Used To Be - One Direction 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2013
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Færdig
Niall Horan er den eneste, som ikke har haft en kæreste eller datet i sit band, One Direction. Ifølge deres management, har dette en negativ virkning på fansene, som godt kan synes at han "forsvinder i mængden", i forhold til de andre i bandet, som alle sammen har en kæreste.
For at gøre Niall mere populær, har managementet bikset en "plan" sammen, der i sidste ende forhåbentlig får Niall op på samme niveau som de andre drenge. Kort sagt går denne plan ud på at finde en helt igennem normal pige, som Niall kan date i et par måneder og få et par avisoverskrifter med. Det eneste krav er, at hun ikke skal være opsigtsvækkende, og opføre sig særlig meget anderledes i forhold til andre piger på sytten år. Efter kort tids søgen finder de Lucia West, en pige, som Louis Tomlinson gik i folkeskoleklasse med. Det de dog ikke er forberedt på, er, at hun langtfra stadig er den tilbageholdende pige, som de troede, hun var ...

213Likes
432Kommentarer
38488Visninger
AA

21. Kapitel 20

You're not alone, I'll wait till the end of time
Open your mind, surely it's plain to see
You're not alone, I'll wait till the end of time for you
Open your mind, surely there's time to be with me

- Mads Langer, You're Not Alone

 

Nialls synsvinkel

 

"Og du er?" spurgte en sygeplejerske med skulderlangt, lyst hår, og gik i vejen for mig, da jeg med målrettede bevægelser prøvede på at åbne døren.

I et øjeblik stod jeg helt stille, og overvejede, hvad jeg skulle svare. Mit hjerte slog ligeså hurtigt, som hver gang min fod havde ramt jorden, da jeg løb over parkeringspladsen for blot et par minutter siden. Min vejrtrækning afslørede også, hvor meget jeg havde skyndt mig.

Da jeg bare stod og stirrede på hende, sikkert med bange øjne, valgte hun at føre mig lidt længere ned ad gangen, så vi kunne sidde på et par hvide stole, der var lænet op ad væggen. Noget sagde mig, at hun måtte have gjort det her mange gange, for hendes bevægelser var rolige, og hun smilede opmundrende med øjnene. Måske var det alene af den grund, at hun arbejdede lige på denne del af hospitalet - intensiv afdelingen. Overalt var stemningen trykket og ubehagelig, på samme måde, som den havde været, da vi ventede på afgørelsen i X-Factor: Det var alt eller intet. Og jeg havde virkelig brug for sygeplejerskens optimisme lige nu.

"Er der allerede nogen, som er på besøg, eller hvad?" kvækkede jeg med min tørre stemme, som var straffen for min løbetur herop. Sygeplejersken og jeg satte os ned på stolene, og jeg så ned på mine knæ.

Den dårlige fornemmelse som hang i mig, var ikke kun på grund af hospitalsstemningen - jeg havde en gennemborende dårlig samvittighed, som vred sig i mit bryst, for hver gang jeg trak vejret. Alt var så forkert. Ikke alene havde jeg været nødt til at leve alene uden Lucia i over halvanden uge; jeg var også blevet tvunget af Lisa til at tage imod en ny pige, Anastacia, som de havde klar til mig som erstatning til at fuldføre planen.

Jeg havde været så blind siden brylluppet. Greg var blevet rasende over Lucias ankomst, og han havde skældt mig så meget ud, at jeg følte mig så lille som en mus ved siden af ham. Derudover havde mine forældre og Chris, Lisa, Richard - ja, selv drengene - sagt til mig, at det simpelthen var for meget, og at jeg blev nødt til at overveje at slå op med Lucia.

De sagde det så bare lige på en måde, så "overveje" var fuldstændig overflødigt. Jeg havde ikke noget valg. Og jeg turde simpelthen ikke sige dem imod, af frygt for, at jeg ville få fatale konsekvenser i mit familieliv og i min karriere.

Så jeg slog op med hende.

