Used To Be - One Direction 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2013
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Færdig
Niall Horan er den eneste, som ikke har haft en kæreste eller datet i sit band, One Direction. Ifølge deres management, har dette en negativ virkning på fansene, som godt kan synes at han "forsvinder i mængden", i forhold til de andre i bandet, som alle sammen har en kæreste.
For at gøre Niall mere populær, har managementet bikset en "plan" sammen, der i sidste ende forhåbentlig får Niall op på samme niveau som de andre drenge. Kort sagt går denne plan ud på at finde en helt igennem normal pige, som Niall kan date i et par måneder og få et par avisoverskrifter med. Det eneste krav er, at hun ikke skal være opsigtsvækkende, og opføre sig særlig meget anderledes i forhold til andre piger på sytten år. Efter kort tids søgen finder de Lucia West, en pige, som Louis Tomlinson gik i folkeskoleklasse med. Det de dog ikke er forberedt på, er, at hun langtfra stadig er den tilbageholdende pige, som de troede, hun var ...

213Likes
432Kommentarer
38372Visninger
AA

6. Kapitel 5

Say my name,
And every color illuminates,
We are shining,
And we’ll never be afraid again.
- Florence and The Machine, Spectrum

 

Nialls synsvinkel

 

"Er du klar over, hvad der kunne have været sket? Paparazzierne kunne have ventet lige udenfor og fået perfekte billeder af dig og Lucia uden tøj på. Kan du slet ikke se overskrifterne for dig? 'Niall Horan og ukendt pige havde ingen hæmninger på dyr restaurant i London'?"

Zayns ord gav genlyd i mit hoved, og jeg fik mest af alt bare lyst til at rejse mig op og gå min vej. Det var dagen efter at vi havde været på restaurant med Lucia, og for 117. gang fortalte de mig om, at hvad jeg havde gjort, var en fejl. Vi sad rundt om spisebordet og spiste morgenmad iført nattøj. Jeg stirrede ned på mine solgule cornflakes og kom med små, forstående lyde, som skulle erstatte 'ja'.

Jeg havde ikke lyst til at blive uvenner med nogen, så jeg havde opført mig så undvigende som muligt, når samtaleemnet faldt på frokosten i går. Men inderst inde havde jeg lyst til at sige til dem, at de burde slappe af. Det havde været virkelig varmt, og Lucia og jeg havde taget vores trøjer af. Ingen tvivl om, at det var en alternativ handling - men værre var det altså heller ikke.

"Zayn har ret, Niall," sagde Liam og nikkede en enkelt gang til ham. "Vi ønsker det bedste for dig, men du bliver simpelthen nødt til at hjælpe til, hvis det her skal gå gennem planen."

"Jeg ved det godt, jeg ved det godt. Kan vi ikke bare lade det ligge?" sukkede jeg.

"Jo, men vi skal først lige gennemtænke det her. Lucia er jo åbenbart ikke så normal og ligegyldig, som vi havde troet," fastslog Louis og lagde sit ansigt i folder.

"Vi kan jo ikke bare smide hende ud af musikvideoen nu," sagde jeg, pludselig en anelse bekymret. For selvom Lucia havde opført sig flabet og uheldigt i går til frokosten, så kunne jeg godt lide, at hun ikke var så normal, som vi troede. Hun gjorde, hvad hun havde lyst til - noget jeg selv ikke havde kunnet gøre, efter at jeg meldte mig til X-Factor. På en måde så jeg op til hende, efter det hun havde gjort. Jeg burde syntes at hun var for meget, og droppe hende, så vi kunne finde en ny pige, men det havde jeg ikke lyst til. Det ville være ligesom at have startet på et korthus, og så bare vælte det hele ned for at bygge et nyt. Jeg orkede det ikke, både for min egen skyld, men også for de andres.

"Vi må hellere spørge Lisa og Richard, så vi er sikre på, at vi ikke trækker nogen forkert beslutning," foreslog Harry, som også sad og stirrede ned i sine cornflakes. Jeg gik ud fra, at selvom han holdt mest med de andre lige nu, så ønskede han ligesom mig, at vi alle sammen bare kunne slappe lidt af omkring det, og undgå skænderier.

