Used To Be - One Direction 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2013
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Færdig
Niall Horan er den eneste, som ikke har haft en kæreste eller datet i sit band, One Direction. Ifølge deres management, har dette en negativ virkning på fansene, som godt kan synes at han "forsvinder i mængden", i forhold til de andre i bandet, som alle sammen har en kæreste.
For at gøre Niall mere populær, har managementet bikset en "plan" sammen, der i sidste ende forhåbentlig får Niall op på samme niveau som de andre drenge. Kort sagt går denne plan ud på at finde en helt igennem normal pige, som Niall kan date i et par måneder og få et par avisoverskrifter med. Det eneste krav er, at hun ikke skal være opsigtsvækkende, og opføre sig særlig meget anderledes i forhold til andre piger på sytten år. Efter kort tids søgen finder de Lucia West, en pige, som Louis Tomlinson gik i folkeskoleklasse med. Det de dog ikke er forberedt på, er, at hun langtfra stadig er den tilbageholdende pige, som de troede, hun var ...

213Likes
432Kommentarer
37866Visninger
AA

3. Kapitel 2

I don't know where we going?
I don't know who we are?

- Enrique Iglesias ft. Nicole Scherzinger , Heartbeat

 

Nialls synsvinkel

 

"Lucia?" Jeg smagte lidt på navnet, og forestillede mig straks en pige, som var ligeså lys som hendes navn. "Var hun sød?"

Louis trak lidt på skuldrene. "Jeg lærte hende aldrig rigtig at kende, for hun sagde ikke så meget. Hun var vel meget normal. Jeg oplevede i hvert fald ikke, at hun gjorde noget, der var forkert," svarede han.

Jeg nikkede. Lucia West. Måske kunne hun være en mulighed, når jeg altså lige først havde undersøgt hende lidt nærmere.

Vi spiste resten af vores take-away, og så gjorde vi os klar til en vaskeægte filmaften. Vi hentede alle sammen vores dyner, og lagde dem i Liams seng, som var stor nok til, at vi alle sammen kunne være der. Jeg kunne godt lide aftener som denne. Harry var gået ud i køkkenet for at hende lidt snacks; chokolade, chips, sodavand og lidt frisk frugt, så det ikke blev alt for kvalm - og imens diskuterede vi andre, hvilken film vi skulle se. Jeg ville gerne se en fransk thriller, Taken, men de andre ville hellere se en gyser, som jeg ikke kendte navnet på. Jeg valgte at overgive mig, for sidste gang vi holdt filmaften, var det mig, der havde fået min vilje, og jeg ville ikke være til besvær.

"Er der ikke en, som vil tjekke hende der Lucia West ud på facebook?" spurgte jeg, imens vi ventede på Harry. Man kunne tydeligt høre ham, selvom køkkenet lå to værelser væk. Ud fra den brusende lyd, der kom, var det nemt at regne ud, at han var i gang med at åbne sodavandsflasken.

Zayn hev sin iPhone op af bukselommen, og gik i gang med at søge efter hende. Jeg lagde mig lidt mere til rette, så hele min krop - bortset fra mit hoved - var under dynen. "Der er altså vildt mange, der hedder Lucia West," sagde han, mens han scrollede nedad på skærmen med sin tommelfinger. Det kom faktisk ret meget bag på mig, for Lucia var da et ret ualmindeligt navn.

"Seriøst?" spurgte jeg og rykkede mig op ved siden af ham, så jeg kunne se med. Han havde ret; der var mange, og der blev ved med at dukke andre op. "Louis, kan du ikke prøve at finde hende? Du ved jo, hvordan hun ser ud."

Louis sukkede, og fandt også sin iPhone op. Han rystede let på sit hoved efter lidt tid. "Jeg kan ikke fiinde hende. Men jeg tror faktisk, at jeg har et gammelt klassebillede på min mobil et eller andet sted," sagde han og begyndte at finde det frem. I mellemtiden kom Harry ind til os med en bakke med vores snacks. Han var kun iført boxershorts, som altid. Vi andre havde stadigvæk vores T-shirts på.

