Love Booking- For Dummies ~ {1D} ~

"For nogle mennesker er High School de bedste år af deres liv. For andre de værste. Og for nogle betyder de ikke så meget, de er der bare. Jep, det var sådan jeg havde det. De her år skulle bare overstås, og jeg skulle bare holde lav profil, da jeg ikke gad skabe unødig drama eller ligende... Så hvordan fanden blev jeg blandet ind i alt det her?!"

17-årige Lexie Styles går i High School, og lever et ganske normalt liv, lige indtil hun bliver rodet ind i et spil. Et spil mellem Zayn og Niall, de to drenge der nærmest styrer skolen. Lexies liv tager lidt af en drejning, og pludselig er intet lige så enkelt, som det var engang.

(*OBS- som det nok kan regnes ud, så er drengene ikke kendte i denne movella. Desuden vil der fremkomme sexscener og "anstødeligt" sprog i denne movella, så hvis I ikke er vilde med det, så skal I nok ikke læse den<3*)

43Likes
123Kommentarer
3177Visninger
AA

7. ~History ♡ 43 days left~

   Jeg havde lyst til at ignorere Noras opkald, da hun ringede lørdag eftermiddag, men jeg havde trods alt lovet hende, at jeg ville ringe til hende, så jeg måtte hellere tage den. ”Heej,” sagde jeg så energisk, som jeg nu kunne. Dagen i går havde drænet mig for energi, så det var en ret svær opgave at lyde energisk.

   ”Hey, så, hvorfor gik du så tidligt i går?” spurgte Nora over telefonen, og jeg sukkede indvendigt og kradsede mig kort på kinden. ”Jeg havde bare ikke lyst til at blive. Niall var… irriterende,” nøjedes jeg med at sige.

   ”Du kunne da bare været kommet hen til mig,” sagde Nora, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle svare på det. Jeg kunne ikke bare have været sammen med Nora i går, det ville ikke få Niall væk fra mig. Den eneste måde, jeg kunne komme væk fra Niall var ved at forlade festen, og det havde jeg gjort. Måske burde jeg give den forklaring, men jeg ville ikke fortælle Nora om Niall. Jeg ved ikke, hvad der var med ham, men hver gang jeg havde haft kontakt med ham på en eller anden måde, så havde jeg ikke lyst til at sige det til mine venner. Måske fordi jeg var den mest pessimistiske af os, og de ville derfor ikke kunne forstå min vrede til ham. Jeg afskyede ham. Sådan… virkelig meget. Især efter det der var sket aftenen før. Han havde helt klart overskredet et par af mine grænser.

   Jeg besluttede som regnet med, at jeg ikke ville fortælle Nora om, hvad Niall havde gjort, og jeg stak hende i stedet en falsk undskyldning om, at jeg heller ikke havde haft det så godt, og det fik hende til at lægge det på hylden. I stedet for at snakke om mig, fortalte hun så om, hvordan hun havde fundet en sød fyr til festen, og han havde kysset hende, og det fik jalousien til at vokse indeni. Nora havde haft en normal aften og kysset søde fyre, mens jeg var blevet chikaneret af en idiot og var nærmest blevet tvunget til at snave med ham. Den måde Nora fortalte om sit kys på, gav mig lyst til at fortælle hende om Niall. Om at jeg var blevet jagtet af ham, at han havde kysset mig, endda ret voldsomt, og at han havde prøvet at komme i bukserne på mig. Ikke hende, ikke andre piger, kun mig. Det var der dog alligevel prestige i, kan I huske den uskrevne regel på min skole, om at man ikke afviste Niall eller Zayn, hvis de ville have sex med en?

   Det så ud til, at jeg havde overtrådt den regel.

   Men Nora lød som om, hun følte sig højt hævet over mig, nu hvor hun havde fået et enkelt kys af en eller anden fyr, og det gjorde mig irriteret, for jeg havde faktisk oplevet mere end hende.

   Jeg rystede på hovedet af mig selv. Jeg kunne aldrig være glad på andres vegne, kun hvis jeg virkelig kunne lide dem. Eller… jeg kunne virkelig godt lide Nora, men når jeg samtidig var så tæt med hende, så blev jeg bare misundelig i stedet for glad. Jeg hadede mig selv for det, men hvad kunne jeg gøre? Det var sådan, jeg nu engang var, om jeg kunne lide det eller ej. Jeg håbede bare, at jeg en dag ville fortælle et eller andet til mine venner, og så ville de være misundelige på mig og ikke omvendt. Jeg håbede, jeg kunne fortælle dem en historie som i går, men med en person, som jeg faktisk kunne lide, og hvor jeg ikke følte mig klam bagefter. Og hvor den ikke var endt så dårligt som i går.

