Ædelstenselverne - Det lille hus

Mit navn er Olivia. Jeg er tretten år og er Rubinelveren. Mine bedste veninder Solstråle og Sofie er Smaragdelveren og Safirelveren. Min lillesøster er Ametystelveren. Sammen er vi Ædelstenselverne. Min far er død, for lang tid siden, og min mor er bare den uvidende kvinde, der vist nok begynder at være lidt urolig for Emily og mig. Egentlig er det idéen, at vi skal ud og kæmpe mod dæmonkongen, men… øh… det er lidt svært, fordi der er dukket denne her pige op… og øh… hun viser sig ligesom at være fe. Og Solstråle siger, at feer HADER elvere. Så nu skal vi til at bekymre os om dem… de vil nemlig gerne slå os ihjel, fordi de tror, at vi har rottet os sammen med dæmonkongen selvom jeg faktisk har vendt op og ned på hele mit liv for at vælte ham! Hallo, hvad sker der lige for dem?!
Ham den skaldede nar… har han overhovedet et navn? ... jager mig stadig som en besat galning. Jeg begynder konstant at få flashbacks og... ting bliver mere og mere forvirrende...

7Likes
21Kommentarer
1426Visninger
AA

8. Monsteret og kæresten

”Vil du med på caféen?”

    ”Jeg kan ikke.”

 

”Vil du med på caféen?”

    ”Nej – jeg kan ikke.”

 

”Vil du med på caféen i dag?”

    ”Jeg kan altså stadig ikke, sorry, Tobias.”

 

”Vil du med ud og rulle i eftermiddag? Vejret er ret godt.”

    ”Nope, jeg har travlt.”

 

”Vil du -?”

    ”Det tror jeg vist godt, at du kender svaret på.”

 

Der er gået ret mange uger siden den skaldede nar blev min lærer. To måneder faktisk. Et er begyndt at blive virkelig koldt og efterårsagtigt. Det er september nu, og jeg begynder at glæde mig til de mange ferier, der kommer i den kolde periode af året, så jeg slipper for at se på den skaldede nar hver gang jeg træder ind i på skolens grund.

    Og jeg har i løbet af den sidste måned haft utrolig travlt med at udnytte mig af, at han er min lærer. For eksempel udspionerer jeg ham i alle frikvartererne og spisepausen, i håb om at kunne finde et eller andet dæmonagtigt tegn på ham. Men han opfører sig selvfølgelig som enhver anden lærer. Og ikke nok med det, så tror jeg, at de fleste af eleverne endda har udpeget ham som deres yndlingslærer. Det er da også uretfærdigt!

    Tobias har i lang tid prøvet at komme i kontakt med mig, men jeg har altså andre ting at se til lige i øjeblikket. Han må da kunne forstå, at det at få den skaldede nar ud af mit liv står øverst på listen af mine gøremål lige i øjeblikket.

    En af dagene beslutter jeg mig for at samle underskrifter på, at han bliver fyret. Mit eget navn står øverst. Emilys står under. Egentlig kan Emily godt lide den skaldede nar som lærer, men hun har heller ikke liiige det største forhold til ham. Hun har bare skrevet under, fordi hun ved, at han er en ond dæmon, og at jeg hader ham. Sofies navn står under Emilys, fordi Sofie bryder sig lige så lidt om ham som jeg gør.

    Men… det ser ud til, at det kun bliver os tres navne, der står der. For alle andre… de svarer ting som ”Er du sindssyg? Få ham fyret, han er da mega awesome!”, ”Hvorfor skulle han dog fyres? Hvem vil af med den eneste lærer her på skolen, der faktisk er GOD?” eller ”Jeg vil ikke have ham fyret, vil DU det??”

    I det lille frikvarter den torsdag går jeg rundt og kæmper min evige kamp på at få den skaldede nar fyret. Solstråle, Sofie, Emily og Tobias går sammen med mig. Solstråle går jo ikke i skole, men hun kommer da forbi engang imellem.

    ”Kan du ikke bare glemme det, Olivia?” spørger Tobias. ”Vejret bliver altså koldere og koldere, og det er snart for koldt til at stå på rulleskøjter. Kan vi ikke bare pleease tage derud i dag?”

    ”Nej,” svarer jeg prompte. ”Ikke før den skaldede nar er fyret.”

    ”Hvorfor VIL du have ham fyret?” spørger Emily. ”Han er den bedste lærer på skolen.”

    ”Han er en ond dæmon, Emily! Derfor!”

    ”Hvem er en ond dæmon?” lyder en stemme bag os. Vi vender os alle om og får øje på viceinspektøren på skolen. Hun er en ældre dame, der ligner en politiker (Knold i håret, læsebriller og kvindeligt jakkesæt med nederdel).

    ”Vi vil gerne ALLE SAMMEN have den skaldede nar fyret,” siger jeg sukkersødt.

    ”Den skaldede nar?” spørger hun forvirret. ”Hvem er det?”

