See you again - One Direction (Part 2)

Efter 1 og et halvt år hvor Niall og Isabella har været kærester sker der en tragiske hændelse der vil ændre det hele. Hvad sker der når hun finder ud af en af dem hun har kært er forsvundet ud i det blå? Hvad sker der når hun tager hendes beslutninger i aktion? Vil hendes handlinger bager frugt, eller vil det ramle sammen?

24Likes
29Kommentarer
2377Visninger
AA

10. Kapitel 2.9

Isabella Synsvinkel:

Jeg stirrede irriteret på politiet imens de lod mig gå, men med folk som fulgte mig helt ud af døren - de havde intet at holde mig ved, så de opgav efter mange timer i et lille varmt rum. Da jeg endelig var kommet ud stod ingen andre end Jack, han så forblødt ud - men sendte mig alligevel et smil. "Hej Jack!" min stemme var hæs, hæs efter ikke at have brugt den i flere timer. "Hej Isabella" hans kraftig byggede krop landet blidt over mig, i et venskabeligt kram. 

"Nå lad os komme igang" Jacks stemme lyste hurtig op, han kiggede glad på mig. "Hvad opnår vi ved det, der er gået 14 dage" min stemme var skrøbelig imens jeg gik mod broen jeg var hoppet ned fra. "De har håb, og du giver dem det" jeg sendte ham et sødt smil imens jeg derefter lod et suk slippe fri. " så lad os gøre det" han nikkede kort imens han åbnede munden som tegn på at han ville fortælle noget mere - jeg lod ham gøre det. "Jeg har fundet byen de tilsyneladende skulle være" mine øjne spærrede sig mindst 10 millimeter op, jeg ville kysse ham hvis jeg ikke havde min elskede Niall. 

 

Vi nåede langt om længe hen til byen, eller jeg ville nu heller kalde det en lille flænge i USA's historie. "Er det virkelig her?" jeg lod mit blik ramme de mange mennesker der gik her, af en lille flænge af være. "Ja, jeg tro det er bedst hvis vi lade som om vi har noget kørende - så smelter vi mere ind i byen" jeg kiggede skeptisk på ham, jeg lod en latter ramme lydmuren imellem os. "Nej, jeg spiller ikke skuespil. Jeg er en Agent, eller det var jeg" han nikkede bare stumt, var han blevet sur. Det håber jeg hvertfald ikke, han er min eneste ven på denne rejse om at finde min bror og kæreste og mine venner i det berømte band - One Direction. 

 

"Undskyld mig?" en lille pige kiggede nysgerrige på mig - og jeg skal lige sige jer at jeg ikke er god til børn, deres klamme bakterier, snottet hængende ud af næsen. "Kan jeg hjælpe dig med noget søde" jeg måtte putte en falsk facade op, tænkt hvis hun havde noget nyttig at fortælle om drengene. Jeg kunne skimte Jack rulle med øjne, han kendte mig åbenbart bedre end jeg kendte mig selv. "Jeg kan ikke finde min storesøster. Og hun skulle giftes idag" hendes uskyldige triste smil, det vakte underlig følelser frem i mig. Det mindede om mig som lille når jeg var blevet væk fra Louis i skolen. 

 

"Hvem skal hun giftes med søde" jeg tøede underlig nok op, og den effekt plejer børn aldrig at have på mig. "En eller anden dreng" hendes fnis var tydelig at høre, hendes fjollede grin rungede den travle gade. "Kan du huske navnet søde, ellers kan jeg nok ikke hjælpe dig" pigen hvis navn var ukendt blev hevet væk af et ældre kvinde, hun kiggede vredt på hende imens hun begyndte at råbe og te sig som noget hun havde at gemme. 

 

"Lilja jeg har sagt du ikke må snakke med fremmede mennesker. Og især ikke hende" jeg kiggede undrende på hende imens jeg fik åbnede min mund - men det var hurtig forsent, de var hurtig væk igen. Jeg kiggede tilbage på Jack, og Jack kiggede på mig - vi kunne vist se at der var noget som ikke var helt rigtig der. Vi kiggede begge to rundt efter den ældre dame, men hun var forsvundet med pigen hvis navn var Lilja.

 

"Det var underligt" mumlede vi i kor, vi kiggede endnu engang på hinanden imens vi satte i løb efter hende, det sidste sted vi så hende gå hen.

 

Louis Synsvinkel:

 

Jeg lå og ømmede mig, jeg kunne høre de andres paniske hvisken. Jeg kunne høre Nialls navn blive nævnt op til flere gange. Jeg gned mig ved øjne imens jeg missede med dem, det svage lys skar igennem øjne på mig. ”Louis, godt du er vågnet” Harrys mørke hæse stemme var det eneste vi kunne høre. Vi viste alle sammen godt at Harry havde en hæs stemme, men ikke så hæs. Det kunne også være fordi vi ikke havde fået noget vand i flere timer nu. Jeg viste at Harry godt kunne lide Isabella, og lidt mere end bare venner. Men han ville ikke indrømme det, både overfor sig selv og for Niall. For han viste Niall elskede Isabella og Isabella elskede Niall – han kunne bare ikke gøre det, det var noget jeg beundrede.

