Used To Be - One Direction 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2013
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Færdig
Niall Horan er den eneste, som ikke har haft en kæreste eller datet i sit band, One Direction. Ifølge deres management, har dette en negativ virkning på fansene, som godt kan synes at han "forsvinder i mængden", i forhold til de andre i bandet, som alle sammen har en kæreste.
For at gøre Niall mere populær, har managementet bikset en "plan" sammen, der i sidste ende forhåbentlig får Niall op på samme niveau som de andre drenge. Kort sagt går denne plan ud på at finde en helt igennem normal pige, som Niall kan date i et par måneder og få et par avisoverskrifter med. Det eneste krav er, at hun ikke skal være opsigtsvækkende, og opføre sig særlig meget anderledes i forhold til andre piger på sytten år. Efter kort tids søgen finder de Lucia West, en pige, som Louis Tomlinson gik i folkeskoleklasse med. Det de dog ikke er forberedt på, er, at hun langtfra stadig er den tilbageholdende pige, som de troede, hun var ...

213Likes
432Kommentarer
38774Visninger
AA

9. Kapitel 8

Flash forward and we're taking on the world together

And there's a drawer of my things at your place

You learn my secrets and you figure out why I'm guarded

You say we'll never make my parents' mistakes

- Taylor Swift, Mine

 

Lucias synsvinkel


Vi sad på træstubben i et stykke tid, og jeg kunne mærke mine kinder blive varmere og varmere, mens tiden gik. Solen var virkelig skarp, og jeg havde ikke solcreme på - det kunne tydeligt mærkes overalt på min hud.

"Skal vi ikke gå?" spurgte jeg og skyggede med hånden for solen, så jeg kunne se på Niall. Han var i modsætning til mig ikke rød, snarere gyldenbrun som karamel, og af en eller anden grund fik jeg lyst til at læne mig frem og dufte til ham, fordi hans sommerhud så helt appetitlig ud.

Niall vendte sit hoved mod mig og undersøgte mig lidt. Han tog sin hånd op og rørte lidt ved huden under mine øjne, ganske blidt.

"Du er solbrændt."

"Ja, det er ligesom derfor, jeg gerne vil gå. Ind i skyggen." Hans berøring brændte min hud endnu mere, end den i forvejen gjorde. Jeg blev lidt flov over at lyde så snerpet, men tænkte heller ikke videre over det.

"Stakkel - både en slået fod og nu også forbrændt hud," lo Niall og rejste sig op. Han rakte sin hånd ned mod mig, så jeg havde noget at støtte mig til, mens jeg også rejste mig op.

"Hvordan går det egentlig med den? Altså foden?" spurgte han.

Faktisk var min fod kommet sig meget pænt. Jeg kunne huske, at det havde gjort meget ondt til festen, men ellers kunne jeg ikke rigtig huske andet derfra - bortset fra at Niall havde båret mig ud, hvilket jeg af en eller anden grund fandt utrolig frækt. Han var ligesom en ridder. En ridder på en hvid hest, som reddede mig fra et brændende slot og kraftige smerter, eller sådan noget.

Me gusta.

Og apropos festen, så havde jeg ikke ligeså mange tømmermænd, som jeg plejede at få. Folk sagde altid, at den bedste behandling var at slappe af med dynen oppe over hagen og spise salt mad såsom bacon eller chips, men eftersom jeg ikke havde noget fast hjem med en dyne og muligheden for at spise bacon længere, kunne jeg sjovt nok ikke gøre det på den måde.

Faktisk virkede det også overraskende godt bare at slappe af med Niall og hygge lidt, så jeg glemte tit smerten i mit hoved.
Jeg trak på skuldrene.

"Mit fod har det helt fint," svarede jeg. I et kort sekund overvejede jeg, om jeg skulle lyve, så jeg havde en undskyldning for at Niall kunne bære mig igen - men jeg følte, at jeg allerede havde udnyttet min chance for at blive båret i går aftes, og det ville desuden virke kunstigt, hvis jeg pludselig bad om assistance.

"Hvor skal vi tage hen?" spurgte jeg, da vi var kommet ned i bilen igen, og var ved at spænde vores sikkerhedsseler.

Niall stivnede, og langsomt lænede han sig tilbage i sit sæde og lagde hænderne på rattet. Udtrykket i hans ansigt var det samme, som når man kommer i tanke om en ting, man ikke har lyst til at lave, som lektier eller at besøge en, man er uvenner med. Jeg betragtede ham, mens grebet om rattet blev strammere.

"Lort. Jeg havde helt glemt, at jeg har aftalt med drengene, at vi skulle ud i studiet nu, så dem, der skal hjælpe os med musikvideoen, kan se dig. Vi skal nemlig snart starte forberedningerne med kostumer og det der," sagde han. Han lukkede frustreret sine øjne - det var åbenlyst, at det var det sidste han havde lyst til lige nu. Og for at sige det ligeud, så var det også noget af det sidste, jeg havde lyst til: Jeg kunne mærke mit i forvejen lave energiniveau dale, da tanken om at skulle køre ud til et studie og blive målt og vejet dukkede op i mit hoved. Tømmermænd og krævende mennesker var ikke en særlig god cocktail for mig, og jeg ville risikere at fremstå som en uduelig og svag skuespiller, hvis jeg mødte op i min tilstand.

