Used To Be - One Direction 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2013
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Færdig
Niall Horan er den eneste, som ikke har haft en kæreste eller datet i sit band, One Direction. Ifølge deres management, har dette en negativ virkning på fansene, som godt kan synes at han "forsvinder i mængden", i forhold til de andre i bandet, som alle sammen har en kæreste.
For at gøre Niall mere populær, har managementet bikset en "plan" sammen, der i sidste ende forhåbentlig får Niall op på samme niveau som de andre drenge. Kort sagt går denne plan ud på at finde en helt igennem normal pige, som Niall kan date i et par måneder og få et par avisoverskrifter med. Det eneste krav er, at hun ikke skal være opsigtsvækkende, og opføre sig særlig meget anderledes i forhold til andre piger på sytten år. Efter kort tids søgen finder de Lucia West, en pige, som Louis Tomlinson gik i folkeskoleklasse med. Det de dog ikke er forberedt på, er, at hun langtfra stadig er den tilbageholdende pige, som de troede, hun var ...

213Likes
432Kommentarer
38497Visninger
AA

22. Kapitel 21

Nothing compares, no worries or cares

Regrets and mistakes, they're memories made

Who would have known how bittersweet this would taste?

- Adele, Someone Like You

 

Lucias synsvinkel

 

Det viste sig for en gangs skyld, at jeg havde ret. Anastacia var faktisk kommet for at hjælpe.

Jeg ved ikke, hvor længe Niall og jeg lå sammen i den lille hospitalsseng, men på et tidspunkt spurgte jeg, om han ikke ville med ud og trække lidt frisk luft. Han så på mig med øjne, der sagde "er du sindssyg?", men som svar pegede jeg bare på den kørestol, som stod og ventede på mig op ad væggen.

Noget af det, jeg husker tydeligst fra min barndom, var at jeg lå i min barnevogn, hvor jeg kunne putte mig med min varme dyne. Dengang vidste jeg ikke, hvor luksuriøst det egentlig er - det var bare en hverdagssituation, som jeg godt kunne lide. Nu, da jeg var blevet meget ældre, og Niall med støttende hænder fik mig over og sidde i kørestolen, fik jeg samme fornemmelse, bare på en mere påskønnende måde. Jeg sagde tak, da han spændte den lille sikkerhedssele for mig, og jeg gav ham også et kys, da han hentede dynen fra sengen og lod den omslutte sig min krop. Jeg vil ikke sige, at jeg var utaknemmelig som barn, men efter alt, hvad jeg havde været igennem sammen med denne lyshårede, smilende dreng, var jeg helt klar mere bevidst om, hvad der var vigtigt at elske i mit liv.

Niall gik om bag mig, og tog fat i de håndtag, der var beregnet til at skubbe kørestolen frem. Da han stoppede op foran døren for at åbne den, og derefter trak os begge to ud på hospitalsgangen, fik jeg et chok, da jeg så, hvem der stod derude.

I en halvcirkel stod der både mennesker, jeg kendte, og mennesker, som jeg ikke kendte. Dem, jeg først lagde mærke til, var mine forældre.

De stod lige til højre for døren, og som altid, havde min mor tårer i øjnene. Jeg havde slet ikke set hende siden dengang, hvor vi kom op og skændes, og jeg besluttede mig for at flytte hjemmefra, så på mange måder var hendes ansigt ukendt. Hun havde fået lysere hår nu, men med et gråligt skær, som afslørede, at hun var ved at komme op i årene. Jeg stirrede på hendes skrøbelige, slanke krop, og lagde med det samme mærke til, at hun havde en magentarød kjole på med matchende sandaler.

Min mor gik aldrig med kjole - kun i situationer, som var vigtige.

Min far havde også gjort mere ud ad sig selv, end han plejede. Det lysebrune hår var ikke sat tilfældigt, og han havde et blågråt slips på og en sort jakke udover.

Jeg så måbende på dem og kunne mærke min mund forme sig til et lille 'o'. Hvad lavede de her? Var det for min skyld, at de havde taget pænere tøj på, end de plejede?

