Baby Doll

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2013
  • Opdateret: 21 jun. 2018
  • Status: Færdig
''grad ikke når han sparker til dig. Hver ikke bekymret, når du høre skrigende. Piv ikke når, han siger du er uduelig. Fortryd ikke, når du spiller op til ham. Se det som en leg, hvor der kun er en taber. Dig selv.''

Amanda Swan, er 19 år gammel, da hun bliver købt af Marco. Hele hendes liv, har været et stort helvede, i selskab med sin stedfar Ralph, hendes Alkoholiker mor Henriette, og sin sted bror Devon 'Fuppe'.
Hun for besked på, at hun skal gøre sig fortjent til sin frihed igen, men hvordan kan man gøre sig fortjent til noget man aldrig har haft? Kan hun lære, at holde af Marco, selvom han er som han er? Mon hun nogensinde, kommer af med nanvnet 'baby Doll?'

[Ber over med stavefejl. De er gratis]


7Likes
25Kommentarer
2672Visninger
AA

7. Nigth mare.

De tunge truende skridt, trådte henover gulvet. Jeg vrider mig smerte, imens jeg hulker fortvivlet, og forsøger at gennemtænke alt, der kunne ha startet han raserianfald! Intet kunne jeg komme i tanke om. Stønnen fra mine mund, fortæller jeg er i et smerte helvede, og jeg forsøger desperat at kravle væk fra det der påføre mig smerten, imens mine hænder er det eneste der gir mig den hjælp. Smagen af jern, har forlængst fyldt min mund, og den gør mig mere bange. En sko, bliver sat på min ryg, og presser mig ydmygende imod gulvet, og stopper mig i at komme fremad. Jeg græder, voldsommere, og føler mig som en endnu større taber, ved at jeg ikke kan komme væk. Mit blik flakker fortvivlet, og leder efter en mulig flugt mig, men der er ingen. Min gråd bliver højere. 
''Please lad mig være!'' Forsøger jeg fortvivlet, men svaret er der bliver rykket fat i mig hår, og mit hoved bliver tvunget tilbage. Smerten der sidder i min hovedbund, er minimal i forhold til de, slag jeg fik. Mine tåre løber hurtigt, og de er ustyrlige. 
''Jeg skal nok være sød'' grader jeg desperat. Han sætter sin hånd, for min mund for at stoppe mig i at tale. Endnu et slag rammer mig, denne gang på min skulder. Jeg kan ikke skrige, og forsøger jeg bliver det værre. 

 

 

Jeg bliver vækket af Marco, der rusker i mig. Jeg slår øjene op, og et skrig lyder fra min mund. Der har sikkert været skrig inde. Det må ha vækket ham. Normalt hørte ingen, min skrig alligevel pga det lille loftrum jeg sov på normalt. 
''Baby Doll, er du okay?'' Spørg han, men en snert af bekymring. Mine øjne skimter endnu engang rummet, og undgår Marco's blik. Jeg ligger mig ned, og krymper mig sammen i foster stilling. 
''Jeg havde mareridt. '' Siger jeg fraværende, og ser ind i den hvide væg. Hans hånd begynder, langsomt og prøvende at stryge min skulder. Som om, han skal spørge om lov for at røre mig. Hans bevægelser er på en eller anden måde beroligende, og jeg ånder tungt ud. Jeg havde fortrængt denne oplevelse. Dagen hvor Ralph endnu engang, var tændt af over et eller andet, jeg ikke anede hvad var. Jeg havde siddet på min seng, og stirret ind i væggen, som jeg brugte mange timer på. Pludselig var døren fløjet op, og Ralph stod der. Fuld, og ildrød af raseri rød. Slagene havde haglet ned over mig, i stimer. Han havde gjort alt, for at ydmyge mig ved hans tæv. Han vandt. Han ydmyget mig, og det tog flere uger, før jeg så nogenlunde normal ud igen, efter denne tur. 
Bag mig rykker Marco på sig, og ligger sig ned ved siden af mig. Hans blide strøg er der stadig, og jeg ligger her. Rolig og død bange for at falde i søvn igen. Maridetene er uden tvivl på vej tilbage, og jeg er ikke parat til dem. Langt fra. Lige nu har jeg nok, i at skulle vende mig til det liv, jeg skal til at ha. Hans arme smyger sig omkring mig, og han trækker mig indtil ham. Han er uden tvivl, en stærk fyr. Både i muskler, og psyke. Så i et øjeblik, føler jeg han kan beskytte mig, selvom jeg ikke kender ham. I hvert fald, kan han få mig til at føle sådan, selvom jeg godt ved, han ligeså meget er fjenden, som Ralph har været i hele mit liv. 
''Du er bange, er du ikke?'' Siger han pludselig. 
Jeg nikker, og forsætter min stirren ind i væggen. Han stryger en tot af mit hår væk, 
''Du skal først, være bange hvis du trodser mig. Lige nu, har du ingen grund til at være bange. Men kan vi tale om i morgen. '' Hans stemme er beroligende, ligesom hans hænder der stryger mig langsomt. 

