Ædelstenselverne - Det lille hus

Mit navn er Olivia. Jeg er tretten år og er Rubinelveren. Mine bedste veninder Solstråle og Sofie er Smaragdelveren og Safirelveren. Min lillesøster er Ametystelveren. Sammen er vi Ædelstenselverne. Min far er død, for lang tid siden, og min mor er bare den uvidende kvinde, der vist nok begynder at være lidt urolig for Emily og mig. Egentlig er det idéen, at vi skal ud og kæmpe mod dæmonkongen, men… øh… det er lidt svært, fordi der er dukket denne her pige op… og øh… hun viser sig ligesom at være fe. Og Solstråle siger, at feer HADER elvere. Så nu skal vi til at bekymre os om dem… de vil nemlig gerne slå os ihjel, fordi de tror, at vi har rottet os sammen med dæmonkongen selvom jeg faktisk har vendt op og ned på hele mit liv for at vælte ham! Hallo, hvad sker der lige for dem?!
Ham den skaldede nar… har han overhovedet et navn? ... jager mig stadig som en besat galning. Jeg begynder konstant at få flashbacks og... ting bliver mere og mere forvirrende...

7Likes
21Kommentarer
1494Visninger
AA

16. Basen

Almana, Abino og jeg står oppe på en bjergskråning. På et stort græsområde lidt fremme ligger en kæmpestor samling af enorme bygninger, det ligner nærmest en middelalderborg af termitbo. Det er uden tvivl basen.

    ”Så…” siger jeg. ”Hvad gør vi? For at komme ind altså?”

    ”Aner det ikke.”

    ”Jeg kan prøve at forvandle mig til en dæmon, og så kan vi lave fangetricket.”

    ”Hvad er fangetricket?” Almana glor på mig med det ene øjenbryn hævet.

    Det kan da bare ikke være rigtigt… hvilken freak kender ikke fangetricket? ”Sig mig… læser du ingen bøger? Eller ser noget tv?”

    ”Fuldblodsfe, Olivia! Fuldblodsfe!”

    ”Nårh ja.”

    Vi står lidt og tænker for os selv, mens vi spekulerer. Abino står oppe på en klippe og kniber øjnene let sammen, mens han stirrer ned på basen. ”De to vagter er i nogle lukkede tårne.”

    ”Hvad vil du sige med det?” spørger jeg ham. Almana ser fra ham til mig med et spørgende blik, nysgerrig efter at høre, hvad det går ud på.

 

Jeg flyver hen over området i form af en ørn, så hurtigt, jeg kan baske med vingerne. Almana følger lige så roligt efter mig i ly fra forskellige klipper, så langt, de rækker i retning af basen.

    Da jeg når frem til basen, er der helt rigtigt to dæmonvagter, der står i nogle lukkede tårne med vinduer, der sidder fast i muren. Jeg flyver hen i midten, så de begge kan se mig, og de stirrer endda på mig. Så forvandler jeg mig til elver med ørnevinger. De begynder at skyde efter mig, men jeg undviger og slår mod den ene af dem.

    Imens har Almana udnyttet det, at de har været optaget af mig, til at flyve op til den anden og give ham slag.

    Nu har vi to bevidstløse vagter. Almana flyver hen til mit tårn, og vi stiller os begge to ved den besvimede dæmon.

    ”Det gik da let nok,” siger hun.

    Jeg nikker.

    ”Hvad gør vi så nu?”

    ”Improviserer.”

    Begge to går vi ned ad vindeltrappen. For enden er der en åben dør, der fører ud til en stor firkantet gård fyldt med diverse dæmoner. Allerede nu er vi nået til et punkt, hvor vi ikke ved, hvad vi skal gøre. Så får jeg øje på en fold i den anden ende af gården, hvor der ser ud til at gå en masse… drager. Drager, ikke meget større end ponyer.

    ”Måske kan jeg…” siger jeg og tænker på, om jeg mon også kan kontrollere magiske væsner. Jeg rækker min hånd ud og prøver at tænke uroligt i retning af dem. Prøver at få dem til at tænke uroligt.

    I det samme begynder dragerne at røre på sig, lave hvæsende hylelyde og springe til alle sider. De mange vagter løber hen for at berolige dem.

    Det udnytter vi til at løbe hen over gården over til en stor halvåben port, den maser vi os ind ad.

    Nu står vi på en mellembred gang og får pusten igen.

    ”Okay… jeg skal have min sten…” siger Almana.

    ”Og jeg skal finde den skaldede nar.”

    ”Det er muligt, at stenen er hos den skaldede nar.”

    ”Men det er også muligt, at den er i forvaring et eller andet sted. Jeg synes, at vi skal dele os.”

    ”Ja, men… hvad nu, hvis du finder stenen… eller at jeg finder den skaldede nar?”

    ”Hør, når vi har fundet det, vi leder efter, finder vi den anden, og jeg skal nok finde dig, hvis jeg også finder stenen. Men hvis du finder den skaldede nar, må du ikke gøre noget, ham bliver jeg nødt til at tale med personligt.”

    ”Forstået.” Almana går ind ad en bueåbning. Jeg selv går ned ad den lange gang, sætter i løb lidt efter.

