See you again - One Direction (Part 2)

Efter 1 og et halvt år hvor Niall og Isabella har været kærester sker der en tragiske hændelse der vil ændre det hele. Hvad sker der når hun finder ud af en af dem hun har kært er forsvundet ud i det blå? Hvad sker der når hun tager hendes beslutninger i aktion? Vil hendes handlinger bager frugt, eller vil det ramle sammen?

24Likes
29Kommentarer
2375Visninger
AA

4. Kapitel 2.3

Jeg kiggede rundt i deres ellers så fine suite. Drengene var væk, pist væk. Denne gang fortrød jeg at jeg ikke bare var taget hjem med dem. Drengene var alt for mig, det havde jeg også fundet ud af hurtig. Når drengene ikke er der, når de er væk. Så er der et kæmpe hul der hvor mit hjerte var.
 

”Jeg vil gerne have du går ud af værelset. Det er et gerningssted” jeg vendte mig vredt om mod politiet. For helvedet, jeg ved da udmærket godt hvad det er. ”Det ved jeg udmærket godt. Jeg kender jo trodsalt noget om det” jeg trak vejret dybt, en masse gange. Ellers var jeg flippet skrot op.
 

”Ja, men du har ikke nogen ret til at være her. De var ikke i militæret” han smilet flabet til mig, og jeg sendte det tilbage. ”Nej, men i det band. Er både min kæreste og min elskede bror.” jeg holdte en pause. ”Og jeg er bedøvende ligeglad om de ikke var under miltæret. De er min familie!” jeg gjorde det tydelig at jeg var ved at blive rigtig sur. Men de var selvfølgelig ligeglad, skyd jer selv politi.

 

”Jeg vil stadige gerne have du går ud!” han fik hans makker til at komme hen til os. ”Jeg gør det ikke!” min toneleje var steget. Ligeledes var hans, han var mindst ligeså sur som mig. ”Lorte NCIS personer” jeg fnøs fornærmet. Lorte FBI personer. ”Hold nu op. Det har intet med NCIS at gøre. Nej det her er personlig du!” jeg snakket tydelig nedladende til ham. Men det gjorde han jo også til mig. Så vi står lige.

”Skrid!” jeg afsluttet sætningen for ham. ”Ud med dig” jeg kiggede kort på ham imens de stadige stod og kiggede forvirret rundt. Hvor mon de skulle starte, ja det er jo milion spørgsmålet. 

 

Jeg kiggede kort på dem imens de havde vendt sig om og snakket sammen. Det var mit stikord til at slippe ud på badeværelset. Jeg skyndte mig hurtig der ud imens jeg låste døren efter mig. Stille og rolig, forsigtig så de ikke hørte låsen.

Jeg kiggede rundt imens jeg fik fisket min mobil frem. Jeg kiggede kort på mobilens startskærm, alt inden jeg kode min chefs nummer ind.
 

”Tomlinson, klokken er 02” jeg kunne høre han gabte, han sov tydeligvis. Jeg sukkede indvendig igen. ”Jackson, min bror er væk. Og FBI og mig er vist ikke helt bedste venner nu” jeg smilede af det sidste. Det var jo bare rigtigt. ”Hvad Tomlinson, det er ikke noget med vores arbejde at gøre” han sukket kort, han var nok vågnet mere nu.
 

”Boss. Det er min familie der er væk.” min stemme blev hurtig grådkvalt. Ikke græd. Ikke græd Bella. Og så kom mine tåre, fuck hvor træls. I gider mig bare ikke vel?
”Det må de tage sig af. Bella det er ikke vores job, jeg ved du elsker dem. Men vi må ikke blande sig i deres arbejde.” Jeg sukkede højt og træt. ”Boss. Hvornår er du begyndt at tage dig af hvad de siger?” min stemme lød hårdere end det skulle lyde. ”Nej Tomlinson!” hans hårde ord gik lige ind i hjertet. ”Boss, hvad hvis det var din familie der var forsvundet?”” min stemme var hurtig blevet alt for svag.
 

