Used To Be - One Direction 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2013
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Færdig
Niall Horan er den eneste, som ikke har haft en kæreste eller datet i sit band, One Direction. Ifølge deres management, har dette en negativ virkning på fansene, som godt kan synes at han "forsvinder i mængden", i forhold til de andre i bandet, som alle sammen har en kæreste.
For at gøre Niall mere populær, har managementet bikset en "plan" sammen, der i sidste ende forhåbentlig får Niall op på samme niveau som de andre drenge. Kort sagt går denne plan ud på at finde en helt igennem normal pige, som Niall kan date i et par måneder og få et par avisoverskrifter med. Det eneste krav er, at hun ikke skal være opsigtsvækkende, og opføre sig særlig meget anderledes i forhold til andre piger på sytten år. Efter kort tids søgen finder de Lucia West, en pige, som Louis Tomlinson gik i folkeskoleklasse med. Det de dog ikke er forberedt på, er, at hun langtfra stadig er den tilbageholdende pige, som de troede, hun var ...

213Likes
432Kommentarer
37881Visninger
AA

7. Kapitel 6

Where have you been
Cause I never see you out
Are you hiding from me, yeah?
Somewhere in the crowd

- Rihanna, Where Have You Been

 

Lucias synsvinkel

 

Vi mødtes på Frank's café klokken 14:30 som planlagt.

Niall ankom i en taxa, hvilket overraskede mig, for jeg troede, at han ville komme herhen i drengenes limousine. Jeg stod og lænede mig op ad en parkeringsautomat, da jeg kunne se ham stige afslappet ud med solbriller for øjnene og det hele.

For at vise jeg havde set ham, gav jeg et lille vink fra mig, og Niall vinkede retur, da han så mig. Selvom der var mange mennesker på gaden, var der ingen, som lagde mærke til, at det var ham. Det var nu meget rart.

"Hej," sagde jeg let, da han kom over til mig. Skulle jeg give ham et kram, eller ville det være for meget? Jeg besluttede bare at sende ham et nik som hilsen.

"Hejsa," svarede han og pegede ind på caféen. "Skal vi gå ind?"

Frank's café var et afslappet sted med en alternativ indretning - det var næsten som at træde ind i et sommerhus midt i storbyen. Der var hyggelige stole med lammeskind og hjemmestrikkede tæpper man kunne svøbe sig ind i, og på væggene hang der billeder af smilende børn, som lignede engle. Jeg følte mig med det samme velkommen, men jeg syntes, at stilen var lidt for tuttenuttet. For mig ville det ikke gøre noget, hvis væggene var malet i en dyster farve som sort, i stedet for hvid, for jeg kunne godt lide, når man skilte sig ud på sådan en rå måde når det kom til indretning.

I forhold til hvad klokken var, overraskede det mig, at der var så mange gæster. Cirka halvdelen af caféen var fyldt, og bag os kom der flere til.

"Her dufter godt," fastslog Niall, mens vi gik et par skridt frem. Jeg stod lige bag ham og prøvede at spejde efter en ledig plads, hvor vi kunne sætte os.

"Ja, af friskbagt brød og ... bacon," sagde jeg veltilfredst, og pludselig kunne jeg mærke hvor sulten jeg faktisk var. Jeg havde ikke fået mad siden i aftes, og det havde bare været et par skiver groft toastbrød, som Emma og jeg havde delt, mens vi fodrede fuglene på Abberstreet i Camden. Jeg kunne virkelig godt spise en stor, lun sandwich med bacon, kylling, dressing og hvad der ellers hørte til af grøntsager, og måske også skylle den ned med en iskaffe - kunderne ved vinduet havde netop fået serveret deres.

"Der er nogle pladser der ovre," sagde Niall og pegede over på et bord, som var ved at blive gjort rent af en tjener. Vi skyndte os derover og sank ned i hver sin flaskegrønne velourstol.

"Jeg tror, man skal gå op og bestille. Hvad kunne du tænke dig?" Niall lod en hånd glide forsigtigt over sin mave, som om han skulle i fysisk kontakt med den, før han kunne bestemme sig.

