See you again - One Direction (Part 2)

Efter 1 og et halvt år hvor Niall og Isabella har været kærester sker der en tragiske hændelse der vil ændre det hele. Hvad sker der når hun finder ud af en af dem hun har kært er forsvundet ud i det blå? Hvad sker der når hun tager hendes beslutninger i aktion? Vil hendes handlinger bager frugt, eller vil det ramle sammen?

24Likes
29Kommentarer
2381Visninger
AA

7. Kapitel 2.6

Nialls synsvinkel:

 

Jeg kunne ikke holde mine tårer tilbage mere, de strømmede langs mine kinder. Jeg kiggede hen mod personerne der havde slæbet mig væk, mod min frie vilje. Men det kom heller ikke bag på mig, hvis jeg selv måtte have valgt, havde jeg nok ikke været her. Så havde jeg været sammen med min elskede kæreste Isabella.

 

”Hvem er i?” min stemme var virkelig skrøbelig. Jeg kunne ikke klare at de gik rundt om mig, gik i cirkler omkring mig. ”Niall, Niall altså” smilede manden kort inden han slog en latter op. Jeg kiggede igennem mine våde øjne, de var fuldstændig fyldt med tårer. Det var retter sagt svært at se igennem det, men det lykkes mig alligevel ret godt.

”Svar mig” min stemme var blevet mere tydelig, jeg kunne ikke beskrive hvor glad for jeg var for det. De sukkede bare grinede af mig. Hvor er det ubehøvlet.

 

”Søde lille Niall dog” denne gang var det kvinden der snakket. Hun trådte frem og manden trådte tilbage, det var alligevel underlig at de kendte hinanden så godt. Måske er de mand og kone, ligesom jeg gerne ville være med Bella. Bare kun ville lade vær med at have sit arbejde så kært, det er det eneste der gør mig urolig. ”Stop med at kalde mig det!” jeg skreg det i hovedet på kvinden der var kommet helt hen til mig. Hendes øjne blev hurtige mørke imens hun slog mig i hoved med en knytnæve.

 

Jeg ville ømme mig, men de havde ligesom bundet mig rimelig stramt. Jeg mumlede lavt og utydeligt et av. Jeg ville helst ikke slås igen. Det gjorde virkelig ondt, hele min kind brændte. ”Hvad sagde du?” manden tog over imens kvinden kiggede på fra sidelinjen. ”Intet” stammet jeg forskrækket.

”Jeg hørte ellers du sagde noget til min kvinde. Noget du aldrig skulle have sagt!” mandens spyt ramte mig lige i hovedet. Det var virkelig bare ulækkert, især fordi han stank som lort. ”det var ikke med vilje!” min stemme rystet stadige utrolig meget, jeg var slet ikke tryg her.

 

”Sig det igen!” han knyttet sin knytnæve. Hans knoer der blev fuldstændige hvide, jeg havde en anelse om hvad der ville ske nu. Jeg bed mig hårdt i læben inden smerten ramte min næse. Jeg kunne mærke den smerte stige med voldsom hast. Jeg kiggede op på ham igen mens mine tåre var stoppet. Lige nu var jeg mere skræmt at jeg ikke kunne finde ud af at lade mine tårer trille.

”Det gør ondt!” mumlede jeg lavt inden han slog mig igen. Hele min verden går da snart under, jeg håber bare Bella snart finder os. Han tog hans arm op og ville slå mig, jeg gjorde mig parat til at mærke smerten igen. Men ingen smerte kom fra mit ansigt, nej det eneste der kom fra mig var et skrig. Jeg kiggede ned af mig selv imens blodet strømmet væk fra min arm. En af de to havde skåret i mig, smerten der var udholdelig.

 

”Vi skal ikke dræbe ham!” kvindens hvisken var lidt for højt til jeg også kunne høre det. Men det undrede mig alligevel, hvorfor skulle de ikke det. ”Jeg er ligeglad, han skal ikke svare tilbage” mandens hvisken var lige som kvindens.

 

Høreligt.

Hvis det overhovedet er et ord?