"Jeg vil ikke af sted," prustede jeg. Det var lige før at jeg begyndte at lave klagelyde ligesom et lille barn, men jeg holdt dem i mig og lagde i stedet armene over kors.

"Det vil jeg heller ikke. Men jeg sagde til dem, at jeg ville tage dig derud i dag, så vi kan ikke rigtig gøre noget." Han trak opgivende på skuldrene.

Jeg nægtede at give op så let, og det ville jeg vise ham. Og alle de andre med også, for den sags skyld.

"Vi kan da sagtens gøre noget. Lad os blive væk," sagde jeg og smilede opgearet til ham. Han sukkede, men jeg kunne se på ham, at han overvejede det.

Jeg udnyttede hans eftertænksomhed og gav den hele armen. "Kom nu. Det bliver sjovt. Vi har i morgen og i overmorgen og dagen efter igen til at lave musikvideoen i. I dag kan vi bare lave, hvad vi har lyst til. Vi kan fortælle dem, at vi ville gennemgå manuskriptet, og blev så opslugte, at der ikke var tid til at køre derud. Eller at der var trafikprop. Eller at jeg blev syg. Jeg kan god ligne en, der er syg," sagde jeg og prøvede at ligne en, der kastede op.

Niall lo af mig, men hans ansigt ændrede sig hurtigt tilbage til den alvorlige overvejelse. Dog var der et lille smil, som langsomt voksede ved hans højre mundvig, og det var det, der knækkede ham.

"Du er jo syg, Cia," smilede han og solen dansede ind ad bilruden og forvandlede hans ansigt til et blidt, skrøbeligt værk, ligesom et snefnug.

Det var første gang, han kaldte mig noget andet end Lucia, og jeg stoppede op og smagte lidt på mit nye kælenavn, vendte og drejede det som et objekt. Cia. Jeg var aldrig blevet kaldt andet end Lucia. Pludselig følte jeg mig helt speciel, værdig nok til at få mit eget, unikke kælenavn.

Jeg prøvede at lade være med at vise min mentale glæde over det, og rynkede på næsen for at skjule et smil. Så foldede jeg mine hænder sammen, næsten som om at jeg skulle til at bede en bøn, og Niall var min gud.

"Er det et ja? Det er det!"

"Okay, men så skal vi finde på noget at lave hurtigt. Jeg kan ikke bare sidde her i bilen, mens tanken om at vi stadig kan nå det, er der," påskyndte han og trommede på rattet med sine tommelfingre, mens han ledte efter idéer.

"Vi kan tage ned til en tankstation og købe noget solcreme som det første," forslog jeg.

"Vi mangler også benzin, så det er vel en meget god idé. Men hvad med bagefter? Hvad skal vi så lave der?" spurgte Niall og tændte med en flydende bevægelse for radioen. Stemmen, som altid lyder velkendt og hæs gennem radioens lydsystem, virkede sært beroligende.

Jeg sukkede af ham og rakte armene op, næsten som om at jeg ville strække mig, og placerede mine ben i en skrædderstilling. Det var stadig svært at huske på, hvor forskellige vi var - han var vant til en skemalagt dag, mens jeg tænkte ét minut frem ad gangen.

"Det finder vi ud af til den tid," sagde jeg.

Han valgte ikke at svare mig, og tændte i stedet bilen med et ryk. Vi var stille, mens vi kørte, og selvom jeg ikke havde nogen som helst anelse om hvor vi var, virkede det som om at Niall havde været i nærheden før, så jeg spurgte ham ikke, om han havde styr på det. Det var faktisk også dejligt ikke at skulle tænke på noget som helst praktisk, når jeg var sammen med ham. Jeg brød mig ikke så meget om at skulle tage ansvar. Det var for voksent.

Vi ankom hurtigt til en lille tankstation, så det tog desværre ikke så lang tid, som jeg havde forestillet mig. Manden i radioen remsede nogle hurtige, generelle nyheder op, og ved vejrudsigten sagde han, at de varme dage var ved at forsvinde, som var til stor glæde for landbruget, der havde lidet af tørke de sidste par dage. Dog ville det kun blive en kortvarig byge i løbet af aftentimerne i morgen, og solen ville titte frem igen ved morgentid. Jeg så hen på Niall og åbnede handskerummet i håb om at finde et par mønter.

"Jeg smutter bare ind, ikke? Så kan du tanke bilen op," foreslog jeg og fandt en sammenkrøllet seddel under et par tomme colaflasker og gamle cd'er.

"Jo, gør det," sagde Niall. Vi steg begge to ud, og jeg smuttede hurtigt ind i butikken, hvor jeg fandt en lyseblå plastikflaske, som skulle indeholde solcreme med en kølende, afslappende effekt. Ud fra prisen gik jeg ud fra, at den var god - den kostede mere end hvad de fleste nok fik i lommepenge en hel måned.

Pyt, tænkte jeg, mens jeg tog den i hænderne. Niall har jo råd til det.

