Ædelstenselverne - Det lille hus

Mit navn er Olivia. Jeg er tretten år og er Rubinelveren. Mine bedste veninder Solstråle og Sofie er Smaragdelveren og Safirelveren. Min lillesøster er Ametystelveren. Sammen er vi Ædelstenselverne. Min far er død, for lang tid siden, og min mor er bare den uvidende kvinde, der vist nok begynder at være lidt urolig for Emily og mig. Egentlig er det idéen, at vi skal ud og kæmpe mod dæmonkongen, men… øh… det er lidt svært, fordi der er dukket denne her pige op… og øh… hun viser sig ligesom at være fe. Og Solstråle siger, at feer HADER elvere. Så nu skal vi til at bekymre os om dem… de vil nemlig gerne slå os ihjel, fordi de tror, at vi har rottet os sammen med dæmonkongen selvom jeg faktisk har vendt op og ned på hele mit liv for at vælte ham! Hallo, hvad sker der lige for dem?!
Ham den skaldede nar… har han overhovedet et navn? ... jager mig stadig som en besat galning. Jeg begynder konstant at få flashbacks og... ting bliver mere og mere forvirrende...

7Likes
21Kommentarer
1398Visninger
AA

7. Portalstenen

07:30

”Jeg går ikke i skole.”

    Der er gået en uge siden den skaldede nar blev min lærer. I dag skal vi have den uegntlige samfundsfagstime, og jeg nægter at møde op.

    ”Jamen, Olivia,” siger mor med våde øjne, hun har fået et følelsesmæssigt sammenbrud. ”Du er da nødt til at gå i skole. Man kan ikke bare pjække, fordi man ikke bryder sig om læreren.”

    ”Og uanset hvad,” siger Emily, der står dér, skoleparat og klar til at smutte ud af døren, ”så ved jeg, at du ikke har lyst til at virke svag, og sådan kommer han til at se på dig, Olivia, så kom så ud af den møgdør og hen til den møgskole!”

    ”I kan ikke overtale mig,” siger jeg koldt, ”jeg går ikke i skole.”

 

08:05

”Altså, vi kommer pænt meget for sent, Olive,” siger Maria.

    De står alle sammen omkring mig. Emily, mor, Maria og Jonas, alle sammen pænt utålmodige, men ingen af dem har tænkt sig at gå, før de har fået mig til at lette røven fra køkkenstolen. Men jeg nægter.

    ”Jeg går ikke i skole,” siger jeg og ser stædigt på hende.

    ”Jeg tisser i dit penalhus hele ugen, hvis du ikke går nu!” siger Jonas så. Alle glor på ham, selv mig, men selvom jeg ved, at han udmærket godt kunne finde på det, så forbliver jeg urørlig.

    ”Du kan pisse så meget i mit penalhus, som du vil, men jeg går under ingen omstændigheder i skole,” vrisser jeg. ”Du kan gøre det lige nu og her, og jeg vil stadig ikke røre mig en flække!”

    ”Fint,” siger Jonas, en kende usikkert. ”Så… så gør jeg da bare det.” Han dykker ned i min skoletaske fyldt med bøgerne fra i gårs undervisning. Han tager mit penalhus op og åbner det. Han lægger det på bordet og begynder så at stirre på det. Alle stirrer på ham, mig en anelse skadefro. Han tør ikke foran så mange mennesker, det er helt sikkert. Jonas stirrer på penalhuset i noget tid, så ser han over på os og sukker, mens han trækker på skuldrene. Så smider han penalhuset ned i min taske igen. ”Glem det. Men du bliver altså nødt til at gå i skole!”

    ”Nope,” siger jeg og smiler sejrlystigt. ”Intet kan få mig til at gå i skole.”

 

09:15

Der er gået pænt lang tid. Samfundsfagstimen starter klokken 09:55, og det tager mindst en halv time med bus, så jeg skal ikke holde ud i så lang tid igen, før jeg undgår den skaldede nar.

    ”Årh… kom nu, Olivia,” siger Sofie tryglende, meget tryglende. ”Du ved, at jeg også hader den skaldede nar, men du bliver altså nødt til at gå i skole, be om.”

    ”Jeg går ikke i skole, Sofie!” siger jeg. ”Jeg ikke bare hader ham, Sofie, jeg foragter ham!”

    ”Men… men!”

    ”Ikke noget men! Jeg går ikke i skole.”

    ”Nå, så det gør du ikke?” siger Solstråle, der lige er kommet ind ad døren. Hun står dér på sin lette feminine elvermåde med armene over kors og ser surt på mig. Kan hun ikke være ligeglad? Hun går ikke engang på min skole! ”Ikke engang, hvis jeg spørger pænt?”

