Used To Be - One Direction 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2013
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Færdig
Niall Horan er den eneste, som ikke har haft en kæreste eller datet i sit band, One Direction. Ifølge deres management, har dette en negativ virkning på fansene, som godt kan synes at han "forsvinder i mængden", i forhold til de andre i bandet, som alle sammen har en kæreste.
For at gøre Niall mere populær, har managementet bikset en "plan" sammen, der i sidste ende forhåbentlig får Niall op på samme niveau som de andre drenge. Kort sagt går denne plan ud på at finde en helt igennem normal pige, som Niall kan date i et par måneder og få et par avisoverskrifter med. Det eneste krav er, at hun ikke skal være opsigtsvækkende, og opføre sig særlig meget anderledes i forhold til andre piger på sytten år. Efter kort tids søgen finder de Lucia West, en pige, som Louis Tomlinson gik i folkeskoleklasse med. Det de dog ikke er forberedt på, er, at hun langtfra stadig er den tilbageholdende pige, som de troede, hun var ...

213Likes
432Kommentarer
38777Visninger
AA

19. Kapitel 18

Someone like you and all you know and how you speak
Countless lovers under cover of the street
You know that I could use somebody
You know that I could use somebody
Someone like You

- Kings of Leon, Use Somebody

 

Niall synsvinkel

 

Jeg så hendes grå, halvdøde ansigtsudtryk ændre sig i det sekund, hun så mig i øjnene. Hun mindede mig om en fremmed, fordi hun så på mig med en blanding af tilbageholdenhed og tøven - hun virkede ikke så direkte, som den normale Lucia gjorde.

Måske opfattede jeg hende sådan, fordi alt nærmest gik i stå: Min vejrtrækning, min blinkerefleks, mit hjertes banken. Et sekund var pludselig det samme som hundrede sekunder, og jeg vidste, at om lidt ville der ske et eller andet, for jeg kunne se det målrettede udtryk i de himmelblå øjne, som jeg troede, jeg kendte så godt.

Det var som om, at en stemme beodrede hende til at gøre ting: Som om hun var en robot. Kynisk, men alligevel nærværende.

Min første tanke var, at jeg blev nødt til at finde ud af, hvorfor hun så sådan ud - jeg havde aldrig oplevet Lucia på den måde. Hun måtte være fuld. Men jeg havde jo allerede oplevet hende fuld, og der var hun ikke på denne måde. Var hun HØJ?

Folk begyndte at hviske forvirrede til hinanden, men jeg var ikke i stand til at vende hovedet og se, hvordan Greg reagerede. Med mit kendsskab til ham var han sikkert rasende.

Mit blik var låst fast på Lucia, og jeg begyndte at lave sætninger i mit hoved, jeg måske kunne råbe, hvis jeg tog mig sammen.

Hvorfor kommer du først nu?

Hvad sker der?

Hvorfor svarer du ikke på din mobil?

Min hals var tør som en ørken, så det droppede jeg hurtigt. I stedet gik jeg et enkelt skridt ned mod hende, et enkelt skridt ned ad den trappe, som førte op til alteret, og håbede, hun ville opfatte det som et tegn til, at hun skulle lade være med det, hun havde tænkt sig.

Men det målrettede i hendes øjne forsvandt ikke, og snart satte hun sig til at løbe. Hun havde røde kinder, men så ellers ret bleg ud i ansigtet, som om hun var syg. Hun havde stramme, sorte jeans på, og en meget tætsiddende sort, langærmet bluse på. I ørene havde hun to store øreringe med en slags kæde, der gik ned og endte i en perle. Da hun begyndte at løbe, dinglede de om ørene på hende.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg ville hjælpe hende, og jeg ville sørge for, at hun var okay. Samtidig var jeg skuffet og vred over, at hun var mødt op på denne måde, og jeg følte ikke, jeg kendte hende, for det her var ikke den Lucia, jeg forelskede mig i.

Da hendes ben nåede midten af den røde løber, stoppede hun op, og i et øjeblik lænede hun sig en lille smule forover, som om hun skulle kaste op.

Vinden fra den åbne kirkedør blæste mig direkte i ansigtet, varm og uventet. Alligevel var denne brise ikke nok til at løsne mig op - jeg var kold som en istap og kunne stadig ikke bevæge mig.