"Clubsandwich og iskaffe," udbrød jeg med det samme. Han grinte over min aggressivitet og så sig forsigtigt omkring, inden han tog sine solbriller af og svarede med et blink i øjet, at det ville han også have. Jeg skulle lige vende mig til, at han faktisk var ret lækker. Lige umiddelbart kendte jeg ham ikke så godt som de andre, men mit indtryk af ham var positivt - i hvert fald forhold til at jeg kun havde kendt ham i få dage. Om det var en god ting, kunne jeg ikke rigtig finde ud af.

Jeg udnyttede tiden mens Niall gik op for at bestille, og undersøgte, om Emma eller Daniel havde svaret mig. Intet svar. Selv ikke min mor havde skrevet. Jeg følte mig pludselig lidt trist og alene.

Et tydeligt hvin lød ovre fra disken, og jeg så forskrækket op fra min mobil. Et par piger på omkring de fjorten år stod og fnisede og sukkede, mens de lænede sig op ad hinanden, som om de ville falde, hvis de bare stod normalt. De var fans, selvfølgelig. Niall smilede høfligt til dem og nikkede til et par spørgsmål, jeg ikke kunne høre. Var han utilpas? Jeg havde aldrig set ham utilpas før - noget sagde mig, at Niall var for rolig og glad til at kunne være bekymret.

Diskret holdt jeg øje med, hvordan han tog det, da flere piger sluttede sig til den lille flok, så det nu ikke bare var to, men seks fans. Niall prøvede at komme til at betale, men de blev ved med at skubbe servietter hen til ham, som skulle gøre det i stedet for et stykke papir til en autograf. Jeg havde lyst til at bede dem om at holde kæft og lade ham være.

Efter en masse autografer og billeder, kom han endelig tilbage. Da pigerne så, at han vendte over til mig, begyndte de at sukke igen, men det var ikke længere på den der forhåbningsfulde måde, som de havde gjort før, det var mere forundringsfuldt og misundeligt. De undrede sig sikkert over, hvad Niall lavede med en pige som mig.

Bare vent, kællinger, tænkte jeg.

Hans læber kommer til at røre mine snart.

"Velkommen tilbage," lo jeg ironisk, da Niall satte sig ned i velourstolen igen. Hans ansigt afspejlede stadig en smule uro, og jeg kunne se, at hans fingre tøvede med at tage hans solbriller på igen. Efter et kort øjeblik droppede han det dog, og lige så forsigtigt dukkede der et smil frem på hans læber.

"Undskyld, det er sjældent, at jeg bliver overfaldet på den måde. Nogengange kan de faktisk skræmme mig lidt," sukkede han.

"Jeg troede, at det var en selvfølge af at være kendt," svarede jeg.

"Det er det også, men jeg oplever det bare ikke så tit, som man skulle tro. Det er anderledes med de andre. Harry kan næsten ikke engang gå ud for en dør, så står der fans, som vil have autografer og billeder med ham." Han trak på skuldrene og lo lidt over det. Harry var uden tvivl bandets flirt - det vidste selv jeg, som ikke engang var i nærheden af at være en fan af One Direction. Men de andre skilte sig da ligeså meget ud som Harry, det var bare på hver deres måde.

Lidt forvirret blinkede jeg hurtigt med øjnene og kørte en lok hår om bag mit øre.

"Hvordan anderledes? Du er jo en del af bandet. I burde alle sammen være lige populære," sagde jeg. Da Niall ikke svarede med det samme, gik jeg ud fra, at det var et ømt punkt, og jeg lod være med at grave mere i det. Men han lænede sig lidt ind over bordet, så jeg ligesom i går blev hypnotiseret af hans hudløst ærlige, marineblå øjne, og jeg vidste, at han var villig til at tale om det - ømt punkt eller ej.

"Kan du holde på en hemmelighed?" spurgte han, en anelse udfordrende. Jeg var ikke den bedste til at holde på hemmeligheder, men det behøvede han jo ikke at vide.

"Ja," sagde jeg lavt og gav et udfordrende smil retur. Han kiggede tøvende ned på sine hænder, næsten som om han ville bremse sig selv, men han fortsatte.

"De andre ... er ikke ligesom mig," åndede han. Den hemmelighedsfulde stemning i det han sagde, mindede mig af en eller anden grund om da jeg var lille: Dengang der ingen bekymringer var, dengang al fokus blev sat på én ting af gangen, dengang alt kunne forstås. Og det kunne forstås - jeg var jo selv en original, men det var af eget valg. Niall så ikke ud som om, at han selv havde valgt ikke at være som de andre.

