The French Maid!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2013
  • Opdateret: 17 aug. 2014
  • Status: Igang
Ambre er vokset op i Danmark med hendes danske mor og franske far. Hendes far havde hele hendes liv planlagt for hende, men en ulykke vendte op og ned på det hele og hans drømme om hans eneste datters fremtid blev knust. Ulykken gav kun Ambre blod på tanden og nu vil hun bare hjemmefra og opleve noget. Men det kan man desværre ikke uden penge. Hun får job på det familiedrevede luksushotel i Frankrig, for at tjene penge til sit livs rejse, men hvad hun ikke vidste var, at VIP-værelserne snart ville blive belejret af ingen ringere end One Direction. (Har udnyttet min egen franske familie for groft i den her fic med hensyn til navne, da jeg ikke ved hvad franske mennesker ellers hedder xD)

49Likes
31Kommentarer
3966Visninger
AA

12. 'cause daddys little girl is not my baby

Jeg aner ikke hvordan jeg var kommet hjem. Er det skidt? Det sidste jeg kan husker var, at jeg fortalte drengene at jeg skulle til at arbejde med dem på deres næste tour og Liam syntes vi skulle fejre det med maner. Jeg husker en masse flimrende diskolys og en masse høj tekno musik som stadig fik mit hoved til at dunke. Eller også var det den enorme alkoholprocent jeg sikkert havde i blodet. Jeg turde ikke bevæge mig det første stykke tid jeg var ved bevidsthed og lukkede øjnene med det samme jeg så lys. Efter et godt stykke tid åbnede jeg øjnene igen og så mig selv i spejlet der var i loftet over min seng. Min makeup var tværet ned af kinder på mig. Havde jeg grædt? Jeg løftede min arm for at tørre noget af makeuppen af kinderne og der kunne jeg mærke det med det samme. Min nakke. Den var helt stiv og smerten var stikkende. Hvad havde jeg lavet siden min nakke var fucked up igen? Jeg pivede højlydt da jeg lagde min hånd ind under nakken. Heldigvis lå jeg på min specielle pude, så jeg havde lagt i spænd mens jeg sov. I spejlet kunne jeg pludselig se min dyne bevæge sig på gulvet. Jeg måtte have vækket hvem end der lå på gulvet og sov. Jeg ville gerne have sat mig op og kigget hvem det var, men min nakke tillod det ikke i det øjeblik. Jeg ventede tålmodigt på at personen var nok i live, til at kigge op over sengekanten. Liam. Jeg rødmede pludseligt helt vildt. Hvad havde jeg lavet?! Hvordan var jeg endt hjemme på mit værelse på 8. sal og hvorfor lå Liam med min dyne på gulvet?! Jeg kiggede på mig selv igen i loftspejlet. Jeg havde stadig mit tøj på fra dagen i går. Der kunne da ikke være sket noget så?
”Nå du er vågen. Hvordan har nakken det?” Spurgte Liam som kørte sin hånd søvnigt rundt i sit hår. Det så ud som om hans hovedpine var lige så slem som min.
”Hvad har jeg lavet?” Pev jeg. Jeg græd ikke, men smerten i nakken fik min hovedpine tik at føles som ingenting.
”Du dansede på bordet i går og faldt ned oven på Louis. Heldigvis, kan man sige, for der var langt ned.” Forklarede Liam og grinte lidt, men han fortrød straks sin latter og tog sig til hovedet igen.
”Er Louis kommet noget til? Hvor er han?” Jeg blev straks bekymret over, om jeg mon havde påført andre skade i min fuldskab. Det kunne ligne mig. Eller.. jeg plejer at være den der kom til skade, men det involverede som regel en anden også.
”Han er i sin egen seng og han fejler ikke andet end en hovedpine oven i sine tømmermænd.” Liam blinkede og nøjes med at smile denne gang.
”Hvad laver ud så her?” Spurgte jeg og rødmede lidt igen. Han satte hånden på sengekanten og fik trukket sig op. Han var også fuld påklædt i tøjet fra dagen før. Han satte sig på kanten. Det var rart, at kunne se den man snakkede med.
”Efter du faldt ned fra bordet, rørte du dig ikke og vi blev jo bekymrede for dig. Dog fandt vi hurtigt ud af at du ikke var død, da du begyndte at skrige som en stukket gris og tog dig til nakken. Du overdøvede seriøst musikken! Det var helt vildt. Jeg tror du besvimede kort, for du var ikke i stand til at fortælle hvad der var galt. Heldigvis kunne Niall fortælle om din ulykke og du havde en nakke der gik i baglås. Jeg meldte mig frivilligt til at bære dig herop. Jeg orkede bare ikke at finde min egen seng.” Indrømmede han og samlede min dyne op fra gulvet og lagde den ovenpå mig. Den var dejlig varm stadigvæk, men jeg smed den til side så jeg kunne se Liam ordentligt.