Lucia rettede sig op, og endnu en gang så hun mig i øjnene. Hendes mund åbnede sig langsomt, og jeg vidste, hun skulle til at sige noget.

Åh gud, nej, ikke sig noget, tænkte jeg.

Forsigtigt rystede jeg på hovedet til hende, men hun nåede nok ikke at se det, eller også var hun fuldstændig ligeglad. Nok det sidste. Der var så stille i kirken, at man kunne høre en knappenål falde til jorden.

"Jeg elsker dig, Niall!" råbte Lucia, og faldt derefter til jorden.

Jeg stivnede. Dem, som sad tættest på hende, begyndte at bevæge sig ud af rækkerne og se, og hun var bevidstløs, eller om hun bare var besvimet. Inden alle de forskellige kroppe omkransede hende, nåede jeg lige at se, at hun havde lukkede øjne - og hvor mange gange havde jeg ikke betragtet hende, mens hun sov? Det her var mit stikord. Jeg kunne bevæge mig igen og løb halvstift hen mod menneskeklumpen.

"Hvem er det?" spurgte min onkels kone uden nogen form for medfølelse, og fjernede håret fra Lucias ansigt med tøvende fingre, på samme måde, som når man tjekker, om en edderkop er død. Jeg kunne mærke mine hænder knytte sig, da hun bare stod og betragtede hende med armene over kors, som om hun var i gang med at undersøge en statue. Da jeg drejede hovedet og så på de andre, som også stod omkring Lucia, så jeg, hvor ligeglade de alle sammen virkede. De lod hende bare ligge der, som om hun var en udstilling man skulle se på, ikke røre ved.

Gamle følelser blussede op i mig - de måtte ikke være ligeglade. Det her var vigtigt.

"Det er min kæreste!" vrissede jeg og satte mig på knæ, så jeg kunne undersøge Lucia. Lige umiddelbart så hun ikke skadet ud, men hendes ansigt var blegere end før, så jeg gik ud fra, at hun var besvimet.

En hånd lagde sig på min skulder, netop som jeg skulle til at læne mig ned, så jeg kunne få vendt hende rundt. Jeg kunne mærke, hvordag mit ansigt og hele min krop blev helt spændt - mine øjenbryn bevægede sig frustreret sammen og dannede rynker i min pande, og mine ben var parat til at rejse mig op med ekstra vægt i armene, hvis det blev nødvendigt. Det var Greg - og han så vred ud, som jeg havde regnet med.

"Niall, hvad fanden foregår der?" spurgte han dybt og brummende. Jeg bed mig i læben og rystede på hovedet, fordi jeg vidste, hvordan hans tanker måtte lyde: Fulde af bebrejdelse og anklagenhed.

"Nej," sagde jeg lavt, for jeg ville ikke have, han var vred. "Helt ærligt, jeg er sikker på, det her ikke var meningen ..."

"Jeg ved godt, du er kendt, men de piger, du dater, behøver ikke ligefrem minde mig om det, så du får opmærksomheden på min bryllupsdag." Greg kørte sit brune hår bagud med let adskilte fingre og blev ved med at blinke hårdt. Jeg rystede stadig på hovedet. Han måtte ikke være sur.

"Greg, jeg ..."

"Jeg har ringet efter en ambulance!" informerede en af gæsterne, sikkert en fra Denises - Gregs bruds - familie, for jeg kendte hende ikke. Hun bar et koralfarvet slør om armene og var den første i lokalet, der rent faktisk viste en smule medlidenhed. "Er hun okay?"

Nu begyndte flere og flere at reagere, på den måde, jeg havde ventet på, men jeg var stadig den eneste, som sad på hug ved siden af Lucia. Hendes krop var vendt i en stilling, som fik hendes ben til at se unaturlige ud, og jeg skyndte mig at folde dem ud, så hun lå fuldt udstrakt på ryggen. Hendes ansigt så så afslappet ud, at jeg blev helt i tvivl om hun bare lavede skuespil eller bare lå og sov. Efter lidt tid begyndte hun dog at hoste, og så ... ja.

Hun kastede op ud over gulvet. Og det var ikke bare lidt, det her var så jeg tænkte, hun måtte fejle noget seriøst.