Ved siden af mine forældre stod en lille kvinde med en Chaneltaske ved hånden, og ved siden af hende stod en høj mand med mørkt skæg. Jeg kunne ikke genkende dem, men jeg lagde mærke til, at de smilede imødekommende til Niall - så han måtte nok kende dem.

Så var der Zayn, Louis, Harry og Liam, som stod i en klump sammen, og mødte os med nysgerrige øjne, da vi trådte ud fra værelset. Jeg vidste ikke rigtigt, om jeg skulle være glad eller ked af det over at se dem, men jeg valgte at smile forsigtigt til at starte med, for jeg ville nødig have, at der skulle være nogle dårlige spændinger mellem os. Foran dem stod deres kærester, Perrie, Eleanor, Sara og Danielle. Jeg fik i et kort sekund øjenkontakt med Eleanor, og hun blinkede smilende til mig med sit højre øje.

Sidst i rækken stod Greg med knyttede hænder ved siden af sin nye kone, Denise, var jeg ret sikker på hun hed. Jeg kunne kende hende fra brylluppet. Den eneste forskel ved hende var, at hun ikke længere så bekymret og forskrækket ud, i stedet så hun betænksom og sød ud. Hun stod og snakkede lavmælt med en dame og en mand på mine forældres alder, som jeg ikke vidste, hvem var.

Måske var det Nialls forældre - dem havde jeg jo aldrig nået at møde til brylluppet.

Lige inden jeg skulle til at lukke min mund op og sige noget, som kunne dække over alle de mange spørgsmål, som kørte rundt i mit hoved, så jeg døren, som førte hen til udgangen, bevæge sig.

Det var en pige, som stod i døråbningen. Mens hun holdt dørhåndtaget mellem sine fingre, og standsede en smule op, som om hun blev i tvivl, om hun havde glemt noget, vendte hun pludselig hovedet tilbage og mødte mit blik. Det var et blik, som havde så mange forskellige facetter, at jeg havde svært ved at gætte, hvad hun præcist følte.Til sidst gik det dog op for mig, at alle disse facetter ikke havde noget at gøre med, hvad hun følte, men at det var en besked.

Jeg tror, hun ville fortælle mig, at jeg nu havde mit livs chance - mit livs chance for at rette op på mine fejl, som hun jo af en eller anden grund måtte vide. Jeg nåede lige at løfte min hånd op til et tøvende vink, som blev sendt retur, inden Anastacia drejede om på hælen og efterlod mig mere taknemmelig, end jeg nogensinde havde været.

♡♡♡

Nialls synsvinkel

 

Min mor sagde altid, at dialog er vejen til at skabe et styrkende bånd mellem mennesker. Uden at forklare sin egen synsvinkel på sagen, er det næsten umuligt at opnå tilgivelse. Ud fra den enorme udvikling, som Lucia havde gjort, var en af de ting, jeg var mest glad for ved hendes nye sind, at hun var i stand til at sætte ord på, hvad hun følte, og at hun fortrød nogle af de handlinger, hun havde gjort.

Jeg kunne vidst kort sagt sige, at det var det, der skete på hospitalet.

I den periode, hvor jeg lige havde slået op med Lucia, og alt var så tomt og trist, snakkede jeg med Anastacia om mine problemer. Jeg lukkede alt mit lort ud: Fortalte hende om alt, jeg havde været igennem sammen med Lucia, og om alt, jeg elskede ved hende, og alt, jeg ikke elskede så meget ved hende. Heldigvis var Anastacia bedre, end jeg havde troet, til at trøste mig. Hun kunne aldrig blive kærestepotientiale, som Lucia var, men hun var min ven. Hun hjalp mig.