For hver dag der gik, prøvede jeg at tænke, det alligevel ikke var særlig godt imellem os. Vi var så forskellige, at det måske var en god ting, at jeg havde trukket mig tilbage. Selvfølgelig var jeg ked af det, men det var ikke på den måde, hvor man græder dag ind og dag ud. Jeg var ked af det på en måde, så jeg skjulte det indeni mig - lod smerten rive sig op i mit bryst og få mine knogler til at trække sig sammen, så jeg var bange for at falde på knæ for hvert øjeblik.

Jeg så ikke i øjnene, hvor meget hun betød for mig.

Drengene kunne ikke forstå, hvorfor jeg opførte mig så anderledes, efter at jeg havde slået op med Lucia. De stirrede på mig, når vi skulle til interviews, og jeg bare sad i min egen verden og ignorerede de spørgsmål, vi blev tildelt. Når vi så gik forbi en pige på gaden, vendte de sig alle sammen om mod mig, for at sige, at hun var lige min type, og at jeg jo havde muligheden for at score igen, nu hvor Lucia ikke længere var min. De mente det sikkert bare for at være søde, men jeg kunne ikke give dem ret.

Den eneste, som var min type, var ikke engang min type. Hvad fanden var meningen med det her?

"Nej ... patienten har ikke modtaget nogen besøg overhoved."

Jeg så op og mødte sygeplejerskens blik. I et øjeblik så hun væk, og det opfattede jeg som et tegn på en blanding af medfølelse og sørgmodighed over hvad hun lige havde sagt.

Jeg rynkede min pande. Lucia havde slet ikke modtaget nogen besøg - hvor forfærdeligt var det ikke lige?

Pludselig blussede vreden op i mig og fyldte mere, end min dårlige samvittighed havde gjort. Godt nok kendte jeg ikke hendes tilstand, men hun var blevet påkørt, og det var alvorligt. Jeg mærkede den metalliske smag af raseri fordele sig i min mund, da jeg tænkte på hendes forældre, og dem, hun selv kaldte sine venner: Emma og Daniel, de fucking svin ...

"Der må da have været nogen," brummede jeg med forhåbningsfuld stemme, men jeg vidste, at det bare var ønsketænkning. Sygeplejersken så på mig og smilte faktisk lidt. Jeg lænede mig forover, klar til at høre hendes pludselige forklaring på smilet.

"Der kom en håndfuld piger og en dame. Jeg må desværre ikke sige, hvem det er, for det er imod reglerne," sagde hun, og sukkede lidt, som om hun kom i tanke om noget mere alvorligt. "Hør, må jeg ikke få at vide, hvem du er? Jeg må ikke lukke dig ind eller fortælle dig noget, hvis jeg ikke ved, hvem du er, så du kan ligeså godt fortælle mig det. Er du patientens kæreste?"

Jeg sank en klump.

"Jeg er ... en gammel ven af Lucia," hviskede jeg.

"Og dit navn?"

"Niall Horan." Jeg løsnede mine spændte skuldre lidt op og vendte mig utålmodigt i sædet. "Er det nok? Må jeg ikke få at vide, hvem de piger og damen var?"

Så vidt jeg vidste, var der ikke nogen i Lucias omgangskreds, bestående af en 'håndfuld piger og en dame'. Enten havde jeg af en eller anden grund ikke hørt om dem, eller også var det nogen, hun havde stiftet bekendtskab med for nyligt.

Sygeplejersken så på mig med vurderende øjne. Hun måtte kunne fornemme, hvor vigtigt det her var for mig, for hun lod til at åbne sig op for mig, efter at jeg ikke havde tøvet med at sige mit navn.

"Damen hed Karen Colchester. Hun fortalte mig, at hun havde fundet Lucia på gaden her for en uge siden, og sendt hende hen til det kristecenter, hun arbejder på her i Dublin. Ganske heldigt, må man sige - hvis ikke hun var fundet, inden hun blev kørt over, ville vi ikke vide, hvem hun var. Og det ville heller ikke gøre det nemmere, at hun ikke har fået besøg: Vi ville simpelthen være på bar bund," forklarede hun. Jeg så ned på hendes hvide kittel, og navnet Susanne Fischer var syet ind lige over hendes bryst.

