Used To Be - One Direction 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2013
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Færdig
Niall Horan er den eneste, som ikke har haft en kæreste eller datet i sit band, One Direction. Ifølge deres management, har dette en negativ virkning på fansene, som godt kan synes at han "forsvinder i mængden", i forhold til de andre i bandet, som alle sammen har en kæreste.
For at gøre Niall mere populær, har managementet bikset en "plan" sammen, der i sidste ende forhåbentlig får Niall op på samme niveau som de andre drenge. Kort sagt går denne plan ud på at finde en helt igennem normal pige, som Niall kan date i et par måneder og få et par avisoverskrifter med. Det eneste krav er, at hun ikke skal være opsigtsvækkende, og opføre sig særlig meget anderledes i forhold til andre piger på sytten år. Efter kort tids søgen finder de Lucia West, en pige, som Louis Tomlinson gik i folkeskoleklasse med. Det de dog ikke er forberedt på, er, at hun langtfra stadig er den tilbageholdende pige, som de troede, hun var ...

213Likes
432Kommentarer
37877Visninger
AA

4. Kapitel 3

And I told you to be patient
And told you to be fine
And I told you to be balanced
And I told you to be kind

- Bon Iver, Skinny Love

 

Lucias synsvinkel

 

Engang da jeg var lille, havde jeg været på stranden med mine forældre, og lige inden vi tog hjem, købte vi en is. Jeg var for lille til at kunne læse isenes navne, så jeg betragtede bare billederne på skiltet, og valgte med forventningens glæde en is, som var brunlig i det - chokolade. Jeg kan tydeligt huske min mor række mig isen, og mine små fingre, der åbnede den, mens et overvældende flot sort overtræk på den gyldenbrune is kom til syne. Allerede dengang kunne jeg godt lide mørk chokolade, og jo mørkere, jo bedre, så jeg blev henrykt over at se, hvor mørkt chokoladeovertrækket var. Jeg tog så stor en bid, at alle mine mundkroge blev indsvøbt i chokoladeis, og det kunne ikke gå hurtigt nok - så selv efter at jeg havde taget en bid, lod jeg min mund omklamre sig til resten.

Men det var ikke chokoladeis, det var lakrids, og det sorte lag uden om isen var ikke mørk chokolade, det var blød, salmiakstærk lakrids, som min lille børnemund i dén grad ikke kunne lide. Jeg blev så frustreret, at jeg begyndte at hyle og spytte isen ud midt på gaden, men lakridsisen løb stadig ned ad min hage, og jeg kunne mærke smagen fordele sig i min mund, selvom den var væk. Når jeg tænker på det: Den store overraskelse, af noget, jeg overhovedet ikke havde forventet, kan jeg stadig huske, hvor chokeret jeg var.

Og sådan havde jeg det også, da jeg hørte, hvem jeg snakkede i telefon med.

"Louis Tomlinson?" spurgte jeg og holdt min telefon så tæt ind til øret, at det næsten gjorde ondt. Jeg kunne godt huske ham; jeg havde syntes, han var så kæk og jokende hele tiden, så mærkelig, og det kunne jeg ikke lide dengang. Men da jeg tænkte tilbage på ham nu, hvor jeg også selv var blevet forandret - for det var jo ikke en hemmelighed, at en fra selveste One Direction havde gået på min skole, og var gået fra at være en skoleelev til en superstjerne på bare ét år - blev minderne om ham positive, og jeg forestillede mig, at han var min ven, selvom han sikkert bare huskede mig som en overskyet dag; kedelig, almindelig.

"Ja. Jeg ved godt, det må være noget af et chok for dig at jeg pludselig kontakter dig, men øhm, vores band mangler statister til vores nye musikvideo, og jeg tænkte, at du ville passe godt ind," sagde han, og tilføjede: "Altså, det er ikke noget stort, men det er en stor oplevelse at lave en musikvideo, virkelig. Og så tænkte vi, at det kunne være fedt at lave det med en pige, som vi på en måde kendte - altså, jeg kender dig jo - og det er derfor, jeg lige netop kontakter dig."

Woaw. Mig i en musikvideo? Mig som centrum, mig som piger verden over vil misunde, fordi at jeg er blevet tilbudt at være med i en musikvideo med One Direction?

Jeg havde lyst til at skrige "ja!", men tænkte, at jeg ikke ville vise, hvor begejstret jeg var. Desuden var der lige nogen ting, jeg ville have på det rene.

"Er der andre piger med i musikvideoen, da?" spurgte jeg.