"Her!" udbrød Louis, da han havde fundet billedet frem. Det var som om, at der var pisket en stemning op, og vores eneste naturlige reaktion kunne være "åh!".

Louis rakte mig sin iPhone, og pegede på et lille billede af en pige, som havde lyst hår. Billedet var for lille til, at jeg kunne se, hvilken farve øjne hun havde - men hendes ansigtstræk var vel meget kønne. Det eneste som skilte hende ud i forhold til alle andre, var, at hun var lidt lavere og at hun smilede med lukket mund. Sikkert et tegn på generthed, tænkte jeg.

"Hun ser da okay ud," sagde jeg, men det kom til at lyde spørgende.

Zayn begyndte at grine. "Det kommer jo til at se ud som om at du dater en mindreårig," spruttede han, og Liam og Harry kunne heller ikke lade være med at grine. Jeg vrængede og sagde imod, men kunne ikke lade være med at give dem lidt ret. Hvis hun stod ved siden af mig lige nu, og så ud, som hun gjorde på billedet, ville hun sikkert ligne min lillesøster, og ikke min kæreste.

"Husk lige på at det her billede er tre år gammelt," påmindede Louis og tog sin iPhone tilbage. Han lagde den på sengebordet, og fandt filmene frem igen. "Skal vi begynde?" spurgte han og skiftede dermed emne. Vi satte filmen på, og Harry slukkede lyset, så værelset blev mørkt.

"Er der en der vil række mig skålen med chips?" spurgte Liam.

Så lå vi der, omringet af dyner og med opmærksomheden på den farveskiftende skærm. Indimellem kunne man høre lyden af fodtrin og stemmer nede på gaden, men ellers var der stille, udover larmen fra fjernsynet og vores munde som gnaskede snacksene i os, selvfølgelig. Efter bare et par minutter kunne jeg mærke mine øjenlåg blive tunge: Dynen var så blød, så varm, og jeg følte mig så tryg her sammen med de andre. Jeg lukkede langsomt mine øjne, og håbede, at jeg for en gangs skyld kunne sove længe. Vi skulle tidligt op i morgen, for Lisa og Richard havde indkaldt os til endnu et møde klokken otte, så vi kunne finde den der pige, jeg skulle date.

Lisa havde sagt, at hvis vi ikke selv havde fundet en pige inden vi skulle mødes, havde de tre piger, jeg kunne vælge i mellem. Jeg fik helt kolde tæer ved tanken om, at jeg skulle date en pige, jeg ikke engang var interesseret i fra starten af, og højst sandsynligt også droppe hende igen. Jeg hadede at gøre andre kede af det. Det havde jeg det virkelig dårligt med.

Jeg vågnede næste morgen ved, at jeg kunne mærke noget koldt og vådt mod mit ansigt - vand. Jeg åbnede mine øjne, for at finde ud af, hvem fanden det var, som sprøjtede vand på mig.

"Godmooorgen."

Liams stemme. Jeg lagde mig fladt på ryggen og kunne se, at alle drengene så ned på mig i en cirkel. De var alle sammen ved at knække sammen af grin, og Liam holdt en flaske med vand i hånden, som var lige på grænsen til at hælde mere vand ud over mig.

Jeg kom med små, klagende lyde, og begravede mit hoved ned i hovedpuden for at undgå mere vand. Det resulterede desværre bare i, at en eller anden rev dynen af mig med voldsomme bevægelser, og lod mig ligge dér uden beskyttelse. "Du skal op nu, Tornerose," sagde Liam med blid stemme, selvom jeg vidste, at han lige om lidt ville give mig mere vand.

Jeg sprang op fra sengen og havde mest af alt bare lyst til at lægge mig ind på sofaen i stuen og sove videre, men så lagde jeg mærke til, at de alle sammen var fuldt påklædte. Selv Harry, som var den af os, som havde sværest ved at komme op. Jeg stivnede og lagde hovedet lidt på skrå, forvirret.

"Hvad er klokken?" spurgte jeg.

"Halv otte. Vi skal være der om en halv time," svarede Zayn og begyndte at grine igen.

