Ædelstenselverne - Det lille hus

Mit navn er Olivia. Jeg er tretten år og er Rubinelveren. Mine bedste veninder Solstråle og Sofie er Smaragdelveren og Safirelveren. Min lillesøster er Ametystelveren. Sammen er vi Ædelstenselverne. Min far er død, for lang tid siden, og min mor er bare den uvidende kvinde, der vist nok begynder at være lidt urolig for Emily og mig. Egentlig er det idéen, at vi skal ud og kæmpe mod dæmonkongen, men… øh… det er lidt svært, fordi der er dukket denne her pige op… og øh… hun viser sig ligesom at være fe. Og Solstråle siger, at feer HADER elvere. Så nu skal vi til at bekymre os om dem… de vil nemlig gerne slå os ihjel, fordi de tror, at vi har rottet os sammen med dæmonkongen selvom jeg faktisk har vendt op og ned på hele mit liv for at vælte ham! Hallo, hvad sker der lige for dem?!
Ham den skaldede nar… har han overhovedet et navn? ... jager mig stadig som en besat galning. Jeg begynder konstant at få flashbacks og... ting bliver mere og mere forvirrende...

7Likes
21Kommentarer
1403Visninger
AA

3. Fotografiet

Der går lidt over en uge. Der er ikke sket noget synderligt. Jeg har hængt ud med de forskellige typer, jeg nu engang hænger ud med.             

    Tobias, som jeg stadig er total vild med, og som jeg bare laver alverdens ting sammen med.

    Maria og Jonas, der stadig er mine menneskelige bedste venner. Dem laver jeg som regel bare lektier sammen med eller ser en film i ny og næ.

    Solstråle og Sofie bruger jeg dog mest min tid på. Vi er i parken næsten hele dagen, alle dage, fordi Emily skal lære at bruge sine kræfter ordentligt. Hun og jeg får også hver dag efter træningen en masse at vide om elververdenen, så vi da ved nogenlunde, hvordan samfundet er der, når vi nok rejser dertil om ikke så længe.

    Emily kører bare med klatten. Hendes stikord er egentlig bare ”aura”. Fordi hun nu engang er Emily, siger hun det altid, som når man siger det som et udråbsord.

    En af dagene sidder jeg lænet op ad et egetræ i den enorme park og betragter Emily, der træner. Solstråle komme og sætter sig ved siden af mig.

    ”Der er noget, jeg ikke forstår,” siger jeg, nu, når hun alligevel er her.

    ”Hvad er det?”

    ”Da jeg stødte på rubinen for første gang, blev jeg forvandlet for nogen sekunder, Emily var en elver i meget længere tid og kunne oven i købet allerede beherske sine kræfter til fulde.”

    ”Men nu blev du jo heller ikke et med rubinen i et nødstilfælde. Hvis en Ædelstenselver uheldigvis bliver et med ædelstenen under en nødsituationen, bliver de forvandlet, så lang tid, de har brug for det. De ved også bare alt om, hvad de skal gøre med hensyn til kræfterne. Ordet kommer også bare med det samme.”

    ”Det er lige før, at jeg synes, det er snyd,” mumler jeg.

    Solstråle griner. ”Det er ellers takket være Emily, at vi ikke sidder i Dæmonkongens fangekælder lige nu!”

    Jeg himler bare med øjnene og rejser mig op. ”Jeg går hjem nu.”

    ”Okay.”

    Jeg vender mig om for at gå, men så vender jeg mig igen mod Solstråle. ”Jeg… jeg tænkte på… hvornår rejser vi… til elververdenen?”

    ”Nok ikke om så længe. Hvorfor?”

    ”Vil det ikke skabe rimelig mange problemer for… for min mor? Hun vil da blive helt ude af sig selv.”

    ”Ved hun, at I er elvere? Det er jo tilladt at fortælle familiemedlemmer om verdenen.”

    ”Jeg vil ikke have, at hun skal vide det, for det vil sikkert kun give problemer. Desuden… måske var min far elver, så måske ved hun det i forvejen.”