 

Basen er stor og indviklet indvendig. Der er enormt mange gange, hvor jeg bare går i ring og farer vild hele tiden. Der er også en del gange, hvor jeg må gemme mig for vagter eller bekæmpe nogle få, men for de store forsamlinger sørger jeg for, at jeg ikke bliver set. Sådan et nummer ville let kunne afsløre mig helt.

    Dog til allersidst, kommer jeg til en trappe, hvor der ovenover døråbningen hænger et skilt, hvor der står ”Øverstkommanderende”.

    Det må være dér, han er, hvor skulle han ellers være? Mit hjerte hopper helt op i halsen, da jeg med stille skridt går op ad de mange trapper.

    For enden af trappen når jeg til en mellemgang med en dør for enden. Jeg går ud fra, at jeg bliver nødt til at slå den ind, den er sikkert låst.

    Jeg går hen til døren og trækker lydløst ned i håndtaget: låst.

    Så må jeg altså gøre det på den hårde måde. Jeg bakker bagud, laver ørnevinger og elefantfødder på mig selv, lader mig selv flytte fra jorden og lægger mig næsten vandret i luften med front mod døren. Så hamrer jeg mine kæmpefødder ind i døren, og med lidt kraftanstrengelse går døren op med et brag.

    Jeg mister balancen og falder forover. Jeg sidder nu og ser ind i rummet, der ligner et kontor. Der sidder en dæmon bag et gigantisk skrivebord. Da jeg kommer ind rejser han sig op med et sæt og stirrer forskrækket på mig.

    Det er ikke den skaldede nar.

    Men…

    ”Hvor er han?” hvisker jeg, helt ude af mig selv. Får mig selv rejst op og gnider mig på min ømme arm. ”Hvor er han?” siger jeg så højere, så han i det mindste kan høre det.

    ”Øh…” er det eneste, der kommer ud af dæmonens mund, han er helt forumplet.

    ”Hvor er han?!”

    ”Hvem?”

    ”Den skaldede nar!”

    ”Øh…?”

    ”Overkommandanten eller hvad I nu kaldte ham!”

    Endelig går der et lys op for ham. Han klør sig lidt i det sorte hår og siger så: ”Han er her ikke.”

    ”Hvad?!” Det KAN bare ikke være rigtigt. ”Hvor pokker er han så?!”

    ”Han… han tog ned til… ned til… ned til en eller anden by. Han har arbejdet der i månedsvis. Han tog af sted i forgårs.”

    Det er bare dråben. Jeg knytter hænderne, mærker alle sener i min krop spændes, raseriet bryde ud, ørerne koge. ”DET KAN BARE IKKE VÆRE SANDT!!”

    Jeg forvandler mig til en skarptandet ulv og springer direkte i hovedet på ham i rent raseri. Han løber ud af min målskive og skyder en sort lynkugle efter mig, desperat og uden fatning. Jeg undviger et par gange, men til sidst rammer han mig. Jeg falder ud igennem en glasrude, der fører ned til gården. Jeg falder ned, meget hurtigt, men jeg får hurtigt lavet vinger og når lige at sænke farten, inden jeg støder mod jorden.

    ”Folk! Fang hende!”

    Det er ham dæmonen fra kontoret. Han står oppe ved den smadrede rude og peger ned på mig. Jeg sætter mig op, øm over det hele, kan ikke engang rejse mig op. Men jeg ser de mange vagter, der kommer stormende imod mig.

    ”Olivia!”

    I det samme bliver jeg grebet i en eller andens favn og bliver fløjet hen over dæmonernes forbavsede ansigter. Almana.

    ”Hvad fanden havde du gang i?” spørger hun.

    Jeg ser hende ind i øjnene. ”Han var der ikke… den skaldede nar var der ikke.”

    ”Nej, det fandt jeg ud af.”

    ”Jeg får øje på stenen om hendes hals. ”Du fik stenen!”

    ”Jep, den lå bare og flød. Gæt, hvad jeg også fandt.”

    Vi lander et sted udenfor basen, langt udenfor. Der trækker hun en anden sten op af lommen. Portalstenen!

    ”Var den der også?!” Jeg nærmest tager den ud af hånden på hende og smiler stort. Det her gør mig seriøst virkelig glad.

    Hun nikker. ”Yep, samme sted som min sten. Men… vi har jo, hvad vi kom efter… eller rettere, du gjorde ikke, men…”

    ”Jeg forstår. Du vil vel gerne hjem nu?”

    ”Ja…” Hun ser ned, nikker svagt, lægger armene over kors.

    Så kommer Abino. ”Hvad skete der? Gik det godt?”

    ”Det gik fint. Abino,” svarer jeg ham. Viser ham stenen.

    ”Portalstenen! Fantastisk!”

    ”Men…” Jeg ser på Almana, ser så på stenen. ”Du… ville jo også rigtig gerne have den.”

    ”Nej, det gør ikke noget,” svarer Almana. ”Du hjalp jo mig med at få min sten tilbage, reddede mig en million gange. Jeg synes, du burde tage den.”

    ”Mener du det?”

    ”Ja, det mener jeg. Men hør… nu tager vi hjem til slottet.”

    ”Også mig?”

    ”Os alle tre.”

    ”Men… hader de mig ikke alle sammen?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...