The French Maid!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2013
  • Opdateret: 17 aug. 2014
  • Status: Igang
Ambre er vokset op i Danmark med hendes danske mor og franske far. Hendes far havde hele hendes liv planlagt for hende, men en ulykke vendte op og ned på det hele og hans drømme om hans eneste datters fremtid blev knust. Ulykken gav kun Ambre blod på tanden og nu vil hun bare hjemmefra og opleve noget. Men det kan man desværre ikke uden penge. Hun får job på det familiedrevede luksushotel i Frankrig, for at tjene penge til sit livs rejse, men hvad hun ikke vidste var, at VIP-værelserne snart ville blive belejret af ingen ringere end One Direction. (Har udnyttet min egen franske familie for groft i den her fic med hensyn til navne, da jeg ikke ved hvad franske mennesker ellers hedder xD)

49Likes
31Kommentarer
3989Visninger
AA

4. Comming to town – me or them?

Jeg var virkelig død dagen efter! Jeg mener virkelig! Hvis man ligger timerne sammen jeg havde arbejdet var det ikke meget længere end en normal arbejdsdag, men de pause midt på dagen og at slippe for opvasken til sidst var bare ikke nok. Min nakke var uhyggelig øm, men jeg måtte stå op da min mobils alarm lød og igen smadrede jeg min hånd ned i skærmen. Det hjælper stadig ikke!! Jeg nåede knap nok at tænke, at det måske ville stoppe på et tidspunkt, før jeg blev sindssyg af at hører på den. Jeg prøvede at fokuserer og fik slukket for den. Jeg strakte mig og vrikkede lidt med nakken og ømmede mig. Den smerte ville følge mig for evigt, hvis jeg blev ved på den måde. Jeg tog en smertestillende fra min taske og gik ud på badeværelset. Mit hår lignede en høstak og mine øjne var røde. Tough day.. rufh! Jeg slugte pillen og lagde mit hoved ind under vandhanen for at skylde den ned. Faktisk måtte man ikke drikke for meget af vandet her. Det indeholdte alt for meget kalk til at sådan en nordboer som mig ville kunne tåle det i for store mængder. Derfor serverede vi også kildevand i restauranten. Jeg tog et hurtigt bad og mærkede hvordan pillen langsomt begyndte at virke. Okay.. måske var det ikke et hurtigt bad, for de piller plejer at tage mindst et kvarter, før de virkede.. men jeg kunne være ligeglad, for jeg skulle ikke betale for vandet! Muhhahah!

Da jeg kom ud i værelset med et håndklæde omkring mig og et om håret, nidstirrede jeg den irriterende maid uniform der lagde på min stol. Skulle jeg virkelig have den på? Jeg gik tilbage til badeværelset og børstede tænder, mens jeg stadig overvejede om jeg skulle hoppe i den. Jeg tror måske det er kostumeforretningernes skyld, at jeg har så meget i mod den uniform. For hvis man siger maid i dag, tror folk det er en eller anden pervers porno fantasi som der bliver udlevet. Den her var i det mindste længere. Ned til knæerne, for at være helt præcis. Jeg kunne ikke trække det længere ud, så jeg tog den mørkeblå kjole på og det tilbehørene hvide forklæde og gik hen til mit klædeskab hvor der var et spejl på indersiden af døren. Oh god hvor var det fimset! Godt jeg ikke skal møde nogen af gæsterne igen, efter det her. Jeg tog et par hvide sokker og de skindende sorte sko på og gik ud. Jeg skulle ned til receptionen for at hente nøglen til rummet med rengøringsartiklerne.

