See you again - One Direction (Part 2)

Efter 1 og et halvt år hvor Niall og Isabella har været kærester sker der en tragiske hændelse der vil ændre det hele. Hvad sker der når hun finder ud af en af dem hun har kært er forsvundet ud i det blå? Hvad sker der når hun tager hendes beslutninger i aktion? Vil hendes handlinger bager frugt, eller vil det ramle sammen?

24Likes
29Kommentarer
2341Visninger
AA

6. Kapitel 2.5

Isabellas synsvinkel:

 

Jeg kiggede hen mod kiosken imens et suk havde fundet vej ud af min mund. Jeg var virkelig nervøs, hvad hvis vi ikke finder dem i tide. Vil det overhovedet gå godt, eller vil det hele ende i et blodbad? Jeg kiggede hurtig hen på de andre der bare kiggede indtrængende på mig. Er det virkelig så interessant?

”Tomlinson, vi skal ind?” brummede en af de mange mennesker der kiggede på mig. Hvad personen hed, har jeg ingen anelse om, men det kan da også være lige meget. Jeg skal ikke se dem efter det her, så er de luft.
 

”Jeg ved det” sukkede jeg vredt. I behøver ikke minde mig om det, jeg er for helvedet ikke født i går. ”Så kom” jeg nikkede bare kort. Jeg trak mine tunge ben fremad, et ben af gangen. Men det kunne i nok godt regne ud. Vi nåede ind i kiosken imens vi kiggede os omkring. Alt så så fredligt ud, bare det nu også var sådan i min krop.

 

Jeg var blevet sat sammen med en af mændene på holdet. Jeg viste ikke hvad han hed, men den eneste jeg overhovedet ved hvad hedder er chefen. ”Isabella?” jeg kiggede hen på personen imens jeg nikkede. ”Vi skal snakke med kiosk ejerne.” jeg nikkede bare kort på hovedet. Man behøver vel ikke at svare. Vi trasket hen til den eneste mand der var her. Hans sure udtryk gjorde det ikke svært at se han hadet at se FBI her, og ikke at jeg var specielt glad for det selv. Men det er den eneste grund til at jeg er med her, det er for at finde dem.
 

”FBI speciel agent Thomson, og min parterne Tomlinson” jeg kiggede kort på Thomson, inden mit blik faldt på ejerne. ”Jeg gider ikke snakke med sådan nogle som jer” hans spydige kommentar gjorde mig virkelig irriteret. ”Men det skal du, vi har nogle spørgsmål til dig” jeg kiggede koldt på ham. Hans blik var dog ligeså koldt som mit, vores blikke var kolde.

”Har du set de her drenge?” jeg fandt et billede af mine drenge på mobilen. Ja, jeg kender dem trodsalt. ”Nej” spyttet han spydig ud. Jeg kiggede hurtig over på Thomson, han virkede som om han troede på det. Jeg sukkede indvendig, jeg kunne se han holdte noget tilbage. ”Du fortæller os ikke hele sandheden” min stemme var som is.
 

”Så kom med!” han kunne tydelig mærke hvor akavede stemningen var blevet. Men alligevel undrede det mig at han var så hurtig til at overgive sig, det plejede altid at være så svært. ”Okay” ham Thomson kiggede undrende på mig. Vi lod manden gå lidt foran, så jeg kunne spørge hvad der var galt. ”Hvad?” jeg pustet noget af mit hår væk fra ansigtet. ”Der er noget der ikke stemmer her. Vær parat til at trække din pistol hvis det er” han hvisket svagt, men højt nok til jeg kunne høre det. Jeg nikkede bare kort, og så smuttet vi ind i rummet.
 

”Hvad vil i vide?” han satte sig ned på stolen og viste at jeg gerne måtte sætte mig ned. Jeg kiggede på Thomson. ”Gider du tjekke rummet, imens jeg snakker med ham” han nikkede kort imens jeg kiggede på manden. ”Har du set drengene på billedet, inden for de sidste 48 timer? Jeg lage min mobil foran ham imens jeg kiggede på ham. Han rystet på hovedet og trak hans arme over kors. Endnu en gang sukkede jeg. ”Prøv at hør her. De er forsvundet, og de skal findes inden det er for sent” min blik lå koldt på ham. Hans ansigt der hurtig forandrede sig. ”Jeg har ikke set dem. Men der var noget anderledes ved to personer som kom ind i min kiosk” jeg nikkede, som svar på han skulle svare.


