Baby Doll

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2013
  • Opdateret: 6 okt. 2013
  • Status: Færdig
''grad ikke når han sparker til dig. Hver ikke bekymret, når du høre skrigende. Piv ikke når, han siger du er uduelig. Fortryd ikke, når du spiller op til ham. Se det som en leg, hvor der kun er en taber. Dig selv.''

Amanda Swan, er 19 år gammel, da hun bliver købt af Marco. Hele hendes liv, har været et stort helvede, i selskab med sin stedfar Ralph, hendes Alkoholiker mor Henriette, og sin sted bror Devon 'Fuppe'.
Hun for besked på, at hun skal gøre sig fortjent til sin frihed igen, men hvordan kan man gøre sig fortjent til noget man aldrig har haft? Kan hun lære, at holde af Marco, selvom han er som han er? Mon hun nogensinde, kommer af med nanvnet 'baby Doll?'

[Ber over med stavefejl. De er gratis]


7Likes
25Kommentarer
2194Visninger
AA

2. Minderne

''Jeg folede hænderne, og så mod loftet, da han gik ud. Jeg sad på gulvet, uden tøj på, og med lidt blod, ned af inderlårene. Min kind var blevet rød, og hævet. Endnu en gang, havde han fået sin vilje, ved at slå. Jeg forsøgte, at lade vær og grade, men det var svært! Da jeg havde bedt, en stille bøn, tog jeg min dukke, og knugede den ind til mig. Hun måtte ha set det hele! Min elskede Dukke Cassoipiea, måtte ha set alt! Jeg så på hende, 
''sshh, du må ikke sige det til nogen, så bliver han bare vred'' hviskede jeg stille til hende, og knugede hende ind til mig, imens jeg vuggede stille frem, og tilbage, og nynnede, den sang far havde altid, havde nynnede for mig, inde jeg sku sove. Den fik mig til at falde til ro. Et skrig lød igennem, huset, og ind i min øre gang. Det skete igen! Jeg kravlede under dynen, og lod den dække mig, og knugede Cassoipeia ind til mig, imens jeg hørte det hele. Han var utilfreds igen!''

Jeg sukkede, og så op i loftet. Hvorfor var jeg dog, begyndt og tænke på det igen? Det ændrede intet alligevel! Alt det var alligevel væk. Jeg rejste mig fra sengen, og vidste en ny dag startet, som alligevel ikke var en ny dag. Bare endnu en dag, i helvede. Jeg trak i trøjen, og gik ned til morgen bordet. Heldigvis sad han der ikke! Jeg trak, en stol ud, og fik placeret mig korrekt. Min mor, stod og sang med på en sang fra radioen. Jeg kiggede kort på hende,

''Kan du godt li sangen?'' sagde jeg halvt surt, og morgen træt.

Hun vente sig rundt ''Ja?'' svarede hun kort, og tog en tår af sin vin.

''Så lad vær, og ødelægge den?'' sagde jeg surt, og tog pakken med cornflakes. Jeg hældte det op i en skål, og gik til køleskabet, efter en katon mælk. Jeg tjekkede datoen, og den var i hvert fald 14 dage for gammel. Jeg sukkede. Hvorfor kunne du, jeg ikke bo i en normal familie, ligesom andre? Jeg tog min tallerken med Cornflakes, og hældte dem i skraldespanden. Min mor havde plantet sig overfor mig, og var igang med at tænde en cigaret, og hældte et glas vin op. Jeg rullede med øjene, og roede skabene igennem, og fandt endelig frem til, noget brød, der så nogenlunde ud. Jeg tog en skive, og valgte bare at spise det rent. Hun pustede røgen ud, og hældte vinen ned. Jeg satte mig overfor hende, og spiste det tørre stykke brød. Hun smilede kort til mig 

'Hvor er du bare yndig Amanda! Du ligner din far!'' sagde hun hurtigt. Jeg skulede til hende,

''Min far var blondt?'' sagde jeg koldt, og skubbede en tot af mit kastanje brune hår, bag øret. ''Nej ikke din rigtige far. Din nye far!'' sagde hun hurtigt smilende. Jeg skulede endnu mere surt til hende. Min sted far?! Hvad tænkte hun dog på. Jeg lænede mig frem, og sagde koldt '

'Gå i supermarkede. Find nogen hjerneceller, der er normale, og så husk forhelvede da os noget mælk!'' Jeg skubbede bordet væk, og satte kurs mod mit værelse. Da jeg skubbede til bordet, væltede jeg uheldigvis flasken med vin ned i skødet på hende, og hun farede op. Hun var rasende nu! Jeg skyndte mig mod, mit værelse, og kunne høre hun råbte.

“Bare vent til din far kommer hjem Amanda!'' Jeg gik ind på mit værelse, trak vejret dybt ned i lungerne. Fedt! Han kunne komme hjem, om 10 min, og så fik jeg nye mærker! De gamle, var knapt nok helet endnu. Jeg gøs, og gik i gang, med at gøre mig klar. Kunne nogen gange, få ham til at styre sit tempermant, når havde gjort mig klar. Der var et lille håb. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...