Baby Doll

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2013
  • Opdateret: 6 okt. 2013
  • Status: Færdig
''grad ikke når han sparker til dig. Hver ikke bekymret, når du høre skrigende. Piv ikke når, han siger du er uduelig. Fortryd ikke, når du spiller op til ham. Se det som en leg, hvor der kun er en taber. Dig selv.''

Amanda Swan, er 19 år gammel, da hun bliver købt af Marco. Hele hendes liv, har været et stort helvede, i selskab med sin stedfar Ralph, hendes Alkoholiker mor Henriette, og sin sted bror Devon 'Fuppe'.
Hun for besked på, at hun skal gøre sig fortjent til sin frihed igen, men hvordan kan man gøre sig fortjent til noget man aldrig har haft? Kan hun lære, at holde af Marco, selvom han er som han er? Mon hun nogensinde, kommer af med nanvnet 'baby Doll?'

[Ber over med stavefejl. De er gratis]


7Likes
25Kommentarer
2225Visninger
AA

20. Nigthmare-The nigth its long

 Jeg gjorde alt, for at komme ud af mit maridt, det gjorde jeg virkelig! Men mit hovede, vil ikke tvinge sig selv. Jeg var bange, og forsøgte, at tænke 'vågn Amanda! Vågn Amanda!' og det hjalp os, til at gøre det hele til siluetter, men det var os det! Jeg blev alligevel tvunget, tilbage til drømmen.  
Da Ralph kom hjem, blev vi sendt i seng med det samme. Jeg gik ved siden af Fuppe, som jeg altid gjorde, og gik tæt ved ham. Fuppe hviskede ''Er der noget galt?'' og jeg kiggede forvirret på ham, da jeg gerne ville fortælle ham det, men alligevel ikke kendte konsekvenskerne af det. Min mor satte hånden på mig ryg, og jeg satte farten op, og jeg skiltes med Fupse, og gik ind på mit værelse, og skiftede om til min blå natkjole. Min mor gik nedenunder, og når vi blev lagt i seng, var vi ikke tvivl om, at der var risko for, at bølgerne kunne høje nu. Jeg lagde mig i min seng, og knugede Cassiopiea hårdt ind til mig, og forsøgte at falde i søvn. Men mørket, angsten, og den hårde klump i min mave, gjorde jeg ikke kunne. Jeg var bange, for at Ralph kom ind af døren lige om lidt, fordi jeg havde sladdert. 
Pludselig gik min dør op, og i lysning af døren stod Fuppe. Han gjorde tegn, til jeg skulle følge med, og vi satte os henne på trappen, som vi så tit havde gjort, imens vi lyttede. Min mor og Ralph delte en flaske vin, som de tit gjorde. Mors stemme lød mærkelig, og sur imens hun sagde ''Det er sikkert bare Devon, den lille møgunge!'' Hun skændte i sine ord, og Ralph rejste sig ''Den møg unge, skal nok få, det han fortjener'' sagde han, imens han gik forbi toilettet, højst sandsynlig for at komme på toilettet. Vi havde så tit siddet der, og lyttede til dem, uden de havde bemærket os, men lige præsic denne aften, så Ralph os! Hans øjne, slog gnister, og hans hårde stemme sagde ''Kom her i 2!'' Vi gik med tunge skridt ned af trappen, og bøjede hoveder. vi vidste der var 2 valg muligheder. Enten var Ralph for fuld og træt, så fik vi bare en på siden af hovedet, og ellers fik bølgerne højt. I dag var det så sådan en dag. Da vi stod skoleret, tog Ralph fat i nakken på Fuppe, rykkede hans hoved mod gulvet, imens han satte hans ben ind foran så Fuppe ikke kunne undgå at vælte. Ellers var det bare klogeste at vælte, når det var det Ralph ville ha, skulle det ikke tag for lang tid. Fuppe lagde sig om på siden, og krympede sig sammen, imens Ralph lagde sig ind over ham, og begyndte at slå ham, hvor han lige kunne ramme. Fuppe krøllede sig sammen, i foster stilling, og tog imod slagene. Da Ralph blev træt af det, tog han fat i Fuppes hals, og klemte til. Fuppe vred sig om på ryggen, og lig og tog fat i hans hals hænder, for at få dem til at slip. Forgæves! Fuppe var ikke stærk nok, og lige meget hvor meget han vred sig, spjættede med benene og forsøgte at flå hænderne fra hans hals væk, hjælp det intet! Jeg ønskede så inderligt, at Ralph slap ham. At Fuppe rejste sig op, og børstede støvet af, men mine håb var intet andet end håb! Fuppes spjæt, blev mere sløve, og hans vrid i kroppen stoppede, imens hans skiftede farve i hovedet. Jeg måtte gøre noget! Måtte rede Fuppe! Jeg satte i løb, og mærkede min mors lange røde negle, krads mig på maven, og armen da hun greb fat i mig, i forbi farten, men jeg var for hurtigt. Jeg sprang op, på ryggen af Ralph, og bed mig fast i hans hals. Ralph kom lynhurtigt på benene, og slap sit tag i Fuppe. Fuppe hev efter luft, og udstødte nogen mærkelige lyde. Han vred sig på gulvet, og hostede efter luft, imens han mærkede på sin hals. Ralph fik fat i mig, og slyngede mig over hans skulder, hvor jeg efterfølgende lanede i gulvet, med ryggen først. Så fik jeg ellers nogen pryl, med hans hænder, og da jeg tilsids blødte fra mund, næse, pande, og hænderne stoppede han. Han rejste sig op, tog vin flasken, og tømte sjatten i bunden, og gik op af trappen. Min mor, kom hen til os, imens Fuppe kravlede over mod mig. Hun så strengt på os begge 2, og sagde hårdt ''Devon og Amanda, i holder jer fra hinandens værelser!''  