    ”Ham den nye,” siger Emily. ”Med arret.”

    ”Nårh ja, ham.” Hun smiler lidt ved tanken om ham… og… og rødmer!(Uak). ”Men… men hvem er det, der gerne vil have ham fyret?”

    ”Os alle sammen,” siger jeg prompte.

    ”Hvilket vil sige hende alene,” tilføjer Tobias tvært.

    ”Ikke mig helt alene!” Jeg rækker viceinspektøren listen med underskrifter, mens jeg mumler til Tobias. ”Tak for støtte.”

    Hun ser på listen og hæver det ene øjenbryn, hvorefter hun kigger på Sofie og Emily. ”Og I… ønsker ham også fyret?”

    ”Altså…” mumler Emily. ”Jeg skrev mere under, fordi Olivia gerne vil have ham fyret.”

    ”Og ja…” siger Sofie. ”Jeg bryder mig heller ikke så meget om ham. Men… men han er nu en meget god lærer…” Det sidste mumler hun, men vi andre kan nu stadig høre det tydeligt.

    ”Altså, Olivia,” siger viceinspektøren og ser på mig. ”Jeg vil ikke fyre ham, når der kun er en elev, der brokker sig. Men hvis du har det ubehageligt med ham, kan vi sagtens gå videre med det med nogle forskellige samtaler. Du kan jo tale med…”

    ”Nej!” skynder jeg mig at sige. ”Glem det… så vigtigt er det heller ikke.”

    Jeg tager listen til mig igen og går væk fra dem. Tobias indhenter mig hurtigt. ”Olivia… du ved vel godt, at du altid kan tale med mig, ikke?”

    ”Jo…”

    ”Måske skulle du fortælle mig, hvad der foregår – ”

    ”Nej!” Jeg skynder mig væk fra ham, nægter at tale om det.  

 

I samfundsfagstimen den dag sidder jeg og mukker for mig selv og følger ikke en skid med, mens den skaldede nar vanedannet underviser min klasse, som enhver anden lærer ville gøre det. Da timen er forbi får vi en melding om, at næste time er aflyst, så vi må godt gå hjem. Jeg som den eneste, går aldrig hjem, fordi jeg bor så langt væk.

    Så jeg sidder dér på min plads og pakker mine bøger sammen i tasken, da jeg hører en stemme sige mit navn. Jeg ser op og ser den skaldede nar stå i dørkarmen til klasselokalet. Og lige i det øjeblik får jeg det sygeste deja-vu. Den skaldede nar står i en anden dørkarm et eller andet sted et eller andet tidspunkt. Man kan kun svagt ane hans små kropsdetaljer. Bag ham ser jeg en vild snestorm.

    Jeg glipper med øjnene.

    ”Olivia!” siger den skaldede nar igen, denne gang mere strengt.

    ”Hvad?” mumler jeg surt og skæver til ham.

    ”Hørte du overhovedet, hvad jeg sagde?”

    ”Næh.”

    ”Du skal seriøst til at begynde at lave dine lektier. Du ender med dumpekarakter.” Så går han igen.

    Jeg rejser mig brat op og råber rasende efter ham: ”Jeg laver under ingen omstændigheder lektier, som DU har givet mig for! Og desuden!”

    Jeg bliver nødt til at spørge ham… jeg… jeg bliver nødt til at få noget af alt det her opklaret lige nu og her. Den skaldede nar står i døråbningen igen og ser på mig, og jeg prøver at tage mig sammen til at spørge ham, hvad pokker det er, der foregår. Hvorfor smadrede han et fotografi af min far mens min mor græd? Hvorfor får jeg deja-vus hver gang jeg ser ham? Det… det er simpelthen så freaket.

    ”Hvad?” spørger han til sidst.

    ”Bare glem det!” siger jeg. Jeg kan ikke få mig selv til at bringe det på bane. Jeg vender mig væk fra ham. ”Bare gå ud og spil lærer! Fortsæt dit idiotiske rollespil!”

    Jeg står i lidt tid og ser ned mens jeg lytter efter, om han går. Til sidst kan jeg høre hans støvletrin. Jeg er alene nu.

 

Efter skole står jeg ude på gangen og glor ud i luften, mens jeg virkelig… virkelig har lyst til at få den skaldede nar ud af mit liv for altid. Men… men endnu mere har jeg lyst til at få svar på alle de her ting. Jeg vil have svar på dem så brændende, at jeg kan mærke, hvordan jeg er lige ved at græde. Så mærker jeg en hånd på min skulder. Det er Tobias.

    ”Olivia… jeg… jeg kan ikke bare se på mere,” siger han. ”Vil du ikke nok fortælle mig, hvad der foregår?” Han ser på mig med det dér blik, de dér dejlige hundeøjne, som er ufatteligt svære at modstå. Han er da helt utrolig. Men jeg… jeg kan ikke sige noget til ham, det kan jeg bare ikke.

