Ædelstenselverne - Det lille hus

Mit navn er Olivia. Jeg er tretten år og er Rubinelveren. Mine bedste veninder Solstråle og Sofie er Smaragdelveren og Safirelveren. Min lillesøster er Ametystelveren. Sammen er vi Ædelstenselverne. Min far er død, for lang tid siden, og min mor er bare den uvidende kvinde, der vist nok begynder at være lidt urolig for Emily og mig. Egentlig er det idéen, at vi skal ud og kæmpe mod dæmonkongen, men… øh… det er lidt svært, fordi der er dukket denne her pige op… og øh… hun viser sig ligesom at være fe. Og Solstråle siger, at feer HADER elvere. Så nu skal vi til at bekymre os om dem… de vil nemlig gerne slå os ihjel, fordi de tror, at vi har rottet os sammen med dæmonkongen selvom jeg faktisk har vendt op og ned på hele mit liv for at vælte ham! Hallo, hvad sker der lige for dem?!
Ham den skaldede nar… har han overhovedet et navn? ... jager mig stadig som en besat galning. Jeg begynder konstant at få flashbacks og... ting bliver mere og mere forvirrende...

7Likes
21Kommentarer
1384Visninger
AA

12. Hytten

Troglo: Yay, kapitel^^

 

”Mor siger, at vi, mig og Emily altså, at vi godt må tage nogle venner med, hvis vi vil,” siger jeg, da jeg sidder ved Tobias’ seng på hospitalet.

    ”Og du tænkte på mig, eller hvad?” spørger han.

    ”Ja, men… du er jo syg. Vi tager Sofie med, og så Solstråle.”

    ”Hyggeligt… så ligger jeg da bare og glor fjernsyn hele dagen – julen over.”

    ”Der er ret nederen.”

    ”Ja, men jeg ærgrer mig nu ikke.”

    ”Hvorfor ikke?”

    ”Har du ikke læst intra? Der er skolehjemsamtaler lige efter juleferien. Jeg slipper, men du skal stadig til dem.”

    Åh gosh… skolehjemsamtaler… med mig, min mor og lærerne… med mig, min mor og den skaldede nar. Den skaldede nar, der fortæller om, hvordan jeg er i skolen, og min mor, der ingen anelse har om noget som helst. Det kommer ikke til at være særlig sjovt.

    ”Jeg pjækker bare… eller sådan noget,” siger jeg. ”Intet i hele verden kan få mig til at gå til skolehjemsamtale med den skaldede nar.”

    ”Du klarer det nok,” siger Tobias. ”Du har da afleveret en opgave, andre har slet ikke afleveret nogen.”

 

Så kommer juleferien.

    Dagen efter juleafslutningen er mor allerede ved at proppe kufferterne ind i taxaen, der skal køre os til lufthavnen.

    Jeg står og grubler over, hvordan jeg skal fortælle de andre Ædelstenselvere om min teori om, at den skaldede nar slog min far ihjel. Jeg vil også gerne spørge mor, hvorfor hun… har løjet for mig, hvis det altså er det, hun har.

    Vi sætter os ind i bilen, alle fire, og bliver så kørt af sted.

    Da vi kommer derhen er mor den første til at træde ud af taxaen, der har kørt os fra lufthavnen til skistedet. Hun ser rundt, som om det her er Himmelen er for hende. Jeg selv træder ud sammen med de andre og måber.

    Deja-vu, deja-vu.

    Det enorme hotel, der er opbygget af en masse små hytter står dér, badet i skinnende hvid sne, folk over det hele. Det er deja-vu. Det er skønt, men jeg er helt hundrede procent sikker på, her har jeg været før.

    ”Mor, sagde du ikke, at du kun har været her, før vi blev født?” spørger jeg mor.

    ”Jo, skat,” svarer mor.

    ”Hvorfor har jeg så været her før? Jeg får deja-vu.”

    ”Man får jo deja-vu hele tiden. Det skal du ikke anklage skistedet for. Kom, lad os finde vores hytte.”

 

Aftenen før juleaften står jeg ude på terrassen, der vender mod skoven, mens jeg bare tænker.

    Lige nu… af en eller anden grund, er det eneste, jeg har lyst til, at finde den skaldede nar. Jeg bliver nødt til at finde ham og finde ud af, hvorfor han slog min far ihjel. Jeg ved godt, han er dæmon, men hvorfor slå min far ihjel? Det er jo komplet åndssvagt…

    ”Hvad så, Olivia?” hører jeg Emily sige. Jeg vender mig om og ser de tre andre. De stiller sig alle ved siden af mig.

    ”Den skaldede nar slog far ihjel,” siger jeg lige ud.

    De stirrer alle sammen på mig, som om jeg er skør.

    ”Olivia, det – ” begynder Solstråle.

    ”Jeg er sikker, okay. Han slog min far ihjel.”

    ”Hvorfor tror du det?” spørger Emily. ”Hvilken grund skulle den skaldede nar have til at slå far ihjel?”

    ”Det er det, jeg gerne vil finde ud af… ”

    ”Hvordan vil du finde ud af det?” spørger Sofie.”

    ”Det ved jeg ikke… efter juleferien, i skolen måske…”

    De går alle tre ind igen for at få noget søvn, mens jeg bliver stående derude og tænker over det hele.

    ”Er du okay, Olivia?” hører jeg en stemme sige igen. Jeg vender mig om og ser Abino denne gang. ”Hvad laver du her?”

    ”Jeg fulgte bare efter. Det er jo mit job at passe på jer, ikke.”

    Jeg hmm’er og ser ind i skoven igen. Hvordan skal jeg kunne vente helt til nytår med at finde ud af, hvorfor min far er død? Hvorfor kan jeg ikke bare finde den skaldede nar nu? Lige nu…

    Så fornemmer jeg noget… en slags levende aktivitet inde i skoven. Det virker på sammen måde som flagermusenes sonarer. Jeg kan fornemme aktivitet fra levende væsner. Der er en inde i skoven, og det er noget menneskelignende.

    Jeg skræver over hegnet på terrassen og går ind i skoven. Abino løber med mig. ”Hvad er der, Olivia?”

    ”Hold kæft og følg med,” siger jeg bare og går ind i skoven. Jeg forvandler mig selv til elver for en sikkerheds skyld. Da jeg er kommet en halv kilometer ind, ser jeg Almana.

    Hun sidder på en sten og ligner én, der skal tisse, så febrilsk ser hun ud.

    ”Almana?!”

    Hun kigger op med tårevævede øjne. ”D-dig?”

    ”Hvad… hvad laver du her?”

    ”Han tog min sten! Den sten er noget af det mest værdifulde vi har, og jeg skulle passe på den. Men han tog den!”

    ”Men… hvad laver du her?”

    ”Han tager op til portalen for at bringe den til hans verden. Jeg må også derop og få den tilbage.”

    I noget tid står vi bare og ser på hinanden. Så siger jeg: ”Jeg tager med dig.”

    ”Hvad?” siger Almana og Abino i kor.

    ”Jeg tager med. Det er til dels min skyld, at du har mistet den, og jeg har selv en høne at plukke med den skaldede nar.”

    ”Så… I er ikke på samme side?”

    ”Nej, din idiot! Vi har aldrig været på samme side.”

    ”O-okay… så… nu vil du pludselig hjælpe mig?”

    ”Ja, for hvem skulle ellers gøre det?”

    Og sådan bliver det. Vi to tager af sted sammen, Abino følger lettere irriteret efter os, og jeg overvejer ikke engang en lille smule at lægge en seddel eller noget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...