Used To Be - One Direction 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2013
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Færdig
Niall Horan er den eneste, som ikke har haft en kæreste eller datet i sit band, One Direction. Ifølge deres management, har dette en negativ virkning på fansene, som godt kan synes at han "forsvinder i mængden", i forhold til de andre i bandet, som alle sammen har en kæreste.
For at gøre Niall mere populær, har managementet bikset en "plan" sammen, der i sidste ende forhåbentlig får Niall op på samme niveau som de andre drenge. Kort sagt går denne plan ud på at finde en helt igennem normal pige, som Niall kan date i et par måneder og få et par avisoverskrifter med. Det eneste krav er, at hun ikke skal være opsigtsvækkende, og opføre sig særlig meget anderledes i forhold til andre piger på sytten år. Efter kort tids søgen finder de Lucia West, en pige, som Louis Tomlinson gik i folkeskoleklasse med. Det de dog ikke er forberedt på, er, at hun langtfra stadig er den tilbageholdende pige, som de troede, hun var ...

213Likes
432Kommentarer
37906Visninger
AA

20. Kapitel 19

Oh love you covered my skin
With your eyes as they found me
I kissed you danced in your sand
And fell into a never ending moment

- Ane Brun, Oh Love

 

Lucias synsvinkel

 

De første timer var nok det største helvede, jeg nogensinde havde været igennem. Jeg fik et måltid mad på hospitalet, men blev derefter udskrevet, da jeg ikke havde penge til at betale for mit ophold. Jeg vidste heller ikke, om jeg havde nogen sygesikring, men jeg gik ud fra, at jeg ikke havde nogen, for da de søgte under mit navn, dukkede jeg ikke op.

Der var pludselig så meget, jeg ikke havde.

Da jeg steg ud af sengen første gang efter at Niall havde forladt mig, fik jeg udleveret det tøj, jeg havde haft på, og stadig med tårerne ned af kinderne så jeg på mig selv i spejlet. Det føltes som meget lang tid siden, jeg sidst havde set mig selv i øjnene - måske fordi at jeg var så forandret nu. Jeg havde ingen makeup på, og mine kinder var helt rødmossede ligesom jordbær. Senerne ved min hals var tydeligere, end de normalt var, fordi jeg spændte så meget i hele kroppen, og jeg kom til at ligne en blanding af et ulykkeligt barn og en knoglet hjemløs.

Efter at jeg fik taget mit tøj på, drak jeg lidt vand fra håndvasken, og benyttede muligheden for også at kunne vaske hænder. Da jeg kom ud på hospitalsgangen igen, stod Logan ude foran døren for at tage imod mig. Han havde et papir i hånden og ville have mig til at skrive under et par forskellige steder.

"Jamen så takker vi af for nu," sagde Logan høfligt og gav mig hånden. Jeg sørgede for ikke at kigge ham i øjnene og med vilje give ham det slappeste håndtryk, jeg kunne, for han skulle ikke tro, jeg nød hans venlighed.

Da jeg ikke havde nogen steder at tage hen, og ikke havde nogen mobil på mig, gik jeg rundt i Dublins gader alene, mens jeg tænkte på, hvad jeg skulle gøre eller kunne gøre ved mig selv. Jeg fandt en bygning, som sikkert var rådhuset, og satte mig på en bænk, mens klokkerne begyndte at ringe. Da jeg ikke kunne få øje på noget ur på bygningen, valgte jeg at tælle slagene i stedet for, og der kom tretten slag - altså var klokken 13:00.

Folk omkring mig talte irsk, og hver gang mindede lyden mig smertefuldt meget om Niall. Jeg turde slet ikke tænke på, hvad der var sket på hospitalet i formiddags. Så begyndte jeg sikkert bare at græde igen.

Klokkerne ringede påny to gange, før jeg rejste mig op igen. Solen skinnede, men varmen trængte aldrig igennem mit tøj: Jeg var fuldstændig kold, og kunne næsten ikke huske fornemmelsen af at være varm og tilpas.