Jeg havde selv fået den grufulde nyhed at vide, da jeg skulle til møde med Lisa og Richard samme morgen. De vidste, at Lucia havde været involveret i en bilulykke, fordi der åbenbart havde været nogen i nærheden, som kunne kende hende - og det var vidst ikke nogen hemmelighed, at Lisa og Richard var ret så stalkeragtige, så de havde fundet historien med et sløret billede som bevis på nettet.

Det var tydeligt, at de forventede, jeg ville trække på skuldrene og være ligeglad. Men det gjorde jeg ikke, og for første gang følte jeg ikke skam, egoisme eller tøven, da jeg som reaktion tog min taske og forlangte det første fly til Dublin.

Nu sad jeg så her. Klokken var lidt i fire om eftermiddagen, og jeg havde mildest talt haft en kaotisk dag.

"Krisecenter?" Jeg rynkede forvirret panden.

"Vidste du ikke det? Lucia blev fundet uden nogen penge, nogen mobiltelefon eller noget hjem. Karen, altså damen, sagde, at Lucia var blevet efterladt af en eller anden stodder af en kæreste, som bare havde ladet hende leve uden nogen former for de mest basale vilkår." Susanne rynkede sig på næsen af afsky, og jeg kunne mærke alt indeni mig slå alarm. Jeg havde det som en sodavandsis i solen - smeltede fuldstændigt og forsvandt mere og mere væk.

"Det var mig," hviskede jeg med skræmt stemme. Da Susanne så op på mig med spørgende øjne, blev jeg nødt til at gentage mig selv. "Det var mig," sagde jeg igen, bare højere.

Der var mange ting, hun gerne ville have svaret, tror jeg, for hendes mund åbnede sig op og begyndte at forme sig efter forskellige sætninger, men der kom aldrig en rigtig lyd ud af hende. Inden hun kunne nå at sige noget, rejste jeg mig op og gennemborede hende med mit blik. Det var som om, at det tryk af forskellige negative følelser, der var inden i mig, fik mig til at handle mere bevidst og målrettet, end jeg normalt ville have gjort.

"Jeg vil ind til hende," sagde jeg bestemt.

Og tro det eller ej - det fik jeg lov til.

***

Efter en time, hvor jeg uafbrudt havde stirret på hende, fik jeg at vide, hvor slemt det stod til. Lægerne havde fejltolket den måde, bilen havde ramt hende på, og troet, at hun havde brækket nakken. Dog kunne de se på de nyfremkaldte billeder, at hun kun havde fået et kraftigt slag fra siden, som resulterede i et brækket ben flere steder, fire brækkede ribben og et brækket kraveben.

Jeg vidste ikke rigtig, om jeg skulle være glad, for jeg havde det forfærdeligt over hendes skader lige meget hvad. Selvfølgelig vidste jeg, at det ikke var mig, som havde kørt hende over, men jeg havde alligevel skyldfølelse - dog opmundrede Susanne og en mandlig læge mig og sagde, at det var tusind gange bedre, at hun havde disse skader, end at hun havde en brækket nakke. Lucia ville komme til at gå igen. Og hun ville - det var nok det, der var den største grund til, at jeg havde så svedige håndflader - højst sandsynligt vågne op om mindre end et par timer.

Jeg spurgte også, om hun ville være i stand til at huske noget, for jeg må indrømme, at tanken om, at hun vågnede op, og havde glemt alting ... jeg vidste, hvor meget det betød for hende før i tiden, at hun skulle skabe minder, og jeg ville ikke have, at hendes værste marreridt blev til virkelig. Dog forsikrede de mig om, at der ikke var nogen problemer. Hun havde ikke slået sit hoved, så hendes hukommelse ville være normal.