Jeg smuttede hurtigt op til kassen, betalte for cremen og gik ud igen. Et par skyer var kommet til syne på den ellers så klare, blå himmel. Jeg holdt cremen ind til mig og vinkede til Niall, som var i gang med at betale på automaten.

"Sådan," mumlede jeg og satte mig ind igen, samtidig med at han åbnede bildøren. Jeg tog den lille flap ned, som sad i loftet af bilen, og åbnede det lille spejl, som gjorde det muligt for mig at se mit spejlbillede. Med min pegefinger duppede jeg lidt creme i hele ansigtet, og den samme fornemmelse, som når man spiser en mentoltyggegummi, bedøvede smerten i min hud. Jeg gned cremen ind, så mit ansigt ikke var hvidt.

"Fik du klaret det?" spurgte Niall og refererede til cremen.

"Mmmh," mumlede jeg og rakte flasken hen til ham. "Vil du have?"

"Nej tak. Tøseting." Han lo lavt og spændte sine kæbemuskler. Jeg tog låget på igen, og smed cremen ned i handskerummet sammen med byttepengene.

"Det er en solcreme, ikke en selvbruner. Altså ikke en tøseting," rettede jeg ham læreragtigt. Han trak på skuldrene og kneb øjnene lidt sammen, tydeligvis uenig.

Typisk drenge. I det mindste fik jeg da ikke hudkræft af at være fornuftig.

En enkelt gang klappede jeg mine hænder sammen og skiftede emne, for jeg orkede ikke at diskutere.

"Nå, hvad skal vi så lave?" spurgte jeg.

"Jeg er sulten," sagde han og så drømmende ud i luften, og jeg nikkede enig - det var jeg også.

Vi parkerede bilen i en nærliggende by, og fandt en Starbucks, trods byen var så lille, at jeg ikke havde hørt om den før. Der var meget hyggeligt: Fyldt med en masse udadvendte mennesker, lyse huse og små butikker.

På grund af det gode vejr havde de fleste andre Starbucksgæster taget pladserne udenfor, men Niall gik med det samme indenfor, sikkert fordi han ikke havde lyst til at blive genkendt. Indenfor var der også køligere, så det var meget rart for mig og mine forbrændte kinder.

Vi satte os i hjørnet, isoleret væk fra de andre, og satte os på den samme lædersofa, som knirkede under vores vægt. Der duftede lifligt af kanel, og lyden af skeer mod glas og kaffemaskiner var konstant, men rar.

Jeg skulle lige til at spørge, hvem der gik op for at bestille, da lyden af en lille, lys melodi advarede os om, at Nialls telefon ringede. Hans øjne blev store, og jeg rykkede forsigtigt tættere på ham, så jeg kunne se navnet på mobilen.

Louis.

"Ja, hallo? ..." Niall tog mobilen op til øret, og vi så på hinanden og udførte små øjensamtaler - han var mega panikslagen, det kunne jeg tydeligt se. Jeg hævede mine øjenbryn og begyndte automatisk at bide negle. Hans nervøsitet smittede af på mig, selvom jeg prøvede at være ligeglad. Hvad var det værste der kunne ske? Vi ville jo ikke dø af en lille pjækkedag.

Nialls mundvig vendte nedad, efterhånden som han modtog de lange sætninger, der gled ind i hans øre. Jeg var ved at dø af nysgerrighed, og ventede kun på et fingerpeg, der kunne fortælle mig, hvad han sagde.

"Øh. Lucia er blevet syg ..." begyndte Niall usikkert.

Big mistake. Han kunne lige så godt have sagt, at vi var taget til fange af aliens og lige nu befandt os på en fremmed planet, så lidt overbevisende var det. Jeg behøvede ikke gætte mig til, at Louis ikke hoppede på den, for så dum var han heller ikke.

Niall sukkede og ind i mellem mumlede han ting som "nej", "ja", eller "det ved jeg ikke". Efter et par minutter, hvor jeg havde stirret ud i luften, sagde han en sætning. "Vi kan bare ikke komme i dag. Kun i dag. Okay?"

Det skiftende tonefald gav mig et indtryk af, at Niall begyndte at blive irriteret - noget jeg aldrig havde set ham blive før. Det var også naturligt nok. Vi havde trodsalt brugt lang tid sammen med hinanden efterhånden, og jeg følte, at vi var venner.

"Slap nu af, Louis. Jeg sagde jo, at vi kommer i morgen, det lover jeg. Hvorfor vi ikke kan komme i dag? Øh ... komplikationer," sagde han. og kløede sig lidt i håret. Jeg krydsede fingre for, at vi fik lov til at være i fred, og Louis ikke satte flere spørgsmålstegn.

Niall lagde på efter et par minutter, og han så trist ud. Louis havde sikkert været skrappere, end vi havde forestillet os.
Jeg lagde hovedet lidt på skrå og prøvede at fremtvinge et lille smil, der kunne muntre ham op. Så sagde jeg noget, jeg aldrig havde forestillet mig ville komme ud af min mund - ligesom hvis en alkoholiker vælger at drikke vand frem for vin, eller hvis en præst bandede.