   Jeg lagde på efter at have talt med Nora i hele tre kvarter, og jeg gav mig selv et mentalt klap på skulderen for at have holdt ud så længe, mens jeg gik ud fra mit værelse og nedenunder. Jeg passerede køkkenet og så min mor sidde derude, mens jeg regnede med, at Robin var ude og købe ind eller noget. Jeg gik ind og satte mig i stuen for at tænde tv’et. Jeg valgte en musikkanal, for jeg var for udkørt til at se noget, hvor jeg skulle følge med. Jeg var så glad for, at det var weekend, for jeg trængte virkelig til en pause, og jeg kunne mærke, at denne her weekend absolut ikke ville blive produktiv for mig, men det gjorde mig blot glad. Det eneste, der nagede mig lige nu, var, at jeg skulle i skole igen på mandag, og uheldigvis gik Niall jo på min skole. Jeg kunne kun håbe, at han havde været for fuld i går til at kunne huske noget, og at han derfor ville lade mig være. Men Liams ord sad og prikkede i min hjerne.

   ’Niall er ikke typen, der giver op’. At Liam vidste så meget om Niall, gjorde mig lidt forvirret, for de virkede ikke ligefrem som venner, men så huskede jeg den samtale, jeg havde overværet mellem de to. Måske var de venner… måske var de ikke. Én ting var sikkert, jeg vidste intet om de to, og det kunne også være det samme, for jeg behøvede ikke at vide noget om dem.

 

~~

 

   Min weekend var gået, som jeg regnede med. Jeg havde set fjernsyn, været på computeren, hørt musik og gået en enkelt tur om søndagen. Men trods min afslappende weekend, så var jeg ikke klar til skole igen. Det eneste, der muntrede mig op, var, at jeg havde historie i dag, hvilket nok var mit yndlingsfag, så det glædede jeg mig til, desværre havde jeg det først i de sidste par timer.

   Til mit held gik dagen dog hurtigt. Jeg havde engelsk om morgenen i de første timer, og efter det var det meningen, at jeg skulle have haft biologi, men der dukkede aldrig en lærer op i klassen, så i stedet tog jeg mig en velfortjent pause og snakkede lidt med mine venner, inden vi gik til frokost. Det eneste dårlige ved at snakke med mine venner, var, at Nora blev ved med at ævle løs om festen i fredags, og jeg prøvede så inderligt bare at glemme den. Hun blev ved at fortælle mig om ting, jeg var gået glip af, og hvor ærgerligt det var, at jeg var gået så tidligt. Jeg tror ikke, hun havde nogen idé om, hvor meget det irriterede mig, og sikkert også Jess for den sags skyld, da hun slet ikke havde været med. Heldig…

   Jeg blev glad, da jeg kiggede på uret og så, at vi skulle til time nu, og nu kunne Nora ikke snakke mere om den latterlige fest. Vi trådte alle ind i klasselokalet og fandt en plads, og ikke lang tid efter kom vores lærer. ”Godt, i dag begynder I på jeres pararbejde. I skal, som sagt, arbejde sammen 2 og 2 og lave en opgave om det emne, I får tildelt,” sagde min lærer, Mr. Jenkins, og vendte sig mod tavlen. ”Jeg skriver op, hvem der er sammen.”

   Vi havde sidste gang givet ønsker til, hvem vi gerne ville være sammen med, og Mr. Jenkins havde så valgt at gå hjem og finpudse det lidt, blandt andet for at sikre sig at alle grupperne gik op. Jeg sad tålmodigt og ventede på, at mit navn ville blive skrevet på tavlen, mens jeg overvejede, hvem jeg mon skulle arbejde med. Det stak lidt i mit bryst, da jeg så Jess’ og Noras navn blive skrevet ved siden af hinanden. Hvor var det typisk, at de fik lov at arbejde sammen, mens jeg måtte være det tredje hjul og arbejde med en anden. Det eneste, jeg kunne trøste mig med, var, at de var dårligere til historie, end jeg var. De ville bare have trukket mig ned, og det behøvede jeg ikke. Nu var jeg bare nysgerrig for at se, hvem jeg så skulle arbejde sammen med.

