Ædelstenselverne - Det lille hus

Mit navn er Olivia. Jeg er tretten år og er Rubinelveren. Mine bedste veninder Solstråle og Sofie er Smaragdelveren og Safirelveren. Min lillesøster er Ametystelveren. Sammen er vi Ædelstenselverne. Min far er død, for lang tid siden, og min mor er bare den uvidende kvinde, der vist nok begynder at være lidt urolig for Emily og mig. Egentlig er det idéen, at vi skal ud og kæmpe mod dæmonkongen, men… øh… det er lidt svært, fordi der er dukket denne her pige op… og øh… hun viser sig ligesom at være fe. Og Solstråle siger, at feer HADER elvere. Så nu skal vi til at bekymre os om dem… de vil nemlig gerne slå os ihjel, fordi de tror, at vi har rottet os sammen med dæmonkongen selvom jeg faktisk har vendt op og ned på hele mit liv for at vælte ham! Hallo, hvad sker der lige for dem?!
Ham den skaldede nar… har han overhovedet et navn? ... jager mig stadig som en besat galning. Jeg begynder konstant at få flashbacks og... ting bliver mere og mere forvirrende...

7Likes
21Kommentarer
1492Visninger
AA

5. Den dårligste spøg... nogensinde

 

Okay, de sidste dage har været FORFÆRDELIGE. Ikke nok med, at den skaldede nar har stalket mig, som han nu engang plejer, nu har jeg oven i købet også den dumme fe på nakken dagen lang. Jeg har fundet ud af, at hun hedder Almana. Hun irriterer mig gevaldigt ved at gå og udspionere mig, som var jeg en eller anden ond freak. Måske er det det, hun er overbevist om, men det er simpelthen så latterligt, at jeg ikke engang gider prøve at overbevise hende om det modsatte. Somme tider laver jeg et eller andet stunt med alle fuglene, som jeg så lader, som om jeg piner, selvom både fuglene og jeg er klar over, at det er rent skuespil. Når Almana så er gået, griner vi mægtig meget over det alle sammen.

    Det har jeg gjort masser af gange – brugt mine dyrevner til at lade, som om jeg er dyrplager.  

 

”Det dér hjælper ikke, i øvrigt,” siger Solstråle til mig en af dagene. ”Det med at lade, som om du er ond. Det gør ikke ligefrem situationen bedre.”

    ”Men…”

    ”Det er altså en temmelig alvorlig ting, at feerne tror, at vi er onde. Vores dronning prøver faktisk utrolig meget at finde en eller anden måde til at overbevise dem om, at vi er så gode som engle!”

    ”Men det er simpelthen så latterligt! Jeg kan ikke tage det alvorligt!”

    ”Ja, det har jeg opdaget!”

    ”Gider I lige,” hører vi Sofie indbyde. Hun står nu op og ser strengt på os. ”I har til dels ret – begge to. Man laver ikke sjov med den slags – selvom det er mega latterligt. Kom, Olivia.”

    ”Hvor skal vi hen?”

    ”Ud og finde den fe og få det hele i orden.”

 

Så nu går vi ned ad gaden og leder blindt efter vores forfølgerfe. Det er simpelthen for meget. Vi har fri i de første to timer, og så bruger vi dem på DET?!

    ”Kom nu,” siger Sofie kækt. ”Vi kan lige så godt bruge vores fritimer på noget fornuftigt.”

    ”Sofie, vi er teenagere! Vi bruger vores fritimer på at dase!” Nogen gange skulle man tro, at selvom Solstråle og Sofie begge er på min alder, så har de aldrig prøvet at være teenagere. Det er den dovneste periode i noget menneskes liv. Hvad er det for folk, jeg omgås med?

    Vi nærmer os et kvarter af byen, der ikke er specielt brugt, da det ligger i udkanten og mest består af gamle fabrikker og butikker, der er lukket ned for lang tid siden. Jeg hader at være i denne bydel, men både Sofie og jeg er enige om, at hvis man er en fe, der ikke vil blive set, så holder man til her.

    Så vi går rundt der i en tid, indtil vi hører en stemme. Det er tydeligvis Almanas stemme. Hun taler med en eller anden anden. Vi følger stemmerne og ender udenfor en gammel lagerbygning, hvor vi kan se, at Almana sidder indenfor. Hun har et slags hologram foran sig, hvor der er en halvgammel mand.

    ”Det er fekongen,” hvisker Sofie til mig, mens vi står og smugkigger ind ad vinduet.

    ”Nå, men tilbage til sagen,” siger fekongen. ”Hvordan går det med at få ram på de djævelske elvere?”

    ”Temmelig skidt,” siger Almana og ser ned. ”Jeg har spioneret på en af dem den sidste tid, og hun er virkelig ond, ser det ud til. Rubinelverens magi omfanger specielt dyrene, men hun er… hun er dyrplager, Deres Majestæt!”