Derfor var det faktisk ikke en særlig stor overraskelse at se, at alle disse mennesker var dukket op. Anastacia var typen, der gav, og man må sige, at hun havde været gavmild denne gang. Teknisk set var hendes handling ikke svær, jeg mener, hun måtte jo bare havde ringet rundt til alle disse mennesker og bedt dem om at møde op, fordi hun gerne ville hjælpe Lucia og jeg med at rydde op i alle de ødelagte forhold og misforståelser, der var i vores omgangskreds. Men alligevel var det så vildt, at én person kunne redegøre alt mellem så mange mennesker. Var hun vores skytsengel? Det var lige før, jeg troede på det.

Vi fik aldrig trukket den friske luft, som Lucia havde foreslået. I stedet fik vi snakket - længe - med alle dem, som var dukket op. Ved hver samtale var der i starten en lidt akavet stilhed, men efterhånden som folk endelig kom på banen, og fortalte, hvad de følte, var det svært at stoppe med at snakke igen.

Det var en stor oplevelse for mig at se Lucias forældre. Det var lidt som at se helten i en film møde sin fjende - jeg var bange for, at Lucia ville slå hånden af dem, men det gjorde hun ikke. I stedet stod hun bare og smilede tøvende til dem i et par sekunder, inden hun så endelig overgav sig og gav dem et kram.

Jeg var så stolt af hende.

Snakken med Richard og Lisa var nok den, som var sværest. Ikke for mig, men for dem - jeg kunne ligefrem lugte deres nervøsitet, da det blev deres tur til at følge efter os ind i rummet igen, så vi kunne snakke.

Lucia vidste selvfølgelig ikke noget som helst om, hvem de var, eller hvorfor de var her, så derfor skulle jeg først lige diskret hviske hende det i øret, så hun ikke var fuldkommen blank. Jeg følte ikke rigtigt, at det var fair at holde noget skjult for Lucia længere, så jeg tog en hurtig beslutning om, at jeg ville fortælle hende om planen i fællesskab med Lisa og Richard.

Vi sad ned på nogle stole, der var i hjørnet af rummet, og Lucia sad på den kørestol, jeg havde placeret hende i. Gardinerne var trukket til side, så jeg kunne ikke se, hvilket vejr vi befandt os i, men jeg blev nødt til at ignorere min nysgerrighed, for jeg ville ikke risikere, at der var nogen paparazzier, som kunne se os gennem vinduet.

Lucia og jeg sad ved siden af hinanden, og overfor os sad Lisa og Richard. Det undrede mig egentlig lidt, at de var mødt op, for jeg troede ikke, de nogensinde kunne indrømme over for nogen, at det, som vi havde kaldt en plan, var absurd. Når jeg tænkte på, hvor ligeglad og naiv jeg havde været, da vi aftalte det, fik jeg helt ondt i maven. Jeg skulle aldrig have ladet dem være så tyranniske - selvom det jo var deres skyld, at jeg kendte Lucia.

"Nå," sagde jeg langsomt, og ventede på, at de ville starte samtalen, vi havde foran os. "Lucia, det her er Lisa og Richard, mine agenter fra bandets management. Lisa og Richard, det her er min kæreste, Lucia."

Jeg fulgte deres blikke, da de gav Lucia hånden, og kom med en hurtig præsentation af dem selv. Selvfølgelig var jeg skeptisk, men samtidig havde jeg en fornemmelse af, at det her nok skulle gå. Når Lucia ville få det hele at vide, behøvede jeg aldrig mere at bekymre mig om at have nogen hemmeligheder mellem os. Lige meget hvad, kunne ingen holde mig fra at være sammen med hende igen.

"Ja ... vi blev jo ringet op af Anastacia," begyndte Lisa og foldede sine hænder. Noget sagde mig, at hun gjorde det for at understrege, at hun var den voksne.

"Det tænkte jeg nok," nikkede jeg. Der var stille lidt.

"Richard?" spurgte Lisa og sendte ham et lille nik. Det undrede mig, for jeg troede, at det var Lisa, der ville lægge ud og fortælle lidt om, hvad de havde på hjerte.

Inden de begyndte, nåede jeg lige at hæve min finger for at stoppe dem.

