Ædelstenselverne - Det lille hus

Mit navn er Olivia. Jeg er tretten år og er Rubinelveren. Mine bedste veninder Solstråle og Sofie er Smaragdelveren og Safirelveren. Min lillesøster er Ametystelveren. Sammen er vi Ædelstenselverne. Min far er død, for lang tid siden, og min mor er bare den uvidende kvinde, der vist nok begynder at være lidt urolig for Emily og mig. Egentlig er det idéen, at vi skal ud og kæmpe mod dæmonkongen, men… øh… det er lidt svært, fordi der er dukket denne her pige op… og øh… hun viser sig ligesom at være fe. Og Solstråle siger, at feer HADER elvere. Så nu skal vi til at bekymre os om dem… de vil nemlig gerne slå os ihjel, fordi de tror, at vi har rottet os sammen med dæmonkongen selvom jeg faktisk har vendt op og ned på hele mit liv for at vælte ham! Hallo, hvad sker der lige for dem?!
Ham den skaldede nar… har han overhovedet et navn? ... jager mig stadig som en besat galning. Jeg begynder konstant at få flashbacks og... ting bliver mere og mere forvirrende...

7Likes
21Kommentarer
1427Visninger
AA

4. Fuglebad

 

Nogle uger senere vågner jeg op til meget tyk tåge en meget tidlig hverdagsmorgen. Jeg stirrer på uret og opdager, at klokken kun er halv seks.

    Så jeg bliver liggende i sengen lidt og prøver at falde i søvn igen, indtil jeg hører det, der vækkede mig i første omgang. Det er egentlig ikke noget, jeg rent faktisk kan høre, det er nærmere, som om mit hoved slumrer… som en slags alarm.

    Derfor står jeg op og kommer i tøjet. Jeg har ikke prøvet, at mit hoved har slumret på den måde før, men alligevel kan jeg fornemme, at det er, fordi jeg skal ud og være Rubinelver… meget… meget tidligt om morgenen.

    Jeg skynder mig at få noget morgenmad ned, før jeg så går udenfor.

    Først er jeg helt blank på, hvor jeg skal gå hen, men så slumrer mit hoved igen. Det lyder næsten, som om det siger havnen.

    Så bliver det vel havnen…

 

Nede på havnen er der så tåget, at jeg ikke kan se længere end når jeg strækker mine arme frem for mig. Der kan jeg også kun lige akkurat ane mine fingre.

    Men det er ikke så meget tågen, der går mig på, det er mere lydene af en masse skræppende måger. Det er paniske og klynkende lyde, og der er ingen tvivl om, at jeg virkelig skal i arbejde, for det lyder, som om der er mange.

    Jeg går hen til vandet og sætter mig ned. Der kan jeg høre, at mågerne er et sted længere ude, men jeg kan ikke se dem, så derfor stikker jeg hånden ned i vandet for at mærke temperaturen til en svømmetur. Men jeg hiver straks hånden op igen, for der er noget klamt på vandets overflade. Jeg glor på min hånd, der er helt tilsølet med sort olie.

    ”Klamt…” Sig ikke, at jeg skal til at redde en hel flok måger, der er fanget i olie!

    Jeg kniber øjnene sammen for at prøve at se igennem tågen i håb om at kunne ane, hvor mange måger, der er tale om, og hvordan situationen egentlig står til.

    Det går op for mig, at den eneste måde at få klarhed, er at flyve over vandet, hvilket, jeg kun kan, hvis jeg forvandler mig til elver og giver mig selv ørnevinger at flyve med.

    Det gør jeg så. Jeg flyver hen over vandoverfladen, så tæt på, jeg kan komme, uden selv at blive berørt at olien. Konstant ser jeg fangede måger under mig, der desperat prøver at komme fri.

    Jeg har læst et eller andet sted, at det er meget slemt, hvis fugle bliver fanget i olie… det er noget med, at de simpelthen ikke kan tåle det.

    ”Okay… alle sammen!” råber jeg til mågerne. ”Det skal nok gå, kan I ikke tage det roligt? Jeg skal nok prøve at få jer op!”

    Men hvordan fanden skal jeg dog gøre det? Jeg er total blank på idéer.

    ”Er der nogen?!” hører jeg en eller anden pigestemme sige et eller andet sted i tågen.

    ”Hvem er det?” råber jeg blindt.

    ”Øhm… mig. Hvem er du?”

    ”Jeg er Olivia… Hvor er du?”

    ”Et eller andet sted i tågen, jeg er knap nok klar over det selv.” Så bliver der stille lidt, før hun så siger: ”Prøv at hjælp mågerne med at komme fri så… så prøver jeg at rense vandet.”

    Flot… hvordan vil hun så lige gøre det?

    Men jeg nøjes bare med at gøre mit arbejde og flyver hen til en eller anden tilfældig måge og prøver at trække i den, men den sidder temmelig godt fast. Var det ikke noget med, at benzin kunne fjerne olie? Det er bare en eller anden tegnefilm, jeg så engang, og jeg aner ikke, om det overhovedet virker.

    ”Ved du, hvor man kan finde noget benzin?!” råber jeg ud i tågen.

    ”Vi har ikke brug for benzin! Jeg har styr på det!”

    ”Hvad fanden mener du med, at du har styr på det?!”

    Hun svarer ikke – selvom jeg egentlig får svar temmelig hurtigt. Der kommer en let bølge hen over vandet, som nærmest skinner. Og idet, den passerer, renses vandet for olie, og mågerne skinner nærmest vidt, idet de bliver overfaldet af den lille bølge. Så skræpper de jublende og letter til vejrs.

    Så forsvinder tågen også, i hvert fald så meget, at jeg kan se op til tredive meter frem for mig. Og et stykke frem for mig, svævende i luften, ser jeg en pige.

