Amy Nightshade

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 apr. 2013
  • Opdateret: 17 jun. 2013
  • Status: Igang
Amy Nightsahde var en ensom pige der boede på et børnehjem for piger. Hendes hverdag er kedelig og trist men da hun får et mystisk brev bliver alt forandret...

4Likes
10Kommentarer
500Visninger
AA

4. Ren smerte

Madam Krisht så på mig. Og så på brevet. Og så på mig igen. "Jeg har ikke helt forstået det? Det er bare en joke Nightshade. Hvad ville du måske forklare det med?". Hun stak brevet lige op i hovedet på mig. Jeg opdigtede hurtigt en løgn. "Det er en skole for problem børn.  De tager dem med til en kost skole hvor de opdrager strengt. Brevet har jeg fået fordi en af deres stuepiger ved hvor meget de hader mig og hvor stort et problembarn jeg er så deres stuepige meldte mig til det og jeg fik et brev og er blevet optaget på skolen og deres skolebus kommer og henter mig den første september. De bliver fuldstændig fri for mig bortset fra sommerferien hvor alle SKAL hjem men kun i to måneder. Er det acceptabelt frøken?" sluttede jeg. Madam Krisht tænkte over det. Tanken om at slippe for mig gjorde hende vist i godt humør. "Udemærket! Jeg håber at de sætter god opdragelse på den skole!" sagde hun og skrev under som min forsørger på brevet. "Mange tak frøken de vil ikke fortryde!" sagde jeg, nejede for hende og gik ud af hendes kontor.

Jeg løb lykkeligt ind på mit værelse. Jeg havde allerede pakket min kuffert. Det var den 24. august så bussen kom om en uge. Jeg kunne næsten ikke vente med at slippe væk fra børnehjemmet. Jeg så rundt i mit værelse. Der var ikke meget i min kuffert. Kun en laset rød trøje og en sort slidt nederdel som jeg havde fået af madam Krisht og så min Harry Potter bog. Ikke andet end det. Jeg klappede kufferten. Ingen havde nogen sinde og kommer aldrig nogen sinde til at være ligeså lykkelig og spændt som jeg var. Intet kunne slå mig ned. Jeg gik ud af min dør og hen ad gangen. Jeg gik om et hjørne og dér stod Isabell og hendes to håndlangere. Jeg var lige glad. Hun kunne ikke dæmpe min glæde. "Hej Isabell! Flyt jer lige i står i vejen!" sagde jeg muntert. Først stirrede de bare på mig. Så kom Isabell til sig selv og hvinede: "Grib hende! Følg planen! Hurtigt!". Jeg nåede lige at undre mig før Hanna og Sally og mig i et fast greb og slæbte mig ind på Isabells værelse. Min glæde var blevet erstattet af panik. "Slip mig! Hvad fanden er meningen?" skreg jeg og kæmpede vildt imod. Men Sally og Hanna var for stærke. De tog en stol tvang mig ned i den og bandt mig fast.

"Hvad satan i pisse helvede er meningen med det her? Slip mig fri NU!" hvinede jeg, men de stod bare og grinede ad mig. Jeg kæmpede vildt imod rebene men det endte med at jeg røg på snusen og fik næseblod. De grinede endu mere ad mig. Jeg kunne mærke tårene men jeg tvang dem tilbage. Isabell sparkede mig i ansigtet. De grinede endu mere. Smerten dunkede og tårene trillede. Jeg kunne ikke holde dem tilbage. Men mit ansigt afspejlede inderlig had og vrede. "Bare stil hende op nu" sagde Isabell og Hanna og Sally stillede stolen op. "Du vil komme til at fortryde det her din lille lort!" hviskede jeg hæst. Isabell besvarede det med en lussing, en mavepuster og endu mere latter. Okay jeg tog fejl. Isabell ville altid kunne dæmpe min glæde. "Hvad er meningen! Jeg anmelder dig! Hvad har i gang i terrorister?" skreg jeg. Isabell så på mig. "Jeg-vil-give-dig-en-uforglemmelig-oplevelse!". Hvert ord blev fulgt af enten lussinger eller slag eller spark.

"Hold nu op Isabell! Du er famndeme gået for vidt! Det her er ved satan ikke okay!" skreg jeg. Isabell smilede bare og rystede på hovedet og slog mig igen og igen og igen. Smeten var for stor. Jeg kunne ikke mere. Jeg brast sammen og græd det hvide ud af øjnene. "Du vil fortryde det her!" hulkede jeg. Hun så triumferene på mig. "Åh jeg er skam ikke færdig! Hanna! Sally! Vend stolen som vi havde planlagt!". Hanna og Sally vendte stolen om. Jeg gispede. Det var et spejl. Jeg lukkede øjnene. Isabell kendte min svaghed. Hanna og Sally holdt mine øjne åbne med fingrene. Jeg begyndte at skrige. Det var som om mit spejlbillede åd mig op indefra og druknede mig, hang mig og myrdede mig med en kniv på samme tid.

Mit skrig var så højt og så inderligt at Hanna og Sally måtte slippe mig for at holde sig for ørene ligesom Isabell. Jeg blev ved og ved med at skrige og det hjalp ikke at holde sig for ørene. De tre så forskrækket på mig for jeg blev ved og ved med at skrige. De vendte mig væk fra spejlet men det hjalp ikke. De bagyndte at slå på mig for at få mig til at holde op men de gjorde det meget værre. Jeg stoppede ikke ét sekundt med at skrige. Det var som om min stemme ikke ville stoppe mig, ikke gøre mig hæs. Så derfor blev jeg ved og ved med at skrige. Jeg kunne ikke stoppe. Jeg kunne høre hastige fodtrin uden for døren. De andtre hørte det ikke for de var for optaget af at slå og sparke mig.

Døren blev slået hårdt op. Ind kom madam Krisht og fem stuepiger. Jeg skreg stadig. De andre havde ikke lagt mærke til dem for de var kun optaget af at pine mig. Mit skrig fortog sig og min forslåede krop og mit ansigt der var vådt af tårer og blod var rettet med en bønfaldene blik mod madam Krisht. "Så holdt du op var din lille lo..." sagde Isabell men fik så øje på madam Krisht. Hun blev bleg. Madam Krisht så rystet ud. "Frøken jeg kan forklare..." stammede Isabell. Men selvom madam Krisht hader mig og elsker hende var det som blæst fra solen. "Hjælp..." hviskede jeg med en sidste kraftansrengelse. Så besvimede jeg. "Før hende ned i hospitals rummet. Hjælp hende så godt i nu kan" beordrede madam Krisht de fem tjeneste piger der forsigtigt løsgjorde mig fra rebene og bar mig afsted.

Da de var væk så madam Krisht strengt på Isabell. "Det må jeg indrømme Isabell det havde jeg ikke forventet af dig!". Isabell krympede sig og så ned i gulvet. "I to bliver her!" sagde madam Krisht til Sally og Hanna der var ved at snige sig ud af værelset. De gik skuffet tilbage bag Isabell. "Jeg må sende jer væk. Til en kostskole. I er bortvist herfra. Jeg kender én. Den hedder Juliies kostskole. Jeg sender jer derhen imorgen. Desværre bliver i nødt til at være her om sommeren. Ellers- Vov ikke at sætte en fod  her igen!" afsluttede madam Krisht og gik ud og smækkede døren efter sig. Tilbage stod Isabell Hanna og Sally grædene tilbage med blodige hænder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...