Used To Be - One Direction 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2013
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Færdig
Niall Horan er den eneste, som ikke har haft en kæreste eller datet i sit band, One Direction. Ifølge deres management, har dette en negativ virkning på fansene, som godt kan synes at han "forsvinder i mængden", i forhold til de andre i bandet, som alle sammen har en kæreste.
For at gøre Niall mere populær, har managementet bikset en "plan" sammen, der i sidste ende forhåbentlig får Niall op på samme niveau som de andre drenge. Kort sagt går denne plan ud på at finde en helt igennem normal pige, som Niall kan date i et par måneder og få et par avisoverskrifter med. Det eneste krav er, at hun ikke skal være opsigtsvækkende, og opføre sig særlig meget anderledes i forhold til andre piger på sytten år. Efter kort tids søgen finder de Lucia West, en pige, som Louis Tomlinson gik i folkeskoleklasse med. Det de dog ikke er forberedt på, er, at hun langtfra stadig er den tilbageholdende pige, som de troede, hun var ...

213Likes
432Kommentarer
37652Visninger
AA

8. Kapitel 7

Nobody sees, nobody knows

We are a secret, can't be exposed

That's how it is, that's how it goes

Far from the others, close to each other

- Zara Larsson, Uncover

 

Nialls synsvinkel


Lucia faldt i søvn stort set lige efter at jeg havde bedt hende om at falde til ro, men jeg lå længe oppe, stirrede i loftet og med tankerne flyvende rundt indeni mig, som om min hjerte var blevet til en bikuppe, hvor bierne ustandseligt fløj ind og ud.

Det var ikke fordi at mine tanker var dårlige - jeg tænkte på, hvor glad jeg var for at Lucia havde sagt tak til mig, og over hvor positivt overrasket jeg var over mine handlinger. Jeg havde aldrig prøvet sådan noget før. Men det kunne man vel også sige det meste af tiden, når man var sammen med Lucia.

Næste morgen vågnede jeg af en skramlende lyd uden for døren. Jeg var stadig fuldt påklædt, men havde sparket mine sko af på et eller andet tidspunkt i løbet af natten, så jeg kunne nemt lige stå op og se, hvor lyden kom fra.

Lige så forsigtigt åbnede jeg døren, og gik ud i køkkenet. Den skramlende lyd mindede mig om når gryder slår ind i hinanden, så jeg gik ud fra, at det var det rette sted.

Det var Harry. Nøgen, selvfølgelig.

"Hvad fuck laver du?" grinede jeg og slog ud med hånden, for at referere til æggebakken i hans ene hånd og panden i den anden. Det var meget svært at forestille sig Harry kokkerere noget appetitligt, når han ikke var iført noget, så på forhånd besluttede jeg mig for ikke at være smagsdommer, hvis han tilbød mig det.

"Scrambled eggs," sagde Harry og bad mig hente en liter mælk i køleskabet. Jeg prøvede at lade være med at være skeptisk - jeg ville helst ikke ødelægge mit humør, som faktisk var usædvanlig godt lige nu.

"Ved du hvad klokken er?" spurgte jeg. Min krop var udhvilet, men det var på en mærkelig måde, sådan så jeg var i tvivl om klokken var tidlig morgen eller sen formiddag. Harry pegede på sin iPhone, som lå lige ved siden af vasken, og jeg gik derover og trykkede på den lille, runde knap. Klokken var lidt i ti.

"Blev du fuld i går?" spurgte Harry og begyndte at slå æg ud i en skål, hvorefter han blandede det sammen med en gaffel, så det blev en nogenlunde jævn æggemasse.

"Nej," svarede jeg ærligt, og det overraskede mig faktisk lidt, for så vidt jeg vidste blev man da påvirket af tre-fire shots, men åbenbart ikke.

Vi var stille lidt, og imens hældte Harry en sjat mælk ned i skålen med æggemassen. Indtil videre syntes jeg, at det så klamt ud, og at det umuligt kunne komme til at blive noget spiseligt, men på den anden side så vidste jeg heller ikke, hvordan man lavede scrambled eggs, så måske var det den rigtige fremgangsmåde.