"Må jeg lige sige noget? Lucia ved ikke noget om planen. Jeg synes, hun har ret til at vide det," sagde jeg, og kunne med det samme mærke Lucias undrende blik prøve at møde mit. Jeg rykkede min stol lidt tættere på hende og tog hendes hånd.

"Jamen ... det er fortrolige oplysninger ..." Richard lignede næsten en tryllekunstner, der blev bedt om at afsløre sit hovednummer.

"Jeg er ligeglad. Det her har ikke noget med bandet at gøre. Det her er noget at gøre mellem os fire mennesker, og det burde ikke blive holdt hemmeligt. Vi har alle sammen noget med det at gøre," svarede jeg koldt igen. Jeg var virkelig klar til at diskutere og kæmpe for det her - det betød noget for mig.

"Nuvel," sukkede Lisa, og strammede sine flettede fingre sammen lidt hårdere. "Er der nogen, som har noget imod, at jeg begynder?"

Sådan gik det til, at Lucia fandt ud af, hvad jeg havde holdt hemmeligt for hende. De første fem minutter, mens Lisa snakkede, strammede hun grebet om min hånd i perioder - ikke særlig overraskende, for hun anede jo ikke, at jeg ikke havde været sammen med hende frivilligt lige fra starten.

Undervejs tilføjede Richard og jeg lidt småting, men der var ikke så meget mere at sige. Richard rømmede sig lidt, da vi var færdige med det vigtigste, og spurgte, om han måtte sige det, han havde villet sige fra starten. Jeg nikkede.

"Lisa og jeg vil gerne sige ... undskyld ... fordi vi har indset, at vi nok har været lidt for hårde mod dig, Niall. Og også undskyld til dig, Lucia. Det var ikke særlig professionelt at bruge dig som eksperiment til vores plan," sagde han, så enkelt, som det kunne siges.

Jeg sendte ham et taknemmeligt smil, og mærkede mit sind blive mere roligt med det samme. Mine lunger fyltes med en luft, som ikke længere var anspændt, men i stedet var klargjort og tilgivende. Jeg skulle lige til at åbne min mund og sige tak, da Lucia vendte sit hoved om mod mig, og så på mig med bekymrede øjne. Hendes øjenbryn ramte næsten hinanden, og hvis ikke jeg vidste, hvor svært Lucia havde til tårer, ville jeg tro, at hun græd.

"Vent," sagde hun. "Så du har altså ikke kunnet lide mig hele vejen igennem? Hvad syntes du så om mig de første par dage? Eller dengang på restauranten?"

Jeg smilede lidt ved mindet om Lucia, da hun stadig var uhåndterlig og oprørsk, og hun smed sin bluse, mens vi var ude og spise for første gang.

Hendes bekymrede udstråling fik mig til at sukke, men det var ikke fordi, at jeg syntes hun var irreterende. Det var et suk, som jeg håbede, kunne berolige hende.

"Du skilte dig ud, og ved du hvad? Det er lige præcis grunden til, at jeg fik lyst til at være sammen med dig," sagde jeg.

Resten af eftermiddagen gik med at snakke med de andre, som var mødt op. Lucia mødte mine forældre, og jeg mødte som sagt hendes. Jeg ville ikke sige, at alt var perfekt, for hvis jeg vidste, det var perfekt, ville jeg ikke være i stand til at drømme om bedre tider, og det gjorde jeg.

Lucia var min, hendes forældre var ikke sure på hende længere, og Lisa og Richard fik indset, at de havde lavet fejl - selvom det lød som et eventyr, der slutter lykkeligt, var alt ikke så perfekt, som det kunne være. Det her var ikke slutningen, det var kun begyndelsen. Vi drog mod bedre dage og havde nu løsnet knuden nok op til, at vi alle sammen kunne få vejret igen. Og selvom det måske ville lyde naturligt, at jeg gerne ville have, at vi fik ryddet op mellem alle konflikter og misforståelser, vidste jeg, at det var naivt at tænke sådan. Jeg var bare glad for, at alt så nogenlunde fint ud nu.