Jeg sad ned på en stol ved siden af hospitalssengen, som hun lå i, og betragtede hendes sovende ansigt. Huden var lys som solen, der lige var stået op, og hendes læber var røde, som om hun lige havde spist bær. Jeg ville på mange måder ønske, at hun ville åbne øjnene med det samme, men samtidig frygtede jeg det.

Ville hun blive bange for mig? Ville hun kaste sig i armene på mig og knuge mig ind til sig? Ville hun græde? Af vrede eller af glæde?

Som minutterne gik, vred jeg mig mere og mere i stolen. På et tidspunkt kom Susanne hen til mig bagfra og lagde en hånd på min rystende skulder. Hun smilte stadig til mig med øjnene, da hun sagde: "Der er vidst kommet endnu en på besøg."

Nysgerrigt så jeg op på Susanne med undrende øjne, og vendte mig rundt på stolen, så jeg kunne se, hvem der stod i døråbningen.

Hendes hår var sat op i en knold, og jeg kunne ikke engang sige, at jeg var vandt til det på den måde, for jeg havde kun været sammen med hende få gange. Da hun smilede til mig, vidste jeg ikke, om det var for at opmundre sig selv eller mig, men jeg smilede tøvende tilbage, for jeg ville ikke have, at hun gik.

Hun var ikke flirtende eller noget som helst i den retning, faktisk viste hendes kropssprog meget tydeligt, at hun blot var kommet for at hjælpe. Hun var min ven og kunne aldrig komme til at betyde ligeså meget for mig som Lucia, og det vidste hun godt, for det kunne jeg se i hendes øjne. Lige nu var hun bare en person, der viste betænksomhed for mig, og jeg var meget taknemmelig for det.

Inden Anastacia trådte ind i det lille rum, mumlede Susanne noget til mig.

"Lucia vågner om lidt," hviskede hun. Jeg turde vædde på, at jeg kunne høre en forventningsfuld glæde i hendes stemme.

♡♡♡

Lucias synsvinkel

 

Jeg vågnede ved lyden af en samtale, som lød trist og næsten lidende, som om at personen, der talte, havde ondt. Med øjnene blinkede jeg et par gange, inden jeg rigtigt opfattede, hvor jeg var, og hvem der snakkede.

Min krop var for anden gang i denne måned indhyldet i en hvid dyne og en løs, hvid t-shirt, som duftede svagt af sæbe og frisk luft. Der boblede en meget mærkelig følelse i min mave, og den blev forstærket, for hver gang personen, som led, talte.

Jeg kendte den stemme. Jeg havde levet for den stemme. Levede jeg mon stadig? I et øjeblik var jeg faktisk ikke sikker, for jeg kunne ikke mærke min krop overhoved.

"Jeg skulle være blevet hos hende," sagde stemmen. Jeg åbnede mine øjne lidt mere op og så, uden at det var en overraskelse, at det var Niall. Han sad på en stol ved siden af den seng, jeg lå i, og talte med en pige, som stod lænet op ad væggen.

Pigen var køn, men kunne være kønnere - hun havde en lidt sjusket tøjstil med løse hyggebukser, en hættetrøje, og det mørke hår sat op i en knold. Jeg klemte mine øjne en anelse sammen, og syntes håret mindede mig om et eller andet.

Og så slog det mig. Det var hende der Anastacia, som Niall var kærester med.

Jeg ville egentlig bare gerne have, at de skulle tro, jeg sov igen, så jeg kunne falde i chok i fred, men da det gik op for mig, at det var hende, udstødte jeg en lyd, som om at alt luft blev revet væk fra mine lunger, og jeg ikke kunne få vejret.

Fedt. Nu vendte de sig begge to forskrækkede om mod mig. Jeg kunne helt klart ikke begynde at lade som om, at jeg sov.

Niall lignede en blanding af en, som var syg, og en, som ventede på svar fra en eksamen. Hans ansigt var velkendt og beroligende, som altid, men hans øjne var røde, og hans øjenvipper var ligesom lidt mere klistret sammen, som om der var vand på dem.