   Mr. Jenkins gik væk fra tavlen og viste os de endelige grupper, hvilket fik mig til at gøre store øjne. Mit navn stod ikke deroppe. Jeg scannede tavlen et par gange for at være helt sikker, og den var god nok. Jeg stod ingen steder. Skulle jeg arbejde alene? Selv hvis jeg skulle, så ville jeg da være blevet skrevet op, ville jeg ikke?

   ”Nogen, der har nogle problemer med disse grupper?” spurgte Mr. Jenkins, og jeg løftede langsomt min hånd op i luften. ”Ja, Lexie?” sagde Mr. Jenkins og gjorde en gestus mod min hånd, hvorefter jeg sænkede den igen. ”Øh ja, mit navn står der ikke,” sagde jeg forsigtigt.

   ”Nå jo, kom herop om lidt, jeg skal snakke med dig om noget,” var hans svar, hvilket bragte forvirring frem i mig. ”I andre kan bare begynde at arbejde, jeg har også skrevet hvilket emne I skal arbejde med.” Da alle i klassen så småt begyndte at finde deres partnere og begynde på deres arbejde, rejste jeg mig fra min stol og gik op til katederet.

   ”Ja,” begyndte Mr. Jenkins og foldede hænderne. ”Du undrer dig sikkert over, at du ikke har nogen partner her.” Jeg nåede kort at nikke, inden han talte videre. ”Jeg kan berolige dig med, at du ikke kommer til at arbejde alene, men du kommer heller ikke til at arbejde med nogen herinde.”

   Jeg kiggede overrasket ned på min lærer og pillede lidt ved mine negle. ”Okay?” sagde jeg spørgende i håb om, at han ville uddybe sig, hvilket han snart gjorde. ”Du er den bedste til historie herinde, faktisk er du på et højere niveau end de andre, så jeg har arrangeret med en anden lærer, at du kan få lov at lave denne opgave i en anden klasse. Nemlig i en klasse højere oppe,” forklarede han. Jeg følte mig smigret, men meget usikker. ”Skal jeg arbejde med 3.g’ere?” spurgte jeg nervøst, og Mr. Jenkins smilte.

   ”Det kan du sagtens klare, hvis du altså vil. Det vil være rigtig godt for dine karakterer og en masse andet,” sagde han, og jeg stod kort og overvejede, om jeg skulle afslå. Det virkede lidt uhyggeligt, men samtidig så… så ville det være en udfordring, og jeg ville have noget at prale af. Det var jo faktisk en kæmpe mulighed, da jeg måske kunne score højere karakterer, og muligheden for at komme ind på uddannelser, når den tid kom, ville være højere.

   ”Det vil jeg gerne,” endte jeg med at sige, og min lærer så meget tilfreds ud.

   ”Det er jeg glad for, jeg tror, det er godt for dig at få lidt udfordringer,” sagde han og rejste sig. ”Tag dine ting, så viser jeg dig hen til den klasse, som du skal være i de næste par uger i historietimerne.” Jeg nikkede og luntede straks ned for at pakke mine ting sammen og svinge min taske over skulderen. Nora hev kort fat i min arm, inden jeg gik. ”Hvad så?” spurgte hun og forlangte vel, at jeg gav en form for statusrapport. Jeg smilede.

   ”Jeg skal lave denne her opgave på 3.g-niveau, sammen med en fra 3.g!” forklarede jeg begejstret, og Nora og Jess måbede nærmest synkront. Jeg nåede ikke at se mere, før jeg måtte gå og følge efter min lærer. Jeg sagde ikke rigtig noget, mens han fulgte mig op til den klasse, som jeg skulle være i. ”Held og lykke. Du kan bare gå ind, jeg går tilbage,” sagde Mr. Jenkins og lod mig stå alene på gangen i et stykke tid, inden jeg tog mod til mig og åbnede døren, og jeg følte straks, at alle øjne i klasseværelset landede på mig, hvilket gjorde mig meget ukomfortabel.

   ”Og der tror jeg vidst, vi har hende,” sagde læreren i lokalet, inden hun rejste sig og gik hen til mig. ”Jeg er frk. Halligan, og du må være Lexie, som jeg har hørt så meget om,” sagde hun, så alle i rummet kunne høre hende. Det gjorde mig ret forlegen, hvis jeg skal være ærlig. Jeg kunne ikke lide at alle kunne høre, når jeg havde en samtale med nogen. Jeg gav frk. Halligan hånden, og nikkede. ”Ja,” mumlede jeg simpelt og strammede grebet om min rygsæk for at komme ud med nogle af de spændinger, jeg havde indeni.