Jeg hjalp hende med at sætte sig lidt op, så hun kunne få mere ud, hvis det blev nødvendigt, og imens kunne jeg næsten mærke, hvor vred Greg blev i det sekund bag mig. Jeg turde ikke se ham i øjnene, for så var jeg bange for, at jeg ikke ville kunne koncentrere mig om Lucia, fordi jeg ville begynde at skændes med ham. Hun var stadig bleg som et lagen.

"Er der en, der gider hjælpe mig?" spurgte jeg, mens jeg prøvede at løfte hende lidt op. Jeg var så bange for at det gjorde ondt på hende, hvis hun kun havde mine arme som underlag - derfor var det lidt mere betryggende at vide, der var flere til at bære hende. Min onkel var i modsætning til sin kone sød til at hjælpe, og snart havde vi Lucia i et fast greb. Vi fik hende udenfor i sollyset, og en af mine små kusiner på knap syv år var ivrig efter at hjælpe, og kom snart løbende hen til os med en flaske vand.

"Tak, søde," sagde jeg, og fik for første gang i løbet af de sidste par minutter givet et overbevisende smil. Hun smilede tilbage og løb væk igen.

"Behøver Lucia at komme med ambulance?" spurgte jeg nervøst min onkel, mens vi satte hende ned på en af de små bænke ude foran kirken, så vi ikke behøvede at bære hende. Hendes krop var slap, så jeg satte mig ned ved siden af hende, så hun kunne hvile sit hoved på min skulder.

"Det der er ikke bare en influenza," konstaterede min onkel voksent, og gned sig lidt i sin skægstubbe. "Jeg kan genkende symptomerne fra min egen ungdom. Hun har fået stoffer."

"Stoffer?" spurgte jeg vantro og forestillede mig med det samme Lucia med en sprøjte i hånden. Det var en urealistisk tanke.

Måske kunne hun så have røget et eller andet? Nej, Lucia havde fortalt mig, at hun før havde prøvet at ryge en cigarret, men at hun aldrig skulle prøve sådan noget igen.

"Ja, stoffer," fastslog min onkel. Han stod lidt med hænderne i siden og så på os med et blandet ansigtsudtryk. Jeg vidste ikke, hvad han tænkte, men jeg var heller ikke sikker på, at jeg havde lyst til at vide det.

"Så ... jeg ved godt det er svært, min ven, men måske skulle du overveje at tænke på, om du har lyst til at være kæreste med en misbruger ..." begyndte han langsomt efter et par akavede minutter med tavshed.

Jeg stivnede og mærkede mine muskler spændes igen. Hvorfor var alle så hjernedøde?

"Hun er ikke misbruger!" råbte jeg og kunne så småt begynde at høre lyden af sirener. "Det her er ikke, hvad du tror."

"Hvad så med randerne under hendes øjne? Og det, hun sagde i kirken? Det er ikke helt normalt, Niall, min ven. Din kæreste var høj, og ved du hvad, det er faktisk helt okay, det vigtigste er bare, at hun kan komme i behandling ..." Min onkel satte sig langsomt ned ved siden af mig, og jeg bandede mentalt over, at jeg ikke var stærk nok til at løfte Lucia væk med det samme, og at jeg ikke var modig nok til at bede ham om at fucke af. Han var trodsalt den eneste i hele min familie, som var herude. Resten sad stadig derinde, sikkert i chok, og fra bænken kunne jeg se, hvordan Denise var begyndt at græde.

Fucking lorte dag.

Og det var sikkert mig, som ville få skylden i sidste ende. Ingen kendte jo Lucia personligt. Ingen vidste, hvem hun var, og at hun aldrig ville kunne finde på at tage stoffer - bortset fra mig.

"Er der nogen, som har bestilt en ambulance?" En mand i skrig-orange uniform med reflekser kom gående hen mod os med hastige skridt. Jeg benyttede selvfølgelig chancen for at slippe af med min onkel, og rejste mig hurtigt op.

"Ja, det er min kæreste her, som er syg," fortalte jeg, og prøvede at støtte hende til mig. Lucia kunne godt stå op nu, men hun var ved at segne af udmattelse, så jeg blev nødt til at holde fast om hende med armen. Hendes krop føltes ikke så rigtig i mine arme. Som om hun var en død kopi. Jeg var så vandt til at hun sprudlede af energi.

