Ædelstenselverne - Det lille hus

Mit navn er Olivia. Jeg er tretten år og er Rubinelveren. Mine bedste veninder Solstråle og Sofie er Smaragdelveren og Safirelveren. Min lillesøster er Ametystelveren. Sammen er vi Ædelstenselverne. Min far er død, for lang tid siden, og min mor er bare den uvidende kvinde, der vist nok begynder at være lidt urolig for Emily og mig. Egentlig er det idéen, at vi skal ud og kæmpe mod dæmonkongen, men… øh… det er lidt svært, fordi der er dukket denne her pige op… og øh… hun viser sig ligesom at være fe. Og Solstråle siger, at feer HADER elvere. Så nu skal vi til at bekymre os om dem… de vil nemlig gerne slå os ihjel, fordi de tror, at vi har rottet os sammen med dæmonkongen selvom jeg faktisk har vendt op og ned på hele mit liv for at vælte ham! Hallo, hvad sker der lige for dem?!
Ham den skaldede nar… har han overhovedet et navn? ... jager mig stadig som en besat galning. Jeg begynder konstant at få flashbacks og... ting bliver mere og mere forvirrende...

7Likes
21Kommentarer
1381Visninger
AA

14. Fanget igen

”Jeg er sulten,” jamrer Abino sig.

    Vi sidder alle tre ved et vandløb, som ender ved et smalt vandfald, der ikke ser så farligt ud fra, hvor vi sidder, men jeg er gået hen og tjekket. Der er ret langt ned. Jeg er bare glad for, at vi alle har vinger – undtagen Abino selvfølgelig.

    ”Hvad siger den nu?” spørger Almana irriteret og puster til noget af sit hår. Vi er alle sultne, og Abino er kommet med klagelyde de sidste mange timer.

    ”Han er bare sulten,” svarer jeg. Hun sukker.

    ”Jeg vil også ha’ mad! Hvor finder man sådan noget henne?!”

    ”Hvor skulle jeg vide det fra? Jeg er jo for helvede vokset op i en storby.”

    Vi glor intenst på hinanden, så der nærmest slår gnister fra øje til øje.

    ”Hvad vej skal vi egentlig?” spørger jeg så i et forsøg på at skifte emne.

    ”Aner det ikke,” siger Almana, stadig i en lige så irriteret tone.

    ”Hvad mener du med, at du ikke ved det? Har du ikke tjek på den slags ting?”

    Almana rejser sig arrigt op. ”Jeg er fuldblodsfe! Jeg er ikke opvokset på Jorden, hvor man bare kan tænde en computer og gå på google! Sådan noget har vi ikke! Her bliver vi nødt til SELV at finde vejen!”

    Jeg snerrer arrigt ud i luften. Hun er simpelthen for meget. Hvad forventer hun? At jeg, bare fordi jeg er vokset op på Jorden, bare kan hive en computer frem og gå på google maps midt ude i ødemarken? HVEM forventer den slags? Feer er simpelthen for tåbelige.

    ”Jeg går ud og finder noget mad,” siger jeg og hopper over vandløbet og går ind imellem træerne, har bare brug for at komme væk fra hende.

    Da jeg er kommet et stykke væk sætter jeg mig ned i det bløde græs og sidder og brummer arrigt. Det får en masse små tornebuske til at blomstre op af jorden. Det er så da, at jeg får en idé. Jeg går hen til et træ og lægger en hånd på det. Lukker mine øjne. Først siger det ikke noget, men så, da jeg stille begynder at synge en lille sang, er det, som om det faktisk taler til mig. Det fortæller mig på sådan en underlig fornemmende måde, hvad vej, vi skal gå. Vi skal igennem en eller anden grotte i bjergene ret forude, og så ellers bare gå imod horisonten, så kommer vi til de is, hvor der til sidst vil dukke en portal op.