"Hvorfor har I ikke vækket mig noget før?!" skældte jeg og skyndte mig at løbe ind på mit værelse for at finde noget tøj. På vejen nåede jeg lige at se mig selv i spejlet, som hang i stuen - jeg lignede en zombie. En zombie med morgenhår. "Vi har prøvet at vække dig i en time eller sådan noget, men vi kunne ikke komme i kontakt til dig," svarede Harry. De grinede videre, og selvom jeg var frustreret og mit blod kogte af raseri, grinede jeg også lidt, imens jeg fik taget mine beigefarvede jeans på.

"Du får fem minutter, Niall," råbte Harry efter mig, og febrilsk prøvede jeg at tage sokker på og rette på mit utæmmede hår samtidigt.

"Jaja, giv mig lige to sekunder!" Endelig fik jeg taget sokker på og snøret mine sko. Mit hår så også nogenlunde okay ud, da jeg var klar til at gå. Det var jo også ret populært at have rodet hår, var det ikke? Det havde Harry i hvert fald altid, og hans hår var jo nærmest blevet en ny trend - flere gange havde jeg set drenge på gaden prøve at efterligne Harrys vilde, krøllede hår.

Jeg havde ikke haft tid til at børste tænder, så jeg snuppede et stykke mentoltyggegummi fra min taske på vej ned af trappen. Det smagte skarpt og friskt, og jeg håbede, det var nok til at dække min morgenånde. I det mindste bare en lille smule.

Vores bil holdt ude foran og ventede på os, da vi kom ned. Vi havde vores egen chauffør, Dennis, som kørte os fast hver dag. Dennis var flink nok, men vi snakkede sjældent med ham, fordi vi for det meste havde for travlt til at få en lille sludder eller fordi vi ikke ville forstyrre ham. Han var typen, som gik meget op i sit arbejde, og derfor var det lidt svært at komme videre end sætninger som 'dejligt vejr det er i dag', eller sådan noget.

Vi sad alle sammen lidt på vores iPhones, mens vi ventede på at vi ankom. Jeg gad ikke rigtig gå ind på de sædvanlige sladdersider, som plejede at skrive om os - tit blev jeg lidt nedtrykt, når jeg så, at ingen af historierne handlede om mig. I stedet gik jeg bare ind på en hjemmeside, som viste vejrudsigten for hele ugen. Sol, sol, sol. Men vi var trodsalt også i starten af juli.

"Åh nej, ikke igen," sagde Zayn pludseligt, og vi andre så overrasket op på ham fra vores iPhones. Han så virkelig forarget ud, trist.

"Hvad er der galt?" spurgte jeg og prøvede at forberede mig på de ting, han kunne sige. Det var sjældent, at Zayn var ked af det, og der blev heller ikke så tit skrevet nogle dårlige ting om ham på nettet, så lige umiddelbart vidste jeg ikke, hvad der kunne være sket.

"Der er nogen, der har truet Perrie igen," hviskede han med sammenbidte tænder. Perrie var Zayns kæreste, og var derfor selvfølgelig tit sammen med os, når vi havde fri. Det var tydeligt at se, at Zayn var helt vild med hende, når hun var hjemme hos os, og jeg syntes også, de var et godt par, for selv når de ikke var sammen, skrev de og ringede til hinanden i løbet af dagen. For et par uger siden var der nogle af vores fans, som havde sendt trusselbreve til Perrie, og Zayn var blevet så gal, at han var ved at opsøge dem - men drengene og jeg holdt ham selvfølgelig tilbage i frygt for, at det ville ende galt. Louis' kæreste Eleanor havde også været udsat for samme trusselbreve, men Louis havde ikke ligeså meget temperament som Zayn, og havde i stedet bare trøstet Eleanor og forsikret hende om, at han ikke ville lade nogen ske hende noget. Sødt.

"Jeg kan slet ikke fatte, nogen gør sådan noget," mumlede jeg, næsten ligeså forarget som Zayn. Hvis jeg havde en kæreste, som også modtog trusler, ved jeg ikke, hvad jeg ville gøre; nok det samme som Louis, selvom jeg havde lyst til at gøre det samme, som Zayn ville have gjort, hvis vi altså ikke havde stoppet ham. Ikke at jeg var en voldelig person. Nogen gange tænkte jeg bare ikke, når jeg var alvorligt sur.

