Ædelstenselverne - Det lille hus

Mit navn er Olivia. Jeg er tretten år og er Rubinelveren. Mine bedste veninder Solstråle og Sofie er Smaragdelveren og Safirelveren. Min lillesøster er Ametystelveren. Sammen er vi Ædelstenselverne. Min far er død, for lang tid siden, og min mor er bare den uvidende kvinde, der vist nok begynder at være lidt urolig for Emily og mig. Egentlig er det idéen, at vi skal ud og kæmpe mod dæmonkongen, men… øh… det er lidt svært, fordi der er dukket denne her pige op… og øh… hun viser sig ligesom at være fe. Og Solstråle siger, at feer HADER elvere. Så nu skal vi til at bekymre os om dem… de vil nemlig gerne slå os ihjel, fordi de tror, at vi har rottet os sammen med dæmonkongen selvom jeg faktisk har vendt op og ned på hele mit liv for at vælte ham! Hallo, hvad sker der lige for dem?!
Ham den skaldede nar… har han overhovedet et navn? ... jager mig stadig som en besat galning. Jeg begynder konstant at få flashbacks og... ting bliver mere og mere forvirrende...

7Likes
21Kommentarer
1494Visninger
AA

19. Det endelige flashback

 

Jeg spæner ud fra mit værelse i skihytten og ud i den lille stue, hvor mor sidder muggen i sofaen sammen med lille Emily, og far er ved at tage jakke på.

     ”Går vi nu?” spørger jeg ivrigt.

     ”Ja,” siger far. ”Vi går nu. Eller… lige så snart din mor vil komme over sig selv.

     ”Jeg er helt rolig,” siger mor, ikke særlig overbevisende. ”Det er da også bare helt sikkert at tage helt op i norden, hvor der er iskoldt og sne og is overalt.”

     ”Det lyder da sejt, mor,” siger jeg bare, kan næsten ikke vente.

     ”Jamen så er det afgjort,” siger far og løfter mig op. Han har elverører lige nu og smiler tandsmil til mig. Jeg kan næsten ikke sidde stille i hans favn, så spændt er jeg.

     ”Men vil det ikke tage lang tid?” spørger mor.

     ”Nej, nok tre dage, vi har jo min snescooter, og jeg kender en genvej.”

     ”Javel.”

     Far tager mig ned igen og går ud af døren. Snescooteren holder udenfor. Jeg sætter mig straks i den, mens far siger farvel til mor.

     ”Du har bare at komme tilbage med hende meget snart,” siger mor. ”Hun er det eneste barn, jeg har.”

     ”Du har da også Emily, kære,” siger far med et lille smil og giver hende et kys på kinden.

     ”Ja, men hun er jo ikke…” Mor himler med øjnene og smiler svagt. ”Du ved, hvad jeg mener.”

     Far nikker let og sætter sig også i snescooteren.

     ”Men seriøst, jeg forlanger skilsmisse, hvis du ikke får hende sikkert med tilbage, og det mener jeg!”

     ”Uha,” siger far, stadig smilende. Jeg griner. Mor er simpelthen så sjov.

     Så kører vi.

 

Der går nogle dage, hvor vi bare kører. Til sidst må vi standse, fordi jeg taber min handske i sneen.

     ”Far!”

     ”Ja, ja.” Far går hen og samler handsken op. Den er drivvåd nu. Han sukker. ”Det er ikke så heldigt.”

     ”Har vi ikke flere med, far?” spørger jeg. Han ryster på hovedet. Jeg ser ned på mine fingre, der er iskolde nu. Jeg knytter hånden, ryster af kulde. Han går hen, tager min hånd op og puster til fingrene.

     ”Jeg fryser, far…”

     ”Vi er der snart, Olivia, bare hold ud lidt endnu.”

     ”Okay, far.” Jeg ved ikke, om jeg kan klare det så meget længere. Denne kulde er da også bare… kold.

     Nogle timer senere når vi frem til det lille hus. Far stiger af scooteren. ”Så, nu er vi her,” siger han.

     ”Er det dér, far?” spørger jeg og peger hen imod skuret, tror ikke mine egne øjne.

     ”Jep, lige dér. Kom med.” Han rækker hånden ud efter min. Jeg tager den og stiger selv af scooteren. Han går med mig ind i det lille skur.

     Der er læ derinde, det føles rart, selvom her også er vildt koldt. Jeg sætter mig på briksen og ser rundt, kan ikke se noget, der er interessant herinde. ”Hvad… hvad skal vi her?”

     Han sætter sig ved siden af mig. ”Jeg har taget dig med hertil, Olivia, fordi jeg har fundet ud af, at du også er elver.”

     ”Virkelig?!” spørger jeg og smiler stort, er helt vildt lykkelig nu.

     ”Ja, halvelver ligesom mig. Og ikke nok med det, så er du mere end det, du er en Ædelstenselver.”

     ”En… en hvad?”

     ”En Ædelstenselver.”

     ”Hvad er det?”

     ”Det er en meget speciel form for elver, der findes kun fire af dem i hele verden, og du er den ene af dem. Kom med udenfor.”

     Jeg bliver lidt småsur over at skulle udenfor igen, men går alligevel med.

     Så står vi dér i kulden og ser ud i snestormen. ”Hvad nu?” spørger jeg, forstår seriøst intet af det her.

     ”Du må kunne fornemme dens nærvær.”