   ”I kan bare arbejde videre,” meddelte frk. Halligan om, og småsnak bredte sig i klasselokalet. Jeg prøvede at få et overblik over klassen, måske kendte jeg nogen herinde, men frk. Halligan foran mig stjal min opmærksomhed. ”Godt, klassen har allerede fået at vide, hvem de er sammen med, så du skal bare finde din partner, som er…” begyndte hun og gik hen til katederet for at kigge i sine papirer. Jeg begyndte at scanne klassen igen, mens hun ikke snakkede til mig, og mit blik landede på en person bagerst i klassen, hvilket fik mit hjerte til at stoppe i et par sekunder, i samme sekund som frk. Halligan sagde, hvem jeg skulle arbejde sammen med.

   ”Niall,” lød det fra hende, mens jeg fik øjenkontakt med ham. Han smilede nærmest hoverende til mig og vinkede flabet. ”Han sidder dernede,” fortsatte frk. Halligan, og det gav mig lyst til at vrisse af hende. Jeg vidste godt, hvor han sad, mange tak for ingenting. ”Niall er nok på dit niveau, vil jeg tro. Man skulle ikke tro det, når man ser ham, men jeg må indrømme, at han er meget imponerende i mine fag.” Hun vidste garanteret, at Niall havde lidt af et ry på skolen, så hun følte sig sikkert forpligtet til at berolige mig ved at sige alt det. Jeg sukkede diskret og smilede til hende, inden jeg begav mig ned imod Niall, med det, der absolut ikke var et smil, malet hen over mit ansigt.

   ”Well, well, well,” sagde han, da jeg hev en stol hen og satte mig ved siden af ham. ”Er du faldet lidt ned siden sidst, vi sås?” Jeg skulede til ham efter hans kommentar. ”Nej,” mumlede jeg stille, men ikke stille nok, for Niall hørte det.

   ”Nå, nå,” lo han overlegent. ”Hvorfor ikke?” Jeg tog en skarp indånding. ”Fordi du overskred nogle af mine grænser, jeg syntes, det var ubehageligt,” forklarede jeg.

   ”Slap nu af, jeg var fuld, du kan ikke være sur på mig for evigt over én dårlig oplevelse,” påpegede han, men sandt at sige, så var det ikke kun én dårlig oplevelse. Der var også hele episoden med Liam til eftersidning. Jeg sagde ikke noget til Niall, i stedet knyttede jeg bare næverne og kiggede ned på dem, inden jeg begyndte at pille lidt ved mine negle.

   ”Giv mig en chance, lad os slå en streg over alt det her og begynde på ny,” sagde Niall og tog sin hånd frem mod mig. Jeg kiggede skeptisk på den. Hvad skulle begynde på ny? For der skulle ikke ske noget mellem Niall og mig, det havde jeg slet ikke lyst til. ”Vi skal alligevel arbejde sammen det næste stykke tid, vi kan lige så godt være venner, ik?” fortsatte Niall, og jeg sukkede kort, inden jeg gav ham hånden uden at tænke yderligere over det. Jeg hadede mig selv for det her. Jeg ville ikke være venner med Niall! Jeg ville ikke slå en streg over de ting, som han havde gjort! Og jeg ville slet ikke arbejde sammen med ham i historie, men det var jeg vidst tvunget til.

   ”Se, nu er vi venner!” sagde Niall muntert med et skævt smil plantet i ansigtet. Jeg rystede langsomt på hovedet. ”Nej, nu er jeg villig til at arbejde sammen med dig og ikke give dig den kolde skulder. Det er ikke det samme som venner,” forklarede jeg, og Niall så overrasket på mig et kort øjeblik, inden han smilte overlegent til mig. ”Fair nok,” mumlede han kort og hvilede sin hage på sin hånd.

   Jeg sukkede lavt. ”Godt, hvad er vores emne?” spurgte jeg ham om, og han stirrede kort tænkende op i loftet, inden han så på mig igen. ”Henrik VIII,” svarede han, og en lille gnist af begejstring opstod indeni mig. Niall brød ud i et svagt grin. ”Hvad er der?” spurgte jeg så roligt som muligt.