Hans forslag blev hurtigt vedtaget, og da vi ikke havde tid til at tage til møde med Lisa og Richard i dag, fordi vi skulle til interview klokken ti, valgte jeg at ringe efter vi havde spist. De andre gik i gang med at tage ud fra bordet, og jeg tastede langsomt Lisas nummer - hun var ikke ligeså skræmmende som Richard, så jeg valgte at ringe til hende - mens jeg funderede over, hvad jeg mon skulle sige.

Ventetiden var ikke lang, og allerede efter et par sekunder tog hun telefonen. Jeg gik ind på mit værelse og satte mig på min seng, som jeg ikke havde redt i ugevis.

"Ja goddag, du taler med Lisa?" sagde hun med ganske normal stemme. Jeg rømmede mig, og pillede lidt ved min dyne med min frie hånd. Jeg ville så gerne lyde overbevisende, men det var svært, når mit hjerte bankede nervøst og min stemme skælvede.

"Det er Niall," mumlede jeg og trak vejret dybt. "Jeg ringer for at fortælle dig om, hvordan det gik i går til frokosten."

"Nårh ja, det var med hende Lucia, ikke? Gik det godt?" spurgte Lisa langsomt, og jeg var glad for, at hun lød så hjertelig. Selvom Lisa kunne sætte skrappe regler, som ingen turde bryde, kunne hun også være ligesom en forælder, som strøg en over ryggen og opmuntrede en, når man havde brug for det.

"Det gik fint nok, men altså ... der var meget varmt på restauranten, og så, lige pludselig, så tog Lucia sin top af, så hun kun sad i bh. Jeg ved det, det var virkelig mærkeligt, og vi andre blev også ret chokerede. Men altså, tjenerne blev meget sure, og de fortalte, at hvis Lucia ikke tog sin top på igen, skulle vi gå. Og så forsvarede jeg hende ved at tage min egen T-shirt af," forklarede jeg og fik helt røde kinder ved mindet. Tænk, at jeg havde gjort det.

Lisa var stille i den anden ende af røret, og så begyndte hun lige så forsigtigt med at sige: "Ja, det ser jo ikke for godt ud. Blev I opdaget af nogen?"

"Nej, de andre gæster var ret gamle, og vidste ikke, hvem vi var. Og der var ikke nogen paparazzier udenfor."

"Gudskelov. Ellers ville situationen jo have set helt anderledes ud," sukkede Lisa, både lettet, men også bekymret over, hvad Lucia havde gjort. Jeg glemte helt, at hun ikke kunne se mig, og tog mig selv i at nikke.

"Men ... kan vi godt bruge Lucia til planen alligevel? Hun er jo ikke helt så tilbageholdende, som vi havde troet, men det gør ikke noget, vel?" prustede jeg, pludselig helt opstemt og udmattet ved tanken om, at jeg ville få et nej. Lisa var stille igen - hun fik dilemmaet.

"Du ved nok, at jeg synes det er bedst, hvis vi finder en ny pige - men jeg kan høre på din stemme, at du helst vil være fri. Og med så lille et problem - ingen opdagede jo noget - kan vi godt give Lucia en chance til. Hun er en spøjs pige, kan jeg høre, men måske er det en god ting. Hvis bare fansene og pressen ikke opdager, at hun gør sådan nogle ting, skal det hele nok gå alligevel. Og husk nu, at hun ikke må vide noget om planen. Intet," sagde Lisa advarende, og jeg kunne lige se hende for mig med hævede øjenbryn.

Yes, tænkte jeg glad.

"Tusind tak Lisa, og ja, jeg skal nok huske ikke at sige noget," lovede jeg. Vi lagde på, og jeg bredte mig fladt ud på min seng, helt lettet over, at det gik så let. Mit hjerte bankede stadig hurtigt, men det var på en god måde, ligesom når man er færdig med et løb, og man så lige er kommet over målstregen.