    ”Ikke engang om du så end lover at blive min slave til vores dages ende.”

    Solstråle ser på min mor og Maria og Jonas. ”Gå I bare, Olivia skal nok komme i skole, om jeg så end skal slæbe hende hele vejen.”

    Mor er stædig, men alligevel nikker hun, tager sin skuldertaske og skynder sig ud af døren, der er et eller andet over Solstråle, som bare giver én fuld tillid til hende. Maria og Jonas ser kort på mig, før de så også går. Nu er der kun os Ædelstenselvere tilbage i huset, nu behøver vi ikke holde noget hemmeligt for de uvidende.

    ”Jeg går ikke i skole, Solstråle,” siger jeg tvært. ”Jeg vil ikke være i samme lokale som den skaldede nar.”

    ”Jamen du skal, Olivia, for hvis du bliver her, ved den skaldede nar godt hvorfor, og så vil han for evigt kun se ned på dig. Se på dig som den lille svage elvertøs du er!”

    Gosh, hun rammer stødende. For det er sandt nok, hvis jeg bliver her, vil den skaldede nar aldrig nogensinde regne mig for noget som helst. Men alligevel, alt er bedre end at blive undervist som en anden skoleelev af sin ærkefjende. Det er det lammeste rollespil i verden. ”Jeg går ikke i skole, Sol, under ingen omstændigheder. Der er intet, du kan gøre, der kan få mig ud af den dør!”

    ”Nå, så det er der ikke?” siger Solstråle på sådan en måde, der tydeligt siger, at hun har mere end et es i ærmet. Så tager hun hårdt fat i mit håndled og trækker i mig. Jeg holder stramt fast i bordet med min frie hånd. ”Kom så af sted, Olivia! Du skal i skole!”

    ”Jeg går ikke i skole!” råber jeg stønnende. Den pige er forbløffende stærk. Hun får trukket mig op og stå, og jeg hamrer hælene i gulvet og står fast som en klippe.

    ”Du skal! Jeg vil hellere dø end at lade dig sidde her og kukkelure! Kan du da ikke se, at det er alle tiders mulighed for at udspionere ham lige så meget, som han udspionerer dig?!”

    ”Jeg er ligeglad!” råber jeg. ”Jeg vil ikke have den skaldede nar som min lærer, aldrig, aldrig nogensinde! Det er simpelthen for ydmygende!!”

    ”Jeg er ligeglad med, hvor ydmygende det så end er, Olivia! Du er Rubinelveren, og han er en sølle dæmon!! Vis ham så, at du ikke er en pjevs!!”

    Hun trækker så hårdt i mig, at jeg ryger bagover, og hun selv ryger forover. Vi ryger begge ind i døren.

    ”Jeg tror, Solstråle vandt,” kommenterer Emily.

 

Cirka fyrre minutter senere ankommer vi til skolen. Emily og Sofie trækkende i mig, mens jeg af alle mine kræfter forsøger at gå den anden vej. Samfundsfagstimen er kun lige begyndt, det er for tidligt! Jeg vil ikke!

    Vi kommer til klasselokalet, hvor Emily skynder sig at vende om for at møde op til sin egen time, heldigt for hende skal hun faktisk først møde nogenlunde på det her tidspunkt i dag, så hun kommer kun nogle minutter for sent.

    Sofie skubber mig ind ad døren og går selv ind. Den skaldede nar og resten af klassen vender blikket mod os. Jeg kan godt regne ud, hvad de alle tænker. En pige, der lige er blevet skubbet ind ad døren af en anden og desperat prøver at komme ud igen. Det må da være det mest underholdende der er sket i denne uge.

    ”Tak, fordi I gad møde op,” siger den skaldede nar ironisk. Den typiske replik, alle fyrer af, når deres elever kommer en del for sent. Jeg har lyst til at hvæse til ham, at jeg med glæde ville blive væk, men Sofie sender mig et blik, der siger, at jeg skal holde kæft.

    ”Lad os nu bare sætte os,” mumler hun.

 

Efter skole går vi tre ned i parken med det samme. Jeg skulle bare væk fra den skole så hurtigt som muligt. Hele klassen ville bare hele tiden have fat i mig for at få en slags forklaring på min sære opførsel i nærheden af den skaldede nar. Jeg havde trods alt også opført mig temmelig spastisk sidste uge.

    I parken sidder Solstråle alene og snor en kurv ud af bark. Hun er i sin elverform.

    ”Hvordan gik det så?” spørger hun uden at se op.

    ”Så godt, som det nu kan gå,” svarer Sofie. ”Olivia var næsten ikke besværlig og nægtede kun at svare på spørgsmål to gange.”

    Jeg mukker for mig selv.