"Nej. Heller ikke mig. Og så vores fans," sagde Zayn spydigt.

"Hvordan kan du vide, at det er vores fans?" spurgte Liam. Liam var kæreste med en pige, som hed Danielle. Jeg var ret sikker på, at Danielle ikke havde modtaget trusler, men jeg var ikke sikker, for Liam var en ret privat person, når det kom til hans kæreste, og fortalte ikke så meget om, hvordan deres forhold var. Men de så meget forelskede ud, når de var sammen - så jeg gik ud fra, at det gik godt.

"Fordi de har skrevet 'vi vil have vores Zayn tilbage, din sæk' til hende. Og så skrevet 'kærlig hilsen The True Directioners'."

"Ej, hvor groft," fastslog Liam og klemte øjnene en smule sammen i afsky.

"Ja. Jeg håber fandeme bare, at det snart stopper." Zayn lagde sin mobil ned i lommen igen, og samtidig sagde Dennis med sin dybe stemme, at vi var fremme. Som refleks tog vi alle sammen vores solbriller på inden vi steg ud af bilen, for at undgå at blive genkendt. Egentlig var det blevet en vane for os at tage dem på, for det var pænt trættende ikke at kunne gå ned ad gaden uden at blive stoppet af skrigende piger, som forlangte autografer. I starten havde jeg svært ved at huske det, fordi vi blev kendte i vinterhalvåret. Man føler sig ret dum, når man går med solbriller i februar ... det kan jeg sige med erfaring!

"Er du nervøs?" spurgte Harry mig, imens vi gik ned ad gaden. Bygningen, vores møde skulle foregå i, lå tyve meter længere fremme, så vi havde lige tid nok til at snakke lidt.

"Næææh, ikke rigtig. Hvad skulle jeg være nervøs over? Men jeg håber da, at det her kommer til at gå godt," svarede jeg.

"Det ved jeg ikke, måske var du bare nervøs over det hele. Men bare rolig. Jeg er sikker på, at det kommer til at gå godt. Vi er her for dig hele vejen, det ved du."

"Ja. Tak." Jeg gav ham et par venskabelige klap på skulderen.

Øjeblikket efter var vi allerede i elevatoren på vej op til 8. etage - der skulle mødet holdes. Zayn stod med sin iPhone, sikkert fordi han ville skrive med Perrie, og vi andre havde bare blikket vendt op med den lille firkant, som med røde tal viste, hvornår vi var der.

Ding, sagde det, da dørene åbnede sig. Det var faktisk et virkelig tjekket sted, mest bestående af glas og sort-hvide møbler. Vi gik ind i mødelokalet, hvor Lisa og Richard allerede sad på de samme stole som i går og ventede på os.

"Hej igen," hilste de, og vi satte os over for dem. "Nå? Har I så fundet en pige?" spurgte Lisa og holdt hænderne forventningsfuldt op.

"Louis viste mig en pige, fra hans gamle klasse. Hun hedder Lucia West," fortalte jeg. Louis nikkede.

"Det lyder da meget godt. Har I undersøgt hende? Om hun kunne være en værdig kæreste?"

Jeg vrængede over Lisas ord, for det lød så diktatorisk, at pigen, jeg skulle date, skulle godkendes af alle mulige krav, før hun kunne bruges. "Ja," svarede jeg bare, selvom vi jo ikke havde gjort det store for at finde hende. "Louis sagde, hun var meget normal, som I jo bad om. Og vi fandt et billede af hende. Hun ser meget almindelig ud."

"Godt. Louis, vil du ikke lige uddybe? Du kender hende jo tilsyneladende bedst," sagde Lisa og fandt en lille notesbog frem, hvor hun med sirlig håndskrift skrev alt det ned om pigen, som Louis fortalte. Det var sparsomme informationer. Det eneste, som virkede en smule usædvanligt ved hende, var åbenbart, at hun var ret lav i forhold til hendes alder - ligesom jeg havde lagt mærke til på billedet.