Lægerne sagde, at Lucia blev nødt til at blive på hospitalet i et stykke tid endnu, før hun kunne komme hjem til England. Jeg blev hos hende i alle dagene, selvom det betød, at jeg blev nødt til at aflyse nogle interviews og photoshoots.

Det var jo heller ikke ligefrem dårligt, at jeg kunne fjolle lidt rundt og glide på strømpefødder ned ad de glatte hospitalsgange, spise lidt gratis mad fra kantinen og mærke suset af spænding i kroppen, når Lucia og jeg gik liiidt længere end at kysse, når vi var alene inde på værelset.

En eftermiddag sad Lucia i kørestolen, og jeg lå og slappede af i sengen. Jeg havde sat min iPhone til at spille lidt musik, så lyden af Coldplays velkendte tonearter fyldte rummet med en stemning, som gav mig lyst til at smile i en uendelighed.

Lucia placerede sine fingre på hjulene og kørte langsomt lidt frem og tilbage. Hun havde tidligere sagt til mig, at hun savnede fornemmelsen af at løbe - og jeg kunne godt forstå hende. Halvdelen af hendes krop var svøbt ind i gips, og der ville gå lang tid, før hendes krop var helet så meget, at hun kunne gå normalt.

"Niall?" spurgte hun, og rullede hen til vinduet. Ganske forsigtigt hev hun det ene gardin lidt til side, så hun kunne se ud. Vi havde valgt at have dem trukket for det meste af tiden, for pressen vidste godt, at vi befandt os her inde, men ind i mellem kunne Lucia ikke lade være med lige at lade sine øjne glide over det grønne landskab, og jeg ville ikke sige hende imod.

Hun kørte en lille lys lok hår om bag sit øre, og vendte sig om for at se på mig.

"Jeg vil gerne møde Anastacia. Og sige tak til hende."

Jeg smilede lidt og lagde mine ankler over kors.

"Det var da en god idé," sagde jeg.

Måske lyder det lidt mærkeligt, men jeg havde allerede tænkt over, hvor godt de to egentlig passede sammen. Anastacia var mystisk, og Lucia blev altid draget af det, hun syntes var spændende og nyt. Inde i mit hoved kunne de sagtens blive venner - jeg kunne lige forestille mig dem med armene om hinanden, mørkt hår mod lyst, mens lyden af deres grin ville gøre mig glad. Lucia skulle aldrig være sammen med Emma og Daniel mere. Hun havde brug for nogle nye, gode venner, som kunne respektere hende, ligesom jeg vidste, Anastacia gjorde.

"Vi kan invitere hende over sammen med Eleanor og de andre piger, og lave en hyggeaften. Hvad siger du til det?"

"Det lyder da hyggeligt." Jeg nikkede og vippede min fod i takt til musikkens rytme.

"Hvordan er hun egentlig?" spurgte Lucia, og rullede op til mig ved sengen. Jeg strøj en hånd hurtigt igennem hendes bløde, fine hår og klemte øjnene tænksomt sammen.

Min stemme var kærlig, da jeg fandt frem til det svar i mit hoved, der virkede som det perfekte at sige. Som sagt var det her starten.

Jeg lo lidt, inden jeg svarede: "Kort sagt kan man vidst sige, at hun elsker en god bøf."

Hendes grin var et tegn på, at hun forstod mig.

♡♡♡

Hey people, jeg er tilbage fra mit sommerhus, og jeg har haft nogle skønne dage med sand mellem tæerne, musikafspilleren på bagagebæreren og min venindes grin i øret. Kapitlet her er ikke særlig langt, men jeg håber I overlever, for historien er snart ved sin ende.

Jeg håber, I kan lide denne form for afslutning, for jeg må indrømme, at jeg aldrig har prøvet at skrive en historie fuldstændig færdig før. Jeg har altid bare tullet lidt rundt med diverse idéer, men det er aldrig blevet til noget stort, som jeg synes, Used To Be er blevet.

Tak for alle jeres søde kommentarer, tak for al jeres støtte, bare tak generelt! I aner ikke, hvor glad jeg er for det.

X Mathilde

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...