"Hvad tid tog Lucia og dig så hjem?"

Spørgsmålet blev hængende i luften, for lyden af en dør, der gik op, efterfulgt af små, tøvende skridt tog min opmærksomhed, og jeg vidste, at skridtene var for lette til, at det kunne være nogen af drengenes. Det var Lucia - uden tvivl. Men det vidste Harry jo ikke.

"Shit," mumlede jeg og skyndte mig at kaste en grydelap over til ham, så han havde noget at dække sig til med. Forvirret og lidt irriteret holdt han den vejende i hånden, og vidste overhovedet ikke, hvad jeg ville have ham til. Med øjne, som sikkert var så store som glaskugler, gjorde jeg mig klar til at formulere ordene: Lucia er her, men jeg kunne ikke. Det var som om, at mit sind allerede havde forudset alle de dårlige ting, der kunne ske, hvis Harry vidste, at Lucia var her. Måske ville han tro, at vi havde haft sex.

Efter et kort stykke tid brød hendes stemme igennem stilheden, og jeg var ikke overrasket, for jeg havde set det komme, men Harry reagerede selvfølgelig anderledes. Han sprang nærmest op i luften af forskrækkelse, og ved synet af hans ansigt slap et lille grin mine læber, selvom situationen selvfølgelig var kaotisk.

"Hallooo?" gentog Lucia for anden gang, og synet af hendes silhuet kom til syne foran det kraftige sollys fra vinduerne. Jeg løb ud ad køkkenet og lukkede døren efter mig.

"Godmorgen," sagde jeg hurtigt og endnu engang kunne jeg ikke holde mit grin tilbage - tanken om Harry og hans ansigt, da han hørte Lucias stemme, var ikke til at glemme.

Lucia smilede lidt. Hendes hår blev næsten hvidt i lyset fra solen, en farve som med det samme mindede mig om sommer, og hvad der hører til: Sand, lyse markblomster, flødeis.

"Jeg så ham altså godt," fortalte hun, hvilket ikke overraskede mig. Lucia var så direkte, og i starten havde det næsten skræmt mig, men nu havde jeg vænnet mig til det. Jeg satte mig op ad spisebordet og lo lidt mere.

"Lad være med at sige det til ham. Det kan være vores lille hemmelighed," blinkede jeg.

"Jeg kan godt lide hemmeligheder," smilede hun og gik hen til mig. Af en eller anden grund kom en gennemtrængende lyst til at røre hende op i mig, og jeg var tæt på at gøre det, men så flyttede hun sig og spurgte efter toilettet. Jeg fortalte hende hvor det var, og udnyttede friheden til at hjælpe Harry ind på sit værelse, så han kunne få noget tøj på. Jeg håbede, at han havde lært noget af den her oplevelse.

"Er hun væk?" hviskede han, da jeg stak hovedet ind i køkkenet. Hans kinder var røde af ophidselse, og jeg vidste, at han var flov.

"Ja, hun er på toilettet."

"Hvad fanden laver hun her? Er du klar over, hvor meget ballade du får, hvis Lisa og Richard opdager, at du har været i seng med hende allerede inden for den første uge?" Med kejtede bevægelser fik jeg ham ud, mens ordstrømmen blev ved, og måske skulle man tro, at jeg blev vred over alle de forskellige beskyldninger Harry kom med, men jeg var ligeglad. Måske var det fordi at jeg vidste, det ikke var sandt, og at jeg derfor ikke behøvede sige mere end det, men en anden begrundelse kunne være, at jeg ikke følte ubehag ved tanken om, at jeg havde været i seng med Lucia. Forkert, mærkeligt, usandsynligt, men overvejende sandt.

"... og please sig, at I huskede beskyttelse, for kan du ikke huske dengang med Justin Bieber, hvor en pige påstod, at hun var gravid med hans barn? Han var heldig at slippe, men du har ikke rigtig nogen undskyldning," fortsatte Harry, mens han tog underbukser, jeans og til sidst en hættetrøje på. Jeg rullede øjne af ham og sørgede for ikke at provokere ham mere, end jeg åbenbart havde gjort.