"Niall, vi skal gå nu, Dennis venter på os nede i bilen," kunne jeg høre Liam råbe efter mig. Da jeg ikke svarede, kom han ind til mig, og satte sig på siden af min seng med et bekymret udtryk i øjnene. Jeg stirrede op i loftet.

"Er du okay, mate?" spurgte Liam og lagde hovedet lidt på skrå. Jeg kunne så godt lide Liam, han var nok den i bandet, som kunne forstå mine følelser bedst. Uden at lyve nikkede jeg, og tvang mig selv til at smile lidt, så Liam troede på mig.

"Ja, jeg har det fint. Jeg vil bare så nødigt have, at nogen af jer er sure på mig," forklarede jeg.

"Ingen af os er sure på dig," opmuntrede Liam og pegede på min iPhone, som jeg havde lagt på min mave. "Har du talt med Lisa? Hvad sagde hun?"

Jeg fortalte, hvad Lisa havde sagt, og til min store overraskelse, så virkede Liam også lettet.

"Godt, for jeg er sikker på, at du og Lucia vil kunne passe godt sammen, selvom I jo nok aldrig for alvor kommer til at blive et par," sagde han.

Jeg smilte, og gav ham et venskabeligt klap på skulderen. Det var rart at få at vide, at vi godt kunne virke som et godt par, men alligevel troede jeg ikke selv på det, og var ret sikker på, at Liam bare sagde det for at være venlig. Lucia var jo næsten det modsatte af mig - udadvendt og modig, mens jeg var mere stille og tilbageholdende. Hun ville aldrig kunne blive forelsket i en som mig.

"Tak," sagde jeg, og smilte endnu en gang.

***

Vores interview var netop blevet færdigt, og imens vi satte os ind i bilen, spurgte jeg diskret Louis, om jeg måtte få Lucias nummer. Interviewet havde ikke været noget stort, bare et kort et fra et teenageblad, så vi var færdige allerede klokken tolv. Nu skulle Dennis køre os over til den instruktør, som havde lavet en kort skitse af det manuskript, vi skulle bruge til musikvideoen. Det overraskede mig, at det åbenbart hastede så meget, men Liam sagde, at instruktøren gerne ville udnytte det gode vejr, så det gav meget god mening.

"Ja da, her er det," sagde Louis og fiskede sin iPhone op fra sin bukselomme. Han fandt hurtigt Lucias nummer, og mens han læste tallene op, kunne de andre selvfølgelig ikke lade være med blive nysgerrige.

"Hey, hvis nummer er det?" spurgte Zayn. Jeg trak på skuldrene, som for at vise, at det ikke var noget særligt.

"Lucias." Jeg skyndte mig at taste de sidste cifre ind, skrive hendes navn og lægge min mobil væk igen. Når jeg skulle koncentrere mig meget om tal og bogstaver mens jeg kørte i bil, fik jeg altid ondt i hovedet, og jeg havde ikke lyst til at risikere at være helt grøn, når jeg mødte vores instruktør.

"Uhhh, ser man det," fnes Zayn, og Harry så spørgende på mig. Jeg udstødte også selv et lille grin - det var virkelig rart at vi ikke havde den samme anspændthed omkring Lucia, som vi havde i morges.

"Jaja, jeg har ikke tænkt mig at invitere hende ud, jeg har tænkt mig at sige, vi får manuskriptet i dag," sagde jeg.

"Du vil gerne have, at hun er forberedt til kyssescenerne, eller hvad?" jokede Louis og lod som om han kyssede en ud i luften. Jeg prikkede ham med en stiv pegefinger ligesom jeg havde gjort for et par dage siden, og vrængede af hans bemærkning.

"Hun spurgte jo selv efter manuskriptet i går," påmindede jeg. "Og det er vigtigt for mig, at hun synes, jeg er flink."

"Bare rolig Niall, du har jo tre-fire måneder til at få bygget den perfekte kærestefacade op," sagde Liam.

