Ædelstenselverne - Det lille hus

Mit navn er Olivia. Jeg er tretten år og er Rubinelveren. Mine bedste veninder Solstråle og Sofie er Smaragdelveren og Safirelveren. Min lillesøster er Ametystelveren. Sammen er vi Ædelstenselverne. Min far er død, for lang tid siden, og min mor er bare den uvidende kvinde, der vist nok begynder at være lidt urolig for Emily og mig. Egentlig er det idéen, at vi skal ud og kæmpe mod dæmonkongen, men… øh… det er lidt svært, fordi der er dukket denne her pige op… og øh… hun viser sig ligesom at være fe. Og Solstråle siger, at feer HADER elvere. Så nu skal vi til at bekymre os om dem… de vil nemlig gerne slå os ihjel, fordi de tror, at vi har rottet os sammen med dæmonkongen selvom jeg faktisk har vendt op og ned på hele mit liv for at vælte ham! Hallo, hvad sker der lige for dem?!
Ham den skaldede nar… har han overhovedet et navn? ... jager mig stadig som en besat galning. Jeg begynder konstant at få flashbacks og... ting bliver mere og mere forvirrende...

7Likes
21Kommentarer
1398Visninger
AA

15. Den forladte by

Der går et par uger, hvor vi passerer nogle bjerge til fods og i luften. Vi skal igennem en del grotter, men flere steder er bjergene lave nok til, at vi kan flyve over dem uden at miste pusten helt.

    ”Jeg er SÅ træt af det her,” siger jeg en dag, helt forpustet.

    ”Også mig… jeg vil finde min halskæde og så bare hjem til Jordslottet,” siger Almana lige så forpustet.

    ”Hvad for et jordslot?”

    ”Feerne har et slot her på Jorden, under en fortryllelse selvfølgelig. Det ligger faktisk ikke så langt væk herfra.”

    ”Hvorfor tager vi så ikke bare derhen?”

    ”Fordi jeg under ingen omstændigheder vil have, at de skal vide, at jeg har mistet stenen. Fekongen giver mig tæv, hvis han finder ud af det. Jeg må skaffe den tilbage uden deres hjælp.”

    ”Jeg ville ønske, at den skaldede nar ikke gik så hurtigt… så vi i det mindste kan indhente ham. Eller endnu bedre, få et mere præcist vink på, hvor pokker han er.”

    ”Det er jeg kun enig i.”

    Abino går lidt bag os, ligner sig selv med en hale af ild. Jeg kigger tilbage på ham for at se, om han er med. Det er han ikke, han er stoppet op.

    ”Almana,” siger jeg. Almana standser også. Vi glor begge på den lille ildræv.

    Han står lidt og sniffer i luften. Hvad kan han lugte?

    ”Hvad er der, Abino?”

    Han svarer ikke. I stedet sætter han i løb imellem benene på mig, så jeg næsten snubler af ren forskrækkelse.

    ”ABINO!!” råber jeg efter ham. Man kan svagt se hans lille ildhale i horisonten, som en lille flamme i den svage vintersol.

    ”Vi må efter ham.” Almana taler fornuft og letter fra jorden. Jeg laver selv ørnevinger, og snart flyver vi begge efter Abino, der løber nede på jorden så hurtigt, hans små ben kan bære ham.

    ”Hvor vil han hen?” spørger jeg undrende ud i luften.

    ”Måske var der dæmoner bag os?” Almana kigger bagud. Det gør jeg også. Der er ikke nogen. Jeg trækker på skuldrene og pludselig kan jeg se det.

    Abino er standset op, står på en bakke i en lille dal imellem bjergene. Vi selv lander på bakken lige bag ham og måber af det, vi ser.

    Det er en by. En kæmpeby – forladt.

    Jeg kan ikke se et øje, og… husene ser helt vildt sære ud. Nogle af dem ligner gigantiske myretuer og termitbo, andre bakker med døre i og så er der nogle huse, der ligner nogle, der er sat sammen af blomster og blade.

 

Vi går ned ad gaderne i byen, måber af det, vi ser.

    ”Det her er ikke en menneskeby,” mumler jeg.