"Jeg er altså stadig jomfru," sagde jeg og lavede et lille kryds på mit hjerte. "På ære."

Jeg kunne se på ham, at han var meget i tvivl om jeg talte sandt, men til sidst kom han hen til mig og gav mig et kram. Det var længe siden, at jeg havde følt fysisk nærhed, for mine forældre hjemme i Irland havde jeg ikke set i månedsvis, og det var sjældent, at drengene og jeg krammede hinanden, fordi vi alligevel var sammen det meste af tiden. Jeg klappede ham et par gange på skulderen og indåndede den velkendte Harry-lugt af hans deo og lugten af en muskusagtig skovbund.

"Lov mig, at du passer på, ikke?" grinte han og rodede lidt i mit hår. Det var næsten som at være hans lillebror, når han gjorde sådan.

"Hey!" råbte jeg og prøvede at gøre gengæld, men Harry var god til at undvige, og jeg ramte kun den bare luft. Jeg lo lidt og tænkte, at det var på tide at komme ud til Lucia. Hun havde sikkert de vildeste tømmermænd, og det var nok også en god idé at snakke om, hvad der skulle blive af hende. Jeg ville gerne have, at hun var her, så jeg var sikker på, at hun blev forsikret en seng at sove i, men hvad med hendes ting og sager, som hun havde efterladt hos den der veninde, hun snakkede om i går?

Jeg gik ind på mit værelse, hvor Lucia var i gang med noget, jeg ikke kunne se, fordi hun stod med ryggen til mig. Hun var stadig iført den udfordrende, stramme kjole fra i går, og hun havde virkelig en flot krop - lige tilpas og velproportioneret. Jeg gik hen og satte mig på sengen.

"Hvad laver du?" spurgte jeg og så ned på hendes hænder. Hun var i gang med at skrive en sms på hendes stenaldermobil, og den velkendte lyd, når man trykker ned på tasterne, lød næsten som en melodi.

"Jeg tager hjem til Emma nu," svarede hun så hurtigt, at det lød som om at hun sagde ét ord, og ikke en hel sætning. Jeg kneb mine øjne en smule sammen. Ville hun tage hjem nu?

"Hvorfor det?" spurgte jeg.

"For det første fordi at jeg gerne vil have noget andet tøj på, og for det andet, så skal Emma og jeg mødes med nogen andre, og så skal vi over i skaterparken og lave et eller andet, jeg ikke lige ved endnu," forklarede hun og sukkede dybt. Hun lignede virkelig en, som havde brug for et par timers søvn og en rolig, normal dag, men jeg var sikker på, at sådanne dage forekom ligeså sjældent i Lucias kalender, som sne i august.

"Kan du ikke bare blive her?" spurgte jeg og rykkede mig lidt på sengen. Lucia stoppede med at skrive på sin mobil, og blikket hun sendte mig udstrålede i den grad uforståelighed.

"Her? Ej, det tror jeg ikke."

"Jamen hvorfor ikke?"

"Jeg er ikke typen, der spilder tiden. Kan du ikke huske hemmeligheden?" spurgte hun og blinkede lidt.

"Hvilken en af dem? Der er så mange hemmeligheder efterhånden."Jeg så over på mit klædeskab, som havde udvendigt spejl, og for at sige det ligeud, så lignede mit hår en gulvmoppe - jeg prøvede at rette det diskret, men bevægelserne var garanteret febrilske.

"Den med, at jeg er bange for at glemme. Hver dag er lavet til at skabe minder. Jeg udnytter den, okay?" Hun bed sig i læben. Det lød næsten som en trosretning, eller som når en vegetar siger, at han eller hun ikke må spise kød. Jeg så ned på mine hænder, og med hjertet bankende, så det føltes som om at det steg op i min hals, svarede jeg hende næsten uden usikkerhed. Det var som om, at jeg kunne tage flere chancer, når jeg var sammen med Lucia - hun smittede af på mig med sin specielle personlighed.

"Har du da nogensinde tilbragt en hel dag sammen med Niall Horan, hvor du udelukkende gjorde, hvad han sagde?" spurgte jeg flabet, men jeg sørgede for at tilføje lidt smil, så hun forstod alvoren. Lucia smed sin mobil på sengen og hendes smil blev større og større.