En stemme i mig sagde, at jeg skulle tage hjem til Emma, men ud fra min manglende pengepung og mobil var det en umulig opgave. En flybillet var ingen penge for Niall, faktisk var jeg ret sikker på, at han ikke engang behøvede betale for sin transport, men for mig var det penge, jeg umuligt kunne få fat på. I princippet kunne jeg sætte mig ned og tigge, men tanken var ydmygende og langt ude.

Jeg følte mig pludselig ildevarslende langt væk fra alt og alle, som kunne redde mig. De eneste personer, som måske kunne give mig husly, boede i Doncaster hjemme i England, og Nialls penge var selvfølgelig forsvundet ligesom ham selv. Det eneste, jeg havde i lommen, var en sølle 5 pundsseddel, og jeg vidste ikke engang, om man betalte med pund her i Irland.

Et par leende børn løb over pladsen, og jeg betragtede dem med skuldrene skudt frem foran mig. Selvom jeg måtte se virkelig usikker ud på den måde, var det faktisk dejligt at mærke min krop vride sig i den sorg, jeg brændte inde med.

Jeg havde haft ret, da jeg bekymrede mig om mit manglende fodfæste for blot et par uger siden. Det var det her, jeg havde frygtet - at Niall og jeg ville blive revet fra hinanden, så jeg ikke havde nogen til at give mig tryghed eller noget sted at bo. For at sige det ligeud var jeg en fiasko, en hjemløs, en efterladt.

De første par døgn gik med sådanne tanker.

Jeg købte et minimum af mad og benyttede mig også lidt af restauranters skraldespande. Det var grænseoverskridende og beskidt på én gang, men det var nødvendigt for, at jeg kunne holde mig i live. Vand fik jeg fra en gratis vandfontæne, og hver morgen skyllede jeg også mit ansigt med det kolde vand. Dog var det slet ikke nok til, at jeg blev direkte ren.

Efter dag nummer fire dage trængte jeg gevaldigt meget til et bad og et kram - det sidstnævnte fordi, at jeg kunne mærke, jeg snart ikke længere kunne holde sammen på mig selv. Al den kærlighed fra Niall begyndte at sive ud af mig, og af desperration forestillede jeg mig konstant alle de ting, han havde sagt til mig, og alle de gange, han havde kysset mig.

Men det var svært at blive ved med at holde fast i minderne. Jeg var ligesom en ballon, hvor luften gradvist begyndte at sive ud. Jeg troede ikke længere på, at man kunne elske - hvor forfærdenligt det så end lyder. Hvorfor finde sammen med en person, når man kan risikere at blive såret så dybt, at man stort set ikke har lyst til at leve mere?

Jeg blev fundet en uge efter, at jeg var udskrevet fra hospitalet, af en kraftig dame med sokker i sandalerne. Jeg sad lænet op ad en mur, med lukkede øjne, da jeg kunne høre en røre lidt ved mit knæ. Lettere forskrækket slog jeg øjnene op, og så hende sidde på hug foran mig. Hun lignede typen, man ville beskrive som bibliotekar, for hun havde kedeligt, musebrunt hår i en lang page og små briller, som sad på næsetippen af hende med en sikkerhedssnor, så de kunne falde ned og hvile i hendes bryst, når hun tog dem af.

"Hej, min ven," sagde hun høfligt. Jeg stirrede på hende med forskrækkede øjne. "Er du okay? Er du ... er du efterladt her helt for dig selv?"

Jeg vidste, at hun ikke ville have spurgt mig, hvis jeg lignede en udpræget selvsikker hjemløs, som de der lykkelige mænd med slidte jeans, der plejede at gå rundt og samle flasker i parkerne i London. Hun måtte have set på mit unge ansigt og min opgivende udstråling, at der var noget helt galt.