En af mandens kollegaer kom også med hastige skridt hen mod os. Han havde en bårre med og begyndte at folde den ud foran os i stilhed.

"Er der nogen, der har været vidne til, hvad der er sket?" spurgte manden i så overdrevent roligt tonefald, at jeg gik ud fra, han var vandt til at folk råbte af chok til ham i lignende situationer.

Jeg trippede lidt til lyden af gruset under mine sko og nikkede. Mit hjerte bankede stadig hurtigt, men jeg var faldet mere til ro, i forhold til i kirken, hvor jeg rent ud sagt havde det som om at mit hjerte skulle hoppe ud af brystet på mig. "Ja. Hun besvimede," fortalte jeg, og så ned på Lucia i mine arme.

Der gik ikke mere end et par sekunder, før manden med bårren fik foldet den færdigt ud, og hjalp mig med at få Lucia op og ligge på den sammenklappelige seng.

"Ved du, om hun faldt på en måde, som gav hende alvorlige skader i hovedet?" Mand nr. 1 fandt et papir frem fra sin brystlomme, og det hele virkede på journalistagtigt, at jeg kunne mærke irritationen piple i det forreste af mit hoved.

"Nej, men ..."

"Har hun indtaget for lidt væske, fået ting galt i halsen, eller oplevet chokerende episoder på det seneste, som måske kan forklare, hvorfor hun besvimede?" Hans stemme var meget rutineret og langtrukken, og hans kropudstråling fortalte mig, at han ikke ville afbrydes. Det var helt specielt at opleve irsk accent igen, så jeg skulle lige vænne mig til det, men jeg kunne sagtens forstå ham. Det tog mig lidt tid, før jeg rystede på hovedet af hans spørgsmål.

"Har hun indtaget stoffer - røget det, sprøjtet det, drukket det?"

Jeg stivnede over den sidste indtagelsesmulighed. Lucia var ikke typen, der sagde nej til en drink. Hun kunne sagtens have taget imod et eller andet, som indeholdt et stof.

"Det ... det tror jeg," hviskede jeg mut.

"Fint, kom du med mig. Og du hedder?" Han hjalp mand nr. 2 med at løfte Lucia ind i den åbne bil, og samtidig gik jeg ved siden af, så jeg kunne følge med ind i bilen.

"Niall Horan," sagde jeg. Heldigvis vidste ingen af mændene hvem jeg var, så jeg slap for at skulle skrive autografer til deres døtre eller optage en lille hilsen på deres mobiler, som jeg før havde oplevet.

Inde i ambulancen var der et sammenklappeligt sæde, ligesom i toge og busser, som jeg satte mig på. Imens sirenerne begyndte igen, tog jeg Lucias hånd som en refleks og tænkte over det, der lige var sket.

Jeg fattede ikke, at jeg lige nu sad i en ambulance, som stank af hastværk og plastik, mens min bror prøvede på at blive gift, og et eller anden stof højst sandsynligt pumpede rundt i Lucias årer. Det her var så surrealistisk.

Men en ting var sikkert.

Min lykkepyramide begyndte at gå ned af nu.

♡♡♡

Lucias synsvinkel

 

Da jeg vågnede, var jeg på et hospital. En mandlig læge stod ved min højre side og var i gang med at udfylde nogle papirer, mens Niall sad på en stol op ad væggen og lignede en, der havde lyst til at græde.

Jeg skyndte mig at sætte mig op, så forskrækket blev jeg over hans lidende udstråling. Desperrat prøvede jeg at huske, om jeg måske var grunden til, at han så sådan ud, og så kom det hele tilbage til mig. Kirken.

"Lucia," sagde lægen som hilsen, og jeg så op på ham med forvirrede øjne. Jeg havde lyst til at han skulle gå, så jeg kunne forklare Niall det hele: Så alt kunne blive godt igen, og han ville tage mig i sine arme og kysse mig på panden, som han havde gjort for bare et par dage siden.

Men forholdet mellem os lige nu måtte ikke være for godt. Han havde jo ikke engang holdt mig i hånden, da jeg vågnede.

"Ja," sagde jeg hæst, og fordi det snarere lød som en frølyd og ikke som et ord, begyndte jeg at hoste.

