Ædelstenselverne - Det lille hus

Mit navn er Olivia. Jeg er tretten år og er Rubinelveren. Mine bedste veninder Solstråle og Sofie er Smaragdelveren og Safirelveren. Min lillesøster er Ametystelveren. Sammen er vi Ædelstenselverne. Min far er død, for lang tid siden, og min mor er bare den uvidende kvinde, der vist nok begynder at være lidt urolig for Emily og mig. Egentlig er det idéen, at vi skal ud og kæmpe mod dæmonkongen, men… øh… det er lidt svært, fordi der er dukket denne her pige op… og øh… hun viser sig ligesom at være fe. Og Solstråle siger, at feer HADER elvere. Så nu skal vi til at bekymre os om dem… de vil nemlig gerne slå os ihjel, fordi de tror, at vi har rottet os sammen med dæmonkongen selvom jeg faktisk har vendt op og ned på hele mit liv for at vælte ham! Hallo, hvad sker der lige for dem?!
Ham den skaldede nar… har han overhovedet et navn? ... jager mig stadig som en besat galning. Jeg begynder konstant at få flashbacks og... ting bliver mere og mere forvirrende...

7Likes
21Kommentarer
1488Visninger
AA

2. Alle samlet

 

Emily er stadig total væk. Jeg sidder med hende og holder om hende. Solstråle og Sofie ser rundt på alle de dæmoner i skyggerne, der har omringet os efterhånden. Dæmonkongen sidder stadig ovre i sin trone med kappen over sig. Man kan godt sige, at vi er på den. Han har os alle fire lige, hvor han ønsker det.

    ”Emily…” hvisker jeg og rusker lidt i hende. ”Vær rar at vågne, så vi kan komme væk.”

    Hun vågner selvfølgelig ikke.

    I samme øjeblik affyrer dæmonerne fra alle sider nogle sorte lynkilder. Solstråle rejser i det øjeblik en halvrund væg af klipper. Sofie rejser en tyk mur af is på sin side af os. Begge dele afværger dæmonernes første angreb, men klipperne og isen bliver smadret af sammenstødet.

    Så rør Emily på sig. Hun ser op på mig. ”Hvorfor ser du så sær ud?”

    ”Det kan jeg for helvede ikke forklare lige nu, Emily!” siger jeg skingert. ”Er du okay?”

    Hun ryster på hovedet. ”Jeg har hovedpine.”

    ”Emily, jeg ved godt, at det her lyder komplet åndssvagt og bindegalt – men har du eller har du ikke ametysten?”

    Først ser hun ud, som om hun ikke aner, hvad jeg snakker om. Så ryster hun på hovedet. ”Nej… jeg… nej, jeg har den ikke. Ametysten… og… og den dér rubin, du har…”

    Hun ser på rubinen om min hals.

    ”Ja, de er begge to af samme slags,” svarer jeg uden at have fået spørgsmålet. ”Men det kan være lige meget, vi skal væk herfra, nu!”

    Emily sætter sig op og ser på Solstråle og Sofie, der kæmper for at holde os beskyttet mod dæmonerne. Hun ser på Abino, der konstant skyder flammekastere ud af sin mund, og somme tider eksploderer hans ildhale, som om der er blevet sat gas på den.  

    Så får hun øje på et eller andet. Hun peger hen mod noget, der ligner en af de dér bassin, man havde i det gamle Rom. ”Dér!”

    ”Hvad for noget?”

    ”Ametysten!” Hun rejser sig og løber hen mod bassinet. Jeg styrter efter hende.

    ”Emily, vent!”

    Hun kaster sig ned i vandet. Jeg når lige at følge trop, før nogle dæmoner når at smadre mig med deres sorte magi.

    Nede i vandet forvandler jeg mig til en eller anden fisk, så jeg kan ånde og samtidig tale under vand. ”Emily, du er sindssyg!”

    Emily svarer ikke, eftersom hun ikke kan, hun svømmer bare ned i bassinets dybe vand, mange meter ned, målbevidst.

    ”Emily, jeg ved ikke, hvad du leder efter, men du må altså se at komme op igen, så vi kan komme hjem!”

    Så peger Emily nedad. Jeg kigger den vej, hun peger og ser noget lilla nede på bunden. Ametysten! Emily vidste, at ametysten lå nede på bunden af bassinet.

    Emily kommer helt ned til bunden og tager fat om ædelstenen. I samme øjeblik lyser hun på præcis samme måde, som jeg havde gjort den første gang, jeg forvandlede mig.

    Da hun er forvandlet lægger jeg ikke engang mærke til, hvordan hun ser ud, for hun er løbet tør for luft og kan ikke ånde. Jeg forvandler mig til en delfin, så jeg er noget hurtigere, griber fat om hende og springer op over vandet. Da jeg er oppe over vandet forvandler jeg mig til elver igen. Vi dumper ned på gulvet ved siden af bassinet. Nu mærker jeg, hvordan min rubin brænder imod min hud et kort øjeblik. Det gør mega nas.

    Først bagefter, da vi begge er kommet op og stå, ser jeg ordentligt på Emily. Hendes hår er stadig i hestehalen, men både hårbøjlen og elastikken er forvandlet til elverbåndene. Hun har en lilla kjole på, der er temmelig flosset for neden. Hun har et lyserødt bånd om livet. Om skinnebenene og håndleddene har hun nogle flossede puffer. Hendes hår og hendes øjne er blevet lilla, og om halsen har hun ametysten.

    Hun ser ned ad sig selv. Først er hun helt tavs, så siger hun:

    ”Hold da kæft… hvis ikke det her var vildt bizart, så ville jeg nok synes, det var temmelig sejt.”

    Imens står jeg faktisk lidt og undrer mig over, at hun ikke er blevet menneske igen, som jeg blev det nogle sekunder efter min første forvandling. Men Emily forbliver elver, og ikke nok med det, så begynder hun straks at lave de mest hardcore ting med sine elverkræfter. Hun betvinger nogle vandånder op ad bassinet, som hun får til at sprøjte med vand på alle dæmonerne. Hun får også nogle luftånder til at kvæle mange af dem, til de besvimer.

    Da alle dæmonerne er nedlagt, samles vi alle sammen i en cirkel.

    ”Vi må væk herfra nu,” siger Solstråle, mens hun ser over på dæmonkongen, der har rejst sig fra sin trone og mumler en masse rasende. ”Lige nu. Tag hinanden i hænderne.”

    Lige inden dæmonkongen skal til at smadre os alle fem, bliver vi transporteret tilbage til min stue.

    Der sidder vi i nogle øjeblikke og prøver at samle vores kræfter. Så hører vi nogen komme ind i entréen.

    ”Piger? Er I her?” Mor!

    ”Skynd jer,” hvisker jeg. ”Tag jeres sten af.”

    Vi hiver alle vores halsbånd af og bliver til mennesker igen. Abino gemmer sig under sofaen, da han er for magisk til at kunne blive set af mennesker.

    I samme øjeblik kommer mor ind i stuen. ”Hvorfor sidder i alle sammen på gulvet.

    ”Ikke af nogen grund,” svarer jeg bare og rejser mig op.

    ”Jeg troede, at du ville mødes med Tobias,” siger mor.

    Åh gud ja! ”Ja… ja, det skal jeg.”

    Og så drøner jeg af sted ud af døren.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...