En let forsigtig rusken, vækker mig. Jeg åbner modvilligt øjene, og ser ind i Marco's is blå øjne. ''Godmorgen baby. Der er frokost om 10 min. Bag døren finder du, det tøj som du skal bruge. '' Han forlader rummet, imens jeg stadig er omtåget af søvn, og jeg vælter nærmest ud af den store guddommelige seng, hvor jeg uden tvivl har sovet fantastik. Med yderst forsigtighed, åbner jeg døren, og forventer nok at blive mødt af diverse kostumer, som falder i hans fantasi. Men jeg bliver overrasket. Det mest perfekte walk in closet, møder mig, og der hænger alt fra jogging bukser til smarte cocktail kjoler. Mine fingre stryger henover det bløde stof, og det hele føles uden tvivl som en drøm. Jeg finder en lille sort nederdel, og en sort thank top. Nu går turen til skoene, som jeg studere længe. Et par høje sorte stiletter vil passe til, og gøre mig tiltrækkende, som jeg har lært hele livet. 
Da jeg langt om længe finder køkkenet, i det absurd store villa, er Marco i fuld gang med madlavningen. En uforkarlig duft, ramte min næsebore, og får min tænder til at løbe i vand. Hvilket jeg ikke forstår, da jeg plejer at skulle tvinge mig selv til at spise derhjemme, fordi det nærmeste har været uspiseligt. 
Jeg trækker en af de hvide stole ud, og sætter mig ned. Marco vender sig, og ser på mig. Det må være lyden fra stolen, der har afsløret mig. 
Han sætter en tallerken foran mig, og det hele ser indbydende ud, men jeg er varsom. Han dumper ned i stolen overfor, og ser på afventende på mig, imens jeg skubber let til noget af det med min gaffel. 
''Spis'' Siger han kommandrende, og jeg er stadig for træt til at diskutere med ham. En enkel bid, kan jo heller ikke skade, og indrømmet. Jeg er hunde sulten. 
Tager sluger biden, og en fantastik smag løber ned igennem min hals. Fint han har vundet, jeg skal nok spise det, der er på tallerken. Der er ingen smag af jord, eller andre ting der føltes kvalme frem kaldende. 
Der blev spist uden mange ord, og Marco var dybt optaget af sin computer der stod foran ham. Det var fint for mig, jeg ikke havde meget at tale med ham om. 
Da jeg skubbede tallerken taknemlig fra mig, og takkede for måltidet, lukker han computeren sammen. Han så afventende på mig, og hans iskolde blik studerede mig. 
''Baby doll, i går havde du mange spørgelsmål, som jeg lovede vi kunne tag i dag. Men tro ikke vi, leger sådan at du bare kan spørge i en uendelighed. Der er ingen grund til at lære dig, du bare kan åbne munden når det passer dig. Sådan bliver det ikke. '' 
Jeg nikker ankerkende, og ser ind i hans iskolde is blå øjne. 
''Hvorfor har du købt mig?'' Mit blik drejer sig væk fra ham. Som om, jeg skammer mig ved at spørge. Det gør jeg bestemt ikke, men måden han ser på mig, fortæller mig jeg skal træde forsigtig. 
''Manglet vil selskab?'' Han er ironisk, i det han siger. Det kan høres, i et eller andet dumt sted i ham. 
''Du ligner ikke en, som har behov for at købe dig til selskab.'' 
Han kaster nakken tilbage, og griner højlydt. Det er første gang, jeg høre ham grine som et almindelig menneske. Latteren er glad, og ikke hånlig. 
''Tror desværre du har ret baby. Men nu skal jeg forklare dig det, du behøver at vide lige nu. Resten skal nok komme senere.'' 
Jeg læner mig tilbage, og gør mig klar til at lytte. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...