"Du ligger på Maryland Hospital i Dublin," forklarede lægen og smilede venligt til mig. Alligevel kunne jeg fornemme et snært af fordomme i hans blide stemme. "Kan du huske noget om, hvad der er sket?"

Niall så op på mig i samme sekund, som lægen bad mig forklare. Jeg sank en klump og stirrede tilbage på ham - måske kunne mit bedrøvede blik overbevise ham om, at jeg var ked af det.

"Jeg ... jeg kastede op inde i kirken. Og så råbte jeg, at jeg elskede Niall," mumlede jeg. Det gik først op for mig nu, at jeg var iført en af de der tynde, hvide hospitals kjoler, som lignede kæmpe t-shirts. Der var lagt en dyne om min krop, og bag min ryg var en behagelig mængde pyder sat op for at støtte mig, så jeg kunne sidde.

Lægen lo lidt, men jeg forstod ikke det sjove i det. På hans navneskilt på brystet så jeg, at han hed Logan.

"Søde ven, det kan vi ikke bruge til noget. Det, jeg fisker efter, er, om du har taget stoffer bevidst?" spurgte han.

"Jeg har ikke taget stoffer," sagde jeg med det samme. For selvom jeg vidste, at Niall sad knap tre meter fra mig, og forventede en forklaring, kunne jeg ikke få mig selv til at sige, at jeg sikkert havde modtaget et eller andet i de shots, bartenderen gav mig i går. Jeg ville bare gerne have, at han ikke var sur på mig, for den følelse var værre end nogen anden. Så hellere lyve. "Bevidst eller ubevidst. Jeg har ikke taget stoffer."

"Vi har fundet rohypnol i dit blod," konstaterede Logan med det samme. Han fortrak ikke en mine, da han vendte sig forsigtigt om mod Niall, og spurgte ham, om han vidste noget mere, end jeg gjorde.

Alt blev så sløret i det sekund: Jeg kunne virkelig se, at Niall ikke var sød og blød, som jeg havde håbet på. Hans stemme var dyb og bestemt, som om han virkelig mente det mørke, han sagde.

"Hun lyver," hviskede Niall.

Jeg tabte næsten min underkæbe ned i skødet på mig. Godt nok havde jeg aldrig haft en fast kæreste før, men det er da ikke meningen, at ens kæreste skal rodde en ud i flere problemer, end man allerede har, vel?

Hans øjne gennemborede mig, og det var ikke på den måde, jeg elskede. Han var virkelig oprigtig vred på mig.

"Okay, jeg fik et par shots, men jeg vidste ikke, der var noget i dem." Jeg trak på skuldrene og prøvede at mildne hele den trykkede stemning lidt op.

"Det vigtigste er, at vi har fået det pumpet ud af dig," sagde Logan, efter at der havde været stille i et stykke tid, hvor Niall og jeg bare havde stirret på hinanden. Han smilte lidt til mig. "Måske skulle du hvile dig lidt."

"Undskyld, men er det for meget at spørge om, hvis jeg beder dig om at gå? Jeg vil gerne lige ... snakke om noget med Lucia," sagde Niall og flyttede endelig sit blik fra mig, så han kunne få øjenkontakt med lægen.

Til at starte med så han lidt tøvende ud, men så overgav han sig, da han ligesom mig ikke kunne undgå at mærke, hvor vigtigt det her var. "Så lad gå, da. Men ikke for længe, vel?"

"Nej nej," samtykkede Niall og rystede på hovedet. Logan nikkede en enkelt gang, og gik derefter ud af døren, så vi havde hele lokalet for os selv.

Jeg følte mig så lille i det øjeblik. Mine tæer var iskolde, selvom de var inde under dynen, og selvom jeg sad godt, kunne jeg ikke lade være med at tænke, hvor ubehagelig stemningen var, som gjorde, at al min positivitet blev vendt. Jeg ville ønske, at Niall havde sat sig over til mig på sengen, men det eneste, han gjorde, var at rykke sin stol en smule tættere på mig.

Aldrig havde jeg oplevet ham på den måde, som han var på nu - han var direkte vred på mig. I den tid vi havde været sammen, havde jeg følt mig så speciel og lykkelig, men nu ... nu fik han mig til at tvivle, om alt bare havde været ønsketænkning.