”De havde en elefant hue på. Og de trak et kort frem og købte alt mulige forskellige ting” jeg nikkede igen. ”Kan vi få lov til at se dine videoer optagelser fra de sidste 48 timer igen” jeg vinket Thomson over. ”jo” han fandt video optagelserne og satte den i afspilningsboksen.

 

 

***

 

 

Vi gik hurtig ud af kiosken sammen med de andre, vi havde fået båndene med. Men for at være ærlig, var det virkelig forvirrende. Jeg plejede ellers at være rimelig god til sådan noget, måske fordi jeg heller ikke plejer at have et forhold til dem som enten er døde, eller forsvundet. Men denne gang var det anderledes.

 

”OMG det er Isabella Tomlinson!” skreg nogle piger. Jeg kunne tydelig høre det, og det irriteret mig grænseløs. Hvorfor råbe, skrige, græde. Vi er mennesker som alle andre. Vi alle vente os om imens vi kiggede på en folk piger som kom løbende hen mod mig. Jeg sukkede endnu en gang indvendig. ”Hvor kender de dit navn fra?” denne gang var det chefen, altså Jackson. Jeg smilede uskyldig. ”Jeg er lillesøster til Louis Tomlinson. Kæreste med Niall Horan” jeg kunne ikke lade vær med at smile rigtig da jeg nævnte dem. Han kiggede undrende på mig, følger han ikke med i nyhederne?

”Hvem?” jeg kiggede kort på ham. ”Jackson. One Direction, alle pigernes drøm” han nikkede bare kort inden pigerne var henne ved mig.

 

”Må vi ikke få din autograf Isabella” hvinede en af pigerne. De andre så ud som om de var lamslået, måske fordi jeg stod i arbejdstøjet. De havde vist ikke regnet med det. Men jeg var egentlig ikke særlig stolt af at have denne her jakke på, jeg ville have været stolt hvis jeg stadige arbejde med de andre.

 

”Jeg har desværre ikke tid lige nu” jeg smilede uskyldig til hende som havde råbt højst. Jeg kunne svagt høre en af de andre tage sig sammen til at spørge om noget. ”er det rigtig at de er forsvundet? Altså One Direction” jeg smilede kort til hende. ”Det kan jeg ikke sige med sikkerhed” min stemme var blevet meget lav. Og jeg hadet mig selv for det. ”du virke ikke sikker” mumlede en af de andre piger. Deres øjne var fyldt med vand, jeg skulle virkelig bide mig i læben for ikke at begynde at græde.

 

”Jeg skal af sted, undskyld jeg ikke kan give jer en autograf” jeg smilede uskylden, inden jeg smuttet med de andre. Vi skyndte os af sted, da vi endelig havde fået noget vi måske kunne bruge.

 

Zayn’s synsvinkel:

Jeg stirret bange hen på de andre imens de kiggede ligeså stille hen mod mig. Ingen af os turde sige, råbe noget. Vi var bange for at de ville sigte med deres pistol på os igen. Det havde de gjort en gang før, og jeg havde aldrig været så bange.

 

”Tro du Bella kan hjælpe os?” Liams hvisken var svag, hans stemme var alt for svag. Han var bange, men det var vi andre også. Så vi så ikke ned på Liam, vi så ikke ned på nogen. Vi skulle holde sammen. ”Hun er nok allerede i gang” mumlede Louis beroligende. Men han mumlede så svagt at jeg var meget sikker på han prøvede at berolige sig selv. Han var virkelig en skrøbelig dreng hvis man kendte ham. ”Men hendes arbejd, arbejder kun med sømænd, og miltæret” denne gang var det Harry til at mumle noget. Niall sad bare fuldstændig stille og havde sine ben oppe.