    ”Men… hvorfor kan du ikke bare lade, som om han er en almindelig lærer?” spørger Emily. ”Det gør jeg da. Han er seriøst det bedste samfundsfagslærer i verden. Meget bedre end min sidste.”

    Jeg sender hende et blik, der kunne dræbe, og Emily holder brat kæft.

    ”Der er noget i det, Emily siger, Olivia,” siger Solstråle.

    Jeg svarer ikke og sætter mig bare ned, mens jeg mumler vredt til mig selv. Vreden giver små rystelser i jorden, som dernæst slår små bitte revner.

    ”Hey!” hører jeg en eller anden sige bag mig. Jeg vender mig om og får øje på Abino. En revne er løbet lige igennem hans ben. ”Nogen af os kan faktisk dø her!”

    ”Som om du kan falde igennem den revne dér,” siger jeg tørt.

    De andre vender sig om, da de tror, at jeg bare taler til mig selv. Så får de også øje på Abino.

    ”Abino!” siger Solstråle glad. ”Hvor har du været hele ugen?”

    ”I Elververdenen,” svarer Abino.

    ”Han siger, at han har været i Elververdenen,” oversætter jeg.

    Abino fortæller os om, at han har talt med elverdronningen, og at hun har fundet noget, der vil kunne hjælpe os meget mere i fremtiden med at komme frem og tilbage til de to verdener. Det er en portalsten, der kan teleportere os frem og tilbage på stedet uden at udmatte os så meget, som det ellers ville gøre.

    Solstråle er helt vild efter at høre, hvor den befinder sig henne. Abino siger, at dronningen har fundet frem til, at den er her i byen, forbløffende nok. Det er pænt heldigt.

    ”Og det bedste af det hele er, at den har et slags livsenergi omkring sig,” siger Abino. ”Så Olivia og Solstråle ville med lethed kunne fornemme dens tilstedeværelse.”

    ”Jamen så lad os da komme af sted,” siger Emily kækt. ”Jeg kan næsten ikke vente med at finde den sten.”

    ”Men øhm…” tilføjer Abino. ”I må hellere skynde os. Både feerne og dæmonerne kender til stenen.”

 

Den nat vågner jeg ved, at Emily vælter mig ned ad sengen. ”Kom nu op, Olivia.”

    Jeg ligger først og brokker mig over at blive vækket, men så kommer jeg i tanke om, at vi skal mødes med de andre i den gamle fabrikdel.

    Vi skynder os i elverformen og ud af døren uden mor opdager det. Jeg laver ørnevinger og Emily får luftånderne til at bære sig, på den måde kan vi begge flyve de tre andre i møde.

    Vi mødes med Solstråle, Sofie og Abino på et af fabrikstagene, hvor vi stiller os og ser ud over det hele.

    ”Vi bør nok dele os,” foreslår Solstråle. ”Jeg tager med Sofie, så går I tre sammen.” Hun ser på mig, Emily og Abino, og vi nikker alle tre.

    Jeg går ned ad den øde forladte gade med Emily ved min side og Abino foran mig. Hans ildhale lyser op som en fakkel, så vi har ikke problemer med at se noget.

    ”Hvor tror du, den er?” spørger Emily mig. Jeg trækker på skuldrene.

    Abino stopper op og ser snerrende op mod et af tagene. Vi glor begge to derop og får øje på hende Almana. Hun smiler hadsk til os og skynder sig at forsvinde ud af vores åsyn.

    ”Feen!” råber jeg, forvandler mig til en abe og kravler op ad en af regnrørene og op på taget efter hende. Der forvandler jeg mig til elver igen og løber direkte efter Almana, der flyver let som et insekt.

    Jeg springer som en græshoppe op efter hende og vælter hende omkuld. Vi falder begge ned på tagets hårde overflade og begynder at rive i hinanden, mig med nogle selvlavede ulvekløer, Almana med små skarpe istapper.

    ”Hey, stop så!” kan jeg høre Emily råbe. ”Kan vi ikke bare alle sammen være venner, please?”

    ”Nej! Vi kan IKKE alle sammen være venner,” siger en ny stemme. Vi drejer alle hovederne i stemmens retning og får øje på den skaldede nar, der står nogle meter væk.

    ”Årh nej…” klynker jeg for mig selv og presser mig væk fra Almana, der må føle sig pænt omringet nu. Jeg ser ned ad mig selv kort og lægger mærke til alle sårene.  

    Den skaldede nar sender en sort boble i hoved på os inden vi kan nå at reagere. Vi bliver alle spærret inde i boblen og kæmper på livet løs for at komme ud.

    ”Hvor er det udspekuleret,” snerrer Almana.