Der var godt travlt i receptionen. Der var kommet en flok kongres medlemmer som skulle tjekkes ind, men der var alligevel lidt tid til jeg skulle starte, så jeg gik ind i køkkenet for at hilse på Margret.
”Damn Allain! Ny stil?” Sagde ham tjeneren jeg havde en mindre konfrontation med et par dage før.  
”Pas dig selv, øh…” Jeg anede ikke hvad han hed. Jeg vidste faktisk kun hvad Margret og Paul hed. Sjovt nok. Det var nok den dummeste sætning ever.
”Theo.” grinte han og tog fat i min kjole og mærkede på stoffet.
”Lad den være, spade!” Jeg hev den til mig og gik over til Margret.
”Ej hvor er du fin!” Hun tog min hånd og kiggede op og ned af mig. Jeg vendte mig om og rakte tunge til Theo før jeg smilede til Margret.
”Du er på rengøringsholdet?”
”8. Sal, side B.” Sagde jeg og lavede en grimasse. Det lød som om jeg havde fået arbejde i Area 51 eller sådan noget. Det lød ret fancy.
”Du kommer vel tilbage igen?”
”De kan beholde hende.” Hostede Theo. Han grinte lidt for sig selv mens han var lænet ind over køkkenbordet, indtil Paul kom ind i køkkenet. Så blev han straks alvorlig og rettede ryggen.
”Jeg må hellere se at få fat i den nøgle. Vi ses!” Jeg skyndte mig ud, før Paul begyndte at svinge sin grydeske. Der var også ved at komme en smule ro over receptionen, så jeg maste mig igennem de få der stod der endnu og ind bagved receptionen. Jeg kunne mærke deres blikke på mig, da jeg gik ind af døren og ind på Grands kontor.
”Godmorgen Ambre.” Sagde hun uden at kigge op.
”Godmorgen Grand.” Svarede jeg kort og gik over til den store tavle med nøgler. Der var tusinde nøgler på væggen, da hotellet var rimeligt stort. Der var flere forskellige nøgler der stod 8B på, så jeg måtte læse overskrifterne på rækkerne, for at finde frem til den rigtige nøgle. God! Jeg burde virkelig læse noget mere fransk. Min udtale er fin nok, men jeg læser som en i de små klasser og kan kun skrive det vigtigste.
”Grand, er det her den rigtige nøgle?”  Hun kiggede ikke op.
”Kan du ikke læse fransk?” Av! Den sved.
”Ikke tilstrækkeligt.” Undskyldte jeg. Endelige rejste hun sig op og smilede til mig. Hun læste skiltene højt for mig og det gav straks mere mening og jeg havde i det mindste fat i den rigtige nøgle.

Jeg fik mig endelig låst ind i rummet hvor der stod en vogn med alt jeg skulle bruge. På siden af den hang en liste over de værelser der var tomme og allerede rengjorte. Jeg skulle altså banke på og hvis ingen svarede, skulle jeg låse mig selv ind. Jeg gik forbi de første par værelser som var tomme. Det første værelse jeg skulle have været inde på, hang der et skilt på håndtaget hvor der stod ” Ne pas déranger” – Vil ikke forstyrres. Godt så. Næste værelse. Jeg bankede på og håbede på der ingen var. Der var ingen der svarede, så jeg bankede kort igen, for at være sikker. Intet svar. YES! Jeg låste mig ind og min vogn kørte med det samme ind i noget der lagde på gulvet. Jeg kiggede omkring og så en stillet støvle ligge i vejen. Jeg kiggede mig omkring og så hvordan tøj lå spredt ud over værelset. What the… Jeg kantede mig foran vognen og fjernede støvlen, så jeg kunne kører ind og da jeg lukkede døren efter mig, lagde jeg mærke til den svage lyd af en tændt bruser og desværre nogle enkelte stønnelyde der kom med et par sekunders mellemrum. OH… MY… GOD! Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg startede med at redde sengen med nyt senge med nye lagner. Oh god, tænk hvad der kunne være på de gamle! Jeg smed dem i den vaskekurv der var bag på vognen, og prøvede at undgå at røre dem så meget som muligt.  Bagefter samlede jeg alt deres tøj sammen som lå hen over sengelampen, skrivebordet og halvt under sengen, så jeg kunne vaske gulvet.