 

”Hun finder sikkert på noget!” hvisket jeg måske lidt for højt. For drengene kiggede hurtig på mig imens de tysset på mig, med sådan en voldsom kræft. Vi sad stille på jorden imens vi kiggede ned i vores skød, ingen af os havde lyst til at sige noget. Vi var alt for bange til det. Jeg hørte stille døren gå op imens jeg kiggede på de andre drenge. ”Lig jer ned og sov.” de kiggede forvirret på mig imens de kunne høre skridt. Vi var ved at lære at det var bedst at sove når en af dem kom, for så gik det ikke ud over os. Så ville de vente til senere.

 

Vi alle lagde os ned, eller det troede jeg. Niall sad stadige fastfrosset, mens vi andre lå nede og kunne høre alt. ”Nå men, der er en der ikke sover” hvisket en mande stemme, jeg kunne høre det på hans mørke tone. Hans sætning var følelsesløs, alt det jeg hadet mest. ”Jeg kan ikke” hvisket Niall grædefærdig. Jeg bed mig i inder læben imens jeg inderlig ønsket han ikke havde sagt noget som helst.

”Nå så lad mig hjælpe” jeg kunne høre et eller andet blevet hevet op. Men hvad ved jeg ikke, og det skræmte mig. At kunne høre alt, uden at vide hvad der sker for øjne af en. ”Slip mig” jeg kunne høre Nialls hvisken, og jeg var sikker på de andre også kunne. Det her skræmte mig fra vid og sans, hvis i ikke har forstået det endnu.

 

Jeg havde stadige lukkede øjne imens jeg måtte bide mig i læben. Jeg var tæt på at græde, og jeg er for at være ærlig ikke verdens største fan af at vise mine følelser. Men jeg viste også hvis jeg viste jeg græd, ville jeg være i samme situation som Niall. Og det havde jeg ikke lyst til, nej det er hårdt nok at høre på Nialls rystende stemme.

”Du kommer med mig!” denne gang var det en lyser stemme. Min hjerne satte sig hurtig i gang med at tænke om det kunne være en kvinde, eller om det bare var en mand med lys stemme. Jeg kunne mærke en fod i min mave imens jeg endnu en gang måtte bide mig i læben for ikke at skrige. Men denne gang af smerte.

 

”Zayn?” hvisket en stemme imens jeg kunne mærke en ruske i mig. Jeg åbnede mine ellers stramme øjne. Jeg ved ikke hvorfor jeg havde lukkede dem så hårdt i, det må se virkelig falsk ud. ”Louis?” min stemme var grødet, men jeg var ligeglad lige nu. ”De har taget Niall med” jeg vendte mit blik hen hvor Niall havde siddet før. Der gik et jag igennem mit hjerte imens jeg lige nu hadet mig selv for ikke at hjælpe Niall. Men hvad skulle jeg have gjort?

”Hvor tog de ham hen?” Hvisket jeg tilbage til Louis imens jeg kiggede på de andre. De kiggede bare tomt ud i luften. ”Jeg ved det ikke, men vi må hjælpe ham” denne gang var Louis stemme mere tydelig. Han kiggede bare på mig, ligeledes gjorde jeg. ”Hvordan skulle vi kunne det Louis?” min stemme var blevet mere normal imens mit blik var tomt.

 

”Hvor fanden skulle jeg vide det fra?” Louis stemmeleje kom fuldstændig bag på mig. Det havde jeg ikke regnet med ville komme fra Louis. Han hadet når andre snakket grimt.

 

”Rolig nu Louis” denne gang var det Liam der brød ind. Han var trodsalt ’daddy direction’. Men lige nu følte jeg ikke han lod som en, hans stemme gjorde det svære. Han havde det ligeså svært som os andre.

”Nej. Isabella leder sikret ikke efter os. Der er gået over 24 timer, og hun har ikke fundet os endnu!” hans sætning kom bag på os alle. Vi kiggede chokeret på Louis.

 

”Det er jo ikke så let!” Harrys ord skar igennem vores øjnekontakt. ”Bland dig udenom Styles!” hans ord var stadige hårde. Vi andre sukkede af Louis. Jeg kiggede stadige på Louis inden vi så ham gøre noget han aldrig havde gjort før. Noget han aldrig kunne finde på.

 

Han smadret hans hånd hårdt og vredt mod Harrys kind. Harry som fumlede nogle skridt tilbage.

 

”Louis!” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...