Ædelstenselverne - Det lille hus

Mit navn er Olivia. Jeg er tretten år og er Rubinelveren. Mine bedste veninder Solstråle og Sofie er Smaragdelveren og Safirelveren. Min lillesøster er Ametystelveren. Sammen er vi Ædelstenselverne. Min far er død, for lang tid siden, og min mor er bare den uvidende kvinde, der vist nok begynder at være lidt urolig for Emily og mig. Egentlig er det idéen, at vi skal ud og kæmpe mod dæmonkongen, men… øh… det er lidt svært, fordi der er dukket denne her pige op… og øh… hun viser sig ligesom at være fe. Og Solstråle siger, at feer HADER elvere. Så nu skal vi til at bekymre os om dem… de vil nemlig gerne slå os ihjel, fordi de tror, at vi har rottet os sammen med dæmonkongen selvom jeg faktisk har vendt op og ned på hele mit liv for at vælte ham! Hallo, hvad sker der lige for dem?!
Ham den skaldede nar… har han overhovedet et navn? ... jager mig stadig som en besat galning. Jeg begynder konstant at få flashbacks og... ting bliver mere og mere forvirrende...

7Likes
21Kommentarer
1400Visninger
AA

20. Svar

 

Jeg står midt på gulvet i det lille hus, ser ud i luften, kan mærke tårerne løbe ned ad mine kinder. Alt… alt er kommet tilbage. Jeg kan huske alt nu. Jeg ved alt om min far… han… han styrtede ikke ned med et fly, han… sidst jeg så ham, var lige her, i dette hus. Er han… er han overhovedet død?

    En kommer ind i hytten bag mig. Jeg vender mig langsomt om og ser på den skaldede nar, der står dér i døråbningen og ser spørgende på mig, men da han ser mit ansigtsudtryk, ser han helt lettet ud.

    ”Du…” Jeg kan ikke sige det højere end en hvisken. Så sluger jeg en klump og råber af min fulde kraft: ”HVOR ER HAN?!”

    Den skaldede nar siger ikke noget lige med det samme. Han lægger blot armene over kors og smiler tilfredst. Så siger han endelig: ”Endelig husker du det.”

    ”Har du ventet på det?!”

    ”Du er en elver, de er hårdhjertede. Man kan ikke fjerne hukommelse fra dem for evigt. Lige siden jeg fandt dig igen har jeg ventet på, at den skulle komme tilbage.”

    Jeg kan ikke forstå det. Tårerne løber voldsommere og voldsommere. Jeg falder ned på det hårde lergulv, græder. Så ser jeg rasende op på ham og råber: ”ER HAN OVERHOVEDET DØD?! Slog du ham ihjel?!”

    Han svarer ikke, ser bare på mig. Dæmoner begynder at dukke op bag ham, ser forvirrede på os, aner vel ikke, hvad der foregår.

    Så kommer jeg i tanke om noget andet, noget, som jeg altid burde have vist. Emily… er… ikke… min… søster.

    ”Er… Er Emily adopteret?!”

    ”Ja,” svarer han. ”Hun er adopteret fra elververdenen. Hun var datter af nogle af din fars venner. Men de døde, så din far tog hende til sig.”

    Tænk, at jeg ikke vidste det. Tænk, at jeg har kunnet glemme sådan en ting som det. Og nu giver det sådan en mening, at mor ikke har sagt noget, at hun ingen billeder har haft stående. Det er sikkert blevet hende bildt ind, at far styrtede ned med et fly, og da jeg fandt billedet, hun talte så sandt, det kunne lade sig gøre for hende. Hun løj ikke.

    Så føler jeg raseriet rase igen. Jeg ser på den skaldede nar og føler mig så rasende, at jeg kunne vælte HØJHUSE af bare raseri. ”HVOR ER HAN, HVAR HAR DU GJORT MOD HAM. FORTÆL MIG DET!!”

     Skrappe planter skyder op af jorden, smadrer huset, der er støv og sne til alle sider, dæmonerne flygter, bliver nødt til det. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal kontrollere det, er bare så rasende lige nu.

    Lidt senere sidder jeg stadig bare på gulvet og græder, kan ikke stoppe. Jeg tror, at jeg er alene nu, jeg tror ikke, at dæmonerne er her mere, heller ikke den skaldede nar. Jeg er ikke sikker, for jeg har ikke tjekket efter. Jeg har ikke kigget op. Jeg sidder bare mellem de mange planter og sidder i sneen og græder løs. Men rubinen ligger i min hånd. Jeg er ikke engang sikker på, hvordan jeg fik fat på den igen.

    ”Olivia!” hører jeg en eller anden råbe. Stemmen lyder så fjern, og jeg er ikke engang sikker på, hvor jeg kender den fra.

    Men jeg ser op. Foran mig står tre bekendte, mine tre bedste venner. Solstråle, Sofie og min lillesøster Emily. De står der alle sammen, ser virkelig bekymrede ud, men de forstår ikke noget, de har ikke været igennem det, jeg har været igennem.

    Abino dukker frem mellem benene på dem. Ser mig i øjnene, har portalstenen om halsen.

 

 

Ja, så er anden "bog" ligesom slut. Jeg starter på 3'eren her en af de næste par dage, men forsiden bliver måske lidt forsinket, for jeg har ikke rigtig lavet den endnu.

Men jeg gør i hvert fald ligesom før, altså hvor jeg sætter linket ind (Selvom det ikke kan kopieres :3) i et nyt "kapitel", når 3'eren er oprettet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...