 

”Hun er her, vi skal væk” jeg kunne høre vores kidnappers svage samtale, hvem var her. Var det Isabella. ”Det kan ikke passe, hun har ikke noget på os” deres stemme var ikke mere en svag hvisken men vi alle kunne høre det, det var måske derfor vi alle var så stille.
”Jo hun er, hun er med en dreng – de lignede begge betjente” vi var nu ikke i tvivl om hvem de snakkede om, det var min lillesøster og hendes ven. Bare Niall var her, han ville elske det. Men hvor var han, bare der ikke er sket noget med ham.

 

”Hvor tager vi så hen” vi lyttet stadige da vi hørte døren gå om. Vi alle fik lagt os ned så det lignede vi sov, jeg kunne høre noget blive kastede på jorden, en der sagde av – jeg var sikker på de andre drenge også havde hørt det. Men vi alle var for bange til at se rundt, bange for de opdagede vi havde sovet rævesøvn, og lige for øjne af dem.

 

”Drenge de er gået” Nialls stemme var lav og hæs, jeg er sikker på han er blevet torturerede der inden – jeg slår dem ihjel.
Vi kunne alle høre fodspor uden foran stedet vi var holdt fanget. Ingen af os turede rejse os og se hvem det kunne være – jeg gjorde i hvert fald ikke. Jeg åbnede stille mine øjne og det samme gjorde drengene. Synet at Niall fik et jamret skrig til at kvæles op igennem halsen på mig. Han havde en smoking på, hans ansigt var smurt ind i blod, og det var Nialls blod det ville jeg i hvert fald gætte stærkt på.

 

”Hvad er der sket Niall” Liams utrolig hæse stemme blev brugt, og han havde ikke snakkede i en uge. Så hans stemme var smadret og det var han også selv. Hans stemme var en blanding af hæs, toneløs, og grødet.  
”De ville have jeg skulle giftes med deres datter – det ville jeg ikke, så jeg blev torturerede i stedet for” han holdte mange pauser. Men begyndt igen at snakke ”Jeg vil giftes med Bella, og ingen andre” det ramte mig, det ramte Harry. Men vi holde facaden. Som ikke mere var en facade, men vores normale udtryk.

 

Vi kunne svagt høre nogle løbe endnu en gang ude foran vinduet. Hvem det var, turde vi ikke håbe på, vi havde lært ikke at sætte for høje forventninger mere. Det hjalp alligevel ikke.
”Hvem tro i det er?” men alligevel begyndte jeg at snakke, jeg håbede inderlig det var Isabella, jeg havde endelig fået håbet tilbage.

 

Niall Synsvinkel:

Drengene blev ved med at snakke om hvem det kunne være, men hvem ville rede mig. Alle ville rede de andre, de har altid været vigtigere i bandet end jeg har været. Isabella fortjener mere end hvad jeg kan give, og er. Hun fortjener en som Liam eller Zayn – de vil altid beskytte deres kærester, men hvad kan jeg gøre. Jeg får ingen gang lov til at synge mere, selvom vi har spurgt. Jeg vil gerne droppe bandet, jeg dur alligevel ikke til noget. Prøv at ligge mærke til hvad jeg har rodet os ind i, og det hele er kun min skyld.

 

”Hvad tænker du på Niall” Harrys stemme rungede indeni mit hoved, jeg kiggede svagt mod skikkelsens som havde formede de ord. Hvordan tro du jeg har det, jeg fortjener ikke den kærlighed alle giver mig, og slet ikke Isabellas. ”Intet” hvæset jeg hurtig at Harry, ikke at det var med vilje. Men kunne jeg sige sandheden.

 

Jeg tro alle kunne høre døren smadrede op imens en lys stemme skreg nogle utydelige ord.

___________________________________________________________________________

Hej alle læser. Her er et kapitel, den er måske ikke god. Men jeg fik startede på den igen. Jeg er meget ked af der er gået over et år før i kunne få noget mere, et nyt kapitel. Det må i undskylde tusind gange. 
Jeg vil derefter love jer at jeg skriver denne movella færdig, selvom det bliver svært for mig. Men det skal ikke stoppe mig i at give jer nogle kapitler, da det har været for sjusket af mig.

Ps. jeg kan godt forstå hvis i ikke vil læse mere af den, det forstår jeg godt. Men hvis i vil, må i også meget gerne gøre det. Det vil betyde meget for mig.

 

XOXO Mai/Black Star

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...