"Ja," mumlede jeg bare. Min stemme var ret hæs, fordi jeg ikke havde snakket med nogen i flere dage.

"Mit navn er Karen," smilede hun venligt. Jeg følte mig faktisk mere tryg, end jeg havde gjort på noget andet tidspunkt den sidste uge, mens Karen så på mig med sine venlige øjne. Hun virkede rar og moderlig med sin udstråling. "Jeg arbejder på et krisecenter for piger i den anden ende af byen. Vi tager os blandt andet af piger, der er løbet hjemmefra, men også unge mødre eller piger, der har psykiske problemer. Hvad hedder du?" spurgte hun.

"Lucia West," sagde jeg og satte mig lidt op, så jeg ikke sad og hang.

"Har du en mobiltelefon på dig, Lucia? Eller penge?"

Hendes små, simple spørgsmål var sikkert bare ment som en stikprøve, for at finde ud af, om jeg var efterladt nok til at kunne kategoriseres under 'hjemløs'. Da jeg rystede på hovedet, virkede Karen overraskende nok ikke dømmende. Hun smilede stadig til mig og nikkede, som om jeg lige havde sagt, at jeg godt kunne lide kattekillinger.

"Har du lyst til at tage med mig derhen? Centeret er gratis, og der er en masse søde piger, jeg tror du vil synes godt om, mens du finder dig selv og et sted, du i fremtiden kan tage udgangspunkt fra. Vi kan kalde det et midlertidigt hjem. Hvad siger du?" spurgte Karen, og smilte endnu en gang til l mig

Imens hun talte, lagde jeg mærke til, hvordan folk gloede på os på gaden - de så på mig som om at jeg var Karens datter, der havde været uartig, og stukket af. Deres blikke blev forvirrede, da de så hørte, hvor roligt hendes stemme var, for de forventede nok, at jeg fik skæld ud.

Som svar til deres nysgerrige blikke havde jeg lyst til at give dem fingeren, men lod være. Jeg ville ikke have, at Karen skulle tro, jeg var respektløs.

"Det vil jeg meget gerne," sukkede jeg, fyldt med lettelse i stemmen.

Karen betalte for en busbillet til mig og havde selv et månedskort, hun kunne benytte. Mens vi sad i bussen, fortalte jeg hende om, hvordan jeg var havnet på gaden. Delen med Niall sprang jeg over, både for hendes egen skyld og min, for jeg vidste, hvor svært det ville være at forstå - alene mine følelser for ham kunne der aldrig sættes ord på.

Samtidig ville det også blive meget kompliceret, hvis jeg skulle til at forklare, hvordan jeg havde været kærester med en af verdens mest populære popmusikere for tiden. I stedet sagde jeg, at jeg havde haft problemer med mine forældre, og mistet den kæreste, jeg havde boet hos her i Dublin. Det sidste var slet ikke i nærheden af sandheden, men Karen var nok vandt til, at hun ikke skulle stille for mange spørgsmål til piger i en skrøbelig tilstand, for ikke at miste tillid. Hun lod heller ikke til at lægge mærke til min britiske accent, så det var fint.

TWC - eller The Women's Center, som der stod med metalbogstaver på forsiden af det røde murstenshus, skulle være mit nye hjem. Jeg var på mange måder spændt og lidt forhåbningsfuld, men tristheden bed sig stadig fast i mig, for det er en ret stor kontrast fra at gå fra en lækker lejlighed med en rig kæreste, til at have ingenting og bo på et såkaldt krisecenter. Det lød så dramatisk.

Karen præsenterede mig for en dame i skranken, Eva, hed hun, og fortalte hende, at hun havde fundet mig på en af gaderne på vej til arbejde. En kort genfortælling af min historie blev fortalt, og derefter blev jeg vist over til at værelse, jeg kunne sove i.

