See you again - One Direction (Part 2)

Efter 1 og et halvt år hvor Niall og Isabella har været kærester sker der en tragiske hændelse der vil ændre det hele. Hvad sker der når hun finder ud af en af dem hun har kært er forsvundet ud i det blå? Hvad sker der når hun tager hendes beslutninger i aktion? Vil hendes handlinger bager frugt, eller vil det ramle sammen?

24Likes
29Kommentarer
2380Visninger
AA

9. 2.8

Jeg hoppede hurtig op på en kant der var længere henne. Jeg frøs og var fuldstændig gennemblødt, men hvad gør man ikke for at se en bror igen. Jeg savnet ham, og selv Niall. Jeg ville ønske jeg ikke havde sendt dem hen til hotellet. Men sket er sket, og det kan man ikke gøre noget ved – man må bare leve med sine fejl, man lære at ens fejl.

”Miss Tomlinson!” jeg vendte mig forskrækket om imens jeg kiggede på ingen anden ind politiet. Hvorfor kunne de dog ikke lade mig være, jeg er ikke kriminel. Med mindre det er kriminelt at ville rede sin bror og ikke mindst min elskede kæreste.

”Ja? Sidst jeg tjekket var det mit efternavn?” jeg kiggede kort på de to der kiggede på mig. Jeg viste at det var risikabelt at svare dem igen, men det kom bare ud af min mund. Du ved, man taler før man tænker – det er mit tilfælde i denne situation.
”Vi vil gerne have du følger med os på stationen?” jeg sukkede surt imens endnu et flabet svar røg ud af munden på mig. ”Skal jeg nu til forhør? Har i ikke andet at tage sig til?” jeg smilede kort og flabet tilbage.

”Ja du skal” den ene af politimændene kiggede vredt på mig. ”Hvad med mine spørgsmål?” jeg var fornærmet over han ikke svarede på mit spørgsmål. Jeg blev hurtig vendt om af den anden imens han greb hårdt fat i mine håndled, derefter fik jeg håndjern på. Fanatiske, så ved jeg at de mener det.
”Så følger du med os!” jeg kunne se at de var på vej til at blive rigtige irriteret. Men de havde fanget mig, hvor er de dygtige. Mærk sarkasmen.

”Rolig tiger!” jeg traskede surt efter den første imens jeg kiggede rundt. Nogle udveje? Desværre ikke, så heldige er jeg ikke. ”Hvad hedder i?” jeg var blevet sat bag ved førersædet og kiggede på de satte sig ind. De kiggede kort på hinanden imens de lod som om de ikke hørte mig, og det irriteret mig grænseløst.
”Hallo? Er i døve?” jeg kiggede stift på dem imens de kiggede i bagspejlet.
”Nu stopper du for helvedet!” den yngste kiggede vredt over skulderne, hen på mig. – men det tro jeg at i har forstået.

”Har i aldrig prøvet at miste en i ville tage en kugle for. Har i nogensinde prøvet at gøre alt for ikke at miste håbet, miste minderne for den person, eller personerne. I kender vel karma, men hvad gør man når karma går personligt ind på livet af en, ikke at vide om den man elsker lever, at alt man har kært kan blive revet væk fra en, bare for at kunne se ens håbeløse forsøg på at rede dem?” mine øjne var hurtig blevet tårefyldte. Jeg kunne ikke forklare det på andre måder ind hvad jeg allerede havde gjort.

”Nej det har jeg ikke.” den yngste kiggede hen på mig, han var ikke den som kørte. Men ham der skulle holde øje med mig, men jeg kunne jo ikke gøre noget vel? ”Så har du ikke oplevet at du vil give alt for at se dem igen, opgive sit drømmejob. Bare for at vide at de er i sikkerhed” min stemme var blevet mere rolig, roligere ind hvad den var da jeg havde grædt lydløst.

Vi nåede ind på stationen inden jeg havde fået set mig om. Jeg var blevet ført ind i afhøringslokalet, blevet sat på en stol imens de kiggede ned på mig. Jeg kiggede bare lige ud, jeg havde fortalt alt det jeg ville i bilen. Så det ville blive en meget stille afhøring fra min side af.
”Isabella Tomlinson!” jeg gad ikke kigge på dem imens de snakket. Jeg kendte udmærket alle deres teknikker, så de måtte prøve noget nyt.

”Prøv noget andet” min tone var spydige imens jeg kiggede hen mod vinduet. ”Okay. Hvordan har du det?” de havde fået sat sig ned imens de sendte mig et falsk smil. ”Hvordan tro du?” jeg sukkede surt og indebrændt.

”Vi arbejder på højtryk om at finde dem. Men vi har fortalt dig at du ikke er indenunder denne opgaven” Jeg kiggede koldt på dem. ”Så kan i godt til at tage jer sammen. For jeg vil dræbe alle dem som har såret dem, lade livet sive ud af deres liv.” deres øjne blev mørkere og mørkere. Deres blikke de sendte hinanden. ”Har i forstået det?” jeg kiggede på dem, lod det sive ind i deres tygge hjerne.

”Hvad så hvis du kan være en del af teamet, men så lover du at du ikke dræber dem” jeg kiggede koldt på dem.

”Jeg vil dræbe dem, toture dem til døde hvis det er”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...