Jeg slap ikke hans blik og følte for alvor i lang tid, at jeg ikke var alene.

"Jeg ved, hvad du mener," prustede jeg.

"Nej, det gør du ikke." Hans stemme var blid, men irettesættende. "Jeg er ikke som de andre af flere grunde."

"Hvilke grunde?"

"De har flere fans, for eksempel." Niall tog et kig over skulderen og regnede sikkert med at se den håndfuld piger, som før havde været oppe og køre over ham, men de var der ikke længere.

"Flere fans? Bare dét?" spurgte jeg uimponeret. Jeg havde regnet med at han ville sige noget helt andet og mere overdrevet, at han ikke var ligesom de andre, fordi han tog stoffer eller sådan noget. Niall grinede lidt, men hans øjne var stadig alvorlige.

"Ej, helt ærligt. Det er faktisk et ret stort problem. For mig i hverfald. Jeg føler mig ... uønsket, på en eller anden måde. Som om jeg ikke er noget særligt." Han så ned på sine hænder igen, og jeg fik en trang til at muntre ham op, men jeg vidste ikke hvordan. I stedet sad jeg bare og så på ham, og overvejede mit svar. "For helvede altså, jeg ved ikke engang, hvorfor jeg sidder og siger det her pis til dig. Det må du undskylde," sagde han pludseligt og rystede lidt på hovedet af sig selv, da han nok troede, at mit ikke-eksisterende svar betød at jeg prøvede at undgå emnet.

"Det skal du ikke tænke på. Jeg synes det er flot, du tør sige det. Det ville de fleste drenge nok aldrig indrømme," sagde jeg ærligt og håbede, at han ikke fortrød at have fortalt mig hans hemmelighed, eller hvad det nu var.

Niall smilede. "Tak," sagde han.

I samme øjeblik kom tjeneren ind med vores sandwichs og iskaffer, og vi lænede os begge tilbage for at gøre plads - åbenbart havde vi rykket så tæt på hinanden, at mine hænder næsten rørte hans på bordpladen - og det så vildt lækkert ud. I et par minutter spiste vi bare i stilhed og betragtede de andre gæster, som snakkede livligt og nikkede bag deres kaffekrus. 

Jeg blev ved med at tænke på, at jeg havde haft et formål med at invitere Niall på café; jeg ville lige så stille sige undskyld for min opførsel til frokosten i går - men jeg kunne ikke få mig selv til at gøre det. Det var som om at alle mine kræfter kæmpede imod for at undgå at få mig til at gøre det rigtige, og jeg havde det ligesom engang, hvor Clara ville have mig med ud på en løbetur, og jeg ikke var i stand til at løbe noget af tiden, fordi min krop ikke gad lystre.

Jeg sukkede, og besluttede, at det ikke gjorde noget, at jeg ikke sagde undskyld lige nu. Det kunne jo godt udsættes, til der kom et lidt mere passende tidspunkt. I stedet kom jeg i tanke om manuskriptet, som Niall ville aflevere til mig, og jeg bragte emnet op, da vi begge to lige havde slugt en mundfuld iskaffe. Niall fortalte, at drengene havde været ude i det studie, hvor musikvideoen højst sandsynligt ville blive indspillet og bearbejdet, og jeg lod som om at jeg var vildt ivrig efter at få alt at vide, men en kriblende fornemmelse af dårlig samvittighed skød op gennem min rygrad, hver gang han smilede til mig, tydeligvis glad over at jeg var så interesseret.

Jeg havde ikke lyst til, at han bare var Niall, som jeg hjalp med til hans musikvideo. Han fortjente ikke, at jeg ikke viste ham tillid, når han lige havde vist mig det, og oveni købet fortalt mig en af hans hemmeligheder. Jeg ville gerne være hans ven.

"Er der noget i vejen?" spurgte han mig forsigtigt, mens han spiste et par af de ovnbagte pommes frites, vi havde fået i en lille kurv som tilbehør. "Du virker pludselig lidt fjern."

"Jeg havde bare et skænderi med mine forældre i morges. Og jeg har ikke lyst til at tage tilbage, så jeg pakkede mine ting og skred," forklarede jeg. Langsomt kunne jeg mærke byrden forsvinde fra mine skuldre, og jeg havde ikke længere dårlig samvittighed over, at jeg var så lukket over for ham. Nu havde jeg muligheden for også at vise ham tillid.

