Used To Be - One Direction 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2013
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Færdig
Niall Horan er den eneste, som ikke har haft en kæreste eller datet i sit band, One Direction. Ifølge deres management, har dette en negativ virkning på fansene, som godt kan synes at han "forsvinder i mængden", i forhold til de andre i bandet, som alle sammen har en kæreste.
For at gøre Niall mere populær, har managementet bikset en "plan" sammen, der i sidste ende forhåbentlig får Niall op på samme niveau som de andre drenge. Kort sagt går denne plan ud på at finde en helt igennem normal pige, som Niall kan date i et par måneder og få et par avisoverskrifter med. Det eneste krav er, at hun ikke skal være opsigtsvækkende, og opføre sig særlig meget anderledes i forhold til andre piger på sytten år. Efter kort tids søgen finder de Lucia West, en pige, som Louis Tomlinson gik i folkeskoleklasse med. Det de dog ikke er forberedt på, er, at hun langtfra stadig er den tilbageholdende pige, som de troede, hun var ...

213Likes
432Kommentarer
38775Visninger
AA

10. Kapitel 9

You love all sailors

But hate the beach

You say "Come touch me"

But you're always out of reach

- Sea Wolf, The Violet Hour

 

Nialls synsvinkel

 

Det slog mig først om aftenen, da vi skiltes, at vores kys ikke havde betydet det, jeg troede.

Jeg havde stadig fornemmelsen af vandet, som omringede min krop, mens jeg med løse hænder, som var placeret på hendes nøgne ryg, havde skubbet hende ind mod mig. Jeg kunne stadig se hendes lyse hår, som skyggerne fra tordenskyerne og vandet havde farvet mørkere, end når det var tørt. Jeg kunne stadig mærke følelsen

Mens vi gik tilbage mod bilen, var jeg var sikker på, at det her var begyndelsen på noget nyt. Og jeg var glad. 

Vi havde ikke sagt særlig meget siden kysset - endnu en ting, jeg troede, betød noget andet, end det viste sig at gøre. Jeg var glad for stilheden. For mig var den lig med bekræftelse og ja, ligefrem følelser, måske. 

Men jeg tog fejl, for da jeg endnu en gang holdt ind til siden ved hendes venindes hus i Doncaster, havde jeg forventet, at stilheden ville holde op, og Lucia ville fortælle mig, hvordan hun havde det med det. Vores kys. En handling kunne også have gjort det. Endnu et kys, eller et smil - et eller andet, som kunne fortælle mig, hvad hun følte.

Jeg slukkede motoren i bilen og vendte mig nysgerrigt om mod hende. Bilen lugtede af klor - en lugt som på en eller anden måde gav mig tryghed og håb, fordi jeg var sikker på, at magiske ting kunne ske, når der var den lugt. 

Dog var det var ikke magisk, det, som satte et punktum på vores aften. De eneste ord som slap hendes forstenede ansigt, var: "Vi ses i morgen, ikke?" 

Jeg mærkede endnu et tordenbrag, men det var ikke fra skyerne, det var inden i mig - lyden af mit håb og mit forhåbningsfulde humør, der faldt. 

***

Jeg lå i min seng senere samme aften, og kunne ikke sove. En masse tanker holdt mig vågen både psykisk og fysisk. 

Hvorfor havde Lucia virket så ... kølig? Jeg havde forventet, at hun ville kysse mig endnu en gang, men hun var smuttet ud i aftenmørket uden hverken et farvel eller chancen for at jeg kunne give hende et kindkys, som jeg plejede. 

Jeg var temmelig sikker på, at hun måske var skræmt væk, for det ville ikke komme som en særlig stor overraskelse for mig, hvis Lucia havde påtaget sig det, som plejede at kendtegne fyre: Ikke at turde binde sig. Det kunne også være, at hun så kysset som en venneting, for hvis der fandtes bollevenner, kunne man så ikke også være kyssevenner?

Jeg stønnede og mærkede en dunkende smerte i mit hoved, som sikkert betød udmattelse. Klokken var mange, og uden søvn ville det blive en umulig opgave at komme helskindet gennem dagen. 

Jeg vendte hovedpuden om, så jeg kunne få noget frisk, kølig stof til at hvile mit hoved på. Imens jeg kunne høre den summende lyd af vaskemaskinen ved siden af, kom jeg frem til endnu en mulighed, som måske kunne forklare det uforklarelige. 