"Det eneste, I skal gøre nu, er at få kontakt til hende. Jeg foreslår, at det er dig, Louis, som ringer eller skriver til hende, for det er jo dig, hun kender. Spørg hende, om hun ikke har lyst til at komme ud og spise frokost, eller sådan noget. Det er ikke særlig svært," forklarede Richard og viftede lidt med hånden undervejs. Jeg havde det som om at han viste vejen til Paris på cykel, eller sådan noget. Ikke særlig svært?

Og hvad med Louis? Hvad skulle han sige? Hej, det er mig, du gik i klasse med engang, og nu er jeg verdensberømt musiker, og for resten så vil min bedsteven gerne være din kæreste de næste tre-fire måneder, og du må ikke være for opsigtsvækkende, for så får han problemer.

Helt ærligt.

"Okay," svarede Louis og nikkede.

"Så har vi ikke andet at sige end held og lykke," smilede Richard og Lisa. Vi gav dem hånden igen, og jeg prøvede at virke positiv og takkede dem for deres hårde arbejde. På vejen ud nåede jeg lige at få en croissant i hver hånd - en med chokolade, og en uden. Jeg skulle nok klare mig.

 

♡♡♡

 

Lucias synsvinkel

 

Det var eftermiddag, og jeg var hjemme hos min veninde, Emma. Noget af det bedste ved Emma var, at man måtte låne alt hendes tøj, og hun blev ikke sur, hvis man ikke gav det tilbage lige med det samme. Dejligt.

"Den stramme sorte kjole, må jeg ikke godt låne den igen?" spurgte jeg og foldede mine hænder sammen, så jeg sammen med hundeøjne kunne få det ultimative bedende blik. Emma lo og kastede den over til mig. Hun var i gang med at rode sit skab igennem for at finde en rød og guldfarvet kjole, som hun åbenbart skulle nå at bytte, inden vi tog i byen i aften. Hun havde haft den på før, og den klædte hende vildt godt, men hun syntes, at hendes røv så for stor ud i den. Og da jeg ikke benægtede det, var hendes beslutning truffet. Jeg gad ikke lyve, når det gjaldt sådan noget.

"Vi skal være færdige senest klokken otte, okay? Vi varmer op hos Daniel, og jeg har lovet ham, at vi kom til tiden den her gang," sagde jeg og rullede med øjnene over ham. Daniel var en af mine gode venner, men her for tiden var han begyndt at blive ret klæbende - var bange for, at der skete mig noget, når jeg var ude, og sådan noget. Sidste gang vi var sammen havde vi haft et mindre skænderi, hvor han beskyldte mig for altid at komme for sent. Ifølge mig ragede det da ikke ham, om jeg kom lidt senere. Jeg havde mine grunde.

"Han er vild med dig," påstod Emma og hvinede lidt af glæde, da hun fandt den røde og guldfarvede kjole i bunden af sit skab.

"Hvad snakker du om?" spurgte jeg, men jeg havde det egentlig også på fornemmelsen, at Daniel håbede at jeg kunne blive mere end en ven, så jeg lød ikke så overrasket, som jeg nok burde have gjort. "Daniel er min ven. Ikke mere end det."

Emma hævede sine øjenbryn, som om hun ville sige "tror du selv på det?"

Okay, Daniel og jeg havde været i seng sammen et par gange, men det var lige da jeg havde mødt ham for lang tid siden, så det betød ikke noget. Det havde vi aftalt. Det aftalte jeg med alle fyre, jeg gik i seng med. Jeg orkede ikke at droppe den ene efter den anden og få et dårligere ry, end jeg havde.

"Hold kæft," fnisede jeg og smed mine jeans på gulvet. Selvom jeg ikke havde lyst til at binde mig og være i et forhold, smigrede det mig alligevel.

"Hvad er klokken?" spurgte Emma.

"Kvart over syv."