"Nej, hele musikvideoen handler bare om én pige, som øh, vi alle sammen er forelskede i, men som ingen af os kan få. Du ved, de sædvanlige korte historier i musikvideoer om ulykkelig kærlighed og sådan noget. Så du skal helst ikke have noget imod at være hovedpunktet i musikvideoen, hvis du siger ja ... og du får selvfølgelig tildelt penge for det, for resten."

Hovedpunktet. Fem drenge, som er forelskede i mig. Penge.

Det her var jo nærmest som et drømmescenarie. Jeg glimtede lidt med øjnene og var lige ved at tro, det bare var min egen tankegang, jeg var låst fast i, men Louis stemme, som pludselig lød så velkendt, afbrød mig. "Hvad siger du? Har du lyst?"

Jeg trak vejret dybt en gang for at holde min stemme fokuseret og rolig. Louis kendte mig jo som en pige, der var lige op og ned - som en velkendt vej uden pludselige bump. Hvis han vidste, at jeg faktisk havde ændret mig en del, ville han nok tro, at jeg ikke var i stand til at spille med i One Direction's musikvideo, og jeg havde ikke lyst til at misse min chance. Det var jo nok min one-in-a-lifetime-chance.

"Ja. Det lyder virkelig fedt," svarede jeg. Louis lød glad for, at jeg havde sagt ja.

"Super! Kan du godt mødes med drengene og jeg i morgen til en frokost eller sådan noget? Jeg ved godt, at det er en invitation uden så kort varsel, men vi har travlt med at komme i gang med videoen og skal mødes med vores instruktør og sådan noget."

Så vidt jeg kunne huske, skulle jeg ikke noget i morgen. Det ville selvfølgelig afgrænse mine drukmuligheder i aften - for jeg ville ikke møde op til en frokost med fem kendte fyre med bragende tømmermænd - men det ville helt sikkert blive det værd, hvis jeg kunne få æren at spille med i en af deres musikvideoer.

"Det kan jeg godt. En frokost? Hvorhenne?"

"Har du noget imod at tage helt til London? Vi kan komme og hente dig i vores bil, hvis det er."

"Det må I gerne. Det vil jeg glæde mig til," svarede jeg og kørte en løs hånd gennem mit hår. Vi aftalte at mødes klokken halv tolv, hvor de ville komme og hente mig i deres bil, og jeg gav ham min adresse. I et øjeblik troede jeg, at der var en flirtende undertone i hans stemme, fordi han lød så glad da jeg sagde ja - men så kom jeg i tanke om, at han datede en irriterende smuk pige, som hed Eleanor Calder eller noget i den stil, så jeg droppede mine små fantasier.

"Vi ses," sagde vi begge og lagde på. I det som føltes som flere minutter stod jeg bare og stirrede ned i gulvet på mine bare fødder.

"Lucia for helvede!" råbte Emma inde fra stuen. "Hvor bliver du af?"

"Jeg kommer nu," sagde jeg, stadig med den rolige og fokuserede stemme, som jeg havde, da jeg snakkede med Louis. Den løb helt forkert i selvskab med mine venner, ligesom hvis man tager sig selv i at komme med udtryk som "lol", "swag" eller "fuck" foran sine bedsteforældre. Den passede slet ikke ind, og jeg rystede lidt på hovedet af mig selv.

"Jeg kommer nu!" Jeg råbte denne gang, og en bølge af kuldegysninger løb igennem mig, som om at jeg forvandlede mig til en helt anden person på et splitsekund. Men jeg var kun én person, og det ville jeg altid være - altid. Lucia Mariette West. Hende, som tog chancer, og gjorde, hvad hun havde lyst til. Hende alle lagde mærke til. Den lysende.

 

♡♡♡

Nialls synsvinkel

 

"Cool," sagde jeg, da jeg hørte, hvad Louis havde sagt til Lucia. Han havde kommet på en undskyldning med, at hun skulle være med til vores nyeste musikvideo - en oplagt chance for mig at komme tæt på hende. Det var første gang at vi kun skulle have én pige som omdrejningspunkt i vores video, og det var smart, for så blev vi jo nærmest tvunget til at være sammen med hende flere gange om dagen.

"Ja, ikke?" sagde Louis og rettede sig lidt op i den mørkebrune stofsofa, som han lå i. Vi var hjemme i vores lejlighed og var lige kommet hjem fra et interview, som var gået fint nok - selvfølgelig fik de andre drenge det meste af opmærksomheden, men det var okay, for jeg så frem til at blive mere populær snart. Jeg lod mit hoved falde bagover, så det hvilede på ryglænet af den lænestol, jeg sad i.