Hvis hun virkelig var bange for at binde sig, ville det ikke have noget med mig at gøre - så det behøvede jeg ikke bekymre mig om. Det ville være fordi at hun var bange for at miste sig selv, og alt hvad hun havde opgivet for at opnå. 
Måske ville hun faktisk godt være sammen med mig. Ja. Hun ville godt. Hun kunne bare ikke gøre for det: Tanken om at miste alt var for ubærlig for hende. Det var sådan, det var. Ikke noget med, at det var min skyld.

Bortset fra, at det var mig, det gik ud over. 

Jeg gabte og orkede ikke mere spekulering og bekymring. Inden jeg faldt i søvn, nåede jeg dog at tænke på én ting. 

Hvis det skulle være på den måde, blev jeg nødt til at få hende til at skifte mening. 

♡♡♡

Lucias synsvinkel

 

"Er det så seriøst mellem jer? Eftersom I også ses uden for optagelserne?" Emma tog fat i en saltstang med sine lange, slanke fingre. Hun så overraskende rolig ud, i forhold til at hun plejede at snakke om forhold, som jeg gjorde, med afsky. Ordet 'seriøst' var ikke på min top-ti liste, og sådan havde Emma det også. 

"Nej," svarede jeg hurtigt. 

Det var sandt. Jeg ville ikke tillade, at det blev seriøst mellem os. Det var først efter at vi havde kysset i går, at det gik op for mig, hvad konsekvenserne for det kunne være. Niall ville måske blive forelsket i mig. Han ville kræve, at vi var sammen tit. Og endnu værre ... det kunne medføre, at vi blev kærester, hvis jeg ikke passede på. 

Dog var det som om, at min sunde fornuft og min hjerne ikke kunne arbejde sammen. For inderst inde havde jeg jo godt kunnet lide kysset, jeg havde haft lyst til mere, og jeg havde slet ikke tænkt på andet end hvor godt jeg kunne lide det. Jeg burde havde stoppet mig selv fra starten af - for nu forfulgte den dårlige samvittighed mig som min egen, personlige stalker. 

Jeg fulgte Emmas eksempel, og tyggede lidt på en saltstang uden hænder, på samme måde som når man har en cigarret i munden. Den dårlige samvittighed jeg havde, var med garanti bare en imidlertidig følelse. Snart ville jeg modtage min løn for arbejdet med musikvideoen, og så kunne jeg tage væk. Væk fra Niall. Væk fra hans forbandede kys, som jeg ikke kunne lade være med at genafspille inde i mit hoved.

"Altså, det er jo ikke fordi at han ikke er lækker, skat. Det er han. Og han tjener sikkert gode penge, hvilket jo er meget godt. Måske ville det ikke være så slemt?" spurgte hun nysgerrigt og lagde sine arme over kors, mens hun indtog den næste saltstang. 

"Ikke så slemt? Jo!" nærmest råbte jeg og rullede tydeligt øjne af hende, så jeg var sikker på at hun så det. "Hvad sker der for dig? Dit motto er jo nærmest, at man skal bruge fyre til sex, og ikke til andet. Hvordan kan du sige sådan noget?"

Emma trak på skuldrene og lod sig slet ikke påvirke af mit højrystede tonefald. 

"Jeg kan bare ikke se grunden til at hakke sådan ned på ham. Han har jo ikke gjort noget. I ville måske ligefrem være et godt par," uddybede hun med blanke øjne, som et dådyr, der vil skånes for et sultent rovdyr. Jeg var rasende, og kunne mærke mit ansigt blive rødt og mine hænder blive knyttet af vrede. Hun kunne ligeså godt have sagt, at hun syntes, mine forældre havde opdraget mig på en god måde - så atypiske var hendes ord. 

Jeg var stille, og Emma tacklede stilheden som et tegn til, at jeg var ved at give hende ret.

"Du har jo set ham meget på det seneste. Du virker glad for ham. Og jeg så ham til festen - han virker også glad for dig," sagde hun tyggende. 

Jeg sank min saltstang, selvom den gjorde min hals endnu mere tør, end den allerede var. Jeg lød som et ødelagt tøjdyr, som prøvede at få en sætning frem. 

"Du ved intet om os," fik jeg frem. Jeg havde overhoved ikke lyst til at være her på Emmas værelse og spise saltstænger til morgenmad på gulvet længere. Men jeg havde jo ingen stedet at tage hen, så jeg var tvunget til ikke at hidse mig op. Det var dog lettere sagt end gjort. 

