Ædelstenselverne - Det lille hus

Mit navn er Olivia. Jeg er tretten år og er Rubinelveren. Mine bedste veninder Solstråle og Sofie er Smaragdelveren og Safirelveren. Min lillesøster er Ametystelveren. Sammen er vi Ædelstenselverne. Min far er død, for lang tid siden, og min mor er bare den uvidende kvinde, der vist nok begynder at være lidt urolig for Emily og mig. Egentlig er det idéen, at vi skal ud og kæmpe mod dæmonkongen, men… øh… det er lidt svært, fordi der er dukket denne her pige op… og øh… hun viser sig ligesom at være fe. Og Solstråle siger, at feer HADER elvere. Så nu skal vi til at bekymre os om dem… de vil nemlig gerne slå os ihjel, fordi de tror, at vi har rottet os sammen med dæmonkongen selvom jeg faktisk har vendt op og ned på hele mit liv for at vælte ham! Hallo, hvad sker der lige for dem?!
Ham den skaldede nar… har han overhovedet et navn? ... jager mig stadig som en besat galning. Jeg begynder konstant at få flashbacks og... ting bliver mere og mere forvirrende...

7Likes
21Kommentarer
1383Visninger
AA

17. Feslottet

”Almana, hvorfor har du taget dette… væsen med?” Fekongen skal virkelig anstrenge sig for ikke at lyde, som om jeg er en eller anden rotte.

    Jeg står i den kæmpestore og enormt flotte tronsal på slottet. Står dér med hænderne foldet på maven og med Abino stående med min side. Han har fået portalstenen om halsen, der er den sikrest.

    Almana står oppe ved tronen ved siden af den enormt slanke og felignende konge, han ser helt urigtig og ukongeagtig ud. Hun siger: ”Hun er ikke, som De tror, Deres Majestæt.”

    ”Sludder og vrøvl,” siger fekongen. ”Elverne har altid været onde og vil altid være det.”

    ”Nej! Elverne er lige så meget imod dæmonerne som vi er. Dæmonerne har bare… narret os igennem al den tid. Olivia er lige så god som jeg er. Hun har reddet mit liv adskillige gange.”

    ”Jamen du… du sagde, at hun mishandlede de dyr, hun burde være vogter af.”

    ”Ja…” siger jeg. Alle glor på mig. ”Det var lidt for sjov. Det var ikke… rigtigt, bare for at drille.”

    Almana ser helt flippet ud, ryster over det hele er nervøsitet, udmærket godt klar over, at jeg er på den.

    ”Okaaaay,” siger dæmonkongen. ”Hvad med ræven?” Han peger på Abino. ”Jeg vil høre det fra dens side. Hvor er dyrefeen?”

    Dyrefeen bliver tilkaldt. Somme tider ville det være fedt at være fe, tror jeg, de har alle superkræfter, der er helt unikke, ikke ligesom elvere, hvor kun os fire Ædelstenselvere kan magi. Dyrefeen snakker med Abino, som jeg selvrfølgelig forstår alt om. Han fortæller hende om hvordan det hele hænger sammen, helt oprigtigt. Hun rejser sig efter forklaringen op og genfortæller det til dæmonen.

    ”Så… elvere er ikke onde?” spørger fekongen.

    ”Har aldrig været det,” siger dyrefeen.

    ”Åh… jamen så…” Fekongen klør sig i nakken. ”Jamen så er Rubinelveren her jo helt til at stole på. Hun er… så er hun jo en helt. Hun kan bo her og spise vores mad i så lang tid, hun lyster.

 

Og sådan bliver det altså.

    Dagene, ugerne, månederne går. Jeg bor på feslottet og spiser deres enormt gode mad, sover under deres tag og bruger en masse tid sammen med Almana. Det føles som at være på stand-by, hele verden udenfor står stille udenfor dette slot. Min mor er ikke ude af sit gode skind af bekymring, og de andre Ædelstenselvere har sikkert ikke engang bemærket mit fravær. Alt er bare… perfekt.

    Vi passerer oven i købet min fjortenårs fødselsdag. Dagen fejrer vi med en gigantisk fest. Sådan en fest har jeg ikke været til siden min moster og onkel holdt sølvbryllup, det er helt vildt. Gad vide, om de holder den slags fester hver gang nogen fylder år?

    Almana og jeg er nærmest sammen døgnet rundt. Hun er nærmest som min bedste veninde nu, vi kommer ikke op og skændes og vi er enige om alt, elsker at lave det samme. Hun viser sig også at have en god sangstemme, og hun elsker tilmed at synge. Vi ender med at sidde og synge tonsvis af sange sammen.

    Men til sidst, da sommeren er ved at presse sig på, begynder jeg at få mere og mere hjemve, jeg sidder i mit værelsesvindue og ser ud på skoven, der bliver grønnere og grønnere for hver dag. Jeg må se at komme hjem.

    Almana kommer indenfor. ”Du sagde, at jeg skulle komme.”

    Jeg hopper ned fra vinduet. ”Jeg… jeg har et hjem at komme hjem til.”

    ”Tager du… hjem nu?”

    ”Ja… jeg bliver nødt til det. Jeg har jo en hysterisk menneskemor. Hun er ikke engang klar over, at jeg er en elver – eller Rubinelver.”

    ”Wow, hun må være ved at gå ud af sit gode skind af bekymring.”

    ”Ja… og de andre Ædelstenselvere, de er sikkert også ret bekymrede. Jeg bliver nødt til at tage af sted.”

    Sådan bliver det altså. Jeg får fat på Abino og hiver ham med af sted. Vi får en masse holdbar mad med til hjemturen. Jeg siger farvel til Almana, det er ikke til at sige, hvor lang tid, det vil tage, før vi ses igen. Derefter går jeg.

 

Hjemturen tager en evighed, endnu længere tid, når det er alene. Jeg flyver ikke, jeg går bare med Abino med min side, og han siger ikke så meget, foretrækker bare at gå for sig selv. Jeg kan heller ikke lade være med at gå og være lidt spændt på, hvad der vil ske, når jeg komme hjem. Hvordan alle vil tage det.

    Og den skaldede nar. Ham, der slog min far ihjel. Jeg… jeg bliver nødt til at finde ham… han er sikkert stadig lærer på skolen.

    Men jeg har ikke haft syn om min far i lang tid. Selvfølgelig er der kommet en del små klip fra fortiden. Måske er det, fordi jeg ikke har tænkt så meget på ham. Der har været vigtigere ting at tænke på.

    Omsider når jeg til skistedet.

    Jeg står i ly fra træerne, betragter hytten. De er der jo nok ikke mere, sikkert taget hjem for lidt, men alligevel føler jeg, at jeg er nået frem til mit mål: Menneskeverdenen. Jeg tager rubinen af, putter den i lommen. Nu ligner jeg ethvert andet menneske.

    Jeg skal til at tage et skridt frem, da en eller anden lægger sin arm mod min hals, presser mig ind mod sig. Jeg får det største chok ever.

    ”Jeg tror bare, at du kommer med mig.”

    Det er løgn… det er simpelthen løgn… Nu?!

    Den skaldede nar tager rubinen op af min lomme. ”Du var godt nok længe om at nå frem, det må jeg sige.”

                 ”Jeg… jeg…” Jeg vil enormt gerne sige et eller andet, men sandheden er, at jeg ikke har et ord at sige. Hvad… hvad vil der nu ske?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...