"De fælles toiletter med bad er lidt længere nede af gangen. Der er aftensmad klokken syv, så du kan nok godt nå at få taget et bad og en lille eftermiddagslur, inden vi kan få noget mad i dig og snakke lidt igennem om din situation. Er du i tvivl om noget? Du skal ikke være bange for at stille spørgsmål," sagde Karen venligt, mens jeg satte mig på den fjedrende seng.

Generelt var centeret rent og ganske fint at bo i. Det mindede lidt om en blanding af et hospital og en kostskole, men på den gode måde, for jeg følte mig tilpas. På det værelse, jeg fik, var der udsigt ned til gaden, og alt var stort set hvidt: Gardinerne, sengetøjet, væggene og døren. Det eneste, som ikke var hvidt, var de enkelte malerier på væggen af smilende børn, og køjesengens sorte trammer. I forhold til mit korte ophold på gaden, var det her rent ud sagt ligesom himlen.

"Tak," sagde jeg.

Det havde været svært for mig at sige særlig lange sætninger, når jeg skulle åbne munden op for Karen, men hun virkede glad for, at jeg overhovedet kunne tale. Jeg gik ud fra, at det var fordi hun troede, jeg havde været igennem noget brutalt, såsom vold eller overgreb, men jeg havde jo ikke direkte været ude for noget grænseoverskridende eller ubehageligt i mit liv. Det hele havde bare været tanker, beslutninger og følelser, som jeg ugennemtænkt lod mig give problemer.

Jeg tog et bad inde på det fælles toilet med bad, og var ligeglad med, at der når som helst kunne komme en ind og se mig nøgen. Selvfølgelig var der forhæng ved brusekabinerne, men hvis der kom nogen, mens jeg skulle stige ud, ville personen kunne se mig med fuldt udsyn.

Jeg var ikke så sart med min krop i det hele taget - jeg havde ikke noget at skjule, jo, men alligevel var det rart at kunne tage den t-shirt og de simple bukser på, som Karen havde givet mig, i fred.

Efter badet fik jeg sovet i et par timer til lyden af bilerne og menneskerne på gaden på mit værelse. Sengetæppet duftede rent, på samme måde, som de gjorde på hoteller: Sådan en lidt parfumeret lugt, alle godt kan lide, ikke for kraftig eller for mild, helt tilpas. Jeg drømte en sløret drøm om Niall, hvor han fik en anden kæreste end mig. Alene tanken gav mig næsten lyst til at græde igen, og jeg vågnede op mens jeg tog mig selv i at skære tænder og knytte hænderne hårdt sammen. Jeg var ikke en voldelig person, men jeg kunne virkelig godt slå på nogen lige nu. Alle de negative tanker jeg havde fået om mig selv, efter at Niall havde slået op, tog virkelig hårdt på mig, og hvis jeg havde tiden til det, kunne jeg sikkert sagtens sove i flere timer endnu, fordi de trættede mig så meget.

Klokken var kvart i syv, da jeg så på uret over døren. Jeg kunne ligeså godt finde spisesalen og få noget at spise. Egentlig havde jeg ikke haft særlig meget appetit på det seneste, men jeg vidste, at hvis jeg ikke spiste noget, kunne det virkelig få konsekvenser for mit helbred. Så jeg spiste stort set det, jeg kunne komme i nærheden af.

Centeret var på størelse med en standard skole, så det burde ikke være svært at finde denne spisesal, som Karen havde nævnt. Til gengæld orkede jeg ikke at fare vild, eller risikere at åbne døren til en eller anden syg piges værelse, så i stedet gik jeg hen til skranken, hvor Karen havde præsenteret mig for Eva, og spurgte hende.

"Ned ad gangen og første dør på højre hånd. Nej vent, Lucia, jeg kan ligeså godt følge med dig - jeg skal jo også have noget at spise," sagde Eva og lo lidt, som om det var nyt for hende at spise aftensmad. Jeg nikkede og ventede på hende, mens hun satte sin computer til sovetilstand og kom ud til mig fra skranken.