"Jeg ved, at du har fire ubesvarede opkald fra ham, som du med vilje ikke har besvaret," modsagde Emma mig. Hun fastholdt mit blik. "Og jeg ved, at du sov hos ham, den nat, da I var til festen. Du har aldrig fastholdt kontakten til nogen, du har været i seng med." 

Jeg skar tænder og ønskede, at jeg kunne sige noget, som sårede hende, så jeg kunne få sat et punktum på den her samtale. Selvfølgelig troede hun, at Niall og jeg havde haft sex, eftersom vi havde sovet sammen en aften, hvor vi begge to var påvirkede af alkohol. Men hun skulle ikke bruge det som et argument for at få skovlen under mig. Hun fortjente at blive ked af det, eftersom hun havde beskyldt mig og holdt øje med mine opkald, som om hun var en anklager til en retssag. 

Pludselig vidste jeg, hvad jeg kunne sige, som både ville komme bag på hende, og som ville såre hende.

"Hvad så med Daniel? Ham har jeg da knaldet et par gange efterhånden, og jeg er da stadig sammen med ham," sagde jeg. 

"Daniel?" Hendes ansigt blev helt hvidt. Jeg var ret sikker på, at hun ikke vidste, at hendes bedste veninde og hendes bedste ven havde haft sex adskillige gange, uden hun vidste det. Medmindre Daniel havde fortalt det til hende, selvfølgelig. 

Men Daniel var meget konfliktsky, så det tvivlede jeg stærkt på. 

Emma så ud som at hun ville slå mig, da jeg nikkede, og det gik op for hende, at det var Daniel - vores Daniel. Seriøst, det var ligefør at jeg kunne se tårer i øjenkrogen på hende. Jeg havde ikke regnet med så stærk en reaktion, snarere bare, at hun ville smide en pude i hovedet på mig, eller sådan noget. 

Emma trak vejret dybt ind og undgik at blinke. 

"Jeg fatter ikke, du har knaldet Daniel," hviskede hun med sammenbidte tænder. 

"Jeg fatter ikke, at du ikke kan fatte det. Du har altid sagt til mig, at Daniel var vild med mig, så det burde ikke komme som så stor en overraskelse." Jeg lagde mine arme over kors og betragtede hende med sammenknebende øjne. 

"Det var for helvede bare fordi han aldrig selv havde sagt det, og jeg blev jaloux hver gang jeg kunne se at hans øjne faldt på din røv!" Hun råbte nu. 

Jeg trak mig lidt tilbage og kunne ikke helt forstå, hvorfor hun sagde, at hun ligefrem var blevet over det. Min hals blev pludselig meget, meget tør igen. 

Jalousi var noget der dækkede over følelser ... følelser for nogen ... 

"Vent ... er du ... er du forelsket i Daniel?" kvækkede jeg halvkvalt.  

I et øjeblik var det som om jeg så alting, som Emma og jeg havde gjort sammen i flashbacks: Snakket sammen om, at vi aldrig ville ændre os, og aldrig lade fyre komme i vejen mellem os, fordi forelskelse og forhold var noget, der var spild af tid. Alle de gange, vi havde drukket os fulde og vågnet op i hver sin ende af byen. Dengang vi klatrede op på toppen af en signalboks og fik stød. Det var de minder, som jeg elskede. Det var det, som pludselig ikke ville betyde noget, det ville være fortid, hvis Emma virkelig var det, jeg troede. Forelsket. 

"Rager det dig?" fnøs hun og lagde også armene over kors. Det var ikke på samme måde som mig, det var snarere på en beskyttende måde, som om hun var bange for at falde sammen. 

"Ja," udbrød jeg. "Selvfølgelig rager det mig! Hvad blev der af det med, at vi aldrig ville ændre os? Folk kalder os jo 'De Ultimative' nede i byen, fordi vi er, som vi er! Vil du bare give det hele op?" 

"Jeg har ikke tænkt mig at være en del af din latterlige lille klub resten af mit liv. Jeg fylder tyve om en uge," bed hun fra sig. "Jeg ved ikke med dig - du ender sikkert med at blive luder eller noget i den stil, så du kan tjene nogen penge og få mad på bordet. Men jeg tænker faktisk på min fremtid." 

"Fremtid?" Endnu et ord, jeg ikke brød mig om. 

"Ja. Fremtid. Daniel er min fremtid. Hvad er din fremtid? Du har jo ikke nogen," sagde hun syrligt, næsten advarende. 