Jeg prøvede at være så hurtig som mulig, men jeg var kun halvt færdig, da bruseren blev slukket. Fuck fuck fuck FUCK! Jeg dansede hen over gulvet og lod være med at vride moppen op og trak min vogn efter mig på vej ud, da en middelaldrende slank mand kun iført håndklæde, trådte ud lige foran mig. Jeg skærmede mine øjne med en hånd.
”Det må du virkelig undskyld!” Sagde jeg forlegen, men manden grinte bare. Det gjorde mig endnu mere nervøs. Jeg kørte vognen lidt tilbage, så han kunne komme forbi og hen til sengen.
”Hvis i ikke vil forstyrres, så kan i hænge skiltet på døren.” Jeg pegede hen på skrivebordet hvor der lå en bakke med forskellige informationspapire og skiltet lagde øverst.
”Du forstyrrer ikke noget.” Sagde manden igen grinene. Jeg kunne mærke hans klamme blik op og ned af mig og jeg vidste hvad han tænkte. Det var den irriterende kjole! Jeg nikkede bare en enkelt gang til ham og skyndte mig at åbne døren ud til og trække min vogn efter mig. Desværre stod døren åben ind til badeværelset hvor en stor tyk matrone stod med det ene ben oppe på toiletbrættet, for bedre at kunne tørrer sine fødder. WOW!! Too much for my eyes! They are burning! RUN RUUUN! Jeg smækkede måske døren lidt for hårdt efter mig, men jeg skulle bare ud og det kunne kun gå for langsomt. Jeg havde lyst til at tude. Hvad ville jeg ikke finde på det næste værelse?

Jeg blev overraskende hurtig færdig med at gøre rent og overvejede om der var mere jeg skulle lave. Der var jo en anden til at gøre rent over i A siden af hotellet, så der skulle jeg nok ikke blande mig. Jeg havde sprunget over mit eget værelse. Det kunne jeg godt tillade mig, ikke? Hvem har også brug for nye lagner hver dag. Jeg stillede vognen ind i rummet igen og tog den store sæk med de brugte lagner af og kiggede på den store lem i væggen. Den var til vasketøj. Jeg havde aldrig set sådan en før, ud over i amerikanske film. Jeg havde den største trang til at kaste mig selv ned igennem og lande i en stor kurv fyldt med vasketøj. Men så igen.. jeg var på 8. sal. Der var ret langt ned og ingen kunne garanterer at den kurv var fyldt med bløde lagner eller lige tømt og stemhård. Jeg smed lagnerne ned i den og stak hovedet ind for at kigge efter dem. Der var helt mørkt dernede og sækken forsvandt ret hurtigt i mørket. Øv.

Jeg gik ind og skiftede til mit eget tøj. Et par flænsede shorts og en lysegul top der skulle bindes bag nakken. Det var jo trodsalt sommer. Jeg fandt mine solbriller og en lille taske som min mor i alt hemmelighed havde puttet penge i, uden min far opdagede det. Man vidste jo aldrig om jeg fandt noget jeg bare måtte have som kostede lidt ekstra!
jeg havde ingen ide om hvor Stephanie var henne på hotellet, så jeg tog elevatoren helt ned i kælderen hvor Natalie var i går. Jeg regnede med hun havde en fast tjans med at rengøre massagebordene hver gang der havde været en ny kunde. Hun stod ude på gangen med hendes maid uniform på og smsede.
”Ved du hvor Stephanie er henne?” Hun blev revet ud af den trance hendes mobil havde smidt hende ind i.
”I går ikke uden mig! Jeg er først færdig om en time. Please vent!” Udbrød hun og foldede bedende hendes hænder.
”Vi skal nok vente! Men hvor er Stephanie?”
”Du skal op på stueetagen og med de ansattes elevator ned i den anden kælder.” Jeg sagde farvel til Natalie, for at farer vild oppe i lobbyen. Jeg måtte spørge receptionisten om hvor den anden elevator var. Den var skjult i et hemmeligt rum i væggen. Okay måske ikke skjult, men døren var lavet ud af de samme farver og havde de samme paneler på sig, som væggene og var næsten usynlig på nær det håndtag der stak ud. Det førte til et lille rum hvor væggene var kedelige hvide, usædvanligt? Og der var kun en elevatordør. Ingen pynt. Jeg tog den ned i kælderen fyldt med larm. Det var lyden af 10 vaskemaskiner der var i gang på én gang. Stephanie og 3 andre var i gang med at folde duge sammen ved et bord og prøvede at overdøve vaskemaskinerne med deres snakken.
”Hey Stephanie!” Råbte jeg henne fra døren. Hun viftede mig hen og lagde endnu en dug over i stakken af de foldede.
”Du fandt alligevel herned! Er du færdig?" Råbte hun igen. Jeg nikkede bare og vinkede til de 3 andre.
”Hvornår er du færdig?” Råbte jeg. Hun trådte tilbage og kiggede på en af vaskemaskinerne. Den talte ned med minutter og sekunder og hun pegede på den. 23 minutter og 34 sekunder.. 33, 32, 31.
”Jeg smutter op i køkkenet og tigger mig til nogle rester imens.” Jeg orkede nemlig ikke at sætte mig ind til et bord og lege gæst.