    Jeg fjerner hånden fra træet og smiler for mig selv. Det lettede da. Jeg kigger mig omkring og får øje på bjergene et stykke væk. Det vil måske tage nogle dage at komme dertil, men så heller ikke længere.

    Så hører jeg Almana skrige forskrækket. Jeg sætter i løb mod vandløbet, hvor vi har slået lejr.

    Der ser jeg dæmonerne fra før, dem, som vi fik overbevist om, at vi selv var dæmoner. Almana ligge i vandløbet, drivvåd til halsen, er vist blev skubbet i af dæmonen, der står nærmest.

    ”Hvad har I gang i?!” skriger jeg, prøver at lyde, som om det her er grotesk.

    Anføreren går helt hen til Almana, der ser helt forskrækket ud. Hun får rejst sig op og blafrer lidt med insektvingerne, men de er så våde, at de ikke kan flyve. Et evigt feproblem.

    ”Hvor dumme tror I, at vi er?” spørger han, henvendt til Almana. ”Overkommandanten stjal feernes hellige sten fra en vis fe for et stykke tid siden. Vi har vidst det hele tiden! Tror I helt seriøst, at vi ville hoppe på noget så idiotisk som det trick, I fandt på?!” Så kigger han over på mig. ”Og du er Rubinelveren – er et med dyrene, så du kunne komme til at ligne en dæmon!”

    Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal sige. Jeg syntes også, at det gik rimelig let, da vi snørede dem. Nu giver det også mening. De må have fulgt efter os lige siden vi forlod deres lejr.

    Jeg kan ikke komme frem til andet end at slås mod dem, så jeg løber hen imod ham, men han løfter en hånd, og pludselig bliver jeg skubbet bagud af en enorm kraft. Jeg er ved at ramme et træ, men træet bukker sig automatisk forover og griber mig med sin bløde trækrone, så jeg ikke kommer noget til.

    ”Hvad fanden…?” siger anføreren og glor på mig. De andre glor også.

    Jeg smiler af dem, det føles som en lille sejr at gøre noget, som kan få dem til at måbe.

    Så opdager jeg, at Almana er lige på renden til at falde ud over vandfaldet, holder godt fast i en sten, der sidder fast. Anføreren fik vist også skubbet lidt til hende.

    ”Almana!” råber jeg og løber hen imod hende så hurtigt jeg kan, tæt forfulgt af nogle flyvende dæmoner. Jeg standser op et kort øjeblik, manipulerer nogle krager til at flyve i hovedet på dem og kradse og rive i dem, så de bliver mere beskæftiget af dem end af mig. Jeg når hen til Almana og prøver at hjælpe hende op.

    ”Brug dog dine syrede naturkræfter!” skriger hun hysterisk.

    ”Jeg…” Jeg prøver, men der sker intet. ”Jeg… jeg kan ikke altid styre det. Bare hold fast!”

    Jeg får med stort besvær hevet hende op i sikkerhed. Hun prøver igen at få sine vinger til at virke.

    ”Pis…” mumler hun.

    I det samme får vi igen et stort magisk stød imod os og bliver skubbet bagud. Jeg når lige at gribe fat i stenen, men Almana når ikke at gribe fat i noget før hun falder ud over afgrunden.

    Jeg laver hurtigt nogle ørnevinger og flyver ned efter hende, griber hende, inden hun når at ramme jorden dernede.

    Imens vi flyver op langs vandfaldet, rækker Almana sin hånd ud og rører lidt i luften med den. Vandet, der løber ned langs vandfaldet, begynder at samle sig i en stor klump, der begynder at drive i den modsatte retning, op ad vandfaldet i stedet for ned. Det samler mere og mere vand og er til sidst kæmpestort. Da vi er helt oppe, laver hun et ordentligt ryk med sin hånd, så hele vandboblen nærmest sprænger udover dæmonerne. Den rammer bare også os, og mine kræfter er i forvejen sluppet op, så vi falder ned på jorden, drivvåde begge to.

    ”Det var ikke særlig smart,” siger jeg surt.