"Seriøst? Er du okay?"

Selvom enhver måske ville have svaret det, blev jeg bare så lettet, og jeg havde lyst til at ignorere alt og alle og så bare skubbe bordet, som adskilte os, til side, så jeg kunne give ham et kram.

"Ja, jeg er okay," sagde jeg og nikkede. "Min veninde, Emma, tager bare ikke sin telefon, og hun var ikke hjemme, da jeg bankede på. Så jeg har ikke rigtig noget sted at tage hen, kan man sige."

"Har du ikke tag over hovedet?" Nu lød Niall forarget. Ud fra alt det luksus de garanteret havde, kunne han sikkert slet ikke acceptere, at jeg ikke engang havde noget sted at sove. Jeg holdt hænderne op foran mig som en forsvarsposition.

"Jo jo, Emma skal bare lige svare, ik'? Du behøver ikke at blive bekymret. Jeg sover tit hos hende," forklarede jeg overbevisende.

"Nå okay. Godt." Niall tog endnu en pommes frites.

Vi brugte resten af tiden på at snakke lidt om diverse ting - vores yndlingsmad (vi svarede begge to steak, hvilket var lidt sjovt), yndlingsfilm, hadeting og mest mindeværdige oplevelser.

"Du må have mange minder," sagde jeg og tog en tår af min iskaffe. "I rejser jo verden rundt hele tiden, ikke?"

"Ikke hele tiden, men jo. Vi rejser meget. Vi er lige kommet hjem fra tour, så vi har et halvt år hjemme nu," smilede han. Jeg lænede mig tilbage i stolen og prøvede at komme i tanke om min mest mindeværdige oplevelse.

"Jeg har mange," sagde jeg og kunne hurtigt komme i tanke om mindst femten syrede oplevelser.

"Det overrasker mig ikke," lo Niall og jeg vidste, at han refererede til frokosten i går. Jeg knyttede mine hænder og stirrede på ham.

"Hvorfor ikke?"

"Du gør jo tit, hvad du har lyst til, ikke? Det skaber minder. Jeg kan ikke gøre, hvad jeg har lyst til."

"Hm, jo, det gør jeg vel. Jeg kan godt lide at være spontan." Jeg lænede mig ind over bordet, ligesom Niall havde gjort tidligere. Så citerede jeg ham og hviskede: "Kan du holde på en hemmelighed?"

"Ja," svarede han og hævede sine øjenbryn af nysgerrighed. Jeg var tæt på at begynde at fnise over den krævende opmærksomhed der pludselig lå på mig, men jeg holdt mit ansigt afslappet. Jeg ville fortælle ham, hvorfor jeg gjorde ting, som i hans øjne sikkert var absurde. Jeg ville fortælle ham, at det var det, jeg elskede.

"Jeg elsker ..." begyndte jeg, men det lød helt forkert, for ordene var for nemme at bruge, og jeg følte ikke, at betydningen kom ordenligt frem. Jeg bremsede mig selv og rystede lidt på hovedet for at tage det i mig igen. "Jeg er bange for at glemme," mumlede jeg langsomt, så sandt, som det var.

"Du er bange for at glemme?" spurgte han. Jeg tror ikke, det var et spørgsmål, men det lød sådan. Jeg nikkede.

"Ja."

"Så det er derfor, at du ... gjorde det i går? For at skabe et minde?"

"Ja."

"Så forstår jeg bedre," smilede han. "Jeg kan godt lide det. Jeg kan godt lide, at du skaber minder."

Jeg smilede tilbage og var glad for, at han var positiv omkring det. Hvis jeg selv skulle sige det, så syntes jeg, at jeg lød som en sindssyg, men jeg stoppede ikke mig selv, og sagde: "Vil du med ud i aften?"

Niall ændrede pludselig ansigtsudtryk, og bed sig blødt i læben. "Du refererer ikke til, at vi skal ud og smide sten efter politiet, vel?"

"Jeg tænkte på, at vi kunne tage til fest," lo jeg.

"Fest." Han smagte lidt på ordet og jeg kunne se ham rynke på næsen.

"Kom nu, vær ikke så kedelig," sagde jeg for sjov. Det havde dog en virkning: Han blinkede til mig med det ene øje og sagde: "Okay. Fest."

Efter at have lagt lidt drikkepenge, rejste vi os og gik udenfor. Klokken var allerede næsten seks - tiden havde bare fløjet af sted.