"Den perfekte falske kærestefacade," bed jeg syrligt. Jeg havde stadig ikke rigtig vænnet mig til at Lucia skulle være min fremtidskæreste.

"Det kommer hun jo ikke til at opdage," sagde Zayn opmuntrende. Jeg kørte en hånd gennem mit hår.

"Nej, det håber jeg i hvert fald ikke. Gad vide hvordan hun så ville reagere ..."

"... sikkert møde op til vores koncerter uden tøj på," afsluttede Harry min sætning, grinende.

Okay, jeg skulle nok være forberedt på, at når vi snakkede om Lucia, blev hun omtalt som en nudist fra nu af.

Jeg grinede med, for jeg vidste jo, at de mente det godt.

Vi ankom til det sted, hvor instruktøren havde sit firma, og jeg glædede mig til at møde ham og læse manuskriptet. Personligt syntes jeg, at Moments var en af vores bedste sange - så det var jo bare ekstra godt, at det lige præcis var den, vi skulle indspille videooptagelserne til. Bygningen lå i en mindre by uden for London, og der duftede sommerligt af kornblomster og grill, selvom der ikke var nogen beboelige huse, hvor vi blev ført hen. Der var det kun bygninger med halvstore firmanavne og skilte med 'kontoer til leje', som fyldte de grå gader.

Jeg steg sammen med de andre ud af bilen, og vi gik ind i den røde murstensbygning med hænderne i lommen. I informationen, som var et sølle udseende bord med en læselampe, fik vi med det samme at vide, at vi skulle hen til indspilningshallen, som lå lige rundt om hjørnet. Vi takkede og gik derind.

Inde i hallen kom et overvældende studie til syne, og overalt var der film- og billedudstyr: Kamerastativer, lysdæmpere, hovedtelefoner, greenscreens, små fjernsyn. Der lugtede nyt og renoveret af maling, og i baggrunden kunne man høre en svag summen, ligesom en computer, det tænker.

En stor mand, som lignede en, der havde tilbragt halvdelen af sit liv på McDonald's, vendte sig om, da han hørte døren gå op. Så smilte han varmt og gik hen imod os med åbne arme.

"Jamen er det ikke mine nye kollegaer, drengene fra One Direction?" spurgte han højt, og hele hallen rungede med hans latter. Jeg lo lidt med - sådan nogle personer kunne jeg godt lide, livsnydere og glædespredere.

"Jo," svarede vi i kor, og gav ham høfligt hånden, mens vi præsenterede os. Han tilføjede et klap på skulderen til os alle sammen.

"Mit navn er Georg, men I kan bare kalde mig Geo."

"Hej Geo," sagde jeg høfligt.

"Kom med her over, så kan jeg vise jer manuskriptet," sagde Geo smilende. Han pegede over på noget, der virkede almindeligt og afslappet i forhold til alt det andet - et sort skrivebord med en stationær computer.

På væggen bag computeren hang der en opslagstavle, og den tog med det samme min opmærksomhed. En hel masse billeder af musikvideoer hang derpå med små tegnestifter, og mange af musikvideoerne kendte jeg - Taylor Swift's "Mine", Paramore's "Brick By Boring Brick" og Justin Bieber's "As Long As You Love Me" var blandt. Vi havde åbenbart at gøre med en seriøst god instruktør, eftersom han havde arbejdet sammen med så gode kunstnere.

Vi fulgte efter ham og gjorde os umage med ikke at røre ved noget. Alt var så professionelt, at jeg kunne forestille mig det kostede utrolig mange penge - som selv jeg ikke havde råd til at erstatte.

Geo satte sig på den eneste stol, og vi andre lænede os nysgerrigt hen mod skærmen bag ham. Han åbnede et program på computeren, som viste billeder i et slideshow med vores sang, 'Moments', kørende i baggrunden. Inden vi ordenligt nåede at opfatte mere i videoen, satte Geo den på pause, og forklarede os, hvad det var.