Zayn, Harry og Liam var i gang med at trylle noget spiseligt frem til os i køkkenet, og der duftede syrligt og sødt af tomater og løg. En brusende lyd af vand, der koger over, alarmerede i det ellers så stille køkken, og vi kunne høre Harry bande, da han brændte sig. "Lorte vand!" råbte han alvorligt, men begyndte at grine lidt bagefter. Louis og jeg grinede med. Det var ikke en hemmelighed, at ingen af os var særlig gode til madlavning, så det var heldigt, at drengenes kærester kom i aften; Eleanor, Perrie, Danielle og Harrys helt nye kæreste Sara. Det skulle nok blive en hyggelig aften.

"Går det derude, Harry?" spurgte Louis og strakte hals på sofaen.

"Jaja," svarede han og kom til syne i døråbningen med en porre i hånden. Han pegede på os med den, som om det var en pistol, og kom med skydelyde.

"A true James Bond," lo jeg og lod som om at jeg blev skudt. Selvom vi tit var ret barnlige, og stadig kunne lide at spille Playstation og Nintendo og den slags, var det faktisk rart at have et frirum, hvor vi gjorde, hvad vi havde lyst til. I de få timer på dagen vi havde for os selv, føltes det som frihed at kunne grine af sådanne ting; også selvom folk måske ville definere det som umodent.

Harry vendte tilbage til køkkenet, og Louis og jeg snakkede videre. "Sagde du noget til Lucia om, hvad musikvideoen skal handle om?" spurgte jeg.

"Jeg sagde til hende, at vi alle sammen skal lade som om, at vi er forelskede i hende." Han trak på skuldrene, som om at det ikke var noget særligt, men jeg fik straks en prikkende fornemmelse i mine kinder, og mine hænder knyttede sig selv automatisk.

"Hvad?" spurgte jeg tørt. Åh nej. Det var indlysende. Nu ville det hele jo gå, som det altid gjorde. Jeg ville forsvinde i mængden, hun ville blive mere interesseret i de andre, fordi de var pænere, mere udadvendte og alt det der - og så ville hele planen gå i vasken, og jeg ville sidde og føle mig som en kæmpe idiot. "Jamen ... Hvad så hvis hun overser mig? Hun skal jo kunne lide mig. Det kan jo være, hun ignorerer mig, fordi I er i nærheden?"

"Selvfølgelig gør hun ikke det," sagde Louis optimistisk, men jeg kunne se på hans ansigt, at han så småt selv kunne se problemet. Jeg hævede mine øjenbryn og lagde armene over kors.

"Seriøst, Louis."

"Okay-okay, hvis du synes det er så alvorligt, kan vi jo bare sige, at det er dig og hende, som er hovedpersonerne," sukkede han og holdt hænderne op foran sig, forsvarende. Det gik op for mig, hvor trykket stemningen var blevet, og jeg smilte lidt og lod mine skuldre falde ned. Jeg håbede ikke, at Louis var sur på mig. Han havde jo trods alt gjort det her for min skyld, så jeg burde være glad og taknemmelig, ikke bekymret og besværlig. Jeg hoppede op fra lænestolen og satte mig på hug lige ved siden af sofaen, mens et hemmelighedsfuldt smil dirrede på mine læber. Louis begyndte også at smile, og han skulle lige til at spørge, hvad jeg havde gang i, da jeg begyndte at prikke ham overalt på kroppen med mine pegefingre. Det var noget, mine forældre altid gjorde med mig, da jeg var lille, og jeg syntes det var så sjovt, så sjovt - så jeg håbede på den samme reaktion fra Louis.

Han begyndte at grine og holdt sine arme op foran sig som et skjold. Som altid smittede latteren af på mig, og vi grinede begge to så højt, at de andre kom ud til os fra køkkenet. Harry og Liam skyndte sig at slutte sig til os, og snart var vi alle tre i gang med at prikke løs på Louis med stive fingre.

"Hvad fuck laver I?" spurgte Zayn og så på os, som om at vi var retarderede. I samme øjeblik kunne man høre dørtelefonen kime, da pigerne ringede på, og vi stoppede med at prikke til Louis, inden de kom op. Louis, Liam, Harry og jeg skyndte os at sætte os normalt på sofaen, som om at vi var nogle små børn, som havde gjort noget, de ikke måtte. Det var lige før at vi også rullede tommelfingre, da pigerne trådte ind og kom med muntre bemærkninger om, at det duftede dejligt. Zayn var selvfølgelig alt for optaget med at kysse Perrie og omfavne hende, til at byde dem indenfor og sige tak.