    Hun er klædt i silkeblåt, har langt lyst hår og… vinger? Skinnende gennemsigtige Klokkeblomstvinger.

    Først smiler hun over, at det hele gik godt nok, mens jeg bare måber af hende. Så får hun øje på mig, og smilet forsvinder. Hendes øjne lyner.

    ”DIG?!”

    ”Hva’?”

    ”Du er en elver!”

    ”Øh… ja…” Jeg stirrer bare forvirret op på hende. Er hun en fe eller hvad? Hun ligner godt nok én. Måske kommer hun fra den samme verden som Solstråle, Sofie… fra den anden verden altså. ”Hvem er du?”

    ”Det fortjener du ikke at vide! Usling!” Så finder jeg ud af, (på den hårde måde) at hun er en slags vandfe, for hun laver en boble så stor som en sækkestol og kyler den i hovedet på mig. Jeg drukner nærmest i vand og ryger ned i havnens kølige saltvand, der stadig er lidt ulækkert efter olieudslippet. Hun bliver ved med at kyle vand i hovedet på mig, selvom jeg i forvejen har vand til halsen. Så besvimer jeg til sidst.

 

Da jeg vågner op sidder jeg bundet i en stol – stadig i min elverform. Foran mig står hende fepigen. Jeg ved ikke, om hun også er en transformer eller om hun er permanent fe.        

    ”Hvad foregår der?” spørger jeg døsigt.

    ”Ved du, hvad jeg er?” spørger hun.

    ”Nej men… jeg gætter på, at du er en fe.”

    ”Så gætter du rigtigt. Jeg er en fe.”

    ”Jubii,” mumler jeg ironisk. ”Hvad er meningen med det her?”

    ”Du er en elver, jeg er en fe. Er det ikke åbenlyst?”

    ”Næh…”

    ”Du arbejder for Dæmonkongen! Jeg modsætter Dæmonkongen!”

    Okay, det havde jeg ikke lige regnet med. Jeg stirrer op på hendes ansigt for at regne ud, om hun laver grin med mig, for det må hun da gøre. Hun er sikkert en af Solstråles venner, og Solstråle har sikkert givet hende i hvert fald en hundredekroneseddel for det her. Men nej, hun ser helt alvorlig ud. Men hvad er det meningen, jeg skal gøre?

    ”Øhm… du har vist… fået fat på den forkerte…” siger jeg forvirret.

    ”Du er Rubinelveren! Ædelstenselverne er de eneste elvere, der kan magi, og Dæmonkongen sætter dem højt! Du ved, hvor Dæmonkongens palads er, og du fortæller mig det lige nu!”

    ”Jeg har ikke den fjerneste idé om, hvor Dæmonkongens palads er! Og du tager helt fejl, jeg er ikke under ham, jeg prøver faktisk at få ham ned med nakken!”

    ”Den må du længere ud på havet med!” råber hun. ”Elvere er onde og dæmoniske og har altid været under Dæmonkongen! Lige siden for mange tusind år siden har de været hans tro undersåtter.”

    ”Det er jo det rene fis, det dér!” råber jeg i hovedet på hende. ”Ædelstenselverne prøver at dræbe ham, for helvede! Og elverne er ikke en skid onde!”

    ”Lad være med at benægte det! Tag hellere og fortæl mig, hvor pokker Dæmonkongen er!”

    ”Jamen jeg ved det ikke!”

    ”Selvfølgelig ved du det!”

    ”JEG VED DET IKKE, JEG ER TOTAL BLANK, OG SLIP MIG SÅ FRI, ELLER JEG SENDER EN HEL SVÆRM AF BIER I HOVEDET PÅ DIG!!”

    Men det når jeg desværre aldrig, for den bygning, vi sidder i, falder pludselig sammen, som om nogen har tændt dynamit derinde. Jeg reagerer hurtigt og forvandler mig selv til en skildpadde og kryber ind i mit skjold.

    Nogle minutter efter kryber jeg ud og forvandler mig til elver igen. Huset er faldet sammen, og jeg sidder nu i en bunke murbrokker. Og nogle meter foran mig står den skaldede nar.

    Det, at han står der, burde egentlig være simpelt nok, men… af en eller anden grund gør det mig endnu mere forvirret. Har han lige sprunget huset i luften for at få mig ud…? Eller prøvede han bare at dræbe os begge to.

    Men jeg giver mig ikke tid til at finde ud af det, jeg laver bare ørnevinger og skynder mig væk.

 

”Hvorfor fanden griner du?!”

    ”Fordi det er sjovt,” svarer Solstråle.

    ”Det er ikke spor sjovt, at en fe tror, at vi er onde!”

    ”Altså… nej, det er det egentlig ikke, men feer er… de tror på alt, hvad de ser og hører. Elverne var engang under Dæmonkongen, men det er flere hundrede år siden vi droppede ham. Men feerne tror stadig på, at vi er under ham. Og ikke nok med det…”

    ”Hvad?”

    ”Så har dæmonerne ikke noget imod det, så de prøver typisk at holde løgnen i live.”

    ”Så… Den skaldede nar reddede mig for at få det til at se ud, som om vi var på samme side?”

    ”Præcis.”

    ”Men er feen kommet her udelukkende for at fange os eller hvad?”

    ”Ja… og prøve at finde ud af, hvor Dæmonkongen opholder sig. Der findes tre overordnede arter i den anden verden: Elverne, dæmonerne og feerne. De bor forskellige steder, og ingen ved, hvor hinanden bor. Undtagen mig, jeg ved godt, hvor Dæmonkongens slot ligger – ellers kunne jeg jo ikke teleportere os derhen.”

    Jeg mumler nogle skældsord for mig selv. ”Jeg håber ikke, at hun bliver noget problem.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...