"Skal du ikke spise derhjemme?" spurgte jeg overrasket. Stemningen mellem os var sådan, som stemningen tit er mellem fremmede - lidt tilbageholdende, men med et høfligt tonefald, som om at samtalen interesserede os.

"Jeg spiser altid her - jeg har de sene døgnvagter," forklarede Eva. Vi gik side om side ned ad gangen.

En liflig duft af tomater og timian fyldte med det samme mine næsebor, og for en gangs skyld glædede jeg mig faktisk til at få noget at spise.

"Så der er altså døgnvagt på?" Jeg vendte mit hoved om mod hende med vantro øjne. Eftersom de havde døgnvagt, måtte det betyde, at de flere gange havde været ude for at hente piger ind i krisetilstand om natten.

"Ja," svarede Eva med lys stemme, som om det var åbenlyst. Hende lyse hår var sat op i en fletning, og hun var cirka midt i trediverne, ville jeg tro.

Døren til spisesalen blev åbnet ved hjælp af et skulderskup af Eva, og vi trådte ind i endnu et lyst lokale. I modsætning til mit værelse var der potteplanter i vindueskarmene, små brætspil i en reol op ad væggen, og stole med mørkeblot stof rundt om et bord i midten af lokalet. Der sad elleve piger med tomme tallerkener foran sig. Da Eva og jeg trådte ind, så de op og mødte mit blik.

Der var stor aldersforskel på pigerne, men det var tydeligt, at de alle sammen var under femogtyve. Den yngste pige, som var der, må nok have været omkringde fjorten år, for hun havde samme tøjstil, som jeg havde haft i den alder. En af pigerne havde vildt meget makeup på, så man næsten kunne se laget af hendes foundation, og en anden pige var sygeligt tynd og havde hule kinder og et tomt udtryk i øjnene.

"Piger," begyndte Eva, og pegede på mig med hele sin hånd. "Det her er Lucia. Tag godt imod hende. Lucia blev hentet ind fra gaden i dag, og ligesom med jer andre, er der personlige årsager til, hvorfor hun er her. Jeg tror, Lucia vil sætte pris på, at I ikke spørger ind til hende for meget - bare vær jer selv og få hende til at føle sig tilpas."

Det gik op for mig, hvor meget hun egentlig talte til dem, som om at jeg ikke kunne høre hende, og det provokerede mig. Dog var jeg for træt til at gide bruge kræfter på at sige noget flabet til hende, så jeg nikkede bare anerkendende og satte mig på en fri stol ved siden af den pige, der lignede en på fjorten.

"Hej," sagde jeg.

Aftenen gik hurtigt. Der var heldigvis ingen af dem, som kunne genkende mig fra bladene, og det var virkelig rart. Måske var det fordi at jeg havde mærkeligt, billigt tøj på, eller at mit hår så mørkere ud, fordi det stadig var lidt vådt fra badet, men jeg kunne selvfølgelig ikke vide det.

Vi fik pasta med kødsovs til aftensmad, og mens vi spiste, fik jeg nogen af de andres historier. Pigen, jeg sad ved siden af, som lignede en på fjorten, havde været udsat for seksuelle overgreb af sin stedfar, og var løbet hjemmefra. Sminkedukken var ung, enlig mor, og den tynde pige havde psykiske problemer.

I forhold til hvor hårdt deres liv end må have været, var jeg glad for at have nogen at snakke med. Da de selv havde åbnet så meget op for mig, følte jeg, at jeg skulle give noget til gengæld, og derfor fortalte jeg min lille løgnhistorie, om at jeg var kommet op og skændes med mine forældre og var blevet forladt af min kæreste, jeg boede hos her i Dublin.

Det ville være alt for kompliceret, hvis jeg skulle forklare, at jeg rent faktisk kom fra England, så jeg lod bare som om, at jeg var irer. Der var alligevel ikke nogen, som mistænkte mig for at lyve - jeg måtte stadig se ret bleg og trist ud efter Nialls brud.