    ”Undskyld,” siger Almana, nærmest hjælpeløst.

    ”Det gør ikke noget, vi… vi bliver nødt til at finde på et eller andet.”

    ”Hvad… hvad skal vi gøre?”

    ”Det ved jeg ikke. Hvor er ræven henne?” Jeg kan ikke lade være med at tænke på Abino, der praktisk talt er lavet af ild. Hvor mon han er blevet af. Så får jeg øje på ham. Han ligger i vandløbet, er blevet blå, bogstavelig talt, og hans hale ligner en vandboble.

    ”Abino!” siger jeg forskrækket. Han vender sig om mod mig. ”Kan du skifte element?!”

    ”Ja!” siger han. ”Er det ikke over sejt?”

    Jeg nikker stumt.

    ”Den ræv er simpelthen for viderekomne,” mumler Almana. Det er jeg kun enig i.

    Dæmonerne ovre på den anden side af vandløbet er ved at komme til bevidsthed igen oven på den slemme oplevelse. Jeg kæmper mig selv op og stå. Mine ben ryster nærmest. Almana får sat sig op. Det krævede enormt meget kraft for os begge to at flyve op ad det vandfald og samle den kæmpe vandklump. Det kræver ret så meget at flyve med dobbeltvægt.

    ”For fanden da!” råber anføreren. ”Fang dem! Dræb dem!”

    De dæmoner, der er på benene, letter fra jorden og begynder at flyve hen imod os. Almana gør intet, og jeg kan ikke samle kræfter til at gøre noget. Det eneste, jeg kan komme på lige nu, det er at skrige.

    Så jeg skriger i ren panik, og netop i det øjeblik samler al jorden sig foran Almana og jeg sig til en stor mur af sten, der buer sig ind over os, så vi er beskyttet mod dæmonerne, der skyder på den med alle deres kræfter, men den ser ud til at holde.

    ”Hvad er det dér, du gør?!” spørger Almana.

    ”Jeg ved det ærlig talt ikke,” svarer jeg. ”Jeg… jeg aner ikke, hvad det er, hvorfor jeg kan det dér.”

    ”Hvad skal du gøre for at… få det til at ske?”

    ”Bede om hjælp… eller skrige i panik… måske. Jeg ved det ikke.”

    ”Prøv at bede om hjælp! Måske kan vi få de dæmoner langt væk ved hjælp af et giga jordskælv!”

    ”Okay…” siger jeg tvivlende. Men jeg prøver alligevel at lave en ordentlig beder. ”Øh… jord, hjælp os, virkelig, hjælp os. HJÆLP OS!”

    Jorden begynder at ryste kraftigt. Vores mur braser sammen på grund af det, men det gør ikke noget, for jorden ryster så meget, at den sender en enorm jordbølge af sted mod dæmonerne, der bare bliver større og større. Til sidst er den en tsunami i jordversion. De bliver nødt til at flygte fra den i den modsatte retning af os. Den mulighed benytter vi til at bruge vores sidste kræfter på at flygte.

 

De fik tydeligvis andet at tænke på, for vi er ikke blevet jagtet mere i dag. Det er nu nogle dage efter, og vi er kommet til grotten i bjergene. Der sætter vi os, falder næsten døde om af udmattelse, har nærmest ikke stoppet op siden vi blev jagtet af frygt for at blive indhentet.

    ”Olivia,” hvisker Almanas trætte stemme i mørket.

    ”Ja…”

    ”Hvis vi… skal klare det her, bør vi måske lade være med at hakke på hinanden dagen lang.”

    ”Det har du nok ret i.” Jeg gider heller ikke være sur på hende mere. ”Skal vi ikke bare… glemme at du troede, at jeg var ond, og at jeg lod, som om jeg faktisk VAR ond?”

    ”Jo… skal vi ikke bare det…”

    Det er det sidste, vi siger til hinanden, før vi falder i søvn sekundet efter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...