"Fortsæt."

"Hvor du ikke måtte skrive beskeder til dine venner og veninder og ikke måtte tænke på, at du skulle udnytte dagen?"

"Nej, det har jeg ikke prøvet," sagde hun og fnisede ned i sin hånd.

"Præcis! Så er du med på den?" Jeg lagde hovedet lidt på skrå og som sidste overbevisning lod jeg som om, at jeg krydsede fingre for, at hun sagde ja. Hun lo.

"Jeg er med på den," smilede hun.

♡♡♡

Lucias synsvinkel

Kan du huske følelsen af at være barn? Den der følelse af, at der altid var en, som havde ansvaret for dig, og som bestemte over dig, selvom du ikke havde lyst og sagde fra?

Den følelse havde jeg, da jeg tilbragte min dag med Niall. Forskellen var bare, at jeg rent faktisk havde lyst, og jeg sagde ikke fra. Hvis det var hvilken som helst anden person, som ville lave sådan en dag med mig, ville jeg sikkert have sagt 'tror du selv på det?' og være gået uden at vende mig om, men jeg kunne godt lide, at det var Niall, som havde foreslået det. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at han var bestemmende eller lederagtig, men faktisk overraskede han mig allerede inden vi tog af sted, da jeg kunne høre ham og nogle af drengene inde i stuen stå og skændes.

Jeg var inde på hans værelse, hvor vi havde overnattet, og Niall havde sagt, at jeg godt måtte låne et par af hans gamle sko (de var meget, meget store til mig, men hvis jeg bandt dem stamt, så gik det), og en af hans t-shirts - eller som han selv formulerede det: At jeg skulle tage skoene og t-shirten på. Sidstnævnte gik jeg ud fra var fordi han ville have mig til at dække noget af min brystkasse, som var synlig i den nedringede kjole, jeg stadig havde på. Det var fint nok. Jeg havde alligevel heller ikke lyst til at gå rundt om dagen iført sådan et outfit.

Jeg fandt en normal lysegrå t-shirt frem med et trykmønster af noget tekst, og så krøb Nialls stemme ind under døren og ind på værelset til mig. Jeg lyttede forsigtigt med.

"Slap nu af. Vi lavede ikke noget, okay? Harry, fortæl dem det. Du mødte os i morges. Vi var stadig iført det tøj, vi havde på i går aftes. I lyder fandeme som om at jeg har været nogen utro, eller sådan noget," skældte han.

"Det er faktisk rigtigt," mumlede Harry. Jeg kom helt til at smile, da jeg hørte hans stemme - billedet af ham, som stod i køkkenet med en skotskternet grydelap i hånden, var virkelig komisk, og dukkede konstant op i mine tanker. Jeg vidste, at jeg aldrig kunne se ham i øjnene igen, uden at tænke, at jeg havde set hans penis.

Hahahaha.

"Der kan I selv se. Nå, nu skal vi gå."

"Skal I gå ud igen? Sig mig, er I allerede blevet kærester, eller hvad?" Zayns stemme. Jeg knyttede mine hænder og blev helt utilpas ved tanken om at have en kæreste - at være knyttet og forpligtet til noget, det var jeg ikke god til.

"Hvad så hvis vi var?" spurgte Niall flabet, og igen begyndte jeg at smile. Jeg kunne godt lide, at han var blevet lidt mere badboy-agtig, i forhold til lige da jeg havde mødt ham. Det tændte mig. Var det muligt? Jeg havde aldrig rigtig følt det sådan med nogen.

"Så ... ville jeg synes det var mærkeligt. Niall, hun er så anderledes. Er du sikker på, at du vil bruge hende?" svarede Zayn.

Bruge hende? Hvad mente han? Nårh, han mente til musikvideoen. De havde sikkert haft bunker af piger at vælge imellem, og så blev det mig, han valgte. Dejligt. Jeg skulle nok vise ham, at jeg var en værdig kollega.

"Ja," svarede Niall. "Jeg gider ikke snakke mere om det. Farvel."

