Ædelstenselverne - Det lille hus

Mit navn er Olivia. Jeg er tretten år og er Rubinelveren. Mine bedste veninder Solstråle og Sofie er Smaragdelveren og Safirelveren. Min lillesøster er Ametystelveren. Sammen er vi Ædelstenselverne. Min far er død, for lang tid siden, og min mor er bare den uvidende kvinde, der vist nok begynder at være lidt urolig for Emily og mig. Egentlig er det idéen, at vi skal ud og kæmpe mod dæmonkongen, men… øh… det er lidt svært, fordi der er dukket denne her pige op… og øh… hun viser sig ligesom at være fe. Og Solstråle siger, at feer HADER elvere. Så nu skal vi til at bekymre os om dem… de vil nemlig gerne slå os ihjel, fordi de tror, at vi har rottet os sammen med dæmonkongen selvom jeg faktisk har vendt op og ned på hele mit liv for at vælte ham! Hallo, hvad sker der lige for dem?!
Ham den skaldede nar… har han overhovedet et navn? ... jager mig stadig som en besat galning. Jeg begynder konstant at få flashbacks og... ting bliver mere og mere forvirrende...

7Likes
21Kommentarer
1380Visninger
AA

9. Kamp højt til vejrs

Jeg ligger i min seng.

    Min hjerne tænker, at jeg fryser, for jeg fryser. Det er hundekoldt for tiden, lige meget hvor meget jeg så end skruer op for radiatoren. Der er kun en måneds tid til juleferien – sølle fire uger… altså fire uger OG to dage, men whatever, det er snart. Jeg kan ikke vente med at komme væk fra den dødssyge skole med alle de dødssyge kammerater og elever, der bare eeeeelsker den skaldede nar så højt – og så er jeg bare den ene outsider, der bare hader ham. Men helt ærligt, jeg synes selv, at jeg har en rimelig fornuftig grund til det. Jeg har været i slåskamp med fyren en million gange, han spiller lige lovlig meget med på alt det med feer-hader-elvere-og-tror-at-de-er-på-samme-side-som-dæmonerne-tingen, og så har han total ødelagt min kærestes hoved. Tobias ligger stadig på hospitalet og prøver at komme sig. Og som om det ikke engang er nok, har jeg kendt ham i… i næsten et år, og han ved ALT om mig, måske mere, end hvad jeg ved af, og jeg ved ikke engang, hvad han hedder! Hvor åndet er det lige?

    Så banker det på døren, da klokken er halv syv. Det er Emily, der træder ind. Hun står kort og ser på mig, så hæver hun det ene øjenbryn og siger:

    ”Du ser ret trist ud, Olivia,”

    ”Jeg er ikke bare trist, jeg er så nederen, man kan blive.”

    ”Nå, men det må du glemme til senere, for mor vil fortælle os noget, og hun så glad ud, da hun sagde det, så du har bare at smile, når hun fortæller det til os!”

   

Vi har alle sammen sat os ved køkkenbordet og venter på, at mor skal sige sin dejlige nyhed. Mor smiler lalleglad.

    ”Jeg har fundet ud af, hvor vi skal hen i juleferien,” siger hun.

    ”Hvor?” spørger Emily.

    ”Det er oppe i bjergene, vi skal på skiferie. Det er det DEJLIGSTE lille sted, jeg har engang selv været der, altså før I blev født. Jeg har så mange gode minder fra det sted.”

    ”Hvilke minder?” kan jeg ikke lade være med at spørge – måske noget med far.

    ”Det har du ikke lyst til at vide,” siger mor.

    Forkert billede i hovedet… alt, alt, alt for forkert billede i hovedet.

    Bagefter begynder vi at gøre os klar til at gå i skole. Jeg er ikke særlig ivrig… det er godt nok ikke Storeskaldedenardag, men han er stadig derovre, på gangene, i klasselokalerne… det er et mareridt.

    ”Olivia, vær rar ikke at begynde på det igen,” siger mor, da hun opdager, at jeg er mega langsom.

    ”Mor… ti nu bare stille, du forstår ikke, hvordan jeg har det.”