Stephanie var den første der kom op i lobbyen. Jeg sad i en sofa og kiggede på et tv som hang på væggen. Den var slået over på en nyhedskanal hvor de viste de samme nyheder hvert femte minut. Der sad en ældre herre og kiggede halvt op på det og halv ned i en avis, så jeg kunne ikke tillade mig at skifte.
”Det var mere end 23 minutter!” Brokkede jeg mig og kiggede på mit ur på mobilen.
”Det skulle også lige lægges sammen!” Stephanie smed sig ned ved siden af mig og kiggede med et hævet øjenbryn på tvet. Nej det var ikke mig der ser det, hvis det er det du troede. Vi stenede nyhederne om og om igen indtil Natalie kom løbene. Vi rejste os med det samme op og gik ud i den bagende sol. Der var ikke en sky på himmelen og der var ikke så meget skygge fra bygningerne endnu.
”Hvor skal vi hen?” Vi fulgte bare efter Stephanie.
”Det får du at se!” Sagde hun spændt. Vi steg på en bus længere nede af gaden og kørte igennem Metz midtby. Vi steg af ved en stor markedsplads, fyldt med små hyggelige boder der solgte alt mellem himmel og jord. Jeg kiggede op på et af de gamle skæve huse.
”St. Louis plads?” læste jeg højt.
”Det er et af de hyggeligste steder i hele Metz! Der er marked året rundt, men det er altså bedst om vinteren! Du er altså nød til at opleve det om vinteren! Det er magisk!” sagde Stephanie overdramatisk og styrtede hen til den første bod med smykker. Der var ikke mange af dem der tiltalte mig, men jeg gik næsten heller aldrig med smykker. Kun mine ørestikker. Det var det eneste der ikke gav ekstra modstand når jeg svømmede, fordi de var gemt under min hætte.

Det endte alligevel med at Stephanie fik mig overtalt til at købe et flettet læderarmbånd som jeg allerede nu vidste at jeg ville glemme at tage på når jeg først fik den af, men det kan vel ikke gå helt galt, når den kun kostede 2 euro. Vi gik videre gennem markedet og der var så meget forskelligt. Der var endda en der solgte høns! Overvejede lidt hvilke spændende farver Grand kunne få i hovedet, hvis hun opdagede jeg havde en høne til at gå rundt på mit værelse. Hmmm…

Vi fik købt os nogle isvafler og satte os på en kantsten for at spise dem. Det løb ned af hænderne på os, fordi det var så varmt, så man nåede næsten ikke at nyde den.
”OH MY GOD!” Udbrød Natalie pludselig. Jeg var ved at smide min is fra mig i ren forskrækkelse og Stephanie gav hende dræberblikket, da nogle forbipasserende gloede efter os.
”Dæmp dig!” Vrissede hun.
”Jamen kan du ikke se det!” hvinede Natalie og kiggede ind i mellem boderne.
”Se hvad?” spurgte jeg og prøvede at finde ud af hvad hun kiggede på.
”Der der der!” blev hun ved og pegede ind i mellem boderne. Hvad kiggede jeg efter?!
”OH MY GOD!” Begyndte Stephanie også og de begge rejste sig. Hvad hvad HVAD?! Jeg fulgte efter dem igennem myldret af mennesker hen til en bod hvor der stod en gammel mand med en cowboy hat og kiggede sig dovent omkring.
”Her! Hold vores is!” Sagde Natalie og jeg fik stukket deres is i den ene hånd. Den ene løb ud over min hånd med det samme. De tog begge to fat i en bluse og holdt dem oppe, så jeg kunne se. På maven af dem var der billedet af 5 smilene drenge og en overskrift der fortalt mig at de hed One Direction.
”Var det den i var oppe at kører over?” Jeg kiggede rundt på boden og så en bluse magen til den de havde fat i, hænge ovenover mit hoved. Det var den de så. Men kvaliteten af billederne på bluserne fortalt mig at de var fake.
”De er altså ikke for kønne.” Sagde jeg og prøvede at undgå at sælgeren hørte mig.
”Sige du min Harry er grim?” Sagde Natalie med en knyttet næve.
”Nej! Jeg mener kvaliteten er virkelig dårlig.” Og hvis du truer mig igen, så får du din is mellem øjnene, tænkte jeg for mig selv og lod mærke til at isene dryppede ned på jorden nu.
”Skynd jer lidt og vælg en, så i kan spise jeres is færdige.”
”Vælge en? Der er da… Oh my god der er flere forskellige!” udbrød Stephanie og tog en ny T-shirt op.
”Vi kan købe en af hver og så deles om dem!” hvinede Natalie.
”Deal!” De købte en af hver bluse og fik dem i en stor pose. Isene var lige til at smide ud nu, så det gjorde jeg og ville til at få ind på et toilet, da en mand stoppede mig.
”Det er kun for betalende kunder!” Sagde han bestemt. Det var åbenbart en af cafeernes toiletter.
”Piger. Bestil 3 sodavand. Jeg giver.”