”Det var virkelig sødt af dig. Theo havde måske ret i at du var den eneste stærke.” jokede jeg, hvilket fik Liam til at grine igen, men endnu engang blev det efterfulgt at en smertefuld grimasse.
”Jeg har smertestillende på badeværelset.” Sagde jeg hentydende. Han rejse sig med det samme og fandt to glas på bordet over minifryseren og gik ud for at finde pillerne og vand til at skylde det ned med.
”Du ved godt man ikke må drikke vandet her?” Påpegede jeg, da han stillede et glas på natbordet ved siden af mig. Liam smed en pille i munden og tog en ordentlig slurk af vandet.
”Det er jeg lidt ligeglad med lige nu. Alt er bedre end den motorsav nogen arbejder sig igennem mit kranium med.” Mumlede han. Han hjalp mig med at få sat mig op af væggen, stadig med min pude rundt om nakken. Jeg fik slugt mine piller og vi sad og snakkede, om hvad der ellers var sket i løbet af aftenen, mens pillerne langsomt begyndte at virke.

Der gik alligevel godt en halv time, før telefonen på værelset begyndte at ringe. Liam gav mig den, så jeg ikke behøvede at bevæge min nakke.
”Hallo?”
”Ambre hvor er du?! Hr. Cowell spørger efter dig og jeg gik ud fra du var i restauranten, men de havde ikke set dig hele morgenen. Kan du så komme herned på mit kontor.” Jeg nåede ikke at svare, før Grand smed røret på igen. Skulle jeg have arbejdet i dag alligevel? Jeg var forvirret. Jeg havde vel egentlig ikke aftalt med Grand hvornår jeg stoppede her, før jeg startede som en del af one directions staff.
”Jeg er på røven Liam.” Sagde jeg og begyndte at rykke på mig, for at finde ud af hvor ødelagt min nakke var.
”Var det din bedstemor?” Spurgte han og rakte en hånd ud til mig, så jeg kunne trække mig op fra sengen.
”Grand er min bedstemors søster!” Beklagede jeg mig. Jeg kom helt op og stå og kiggede ned af mig selv. Jeg havde stadig kjolen på fra i går, så jeg måtte hurtigt finde noget andet at tage på. Jeg gjorde tegn til Liam, at han ikke skulle kigge, da jeg forsigtig tog mine arme over hovedet og fik trukket kjolen af. Min nakke var ikke så forfærdelig, efter jeg havde taget de smertestillende, så jeg fik hurtigt et par shorts på og en T-shirt over hovedet.
”Kan du gå?” Spurgte Liam da jeg tog mig til nakken lidt.
”Det er min nakke, ikke mine ben.” Jeg himlede med øjnene af ham, da vi forlod mit værelse og gik hen imod elevatoren.
”Jeg kunne bære dig på min ryg? Det gjorde jeg hele vejen fra byen af og hjem. I fuld tilstand.” Sagde Liam stolt mens vi stod i elevatoren.
”Siger du, at du bar min fede røv hele vejen fra O'Carolan’s Harp og her til hotellet? Det tror jeg ikke.” Sagde jeg og gav ham et sarkastiske blik.
”Tror du ikke jeg kan bære dig?” Sagde Liam med et løftet øjenbryn. Jeg nåede ikke at svare, før han fik fat i mig og smed mig over skulderen. Jeg skreg op og sekundet efter lød der et ding fra elevatoren og døren gik op.
”Ambre?!” Grands forfærdede stemme lød over hele lobbyen og Liam gik med raske skridt ud af elevatoren, så min røv kom først ud og alle fik et godt udsyn til den, før han satte mig ned. Jeg vendte mig om og blev mødt at Grands ansigt der så lige så forfærdet ud, som hendes stemme lød.
”Heeey Grand. Liam m'a aidé à sortir de l'ascenseur.” (Liam hjalp mig lige ud af elevatoren) Forklarede jeg flovt. Paul stod ved siden af hende og kiggede smilende fra Liam til mig. Det så ud som om han prøvede på ikke at grine. Simon stod lidt væk og var i gang med en telefon samtale, men det så ud som om han også havde set vores lille forestilling, for han smilede i vores retning. Grand tog fat i min arm og skulle til at slæbe mig med ind på kontoret bag ved disken, men Paul lagde en hånd på hendes skulder for at stoppe hende.