Han bankede på døren sekundet efter, og jeg fik travlt med at lade som om at jeg var meget optaget med at tage t-shirten på. Jeg lod som om at jeg ikke havde hørt noget som helst, da jeg gik fordi drengene, men det var svært.

Så tog vi ud til et sted, Niall ikke ville fortælle hvor var, eller hvad det handlede om. Vi tog med bil, men det var ikke limousinen, det var en helt normal bil i falmet sort, og der var ikke engang mørkdækkede vinduer til at gøre den mere privat. På en måde var det en god ting, syntes jeg - jeg kunne godt lide almindeligheden ved den.

Vent, sagde jeg lige det?

Hold da op.

"Skal vi ud og spise?" spurgte jeg og spændte min sikkerhedssele.

"Nej."

"Skal vi i en forlystelsespark?"

"Nej."

"Skal vi shoppe?"

"Nej."

"Helt ærligt, hvad skal vi?" spurgte jeg og hoppede utålmodigt op og ned i sædet. Niall lo af min udstrålende energi og startede bilen. Til min store ærgelse afslørede han ikke, hvor vi skulle hen, i stedet nikkede han bare til mit tøj, og gav mig thumbs up.

"Du ser godt ud," komplimenterede han. Jeg faldt tilbage i sædet og smilede lidt, selvom det måske var ironi, og jeg ikke burde blive glad for det. Det her blev en af de gode dage.

Det viste sig, at Niall førte os ud til en bakke. Det var ikke sådan en bakke, som den, jeg havde siddet på med den gamle dame, Olivia, dengang jeg var røvkedelig - det var sådan en bakke med højt græs og masser af vilde blomster, som skød tilfældigt op hist og pist. Der duftede eventyrligt af varm natur og blomster.

"Hvad laver vi her?" spurgte jeg skeptisk og lagde armene over kors. Jeg havde trodsalt stadig bare ben, og tanken om at gå i det høje græs, hvor der med garanti var fyldt med flåter og sådan noget, var mildest talt ikke særlig tiltalende.

"Kom med," sagde Niall. Han var skiftet til nyt tøj - heldige ham. Nu var han iført grå shorts og en hvid, løs top, som næsten lignede en mandeundertrøje, hvis sådan noget findes. Når vinden tog fat i toppen, udvidede den sig i bølgeformede bevægelser, og en enkelt gang fik jeg et lille kig til hans bare mave. Den var pæn. Meget pæn. Jeg fugtede mine læber med tungen og fulgte efter ham, inden jeg risikerede at falde i staver.

"Hvis der er mudder, går jeg," advarede jeg, mens jeg fulgte efter ham.

"Det kan du ikke rigtigt - mig der bestemmer, ikke?" lo han. Vi gik lidt op ad bakken, indtil en stor, bleg træstub dannede en forhøjet sti i græsset. Niall hoppede derop med lethed, men min højde var en ulempe her - hvis jeg skulle springe derop på samme måde som Niall, krævede det, at jeg voksede femten centimeter. Han holdt sin hånd ud mod mig og jeg tog imod den uden at tøve.

"Er du oppe?" Det var et unødvendigt spørgsmål, men ud fra hans tonefald kunne jeg regne ud, at det ikke skulle tages bogstaveligt. Jeg tog det høje skridt og mærkede fornemmelsen af den hjælpende kraft fra Nialls hånd, da han hev mig op. Det tog mig lige et sekund at holde balancen, men så var jeg der, klar til at gå videre. Det var ligesom at være ude og vandre, og med solen bagende ned i mit ansigt, gjorde det det ikke ligefrem meget nemmere. Jeg samlede mit hår i en knold med en hårelastik, som jeg havde om håndleddet, og så gik vi videre, indtil vi var omkring på midten af træstubben.

Niall satte sig ned, og det gik op for mig, hvor stejl bakken faktisk var. Han kunne nemt dingle med fødderne, mens han sad ned. Jeg blev helt blød i knæene og mærkede højdeskrækken skyde op gennem med ryggrad, men på en eller anden måde fik jeg sat mig ned, så jeg sad lige ved siden af ham.