Til at starte med troede jeg, at han havde fået noget i øjet. Da hans hænder ikke med det samme søgte op for at få det, han havde i øjet, ud, vidste jeg, at han græd.

"Lucia," åndede han lettet, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere. Det sidste, jeg kunne huske, var at jeg så op på himlen, efter at bilen kørte mod mig, men jeg kunne ikke huske delen med, at Niall var kommet tilbage til mig.

Så jeg syner? Jeg så helt sikkert syner.

Jeg bed mig lidt i læben og prøvede at tænke tilbage. Måske havde jeg glemt, hvorfor Niall sad her ved siden af mig. Der måtte jo helt sikkert være en grund til det - han havde jo slet ikke kontaktet mig overhoved, efter at han slog op med mig sidst jeg lå på hospitalet.

Jeg lod mine hænder finde de metaltremmer, som sørgede for, at jeg ikke faldt ud af sengen, og tog fat i dem med kolde fingre.

"Hv- ... hvad skete der?" spurgte jeg langsomt. Mit blik flakkede hele tiden over på Anastacia, og jeg forventede, at hun ville blive bitchy over for mig hvert sekund, for nu var det jo hende, som kunne kalde Niall for sin. Men underligt nok smilede hun venligt til mig, næsten som om at hun ville hjælpe.

Niall vendte sig om mod mig. Hans blik med de blå pupiller og det rødlige udenom var svært at tage øjnene fra, og hvert øjeblik havde jeg også lyst til at græde, når jeg så på ham.

"Kan du ikke huske noget?" spurgte Niall. Han lød næsten panisk. Jeg gik endnu mere i panik end ham, og vidste nu med sikkerhed, at jeg måtte have glemt noget.

"Hvorfor ... hvad ... hvornår?" kvækkede jeg forvirret, og referede til, hvorfor han var her. Jeg var lidt bange for, at han ville føle sig afvist over mine spørgsmål, for hvis nu vi rent faktisk var sammen igen, ville det være ret surt for ham, at jeg havde glemt det.

Niall misforstod mine spørgsmål, og mens han begyndte at tale, gik Anastacia med diskrete skridt ud. Det var rart. Jeg havde ikke lyst til at se på hendes smukke ansigt, og forestille mig, at Niall havde kysset hende. Lige nu var jeg så omtåget, at jeg blev nødt til at fokusere på én ting ad gangen.

"Du blev kørt over i går aftes. Og du brækkede dit venstre kraveben, fire ribben og dit venstre ben et par forskellige steder," forklarede han.

Jeg rystede på hovedet og betragtede hans øjne, der forsvandt væk fra mine, da han skulle sige, hvad jeg var kommet til. Hans næse kom med en snøftende lyd, og jeg svor på, at jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne, for at forhindre ham i at blive ved med at græde.

"Nej," sagde jeg, pludselig af flere årsager. Jeg ville have ham til at stoppe med at græde, og samtidig ville jeg vide, hvorfor han var her. Blev jeg allerede kørt over i går aftes?

Okay, det her gav virkelig ingen mening.

"Det kan jeg godt huske. Jeg mener: Hvorfor er du her?" spurgte jeg lavt.

Niall tørrede sine øjne med bagsiden af sin arm. Jeg havde aldrig set ham græde før, men det var hårdt og på mange måder hjælpeløst, som når man ser et lille barn græde, og man ikke ved hvorfor.

Da hans blik mødte mit igen, så han lidt mere samlet ud, og det var overraskende rart. Jeg var ikke så god til at tage ansvar og trøste folk, når de var kede af det, så det her var en enormt stor udfordring for mig.

Han sukkede. I stedet for at svare på mit spørgsmål, gik han ind på et helt andet emne, og da han endelig begyndte at tale, var det svært at følge med.