"Nu skal I bare se - jeg har lavet den her video for at vise jer mine små idéer. Det er bare korte klips, som jeg har kopieret ind fra andre film og musikvideoer til inspiration, nærmest som en hjemmelavet trailer. Øhm, hvem er det nu af jer, som skal spille hovedrollen?" spurgte Geo og vendte øret mod os. Jeg rakte forsigtigt min hånd i vejret.

"Det er mig."

"Og hvem spiller så den kvindelige hovedrolle?"

"Øhm, det er en af Louis' gamle folkeskolevenner, som hedder Lucia," svarede Zayn. "Hun er desværre ikke med i dag."

"Er hun ikke? Nå, men vi skal altså snart have hende herind, for vores stylister og kostumeassistenter har brug for at vide, hvordan hun ser ud, inden de kan finde det rigtige tøj og sminke til hende." Geo begyndte langsomt at smide skummelt, og selvom vi kun havde kendt ham i få minutter, følte jeg mig allerede tæt på ham. Han var meget nem at være sammen med.

"Jeg har hørt fra jeres management, at I selv har håndplukket denne Lucia til rollen ... så jeg bliver lige nødt til at spørge - er hun lækker, Niall?" spurgte Geo drillende og begyndte at grine højt bagefter, ligesom Julemanden.

Jeg kunne mærke mine kinder blive varme, og jeg kløede mig på håndleddene, mens de andre selvfølgelig også lå flade af grin.

"Jaja," sagde jeg bare, og håbede, at Geo ikke ville lægge mere i det. Han grinede så småt færdigt og vendte tilbage til alvoren.

"Fint. Godt. Jeg skal nok lade være med at mobbe dig mere. Ha ha ... Er I klar? Så sætter jeg videoen i gang nu. Og husk, det bare er en skitse - vi kan redigere og lave om bag efter."

Videoen kørte, og de første små klip viste scener, som i dén grad signalerede kærlighed - et kærestepar som kyssede i regnen, som løb sammen gennem skoven, som puttede sammen på en seng. Så blev klippene mere alvorlige, og nye klip viste kærestepar, som råbte af hinanden, som skændtes. Det så meget overbevisende ud, selvom kæresteparret jo hele tiden var nye personer, fordi det var taget fra alle mulige forskellige film. Jeg forestillede mig, at det var mig og Lucia, som spillede de forskellige par - at vi skulle ligge og putte på en sofa, og at hun skulle springe op i mine arme og kysse mig. Det var lidt mærkeligt at tænke på.

Da den var sluttede med, at kæresteparret blev gode venner igen, var jeg den første til at reagere.

"Den er jo mega god!" sagde jeg.

"Synes du? Åh, det er jeg glad for, min ven," smilede Geo. Han rejste sig op og fandt nogle papirer frem. "Her er skitsen til det på skrift. I kunne jo eventuelt give det til den anden hovedrolle også, det var Lucia hun hed, ikke?"

"Det havde jeg også tænkt mig," fortalte jeg og tog mig mobil op ad lommen. "Jeg kan lige spørge hende, om hun har tid til at jeg kommer forbi i dag."

Det var spøjst og også lidt grænseoverskridende at skulle give Lucia et manuskript, hvor der stod, at vi skulle kysse og opføre os som et kærestepar, og det at jeg vidste, jeg skulle få hende til at blive forelsket i mig - hvor umulig den opgave så end var - gjorde det hele endnu mere grænseoverskridende. Men jeg tog det med oprejst pande og valgte at ignorere de tanker, som var negative.

Fra: Niall

Hej Lucia, det er mig, Niall (-: Jeg skriver bare til dig for at sige, at vi har fået manuskriptet nu. Kan jeg komme over til dig og aflevere det?

Hun svarede næsten med det samme.