"Er du okay?" spurgte jeg. Næsten kærligt, faktisk. Det overraskede ligeså meget Niall, at jeg havde sagt det, som det overraskede mig selv. Han var dog positivt overrasket - smilte stort og lyste helt op, som om han havde modtaget en god nyhed. Jeg selv vrængede af mine ord.

"Ja, det er fint nok. Louis blev bare sur," forklarede han.

"I bliver meget sjældent uvenner, ikke?" gættede jeg og fandt et menukort frem, som lå på bordet. Selvom mit blik gennemsøgte de forskellige retter og drikkevarer, så jeg op på hans dybblå øjne en gang i mellem for at signalere, at jeg hørte efter.

"Jo, meget. Men det går nok. Så slemt var det heller ikke - han advarede os bare, og sagde, at det var dumt af os." Niall smilte forsigtigt, men jeg havde fornemmelsen af, at han ikke brød sig om den måde, de havde talt sammen på. Det var ligesom første gang min mor og min far havde givet mig stuearrest - der havde jeg også følt mig utilpas og forkert på den, selvom jeg holdt fast i mine meninger. Jeg smilede tilbage.

"Nå, hvad kunne du tænke dig?" spurgte Niall og løftede sit hoved tættere på mig, så han kunne følge med i menukortet.

"Jeg tror bare, jeg tager en sandwich igen. De har ikke så meget mad at vælge i mellem." Jeg fugtede mine læber med tungen og mærkede efter, hvad jeg havde mest lyst til at drikke. En kop med noget chokoladeagtigt, kom jeg frem til. Chokolademilkshake. "Og så også en chokolademilkshake," tilføjede jeg, men jeg anede ikke, om de havde sådan noget her. Jeg tog chancen.

"Så gerne," sagde Niall og hoppede op fra sofaen.

En halv time senere var vi stort set færdige med vores lille orgie af mad. Det havde smagt helt fint, men det var ikke noget, jeg ville vælge til en anden gang - ligesom den mad, man fik på fly var det mættende og helt okay, men ikke interessant. Til gengæld var milkshaken virkelig god. Jeg tog fat i sugrøret med min tommel- og pegefinger og sugede en mundfuld ind i min mund, mens mine smagsløg blev mættet af den søde, cremede chokoladesmag.

"Niall?" sagde jeg og satte glasset fra mig. Han sad og skrev på sin iPhone.

"Jep?" spurgte han og lagde den ned i lommen, så al hans opmærksomhed lå på mig, og det, jeg ville spørge ham om. Det var ret cute, når han sådan gad at lægge det væk, han var i gang med, bare for at høre, hvad jeg havde at sige. Jeg var ikke vant til den opmærksomhed og høflighed, der omringede mig, når jeg var sammen med ham. Mine venner var slet ikke sådan - de havde det med at være ret ligeglade med, hvordan jeg havde det, og de tog heller ikke hensyn, sådan som Niall gjorde ved mig.

Men på den anden side, så var jeg jo også selv ret ligeglad med, hvordan andre havde det, og jeg tog heller ikke selv hensyn, så egentlig burde jeg holde min kæft.

"Jeg ville bare spørge, hvem du skrev med," forklarede jeg. I samme sekund vibrerede hans mobil. Jeg fnisede, da jeg kunne se hans kinder blive røde, og tog endnu en tår af min milkshake.

"Det er bare en af vores agenter," sagde Niall ligegyldigt. Jeg nikkede lige så ligegyldigt og så op på uret, der hang over indgangen. Klokken var snart tre.

Niall blev ved med at skrive og modtage sms'er, og jeg følte mig ikke længere så vigtig, som jeg lige havde troet, jeg var. Tiden gik. Jeg drak min milkshake op, og gad ærlig talt  ikke at spilde mere af tiden, selvom det havde været en hyggelig og interessant dag. Måske var Emma også endelig kommet hjem nu. I går aftes, da jeg tog hjem til hende for at skifte tøj, havde hun endnu en gang ikke været hjemme, og jeg var blevet nødt til at ringe på og bede om lov af hendes forældre til at gå ind, så jeg kunne tage videre hen til festen og mødes med Niall.

Det var bare kompliceret at være flyttet hjemmefra.

"Jeg må nok også hellere se at komme hjem," sagde jeg. Niall så op fra sin mobil, og jeg kunne se på ham, at han havde lidt dårlig samvittighed over at have spildt tiden på den måde. Jeg rystede på hovedet, som om jeg kunne læse hans tanker, og han allerede havde spurgt, om jeg var irriteret på ham.

"Jeg skal nok give dig et lift," sagde han høfligt og lagde endelig sin mobil væk. Da jeg alligevel ikke havde noget klippekort på mig, takkede jeg ja, og vi gik udenfor igen, og derefter hen til bilen. Tiden gik hurtigt. Vi snakkede lidt om Emma, og jeg løj og sagde, at hun allerede havde kontaktet mig og sagt, hun var hjemme, for jeg ville ikke have, at han blev bekymret.

Før jeg vidste af det, var vi tilbage i Doncaster ude foran Emmas hus.