Havde jeg mon gjort noget mere, efter at jeg havde besvimet i kirken? Åh gud. Jeg håbede ikke, at jeg havde råbt noget, som kunne forklare, hvorfor han var så sur, eller sådan noget.

"Niall," åndede jeg. Det prikkede i mine øjne, og jeg ville have, at den smerte, der lå i mit bryst, skulle forsvinde. Jeg bed mig i læben og begyndte.

"Det var ikke min mening, og jeg aner ikke, hvad jeg har gjort, i hvert fald kan jeg ikke rigtig huske det, og du må altså tro på mig, for jeg ..."

"Shhh," tyssede han og afbrød mig. Hans ansigt var forvrænget, og jeg vidste, at han også selv var tæt på at græde.

Hvorfor skulle det her ske? Hvad havde han fået fortalt? Var det her noget Emma og Daniel havde planlagt? Jeg var så forvirret og ked af det, at det føltes som om at jeg gled ned i et sort, dybt hul, mens mine hænder stadig havde fat om kanten, og Niall bare så på uden at hjælpe mig op.

Jeg tav, da han tyssede på mig, men jeg havde lyst til at blive ved. Den første fede, salte tåre gled ned af min kind, og jeg trak vejret som en, der ikke kunne få luft.

"Er du klar over, at du ødelagde den dag, som skulle have været den bedste nogensinde for min bror? At du kunne få dig selv til at drikke med dine såkaldte venner ... Det viser mig jo bare, at du slet ikke har ændret dig. Du har hele tiden været den samme, har du ikke? Du kunne ikke tænke så langt, at andre ventede på dig - at jeg ventede på dig, for det eneste, du gad tænke på, var at blive høj sammen med dine venner. Var det ikke sådan? Jeg ved, det var sådan. Jeg fatter det ikke!" Han rejste sig forpint op og lagde sine hænder om sin nakke. Han snakkede så langsomt, at jeg vidste, han sagde det for at være sikker på, vi begge kunne følge med.

Jeg åbnede min mund for at forsvare mig, men da han så, at jeg skulle til at sige noget, rystede han kraftigt på hovedet.

"Jeg ved godt, det er svært, og det er det også for mig. For helvede, Lucia, du har jo ændret alting ..." mumlede han, og jeg syntes, jeg kunne høre snøft. Dog var der ingen synlige tegn på ekstra vand i hans øjne, så han græd ikke.

"Jeg ..." prøvede jeg, men Niall stoppede mig, og endelig satte han sig ned på siden af hospitalssengen. Jeg ville gerne have lænet mig frem, men hans ansigt signalerede afsky, så jeg lod være.

"Men vi bliver nødt til at se det i øjnene. Vi fungerer bare ikke særlig godt sammen, vel? Du kan godt lide at drikke dig fuld i weekenderne og gøre ekstreme ting, mens jeg foretrækker at være sammen med mine venner og fjolle rundt i rolige omgivelser. Det her var nok vores chance. Men nu er alting ragnarok, og de sidste tolv timer har jeg modtaget vildt mange opkald, fra journalister, der nåede at se os inde i ambulancen, fra min bror og mine forældre, som forbander vores forhold, og fra mit management ... mit management, som ..." Han holdt inde og endte med at ryste på hovedet.

"Det her går ikke," endte han. Jeg kunne smage de salte tårer nu - han måtte ikke forlade mig, ikke nu, ikke sådan her. Jeg vidste godt, jeg havde ødelagt det hele, men han havde jo reddet mig før, så var der ikke stadig lys forude?

"Hvad så med mig?" sagde jeg med knækket stemme, og forestillede mig med det samme et liv på gaden: Et liv uden mening. Smerten i mit bryst voksede som en kæmpestor knude, der ville tage livet af mig, og jeg kunne ikke se ham i øjnene lige nu.

"Det skulle du måske have tænkt over lidt tidligere," hviskede Niall. Hans stemme var skarp som glas, men alligevel blød som en klump vat, og kontrasten fik mig til at tvivle på, om han seriøst mente det her.

Men da han valgte at rejse sig op fra sengen, og gå med bestemte skridt mod døren, vidste jeg, at det gjorde han.

♡♡♡

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Jeg vælger bare at lade udråbstegnene udstråle, hvad jeg føler lige nu. Kys.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...