    ”HVAD er udspekuleret?” spørger Emily.

    ”Spærre jer inde i boblen sammen med mig. Det vil kun få det hele til at se ud, som om I IKKE er på samme side.”

    ”Jamen, vi er ikke…” begynder Emily, men hun når ikke at tale ud, før jeg springer i hovedet på Almana og kun kan tænke på at flå hende og skalpere hende og spytte hende i ansigtet.

    Pludselig begynder jeg at fryse forfærdeligt, så meget, at jeg slipper Almana og prøver at få varmen. Jeg opdager, at det er Emily, der har pudset en kuldeånd på os begge to. Hun ser ned på Abino, der har vendt sin ildhale mod boblens inderside. Området bliver langsomt brændende varmt og mørkere, end det var i forvejen. Til sidst sprænger boblen, og vi er fri. Jeg når ikke engang at fatte det, før Almana skynder sig af sted for at få fat på portalstenen før den skaldede nar. Ved de to overhovedet, hvor den er?

    Vi sidder i lidt tid og tænker over, hvor stenen mon er. Så kommer jeg på den idé at mærke jordens vibrationer. Måske kan jeg fornemme dens tilstedeværelse på den måde.

    Jeg lægger hånden mod den kolde jordoverflade og lukker øjnene. Jeg kan svagt fornemme, hvor folk går. Sofie og Solstråle befinder sig en del bygninger væk fra os, Almana lidt tættere på, og den skaldede nar er slet ikke til at fornemme. Jeg kan fornemme et meget kraftigt energifelt et sted ret forude, indeni en bygning, ser det ud til. Jeg er helt sikker på, at det er portalstenen.

    Vi løber hen til bygningen og ind i den. Jeg mærker hele tiden efter, så vi drejer efter stenens position. Til sidst kommer vi til en tunnel, der går dybt ned i jorden. Det er da en sjov ting at placere i en gammel fabrik. Men stenen er dernede, det kan jeg fornemme. Vi går derned.

    Tunnelen er bælgmørk, men takket være Abinos lysende hale af ild oplyser det hele.

    Til sidst kommer vi til et stort rum, virkelig støvet. Det ligner en gammel kult eller noget i den stil. Op cirka tyve meter fra for os svæver en mørkeblå lysende sten. Det er den, det er SÅ meget den!

    Jeg skal lige til at løbe hen imod den, da jeg ser, at Almana også er hernede, og hun har også set stenen. Vi ser begge to rasende på hinanden, så på stenen. Jeg råber en kort ordre, da jeg har fundet frem til, at det er, hvad der skal til, for at få jorden til at hjælpe mig, hvorefter der dukker nogle lianer op fra jorden. De skyder af sted for at gribe fat i stenen. Almana skyder en stråle af vand af sted efter den.

    Og så gør stenen noget meget sært. Den er sgu lige så tovlig som min rubin! Den flyver op gennem et hul i loftet! Det er sgu da fysisk umuligt.

    Både Almana og jeg tager flyveturen op igennem hullet for at nå stenen først. Vi griber ud efter den, men den undgår os begge to. Det minder mig kraftigt om da jeg selv prøvede at få fat i min rubin for så lang tid siden efterhånden. Vi kommer helt op igennem et hul i taget op fabrikken og udenfor, hvor stenen bare flyver længere og længere opad, indtil den til sidst flyver helt væk fra os og ned til jorden igen. Vi vender os begge efter den og ser, hvordan den bliver grebet af den skaldede nar, der ser ud til at more sig for groft. Jeg ser rasende på ham og giver ham et hurtigt elevatorblik. Fra han støvler og helt op til hans ar… så går mit blik ned til støvlerne igen og standser dér.

    En sort støvle, der træder ned på billedet af min far.

     Støvlerne… det var den skaldede nars støvler.

    Den skaldede nar teleporterer sig væk med hjælp fra stenen og er forsvundet for denne gang. Almana bander for sig selv og flyver sin vej i håb om at finde ham igen. Jeg selv lander stille og roligt ned på jorden og ser vantro på det sted, den skaldede nar forsvandt fra.

    Den skaldede nar har engang smadret et billede af min far…

    En kvinde græder voldsomt, og tårer falder ned på mandens ansigt. Min mors gråd… min mors skrig.

    Det… det… hvad foregår der?

    ”Olivia!” hører jeg Solstråle råbe, lige så lavt som baggrundsmusik i en elevator. ”Hvad er der sket?! Fandt I den?!”

    Jeg svarer ikke… og jeg har heller ikke tænkt mig at gøre det.

    Hvorfor skulle den skaldede nar smadre et billede af min far? Hvad er det, der er sket, som jeg ikke har vidst noget om nogensinde?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...