 

”Tænkt på vores datter” hvisket hun tilbage. ”Jeg ved det. Hun skal nok blive få ham, vi skal bare lige have” mere nåede jeg ikke at høre før jeg blev smadret ned i jorden så det hele blev sløret. Jeg mærket et par slag inden jeg stille lukkede mine øjne og øre i.

 

 

*** 

 

 

Jeg vågnede ved at nogen ruskede blidt i mig. Jeg misset stille med mine øjne inden jeg åbnede dem, mine øjne der ramte drengene. Hver en af dem, Louis, Harry, Zayn og ikke mindst Liam. Jeg prøvede at smilede opmuntrende til dem, men det gik ikke helt så godt som jeg ville have. Mit ellers så opmuntrende smil, blev nu mere bare til en grimasse. 

”Hvad skete der inde Niall?” Liams urolige faderlige smil gjorde mig mere tryg. Jeg kunne stadige ikke helt sætte ord på det, jeg viste ingen gang selv hvad der var sket. Jeg var alt for forskrækket. ”Niall?” denne gang var det Zayns urolige stemme der skar igennem lydmuren. ”Jeg. Jeg.” jeg kunne ingen gang formulere en sætning. Jeg gik hurtigere i stå ind jeg gjorde da jeg var til min eksamen i skolen.

 

”Hvad?” spurgte Harry forvirret imens Liams strenge blik kom frem. ”Harry, Niall er forskrækket. Det skal nok komme, det han vil sige!” Harry nikkede bare kort. Drengene kiggede stadige indtrængende på mig, jeg ville ikke have følt sådan hvis det havde været i alle andre situationer. ”Liam?” han kiggede stille hen på mig, da han var den eneste der egentlig ikke kiggede sidst. Hans urolig nik var tydelig. De alle var forskrækket, bange.

 

Sådan havde jeg aldrig forventet vores ferie med Bella. Bella, navnet skar i hjertet på mig. ”Jeg savner Bella” mumlede jeg stille, jeg viste ellers ikke hvad jeg skulle sige. Jeg havde jo sagt Liams navn, forbandet min hjerne.

”Vi savner hende også Niall” mumlede Liam stille. ”Mere end hvad er godt for os” hvisket Louis imens en tåre trillede langs hans kinder.

 

 

Isabella synsvinkel:

Jeg lod mit hoved falde ned i bordet, mens jeg hev fat i mit lange hår. Jeg viste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre, det her var virkelig noget jeg aldrig havde prøvet før. Jeg havde haft sager med folk blev kidnappet, men det havde aldrig været personligt som denne.

”Isabella, stop det der. Du hiver skuda alle dine hår ud!” jeg kiggede op på en af dem som arbejde på sagen. Han var ikke ligeså storsnude som alle de andre, måske også fordi det var hans rigtige første efterforskning. Han var næsten lige startet, og jeg havde fået et godt forhold til ham, det var også den eneste grund til vi kaldte hinanden vores fornavne.

 

”Jack, for helvedet. Det er ikke spor sjovt!” hvæset jeg vredt og virkelig surt. Hans smil stivende, og han tog hans hænder op som forsvar. ”Rolig Isabella!” hans smil var kommet frem igen. Og jeg kunne ikke lade vær med at grine af ham. ”Jaja Jack. Vi skal i gang med at finde dem nu!” fik jeg hurtig formuleret. Jeg var ikke blevet sat som lederne af denne opgave, og det var jeg lidt indebrændt over. Ingen af de andre kender drengene som jeg gør.

 

”Har du så fundet noget?” jeg kiggede undrende på Jack. Hans smil han sendte mig inden han lod en latter flyde igennem den trykkede stemning. ”Isabella. Det var det jeg kom for at spørge om” pause. ”der er snart gået tre dage” jeg kiggede seriøst på Jack imens mit mimik var fuldstændig fastfrosset i ansigtet.

”Så lang tid? Og vi har stadige intet på kidnapperne!” min stemme var hurtig blevet svag. Jeg fik rejst mig op imens jeg samlet mit skilt og pistol lagde jeg i hylsteret. ”Isabella, hvad fanden laver du?” Jacks stemme blev hård imens jeg kiggede koldt på ham. ”Tager tingene i egen hånd!” jeg sendte ham et skævt smil inden jeg gik ud mod døren.