    ”Nej, det er en…” Almana siger ikke noget, imens hun leder efter det rigtige ord, eller prøver at indse, at de ord skal bruges i denne sammenhæng. ”Det er en alleracesby.”

    Jeg stopper op, ligesom hun gør. ”Hvad mener du?”

    ”Det her er en af de få byer, der stammer fra dengang alle kunne enes. Dæmoner såvel som feer og elvere. Dengang vi… kunne leve i byer sammen uden at komme op og toppes med hinanden. Vi tre racer har ikke just været perlevenner de sidste mange år.”

    ”Det brød vi så lige.”

    ”Ja.”

    Vi står lidt dér og ser rundt. Jeg går hen til et af bakkehusene. Er det seriøst sådan, en elverbolig ser ud?

    Jeg åbner døren og træder ind. Kommer med et svagt ”halloooo?”, selvom jeg udmærket er klar over, at der ikke vil komme svar. Det er bare ren refleks. Her er støvet overalt, møbelløst. Folk havde nok ikke travlt med at komme væk. Jeg sætter mig ned på det nøgne gulv i skrædderstilling. Her er helt utrolig koldt. Jeg har altid haft det samme tøj på i min elverversion, lige nu er det i den grad for koldt at have på. Gid jeg havde noget andet.

    Jeg går ud af huset igen og går sammen med Almana ned ad gaderne. Vi ved ikke, hvorfor vi egentlig er her, men ingen af os har lyst til at forlade stedet.

    ”Det føles, som om vi burde være her for evigt,” hvisker Almana.

    ”Ja. At det er her, vi på en måde hører til.”

    ”Det er så underligt at tænke på. At dæmonerne engang ikke… var så helt vildt onde.”

    ”Ja, det er underligt. Gad vide, om der findes en dæmon, der ville være villig til at slutte fred.”

    ”Hvis der gør, har jeg i hvert fald ikke mødt ham.”

    ”Jeg har kun mødt én dæmon sådan rigtigt – og han er det modsatte af god.”

    Da hører vi et eller andet skramle bag en eller anden skraldespand i en af gyderne. Først tror jeg, at det er Abino, men han står lige bag os, ser stift hen imod skramlestedet.

    Vi går alle tre lige så stille derhen og kigger. I hjørnet sidder en dæmon, ikke meget større end Abino. Han farer om, da han opdager, at han er busted. Vi griber fat i ham og trækker ham ud af sit skjul.

    ”Hvem er du?” spørger Almana ham, mens hun smider ham ned på jorden foran os.

    Han siger ikke noget, snerrer bare ad os.

    Abino snerrer ad ham. Så kommer hans mund på geled: ”Jeg skulle bare holde øje.”
    ”Med hvad?”

    ”Med om nogen kom forbi.”

    ”Ja, og ”nogen” er?”

    ”En fe… eller en rød elver. Begge dele er kommet.”

    Jeg står og tænker over, hvem der har givet ham den besked. Det må være den skaldede nar, som har regnet ud, at enten jeg eller Almana ville komme efter ham. Han havde nok ikke regnet med, at vi ville være efter ham sammen.

    ”Hvem har givet dig den besked?” spørger jeg ham.

    ”Overkommandanten!”

    ”Hvor er han nu?”

    ”På vej mod portalen, men det vidste I godt i forvejen.” Man kan høre på dæmonens stemme, at han ikke fortæller hele sandheden.

    Almana bukker sig forover, så hun har øjenhøjde med ham. Hun stirrer ham ind i øjnene. ”Hvor er han lige nu?”

    Dæmonen kryber sig sammen, tør ikke svare. Abino snerrer ad ham. Jeg har også lyst til at snerre. ”Fortæl det nu!” råber jeg nærmest.

    ”Basen! På den anden side af bjergene! Han skulle slet ikke til portalen, han skulle bare hen til basen! Han forlader ikke Menneskeverdenen! Vil I ikke nok bare lade mig gå?”

    Det behøver han ikke sige to gange, vi er allerede videre, godt på vej til at finde den skaldede nar. Hvor lang tid vil det tage af nå frem til den anden side af bjergene? Ikke mere end en uge. Om en uge har vi ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...