"Jeg er kun sytten fucking år. Jeg kan ikke tage nogen steder hen ligesom dig - så hvad vil du have, jeg skal gøre? Jeg kan jo ikke gøre noget," sagde jeg. 

Det undrede mig, hvor hårdt det tog på mig, at hun sagde, jeg ikke havde nogen fremtid. Og krydret med den pludselige information om, at hun var forelsket i Daniel, gjorde det det hele meget kaotisk. Jeg kunne mærke en trang til at kaste op. Jeg var ikke klar til det her. Jeg var ikke klar til at miste endnu en gang.

Emmas hårde blik blev blødere, og hun smilede næsten til mig, som om hun ville muntre mig op, da det gik op for os begge, hvor frygteligt et liv jeg faktisk havde. Det var som om jeg kunne se ordene for mig, sort på hvidt: Du har ingenting.

"Jeg synes bare, du skal tage imod de udstrakte hænder, der kan give dig en fremtid," sagde hun mut, næsten som et punktum - når vinden lægger sig efter en storm.

"Okay? Og hvis hænder er det så?" Jeg lød nok mere nedladende, end hvad der var meningen. Vi var ikke lige så ophidsede, som vi var før, men jeg havde svært ved at ændre humør, når jeg først var blevet sur. 

Emma hævede sine øjenbryn, som om hun ville sige: 'Som om, at du ikke ved det'. 

Og hun havde ret. 

Jeg vidste det. 

Niall.

♡♡♡

Nialls synsvinkel

 

"Har du fået fat på Lucia? Geo har sagt, at musikvideoen kommer ud i morgen, så det er nok meget godt, at hun er i nærheden. Hun bliver sikkert totalt overfaldet af journalister," sagde Zayn og lo lidt. "Men på den anden side, så er hun jo så lav, at de nok ikke kan få øje på hende." 

"Jeg har ikke fået fat på hende," svarede jeg og ignorerede joken. Det gik mig på, at Lucia ikke havde svaret, og fordi jeg ikke ville gøre mig mere til grin end jeg allerede følte mig, havde jeg valgt at holde en pause med opkaldene. Hun ville svare mig, når hun kunne.

Drengene vidste ikke noget om kysset, fordi jeg tænkte, at det nok var bedst sådan. Desuden var det jo ikke vores første kys. Vi havde kysset før til optagelserne, men det syntes jeg ikke talte med - der var slet ikke samme stemning, og jeg kunne lige så godt havde givet hende et kram, så lidt betød det.

"Hvad er klokken?" spurgte Harry og lagde sine hænder på sine lommer. "Jeg har glemt min mobil derhjemme."

"Lidt over ti. Jeg håber ikke, at Lisa bliver sur over, at vi kommer for sent," svarede Liam, som allerede havde sin mobil oppe. 

Vi var på vej over til Lisa og Richard igen, fordi de ville have en opdatering af, hvordan planen gik. Jeg sad og stirrede ud af bilruden og kunne ærlig talt ikke svare på de spørgsmål, som jeg regnede med at de ville stille. Uden svar fra Lucia var jeg på bar bund. 

Jeg havde prøvet at tænke så lidt muligt på planen - både for at skåne mig selv, og også så jeg ikke kom til at virke kunstig over for Lucia. Når jeg så endelig tænkte på den, havde jeg valgt at se den i perspektiv, så den ikke gik ud på at blive løst hurtigst muligt, men at det var en længere proces, som kunne hjælpe mig. Indtil nu var der ingen, som havde set mig offentligt sammen med Lucia, men det var jo nemt at lave om på - faktisk glædede jeg mig lidt til at se, hvordan verden ville reagere på, at jeg havde en pige ved min side. Og jeg var taknemmelig over, at det ikke bare var hvilken som helst pige. Den her pige kunne jeg faktisk godt lide.

"Det går nok," svarede Louis. Han rykkede sig lidt på sit sæde og lyste i et øjeblik op. "Hey, skal vi ikke lave en facebookopdatering, hvor vi skriver, at der snart kommer en stor overraskelse? Det plejer de at elske, når vi gør," foreslog han smilende. 

"God idé," svarede de andre og så over på mig med spørgende øjne. 

Selvfølgelig. De ville have min tilladelse, eftersom jeg var hovedrollen. 

"Jaaah, god idé," gentog jeg og smilede også lidt. Louis tog et billede af os alle sammen, hvor vi lavede hemmelighedsfulde ansigter, og lagde sin iPhone tilbage igen, da han havde lagt billedet ud. 