Niall slukkede bilen, og endnu engang blev jeg i tvivl om, hvordan jeg skulle tage afsked. Helt klart ikke håndtryk! Men et kram var lidt for ... venskabeligt, var det ikke?

Inden jeg bestemte mig, tog Niall sin sikkerhedssele af, så han fik bedre plads. Langsomt og smidigt - stadig med hele kroppen siddende, så det kun var hans hals, der strakte sig - lænede han sig frem, og placerede et kys på min kind, lige ved øret. Jeg glimtede lidt med øjnene og alle mulige mærkelige sammentrækninger i min mave dukkede op, ligeså snart han fjernede sine rosa læber. Det var samme fornemmelse, som når man rutsjer i rutsjebane eller sådan noget - det kildede. Som en refleks smilede jeg i en blanding af forlegenhed og glæde. Jeg var overhoved ikke i stand til at sige noget, men jeg tror heller ikke, at han forventede det af mig. Mit ansigt afslørede vist, hvordan jeg havde det, og det var nok.

"Vi ses, Cia." Hans smittende latter var det sidste, jeg kunne høre.

♡♡♡

Nialls synsvinkel

Dagene går hurtigt for den, som har det sjovt.

Da jeg gik i sjette klasse havde vi om digte, og jeg skrev et digt om tiden - ikke et særlig originalt digt, men jeg fik alligevel ros for det. En af sætningerne i digtet, var 'dagene går hurtigt for den, som har det sjovt'. Og man kunne roligt sige, at dagene gik hurtigt for mig.

Efterhånden som musikvideoens forberedelser gik i gang, var jeg tvunget til at være sammen med Lucia stort set hver dag, og jo længere tid der gik, jo mere nød jeg det. Hun overså mig ikke, hun fik mig til at smile, og så gav hun mig en selvtillid, jeg havde manglet i hvad der føltes som en menneskealder. Nogen gange når vi øvede nogle af scenerne sammen, var det næsten som om, at hun så op til mig. Tanken om at skulle være hendes kæreste var slet ikke så slem længere.

Den første uge, hvor vi kun fokuserede på musikvideoen, var også den uge, hvor jeg virkelig lærte hende at kende. Jeg fandt hendes svagheder, hendes dårlige sider og hendes gode sider. Heldigvis var der flest af de sidstnævnte. Hun var så livsbekræftende og impulsiv, at jeg følte mig helt tom, når jeg om aftenen kom hjem og sad på mit værelse og spillede lidt guitar. Så plejede jeg at skrive lidt til hende, i håb om at komme i samme stemning, som når vi var i studiet.

Fra: Niall

Geo har sagt, at vi skal ud til Harrison i morgen og skyde nogle scener. Du ved, dem på side 14. Skal jeg komme og hente dig? :-)

Harrison var en by, som mindede om et mini-Hollywood, bare i mere britisk stil og uden palmer og den slags. Dog var personerne de samme, vildt glamourøse og rige. Harriton havde pæne, rene gader, hvor det bugnede med dyre sportsbiler, og ifølge manuskriptet stod der på side 14, at vi skulle skyde en scene, hvor Lucia skulle stå og 'føle sig ligegyldig og alene' i forhold til de andre piger fra Harrison, som gik med Chaneltasker og havde røven fuld af penge. Senere i den scene skulle jeg så selvfølgelig komme forbi og muntre hende op, så klichéagtigt som det kunne blive.

Fra: Lucia

Skal du noget i morgen aften?

Typisk Lucia at ignorere mit spørgsmål og i stedet spørge om noget helt andet, tænkte jeg, og kunne ikke lade være med at grine lidt, da jeg forestillede mig hendes fine ansigt virke totalt ligeglad. Jeg lagde guitaren fra mig og lænede mig helt ind over min mobil.

Fra: Niall

Nej, hvorfor? - og svar lige på mit spørgsmål!

Fra: Lucia

Okay, så skal vi være sammen. Jeg vil ligesom udnytte at være i Harrison med en fyr der har mange penge, ikke?;) Ej, bare rolig, jeg skal nok skåne dig for shopping. Vi finder på noget andet. Spiser os fede i dyr chokolade og drikker os fulde i årgangsvin, eller sådan noget. Og ja, bare kom og hent mig! :)

Fra: Niall

Okay så. Chokolade og årgangsvin. Helt klart... Vi ses!

♡♡♡

Lucias synsvinkel

Det var så sjovt at skyde scener med Niall og drengene.

Hver morgen blev vi stylet af nogen stylister, og jeg fik en masse dyr makeup og tøj på, som skulle fremhæve mine bedste sider. Det var skønt - og opmærksomheden fra Niall og alle andre var også noget, jeg nød i fulde drag.

Jeg havde læst manuskriptet et par gange igennem efterhånden, og nogle af scenerne var ret romantiske, hvilket fik mit hjerte til at banke, bare jeg tænkte på dem. Det var ikke fordi, at jeg var utilpas ved disse scener, jeg fik det bare mærkeligt når mine øjne gled over ordene kysse og jeg elsker dig. Følelsen mindede lidt om at være bange - men det var ikke bange på en dårlig måde, snarere bange på en god måde.