”Der er et par sofaer her henne. Det er lidt mere hyggeligt end kontoret.” Sagde han venligt. Grand kiggede forvirret på ham og hen på mig.
”Il veut nous asseoir sur le canapé.” Jeg oversatte for hende og hun kiggede skeptisk på mig, før hun sukkede og viste vej hen til sofaerne i lobbyen. Jeg sendte et takkende blik til Paul og han gav mig et nik tilbage.

Vi satte os ned og Simon joinede os kort efter. Liam satte sig ned ved siden af mig, mens Grand sad på den anden side af mig. Simon og Paul sad i sofaen overfor og der blev lagt papir på bordet foran os. Grand rakte ud efter det først, men det var på engelsk og der gik ikke længe, før jeg fik lov til selv at læse det igennem. Det var en bindende ansættelses kontrakt der var blevet udskrevet i går, efter hvad datoen viste. Kontrakten lød på to år fra dags dato hvilket betød en rimelig lang tour, men det så ud til de skulle rundt til en del andre ting ind i mellem datoerne som velgørenheds events, award shows og interviews. Alt der var planlagt på forhånd var nedskrevet i det 12 sider lange dokument. Ellers lignede arbejdsopgaver meget det jeg havde lavet på hotellet, ud over det var indskrænket til en bus. Det havde jeg bestemt ikke noget imod. Desuden var det min opgave at få dem op om morgenen og sørge for de kom ud af døren i tide.
”Det ser fornuftigt ud. Men jeg får en mere detaljeret jobbeskrivelse når jeg starter, ikke?” Liam tog papirerne og kiggede dem også igennem.
”Selvfølgelig. Der går stadig lidt tid før touren starter. Vi skal have dig til London, så du kan se hvordan alt i bussen fungere, hvilke opgaver du skal håndtere og hvordan du bruger en af de elektroniske managers som vi snakkede om i går.” Simon tog en elektronisk dims op, der havde en størrelse ind i mellem en mobil og en tablet. Jeg rakte ud efter den men tøvede.
”Må jeg se den eller er den privat?”
”Den er privat men du må godt kigge lidt. Bare lad være med at gå ind i nogle apps.” Jeg tog Simons manager op og kiggede igennem menuen. Det var lidt ligesom en windows mobil og så alligevel.
”Hey du skal vække os op om morgen! Så kan jeg lige så godt fortælle dig, at Zayn elsker at blive kildet under tærende fra morgenen af.” Liam grinte lumsk og rakte mig papirerne igen.
”Nu mangler vi bare din underskrift.” Sagde Paul og lænede sig lidt frem i sofaen.
”Je vais signer maintenant.” (jeg skriver under nu) Sagde jeg til Grand og hun kiggede lidt sentimentalt på mig, før hun trak mig ind i et kram og mumlede hvor meget hun allerede savnede mig.
”Le faire maintenant.” (gør det nu) Sagde hun til sidst og gav endelig slip. Jeg fik rakt en kuglepen og jeg skrev under med den fine underskift jeg ikke havde. Seriøst. Jeg måtte øve mig på en vildt fed underskift, hvis jeg skulle skrive under på flere ting. Simon tog kontrakten i sin mappe ved siden af sofaen og fandt en kopi jeg kunne få.
”Velkommen til Modest. Det bliver en hektisk uge. Du vil få en e-mail i løbet af i dag eller i morgen med dit bording pas til London og datoer. Så vil vi se at gøre klar til at forlade hotellet og sige tak for denne gang Marcheline.” Simon henvendte sig til sidst til Grand der slet ikke kunne følge med, men hun nikkede og gav ham hånden. Liam gav min skulder et klem før vi rejste os.
”Det bliver sgu fedt. Du skal dog ikke regne med jeg bærer dig rundt overalt.” Grinte han.
”For helved, så skulle jeg ikke have skrevet under!” Jokede jeg og gav ham en albue i siden. Mens jeg stod og pjattede med Liam kom Stephanie gående. Hun havde været inde i spisesalen, for at samle duge til vask og hun kiggede måbende herhen. Jeg tænkte jeg lige så godt kunne tage den med hende med det samme, i stedet for at udsætte det.
”Hvad sker der?” Sagde hun og kiggede muggent på mig, da jeg kom gående imod hende. Jeg sukkede og kiggede tilbage på Liam der bare vinkede tilbage.