Jeg skulle lige til også selv at lave en twitteropdatering, da min mobil ringede i mine hænder. Det føltes som om at en stor vægt på mine skuldre forsvandt, da jeg så bogstaverne danne hendes lysende navn på den lysende skærm.

I et øjeblik sad jeg bare og stirrede på skærmen, indtil det gik op for mig, at hun på et eller andet tidspunkt ville høre min telefonsvarer, og opkaldet ville slutte. Jeg skyndte mig at trykke på svar opkald og tog den op til øret.

Hvorfor skulle hun også lige ringe, når jeg sad lige op af de andre, så de ikke kunne undgå at høre hvad jeg sagde?

Jeg vendte mig lidt i sædet, så jeg sad med ryggen til dem, i håb om at det ville skabe lidt privatliv. Min stemme skælvede. 

"Hallo?" sagde jeg. 

"Hej," svarede Lucia. Hendes stemme var lidt trist i det, hvilket overraskede mig, for jeg havde aldrig hørt den være sådan. Jeg ventede på at hun ville sige noget mere. 

"Undskyld, at jeg ikke har svaret på dine opkald," sagde hun. 

Jeg havde forventet en videre forklaring, som 'jeg kunne ikke, fordi jeg var i skole', eller 'min mor tog min mobil', men ingen forklaring kunne rigtig passe ind under hendes levevis, så jeg tænkte ikke videre over det. 

Automatisk rystede jeg på hovedet, som om at hun kunne se mig. "Nej nej, du skal ikke undskylde." Jeg smilede lidt. For mig var det dejligt, at hun overhovedet havde sagt undskyld. Når det kom til følelser, havde jeg det indtryk, at Lucia var lukket som en østers, så det her var et stort skridt.

"Jeg ringer for at spørge, om vi kan være sammen i dag?" spurgte hun usikkert. 

"Jeg kan godt ved totiden - drengene og jeg skal først til et møde nu, og jeg ved ikke, hvor længe det varer, men jeg går ud fra, at vi tager ud og spiser frokost sammen bagefter. Hvad tænkte du da på?" spurgte jeg og refererede til, hvad hun havde tænkt vi skulle lave sammen. 

Lucia misforstod spørgsmålet og tog det bogstaveligt. Jeg kunne næsten se hendes ærlige ansigt for mig, da hun svarede. 

"Os," svarede hun toneløst. 

Sekundet efter sagde hun, at hun blev nødt til at gå, og det skulle jeg også: Dennis havde meddelt vores ankomst. Dog ville jeg tusind gange hellere være sammen med Lucia, end jeg ville op til Lisa og Richard. Hendes humør og stemme havde virkelig ændret mig på få minutter, og det var lige før at jeg selv blev lidt trist, da jeg hørte mindet om hendes stemme i mobilen for mit indre, mens vi gik udenfor og ind i bygningen. 

Lisa og Richard havde gjort alt klar. Croissanterne midt på bordet var stillet op som en lille pyramide, kaffen dampede, og et lille ark papirer lå foran Lisa, som hun var klar til at vise frem. 

Vi satte os ned på stolene, og jeg tog en croissant for at have en undskyldning for ikke at sige noget med det samme. Det bløde, cremede chokoladefyld flød ud i min mund, og jeg blev med det samme tilfredsstillet over den søde smag. 

"Hej drenge," hilste Richard og tilføjede et fjoget smil: "I kommer for sent." 

"Harry sov over sig," løj Louis hurtigt som undskyldning. Vi andre kunne ikke lade være med at grine, da vi kunne se Harrys smilende ansigt skære en grimasse over, at han fik skylden. Jeg klappede ham et par gange på skulderen for sjov. 

"Nu igen, Harry?" lo Lisa bag sine læsebriller, og sukkede lidt. Richard tog ordet og jeg kunne tydeligt mærke på ham, at han var irriteret over, at vi kom for sent.

"Nå, Niall, der er jo en grund til at vi har indkaldt jer til endnu et møde. Vi har lagt mærke til, at der ikke er sket særlig meget på det seneste med dig og Lucia, og det er desværre ikke særlig godt. Du bliver nødt til at få sat noget i gang snart, ellers bliver det svært at indhente," sagde han.

"Jaja, jeg skal nok," mumlede jeg inden jeg tog endnu en bid af min croissant.

