Ædelstenselverne - Det lille hus

Mit navn er Olivia. Jeg er tretten år og er Rubinelveren. Mine bedste veninder Solstråle og Sofie er Smaragdelveren og Safirelveren. Min lillesøster er Ametystelveren. Sammen er vi Ædelstenselverne. Min far er død, for lang tid siden, og min mor er bare den uvidende kvinde, der vist nok begynder at være lidt urolig for Emily og mig. Egentlig er det idéen, at vi skal ud og kæmpe mod dæmonkongen, men… øh… det er lidt svært, fordi der er dukket denne her pige op… og øh… hun viser sig ligesom at være fe. Og Solstråle siger, at feer HADER elvere. Så nu skal vi til at bekymre os om dem… de vil nemlig gerne slå os ihjel, fordi de tror, at vi har rottet os sammen med dæmonkongen selvom jeg faktisk har vendt op og ned på hele mit liv for at vælte ham! Hallo, hvad sker der lige for dem?!
Ham den skaldede nar… har han overhovedet et navn? ... jager mig stadig som en besat galning. Jeg begynder konstant at få flashbacks og... ting bliver mere og mere forvirrende...

7Likes
21Kommentarer
1396Visninger
AA

13. Elver og fe

Yay, kapitel ^^ 

 

Der er gået mange dage efterhånden, over en uge. En uge, hvor Almana og jeg bare har bevæget os op over bjergene, op mod det kolde nord, hvor portalen til den anden verden befinder sig.

    Meget af tiden flyver vi, fordi det er hurtigere. Abino nægter at lade os ude af syne, så ham holder jeg i min favn, mens vi bevæger os i luften.

    Man kan ikke ligefrem sige, at vi er perlevenner nu. Almana og jeg taler ikke specielt sammen under rejsen, vi kender stadig hinanden som fjender og vil sikkert altid gøre det.

    Hvor jeg dog glæder mig til vi når derhen, til vi finder den skaldede nar, så jeg kan finde ud af, hvorfor han slog min far ihjel. Almana tænker selvfølgelig kun på sin dumme sten.

    ”Den er mere værdifuld end du kan forestille dig!” siger hun, hver gang jeg undrer mig. ”Den indeholder al kraft, en fe kan have. Og den var mit ansvar! Du forstår det ikke, du er ikke en fe, så hold mund og flyv!”

    Abino og jeg veksler blikke hver gang, skal anstrenge os for ikke at grine.

    Hver aften flyver vi ned på jorden og slår lejr for natten. Det er typisk bare et bål og… os. Jeg plejer som regel at forvandle mig til et eller andet blødt pelset dyr, der sagtens kan holde varmen i vinterkulden uden at ligge i læ for noget ved hjælp af en hule eller måske et tæppe. Abino har ingen problemer. Hans hale er jo nærmest lavet af ild, så han har rigeligt med varme i den. Almana ligger typisk og fryser natten lang, og jeg er stadig for irriteret på hende til at lade hende dele pels med mig.

 

En af dagene.

    ”Hvad… hvad skal du egentlig med ham den skaldede nar?” spørger Almana, mens vi slukker bålet og skal til at lette.

    ”Manden slog min far ihjel. Jeg vil vide hvorfor.”

    ”Hvornår gjorde han det? For… nogle måneder siden?”

    ”Jeg var ret lille.”

    ”Men…”

    ”Vi er ikke allierede, din dumme fe! Hvornår går det op for dig? Vi har aldrig været allierede, og jeg har aldrig nogensinde troet det. Jeg har hadet ham siden jeg mødte ham, og han har jagtet mig som om jeg var hans lille legetøj. Dæmonerne er vores fælles fjende.”

    Almana står dér, tavs og stirrende skævt ned i jorden. Jeg gider heller ikke se på hende, så jeg vender mig om for at vække Abino, der endnu ikke har rørt sig for at bevæge sig. Utroligt, så meget magiske ræve kan sove. Sover almindelige ræve også så meget?

    Vi beslutter os for at gå det første stykke, jeg føler mig øm i vingerne, hver gang jeg tager dem frem, og Almanas tynde insektvinger er også godt trætte. Det er også evigheder siden vi sidst har brugt benene ordentligt.

    Pludselig, imens vi går dér i tavshed, trækker Almana mig i albuen og hiver mig ind i krattet, hvor vi er godt skjult.

    ”Hvad fanden -?!”

    Almana tysser på mig. Abino er smart nok til selv at krybe ind til os. Vi sidder alle tre dér blandt bladene og grenene, venter på, at der skal være en eller anden grund til, at vi blev trukket så pludseligt væk fra vejen.