Det var først efter dag nummer to på centeret, at jeg så de nye forsider på sladderbladene.

Der var gået lidt over et uge siden jeg havde været til brylluppet med Niall - eller rettere sagt ødelagt brylluppet - og alt virkede faktisk okay i forhold til, hvordan jeg tidligere havde haft det.

Karen og personalet havde taget godt imod mig. Jeg kunne godt lide at være der, men jeg vidste, at jeg ikke kunne blive ved med at stikke dem løgne, og derfor ville mit ophold der nok snart slutte, fordi jeg havde planer om at stikke af, inden de fandt ud af, at jeg ikke talte sandt.

Hver morgen, middag og aften mødtes alle pigerne fra centeret for at få et måltid mad. Vi var nok omkring tredive piger i alt, men det var ikke altid, at alle kom og spiste sammen med os, fordi mange havde det så svært, at de blev nødt til at spise for dem selv på deres værelser.

En eftermiddag var jeg gået ind i centerets opholdsstue, og på et af sofabordene var en stor bunke blade og aviser. Af kedsomhed trak jeg et blad op med en blank overflade, og lagde mig ned på sofaen for at læse i det.

Jeg stivnede, allerede da jeg bladrede hen på første side. Et stort billede af Niall var i indholdsfortegnelsen, og inddikerede, at der ville være en stor artikel om ham og "hans kærlighedsliv", som der stod med en lyserød skrift.

Min mave slog en knude. Havde han fortalt offenligheden om os? Eller hvorfor fik medierne pludselig interesse af at lave lange artikler om hans kærlighedsliv?

Desperrat flåede jeg frem til den side, han ville være på, og da jeg så de velkendte, dejlige øjne, bare på papir, kunne jeg også med det samme se, hvor glad han så ud. En lille dato stod ud fra billedet - 7. juli. Billedet var taget for blot et par dage siden.

Jeg rullede mine øjne videre hen over siden, og ved siden af Niall stod der en pige med solbriller på, som havde brunt hår. Lige umiddelbart kendte jeg hende ikke, men jeg tænkte heller ikke videre over hende, for den eneste, jeg kunne koncentrere mig om, var Niall, der så glad ud.

Jeg blev ked af det, da jeg igen og igen så på billedet af ham. På mange måder ville jeg ønske, at han var ligeså såret som jeg var, men sådan så han slet ikke ud. Af nysgerrighed for at finde ud af, hvad der stod i teksten, læste jeg den langsomt igennem, og gøs af chok, da jeg var færdig.

Niall Horan, 18, har haft travlt på det seneste. Efter han bekendtgjorde bruddet med den 17-årige Lucia West, gik der ikke længere end to dage, før han blev set sammen med en anden pige (se billede).

Parret er set sammen i biografen, men skulle efter sigende også have kysset flere gange rundt omkring i London, skriver flere kilder. Pigen hedder Anastacia Growery og er ligesom Nialls daværende kæreste, Lucia, en helt almindelig pige uden særlig store adskillelser fra så mange andre piger. Niall kan åbenbart godt lide stille og rolige piger, som ikke skiller sig ud - men hvorfor skifte sin tidligere kæreste ud med en, som minder om den daværende? Det vil TeenMagazine selvfølgelig undersøge sammen med mysteriet om, hvorfor ingen har set Lucia i offentligheden siden i sidste uge.

 

***

Efter aftensmaden var der aftentur for dem, som havde lyst til at få strukket benene. Efter at have siddet og stirret ind i den hvide væg på mit værelse i flere timer, havde jeg stort behov for at lave et eller andet nyt, så jeg takkede ja, men inderst inde havde jeg lyst til at krybe ind under dynen og blive der for altid.

Jeg havde grædt lidt, efter jeg havde læst artiklen i bladet, men det resulterede bare i, at jeg fik en dunkende hovedpine. Min krop var vidst ikke vandt til, at jeg græd så meget, og det var tydeligvis meget anstrængende for mig.