”Tomlinson. Gå hjem og lig dig til at sov, vi tager den i morgen” hans ord, mere en order. Jeg sukket igen, jeg ville ikke. ”Nej Boss. Det gør jeg ikke. Undskyld” jeg afsluttet samtalen imens jeg sukket. Jeg tro hele min karriere dør hvis det her ikke løser sig af sig selv. Men min familie, eller karrieren. Det var bestemt meget værre.

 

Familie?

Karriere?

Familien bestemt. 

 

”Kom ud!” råbte de bag døren imens de banket på døren hårdt. Jeg valgte bare at ignorere dem imens mit blik søgte efter et eller andet jeg kunne bruge. Men intet tydelig var at se, intet var let at se med det her skarpe lys. Jeg satte mig ned på knæene imens jeg kravlet rundt forgæves.

 

Jeg sukket mens jeg satte mig på numsen. Alt gik bare ikke godt for tiden, intet ville det jeg bedte om.

Jeg rejste mig op imens jeg kiggede en enkel gang rundt. Intet var at finde, jamen så må man jo starte for bundens bund. Det giver mening ikke?

Jo

Det gør det altså.

 

***

 

 

Jeg var blevet fulgt helt hjem, de stolede ikke på mig. Nok fordi jeg havde givet udtryk for det, og så den interne magtkamp mellem FBI og NCIS. Men det er altså ikke mit problem at de begge er så magt afhængig. ”SÅ!” personen fra FBI kiggede surt på mig imens jeg sendte ham et kort nik. ”Hvorfor er i også så umulige” det var nok bare mest henvendt til ham selv. Men jeg kunne udmærket godt høre det, spasser.

”Hvorfor vil i ikke bare have mig med i efterforskningen. Jeg er den eneste der kender min bror ud og ind. Mere ind vores forældre gør” jeg kiggede irriteret på personen, han havde sikkert et navn. Men jeg er røv ligeglad med sådan et ligegyldig navn. Jeg vil have kidnappernes hoved. Ingen gør sådan noget overfor mig.

 

”Gør du?” denne gang lød han faktisk meget interesseret i hvad jeg sagde. ”Jep, ringede de til jer? Da de havde en fornemmelse?” jeg kiggede på ham imens han kiggede på mig. ”Hvorfor gjorde de ikke det?” denne gang var han nok mere ude efter information han kunne sige til hans chef. Som om han selv kan finde ud af noget som helst. ”Nok fordi de ved hvad jeg arbejder med” jeg holdte en pause. ”Tumpe.” hvisket jeg utrolig lavt, jeg er sikker på han ikke kan høre det.

”Men du må ikke gøre noget ved det” smilede han flabet tilbage. Jeg kiggede bare kort på ham. ”Officielt, ingen kan bestemme i mit privatliv” jeg lukkede døren efter jeg havde sagt det. Ikke mere gad jeg se på ham.

 

Jeg fik sat mig ned ved stolen imens jeg loggede ind på min computer. Jeg kiggede kort på billederne. Billederne vi havde taget på vores ferier sammen. Alt hvad der havde med Louis, Niall og drengene at gøre. Jeg lukkede mine billeder ned imens jeg kiggede på startskærmen. Hvis jeg logger ind på mit arbejdes efterforskningside, det vil de sikker finde ud af. Men jeg skal finde ud af det.

 

Jeg åbnede stille siden imens jeg trak vejret dybt. Tid til efterforskning. 

 

0.o.0

Håber i kan lide den indtil videre. jeg vil elske hvis i ville skrive hvis der er noget som kunne gøres bedre, eller om det er godt nok. Og allerede så mange der kan lide den, det er helt fanatisk følelse. Jeg kan ikke beskrive hvor meget det betyder for mig. Om det er 1 der læser den eller 100... Så er jeg bare glad for i vil bruge tiden på det. 

Peace out <3 

Mai :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...