    Og så ser jeg dem. En hel masse fødder, bare og beklædte, der går forbi på den vej, vi var på for blot ti sekunder siden.

    ”Hvem er de?” hvisker jeg, da de ikke er så farligt tæt på.

    ”Det er dæmoner,” svarer Almana og rynker næsen en lille smule. ”Jeg kunne lugte det.”

    ”Øh… er du en hund eller er du en fe?”

    ”Hold kæft.” Almana kravler ud af vores skjul og stiller sig på stien, kigger efter dæmonerne. ”Bør vi undgå dem?”

    Jeg kravler ud lige efter hende og stiller mig ved siden af hende. ”Er der en chance for, at den skaldede nar er dér, hvor de går hen?”

    ”Måske.”

    ”Så bliver vi jo nok nødt til at gå efter dem.”

    Almana sukker. ”Okay, men vi må gå ret langt bag dem.”

 

Så det gør vi. Vi går nogle kilometer bag dem, og jeg fornemmer hele tiden i jorden, at de er foran os, og hvilken vej, de går. De drejer enormt mange gange, så jeg er ret sikker på, at vi kommer helt vildt meget ud af kurs. Det her har bare at give pote.       

    Tiden trækker ud, det bliver nat, og Almana og jeg lægger os til at sove, bare uden bål denne gang. Jeg falder i søvn med det samme.

 

Jeg sidder i min seng i min natkjole med de korte ben dinglende ud over kanten. Jeg er ret utålmodig. Nu må han da snart komme. Jeg vil sove! Og han ved, at jeg ikke kan sove før jeg får min godnathistorie.

     ”Far!” råber jeg ud i luften, kan ikke vente længere.

     ”Jeg kommer, Olivia,” lyder fars stemme udenfor værelset. Et minuts tid kommer han ind ad min dør, lukker den efter sig. Jeg smiler stort.

     ”Det tog virkelig lang tid, far.” Jeg løber ham i møde og nærmest springer på ham i en stor omfavnelse.

     ”Det er jeg ked af, Olivia, men du ved jo, hvordan det er.”

     ”Ja.”

     Vi sætter os hen til min seng, eller rettere, han sætter mig ned på sengen for så derefter selv at sætte sig. ”Ned under dynen, skat.”

     ”Okay, far.” Jeg lægger mig under dynen, trækker den helt hen op over min hage, lige op til min næse.

     ”Hvad for en historie, vil du gerne høre, Olivia?” spørger han mig med sin sædvanlige fortællerstemme.

     ”Kan du ikke fortælle om, hvad du har lavet i dag? Om hvad du har lavet sammen med Eventyrdronningen?”

     ”Eventyrdronningen? Er det, hvad du kalder hende nu?”

     ”Jamen jeg kan ikke finde ud af at sige det ord! Eller! Det er helt vildt svært at sige, far!”

     ”Det er det da ikke, gentag bare efter mig: ElVer. Der skal være et ”V” midt inde i ordet.”

     ”Ellllver. Hey, jeg sagde det!”

     ”Ja, det gjorde du. Det er da ikke så svært, er det?”

     ”Nej.” Jeg sætter mig op og omfavner ham. Han stryger mig i håret. ”Far?”

     ”Ja?”

     ”Bliver jeg en elllver, når jeg bliver stor? Ligesom dig?”

     ”Måske, det er jo ikke til at vide.”

     ”Jeg vil være præcis ligesom dig, når jeg bliver stor. Du er fantastisk, far.”

     Han ler sin dejlige varme latter. ”Vær du hellere bare dig selv, så løser alt sig nok.”

     ”Tror du det?”

     ”Ja, da.”

     ”Men… er det muligt at jeg kan blive elver? Mor er jo et menneske.”

     ”Du kan jo være en halvelver.”

     ”Hvad er det?”

     ”Det vil sige, at du helt selv kan bestemme, hvad du vil være.”

     ”DET vil jeg være, far! Jeg vil være en halvelver. Det lyder så magisk, ligesom rubinen i min drøm. Den er nemlig også magisk.”

     ”Hvad for en rubin?” Far lyder en anelse undrende nu.

     ”Den i min drøm. Jeg er sammen med den hver nat, det er min rubin. Og jeg kan føle magien omkring mig! Den forvandler mig til en elver, gør mig ligesom dig, den opfylder ønsker, far, ligesom en lampeånd.”

     Nu ler han igen. ”Det tvivler jeg ikke på. Nå, men nu må du lægge dig ned, så du kan drømme om din ”Lampeånd”.”