   ”Jeg kan se, at du er glad for emnet,” sagde han, og jeg mærkede blodet stige op i ansigtet på mig. ”Hvad mener du?” spurgte jeg og kiggede væk, i samme sekund som Niall pegede på mit ansigt. ”Du fik et kæmpe smil på læberne, da jeg sagde, hvad vi skulle have om. Du lagde garanteret ikke engang selv mærke til det,” smågrinte han, og jeg dækkede flovt mit ansigt med min ene hånd. Nej, det havde jeg slet ikke lagt mærke til. Hvorfor lagde Niall mærke til det? Han var sikkert bare sådan en person, der lagde mærke til alle de små ting, som folk gjorde.

   ”Ja, jeg er glad for emnet,” indrømmede jeg. Jeg elskede hele historien om Henrik VIII, og jeg kunne ikke vente med at komme i gang med denne her opgave. Hvis jeg da skulle lave den alene. Der blev lagt en lille dæmper på min begejstring, eftersom jeg skulle arbejde sammen med Niall.

   Ej men hvorfor mig? Jeg blev seriøst deprimeret ved tanken. Det ville blive hæsligt, jeg var sikker.

   ”Så, hvordan skal vi gribe det her an?” spurgte jeg efter lidt tids stilhed, og Niall trak kort på skuldrene, hvilket gjorde mig lidt irriteret. Det her samarbejde skulle nok blive godt, når Niall slet ikke tog initiativ. Jeg begyndte at foreslå, hvordan vi skulle begynde på vores opgave næste uge, og Niall kom faktisk også med et par idéer, hvilket overraskede mig.

   Jeg skriblede nogle idéer ned på et papir og pegede på noterne i samme sekund som Niall, hvilket fik vores hænder til at røre hinanden, og jeg trak hånden væk af ren automatik. Niall kiggede overrasket på mig. ”Virkelig?” begyndte han og smilte. ”Vi har kysset før, men når vores hænder rører, så trækker du dig væk?” Jeg bed vredt tænderne sammen.

   ”Vi har ikke kysset, du har kysset mig,” rettede jeg med en lav stemme og kiggede ned på papiret igen. ”Og desuden, så trak jeg mig også væk dengang.”

   ”Du var sgu da med på den,” sagde Niall og lænede sig tilbage i sin stol for at krydse armene. ”Sid ikke og spil uskyldig.”

   ”Hvad mener du med, at jeg var med på den, vel var jeg ej! Du tvang mig!” forsvarede jeg mig med, hvilket fik Niall til at grine lavt. ”Ja du har ret, jeg tvang dig til at bevæge dine læber mod mine og lukke øjnene i nydelse og den slags,” sagde han, og jeg rejste mig brat op fra min stol. Jeg stirrede kort på ham, inden jeg vendte rundt.

   ”Jeg går på toilettet,” mumlede jeg, inden jeg begyndte at gå. ”Husk nu at gå ind på det rigtige denne gang!” råbte Niall efter mig, hvilket fik mig til at vænne mig mod ham og sende ham et vredt blik. Heldigvis var der forholdsvis meget larm i klassen, så det var ikke alle, der hørte hans åndssvage kommentar, men jeg var sikker på, at der var nogen. Hurtigt vendte jeg rundt igen og gik med hastige skridt ud af klasseværelset og satte min kurs mod toiletterne. Det gjorde mig vred, da jeg dobbelttjekkede, at jeg gik ind på det rigtige toilet, for jeg følte, at Niall havde vundet over mig. Jeg slog en af toiletbåsene op og smækkede den hurtigt efter mig, inden jeg satte mig på toiletsædet og hev mig selv i håret. Jeg var så tæt på at komme med nogle frustrerede skrig, men jeg holdt det i mig.

   Niall var en idiot, en kæmpe idiot. Tænk, at jeg faktisk et kort øjeblik troede, at han var flink. Det troede jeg virkelig, jeg mener, han snakkede ’pænt’ til mig og deltog i vores pararbejde og pludselig, så vendte han rundt som på en tallerken og var en idiot. Han irriterede mig. Men jeg skulle arbejde sammen med ham i det næste stykke tid, så jeg kunne ikke slippe fra ham. Hvad fanden var oddsene også for, at jeg skulle arbejde sammen med ham. Nogen må have fusket med den gruppeliste, jeg kunne ikke tro andet.

   Efter at have siddet på toilettet i en passende mænge tid, rejste jeg mig op og fandt min vej tilbage til klasselokalet. Jeg trådte sukkende derind og gik hen for at sætte mig ved siden af Niall uden overhovedet så meget som at kigge på ham. Jeg sad bare og stirrede ud i ingenting i næsten 10 minutter, indtil Niall brød stilheden. ”Så, hvornår skal vi begynde på opgaven?” spurgte han, og da spørgsmålet trods alt havde relevans, kiggede jeg over på ham.

