See you again - One Direction (Part 2)

Efter 1 og et halvt år hvor Niall og Isabella har været kærester sker der en tragiske hændelse der vil ændre det hele. Hvad sker der når hun finder ud af en af dem hun har kært er forsvundet ud i det blå? Hvad sker der når hun tager hendes beslutninger i aktion? Vil hendes handlinger bager frugt, eller vil det ramle sammen?

24Likes
29Kommentarer
2337Visninger
AA

2. Kapitel 2.1

Jeg kiggede træt ind I skærmen imens tallene rullede ned, jeg havde nu siddet her siden kl 22 til godt og vel 3 stykker om natten. Men jeg havde fundet rigtig meget omkring vores morder vi jagtet. Det var alligevel en skøn følelse at vide at man hjælper andre. Men det tro jeg faktisk at jeg har sagt for et år siden da…

 

Jeg kiggede stadige på skærmen imens jeg kunne mærke min mobil ringe. Jeg hev den op og tog den op til øret imens jeg mumlet et ’Hallo’

 

”Bella? Er du træt” grinede Niall inden i telefonen imens jeg fik sat mig ordentlig op. ”Hvorfor ringer du så sent?” grinede jeg højt. ”Det er morgen?” Niall lød tydeligt hvis forvirret, jeg kunne ikke lade vær med at grine af ham.

 

”Niall for helvedet… Den er nat her over” jeg smilet over hele femøren imens jeg kunne fornemme Niall ansigt blive en anelse rødt. ”Det er så forvirrende!” brokkede han sig imens han lod et suk slippe ud. ”Niall i har været i Amerika op til flere gange. Hvornår lære du det?” jeg kunne høre min computer larme, alt imens jeg skyndte mig der hen. Jeg havde fundet det sidste mach som måske ville fange morderne.

 

”Bella?” jeg opdagede hurtig at jeg stadige snakket med Niall. Jeg sukket kort ”Hvad Niall?” måske lød jeg lidt for surt imens jeg kiggede på klokken, den var allerede 7 om morgen. ”Vi tager over til dig nu. Vi har savnet dig.” han holdte en pause. ”Vi er faktisk i Londons lufthavn” jeg lod mit suk fylde ud over min læber imens jeg bare nikkede kort.

 

Men jeg havde nok opdagede at han ikke kunne se det.

Ja jeg er træt.                                                                                                                                                            

Ikke bebrejd mig.

”Okay” jeg holdte en pause. ”Jeg må løbe… mine kollegaer er kommet” jeg lukkede samtalen inden han nåede at sige noget.

 

 

 

Nialls synsvinkel:

Jeg havde længe følt at Bella var så mærkelig, bare hun ikke er træt af mig… det tro jeg ærligtal ikke jeg på nogen måder kunne holde mig til. Hun er min verden, og jeg håber hun har det ligeså. Men der er bare noget indeni mig der siger at hun nok mere brænder for arbejdet end mig, men hvordan kan det så alligevel være vi har holdt i så lang tid?

 

Ser hun en anden?

Håber jeg ikke.

 

”Niall. Ring til Bella” beroligede Liam imens de andre nikkede sig enig i hvad Liam siger. Han er trodsalt også som en far i bandet. Vores band der har eksisteret i fem dejlige år. Vores band der stadige er på poppen af toppen. ”Klokken er da mange, hun sover da?” jeg prøvet at udskyde, jeg ville jo ligesom godt overraske hende. Men hvad så hvis hun ikke kan lide overraskenden?

 

”Ring nu Nialler” Louis stemme var bestemt imens vi gik igennem sikkerhedskontrollen og måtte lade vores mobil blive lagt ned i en kasse. Vi kom dog hurtig ind og ud af sikkerhedskontrollen og fik vores mobiler igen. ”Ring Niall” indskød Zayn inden vi overhovedet nået væk fra stedet. Jeg sukket irriteret imens jeg udbrød ”Fint!”

 

De andre fjollede rundt lidt foran, jeg gik dog bag ved da jeg var i gang med at ringe til Bella. Jeg var retter sagt virkelig nervøs, hvad nu hvis hun ikke gider snakke med mig?

