Ædelstenselverne - Det lille hus

Mit navn er Olivia. Jeg er tretten år og er Rubinelveren. Mine bedste veninder Solstråle og Sofie er Smaragdelveren og Safirelveren. Min lillesøster er Ametystelveren. Sammen er vi Ædelstenselverne. Min far er død, for lang tid siden, og min mor er bare den uvidende kvinde, der vist nok begynder at være lidt urolig for Emily og mig. Egentlig er det idéen, at vi skal ud og kæmpe mod dæmonkongen, men… øh… det er lidt svært, fordi der er dukket denne her pige op… og øh… hun viser sig ligesom at være fe. Og Solstråle siger, at feer HADER elvere. Så nu skal vi til at bekymre os om dem… de vil nemlig gerne slå os ihjel, fordi de tror, at vi har rottet os sammen med dæmonkongen selvom jeg faktisk har vendt op og ned på hele mit liv for at vælte ham! Hallo, hvad sker der lige for dem?!
Ham den skaldede nar… har han overhovedet et navn? ... jager mig stadig som en besat galning. Jeg begynder konstant at få flashbacks og... ting bliver mere og mere forvirrende...

7Likes
21Kommentarer
1488Visninger
AA

18. Det lille hus

 

Hvor er jeg dog træt af at gå.

    Jeg… jeg har gået hele vejen hen til en base, der ligger så langt nordpå, at kun færreste gider GÅ dertil, men jeg skulle absolut være en af de få, der var så desperate, at de gjorde det.

    Jeg har gået fra et feslot, der ligger næsten lige så langt væk og så tilbage til dér, hvor jeg startede.

    Og nu er jeg så på vej mod portalen, der ligger LÆNGERE nordpå end basen, meget længere.

    Den skaldede nar har mig, og han har min rubin. Jeg er helt alene og i min ubrugelige menneskeform. Abino er her ikke, han stak af, da han havde chancen. I det mindste har den skaldede nar ikke portalstenen på grund af det.

    Jeg går bare lige bag ham i det lange geled af dæmoner, der alle er større og stærkere end mig. Og der er intet, jeg kan gøre, for at redde mig selv i denne situation. Jeg er virkelig total lost…

     ”Pjækkede du for skolehjemsamtalerne?” spørger jeg ham, som det første, jeg siger til ham på hele turen.

    ”Jeg sagde op,” svarer han, som om vi er to bekendte, der bare snakker helt almindeligt sammen.

    ”Nå…” Jeg kan ikke rigtig lyde interesseret eller den mindste smule engageret… jeg føler mig bare lost.

    Vi er helt oppe i norden, hvor der er sne og is og giga snestorm, og det eneste, jeg har til at varme mig, er min dumme vinterjakke, der bare overhovedet ikke er tyk nok til denne her kulde. Hvad temperatur er det -1000 grader??

 

To dage senere når vi til det lille hus.

    Egentlig går vi bare forbi det. Jeg går dér bag den skaldede nar og omfavner mig selv for at holde på kulden. Mine fingre fryser mere, end det burde kunne lade sig gøre. Jeg puster på mine fingre.

    En mund puster på mine forfrosne fingre, mens min handske er drivvåd (Den faldt ned i sneen og er nu ikke varmere end en isterning).

     ”Vi er der snart Olivia, bare hold ud lidt endnu.”

     ”Okay, far.”

     Jeg ignorerer mindet og propper min hånd ned i lommen, fryser af helvede til.

    Kan så se noget i snestormen, en lille bygning. Efterhånden, som vi kommer tættere på, kan jeg se, hvordan et lille bitte hus, nærmest et skur, kommer til synes.

    ”Så, nu er vi her,” siger han og stopper slæden.

     ”Er det dér, far?” spørger jeg og peger hen imod skuret, tror ikke mine egne øjne.

     ”Jep, lige dér. Kom med.”

     Vi passerer det lille hus. Jeg drejer nakken halvfems grader og stirrer tilbage på det lille hus. Så stopper jeg op. Da den skaldede nar opdager det, standser han også og stirrer på mig. ”Hvad?”

    ”Det…” Jeg stirrer på huset, synes pludselig, at det virker helt usandsynligt bekendt. ”Jeg… det er ikke noget.” Så går jeg videre, og de andre fortsætter også.

    Rubinen ligger i min hånd, snestormen raser omkring den, gør den helt våd, da snefnuggene rammer den glatte overflade. Jeg puster til den, gnubber den i min jakke.

     ”Den er din, Olivia.”

     Så husker jeg det. Min drøm… rubinen, der først ser ud, som om den svæver i en snestorm, for så derefter at ligge i vandet. Jeg bremser op igen. Stirrer ud i luften. Jeg har altid undret mig over det…

    ”Nej! Olivia!!”

     Fars stemme… far…

    Så sætter jeg i løb, vender om, løber mod det lille hus. Dæmonerne når ikke at bremse mig, før jeg er ude af deres rækkevidde.

    Jeg løber ind ad den åbne døråbning, stiller mig midt på gulvet.

    Her er intet, bare tomt, en lille briks, men ellers intet… men alligevel… er her så meget.

    Jeg… jeg… jeg kan huske alt nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...