Drengene så også ud til at kunne lide mig efterhånden, selv Louis. Når der var pause i studiet plejede vi at fortælle jokes, og de drillede mig med, at jeg var så lav, at de overså mig. For sjov når vi skulle mødes om morgenen, plejede de at lade som om, at de slet ikke kunne se mig, og de spejdede og kiggede overalt, mens jeg lo og sagde, det ikke var sjovt. Men det var det - vi havde det godt i hinandens selvskab. Det var en stor lettelse for både Niall og mig, eftersom vi jo vidste, at det her var en længere proces, hvor vi skulle være sammen.

Jeg udnyttede tiden optimalt, så jeg både havde tid til at skyde scener, være sammen med Clara, Emma, Daniel og de andre, og så til sidst udfylde den overskydende tid til slappe af sammen med Niall. Det var nok det, jeg glædede mig mest til. Af en eller anden grund gjorde Niall mig til en mere glad og afslappet Lucia. Han var så sød.

Om morgenen ankom vi til Harrison, og ligesom de sidste andre par dage var det skønt vejr, men et par mørke skyer truede os på den ellers så klare himmel. Geo, vores instruktør, sagde, at det var ligegyldigt, hvis det kom til at regne lidt - scenen vi i dag skulle indspille ville alligevel blive vist i sort-hvid, så lidt regn ville kun gøre det hele lidt mere deprimerende, hvilket havde en god effekt i sådanne scener.

Jeg blev klædt på i en skoleuniform, og det var en velkendt og ubehagelig følelse at mærke velournederdelens kant ramme mine knæ, når jeg gik, fordi den var så lang. Jeg hadede skoleuniformer, og foretrak dem sexede og korte, fordi man kom til at fremstå som en uskyldig, lille elev, men i stedet var vild og fræk iført dem sådan. De sidste par uger, da jeg gik i skole, havde jeg syet min nederdel så højt op, at jeg blev sendt ned til skoleinspektøren - anklaget for upassende påklædning.
Jeg var blevet rasende. Man kunne i det mindste ikke se min røv. Eller næsten ikke.

Scenen blev indspillet ude foran den lokale skole i Harrison, og da det gik op for den kvindelige del af skolen, at One Direction var lige ude foran, opstod der en del påstyr. Niall, Louis, Zayn, Harry og Liam skrev autografer og uddelte glade kommentarer og høflige kram i næsten en time, indtil lærerne fra skolen og vores castmedlemmer sagde, at nu måtte det stoppe, inden det blev for meget af det gode.

Stort set ingen af fansene havde opdaget mig, selvom jeg stod og lænede mig op ad bilen lige bag ved drengene. Måske var det mit kostume, som fik dem til at tro, at jeg var en, som i forvejen gik på skolen og derfor ikke var noget særligt. Kun to gange var der et par piger, som sendte hinanden spørgende blikke og pegede over på mig, mens de stod i kø og ventede på at være de næste til at sige hej til drengene. Dog overvandt opmærksomheden nysgerrigheden, og jeg blev hurtigt glemt af dem igen, mens det ene kram efter det andet blev uddelt, og de hvinende sagde, at det var det bedste øjeblik i deres liv.

Jesus Christ.

Efter optagelserne (som kun blev afbrudt af tilråb ud fra vinduerne, hvor nogle af pigerne på skolen stadig ikke kunne holde sig tilbage) begyndte det at regne. Kameraerne, lysopsætningen og kulisserne blev flygtigt pakket ned, og drengene hoppede ind i bilen, mens Niall og jeg fandt ly under et træ lidt længere nede af vejen. Vi havde aftalt, at vi skulle bruge det sidste af dagen sammen her i Harrison. Det skulle nok blive spændende. Jeg havde lyst til at gøre noget vildt, måske ligefrem noget ulovligt, og med Niall skulle det nok blive en mindeværdig aften.

Vi satte os op ad træet og kiggede lidt på regnen, som silede ned. Der duftede fugtigt, men stadig varmt, ligesom dampen på et badeværelse, lige efter at man har været i bad.

"Nå, hvad er dine skumle planer for i aften, så?" spurgte Niall nysgerrigt og lo lidt, som om jeg havde tænkt mig at røve en bank eller sådan noget. Jeg rullede med øjnene og lænede mit hoved op ad den ru bark.

"Hvad er klokken?"

Niall kom med et fnys - han hadede, når jeg ikke svarede på hans spørgsmål. Jeg ignorerede ham og tog med begge hænder fat i hans håndled, så jeg selv kunne tjekke det ud på hans dyre armbåndsur. Det tog mig lidt tid at finde ud af, fordi jeg så det på hovedet, men til sidst gav det mening, og jeg svarede mig selv: "Den er halv seks. Så lad os få noget at spise først. Noget utraditionelt i den her by. Hvad siger du til ... pizza?"

Jeg havde set et pizzeria nede i byen, og faktisk var en dejlig varm og sprød pizza lige hvad jeg havde lyst til. Alle andre købte sikkert østers eller gourmetmad, når de ville have takeaway her i Harrison - det ville være sjovt at se folks ansigter, hvis nogen opdagede, at Niall og jeg spiste pizza, når der var så mange andre madmuligheder.