"Jeg tror lige jeg tager hjem først og gør mig klar," sagde Niall.

"Okay, jeg vil også lige tage over til Emma, min veninde, så jeg kan skifte tøj." Jeg så ned af mig selv. Shorts, sort T-shirt og converse. Ikke ligefrem mit mest sexede outfit.

Vi aftalte, at jeg ringede til ham, når vi skulle mødes. Det virkede ikke som om at han havde særlig mange erfaringer med at gå til fest, så jeg fortalte, at vi ville tage på Purple Panorama - et mindre diskotek lidt væk herfra - så han kunne få en rolig start.

Okay, måske ikke så rolig. Purple Panorama var et ret vildt diskotek, selvom det var mindre end de fleste. Men det skulle nok blive sjovt alligevel.

"Vi ses," sagde jeg.

"Vi ses," gentog han.

♡♡♡

Nialls synsvinkel

 

Da jeg havde sagt til drengene, at jeg skulle til fest, havde de først troet, at det var en joke. Jeg havde ikke sagt noget til dem om, at det var Lucia, der var kommet på idéen - men hvis jeg ville have dem til at tro på mig, blev jeg vidst nødt til at sige hendes navn.

"Det er Lucia, der har inviteret mig," sagde jeg stille. Vi sad og spiste aftensmad foran fjernsynet, og de andre virkede ikke til at kunne høre alvoren i mine ord - indtil jeg selvfølgelig nævnte hendes navn.

"Lucia?" spurgte Liam og vendte sig om mod mig. De andre stirrede bare på mig.

"Ja," svarede jeg. "Hun kan ringe hvert øjeblik, så jeg ville bare lige nævne det."

Jeg havde skiftet til noget andet tøj, som jeg håbede kunne defineres som 'festligt'. Shorts til lige over knæet i en mørkegrå farve, og en hvid, halvstram T-shirt. Det var måske ikke det vildeste sæt, men jeg følte mig tilpas i det. Jeg havde ikke festet særlig meget, i hvert fald ikke så meget, som jeg havde på fornemmelsen af at Lucia havde.

"Okay. Det lyder da meget hyggeligt," sagde Liam og de andre nikkede.

"Ja, det er godt, at du ikke sagde nej. I skal jo snart begynde at blive lidt forelskede i hinanden," påmindede Louis og rakte tommelfingeren i vejret. Jeg havde ikke lyst til at blive mindet om det, og ville kun fokusere på at få en sjov aften lige nu.

Lucia havde sagt tidligere den dag, at hun var 'bange for at glemme', og jeg var glad for, at hun turde fortælle mig det. Hun virkede ikke som typen, der viste særlig mange følelser - sådan helt lukket som en østers det meste af tiden - men jeg havde taget fejl: Hun ville gerne have et minderigt liv. Derfor var jeg selvfølgelig henrykt over, at hun gerne ville skabe en minderig aften med mig. Jeg glædede mig til at se, hvordan aftenen ville udspringe sig, om vi måske ville ende ude på en mark og tyde stjernebilleder, eller om vi bare ville sidde på diskoteket og lære nye mennesker at kende.

Min ringetone tog mig væk fra mit tankespind og tilbage til virkeligheden. Det var Lucia.

"Jeg er klar nu," sagde hun med munter stemme. Klokken havde netop passeret halv ni.

"Det er jeg også. Hvor skal vi mødes?" spurgte jeg.

"Diskoteket hedder Purple Panorama og ligger i Mushwell Hill 97. Jeg tager der over med bussen nu," forklarede Lucia. Som den gentleman jeg nu var, tilbød jeg hende, at jeg kunne komme og hente hende i en taxa, hvorefter vi sammen kunne tage over til det der Panorama-diskotek.

"Jo tak," svarede hun - jeg kunne næsten høre hende smile.

Lyden af høj musik var ikke til at undgå, da vi steg ud af taxaen. Gaden var mørk og dyster, og jeg var glad for, at jeg havde tilbudt Lucia at køre sammen med hende herover. Det var ikke ligefrem det mest trygge sted for piger at opholde sig.