Ind i mellem sagde nogle af pigerne noget til mig, og på et tidspunkt gik Karen også op ved min side og spurgte mig om noget, men jeg kunne ikke svare. Det var som om, at jeg ikke kunne høre, hvad de sagde: Jeg havde en skal uden om mig, ligesom de der egyptiske kister, hvor de er formet som selve mennesket. Jeg gik i mine egne tanker, stadig fuldstændig i chok, og begyndte faktisk at overveje, om jeg havde lyst til at leve mere. En frygtelig tanke - men jeg kunne snart ikke holde smerten ud længere.

Dublin var en rar by, men jeg følte mig ikke hjemme. Følelsen af at være ude og rejse sad konstant i mig, og for hver dag der gik, fik jeg mere og mere hjemve. Vi gik ned ad vores gade i et roligt tempo, og da vi kom til det store kryds i enden, stoppede vi alle sammen op. Der var fire rækker med en masse biler i hver side af krydset, osende og lysende med de hvide og røde lys, og der lugtede kraftigt af forurening og asfalt.

Mens vi ventede på grønt, lænede jeg mit tunge hoved op af det stålgrå lyskryds, og mærkede kulden på min kind med en prikkende fornemmelse. Hvis ikke jeg havde hørt Karens stemme, som råbte efter mig, tror jeg, at jeg ville have kunnet blive der med hovedet lænet op ad lyskrydset i flere timer uden at lægge mærke til noget. Jeg havde overhoved ikke lagt mærke til, at pigerne og Karen allerede var på den anden side af vejen, så langt væk var jeg i mine egne tanker.

Lettere pinlig berørt vågnede jeg op, da jeg endnu engang kunne høre Karens stemme over lyden fra bilerne.

Hvad råbte hun? Hun råbte sikkert, at jeg skulle komme, inden det blev rødt igen.

Med trætte ben begyndte jeg at gå ud på vejen med blikket vendt mod mine ben, ligesom en lille ælling, der prøver at holde trit med sin andefamilie.

Det sidste, jeg kunne huske, var lyden af skrig, da jeg fortsatte, derefter glas, der splintres, og fornemmelsen af noget tungt over min krop. Det gjorde sikkert forfærdelig ondt, hvor det tunge blev presset ned over mig, men jeg lagde ikke mærke til det, for det eneste, jeg kunne tænke på, var hvor ondt jeg stadig havde det indeni.

Jeg så op på himlen, og den var blå ligesom øjnene på den person, jeg elskede mest i hele verden.

Og da gik det op for mig, at jeg ikke ville dø.

♡♡♡

Wow! Lucia har det godt nok ikke særlig godt for tiden - Niall er væk, hun har en masse negative tanker, opdager, at hun er blevet skiftet ud til fordel for en eller anden Anastacia, og ingenting at stå op til ...

Det er næsten ikke til at bære, at hun nu også kommer ud for en bilulykke! Åh, det er så trist at skrive. Jeg sidder helt med en klump i halsen.

Jeg ved godt, at det her kun er et rent Lucia-kapitel, men der skulle ske så meget, at jeg valgte kun at fokusere på én. Håber I stadig synes det er godt :-)

I dag er det skolernes sommerferie, jaaa, og jeg skal op i mit sommerhus i hele den første uge. Hvilket betyder, at jeg ikke kan udgive nogen som helst kapitler, for vi har ikke internet! Til gengæld skal jeg nok sørge for at få skrevet lidt, så jeg kan have noget parat til jer: Kan godt forestille mig, at I virkelig kræver et nyt kapitel efter det her, haha.

Jeg vil gerne lige dele min glæde over, at jeg har 101 LIKES og 156 FAVORITLISTER!!!! Det er så crazy!! Har nået mit mål med 100 likes, yay. Tak til hver og en af jer, I får mig til at smile! 

Glædelig sommer! X Mathilde

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...