”Jeg burde have sagt det i går, men jeg har fået et nyt job. Jeg tager af sted en af dagene.” Jeg kiggede sigende på hende og hun bakkede lidt.
”Det er løgn. Skal du arbejde med dem? Med MIT band? MINE idoler! Du kan ikke engang lide dem!” Råbte hun surt på fransk og de fire jeg havde snakket med tidligere kiggede straks herhen.
”Dæmp dig Steph! Det her har slet ikke noget med dig at gøre! Jeg blev tilbudt et job af Simon og jeg sagde ja. Det er ikke fordi jeg kaster mig over dem.” Sagde jeg lavt, men jeg prøvede at lyde bestemt.
”Det var dem du var ude at feste med i går, ikke? Seriøst? Du sagde ingenting til mig! Du kan bare tillade dig alt! Det er ikke fair, at jeg bliver behandlet som en slave her, mens du bliver forgudet så snart du viser dit ansigt på hotellet!” Råbte hun. Grand kom over og tog fat i hendes arm og begyndte at trække hende væk fra lobbyen. Jeg prøvede at stoppe Grand, men hun hvæsede nærmeste af mig og døren ind til kontoret blev smækket bag dem. Simon, Paul og Liam kiggede chokeret fra mig og hen til døren til kontoret.
”Det var ikke mening! Jeg sværger!” Sagde jeg beklagende. Og de forsikrede at det ikke gjorde noget. Jeg sagde farvel til dem og begav mig op til mit værelse. Hvorfor skulle Stephanie reagere sådan? Jeg ved hun kan lide dem, men hun må forstå at medgang ikke er noget jeg har haft meget af i mit liv. Selvfølgelig har jeg en del svømmepokaler til at stå hjemme hos mine forældre, men hvad betød det nu hvor min nakke var kronisk skadet? Det er de færreste der kan prale af, at have brækket nakken første gang de prøver at drikke alkohol. Hele mit liv havde været planlagt efter min fars hoved og det burde min familie da kunne se. Jeg har aldrig været så glad og fri som jeg er nu, på trods af at jeg lige havde underskrevet en 2års bindende kontrakt til et firma. Hvis min kusine, som skulle forstille at forstå mig, reagerede sådan, hvordan skulle jeg så fortælle min far, at jeg om ganske få dage tog til London og jeg havde skrevet under på en kontrakt uden så meget at informerer ham om det?

Jeg stirrede på min telefon som lå midt på sengen. Jeg sad selv ved mit skrivebord og havde brug for et spark i måsen. Tiden gik jo bare og jeg skulle jo fortælle dem det. Hele min fremtid var blevet ændret inden for et døgn. Det bankede på min dør og jeg gik ud fra det var rengøring, men jeg kom i tanke om at jeg jo var rengøringen og jeg havde haft travl med tømmermænd i morges. Jeg åbnede døren til en smilende Louis. Han kastede en enkel gang med håret før han lænede sig op af dørkarmen.
”Hvad så? Jeg kom for at sige farvel. Well, for nu.” Sagde han hentydende.
”Ja jeg tager til London om et par dage. Jeg ved ikke om jeg ser jer der.” Louis rystede beklagende på hovedet og gik endelig ind så jeg kunne lukke døren.
”Beklager, men vi har et par ugers ferie før vi går i gang.” Han smed sig på min seng og landede på min mobil. Han flyttede sig hurtigt og rakte mig min mobil. Jeg kiggede sukkede på den.
”Hvad så?” Spurgte han bekymret og trak mig ned ved siden af sig på sengen.
”Jeg skal have ringet til mine forældre og sagt at jeg tager til London. Er ret sikker på min far vil blive så sur, at han vil finde en måde at kvæle mig på over telefonen.” Louis nikkede forstående og tog min mobil fra mig.
”Hvad hedder far på dansk?” Spurgte han og klikkede sig rundt på min mobil. Jeg havde bange anelser.
”Øh F.A.R.” Stavede jeg og det tog kun to klik mere før Louis tog mobilen op til øret.
”Nej nej Louis det gør du ikke!” Sagde jeg med panik i stemmen og greb ud efter mobilen, men han satte den over til det andet ører.
”Hallo? Hr. Allain?” Jeg stivnede, mens jeg sad halvt oven på Louis og holdt vejret.