 

Jack kom løbene ud mod mig imens jeg stadige gik i min raske tempo. ”Tomlinson!” han brugte aldrig mit efternavn, kun hvis jeg havde noget hans kogepunkt. Jeg sukkede kort inden jeg kunne høre en masse skrig. Pigeskrig, det var sørme alt for tydelig at høre.

 

”OMG det er ISABELLA TOMLINSON!” jeg sukkede igen, fantastik Jack. Nu har jeg en kæmpe pige flok i nakken, plus jeg har en tidsfrist. Jeg vente mig om imens pigerne var samlet sig rundt om mig, Jack der forgæves prøvede at komme ind til mig. Men det var lidt svært, for hver gang jeg kunne se han var nåde længere ind blev han skubbet ud af pigerne.

 

Det var faktisk meget komisk.

 

 ”Lad min ven komme hen til mig!” min stemme skar igennem deres råb, deres spørgsmål. De hørte heldigvis efter hvad jeg havde sagt så Jack kom ind til mig. ”For fanden, det var stramt” hvisket han i øret på mig. Jeg grinede bare imens jeg hvisket tilbage.

”Velkommen til min brors liv, og lidt af mit” hans sendte mig bare et kort smil.

 

12 dage efter:

Tiden var gået langsom, mig og Jack havde droppet FBI. Nu var det bare os mod verden, verden som ikke altid er helt retfærdig. Men det var altid noget, vi var noget meget længere ind for 12 dage siden. Vi viste mere om hvor de muligvis kunne være og så alligevel.
”Isabella, du har fået en besked!” jeg kiggede over mod Jack imens jeg gik der hen. Jeg håbede virkelig det var noget med drengene at gøre.

Jeg åbnede beskeden imens Jack stod bag mig. Jeg kiggede på den imens mine øjne blev fyldt med tåre. Jeg havde forventet det, men alligevel kom det forfærdelig meget bag på mig.

 

”Sig hej til kameraet drenge!drengene der kiggede skræmt op mod kameraet, mens deres tåre faldt langs deres blodige kinder. Deres sårede blik de sendte mig, jeg kunne tydelig se det. ”Har i lyst til at sige noget til Isabella” grinede en kvindelig stemme. ”I rør ikke min søster!” skreg Louis imens han blev slået med et eller andet hårdt. ”Vi vil da intet gøre mod hende Louis!” mumlede en mandestemme.

 

Jeg lukkede beskeden imens jeg kiggede op på Jack. Mine øjne var grådfyldte imens jeg stadige kiggede på Jack. ”Isabella dog. Vi skal nok finde dem” hvisket han imens han hev mig ind i et kram. Jeg nikkede bare ned i hans skulder. Lige nu var jeg ligeglad om nogle tænkte det værste om mig, jeg havde brug for et kram. Fra nogen jeg holder af. ”Hvordan det? Der er gået 12 dage!” jeg skubbede mig lidt ud fra krammet imens jeg kiggede opgivende på Jack.

 

”Isabella. Hvis du først opgiver håbet om at finde dem” han holdte en pause. ”Hvordan skulle drengene så tro på at du finder dem?” jeg sukkede irriteret. Han havde fuldstændig ret. Men det er, letter sagt end gjort. ”Jeg ved det Jack. Men det er altså letter sagt ind gjort” jeg slog ud mod armene imens jeg udstødte et grynt.  

”Isabella. Vi er noget så langt, vi finder dem” jeg kiggede stadige med tårerne trillende ned af kinderne. ”Hvad hvis vi ikke finder dem i live. Så er det hele min skyld” hvisket jeg igen imens jeg satte mig ned på gulvet. Vi havde valgt at tage hen på et motel for at sove. Men jeg fik ikke så meget ud af det, tankerne om de var døde gik igennem min hjerne op til flere gange i løbet af en time.

 

”Vi har lige set en besked med dem” han satte sig ned ved mig. ”Hvor de lever!” han sendte et omsorgsfuldt smil.

”Det kunne jo også være en uge gammel” jeg kiggede kort på Jack. Hans sukkende gjorde mig egentlig urolig, selvom jeg helst vil se så positivt på det. Positivt som Jack gjorde.


”Tomlinson, stop!” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...