"Jeg skylder dig en undskyldning. Eller nej, selvfølgelig skylder jeg dig meget, meget mere end det, men du skal bare vide, at ... at jeg aldrig stoppede med at elske dig. Jeg gjorde kun, hvad jeg gjorde, fordi jeg troede, det var det rigtige - vi er jo så forskellige, og efter det, der skete i kirken, blev det bare for meget. Jeg lod mig påvirke af min families skæve blikke, af mine venners klagen og af mit managements ordre. Jeg ved godt, det lyder dumt, egoistisk og selvfikseret, for da jeg slog op med dig, tænkte jeg slet ikke på, at du ikke havde nogen du kunne finde husly hos. Hver gang jeg tænker på det, får jeg det dårligt helt ind i min inderste kerne," sagde han. Der gik lidt tid, hvor vi begge to trak vejret lige så hurtigt, som om vi havde været ude og løbe. Hans ansigt var forvrænget i smerte, da han åbnede munden op igen.

"Så derfor ... Lucia, jeg ved, at efter alt det, jeg har gjort mod dig, elsker du mig ikke mere. Men hvis jeg ikke har hørt ordene komme direkte ud af din mund, kommer jeg aldrig til at stoppe med at håbe på det modsatte. Sig til mig, at du ikke elsker mig. At vi aldrig får en fremtid sammen. Så kan jeg måske nemmere vænne mig til sandheden. Sig det," hviskede han.

Jeg stirrede på ham og klemte så hårdt om metaltremmerne, at mine knoer blev helt hvide. Mens jeg sugede alle informationerne til mig, kunne jeg mærke, hvor lykkelig jeg blev, da jeg hørte, at han ikke havde stoppet med at elske mig - ligesom jeg ikke havde stoppet med at elske ham.

Dog var det som om, at alt blev ophævet, da han tilføjede det sidste. Min mikroskopiske lykkefølelse forsvandt som en trylleformular, og jeg fik næsten lyst til at kaste op.

"Niall ..." mumlede jeg. Navnet var lidt svært at sige, fordi det føltes som århundrede siden jeg sidst havde sagt det. Mit ansigt blev rødt af vrede, og jeg råbte næsten. "Hvordan kan du fucking bede mig om sådan noget?"

Niall så forvirret på mig, og hans ben bevægede sig rastløst op og ned, som om han havde lyst til at løbe. "Hvad mener du?"

"At det er noget bullshit at sige!" råbte jeg skingert. Jeg begyndte også at bevæge mine ben nu - hans rastløshed smittede af på mig.

"Bare prøv at tænke over det en gang, okay?" svarede han hårdt, og hans kæbe blev helt spændt, da jeg stadig rystede kraftigt på hovedet. Stemningen i det lille rum var trykket, og jeg kunne mærke en vis længsel i min krop efter at græde, men jeg ville ikke gøre det, af frygt for at han så det som et tegn på jeg gav ham ret.

Jeg blev nødt til at overbevise ham, for jeg ville ikke - kunne ikke - leve uden ham. Han havde jo også lige sagt, at han ikke var holdt op med at elske mig, ikke?

"Niall, kom her op," bad jeg spontant, og rykkede mig lidt på den ukonfortable madras. Som refleks bevægede han sin stol tættere på hospitalssengen, men det var ikke engang nok til, at jeg kunne røre ham, hvis jeg prøvede og række ud efter ham. Lettere irriteret nedstirrede jeg ham med mine øjne, og jeg fik et velkendt sus i kroppen, da jeg huskede, hvor mange gange vi havde joket rundt og blevet småirriterde på hinanden ligesom nu.

Selvom han stadig havde rester af tårer under øjnene, så jeg et lille smil blomstre frem på hans læber. Han kunne vidst også mærke deja-vu'et.

Det betød så meget for mig, at han smilte. Det gav mig håb. Jeg vidste, at det hele nok skulle gå nu - men jeg skulle bare lige få ham selv til at tro på det også.

Jeg rykkede mig lidt til siden. Det gjorde ret ondt i mine ribben, som om at jeg havde konstant sidestik, men jeg var ligeglad.

"Herop," sagde jeg bestemt.