    ”Tobias… nej… jeg kan ikke sige noget… det er… det er privat.”

    ”Olivia, jeg begynder altså virkelig at blive bekymret for dig. Måske… måske skulle vi gå videre med det. Jeg tror virkelig, at du trænger til noget hjælp.”

    ”Nej!” siger jeg, måske lidt for højlydt. Jeg kan stadig mærke tårerne presse sig på. ”Det… det er fint nok. Hvad siger du til, at vi mødes på caféen klokken tre? Det… det er ret lang tid siden, vi sidst har været der.”

    Tobias ser kort på mig, så ser han ned, hvorefter han ser op på mig igen.

    ”Tobias… jeg lover dig, at han ikke misbruger mig – eller er min ondskabsfulde far, der prøver at kidnappe mig og føre mig til sin kejser for at lære mig at blive ond.”

    Okay… det sidste er egentlig forbløffende tæt på, bortset lige fra det faktum, at den skaldede nar IKKE er min far.

    ”Men…” siger Tobias, men nikker så. ”Okay… så ses vi derovre klokken tre.”

 

 Det er på vej over på caféen, gennem parken, at der sker noget af det mest rystende, jeg kan huske er sket for mig.

    Jeg går igennem parken, og kan pludselig se Tobias, der står lidt væk, han går lidt stille for sig selv, sikkert også på vej hen til caféen. Jeg skal lige til at kalde på ham og løbe ham i møde, da jeg så ser den skaldede nar. Han står endnu længere væk, skjult ved træerne for Tobias’ vedkommende, men jeg kan tydeligt se ham. Han sender mig et smil… et rigtigt ondt smil, som om… som om han personligt vil fortælle mig, at det er, hvad dæmoner laver i sin fritid. Så strækker han sin arm, og ud kommer en lille sort boble, der danser lystigt i luften for så derefter at lande nogle meter fra Tobias og… og… forvandle sig til… til… til et gigantisk sort monster.

    Tobias vender sig om, helt tilfældigt, og ser det enorme monster, der ser på ham med dets røde onde øjne. Og jeg… ja, jeg tænker ikke mere på, at jeg er forpligtiget til at holde elververdenen hemmelig, næh, jeg hvisker ind i min rubin og spæner imod ham.

    Jeg er elver, da jeg dykker ind foran ham, netop som monsteret skal til at slå ud efter os. Det, at jeg står imellem ham og monsteret i sidste øjeblik, før, at monsterets arm rammer mig og ikke Tobias. Jeg ryger omkuld og falder op til flere meter væk fra Tobias. Jeg skal ligge og sunde mig lidt oven på slaget, før jeg igen kan se op. Monsteret slår ud efter Tobias, der bare står lammet af skræk. Den rammer ham godt og grundigt, og han falder om med et kort skrig, for så at ligge helt stille.

    ”TOBIAS!” skriger jeg og kan ikke lade være med at føle mig fandens skyldig. Det er… det er uretfærdigt. Ham… af alle… og han har ikke engang noget med noget som helst at gøre! Jeg skriger bare og råber på Tobias. Lad ham ikke være død, lad ham ikke være død! Mine skrig får jorden til at ryste, og en enorm klippe skyder op mod monsteret, og det splitter sig op som en sæbeboble.

    Da det er væk, rejser jeg mig, løber hen til Tobias og tager ham i mine arme. Han har et grusomt sår i hovedbunden, og er tydeligvis besvimet. Jeg forvandler mig til Menneskeolivia og sidder bare og tuder.

    Jeg ser op og kigger rasende efter den skaldede nar. Men han er ude af syne. ”Jeg… Jeg ville ønske, at jeg kunne få dig fyret for det her!!” Hvis bare folk dog troede på historier om dæmoner, der sender monstre efter kærester…

 

Tobias ligger i hospitalssengen. Han fik noget af en hjernerystelse, og han skal bare være indlagt i noget tid – men han er da stabil og under bedring. Jeg sidder bare dér og føler mig SÅ dårlig til mode. Det er trods alt min skyld det hele.       

    Han slår øjnene op, og der kommer en stønnende jeg-har-ondt-i-hovedet-lyd ud af ham. Jeg ser helt vild på ham. ”Er du okay?”

    ”Ja,” mumler han stønnende. ”Hvad… hvad skete der?”

    Det er nu… burde jeg fortælle ham det? ”Du… du faldt… du har fået en hjernerystelse.”

    ”Ja… det må jeg have fået for…” Han ser på mig. ”Jeg syntes ærlig talt, at jeg så et monster prøve at dræbe mig… og du blev til sådan en freaket elver.” Han smiler over sin ”hallucination”.

    Jeg smiler svagt, prøver at være med på legen.

    ”Jeg… jeg er ked af, at du ligger her. Nu kommer vi da ikke på caféen foreløbig.”               

    ”Nej… men jeg tror også, at jeg ville kaste op, hvis jeg spise kage lige nu… jeg har kvalme.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...