   ”Næste gang vi har historie, går jeg ud fra, vi kan bare bruge timerne herovre,” sagde jeg, og Niall så forvirret ud et kort øjeblik, inden han nikkede. ”Nå ja, du var her ikke, da vi fik det at vide,” begyndte han og så tilfredst på mig. ”Vi skal også arbejde uden for skoletiden, medmindre man vil have en dårlig karakter.”

   Jeg følte, at mit hjerte sank ned i maven på mig ved de ord. Jeg skulle tilbringe alt for meget tid sammen med Niall. Kunne han ikke bare forsvinde og lade mig være?

   ”Så mit forslag er, at vi på onsdag tager hjem til enten mig eller dig og arbejder,” foreslog Niall, og jeg havde lyst til at fnyse ad ham, men lod være. Som om jeg gad bruge min fritid på ham. Og jeg gad slet ikke have ham hjem i mit hus, eller nærme mig hans igen.

   ”Hvorfor kan vi ikke bare arbejde på biblioteket?” spurgte jeg koldt.

   ”Det lukker tidligt om onsdagen,” argumenterede Niall, men så let gav jeg ikke op. Vi måtte kunne finde en alternativ løsning. ”Jamen så lad os gøre det en anden dag? I morgen?”

   ”’Kan jeg ikke, der er træning,” svarede Niall, og jeg undrede mig kort over, hvad for noget træning, han mente, indtil jeg regnede ud, at det nok var fodboldholdet, han snakkede om. ”Så torsdag… nå nej, der kan jeg ikke,” mumlede jeg, og før jeg nåede at snakke videre, afbrød Niall mig.

   ”Og fredag er altså ikke en mulighed.” Selvfølgelig ikke. Mr. Popular her, havde sikkert en vild fest enten at tage til eller holde.

   Jeg sukkede. Jeg havde ikke noget valg, jeg var tvunget til at være sammen med Niall på onsdag hjemme hos en af os. Jeg ville ikke have, at det skulle være hos mig, han skulle ikke se mit værelse eller møde min familie eller noget. Min familie behøvede slet ikke at vide noget om ham, det var jo ikke ligefrem, fordi han var den person, man pralede til sine forældre om, vel?

   ”Skal vi så tage hjem til dig efter skole på onsdag?” spurgte jeg modløst, og Niall nikkede roligt. ”Bare vent uden for skolen, så følges vi,” sagde han i samme sekund, som klokken ringede. Jeg pakkede mine ting sammen og mumlede et ’vi ses’, inden jeg hurtigt gik ud af klasselokalet. Det sidste jeg nåede at se, inden jeg gik ud, var Nialls selvtilfredse smil, hvilket fik mit blod til at koge. Jeg var lykkelig for, at jeg havde en kort dag i dag, og ikke skulle have flere timer, for lige nu var jeg så sur på verdenen, at jeg ikke ville kunne klare at sidde i en klasse et sekund længere, medmindre jeg ville eksplodere.

   Hvorfor Niall? Hvorfor lige ham af alle mennesker? Jeg var frustreret og irriteret på universet for at sætte mig på prøve på denne her måde, og jeg gik og gruede for på onsdag, hvor jeg skulle hjem til Niall, for jeg glædede mig absolut ikke, jeg gad slet ikke være sammen med ham i min fritid, men Niall havde nærmest ikke givet mig noget valg.

   Dumme Niall og hans overlegne attitude og dumme smil. Jeg hadede ham med en brændende passion.

 

                                                                                                                                                                      

Og så kom der endnu et kapitel! Jeg skyndte mig så meget som muligt, så det siger lidt om, hvor meget fritid jeg har for tiden :/

Men nok om det, hvad synes I om kapitlet? Jeg ved godt, at der ikke sker meget, men jeg lægger lige som op til nogle ting<3 Hvordan tror I, at Niall og Lexies 'lektie-aftale' går? Bliver det en katastrofe eller en succes, eller bare midt i mellem?

I er så søde for at læse denne historie, der er allerede 40, der har den på deres favoritliste, jeg er virkelig beæret! Mange tak! ily all<3<3<3

(btw, hvis I er interesserede i at vide 40 random ting om mig, så tjek mine to nyeste mumbles ud<3 it's up to you of course<3)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...