 

Oppe i skolen, i det øjeblik, jeg træder ind ad hoveddøren, ændres mine tanker med det samme. Jeg vil ikke undgå den skaldede nar denne gang, i dag skal han derimod få tæsk. Tæsk for at give min kæreste hul i hovedet, tæsk for at stalke mig døgnet rundt og hele tiden dukke op i en glemt fortid. Tæsk for at være min fjende.

    Jeg går ned ad gangen og ved, at jeg ikke ligefrem vil opsøge ham, men hvis han viser sig, så skal han få, og jeg er ligeglad med, om det er midt på skolens grund, hvor alle kan se os.

    Jeg kommer op til klassen, hvor jeg sætter mig på min stol ved siden af Sofie. Dagen går ret hurtigt med timer, der bare glider forbi. Det virker, som om der ikke engang er gået en time, før vi bliver sluppet ud af klasselokalet. Jeg går sammen med Sofie og Emily og føler bare, at jeg har en enorm trang til at pladsere min næve i den skaldede nars arrede fjæs.

    Vi går ned ad gangen, og når til aulaen, som vi skal igennem. Og der ser jeg ham. Han står dér og taler med en anden lærer, som om der overhovedet ikke er sket noget som helst.

    Jeg snerrer nærmest og skal til at sætte i løb mod ham, da både Sofie og Emily tager fat i mig og holder mig stærkt tilbage.

    ”Lad være, Olivia,” trygler Sofie.

    ”Det vil bare bringe dig på en sindssygeanstalt!” siger Emily.

    ”Jeg er ligeglad, Tobias kunne være død! Jeg kunne være død!”

    ”Det er ikke det værd,” siger Sofie. ”Lad nu være, please!”

    ”Jamen… jamen…” siger jeg og skal lige til at indrømme det over for dem begge to. Alle flashbackene med den skaldede nar, og det, at jeg tror, at der ligger mere i hans stalken end at jeg er det dér halløj med Jorden og at jeg er Rubinelveren. Der må ligge mere i det! Men jeg indrømmer det ikke, da det må lyde komplet idiotisk. Jeg stopper bare med at kæmpe, giver op og ser ned. De glor begge to på mig. ”Bare glem det… lad os gå hjem.”

 

På vejen hjem kan jeg hele tiden høre skridt bag os. Det er ikke den skaldede nars, hans skridt kan jeg kende på lang afstand. De her skridt tilhører en anden. Og vedkommende går bag os hele tiden. Jeg kan høre, at det er en piges lette skridt.

    ”Sofie,” mumler jeg. ”Vil du venligst tjekke, hvem der følger efter os?”

    Sofie kigger sig selv over skulderen og spærrer øjnene en smule op, før hun så mumler tilbage: ”Det er Almana, hun gemmer sig hele tiden, som om hun ikke vil blive set.”

    Det gør mig endnu mere rasende. Almana… hun gør mig rasende, fordi hun trækker vejret. Jeg kan ikke ta’ hende.

    Hun følger efter os en stund, og jeg kan hele tiden høre hendes lette stille skridt. Til sidst overtager raseriet. Jeg stopper op med et træt støn, hvorefter jeg vender mig så kraftigt og snerrende mod Almana, at det giver en ordentlig bølge i jorden, som bølger under Almana, så hun snubler.

    ”Jeg er DØDtræt ag dig nu!” råber jeg næsten. ”SÅ træt. Ved du hvad, lad os afgøre det her, din lille felus. I aften klokken syv. Vi mødes ude på sletten udenfor byen. Du har bare at være der. Du skal få de værste tæsk nogensinde, skal du!”

 

”Det er sådan en dårlig idé,” siger Solstråle irrettesættende mens vi alle fem (Abino tælles med). Vi har alle taget elverform til aftenens anledning. ”Det vil kun gøre det hele værre, og det ved du.”

    ”Jeg er ligeglad,” siger jeg. ”Hun bliver nødt til at få en omgang, hun meget sent vil glemme. Og I skal under ingen omstændigheder blande jer. Det her er mellem mig og hende.”

    Vi kommer alle sammen til sletten. Almana står et stykke væk og venter på mig. Jeg tager en dyb indånding og beder de andre blive på den bakke, jeg står på. Så begynder jeg at gå ned fra bakken og hen imod Almana, så vi til sidst kun står nogle meter fra hinanden.