"Pizza lyder godt," svarede Niall og stak sin hånd ud fra vores lille tilflugtssted, for at se om det stadig regnede. Det var kun små dryp efterhånden - vi kunne godt gå.

"Jeg glemte mit skiftetøj i bilen," huskede jeg pludseligt, mens vi gik ved siden af hinanden ned til pizzeriaet. På grund af det dårlige vejr var vi stort set de eneste på gaden. Niall gav mig elevatorblikket og endte med at give mig thumbs up.

"Jeg synes, du ser godt ud, miss West." Han smilede, hvilket gjorde mig i tvivl om han var ironisk, eller om jeg skulle tage hans ord seriøst. Jeg endte med at række tunge, hvilket han bare lo af.

Vi spiste og prøvede at ignorere de blikke, som kom fra et par piger, der med italiensk udseende arbejdede i køkkenet. Jeg gik ud fra, at de var indehaverens døtre, for de lignede vældigt meget hinanden alle tre: Sort hår, store bryster, brun hud. Da de så min skoleuniform, var de henrykte - det her tøj var nok det værste jeg kunne iføre mig, for det dækkede mine former fuldstændig og fik mig til at ligne en på elleve, og ikke en på sytten. De følte sikkert, at de havde gode chancer, når jeg sad dér og lignede hans lillesøster.

Det gav mig af en eller anden grund en knude i maven, da jeg så deres flirtende blikke til Niall, da de kom og spurgte, om maden smagte godt. Jeg havde følelsen af, at jeg ikke var værdig nok til at sidde her med ham.

Hvad nu, hvis Niall faktisk kun så mig som sin søster? Hvis kælenavnet, de interne jokes, og alt det andet - bare var for at være sød?

Det føltes som om at pizzaen kom op igen, indtil jeg kom i tanke om, at han altid kyssede mig på kinden, nå vi mødtes, og når vi sagde farvel. Det gjorde man ikke med sin søster. Medmindre man var ret klam, i hvert fald.

Jeg slappede med det samme mere af, og lagde skorpen fra mit pizzastykke fra mig. Niall hævede sine øjenbryn og pegede på den lille bunke af skorper, jeg havde lavet.

"Kan du ikke lide skorper?" spurgte han overrasket.

"De er kedelige og tørre." Jeg skubbede min tallerken tættere på ham. "Vil du have dem?"

Niall lagde sine hænder på sin mave og åndede tungt ud. Han var færdig med hele sin pizza, mens jeg kun havde spist lidt over halvdelen.

"Nej tak. Jeg er mæt. Har du forresten fundet ud af, hvad vi skal lave?" spurgte han og skiftede emne.

Det havde jeg ikke, men jeg havde i hvert fald lyst til at iføre mig noget andet end det her outfit. Det var pinligt at blive set sammen med så lækker en fyr, når man selv lignede lort.

Men hvordan skulle jeg komme på noget, der kunne give mig en undskyldning for at få min skoleuniform af? Det skulle ikke være ligesom på restauranten, det var en fiasko - når jeg nogen gange tænkte tilbage på det, blev jeg helt flov. Heller ikke shopping, det var for kedsommeligt og langtrukkent.

Pludselig fik jeg en idé.

***

"Kom nu, sig det," bedte Niall og fulgte i hælene på mig, så vi var så tæt på hinanden, at vores hofter gnubbede sig mod hinanden. Jeg grinede og nød den krævende nysgerrighed, han havde.

"Vi er der lige om lidt," sagde jeg - selvom jeg faktisk ikke var sikker. Vi gik på en af de højeste villaveje, og ud fra de dyre Mercedes'er der holdt i starten af de fleste indkørsler, gik jeg ud fra, at det var det perfekte sted. Himlen var mørkegrå og ville med garanti eksplodere med et brag af torden og regn om få minutter, men det var lige meget, jeg var opsat på at fuldføre min plan og gik med haste skridt hen til et hus, der havde udsigt over hele Harrison.

Det var først da jeg med forsigtige skridt begyndte at gå hen til havelågen, at Niall begyndte at knibe sine øjne mistænksomt sammen. Han stoppede op, mens jeg trak ned i de grå håndtag.

"Lucia, hvad har du gang I?" spurgte han og jeg kunne se på ham, at han ikke længere syntes, det var så sjovt. Jeg så op på himlen. Det var begyndt at støvregne.

"Kom nu bare," tiggede jeg. Niall gik lidt tilbage og så ind i huset, fordi han ville se om der var nogen hjemme, og jeg gik ud fra at der var fri bane, fordi han ikke skiftede mening omgående. Jeg åbnede lågen og gik ud på det grønne, halvfugtige græs.

Nu skulle vi bare om i baghaven. Det var der, det skulle foregå.

Huset var flot. Der var panoramavinduer og terrasse, som havde frit udsyn til baghaven og den imponerende swimmingpool, der fyldte det meste af pladsen på græsplænen. Jeg kunne mærke adrenalinen pumpe i min krop, og jeg havde fornemmelsen af, at der kravlede lus under min hud - det var så perfekt, jeg havde gættet rigtigt, der var virkelig en swimmingpool i baghaven hos folk her i Harrison.

