helt glad da han kaldte mig smuk, men da jeg kom ind kiggede piccoloen underligt på mig, som om jeg ikke passede ind. Det gjorde jeg heller ikke, men det er da almindelig høflighed at hilse på folk. Måske var de ansatte ikke vant til, at folk snakkede til dem. De var der jo bare. Folk der boede her på hotellet var også så vigtige, at de ansatte knap var mennesker for dem. Og snart ville jeg være en af dem. Disse umennesker.

Min far overhalede mig og gik hen til receptionisten og sagde et eller andet på fransk til ham, som jeg ikke hørte. Jeg havde travl med at overglo de nye statuer som der var kommet i indgangshallen. Midt i det lille springvand stod en oldgræsk inspireret statue med spredte arme som i en velkomst, men med blottede kønsdele. Interessant valg, moster.
”Aah! Ma belle famille! Bienvenue! (velkommen)” Jeg skuttede mig da jeg hørte min fars mosters skingre stemme komme fra kontoret bag ved receptionsdisken. Hun kom gående i hendes stramme uniform der var en blå kjole og skjorte sæt som passede til resten af hotellets farver. Hendes krøller stod rundt om ørene på hende da hun små løb i de høje stilletter hen imod mig og klaskede hænderen på begge sider af mit ansigt og pressede sammen, så mine kinder fremstod meget større end de var.
”Hej Marcheline!” Sagde jeg på fransk og prøvede at smile, men det var umuligt, når hun havde fat i mine kinder på den måde.
”Ej.. kald mig grand mère! (bedstemor)” Hun gav endelig slip på mit ansigt, men kun for at placerer 2 kys på hver kind, før hun gik videre til min far. Hun kunne tro nej at jeg skulle kalde hende bedstemor. Sådan nogen havde jeg allerede to af!
”Nu skal jeg vise dig til dit værelse, Ambre!” Sagde hun, efter hun havde sludret med min far på så hurtig fransk, at jeg ikke kunne følge med. Hun jagede med vores piccolo som pænt havde stået og ventet sammen med os og vi tog en af de mange elevatorer op på 8. sal. Det var vildt uhyggeligt at stå inde i dem, da der var spejle på alle sider og jeg vidste fra tidligere besøg, at de alle var udstyret med kamera ind til et sikkerhedsrum hvor den fede vagt sad med sine basser og gloede på overvågningsvideoer hele dagen.

Det var ikke det sædvanlige værelse jeg fik. Jeg plejede at dele et værelse med mine forældre på 1. sal hvor vi plejede at bo hele sommeren. Hvert år. Men denne gang skulle jeg bo her alene og i.. jeg ved ikke hvor lang tid. Rummet var i forhold til gangene og resten af hotellet rødt i stedet for blåt. Der var en stor himmelseng og et kæmpe udsmykket skab ved siden af. Lidt spooky med et spejl i loftet, men det havde jeg set der var de fine steder i film. Der var rigelig med plads til at rode og der var et skrivebord hvor jeg kunne sidde med min computer. Badeværelset var også pænt stort og jeg havde et badekar!!!! Nu kan jeg dø lykkelig! I mit badekar… YES!
”Du vil selvfølgedig få skiftet håndklæderne ud hver dag som gæsterne.” Sagde Marcheline og rakte ud efter et af de røde håndklæder.
”Det behøves jeg ikke. Jeg har nogle med selv med Mickey Mouse.” Sagde jeg kækt og min far prikkede mig hårdt i siden. Marcheline lo lidt og gik videre ud på min lille altan. Den var ikke stor, men der var lige plads til to stole og et lille bord man knap kunne gå rundt om. Jeg blev en smugle højdeskræk af at gå rundt derude, så jeg gik hurtigt ind igen.
”Det ser fornuftigt ud.” Sagde min far højtideligt og kiggede sig omkring en gang mere.
”Er du sikker på du ikke får hjemve?” Prøvede min mor, men jeg rystede bare på hovedet.
”Det skal nok gå. Desuden er det her hotel som et andet hjem for mig i forvejen.” Det var løgn. En stor fed løgn, men jeg ville ikke have min mor til at ringe til mig hver dag de næste mange uger. Min mor fik tårer i øjnene og krammede mig ind til sig før hun forlod værelset med min far lige i hælene, så jeg stod alene med Marcheline.
”Hvad syntes du selv om værelset Ambre?”
”Det er fantastisk, Marcheline. Jeg glæder mig til at flytte rigtig ind.”
”Du skal bare kalde mig Grand mère!” hentydede hun. Jeg gav hende et kram og grinte lidt.
”Hvad bare med Grand? Jeg vil ikke fornærme min rigtige grand mère.”