"Shit, så har vi jo travlt!" Emma lagde kjolen ned i en pose, og så tog vi vores kjoler på. Lårkorte, selvfølgelig. Jeg kunne godt lide den her kjole; den fremhævede virkelig mine bryster, så det så ud som om at jeg brugte D og ikke C. Emma virkede fornøjet over at vi næsten ikke behøvede skynde os særlig meget mere, for vi var færdige med makeuppen (sorte smokey eyes, røde læber) på et kvarter, lige indtil det gik op for hende, at hun manglede bonen til kjolen.

"Lort, lort, lort," mumlede hun, mens hun med paniske bevægelser ledte efter den. Jeg satte mig på sengen og lo af hende.

"Slap nu af, det gør sgu da ikke noget, at vi kommer for sent," sagde jeg.

"Det er ikke det, som haster! Butikken lukker om ti minutter." Hun ledte videre, og jeg besluttede at hjælpe hende. Som det mest sandsynlige sted, åbnede jeg hendes lille skraldespand, som var placeret under hendes skrivebord. Det første, jeg lagde mærke til, var et kondom, som totalt opsigtsvækkende lå op ad siden.

"Ad for satan, Emma! Hvem har du nu haft gang i?" spurgte jeg og pegede på kondomet. Emma så op fra de tasker, hun var i gang med at lede i, og rødmede. Det gjorde mig nysgerrig. Hvorfor rødmede hun?

"Øh. Det er altså lige meget. Led nu bare videre, okay?" Hun lo lidt for at lette den lidt anspændte stemning, der kom med lynets hast efter hendes erklæring. Jeg rynkede panden og kunne ikke forstå, hvorfor det var lige meget. Men på den anden side, så var Emma ret tilbageholdende i forhold til hendes sexliv, så jeg lod være med at gøre noget stort ud af det.

Under kondomet var der selvfølgelig den bon, som Emma manglede, og da hun sagde, jeg skulle række den til hende, sagde jeg, at hun da måtte være sindssyg, for jeg gad ikke røre den efter jeg havde set, hvad den havde ligget op ad. Emma sukkede af mig. Som en lille undskyldning gav jeg hende et kys på kinden, da vi var kommet udenfor.

"Skat, vi får en fed aften, og det skal jeg nok sørge for, okay? Se," smilede jeg og fiskede en halvtredspundsseddel op ad min lomme. Jeg havde snuppet den fra min mors pung om morgenen, og selvom min mor altid fandt ud af, at jeg havde været i hendes ting, kunne hun ikke rigtig gøre noget for at stoppe mig. Mine forældre havde efterhånden givet mig alle tænkelige straffer, der fandtes. Stuearrest, ingen lommepenge, ingen aftensmad eller besøg fra venner, skilt sig af med min glaskuglesamling, som jeg havde haft siden jeg var lillebitte, og som jeg elskede ... ja. Alt, simpelthen.

Men de kunne ikke stoppe mig. Jeg levede mit eget, farvestrålende liv, væk fra deres grå. Jeg ville bevise over for dem, at jeg godt kunne have det sjovt, selvom jeg tog chancer. Da jeg begyndte med at blive 'vildere' et par måneder efter jeg havde mødt Olivia, den gamle dame med kræft på bænken om sommeren, startede jeg ud med bare at pjække et par dage om ugen fra skolen. Det var ikke så vildt. Jeg spiste lidt fra slikskabet og klatrede op på taget af vores hus, men ellers skete der ikke noget. Alle mine venner og veninder fra skolen havde været grå, kedelige, forudsigende, ligesom mig. De kunne ikke forstå, at jeg pludselig med vilje ikke dukkede op i skolen, og da jeg spurgte, om de ikke ville være med, havde svaret lydt et rungende nej.

Så fandt jeg mine nye venner og veninder, heriblandt Emma. De lærte mig at ryge og feste - have det sjovt, for at sige det ligeud. Det havde været fantastisk. Og det var det stadigvæk.

"Shit, med alle de penge, kan vi jo få rigeligt med drinks i aften!" hvinede Emma og jeg nikkede. Vi småløb på vores stiletter ned til den butik, hvor Emma skulle bytte sin kjole, og kunne ikke holde et grin tilbage, da ekspedienten tog imod bonen.