Uden for diskoteket havde en lang, slangeagtig kø formet sig ned til hjørnet af gaden. Lucia - som var iført en ultrakort, glitrende mørkeblå kjole og høje hæle (jeg behøver vist ikke sige mere) - førte os direkte hen forrest i køen og sendte indgangsvagten et stort, flirtende smil. Det var på så mange måder mærkeligt at se på. Jeg følte mig helt ligegyldig, selvom Lucia hele tiden holdt mig i hånden, og sørgede for, at jeg ikke forsvandt i menneskemængden.

"Det var meget nemt," lo hun, da vagten havde lukket os ind. Inde på diskoteket lugtede der kraftigt af sved, alkohol og cigaretrøg. Jeg blev helt overvældet af de mange indtryk - de små grupper mennesker, der sad i hjørnerne og kyssede, snakkede, grinede, drak ... jeg stod bare og stirrede på dem i flere sekunder, indtil Lucia trak mig over til en af grupperne.

"Skaaat," skreg hun til en pige, som havde mørkebrunt hår. Jeg stod i baggrunden og så dem kysse hinanden på kinderne og love hinanden, at de ville have en syg aften. Jeg prøvede at føle mig godt tilpas og tænke, at disse mennesker, som Lucia åbenbart kendte og hang ud med, var søde, men jeg brød mig ikke om dem. Det var som om at det hele bare var en facade, som om at de ville vise hinanden, hvem der kunne drikke mest og grine højest. Og Lucia ...

Lucia ville selvfølgelig være dén, som overvandt alle andre. Jeg kunne slet ikke kende hende. Hun havde været så sød og hyggelig da vi mødtes i eftermiddags, men nu var hun en anden person, fremtrædende og utilregnelig.

Hun vendte sig om mod mig med samme stolte smil, som jeg havde set på restauranten, da hun havde taget sin trøje af. Jeg smilte forsigtigt med lukket mund, og prøvede at stoppe mig selv i at skære tænder.

"Venner, det her er Niall," sagde Lucia og hev mig frem mod dem. De sad på en V-formet sofa og så på mig med dømmende øjne.

"Shit, er det ikke ham der fra det der band?" kunne jeg høre hende med det mørkebrune hår sige. Jeg lo usikkert og satte mig ned på armlænet.

"Jo, det er mig."

Hun fniste højt og hviskede noget til Lucia, som hele tiden fastholdt mig med sit blik. Jeg prøvede at virke ligeglad og vendte mig om mod en af drengene, som også havde mørkebrunt hår.

"Hej, mit navn er Niall," præsenterede jeg mig selv, og rakte min hånd frem. Han smilte fjoget og tog den.

"William," svarede han. Han havde et meget ligegyldigt ansigtsudtryk, så jeg gik ud fra, at han ikke vidste, hvem jeg var. "Hyggeligt at møde dig. Er du her sammen med Lucia?"

"Ja."

"Godt scoret. Not," lo han og rakte mig et lille glas med noget gennemsigtigt væske i. Jeg bed mærke i hans ord - især det sidste.

"Hvad mener du?" spurgte jeg og så ned på glasset, imens jeg talte.

"Lucia er jo Lucia. Hun er ikke ligefrem den mest urørte pige her på Jorden. Skal vi bunde?"

Jeg tog glasset op til munden og sank, inden jeg kunne nå at smage. Vodka, tror jeg. Det smagte stærkt og efterlod en brændende fornemmelse i min hals, som gav mig lyst til at hoste.

William gav mig et klap på skulderen, og jeg lo lidt, selvom jeg ikke syntes det var sjovt, og satte glasset ned igen. Hvad mente han med, at Lucia 'ikke var den mest uberørte pige her på Jorden'? Sikkert at hun havde haft gang i mange fyre. Var jeg mon bare den næste i hendes flok? Jeg skubbede tanken væk fra mig og drak endnu en mundfuld fra et nyt glas, som William gav mig.

Tiden gik hurtigt, og efter mit tredige glas aftalte jeg med mig selv, at jeg ikke ville drikke mere. Det var ikke fordi jeg ikke havde lyst - faktisk var det ret sjovt at sidde sammen med William og snakke om alt og intet - men jeg tænkte, at det nok var klogest, at jeg var i nogenlunde ædru tilstand, når jeg skulle hjem.

Lucia havde det åbenbart slet ikke sådan. Sammen med nogle af de andre piger, begge lyshårede og med meget lårkorte kjoler ligesom hende selv, tømte hun det ene glas efter det andet. Man kunne tydeligt se på hendes overdrevne dansebevægelser og smilet, som nåede op til begge ører, at hun var oppe og køre. Men indimellem tog jeg hende i at bide sig selv i læben, når hun så over på mig. Hun virkede som et lille barn, der havde lyst til at komme over til sine forældre, men prøvede at gøre sig selv stærk. Jeg fik lidt ondt af hende.