"Hvad har I nu lavet, drenge? I ser så ... artige ud," sagde Eleanor smilende - som om at vi aldrig var det! - og kom hen til os. Eleanor var virkelig pæn, iført en sort kjole, som både var løs og tætsiddende på samme tid. Alle drengene rejste sig op, og hilste på deres kærester - overalt omkring mig kunne jeg høre fnisen, jeg-har-savnet-dig-sætninger og lyden af stof mod hinanden. Jeg sad og stirrede ned i mit skød, og forestillede mig, hvordan jeg også ville tage imod min kæreste, hvis jeg altså havde en. Måske ville jeg hyle op og dreje hende rundt om mig i luften, mens mit hjerte bankede hektisk, eller også ville jeg ikke være i stand til at sige noget, og bare kramme hende, som om jeg havde lyst til at have hende så tæt på mig, at vi var én og ikke to.

Tanken gjorde mig næsten lidt trist - jeg følte, at intet kunne bekræftes mere. Kun én ting: Hold da op, hvor jeg glædede mig til at møde Lucia.

***

Lucia boede i et helt almindeligt hus på en helt almindelig vej. Der var grønne, tætte hække, der adskilte husene ad, og rundt omkring var der små børn, som legede med kridt og sjippede på gaden. Vi havde fået Dennis til at køre os hen til Lucia, og jeg havde gjort mig umage med at holde selvtilliden oppe: Sat mit hår til jeg var tilfreds, taget skjorte på og et par sprøjt af den mandeparfume, som drengene havde givet mig i julegave. Alt i alt var jeg spændt og håbefuld, men ikke så nervøs, som jeg havde troet.

"Det er sjovt at se byen igen," sagde Louis nostalgisk, da vi ankom. "Skal jeg gå ind og hente hende?"

"Det må du hellere. Det er jo dig, hun kender bedst," svarede Zayn og kløede sig lidt i nakken.

Louis nikkede og steg ud af bilen. Der var stort set ingen mennesker udover de legende børn på gaden, så han lod sine solbriller ligge på sit sæde, og imens ventede vi andre og så ud af vinduet efter ham. Louis bankede et par gange på døren, og det tog så lang tid før der var nogen der åbnede, at Louis vendte sig om mod os, og holdt hænderne op, som om han ville sige "der er ingen hjemme".

Egentlig ville det give god mening, hvis der ikke var nogen hjemme. Det var mandag, og sommerferien var ikke begyndt endnu, så Lucia burde være i skole, og hendes forældre på arbejde. Louis skulle til at gå tilbage igen, men så blev døren åbnet, og hun stod lige dér.

Hun var pæn, havde fine træk i ansigtet og lysende, blå øjne. I forhold til det billede, som Louis havde vist på sin mobil, lignede hun overhoved ikke sig selv; Hun havde kraftigere hår, lidt bølget i det, og i en lille tot hår var farvet mørkeblå. Hun var heller ikke så lav, som jeg havde troet, hun gik nok Louis til skulderen. Hun smilte til ham, da hun så, det var ham, og var allerede iført jeans, jakke og sko (gummisko, der var ret høje i det) - klart til at gå.

Jeg rømmede mig, og trak vejret dybt, inden Louis åbnede bildøren for hende. Min fremtidskæreste. Hvor mærkeligt var det lige at tænke på? Ind til videre gik det efter planen, hun virkede meget normal, og kom fra et roligt kvarter, hvor Louis også var vokset op, så det blev sikkert hende, der ville blive valgt. Lige så forsigtigt steg hun ind i bilen, og Zayn holdt sin hånd frem mod hende, så hun havde noget at støtte sig til, mens hun steg ind.

"Hej ... jeg hedder Lucia," sagde hun, da hun havde sat sig til rette på lædersædet over for mig. Jeg holdt min hånd frem og hilste høfligt. "Niall Horan."

♡♡♡

Hej alle! Iiih, jeg glæder mig så meget til at vi kommer ordenligt ind i historien og se jeres reaktioner ... ja, I må altså undskylde, hvis I ikke føler jer særlig underholdt lige nu, men jeg vil gerne lige opbygge en troværdig forhistorie, inden selve handlingen med dramaet kommer, hvis I forstår. Hvis det bare siger bam, bam, bam, og så er historien færdig, er det ret nederen - min mening. Nå, men kunne I lide kapitlet? Jeg tager gerne imod kritik ... og likes ... hehe, ej. Jeg skal nok lade være med at plage.

Nu vil jeg sætte mig til at se lidt Justin Bieber videoer. Jeg stod ude foran Parken i lørdags og hørte ham - gjorde I også det? Det var så vildt! Virkelig fedt. Tror jeg er ved at få et lille crush på ham, hi hi. Nå, byes! Og tak fordi I læser med, dejligt. X, Mathilde

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...