    Jeg laver ørnevinger på mig selv og letter egentlig bare lynhurtigt fra jorden og skyder som et missil imod Almana. Almana undviger mig og skyder en isstråle efter mig, som jeg afværger med et vindpust, jeg laver med vingen. Derefter laver jeg lange meget skarpe kløer, som vokser ud som mine negle. Med dem begynder jeg at række ud efter hende og håber, at de skærer rigtig dybt i hendes hud. Hun får et par sår, men undviger dog for det mest. Til sidst fryser hun dem til, slår mod dem, og de knækker. Jeg bliver så rasende over det, at jeg slår så hårdt ud efter hende, at hun besvimer et kort øjeblik og falder til jorden. Jeg dykker selv ned til jorden og forvandler mig til en ulv.

    Hun får sat sig op og kommer til hægterne, før jeg så springer på hende med tænderne blottede. Hun holder hænderne op foran sig og skyder en enorm vandkanon i hovedet på mig. Jeg bliver gennemblødt og bliver nødt til at hoste en masse vand ud af lungerne, før jeg så meget som kan overveje at fortsætte kampen. Da jeg er klar igen, er Almana helt oppe i luften igen. Jeg forvandler mig hurtigt til mig igen og skal til at flyve efter hende, da hun bliver ramt af en sort lynkugle.

    Jeg kigger i lynkuglens retning og får øje på den skaldede nar, som står for foden af den bakke, Ædelstenselverne står på.

    ”Jeg er SÅ træt af det her elendige rollespil,” siger han. Almana er faldet og sidder nu og prøver at sunde sig.

    ”Det er jeg også,” mumler jeg for mig selv og flyver i lynets hastighed mod den skaldede nar, ene og alene i håb om at slå ham ihjel lige nu og her. Men da jeg kommer nogle meter fra ham, ser hans ansigt, hans hårde alvorlige ansigt… sker der noget…

    Jeg ligger i hans favn, er lige blevet båret op. Jeg føler mig så underlig døsig, som om jeg er på nippet til at falde i søvn. Og jeg ser lige ind i den skaldede nars hårde ansigt. Han smiler, han smiler ondt, så til mig, for så derefter at kigge ondskabsfuldt på en eller anden overfor ham.

     ”Han vil snart være væk, Olivia,” siger den skaldede nar. ”Se på ham, godt og grundigt.”

     Jeg drejer døsigt hovedet og kigger i den retning, som den skaldede nar kigger i. Jeg kan se en skikkelse sidde op ad muren, jeg kan ikke se hans ansigt, jeg kan ikke se noget som helst bekendt ved ham. Men jeg har på fornemmelsen af, at det er min far. Dette er lige før hans død, jeg kan fornemme det.

     ”Olivia…” hvisker en stemme hæst. ”Olivia…”

     Jeg føler en enorm smerte slå imod mig, og jeg falder snart om på jorden.

    ”Olivia…”

     Jeg sætter mig op og ser på den skaldede nar, som ser på mig først og så derefter over på Almana.

    ”Olivia…”

     Stemmen er sløret… uigenkendelig… som når en person i medierne helst vil være anonym. Så fordrejer man hans stemme på sådan en sær dyb måde.

    ”Og dig,” siger den skaldede nar til Almana. ”Jeg er så træt af jer feers dumme hoveder. I tror, at I er så meget bedre end alle os andre. Men ved du hvad? Det er I IKKE. Og ved du hvad ellers. Pigen dér (Han peger på mig) og jeg har ALDRIG været på samme side.”

    Så løfter han sin arm, og i takt med, at den løfter sig, bliver Almana løftet op i luften.

    ”Og jeg skal bruge den dér,” siger den skaldede nar lavmeldt og løsner telepatisk en blå sten, Almana har om halsen, hvorefter den flyver ned i hans hånd. Derefter forsvinder han. Det er anden gang, han går med en sejr, mens jeg er for chokeret til at gøre noget ved det. Jeg ser tilbage til Almana. Hun er faldet til jorden igen og står med den ene hånd op til sin hals. Hun ser helt skrækslagen ud. Derefter flygter hun i ren panik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...