På et tidspunkt gik de to lyshårede piger, som Lucia var sammen med, over til en stor gruppe fyre og piger, som William sagde var nogen af de 'lokale'. Dem, som altid kom i slutningen af festerne for at understrege, at de ejede stedet.

De to lyshårede piger kendte åbenbart alle 'de lokale', og de fik så meget opmærksomhed af dem, at Lucia lignede en, som havde lyst til at sætte sig ned og surmule. Det gjorde hun selvfølgelig ikke - i stedet tog hun andre midler i brug, og hentede en høj stol, hun kunne stille sig op på, så hun kunne vise alle, at hun var den, der skulle være i centrum. Jeg sad stadig på armlænet af sofaen og betragtede hende, mens hun kiggede smilende ud til alle på hele diskoteket.

DJ'en, som havde sin plads ovre i hjørnet af dansegulvet, stoppede sangen, da han kunne se Lucia stille sig op på stolen. Alle kiggede på hende og forventede sikkert, at hun ville holde en tale, eller sådan noget, eftersom både musikken og snakken var stoppet for hendes skyld.

Hun tog begge arme op over hovedet og hujede højt, som om hun var til en fodboldkamp. "Slå jer løs!" råbte hun og nikkede til DJ'en, som et tegn til at sætte noget musik på. Han smilede, og satte en dunkende sang på, som Lucia begyndte at danse til.

Det var ikke bare sådan en stille og rolig dans, hvor man hopper lidt op og ned og forsvinder i mængden, fordi alle andre også danser sådan. Hun gav den mildest talt fuld gas og bøjede sig også flere gange ned, så man fik frit udsyn til hendes røv. Jeg blev helt pinlig berørt over at se på det, og en del af mig sagde, jeg igen burde stoppe hende, ligesom dengang på restauranten, men alle andre, især de andre fyre, var henrykte og samlede sig om hende i en cirkel, så hun var den, alle lagde mærke til.

Lucia hujede igen og igen, og i de farvede lys kunne jeg se hendes røde kinder og glinsende pande, som afslørede anstrengelse. Jeg blev helt svimmel af varmen og de høje lyde, og fik lyst til at gå ud på toilettet, hvor der sikkert var roligere og køligere.

Men jeg blev og slap hende ikke med øjnene. Derfor så jeg også, da hun med et voldsomt fald trådte forkert på stolen, så hun landede med et plask ned på gulvet.

Musikken blev ved, og de andre stoppede heller ikke med at klappe, selv efter at hun blev liggende der, helt fladt på maven med sin venstre fod i en unaturlig stilling. Nu måtte det stoppe, tænkte jeg - det var jo fuldstændig sindssygt.

Jeg skyndte mig at rejse mig op og løbe hen til hende. Da jeg vendte hende om, så hun lå på ryggen, og så på hendes ansigt, grinede hun bare, hun grinede og grinede, som om det var sjovt, at hun lige var kommet til skade.

"For helvede," sagde jeg til hende, og håbede, at hun vidste, det betød stop. Jeg fik hende op på benene og støttede hende med mine arme, men hun strittede imod, og hendes højre ben prøvede at komme op på stolen igen.

"Jeg vil danse ..." råbte hun snalret, og hendes ånde lugtede sprittet. Jeg holdt hende strammere og fik hende ud af cirklen, selvom Lucia strittede fuldkommen imod, som når man prøver at tvinge en kat i bad, eller sådan noget.

"Nej, okay? Det er farligt. Du har slået dig," sagde jeg bestemt til hende, da vi var kommet lidt væk fra mængden. Jeg pegede på hendes venstre fod, som var blevet helt rød og hævet.

Lucia havde sikkert lyst til at slå mig, det udtrykte hendes ansigt i hvert fald. Men smerten i hendes fod overdøvede sikkert alle hendes andre følelser. "Jeg vil danse," gentog hun, men denne gang var det bare en del lavere. Hun overgav sig.

Langsomt kunne jeg mærke hende blive tungere i mine arme, da hun slappede mere af, og jeg følte mig klar til at redde hende, om det så var fra tømmermænd, smerten i hendes fod eller liderlige drenge, som bad hende om at komme op på stolen igen, så hun kunne fortsætte hendes lapdance.