     ”Hva’?” siger jeg. Far svarer ikke. Men… nu hvor han siger det, kan jeg godt fornemme et eller andet. Som et svagt signal, der kalder på mig. Det… det kommer fra sneen af. Jeg går nogle skridt frem og begynder at grave i den iskolde sne. Og der ligger den godt nok. En lille rød rubin, glimtende af den våde sne. Jeg tager den op, ser på den. Rubinen ligger i min hånd, snestormen raser omkring den, gør den helt våd, da snefnuggene rammer den glatte overflade. Jeg puster til den, gnubber den i min jakke.

     ”Den er din, Olivia.”

     Far sætter sig ved siden af mig. Jeg ser på ham. ”Min?”

     ”Ja, det er den, der giver dig dine kræfter – dine Rubinelverkræfter.”

     Vi går indenfor igen og sætter os på briksen, hvor jeg bare sidder og ser fortabt på den lille røde ædelsten.

     ”Men, Olivia, der er også noget andet, noget langt mere specielt ved dig.”

     ”Hvad er det, far?” Det virker godt nok som mange specielle ting, der er ved mig.

     ”Du er også noget andet end det, Rubinen gør ved dig, du har kræfter, som ikke har noget med Rubinen at gøre, noget, som sidder dybt inde i dig, og som er en del af dig alene.”

     ”Wow… hvad er så det, far?”

     ”Nu synes jeg ikke, at du skal fortælle mere.”

     Vi ser begge to hen imod døråbningen. Der står en mand, eller rettere… det ligner en mand. Han har to røde små horn i panden. Ellers er han hoved helt skaldet, og han har et enormt ar, der skærer ned henover det ene øje. Han er klædt i en lang sort jakke.

     Jeg stirrer på ham. Far rejser sig op. ”Dig?!”

     ”Ja, mig.”

     ”Hvad laver du her?”

     ”Hvad tror du, at jeg laver her? Jeg er selvfølgelig kommet efter pigen.”

     Pigen? Mig??

     ”Du får hende ikke,” siger far til ham, robust i stemmen.

     Manden svarer ikke, drejer bare hovedet og ser mig direkte ind i øjnene. Så rækker han hånden frem mod mig. ”Giv mig rubinen.”

     Jeg trækker rubinen ind til mig.

     ”Giv ham ikke rubinen, Olivia.”

     ”Giv mig den,” siger han igen med en lokkende slangestemme. Jeg rejser mig op og trykker mig op ad væggen, kan mærke adrenalinen inde i mig, er rædselsslagen.

     ”Far?” spørger jeg med rystende stemme. ”Hvem er han?”

     ”Det skal du ikke bekymre dig om, Olivia, vær sød… vær sød at flygte.”

     ”Jamen han… han blokerer døren!”

     ”Hun har ret,” siger manden og ser på min far med et ondskabsfuldt smil.

     Jeg står bare dér og ryster, skrækslagen.

     Så, pludselig, løfter manden en hånd og far bliver skubbet bagover, ind i væggen ved siden af mig, er besvimet et kort øjeblik, før han så med anstrengt stemme siger: ”flygt, Olivia.”

     ”Far!” Jeg sætter mig ned ved hans side, begynder at græde. Det her er så… forvirrende, hvad sker der?!

     ”Kom med rubinen, Olivia,” siger den fremmede. Jeg kigger skrækslagent på ham, mens han langsomt kommer gående hen imod mig.

     ”Nej!” råber jeg desperat. Jeg rejser mig op og løber nærmest mellem hans ben og ud i snestormen. Løber igennem den tykke sne. Kan fornemme, at han er lige efter mig. Løber, men pludselig går et eller andet i stykker under mig. Is… det flækker!

     Jeg falder, og ham manden griber mig bagfra, så jeg ikke falder ned i det iskolde vand. Men jeg taber rubinen, den… den falder ned i vandet!

     ”Min rubin!”

     ”Pis!” lyder mandens stemme bag mig. Jeg sidder uroligt i hans favn, prøver at komme fri, hen til min rubin, mens han hiver mig hen mod det lille hus igen.

     Inde i huset sidder far op af væggen, helt svækket for kræfter. Da han ser, at ham manden har mig i sin favn, spærrer han bønfaldende øjnene op. ”Gør hende ikke noget!”

     ”Rubinen er væk,” siger manden. ”Der er kun én ting, jeg kan gøre nu.” Han løfter en hånd og lægger den mod min pande. I det samme bliver jeg helt døsig.

     ”Nej! Olivia!” siger far så desperat, at jeg tror, at jeg skal dø. Jeg bliver mere og mere døsig, skal kæmpe for at holde mig vågen. ”Hvad gør du?!”

     ”Det eneste, jeg kan gøre nu. Sletter hendes hukommelse.”

     ”Hvad?!”

     ”Om en time vil hun ikke ane, hvem du er, og om to dage vil din kone heller ikke kunne huske dig som den, du er, og din adotivdatter… ja, hvor er hun i øvrigt?”

     ”Emily er et spædbarn!”

     ”Nårh ja, det er også rigtigt. Hende behøver jeg vist ikke slette noget hos.”

     Derefter falder jeg i søvn. Føler hele verden falde fra hinanden, føle MIN verden falde fra hinanden.

 

Senere vågner jeg op ved, at min mor skriger og græder. Jeg åbner døsigt øjnene, forstår ikke, hvad der sker. En eller anden mand, som jeg er ret sikker på, at jeg har set før, men jeg er ikke helt sikker på, hvorfra, træder på et billede af en eller anden anden mand, som jeg heller ikke er sikker på, hvem er. Billedet går i stykker.

     Mor falder på knæ, græder. Manden, der holder mig, løfter en hånd, i det samme besvimer mor. Min lillesøster græder i sin tremmeseng.

     Så falder jeg i søvn igen.

     Alt forsvinder.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...