Jeg vendte mig langsomt om mod Niall, da jeg var trådt tættere hen på poolen. Vandet, som ellers altid plejede at være krystalblåt i solskin, så i stedet køligt og ukendt ud: Det havde samme farve som de dystre skyer som svævede lige over vores hoveder, og jeg fik kuldegysninger ved tanken om at svømme i det.

Han så både ud som om han havde lyst til at gå, men udtrykket i mit begejstrede ansigt må have smittet af på ham, for det var ikke mig, som tog det første stykke tøj af.

Hans mave var så pæn, så naturlig, og slet ikke pumpet på den der ulækre måde, de fleste drenge ellers vil give deres højre arm for at opnå. Jeg trak vejret dybt og fik mine sko af med hælene.

Vi sagde ikke noget, vi så bare på hinanden, indtil jeg endnu engang kun var iført min sorte bh og trusser, og vinden legede med mit frie hår, så det gav mig kuldegysninger hele vejen ned ad ryggen. Niall havde også kun sorte boxershorts på - for en gangs skyld lignede vi da hinanden.

Der var en lille trappe, som gav indgang til det dystre vand i poolen, og som indvielse af den aften, vi havde aftalt at dele med hinanden, gik jeg ned i vandet, til det gik mig til halsen. Jeg var ikke forberedt på at det var så dybt, men heldigvis havde jeg lært at svømme, så jeg var ikke bange. Faktisk var jeg overhoved ikke bange for noget som helst i det sekund. Jeg mærkede glæden og den høje følelse af frihed, og det var nok til at få mig til at smile, mens regnen samtidig gjorde mit hår vådt oppefra.

Niall kom hurtigt ned til mig, og vi grinede sammen, pjaskede lidt vand på hinanden de første par minutter.

Han så så ren ud. Så glad. Jeg fattede ikke, at han faktisk var gået med til det her.

"Det her er sindssygt," fastslog han, da de første lyn slog ned, og den buldrende lyd bedøvede vores høresans i et kort sekund, ligesom bassen til en koncert.

Jeg var ligeglad, alt virkede sindssygt, og jeg tog mine arme op i vejret og trak vejret dybt ind. Jeg følte mig som en svane, der ville sprede sine vinger og flyve ud til verdens ende.

"Jeg er sindssyg," svarede jeg som en selvfølge. Vandet smagte af klor og var lige så varmt som regnen. Den blæsende vind gjorde det koldere at holde sig oppe, og jeg svømmede hen til en af kanterne, i håb om at der var lidt læ.

Niall var hurtig til at svømme efter mig. Jeg lænede mig lidt op ad bassinets kant og mærkede de glatte fliser under mine fødder. Han smilede og blinkede lidt med øjnene, mens regnen for alvor gjorde sig bemærkelsesværdig. Det var ligesom at stå under en bruser, så meget regnede det. Han gik tættere på mig, og farten blev sænket, fordi vi befandt os i vandet, men alligevel føltes hans bevægelser så hurtige, og jeg kunne ikke få nok af at kigge på hans arme, der lagde sig på hver sin side af mig, beskyttende. Jeg kunne ikke slippe væk.

"Vi er sindssyge," åndede han, næsten rettende. Vi. Flertal. Du og jeg.

Han rykkede det sidste stykke tættere på mig, og jeg fulgte hans bevægelser, så vores læber mødte hinandens halvvejs, samtidig med at det næste lyn slog ned.

En helt ny verden åbnede sig op for mig, da det gik op for mig, at det var ham. Han kyssede mig, vi kyssede hinanden. Mit hjerte slog hurtigere, og jeg hoppede lidt uroligt på stedet for at slippe af med al den energi, han satte gang i mig. Min krop var et bål, og han havde lige hældt sprit ud over. Jeg følte mig tryg her mellem hans arme. Tryg og ... hjemme. En følelse jeg ikke havde haft i årevis.

Grådigt lod jeg mine fingre glide ind i hans hår, og jeg kunne stå der og lade vores læber udveksle varme i timevis, men så trak han sig en smule væk, og vandet slog ind mod ham som en klippe, da jeg åbnede mine øjne igen og mine læber længdes efter mere.

"Glem det ikke," sagde han.

♡♡♡

Uhadadadada.

Hvad siger I så? Er de ikke bare søøøde? :-D Jeg sidder totalt og smiler mega meget lige nu, jeg har glædet mig som et lille barn juleaften til at få skrevet det her kapitel, iiih, så fint så fint. En anden ting jeg også lige skal sige er, at I er fantastiske, tusind tak for al jeres opbakning, det varmer virkelig og - 120 favoritlister? Har nogen hacket mig og ændret alt det jeg har skrevet, så det på mystisk  vis er blevet bedre? Hahahaha, ej, tak. Jeg er virkelig overvældet - havde aldrig forestillet mig noget lignende!

Nå, hvad tror I der kommer til at ske? Kan Niall og Cia være et par, eller er de stadig lidt for forskellige til at kunne få et forhold til at hænge sammen? Let me hear your thoughts ... Byes x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...