Nu skal i ikke tro at Grand er en snobbet dame. Kun når min far er i nærheden. Min egen bedstemor har altid været en meget fin dame og det har min far vist arvet fra hende. Hans mindre søskende var slet ikke så slemme. De var også halvt opdraget af Grand, fordi min bedstemor var flyttet til USA. Jeg havde kun mødt hende et par gange, men hver gang kom hun altid med en ny elektronisk dimsedut som en mobil eller lignende i gave som et plaster på såret jeg slet ikke har. Hun har aldrig været der for mig, så jeg har vel ikke brug for hende?

”Husk at skrive til os en gang i mellem, Ambre. Vi elsker dig skat.” Min mor var ved at drukne i sine egne tårer og jeg var bange for hun snottede på min skulder da vi krammede en sidste gang. Min far stod bare der højtideligt og det blev kun til et hurtigt kram, før de gik ud den vej vi kom ind og endnu en medhjælper kom kørende med vores bil og gav min far nøglerne.
”Så. Nu er der ingen vej tilbage.” Sagde Grand og gnubbede sine hænder.
”Hvor er de andre?” Med de andre mente jeg mine fætre og kusiner. Dem så jeg jo ikke så tit.
”De er her vel et sted. Prøv at kigge i spisesalen. Så går jeg tilbage til mit arbejde."

Jeg havde glemt hvor spisesalen lå, men det ville jeg ikke fortælle Grand så jeg begyndte bare at gå akavet i siksak gennem lobbyen mens hun kiggede efter mig. Jeg vendte mig om og vinkede til hende. Kig nu væk for fanden! Jeg stoppede op da en Piccolo passerede mig.
”Excusez moi! (undskyld mig), ved du hvor spisesalen er?” viskede jeg til ham.
”Ligefrem og til højre.” Viskede han igen og grinte lidt af mig, da jeg begyndte at gå.
”Det vidste jeg godt!” Råbte jeg tilbage. Han grinte bare mere af mig.

En stor rød pil der viste mod spisesalen pegede på en kæmpe to-døres indgang. Jeg begyndte at kunne huske hvor jeg var og stoppede op ved døren ind til højre der kom før spisesalen. Så vidt jeg kunne huske var det det køkken som mig og min ældste kusine engang stjal kage fra. Dengang var kokken vildt venlig og grinte bare af os, så jeg åbnede døren forsigtigt og stak hovedet ind. Selvom klokken kun var omkring 4, så var de allerede i gang med at forberede aftensbuffeten. Der susede 8 kokke rundt inde i det store køkken og jagede med hinanden. Den tykkeste af dem alle sammen, og ham der havde den specielle ternede hat på, stod og svang sin grydeske i luften og jamrede sig over et eller andet som en anden kok havde lavet forkert.
”Paul?” Kaldte jeg og han vendte straks sit sure blik imod mig. Da han havde kigget intenst på mig i et par sekunder, for at finde ud af hvem der havde afbrudt hans brølen, blødte hans blik op og han slog ud med armene.
”Ma chère enfant!” (Min øjesten) Råbte han og han fik slæbt de mange kilo igennem køkkenet og over til døren. Jeg gav ham et ordentligt kram og jeg hang nærmest hen over hans gigantiske kokkemave.
”Hvad laver du her, Ma chère?” Spurgte han og gav endelig slip for at gnubbe hans kæmpe mave.
”Jeg er her for at arbejde denne gang! Så håber jeg at du vil holde den ske i ro, hvis jeg dummer mig.” Jeg tog skeen ud af hånden på ham og rettede den mod hans ansigt. Han lo lidt. Jeg ville ikke forstyrre mere, så jeg gav ham hans ske tilbage og bakkede imod døren.
”Ma chère? Hvis du leder efter dine fætre, så laver de ballade henne ved scenen.” Sagde han smule trodssigt. Jeg vinkede til ham før jeg gik ud og gik endelig ind i spisesalen.