    ”Måske.”

    ”Men jeg tør slet ikke nævne det… Hun bliver helt ude af sig selv, når vi rejser… hun har allerede mistet vores far, og så mister hun oven i købet også Emily og mig.”

    Så går jeg.

 

Da jeg kommer hjem er mor ikke i køkkenet, som hun ellers plejer. Jeg går op ovenpå og gennemtjekker alle værelserne. Så opdager jeg, at hun er inde på det ubrugte værelse, hvor alt vores ragelse altid har stået, eftersom vi hverken har loft eller kælder. Men alt ragelset er nu stablet ude på gangen. Inde i værelset er mor ved at male væggene og fjerne alt støvet.

    ”Hvad har du gang i?” spørger jeg.

    Hun ser på mig og smiler. ”Jeg maler. Jeg tror, at jeg vil lave det her værelse om til et kontor. Vil du ikke være rar at sortere alt ragelset fra det, der kan bruges, og det, der bare skal ud?”

    ”Jo… det kan jeg vel godt.” Jeg har alligevel ikke andet at tage mig til, for jeg gider bare ikke lave lektier.

    Så jeg sætter mig ned ved al ragelset og begynder at rode det igennem. Jeg finder en hel masse, som jeg er overbevist om, aldrig nogensinde har kunnet bruges. Derudover finder jeg en lille kasse fuldt med billeder af mor og andre familiemedlemmer. Den stiller jeg til side og fortsætter med at sortere.

    Da jeg er færdig med at sortere, finder jeg kassen frem igen og begynder at kigge alle billederne igennem. Jeg håber lidt at finde nogen af mors billeder af far, så jeg omsider kan få ham set, eftersom jeg intet husker om ham. Men jeg bliver slemt skuffet. Der er kun billeder af mor, familiemedlemmer, jeg har set lidt for ofte, og så af nogle venner, jeg også har set før.

    Men så, nederst i bunden af kassen, ligger et indrammet fotografi. Jeg løfter det op, og kan høre, hvordan noget glas klirrer. Derpå opdager jeg, at glasset i rammen er slået i stykker. En sort støvle, der træder ned på billedet. Jeg ser på billedet. Det er af en mand med brunt hår. Han står foran vores hoveddør og smiler til kameraet. En kvinde græder voldsomt, og tårer falder ned på mandens ansigt.

    Jeg ved ikke lige, hvad det er, jeg pludselig ser for mig. Er det et eller andet… flashback?

    ”Mor…?” kalder jeg.

    ”Ja?”

    ”Kommer du ikke lige herind?”

    ”Jo, selvfølgelig.” Mor kommer ind til mig og sætter sig på hug ved min side. ”Hvad er det?”

    Jeg viser hende billedet. ”Hvem er den mand? Er det far?” Sig nu ja, sig nu ja, sig nu ja!!

     ”Nej, det er ikke din far,” siger hun.

    Pis og lort!

     ”Hvem er det så?” spørger jeg.

    ”En af mine gamle venner. Du kender ham ikke. Jeg kan knap nok huske ham… jeg tror, at han hed… Bob eller sådan noget.”

    Så rejser hun sig og går ind for at male videre.

    Jeg sidder bare og stirrer på fotografiet. Manden stirrer tilbage på mig med sit smil og rare væsen. Jeg er næsten hundrede procent sikker på, at det er min far. Han ligner mig, selvom han er af hankøn. Han ligner mig meget.

    Men… hvorfor skulle mor lyve om, at det er min far? Er hun virkelig så knust efter hans død?

    Og hvad skete der lige for støvlen, der smadrede det? Jeg har set min mor gå i støvler før, og jeg har set, hvordan hendes fødder ser ud med støvler på – og sådan ser de BARE ikke ud.

    Det var helt klart mandestøvler.


I må undskylde, hvis jeg somme tider kommer til at gå lidt meget over til datid, men det er, fordi jeg er rimelig vant til at skrive i datid, og det er ikke så ofte, at mine historier er skrevet i nutid så...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...