”Ja hej mit navn er Louis. Jeg er en af Ambres venner. Nej jeg er ikke fransk, jeg er britisk. Nej jeg arbejder ikke på hotellet, jeg er sanger. Ja. Jeg er med i et band. Nej jeg er ikke trommeslager? Hvad er der galt med trommeslagere? Oh…. Nej jeg spiller slet ikke trommer. Men… Sir jeg spiller ikke nogle instrumenter, jeg er sanger! Men… Ja jeg har et par tatoveringer men… nej jeg er altså virkelig flink! Jeg er ikke en lømmel! Men det… sir jeg prøver… Ambre han vil snakke med dig.” Louis opgav til sidst og gav mig telefonen.
”Hej far.” Sagde jeg stille mens Louis rejste sig op og slog huller i luften med knyttede næver. Jeg tror min far pissede ham af, på trods af at han prøvede at være flink.
”Er det her en dårlig joke? Hvad laver du med en musiker? Det er ikke meningen du skal være sammen med gæsterne! Ved Marcheline godt hvad du laver?”
“Ja far hun ved præcis hvad jeg laver, for hun er jo min værge hernede. Men Louis hjalp mig bare med en umulig opgave.” Forklarede jeg.
”Hvad? Hvilken opgave?” Spurgte min far surt.
”At snakke med dig! For jeg har noget vigtigt at fortælle.” Jeg lød måske lidt hård, men han var virkelig forfærdelig nogen gange, og Louis havde ikke hjulpet på situationen.
”Hvad? Du er vel ikke gravid med ham musikkeren? Jeg har jo..”
”OH MY GOD FAR STOP!” Råbte jeg ind i telefonen, hvilket fik Louis til at reagere og var ved at tage telefonen fra mig igen, men jeg slog hans hånd væk.
”Du skal ikke råbe af mig unge dame!” Sagde min far med en bestemt stemme.
”Så hør efter! Jeg har taget en beslutning og Marcheline støtter mig I det her! Jeg har sagt ja til et andet job og jeg tager til London om nogle dage.” Jeg pustede hårdt ud, nu hvor jeg endelig havde sagt det.
”Hvad? Hvad snakker du om? Jeg havde en aftale med Marcheline at..” Jeg vidste der ville komme en skideballe, så jeg afbrød ham med det samme.
”Hør her før du begynder at råbe. Jeg har skrevet en kontrakt med nogle søde mennesker og jeg skal arbejde med et boyband der hedder One Direction. Du kender dem ikke. Jeg skal på tour med dem og du kan ikke tale mig fra det, for det hele er aftalt på forhånd og det er noget jeg vil. Jeg er gammel nok til at bestemme selv uden du skal blande dig. Jeg ved ikke hvornår jeg kommer hjem, men jeg skal nok sende et postkort. Og du kan ringe igen, når du er kølet ned. Farvel.” Jeg lagde på selvom jeg kunne høre min far begynde at råbe i den anden ende.
”Wow… du løg ikke da du snakkede om din far. Men det der var så sejt” Sagde Louis og kørte sine fingre beroligende gennem mit hår. Jeg sad lidt og skulle dampe af. Min mobil begyndte med det samme at ringe, men jeg trykkede ignorer og lod Louis tage den og ligge den over på puden.
”Tak fordi du prøvede at hjælpe. Jeg havde aldrig fået taget mig sammen til at ringe, hvis ikke du havde gjort det.” Hans fingre var vidunderlig beroligende når de rørte min hovedbund. Jeg lukkede øjnene og vi sad sådan længe uden at sige noget, indtil det bankede på døren. Paul stod udenfor og kiggede søgende ind.
”Jeg vidste du var her Louis. Du skal til at få fat i dine ting. Vi skal ud, mens der ikke er så mange samlet ude foran hotellet.”
”Jamen i går da vi tog i byen var der ingen udenfor? Hvordan ved de at i skal ud nu?” Spurgte jeg nysgerrigt. Louis gav mig et kram og grinte.
”Du skulle bare vide hvad vores fans er i stand til. Vi ses snart. Du skriver bare hvis der er noget!” Han skyndte sig med Paul og jeg blev efterladt med mine tanker. Der skulle ske så meget at jeg ikke rigtig havde indset hvad det var jeg havde gjort endnu. Det vil blive en udfordring, men jeg var glad for jeg havde sprunget ud i det, i stedet for at tøve.

 

Jeg har indset noget. Kokken og deres sikkerhedsvagt hedder det samme, men som sagt så udtales de ikke ens. Pauuul - fransk Paul med tydelig U lyd :3
Og hendes (u)ven tjeneren Theo... Niall's nevø hedder også Theo... men jeg startede altså den her historie før han blev født! Just saying! Ikke med vilje! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...