Nogle tjenere gik rundt derind for at dække alle bordene og gøre klar til aftensmaden. De gik rundt med rulleborde med fint bestik og servietter i rød og blå så det matchede alt andet på hotellet. Stolene var alle dekoreret med pæne udskæringer og dugene lå perfekt hen over bordene og var kridhvide. Overtjeneren stod ved sin pult og tog allerede imod bestillinger af borde til i aften, hvis folk gerne vil sidde nogle bestemte steder. Jeg kiggede mig omkring i den store sal, men kunne ikke få øje på mine fætre nogen steder. Jeg gik ned igennem salen og havde alle tjenerenes blikke på mig og den smule snak der var der, stoppede med det samme. Jeg kiggede mig omkring og mine fodtrin gav genlyd i den stille sal, indtil en tjener på ca min alder kom hen og prikkede mig på skulderen. Han havde sort kort hår og nogle kraftige øjenbryn.
”Du må ikke være herinde endnu, manquer. (frøken)” Sagde han med et venligt blik, men hans stemme sagde skriiiiiid!
”Åh, jeg må skam godt være her.” Sagde jeg næsvist og gik videre. Jeg kunne hører ham følge efter mig og prikkede mig igen på skulderen.
”Gæster skal vente udenfor indtil klokken bliver kvart i 6. Vi skal have tid til at stille det hele klar.” Jeg kiggede drillende på ham og rystede på hovedet mens jeg fortsatte. Nede for enden af salen var der en scene hvor der nogen gang var nogle kedelige live bands som spillede mens folk spiste. Det plejede for det meste at være kedeligt hornmusik, som man alligevel prøvede at overdøve med snak.
”Undskyld mig, manquer, men hvem tror de egentligt de er?” Sagde tjeneren der nu var blevet sur. Jeg vendte mig om og smilede til ham. Han stod forbavsende tættere på end jeg havde regnet med, så jeg stod næsten med næsen lige under hagen på ham. Han kiggede forventningsfuld på mig.
”Mit navn er Ambre Allain.” Sagde jeg bare og lagde mine arme over kors. Hans ansigt gik fra surt til overrasket. Hans chef hed jo Allain, og det så ud som om han kunne huske det og han nikkede en gang til mig før han trådt et skridt baglæns og gik sin vej. Jeg stod og smilede lidt for mig selv. POWER!! MUHAHAHAHAH!

”AMBREEEEE!” hørte jeg en skinger stemme bag mig råbe. Min mindste fætter Oliver kravlede ud fra under et af bordene og kom til at hive lidt i dugen. Han skyndte at komme op på benene og løb lige ind i mig så jeg fik en mavepumpe af hans hoved. Jeg uldede hans hår og trak ham op på armen.
”Hvor er du blevet stor! Hvor gammel er du ved at være?”
”5 og et halv!” Sagde han og viste mig det på sin hånd. Jeg kyssede ham på kinden hvilket fik ham til at spjætte med arme og ben og skrige.
”Hvor er Cedric?” Spurgte jeg ham og satte ham ned, så han løb hen til det bord han før havde gemt sig under. Cedric og Oliver var tvillinger. De havde begge mørkebrunt hår og de største brune øjne man kunne forstille sig. Desværre var Cedric ramt af autisme. En genetisk sygdom som gør, at han har svært ved at kommunikerer med andre end hans bror. Han var dårlig til at vise sine følelser og forstod kun ganske få ansigtsudtryk. Derfor holdt han sig for sig selv eller sammen med Oliver. Hvis han endelig snakkede, holdte han op, så snart der kom fremmede ind i rummet. I denne situation var jeg fremmed, selvom vi var i familie. Oliver snakkede med ham nedenunder bordet og tog Cedric i hånden og kravlede ud. Jeg satte mig på hug på gulvet og krøllede den kjole min mor havde brugt så lang tid på at gøre præsentabel. Selvom han aldrig havde snakket til mig, så genkendte han mig og gik ind i min favn.
”Hvor er du også blevet stor, Cedric!” Jeg tog ham op på armen og tog Oliver i den anden hånd.
”Arbejder Stephanie?”
”Mmmh. Det gør Natalie også.”
”Er hun allerede så gammel?” Natalie og Stephanie var vist ved at være 13 og 16. De var mine og drengenes kusiner og de bor og arbejder her ligesom resten af familien i de specielt indrettede lejligheder der var bygget på førstesalen. Alle fra familien der kunne, arbejdede her på hotellet eller lige i nærheden. Så vidt jeg vidst så var min tante en del af administrationen der sad i baglokalerne sammen med Grand og min onkel var vist kontornusser på den lokale politistation.

