Amy Nightshade

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 apr. 2013
  • Opdateret: 17 jun. 2013
  • Status: Igang
Amy Nightsahde var en ensom pige der boede på et børnehjem for piger. Hendes hverdag er kedelig og trist men da hun får et mystisk brev bliver alt forandret...

4Likes
10Kommentarer
540Visninger
AA

3. Skænderier,ugler og blåt blæk

Hr og fru Klinstoen var gået med Katy. Jeg var ved at dø af længsel sorg og misundelse. Og som om det ikke skulle være nok kom min 'fjende' Isabell imod mig. Det tegnede aldrig godt når hun gjorde det. Vi lavede de vildeste skænderrier og kom nogen gange op at slås. Når vi begyndte et skænderri kom nærmest alle fra børnehjemmet og så på. Isabell og hendes slæng (to muskuløse pige på 16 og 15) var henne ved mig nu. Hun så koldt på mig og jeg gengældte hendes blik. Ud af øjenkrogen så jeg nogen prikke til hinanden og pege over på os. Snart stimlede en flok rundt om os. Jeg ville prøve noget nyt o uventet i dette skænderri: at skride fra Isabell.

"Nååå du blev ikke adopt.." mere nåede Isabell ikke at sige før jeg brød ind:" Ved du hvad Isabell? Jeg gider slet ikke at tale med dig." sagde jeg og skubbede mig forbi det overraskede publikum som var mindst ligeså paf som Isabell, så jeg ud af øjenkrogen. Jeg lo for mig selv og gik udenfor i baghaven. Men jeg vidste at hun ville komme. Og gangske rigtig: nu kom hun gåene ned ad trpperne med det halve børnehjem i hælene. Snart lavede de en ny kreds runt om os. Så stod vi og nidstirrede hinanden. Isabell begyndte igen: "Nååå du blev ikke adopteret hva'?"  lo hun ad mig. Jeg knyttede næverne. Så var det tid til gengældelse: "Åh i det mindste overvejede de mig... så vidt jeg så kiggede de ikke engang på dig!". Publikum smålo. Jeg havde vundet et point i skænderriet. Sådan var det altid: den der fik flest point vandt skænderriet. Isabell var rasende. "Åh men jeg husker sidste gang du blev adopteret? i et halvt år? Hvad var det nu der skete,hmmm.. Nåh jo de døde!" svarede hun ondt. Mængden sagde noget i retning af: Uu-u-uuh!. Nu havde hun også et point. Det stod 1-1.

Jeg bed vreden i mig for at finde på et godt svar. Det kom til at lyde sådan:"Var du på børnehjemmet da det skete? Nåh ja du kom da du var 5! Det var din far ikke? Nå ja dine forældre kunne ikke lide dig!" svarede jeg og bed hende af. Isabell udstødte et lille skrig af vrede. 2-1. Nu stod vi og stirrede på hinanden med blanke øjne. Ingen af os ville vise vores sande følelser foran alle de andre. "På hende Sally og Hanna!" skreg hun i vrede og sorg. "Nåååh pattebarnet tør ikke at ordne mig uden sine håndlangere!". 3-1. Isabell holdt dem tilbage og gik frem mod mig. "Altså Isabell du kn ligeså godt indse det: du taber denne gang. Det står 3-1 til mig!". Spredt latter. 4-1. Hun så vredt på mig og gav mig et hårdt skub så jeg gik et skridt tilbage. 4-2. "Det ville du ønske at du aldri havde gjort!" skreg jeg og kastede mig over hende og rev, kradsede og slog. Hun kæmpede bravt tilbage. Dette  var over hovedet ikke første gang. Mens vi sloges råbte vi skældsord ad hinanden: "Dumme dulle!" skreg jeg og hev hende i håret. "Møg mær!" råbte hun og kradsede mig i ansigtet. Sådan kunne vi blive ved meget længe. Publikum stod og heppede. Men som tiden gik fik vi færre og færre kræfter. Den der vinder vores slagsmål er altid den sidste det står op. Så med en sidste kraft ansrengelse fik jeg skubbet den mindst ligeså trætte Isabell omkuld. Publikum jublede. Jeg havde vundet vores skænderri 5-2 for man fik et point for at vinde slås kampen.

Jeg forlod Isabell der blev hjulpet op af Sally og Hanna der stirrede rasende på mig. Publikummet gik også så småt ind. Jeg gik op på mit værelse og tog min bog ud ad skuffen. Ligesom jeg lukkede skuffen hørte jeg en kradsen og en tuden. Det var ikke en mennesketuden det var en... Jeg lagde bogen fra mig og så ned ad vinduet. Der hang min postkasse. Alle har en postkasse hængene i deres vinduer for det er der vi får post. Jeg åbnede postkassen og der sad en ugle. Den flaksede op ad postkassen og ind på mit værelse. Jeg var lamslået. Jeg fik aldrig post? Jeg gik he n til uglen der ikke lignede almindelige ugler. Jeg vidste godt hvad det var. Det var en post-ugle. Det var dem der bragte post ud. Jeg havde aldrig set en tæt på før. Den havde en lille rød hat hvorpå der stod: PUN. Det står for Post-Ugle-Netværket. Den havde også en lille brun taske med breve i. Jeg rørte forsigtigt ved dens hat. Den skræppede og snappede ud efter mig med sit næb. "Undskyld" mumlede jeg. Postuglen så lidt på mig. Så tog den et brev op til mig, stoppede det i hånden på mig og fløj ud af det åbne vindue.

Jeg sad på min seng med brevet i hånden. Alrig før i mit liv havde jeg fået et brev. Jeg så på afsenderen. Der stod: "Elementries" og under det var et våbenskjold. Den var delt op i kvarte. Den ene var der vand, den anden ild, den tredje luft som var en tornado så man kunne se det, og i den fjerde var det jord. Grebet af spænding åbnede jeg brevet. I brevet stod der:

Kære Amy Roes Nightshade

Du er blevet optaget på Elementries Skole for Elementerne og Trolddom. Det ville glæde os at du vil komme første skoledag den første september. Viceinspektøren vil hente dig i skolebussen eftersom du er første års elev. Hav et godt helbred!             Hilsen Miranda Greest inspektør på Elemetries.

Jeg stod og stirrede på brevet. Det var skrevet med blåt blæk. Jeg satte mig ned på sengen. Det her mindede mig om Harry Potter. Jeg var på én gang opfyldt af lykke og rædsel. Tænk hvis det bare var nogen der lavede sjov med mig? Måske Isabell? På den anden side hvad så hvis det var rigtigt?  Jeg så på uret. Der var snart aftensmad. Jeg bagav mig ned i køkkenet med brevet og intet andet end brevet i hovedet. Lige før jeg var gået havde jeg gemt brevet godt og grundigt. Jeg sad og spiste og ænsede næten ikke larmen eller den stinkene ostetærte jeg spiste. Jeg tænkte kun på brevet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...