Efter det tog vi over til Daniel. Han boede midt inde i byen, så vi skulle nærmest bare følge med strømmen for at komme derind. På et ur ved en butik så jeg, at klokken var fem minutter i otte. Pis. Så ville vi alligevel komme til tiden. Det kunne have været så provokerende og godt, hvis vi med vilje kom for sent. I et øjeblik havde jeg faktisk lyst til at gå en omvej, for at spilde tiden, men det ville Emma med garanti sige nej til, og jeg ville ikke komme alene. Man kom aldrig alene til fester.

Vi ringede på dørtelefonen og holdt for sjov knappen nede i vildt lang tid, så de andre ville blive irriterede på os. Sådan. Man skal ikke kun huske at følges med nogen til fester, man skal også huske at gøre opmærksom på sig selv.

"Piger, godaften," sagde Daniel med sin bløde stemme, allerede inden vi var nået op, hvor han boede på tredige sal. Man kunne tydeligt høre de mange mennesker, som var mødt op til opvarmningsfesten, og med et sug i maven håbede jeg, at der endnu engang ville ske noget godt - mindeværdigt - i aften.

Daniel lignede faktisk meget Emma på de fleste punkter. De kunne godt ligne søskende, hvis der altså ikke var så stor farveforskel på deres hud. Emma var bleg, og Daniel var nøddebrun, men de havde begge to varme, brune øjne og krøllet mørkt hår.

Jeg gav Daniel et kram, og ignorerede ham, da han klagede jokende over, at der var så langt ned til mig. Jeg var lav, ja, men det behøvede han ikke påpege, for jeg vidste det jo godt. Jeg trådte tilfældigvis på hans fod med mine stilletter, mens jeg gik ind i lejligheden, og kunne høre ham bukke under af smerte bag mig.

"Ups, ej, undskyld, ramte jeg dig?"

"Tag dig sammen, Blondie. Nå, kom med ind, tøser. Vi er i fuld gang allerede," sagde Daniel og førte os indenfor. Der var meget varmt, og en gennemtrængende lugt af sved blandede sig med den tykke og tunge fornemmelse af frituremad. Der var sikkert nogen, som også havde spist aftensmad her.

Vi trådte ind i stuen, og jeg blev overvældet af, hvor få vi faktisk var. Der var selvfølgelig Daniel, Emma og jeg, og et par stykker ovre fra parken, som jeg havde set til andre fester, men ellers kendte jeg ikke den sidste håndfuld mennesker, som måtte være nogen af Daniels venner og veninder. Drengene gav hinanden albuer i siden, da Emma og jeg trådte ind, og jeg nød opmærksomheden. Den her kjole var magisk - ingen tvivl. Jeg var honningen, de var bierne.

"Folkens! Folkens, må jeg lige få jeres opmærksomhed engang," råbte Daniel over alle stemmerne i lokalet, og han stillede sig op på sofabordet, så han var i centrum. "Der er drinks ude i køkkenet, og I kan bare tage for jer, der er frit slag. Men I skal seriøst rydde op efter jer, hvis drinksene ryger op igen, som man siger. Sidste gang brugte jeg en helvedes masse tid ude på toilettet, fordi der var en eller anden, som havde ramt ved siden af. Så husk det lige, ik'? Okay. Så går vi i gang!"

Ved den sidste sætning klappede vi og hujede, som om vi var til en landskamp, og der blev scoret.

Apropos scoret, så håbede jeg, at jeg ville finde en fyr i aften. Det var længe siden, at jeg havde haft en fyr hjemme hos mig, og det havde mine forældre lagt mærke til, for de var begyndt at smile til mig om morgenen, når jeg var hjemme. De troede sikkert, at det hele gik bedre nu, og at jeg snart kunne komme tilbage og blive den "rigtige" Lucia igen. Ha-ha. Som om.

De første par timer gik med at indtage den ene drink efter den anden, og jeg fik snakket med de fleste. Dem, som havde gjort indtryk på mig - som jeg kunne huske - hed Rainbow (fordi hun havde et mærkeligt navn) og Kenneth (fordi han havde en virkelig grim mund. Alt for stor og med skæve tænder. Ad.)