”Skal vi prøve at finde dem? Jeg vil gerne sige hej.” Oliver trak mig af sted ud af spisesalen og tjenerne fnøs efter os da vi gik ud.
”Hvad arbejder de med?”
”Noget rengøring.” Vi gik ind i elevatoren og ned i kælderen hvor poolen og wellness rummene var. Oliver løb i forvejen ud og ned af den lange gang der var foran os. Der var bambus planer omkring os og en behagelig duft af klor i luften. Jeg kom næsten helt op at kører ved lugten af det. Min far plejede altid at sige til mig, at så snart jeg kunne lugte klor, så skulle jeg holde mig klar. Det plejede at betyde at jeg skulle træne og tage mig sammen eller fokuserer til en konkurrence. Jeg var vel også en af de få der elskede lugten af klor. Men luften her var også præget af citrusfrugter. Det måtte være noget fra wellness, med mindre der flød citroner og lime rundt i poolen. Men så igen, man vidste aldrig hvad Grand fandt på.

”NATALIE! Her inde Ambre!” Oliver pegede ind i et rum til venstre. I midten af rummet stod en massagebænk og en cd-afspiller, der var gemt bag ved nogle planter, spillede noget beroligende musik blandet med lyden af bølger. Min kusine Natalie der kun lige var blevet 13 stod og vaskede massagebænken af med en våd klud. Hendes hår der var næsten identisk med mit sad oppe i en hestehale og hun kiggede en smule irriteret på os.
”Hvor ser du positiv ud!” Bemærkede jeg og grinte af hende.
”Bare vent! Jeg vil bytte med dig, så jeg kan være i restauranten! Så kan du stå her og vaske folks ballesved af massagebordene!” Jeg var nød til at sætte Cedric fra mig, for jeg grinte helt vildt og holdt mig for munden.
”Aldrig i livet! Du er alligevel ikke gammel nok til at have med kunderne at gøre personligt. Du kan hygge dig med deres efterladenskaber.” Der var stadig et svagt aftryk af personen der havde lagt på massagebordet. Det var sikkert sved. LÆKKERT!
”Hvor er Stephanie?” Jeg kiggede ud af døren og ned af gangen. Der gik et ældre ægtepar i badekåber som de eneste.
”Hun skrubber vel toiletterne et eller andet sted på hotellet. Apropos efterladenskaber.” Jeg gøs lidt ved tanken. Godt jeg havde lavet en aftale, om hvad jeg skulle lave på forhånd. Det var en af grundene til min mor havde stået og smukseret mig sådan før jeg gik ind. Jeg skulle omgås kunderne. Jeg skulle skiftevis servere i restauranten og gøre rent på værelserne. For at få lidt variation i arbejdet.
”Hvis du ser hende, så kan du bare sig til hende at jeg bor på 8. sal værelse B14.”
”Vi ser vel hinanden til aftensmaden?” Hun skrubbede en klat et eller andet af bordet som jeg ikke havde lyst til at vide hvad var.
”Det gør vi vel så? Du er vel også snart færdig?”
”Jeg mangler et rum mere.” Sagde hun surt og skubbede videre.
”god arbejdslyst.” Jeg klappede hende en gang på skulderen og skyndte mig ud af rummet, før hun kylede kluden efter mig ud af døren. Oliver skreg op og grinte og løb efter mig med Cedric i hånden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...