”Oh my god, prøv at se Niall på den her!” De sad på den anden side af bordet og trak en T-shirt op efter den anden og skreg af dem.
”Nej nej se Zayn!” Svarede Natalie og lignede en der skulle til at besvime.
”Hvem er de overhovedet?” Spurgte jeg træt.
”Det sagde du ikke lige!” Stephanie var åbenlyst chokeret men jeg trak bare på skuldrene.
”Det er One Direction? Du må da have hørt om dem?”
”Der er ingen klokke der ringer.” konstaterede jeg.
”What makes you beautiful?” Hentydede Natalie.
”Hvad?”
” Baby you light up my world like nobody else! The way that you flip your hair gets me overwhelmed!! But when you smile at the ground it aint hard to tell!!! You don't know…”
“SSSSSSH!” Jeg stoppede dem, da de begyndte at skråle midt I cafeen.
”Sig du har hørt den!” Bad Natalie, men jeg rystede bare på hovedet.
”Har du levet under en sten?!” Brokkede Stephanie sig.
”Jeg har levet i vandet.” indrømmede jeg. Jeg har aldrig hørt meget musik, for min hverdag havde været meget ensrettet. Dog havde jeg altid haft en drøm om at lærer at spille guitar, men den drøm måtte jeg pænt ligge til side på grund af svømningen og jeg havde bare ikke taget mig sammen til det, efter ulykken.

”Rygterne siger, at de kommer her til Metz i morgen! Ingen ved hvad de skal her og der er ingen planlagt koncert! Men jeg har hørt nogen på twitter snakke om at de skulle filme en musikvideo.” Stephanie viste mig et eller andet på twitter, men jeg nåede ikke at læse det, da det var på fransk og jeg kun forstod hvert andet ord. Det var så meget nemmer at forstå i tale, end på skrift! Der er så mange af deres bogstaver der er stumme.
”Harry har lige skrevet et nyt twit! Læs den for os!” Natalie rakte mig hendes telefon og jeg kiggede bare dumt på den.
”Hvad?”
”Læs den!”
”Hvorfor?”
”Fordi jeg ikke kan engelsk?” Sagde Natalie sørgmodigt.
”Lærer i ikke det i skolen?” Jeg tog telefonen og læste det.
”Man kan vælge det som valgfag på gymnasiet! Jeg skal så meget have engelsk, når nu jeg starter der! Så kan jeg forstå deres tekster uden at bruge google!” hvinede Stephanie. Jeg kiggede bare måbende på dem.
”Seriøst? Ingen engelsk? Hvad lærer i så?”
”Vi har tysk fordi vi bor så tæt på Tyskland. Dem nede sydpå lærer ikke tysk. Det siger min veninde fra Paris” Det er sandt. Der var ikke mere end en kort kørertur til Tyskland herfra.
”Men hun kan engelsk?”
”Ja?”
”Hvordan klarer i jer på hotellet?” De kiggede bare dumt på mig.
”Vi er i Frankrig? Folk snakker jo fransk til os, når de kommer.” ARGH! Alle de frustrationer.
”Jamen jeg kan da både Dansk, Fransk, Tysk og Engelsk!” konstaterede jeg.
”Så læs den twit!” Nærmest råbte Natalie af mig. Næsvise lille unge! Jeg er 19 jeg kan træde på dig!
”Der står at han er ved at få kørersyge af a flyve.” sagde jeg surt og smed telefonen ned på bordet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...