Fra: Lucia

Jeg er ikke hjemme

Fra: Niall

Nå okay, kommer du hjem senere? Vi er i London resten af dagen, så jeg kan bare komme forbi, når du har tid :))

Fra: Lucia

Jeg kommer ikke hjem foreløbigt. Øh. Længere historie. Kan du mødes med mig på Frank's café ved siden af Hyde Park klokken 14:30? :-)

Hvorfor var hun ikke hjemme? Jeg begyndte at skrive en besked, hvor jeg spurgte, hvorfor hun ikke var hjemme, men besluttede så at skrive noget andet.  Det ragede jo ikke mig, og hvis Lucia havde problemer derhjemme - hvilket ikke ville overraske mig, hun var jo så ... direkte ... - var det ikke mit ansvar at få hende ud af dem.

Fra: Niall

Ja, det kan jeg godt. Vi ses klokken 14:30, så :D

Fra: Lucia

Jeg glæder mig til at se dig.

♡♡♡

Lucias synsvinkel

 

Mine følelser omkring frokosten i går var blandede: Jeg var glad for at møde drengene, for de virkede alle sammen rigtig flinke - det var i hvert fald noget, jeg var sikker på. Til gengæld kunne jeg ikke finde ud af, om jeg var flov over, at jeg havde smidt min top, eller om jeg var stolt over at have vist mig for nogen, som ellers var så låst fast, og som ikke ligesom mig kunne gøre, hvad de havde lyst til.

Eller vent, måske kunne de godt gøre, hvad de havde lyst til. Niall havde også smidt sin trøje, kort efter at en tjener var kommet hen til os, og havde bedt mig om at tage min top på igen. Hans handling havde lammet mig i et kort sekund - ja, både fordi hans mave var utrolig lækker - men også fordi at jeg troede, det kun var mig, der turde gøre sådan noget. Han havde nærmest dækket over mig, så de andre drenge ikke blev så chokerede, og mente, at det var mig, der var sindssyg. Det var jeg både taknemmelig og overrasket over.

"Mor, jeg skal være sammen med Daniel i dag," sagde jeg, da jeg gik ned i køkkenet for at finde noget spiseligt til morgenmad - eller måske skulle man kalde det for frokost, for klokken var snart et.

Min mor og min far sad ved spisebordet, og reagerede ikke, da jeg kom med min bemærkning. De sad som staturer, fastfrosset med avisen i hånden og som altid med et dødt ansigtsudtryk. Det irriterede mig.

"Mor. Jorden kalder mor." Jeg greb et viskestykke fra køkkenbordet og smed det i hovedet på hende. Ups. Ikke så klogt et valg. Hun rejste sig op med store bevægelser, som en rasende gorilla eller sådan noget, og begyndte næsten at ryste, så gal blev hun. Forskrækket ved den pludselige kontrast gik jeg et par skridt bagud.

"Lucia, vi har været igennem det her så mange gange - du må ikke gå ud, når du har stuearrest. Kun i skole, selvfølgelig, men det gør du jo alligevel ikke," vrissede hun og hævede sin pegefinger mod mig. Jeg hævede mine øjenbryn på en flabet måde og grinede af hendes finger. De første par uger, hvor min mor havde givet mig den regel, havde hun været inde for at vække mig hver morgen, så jeg ikke kom for sent. Men jeg var helt igennem et B-menneske, og var umulig at vække, før jeg havde fået 10-11 timers søvn.

Min mor kunne ikke vække mig: Hun kunne ikke bestemme over mig. Ingen kunne bestemme over mig.

"Tror du selv på det?" spurgte jeg.

"Vi kan ikke blive ved med at redde dig. Uden en uddannelse kan du ikke få noget job, og uden et job kan du ikke tjene penge til et hus eller en lejlighed. Du har ingen fremtid, hvis du bliver ved sådan her. Så din far og jeg har taget en beslutning. Hvis du ikke tager i skole igen, bliver vi nødt til at smide dig ud. Du beder selv om det," truede hun.

"Fint," sagde jeg, selvom jeg i mit indre blev ved med at tænke pis, pis, pis, nu har jeg ikke noget sted at bo. "Jeg kan da bare flytte ud med det samme, hvis det skal være på den måde."

Dén havde min mor ikke set komme.

"Lucia, jeg ..."