Klokken blev halv ti, og jeg begyndte at kede mig lidt. Jeg kunne mærke den sprittede fornemmelse i min mund efter den sidste drink, en Free Nothing, og min mave tog imod alkoholen ved at give mig fornemmelsen af, at mine kinder brændte, fordi de blev så varme.

"Seriøst, kan vi ikke lave en cirkelleg eller sådan noget?" spurgte jeg og lænede mig lidt op ad Daniel, som var i gang med at lave en drink til sig selv ude i køkkenet.

"Sådan noget som flaskehalsen peger på?" spurgte han og hældte lidt mere vodka i glasset, end der burde. Han trak bare på skuldrene over det og satte flasken fra sig igen.

"Ja."

"Okay, bare tag den tomme colaflaske der," sagde Daniel og pegede hen på en colaflaske, som lå ved siden af køleskabet. I et snuptag tog jeg den op og gik ind i stuen.

"Er der nogen, som vil være med til flaskehalsen peger på?" spurgte jeg indsmigrende, og holdt flasken op. Folk var ret begejstrede, og satte sig allerede ned i en cirkel. Jeg smed mine stilletter - ahhh - så jeg bedre kunne sidde ned, og så gik vi i gang.

"Bare lige for at repetere reglerne - den, som flasken peger på, skal dreje flasken igen, ikke? Og den som flasken så peger på anden gang - de to skal kysse? Er det ikke sådan?" spurgte en fyr med rødt hår, som jeg ikke kunne huske, hvad hed.

"Snave," rettede Emma og fnisede.

"Jajaja, lad os nu bare komme i gang," sagde jeg højt og udnyttede chancen af at have flasken i hånden. Som en åbningscermoni drejede jeg langsomt flasken, så spændingen blev fastholdt, og håbede faktisk lidt, at den ville lande på Emma, så jeg kunne vise drengene, at jeg ikke var typen, der holdt sig tilbage. Men ...

Den landede på Kevin - ham med den grimme mund. Åh nej, tænkte jeg. Og nu skal han stikke sin tunge ned i halsen på mig.

Jeg prøvede at smile, og trak det lidt ud, selvom flere af drengene begyndte at skubbe mig fremad med hænderne. Heldigvis kunne jeg mærke min mobil vibrere i min lomme, inden Kenneth og jeg mødtes på midten.

Det var ukendt nummer - højst sandsynligt min mor eller min far - jeg havde slettet deres numre for længst - og hvis ikke det var fordi at jeg var i den her situation, ville jeg have ignoreret den. Denne ene gang skyndte jeg mig at tage den, så jeg havde en undskyldning for at gå væk fra Kenneth og hans mund.

"Hallo?" spurgte jeg og rejste mig op igen. Det var helt sikkert ikke min mor eller min far. De ville have råbt og skreget allerede inden jeg fik taget telefonen.

"Hej, øh, du taler med Louis. Er du Lucia West? Eller hvem er du?"

"Ja, det er Lucia. Hvem er du?"

"Jeg hedder Louis Tomlinson. Vi gik i klasse sammen for et par år siden."

 

♡♡♡

 

Jeg har for resten glemt at fortælle jer, at jeg har lavet lidt om på virkeligheden i den her historie (det her I sikkert lagt mærke til), for Harry har jo ikke en kæreste, hvilket han har her. Ja, det er skrevet fuldt bevidst! Ellers ville historien ikke rigtig hænge sammen.

Jeg håber, I kunne lide det her kapitel. Woaw, 15 favoritlister efter ét kapitel. Tusind tak. Det er jeg rigtig glad for.

Jeg håber også, at I har lagt mærke til, at det her kapitel er lidt længere, end jeg plejer at lave dem. Det var faktisk ikke med vilje, men ja ... kørte lidt af sporet. I må ikke blive skuffede, hvis næste kapitel ikke bliver ligeså langt. Nå, men tak igen! Og fortsæt god aften derude :-) xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...