Hendes øjne gled nedladende over på Fuppe, hvor hun efterfølgende sagde ''Er skuffet over dig Devon! Tænk at gøre min datter gravid, din møg unge!''  hun drejede om, og satte kurs efter Ralph, som en hvalp. På et splidt sekundt, forstod jeg hvad der fik bommen til at springe! Ralph havde fortalt min mor, at det var fuppe der havde gjort mig gravid! Fupse lagde armene om mig, og jeg måtte stå frem, og fortælle ham det hele. 
Tiden gik, og jeg blev ikke mindre! Der blev aldrig talt, om min gravidlitet, og der var kun 3 der kendte sandheden. Den eneste der intressert sig for mig, og min mave var fuppe. Selvom vi havde et forbud, mod at være på hinandens værelser, kom Fuppe tit ind til mig om natten alligevel. Han spurgte ind til det, og lå tit og strøg min mave. På nogen punkter, var det Fupse der var mere optaget af det, end jeg selv var! Men til sidst, kunne jeg ikke blive større, end jeg var! En dag kom fuppe hen til mig, imens jeg lå på vores sofa i stuen. Der var en god ting, ved det her! Jeg havde fået lov, at holde fri fra job, så længe det var så tydeligt. Fuppe satte sig ved siden af mig, og lod sit hoved glide frem, og lagde sit øre mod min store mave. Han smilede, da barnet bevægede sig, og fremkaldte os et smil på mine læber. Hans øjne lyste, imens han sagde ''Det lyder sjovt, derinde nu'' hans hænder, gled nedover min mave, og han mærkede let på den. I samme sekundt gik døren op, og Ralph kom vadende ind, og det fik Fuppe til at skynde sig op af trappen. Ralph kom hen til mig, og jeg rettede lidt på mig, men det var svært, med den enorme mave. Hans øjne slog gnister, hvor han ellers sagde ''Problemet der, skal vi nok få styr på!'' og så forsvandt han. Fra det sekundt, vidste jeg at det ikke ville være rart, og jeg bad til gud, om at lade barnet blive i min mave! Men det hjalp intet. Dagen kom hvor vandet gik, og jeg skyndte mig ud til mor. Hun lagde mig ind, på sofaen, og så fik jeg ellers presseveer. Jeg talte dem ikke, og det gjorde alt for ondt, til jeg ville tælle dem, men pludselig havde jeg født. Ralph kom ind i stuen, og fik overrakt barnet i sin arme. Jeg blev ulykkelige! Han skulle ikke røre mit barn. Barnet begyndte, og skrige, og Ralph forsvandt ud i køkkenet med den, og noget tid efter stoppede skrigene. Jeg var gradefærdig! Jeg satte mig op, og hylet, og ville rejse mig, for at stop Ralph i hans pis! Men jeg kunne ikke! Min krop, gik fortabt nu! Min mor forsvandt ud i køkkenet, og Ralph kom ind i stuen og sagde hårdt ''Den er død! Det nævnes aldrig, for nogen!'' Hvor han efterfølgende gav mig, et dødt barn i armene. Jeg skreg højt, og langt imens tårene fossede ned af min kinder, da jeg så den smukkeste lille dreng, liggende i mine arme. Han var fuldkommen fejlfri, og var utrolig smuk! Jeg skreg højt, og langt imens jeg sad i sofaen, uden bukser på, med tis, vand, og blod smurt ind i mig. Jeg kunne ikke stoppe igen, og da Ralph fik nok, gik han i stuen, og sagde hårdt ''gi mig det!'' Jeg knugede min døde søn ind, til mig og råbte ''Nej!'' Ralph lagde mig bagover, og fik vristet min dreng, fik fra mine hænder, imens jeg forsøgte, med alle kræfter at holde ham ved mig, men til fik Ralph sin vilje, og forsvandt ud af døren. Jeg kunne intet gøre, selv hvis jeg ville følge efter ham, kunne jeg intet gøre alligevel, så jeg lagde mig bagover, og hulkede fortvivlet. Jeg mærkede jeg levede nu! Mere end jeg gjorde før. 
Marco ruskede i mig ''Baby forhelvede vågn op!'' Jeg vred mig, og var badet i sved, da jeg slog øjne op, satte mig op, og skreg. Jeg fik sat mig, lige lovlige hurtigt op, for jeg ramte Marco på næsen, da jeg slog hovedet op. Marco røg et skridt tilbage, og tog sit til næsen ''av for helvede'' bandede han hurtigt, men slap så sin næse, og sagde forsigt ''Baby, hvad der dog i vejen?'' Han øjne, var noget jeg aldrig før, havde set hos Marco! De så bekymret, og bange ud, og da han sagde de ord, brød jeg gradene sammen på hans seng. Den ene ting, havde jeg glemt. Det øjeblik, hvor det gjorde allermest ondt på mig, og jeg følte mig allermest levende havde jeg glemt. Marco satte sig ved siden af mig, lagde armene om mig, og jeg lagde hovedet mod hans skulder, imens jeg grad. Marcos finger, strøg mig ned af ryggen, på en rar måde, og jeg må ha grad. Jeg kunne bare ikke stoppe igen!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...