Han svarede mig stadig ikke, men satte sig tøvende og usikkert på den bløde seng. Hvis ikke det var fordi, at jeg ville have ham til at gøre det selv, havde jeg med det samme hevet fat i hans ternede skjorte og trukket ham ned til mig. Min krop længdes virkelig efter at mærke hans efter så lang tid, og da han hele tiden trak den ud, blev jeg mere og mere desperrat.

"Ned på sengen." Jeg vrissede nærmest, men det var nødvendigt. Niall bed sig ubeslutsomt i læben.

"Jeg vil ikke gøre noget, der gør ondt på dig ..." begyndte han, men jeg afbrød ham.

"Niall, læg dig ned ved siden af mig nu, eller også gør jeg det selv!" udbrød jeg, og endelig gjorde han, hvad jeg bad om.

Vores kroppe fandt hinandens igen, som to puslespilsbrikker, der passede sammen. Jeg lagde mit ene ben over hans, så vi kunne røre hinanden flest muligt steder, og hvis ikke det var fordi jeg havde gips over hele min skulder, ville jeg også have taget hans hånd. Jeg kunne med det samme dufte den velkendte duft af ham, Niall-duften, og veltilfredst smilede jeg lidt, da han lagde sin hånd forsigtigt på min skadede skulder. Jeg vendte mig om og så på ham.

"Er du sikker på, at du vil det her?" spurgte han forsigtigt. Jeg så ind i hans blå øjne, og lagde pludselig overvældende meget mærke til, at hans mund kun var få centimeter væk fra min.

Alt var næsten tilbage ved det gamle - det eneste, vi manglede at få gjort, var at gøre det officielt, at vi gerne ville være sammen igen. Jeg mærkede varmen brede sig i min krop, da jeg tog fat med begge hænder om hans krave, så jeg kunne hive ham hen til mig som svar.

I det øjeblik var jeg ligeglad med alting. Ligeglad med Anastacia, for jeg var sikker på, at der ville være en fornuftig forklaring på, hvorfor hun var her, og ligeglad med den smerte, der indimellem prikkede til mig i ribbenene eller i benet, for det eneste, jeg ville tænke på, var Niall. Tænke på, hvilken vidunderlig følelse i kroppen, han gav mig. Tænke på, at jeg aldrig ville give slip på ham.

Tænke ja.

Jeg lukkede mine øjne og kyssede ham let, men bestemt. Jeg kunne mærke hans læber være lidt stive i det ved første berøring, men han smeltede sekundet efter. Hvis ikke det var fordi, jeg huskede på, at jeg havde glemt at svare ham, ville jeg være blevet ved med at kysse ham i en evighed - og mere til.

Ganske let trak jeg ham væk, og smilede stort til ham. Han lagde sine stadig halvkolde hænder på mine blussende kinder og betragtede mig med overvældende glade øjne.

"Jeg håber du ved, det var et ja," smilede jeg. Han nikkede, mens han gav slip på den sidste tristhed, og trak mig ned, så jeg kunne placere endnu et kys på hans mund.

♡♡♡

Hej alle! Jeg ved godt, at jeg i forrige kapitel skrev, at der ikke ville komme nyt kapitel før på fredag, men jeg har fundet ud af, at der er internet på det lokale bibliotek, wuhu. Så her sidder jeg og skriver, omgivet af pensionister og larmende børn, men ja, det er vildt fedt, at jeg til nød kan smutte herned!

Btw så er computeren virkelig gammel, og da jeg skulle kopiere hjerterne ind, kom der kun sådan nogle tomme firkanter ... så hvis hjerterne ser mærkelige ud, er det derfor.

JAAAAAAAAAA

DE ER SAMMEN IGEN

Undskyld, måtte bare lige have det ud. Tihihiihhhh. Jeg glæder mig til at se jeres reaktioner - skriv lige en kommentar! :-) Ellers er der kun tilbage og sige god sommerferie: Jeg håber I hygger jer derude! Kram fra Mathilde

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...