Forsigtigt tog jeg et par lokker hår væk fra hendes ansigt, som var fløjet ind og dannede et X. Hun så virkelig smadret ud, stadig med røde kinder og glinsende pande, og hendes øjne var tæt på at blive lukket i, fordi hun var så træt. Med min ene arm fik jeg hendes ansigt rykket over på min skulder, så hun havde en slags hovedpude, og med den anden arm tog jeg fat rundt om hendes talje, så hvis hun faldt, ville jeg kunne gribe hende. Langsomt begyndte jeg at gå med hende hen mod udgangen.

"Av, jeg kan ikke," klagede hun, allerede efter første skridt. Jeg tøvede og så ingen anden udvej end at skovle hende op i mine arme, så hun slap for anstrengelsen ved at gå. Vi skulle bare væk her fra.

Da vi endelig kom udenfor, ramte den kølige sommervind mit ansigt, og jeg rykkede lidt på Lucia, så jeg havde bedre fat i hende. Fordi hun var så lav, havde jeg let ved at bære hende - det var selvfølgelig ikke som min almindelige hverdagstaske, men let nok til at jeg kunne bære hende lang tid endnu.

Et par billygter på vejen afslørede, at vi ikke var alene, og da jeg strakte hals, var jeg så heldig at opdage, at det ikke bare var en almindelig bil, men en taxa. Jeg vinkede hurtigt efter den, og snart sad Lucia og jeg på bagsædet i lyset fra den lille loftslampe, og hun så så uskyldig ud, mens hun med næsten lukkede øjne havde sit hoved på min skulder og så ud ad vinduet.

Jeg følte mig ikke længere ubetydelig. Jeg følte mig stærk, god og helteagtig.

"13 pund," sagde taxachaufføren, da vi kom frem. Lucia løftede ganske roligt sit hoved og så op på mig.

"Skal jeg ikke hjem?" spurgte hun lavt, da hun så, at vi ikke holdt i Doncaster, men ude foran drengenes og min lejlighed.

"Jo," svarede jeg og rakte pengene til chaufføren. Lucia gjorde store øjne og sagde noget med, at hun ikke havde penge med til turen hjem. Hun mindede næsten som et lille, forskræmt dyr.

Jeg rystede på hovedet og åbnede bildøren.

"Det her er dit hjem lige nu, okay?"

Uden mere snak løftede jeg hende igen op, og så gik jeg ud på gaden og op ad trapperne til lejligheden med hende i mine arme. Det var først da vi var kommet op, og jeg fik lagt hende i min seng, at det faktisk gik op for mig, at det ikke bare var noget, jeg drømte - hun var her virkelig.

"Niall?" hviskede hun, mens jeg tog hendes sko af og smed dem over i hjørnet. Hendes venstre fod var ikke rød længere, nu var den mere blålig. Det var et ordenligt slag, hun havde fået.

"Ja?" spurgte jeg og smilede lidt, for at fastholde den rolige, trygge stemning.

"Tak. Jeg mener det virkelig. Ikke bare for i dag. Også for i går. Tak."

♡♡♡

OH MY GOD, JEG ER HOOKED PÅ DET HER KAPITEL.

Ej, ved godt jeg lyder virkelig selvisk lige nu, men jeg synes det er så sødt og så godt, ååårh, jeg smiler helt lige nu. Bare det var mig! Jeg har virkelig en svaghed for fyre, som redder piger og bærer dem og sådan, haha. Derfor er det her kapitel noget ret særligt for mig.

Jeg håber I kunne lide det, puuuh, det har været lidt svært for mig at skrive. Men jeg er nogenlunde tilfreds nu, heldigvis, selvom jeg har knoklet længe, både torsdag, fredag og lørdag. Normalt har jeg ret svært ved at blive tilfreds med, hvad jeg skriver, så det er dejligt, når det sker. Jeg håber også I er tilfredse. Ellers må I sige til, så jeg kan rette op på noget.

I må meget gerne give et like, hvis I synes den er god, det ville være super. Nu vil jeg tage ud og stå på rulleskøjter i det fantastiske vejr, jubiii. Glæder mig sindssygt meget til at se jeres reaktioner + One Direction kommer til Danmark i morgen. CRAZY! x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...