"Vi foreslår at du i første omgang viser dig sammen med hende offentligt. Bagefter kan du komme med små tegn på, at I er sammen. Mange andre kendte par, som ikke direkte har sagt de er kommet sammen, har også gjort sådan - b.la. Kristen Stewart og Robert Pattinson. De har i en længere periode gået i det samme tøj, sagt ting med hentydninger og så videre. Så derfor ..." forklarede Richard og hev noget frem fra sin taske, som stod på gulvet. Det var noget småt, som kunne være i hans hænder. To ringe. "... har vi købt disse ringe til jer. Sørg for at give den til Lucia. Piger elsker sådan noget." 

Jeg tog imod ringene og nærstuderede dem i et øjeblik. De var helt ens og meget enkle, faktisk lignede de lidt vielsesringe,  bare tyndere, og på siden var der indskraveret et lillebitte hjerte på.

Jeg forestillede mig Lucias reaktion, når jeg gav hende den ene, og sagde jeg havde den anden. Hun ville enten synes at den var vildt sød, eller også ville hun synes den var hæslig. Jeg lagde dem ned i bukselommen og takkede.

"Hvordan går det ellers med Lucia? Er hun stadig lige så vild, som hun var da I lærte hende at kende?" spurgte Lisa og kiggede på os alle sammen. Jeg ville gerne være den første, til at sige noget, så de ikke fik det indtryk, at min mening blev påvirket af de andres.

"Det går godt. Hun har ændret sig. I hvert fald en smule," sagde jeg.

"Altså, jeg har ikke rigtig været ude for, at hun har gjort noget mærkeligt siden dengang på restauranten. Men vi har jo også kun været sammen med hende under optagelserne, så det er ikke fordi at vi har været sammen med hende privat," forklarede Harry og jeg var taknemmelig for, at han ikke sagde noget, som kunne misforstås. Faktisk var det, som Harry sagde, en løgn: Lucia havde gjort nogle mærkelige ting under optagelserne, men de var ikke på samme niveau, som at tage sit tøj af på en restaurant. Hun havde sagt, at vores frokost smagte af lort (det gjorde den også, men hun havde ikke behøvet at sige det lige op i kokkens ansigt i vores frokostpause), snurret rundt i ventepausen i så lang tid, at hun væltede kameraet, så det gik i stykker, og sådan nogen ting.

De andre nikkede. "Ja, hun er faktisk slet ikke så slem, når man har vænnet sig til hende," lo Liam.

"Har I været ude sammen privat, Niall?" spurgte Richard.

"Ja."

"Tror du godt, at du kunne tage hende i hånden, næste gang I er sammen?"

"Ja, det tror jeg godt."

"Super. Det ville også være klogt, hvis du inviterede hende et sted hen, til en familie eller vennesammenkomst, eller noget i den stil. Hvad siger I, drenge? Kan I godt arrangere det?" Richard lød næsten som en far, der bad os om at opføre os pænt, når der kom gæster. "Nu når Niall selv skal stå for alt det andet, kan I godt hjælpe lidt til."

"Jo, det kan vi vel godt. Hvad siger du, Nialler?" spurgte Liam høfligt. Jeg var glad for, at han spurgte først, hvis nu at jeg slet ikke havde lyst. Han var så hensynsfuld.

"God idé. Lucia og jeg skal også være sammen i eftermiddag, men jeg kan godt spørge hende, om hun har lyst til at spise med," sagde jeg glad.

Jeg forestillede mig, hvordan aftenen ville blive.

I mine drømme ville det blive en god aften, hvor vi kunne glemme alt om, at vores ellers så gode aften ved swimmingpoolen havde ændret sig til noget, jeg så tilbage på med en dårlig fornemmelse i maven. Det kunne blive min chance for at overbevise hende om, at jeg godt kunne lide hende. Måske kunne jeg ligefrem kalde det en afslappet date. Og jeg lovede mig selv, at jeg ville gøre alt for, at hun blev glad igen - hvad end hun så var ked af.

Men man vidste jo aldrig, hvad der kom til at ske, når man var sammen med Lucia.

♡♡♡

Undskyld for det lidt langtrukne kapitel, jeg har haft en mindre skriveblokade, men nu håber jeg, at jeg er back on track! I må meget gerne skrive om I savner noget, eller om der er noget, jeg kan gøre bedre. Btw, er der nogen af jer, som er gode til at lave covers? Jeg er dødtræt af mit, så det ville være fedt, hvis jeg kunne få en til at lave et nyt. :-)

Ellers håber jeg at I nyder det sprøde vejr og kunne lide kapitlet - kisses x x x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...