"Drop det mor. Forældre elsker sine børn, ikke? Det kan man da også tydeligt se i det, I lige har gjort mod mig," sukkede jeg og valgte at droppe søgningen på noget mad. Jeg ville bare væk: Væk fra det her rådne sted og tilbage til mit paradis med mine venner, når vi kørte i bil mens nogle af os sad på taget, når vi stjal en is fra kiosken, når vi hoppede op og ned i elevatorer, så de stoppede. Dét var min fremtid.

Med hurtige skridt skyndte jeg mig ovenpå og fandt min største taske frem. Den var mega grim - sådan en sportstaske i neonfarver - men den var praktisk, og det var det eneste, jeg kunne tænke på lige nu. Jeg rev tøjet ned fra mine bøjler i mit skab, og smed det i en bunke ovenpå tasken, så jeg havde rent tøj til et par uger. Bagefter fandt jeg diverse andre ting frem: toiletsager, makeup, penge (jeg smuttede også lige ind mine forældres soveværelse og tog nogle fra min mors pung), sko og mobiloplader.

Det var ikke særlig meget, men resten kunne jeg låne - sikkert hos Emma. Jeg regnede med, at jeg skulle sove hos hende fra nu af.

Min mor kaldte på mig nede fra køkkenet, og til hendes store overraskelse kom jeg også ned, men det var ikke for at undskylde, som hun måske havde håbet på. Jeg gik forbi hende med min store, tætpakkede sportstaske, som dumpede ind i min hofte, hver gang jeg tog et skridt. Da jeg åbnede hoveddøren, stirrede hun på mig, tæt på at græde. Det var sjældent, at jeg ikke så min mor græde, når jeg gjorde sådan noget som det her. Hun var sådan en irriterende, overfølsom type. Jeg selv græd aldrig.

"Stop," hviskede hun, men hun gjorde ikke noget. Rakte ikke engang ud efter mig. Hendes ord havde en anden betydning, som også passede til hendes ansigtsudtryk. Jeg vidste, at hun på en måde var lettet over, at jeg ikke længere kunne forvolde hende mere smerte, ikke flere bekymringer. Inderst inde var hun glad.

Som farvel smækkede jeg døren ekstra hårdt.

Argh.

Tænk, at jeg for evigt blev nødt til at være forbundet med sådan nogle fucking idioter. Deres DNA sad i mig - jeg var en del af dem, de var en del af mig.

Uden at tænke over det, begyndte jeg at løbe, selvom taskens vægt holdt mig tilbage i korte stød. Jeg havde så meget indebrændt energi, at jeg blev nødt til at gøre noget, ellers ville jeg begynde at skrige dér midt på gaden. Allerede efter et par minutter var jeg fremme hos Emma. Hun boede i et hus, der lignede meget mit, men det var større. Jeg sprang op ad de små trapper, der udgjorde en indgang til hoveddøren, og bankede bestemt på uden pauser, indtil jeg fik svar.

Det var ikke Emma, der svarede, det var Emmas far, som mildest talt ikke så ud til at være i humør til mit høje energiniveau. Han var nok den kedeligste person på Jorden, som altid sad i sofaen og så fodbold, mens Emmas mor engang i mellem kom ind med en dåseøl til ham. Nogen gange havde jeg kaldt ham for Bulldogen, når jeg omtalte ham mens Emma ikke var i nærheden. Han havde sådan noget slapt hud i ansigtet ligesom en bullbog, og øjnene hang også ligesom lidt.

"Ja?" spurgte Bulldogen, da han så, det var mig.

"Er Emma hjemme?"

"Nej." Han lænede sig lidt op ad dørkarmen. "Skal jeg lægge en besked?"

"Hvor er hun?"

"Sammen med en eller anden dreng, som har en meget mærkelig frisure. Mørke, små krøller," sagde han hæst, og med det samme vidste jeg, at han snakkede om Daniel. Hmmm, så havde Daniel åbenbart glemt vores aftale i dag. "Skulle jeg lægge en besked?" gentog Bulldogen.

"Nej, men du må gerne lægge den her op på hendes værelse," svarede jeg og rakte ham min sportstaske.