Jeg havde hurtig fået snakket med hende, eller det tog dog en halv time. En halvtime med lykke, det var så skønt at snakke med hende igen.

 

”Hvordan gik det?” Liam var kommet hen til mig. Jo længere vi kom hen til vores private fly, hvorfor vi tog den kan i vel selv regne ud? ”Det gik fint nok” mumlede jeg kort imens vi gik ind og fik sat os godt til rette. Det var skønt at side ned igen, det var det. ”Du lyder ikke sikker?” smilede Liam imens vi havde sat os lidt væk. Hvorfor skal du altså ikke spørge mig om.

 

”Jo det gik fint nok” jeg strammede mine knoer imens jeg måtte bide mig selv i læben for ikke at skrige. Jeg var virkelig påvirket af hvordan jeg følte hele vores forhold gik i stykker. ”Rolig nu Niall. Vi vil dig intet ondt, jeg vil dig intet ondt.” han holdte en pause, selve Liam Payne holdte en pause. ”Derfor spørger vi, vi kan jo se det går dig på. Selvom du ikke vil indrømme det” Liams faderlig instinkt slog igennem imens jeg bare sukket kort.

 

”Jamen jeg er bare bange for hun ser en anden, eller elsker sit job mere end mig eller dig. Eller bare hele bandet?” jeg kunne ikke lade vær med at lade en enkel tåre få frit fald. Tåren må slå sig når den lander.

 

HAHA

 

”Tro lidt på dig selv Niall. Du er en fantastisk person, og det ved Bella godt. Hun ville aldrig kunne finde på sådan noget. Jeg ved hendes arbejde er et stort del af hendes liv, så hvis du virkelig elsker hende må du acceptere det, og fortælle hende det” jeg sukkede irriteret, endnu en gang havde Liam ret. Men hvornår har han ikke det?

 

”Liam, det er bare svært for mig. Jeg kan ikke sætte mig ind i hvordan hun kan have sådan et arbejde… Men alligevel er så normal” man kunne svagt skimte Liams suk. ”Det er kun op til dig Niall” smilede han kort, alt inden han gik væk og hen til de andre.

 

 

***

 

 

Vi havde nu kørt i en time for at nå ud til Bellas arbejde. Dog synes jeg ikke lige det var så speciel god ide, men de andre presset mig til at gøre det. Det hele føltes så underligt, så stille. Så akavede.

”Nialler? Vi er her” vi fik uddelt et skilt hvor der stod vi var gæster. Det var et step tætter på at se Bella igen. Vi stillede os ind i elevatoren imens vi bevægede os op mod salen hvor hun var. Jeg blev mere og mere nervøs. Det her var værre end første gang jeg var til x-factor.

 

”Har i set Bella Tomlinson?” spurgte Harry en af dem der kom forbi os. ”Den vej” han nikkede hen mod trappen hvor Bella stod og snakket med nogle af dem hun arbejde med. Deres alvorlige ansigtsudtryk gjorde det værre nervøsitet.

”Bella?” Louis var hurtig kommet hen til stedet hvor hun stod og snakket. Vi andre skyndte os hen til Louis imens vi kiggede kort på Bella.

 

”Hvad laver i her?!” hendes irriteret stemme var tydelig at høre. Hendes verbale kropssprog gjorde det endnu mere tydeligt. ”Kom for at besøge dig?” Zayns mørke stemme brød igennem lydmuren. ”Kunne i bare ikke have taget hen på hotellet? Så ville jeg komme når jeg havde fri?” hendes stemme som var så skrap, men alligevel så dejlig af høre.

 

”Nej. Vi ville se dig!” Louis stemme blev højere og højere. Han var tydelig sur, jeg stod bare stille og kiggede på. ”Men jeg har ikke tid nu” hendes stemme blev kort imens hun bevægede sig væk fra os. ”Tomlinson gå ind og vent i rummet ved lokalet” det var tydeligt hendes chef, så måske var det alligevel en dårlig ide.

 

”Ja Boss” sagde hun kort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...