    Jeg kan mærke, hvordan jeg får lyst til at grine, det kræver enorme anstrengelser at holde latteren inde. Sofie sender mig et skeptisk blik og himler med øjnene.

    ”Har hun nogen smage punkter?” spørger kongen.

    ”Øh… det ved jeg ikke…” Almana er rimelig usikker på det. Jeg er helt vild efter at høre, om hun mon er kommet frem til et eller andet. ”Tja… hun dater en eller anden fyr, som…”

    Resten af sætningen hører jeg ikke, jeg føler mig så trykkogeragtig og har pludselig lyst til at gå amok på hende og slå hende ihjel på alle tænkelige måder: ”DU RØRER HAM IKKE, DIN DUMME LILLE ALF!!”

    Sofie skynder sig at holde mig for munden og kaster os begge ned på jorden, så vi ligger fladt ned. Hun kæmper hårdt på ikke at lade mig gå til angreb på den dumme idiotiske fe!

    Almana har selvfølgelig hørt det, og hun flyver ud af døren og op i luften. ”Hvad laver I her?!”

    ”Hvad ser det ud til, at vi laver her?” skal jeg selv lige til at råbe igennem Sofies mund, men en anden kommer mig i forkøbet. Sofie og jeg kigger os over skulderen og får øje på den skaldede nar, der står nogle meter fra os. Hvad pokker har den… den… den freak nu gang i?!

    ”Jeg vidste det!” siger Almana, tydeligvis temmelig tilfreds med sin nye bekendtgørelse. ”I ER virkelig sammensvorne!”

    ”Selvfølgelig er vi det,” siger den skaldede nar.

    ”IKKE EN SKID, VI ER!” råber jeg. Sofie siger ikke noget, hun skærer bare tænder og kigger på os alle tre på skift, temmelig nervøs over, hvad der nu vil ske.

    ”Hold så kæft!” råber den skaldede nar og Almana på samme tid og skyder noget magihejs i hovedet på os. Derefter begynder Almana at beskyde den skaldede nar, der instinktivt undviger alle skuddene.

    Sofie og jeg sunder os lidt, før vi så betragter de to kæmpende. Jeg er ivrig efter at komme ind i kampen og give dem begge to sådan nogen tæsk, men Sofie holder mig tilbage.

    ”Lad være, Olivia,” siger hun. ”Jeg tror, at det er bedst at blande sig udenom.”

    ”Jamen hun… og han…” begynder jeg, men jeg kan ikke rigtig komme frem til noget.

    ”Kom nu… Olivia, vi skal også snart i skole… vi må hellere skynde os.”

    I det samme laver den skaldede nar et skjold rundt om sig selv, som holder Almanas skud tilbage. Imens ser han på sin arm, som om han tjekker, hvad klokken er, derefter teleporterer han sig væk.

    ”Han… fik vist travlt…” siger jeg. Så vender Almana sig mod os. ”Vi må nok hellere smutte.”

 

Vi skynder os i skole og sætter os på vores pladser. Jonas, Maria og Tobias joiner os inden timen begynder. Vi er næsten blevet sådan en slags klike ovre i skolen, det er ret hyggeligt, selvom vi bare aldrig er sammen alle sammen i fritiden.

    ”Hvad har vi egentlig i første time?” spørger Jonas.

    ”Samfundsfag,” svarer Sofie prompte.

    ”Med ny lærer,” siger Maria. ”Jeg glæder mig virkelig, jeg elsker nye lærere og nye lærermetoder.”

    ”Nye lærere er skod, Maria,” siger jeg. ”De kender ikke ens navne eller ens væremåde og er bare dødssyge.”

    ”Ikke alle sammen – Susanne, som vi fik sidste år lærte da vores navne og personlighed med det samme.”

    ”Hun havde fotografisk hukommelse, din torsk!”

    Klokken ringer og vi sætter os alle sammen på vores pladser. Nogle få minutter efter åbner døren. Jeg er temmelig spændt på, hvem den nye lærer er.

    Så taber jeg underkæben.

    Den skaldede nar er lige trådt ind i mit klasselokale.

    Sofie måber og glor på mig, Maria og Jonas måber og glor på mig, ja, Tobias måber og glor på mig. Jeg måber og glor på ham.

    Den skaldede nar sætter sig ved katederet… i… mit… klasselokale.

    Han ser udover klassen… min… klasse.

    Og så siger han:

    ”Jamen godformiddag.”

    Som det bare er det mest… normale, man kan gøre, når man er en ond dæmon, der lige har talt til ens ærkefjendes klasse.

    Det her må være en… meget… dårlig… spøg…

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...