Udsigten var flot, man kunne se et par huse og en flod, men ellers var der bare græs, græs og græs. Jeg følte mig ret isoleret.

"Hvad laver vi her?" spurgte jeg og borede mine negle ind i træstubben, så jeg havde noget at klamre mig til, hvis jeg pludselig skulle få overbalance. Ikke at det ville hjælpe mig særlig meget at redde mig selv, men det betryggede mig en smule.

"Vi sidder." Niall lukkede sine øjne i og sukkede ind i mellem. Jeg udnyttede hans blindhed og betragtede ham endnu engang, ligesom jeg havde gjort på restauranten. Han havde tætte øjenvipper, røde kinder og små rester af tørrede blade i håret. Selv nu, hvor han havde lukkede øjne, lagde jeg mærke til at han blinkede nogen gange i minuttet, som om at det hjalp ham med at undgå at falde i søvn.

"Jeg keder mig," klagede jeg efter hvad der føltes som vildt mange minutter.

"Skrig," svarede han, som om det var det mest naturlige svar i hele verden. Hvad farve er havet? Blåt. Jeg keder mig. Skrig.

"Mener du det?"

"Ja. Tør du ikke?" lo han og åbnede øjnene, så han kunne se på mig.

Jeg skreg så højt, at et par fugle, som havde gemt sig i græsset, fløj forskrækket op fra deres skjul og flaksede med deres vinger.

"Imponerende," lo Niall og holdt hænderne op, som når man vil imitere en kat eller en tiger. "Wraaar."

"Hvad har det med mit skrig at gøre?" lo jeg med og rynkede på næsen.

"Lige så uhyggeligt," smilede han.

Hold kæft, hvor var vi et kønt par. Hvis nogen fik os på bånd, ville de tro, at vi var sindssyge begge to. Men jeg kunne lide det. Jeg behøvede ikke tænke på, hvad jeg sagde, når jeg var sammen med Niall, og det var ligemeget, at jeg måske havde en knold som lignede en filtret hårbold, for ingen af os tog notis af det. Jeg så ned på vores fødder - med de her sko kunne jeg nemt komme til at gå under navnet Klumpe Dumpe, så store var de.

"Hvad størrelse sko bruger du lige?" spurgte jeg og holdt min fod op, så han kunne se, hvor store de var. Afstanden fra skoens hæl til tå, svarede nogenlunde til afstanden fra mit knæ til min ankel.

"44," svarede han og da han også selv løftede sin fod op, rørte den min i forbifarten. Det var selvfølgelig bare en lille berøring, men efter alt det, som jeg havde overhørt de andre sige, og Niall, som forsvarede mig ... så føltes berøringen næsten ekstrem, som om den brændte.

"Jeg bruger 36," indskød jeg.

"Vi er meget forskellige," sagde Niall monotomt.

Og det var vi, det vidste vi jo begge to. Så forskellige, at folk faktisk lagde mærke til det og sagde det. Måske ville det få konsekvenser i fremtiden, hvis vi begyndte at date, jeg ville være kendt som wildchild og Niall som den almindelige, glade dreng.

Jeg nikkede lidt og vidste, at jeg følte mig så tilpas og rolig sammen med Niall, fordi han fandt min gamle side frem igen.

♡♡♡

Hej alle! Ved godt jeg har sagt det millioner af gange efterhånden, men hold da op, I er søde, elsker jeres opbakkende kommentarer og alle de mange, mange favoritlister (73? Hvad sker der?!). Det er så amazing! Tak!

Det andet jeg gerne vil sige, er, at jeg ikke har mulighed for at være på computeren og skrive i fire dage, så I må holde ud og få kapitlet i næste uge. Jeg skal nemlig til første sejlads og befinder mig derfor på en båd de næste maaange timer.

Kunne I lide kapitlet? Ved godt der ikke skete det store, men det er cute alligevel, hehe, jeg kan i hvert fald godt lide det. Husk at like, så kommer jeg længere op på listen over månedens mest populære (hvor jeg faktisk i forvejen befinder mig på første side, som er så vildt, tak!)

- Mathilde x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...