Ædelstenselverne - Det lille hus

Mit navn er Olivia. Jeg er tretten år og er Rubinelveren. Mine bedste veninder Solstråle og Sofie er Smaragdelveren og Safirelveren. Min lillesøster er Ametystelveren. Sammen er vi Ædelstenselverne. Min far er død, for lang tid siden, og min mor er bare den uvidende kvinde, der vist nok begynder at være lidt urolig for Emily og mig. Egentlig er det idéen, at vi skal ud og kæmpe mod dæmonkongen, men… øh… det er lidt svært, fordi der er dukket denne her pige op… og øh… hun viser sig ligesom at være fe. Og Solstråle siger, at feer HADER elvere. Så nu skal vi til at bekymre os om dem… de vil nemlig gerne slå os ihjel, fordi de tror, at vi har rottet os sammen med dæmonkongen selvom jeg faktisk har vendt op og ned på hele mit liv for at vælte ham! Hallo, hvad sker der lige for dem?!
Ham den skaldede nar… har han overhovedet et navn? ... jager mig stadig som en besat galning. Jeg begynder konstant at få flashbacks og... ting bliver mere og mere forvirrende...

7Likes
21Kommentarer
1402Visninger
AA

10. Slender

Jeg går ned ad en øde gang. Mine skridt kan høres som svage ekko. Min lommelygte er tændt, og jeg lyser til alle sider i håb om at få øje på en eller anden dør, der kan hjælpe mig til at finde ud.

     Min vejrtrækning bliver langsomt mere og mere vild, og jeg kan mærke hjertet galoppere i mit bryst.

     Jeg går ned ad en tilfældig døråbning. Døråbningen leder ind til et rum, der er helt tomt bortset fra en enkelt stol. Jeg går hen til stolen og opdager, at der ligger et stykke papir på den. Jeg tager papiret op og ser, hvordan der er en tuschtegning af en støvle og af en ramme. Af en eller anden grund gør det mig endnu mere rædselsslagen. Jeg propper papiret i min jakkelomme og vender mig om, da jeg ser Slender Man. Men det ligner ikke den sædvanlige Slender, bortset lige fra, at det gør det. Jakkesættet, det skaldede hoved. Men denne gang har Slender den skaldede nars ansigt, hvor han før ikke havde noget. Det gør mig så hunderæd, at jeg spæner ud af en tilfældig døråbning inden mit hoved sprænger i luften.

     Den næste seddel, jeg finder, står der noget på: ”Olivia, Olivia.”

     Da jeg har proppet seddelen i lommen, begynder et ekko at gentage sig selv adskillige gange: ”Olivia, Olivia”. Det er den ukendte stemme, som jeg ved, tilhører en eller anden, men jeg ved ikke hvem. Hvem er det? Hvem er det?!

     Det her sted gør mig sindssyg. Jeg sætter i løb ned ad de mange gange og er desperat på at finde en vej ud, men der ser ikke ud til at være nogen. Jeg finder konstant sedler, og til sidst har jeg syv af dem, hver og en af dem tilføjer en ny og skræmmende tanke indeni mig.

     Til sidst når jeg til en dør for enden af en gang. Jeg åbner knirkende døren, og da jeg står inde i rummet får jeg et chok. Der sidder en skikkelse derinde, lænet op ad væggen, vedkommende er for sløret til, at jeg kan se, hvem det er. Men jeg kan tydeligt høre, hvordan han hvisker om og om igen. Hvisker mit navn…

     Han har en seddel liggende ved siden af sig. Jeg griber den uden at se på ham, ikke et eneste blik. Da jeg står med seddelen i hånden, læser jeg, hvad der står: ”Du kender svaret, Olivia. Du ved, at jeg gjorde det.”

     I netop det øjeblik, jeg vender mig om, ser jeg den skaldede nar igen. Jeg er for skrækslagen til at flygte, til at se væk. Ser bare ind i hans onde blik, ser, hvordan hele min hjerne crasher sammen, hvordan det flimrer for mine øjne, mens han slanger sine mange tentakelarme ud og kvæler mig i dem.

 

Jeg slår øjnene op med galopperende hjerte. Jeg er svedig over det hele. Aldrig i mit liv har jeg haft en drøm som den. Den… den var forfærdelig.

    Og omsider går det hele op for mig.

    Den skaldede nar slog min far ihjel… det var ikke et flystyrt… det var ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...