     ”Okay, far.” Jeg kryber ned under dynen igen og lægger mig til at sove. Kan høre ham lukke døren.

 

Jeg vågner med et sæt.

    Det første, jeg tænker, er drømmen, jeg lige har haft. Jeg ved ikke, om det bare er en drøm, et minde, eller noget, jeg måske forestiller mig kunne være et emne. Det er den første ting.

    Den anden ting er ”shit”. For gæt lige, hvordan jeg vågnede! Jeg blev prikket til af et spyd, båret af en dæmon. Almana, jeg og Abino er total omringet af ondsindede dæmoner.

    De tager os op, binder os fast og fører os af sted. Vi kommer til deres lejr, hvor de har slået en masse telte op. Jeg kan ikke lade være med at glo efter den skaldede nar hele tiden. Han må da være her!

    Vi bliver ført op til en sort dæmon, der vel må være deres anfører. Han ser først på os helt almindeligt, så hæver han det ene øjenbryn, for så derefter at måbe af os. Jeg hæver mit ene øjenbryn mindst lige så meget som han gør.

    ”Er det en fe og en elver sammen?”

    En af dæmonerne skal til at svare, men Almana kommer ham i forkøbet:

    ”Nej, din idiot! Er du total åndssvag?”

    Alle stirrer bare på hende, jeg har også lyst til det, men lader være, da jeg fornemmer, at hun har et eller andet for, og det vil sikkert bare ødelægge det hele, at jeg stirrer på hende som enhver idiot.

    ”Hvad sagde du?” siger ham anføreren, helt forskrækket, som om han er ved at få et hjerteanfald.

    ”Vi er dæmoner, tænk, at I ikke kunne kende os! Det er jo… det er grotesk!”

    ”Hvad snakker du om, lille fe?”

    ”Hvis du kalder mig ”lille fe” en gang til, så får du én på tiden, om du så end er min chef eller ej! Vi er dæmoner, forklædt som fe og elvere. Har du måske nogensinde set en fe og en elver indenfor en kilometers afstand af hinanden? Vi har arbejde undercover hos elverne og feerne! Vidste I ikke det?! Er I virkelig sådan nogen idioter?”

    ”Hey, hey, ikke så sur… men hvis du er en dæmon, så vil jeg gerne se dig forvandle dig tilbage.”

    ”Ja, men det kan du ikke komme til!”

    ”Hvorfor ikke?”

    ”Det troede jeg, at DU vidste! Det var jer, der stjal min forvandlingssten! Det hele er gået i kuk, fordi I tog den, mens jeg var forvandlet til en fe, nu er jeg FANGET i denne her form! Må jeg så LIGE bede om den igen?”

    ”Jamen… vi… vi har den ikke. Men jeg vil også se hende forvandle sig så!” Han peger på mig. Jeg stivner og kan kun tænke: ”Hvad fanden skal jeg gøre??”. Almana er også tavs i nogle sekunder, venter vel bare på, at jeg skal gøre noget.

    Jeg ved, at jeg snart er tvunget til at tage min rubin af, så jeg automatisk vil blive et menneske, og mennesker kan ikke udgive sig for at være dæmoner. Men så kommer jeg på en idé.

    ”Fint,” siger jeg, ryster næsten ikke i stemmen. Jeg tager om min rubin og trækker den af. I det ene sekund, hvor mit hår og mine øjne skifter farve, mit tøj går fra elverdesign til menneskedesign, og mine ører presser sig ind til menneskeører, der laver jeg nogle flagermusevinger ud af ryggen og laver lange kløer ud af mine tæer og fingre. Jeg laver hugtænder i min mund, og min hud bliver mørkere i det.

    Alle stirrer tavst på mig i lidt tid, men så nikker anføreren anerkendende. ”I må undskylde behandlingen, nu skal jeg nok give jer et telt.”

    ”Glem det, vi skal videre, op til portalen, hvor vi skal mødes med en dæmon… hvad var det nu, han hed?” Almana glor sandfærdigt spørgende på mig. Jeg trækker på skuldrene.

    ”Nårh… øh… kunne I beskrive ham?” spørger anføreren. Vi beskriver ham som en stor grim type med ar i fjæset og uden hår på hovedet. ”Nårh ja, ham. Ja, han er på vej op til portalen. Håber, at I snart finder jeres forvandlingssten. Ingen har lyst til at være fe for evigt.” Det griner de alle sammen mægtig meget af.

    Vi takker sandfærdigt. Jeg tager rubinen på igen, så jeg bliver til en almindelig elver igen. Derefter skynder vi os væk i en hulens fart. Abino slutter sig til os, da vi er et stykke væk fra lejren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...