"Vi har altså ikke plads til gæster," sagde han og undgik at tage imod tasken. Jeg stak ham en lille hvid løgn, så jeg ikke behøvede at rende rundt med den hele dagen.

"Det er Emmas. Jeg har lånt ret meget af hendes tøj. Jeg lovede, jeg ville aflevere det tilbage i dag," smilede jeg uskyldigt. Bulldogen vækkede ikke nogen mistanke, og nikkede bare kort. Han havde set mig mange gange i Emmas kjoler, så det virkede meget realistisk.

"Okay. Farvel," sagde han tungt og lukkede døren, inden jeg nåede at spørge om, hvor Emma præcist var.

Jeg fiskede min mobil op ad lommen og valgte at gå mod parken, mens jeg ringede til Emma. Når jeg gik, tænkte jeg mere klart. Hun svarede ikke, så jeg satte mig på en bænk og betragtede et par børn, som legede fangeleg på legepladsen. Lidt efter ringede jeg til Daniel, i håb om at han måske var sammen med Emma, men jeg blev sendt direkte til telefonsvareren.

Jeg prøvede Emma igen. Og så Daniel. Stadig intet svar.

Efter hvad der føltes som timer, selvom det sikkert kun var minutter, vibrerede min mobil. Jeg regnede med at det var Emma, men et ukendt nummer dukkede op på min skærm. Det var Niall.

Fra: Niall

Hej Lucia, det er mig, Niall (-: Jeg skriver bare til dig for at sige, at vi har fået manuskriptet nu. Kan jeg komme over til dig og aflevere det?

Lort, hvorfor skulle det netop være i dag, jeg flyttede hjemmefra?

Fra: Lucia

Jeg er ikke hjemme

Fra: Niall

Nå okay, kommer du hjem senere? Vi er i London resten af dagen, så jeg kan bare komme forbi, når du har tid :))

Han var nu meget sød, ham Niall. Jeg havde lidt dårlig samvittighed efter i går - jeg skyldte ham en forklaring på, hvad jeg havde gang i. Jeg vidste, han ikke ville dømme mig på det - måske ville han oven i købet syntes, jeg var sej, fordi jeg nød at bryde grænser.

På den anden side af hegnet, som afgrænsede parken, var der en café, som hed Frank's café. Jeg besluttede at det var det ideelle sted at mødes med ham, så jeg kunne takke ham diskret for hans lille gerning. Samtidigt kunne han også aflevere manuskriptet til mig, så det var jo perfekt.

Fra: Lucia

Jeg kommer ikke hjem foreløbigt. Øh. Længere historie. Kan du mødes med mig på Frank's café ved siden af Hyde Park klokken 14:30? :-)

Fra: Niall

Ja, det kan jeg godt ;). Vi ses klokken 14:30, så :D

Han var altid så glad, sådan en humørbombe, selv hans beskeder osede af glæde. Det inspirerede mig lidt.

Fra: Lucia

Jeg glæder mig til at se dig. :)

Denne gang løj jeg ikke.

♡♡♡

Hej læsere! Jeg kan vist roligt sige, at jeg også glæder mig til at Niall og Lucia mødes på Frank's! Hahah, selvom det er fuldstændig opdigtet, bliver jeg faktisk helt fanget af min egen tankegang ... det virker så ægte. Jeg ville ønske, jeg var Lucia. Tudtud.

Er der nogen af jer, som skal til deres koncert? Jeg havde planer om at tage derhen (Forum) og hænge ud udenfor, men det kan jeg desværre ikke, fordi jeg skal til første sejlads med min søspejdertrop :( Nederen, men glæder mig alligevel til at se dem i nyhederne og sådan noget, det er så nice. Jeg håber at I kunne lide kapitlet! Ved godt det ikke er det vildeste kapitel, men glæd jer til det næste ... muhahaha, jeg afslører intet. Nå, nu vil jeg gå, inden jeg keder jer ihjel med min lange tekst her. Jeg håber I får en god aften! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...