Used To Be - One Direction 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2013
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Færdig
Niall Horan er den eneste, som ikke har haft en kæreste eller datet i sit band, One Direction. Ifølge deres management, har dette en negativ virkning på fansene, som godt kan synes at han "forsvinder i mængden", i forhold til de andre i bandet, som alle sammen har en kæreste.
For at gøre Niall mere populær, har managementet bikset en "plan" sammen, der i sidste ende forhåbentlig får Niall op på samme niveau som de andre drenge. Kort sagt går denne plan ud på at finde en helt igennem normal pige, som Niall kan date i et par måneder og få et par avisoverskrifter med. Det eneste krav er, at hun ikke skal være opsigtsvækkende, og opføre sig særlig meget anderledes i forhold til andre piger på sytten år. Efter kort tids søgen finder de Lucia West, en pige, som Louis Tomlinson gik i folkeskoleklasse med. Det de dog ikke er forberedt på, er, at hun langtfra stadig er den tilbageholdende pige, som de troede, hun var ...

213Likes
432Kommentarer
38776Visninger
AA

18. Kapitel 17

Baby I have been here before
I know this room, I've walked this floor
I used to live alone before I knew you.
I've seen your flag on the marble arch
Love is not a victory march
It's a cold and it's a broken Hallelujah

- Leonard Cohen, Hallelujah

 

Nialls synsvinkel

 

Det var mærkeligt at sige farvel til Lucia, selvom jeg vidste, at hun ville være i nærheden af mig igen inden for de næste tolv timer. Hun havde sagt til mig, at hun skulle mødes hurtigt med nogle af sine gamle venner, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det ikke var en god ide - det kriblede i mig, som om der var fare på færde.

Men jeg havade brug for at give hende tillid. Selvom jeg ikke var tryg ved tanken om, at hun ville rende rundt og måske blive til den, hun engang var, havde jeg altid syntes, at det vigtigste i et forhold var tillid. Hvis Lucia havde tænkt sig at hoppe på tage natten lang, kunne jeg ikke stoppe hende i det - selvom jeg selvfølgelig ville sige, at det var langt ude. Så jeg lod hende gå. Hun forsikrede mig om, at hun ville ankomme hos min mor i morgen klokken 10:00, og så kunne vi tage videre til brylluppet derfra. Hendes stemme lød utrolig selvsikker, så jeg tænkte, at det med at hoppe på tage måske ikke var det, de ville lave. Den tanke betryggede mig lidt.

Jeg fløj med One Directions privatfly til Irland, og det var helt sjovt at gense piloten og personalet, som havde fløjet med os, da vi skulle på tour sidste år. På en eller anden måde kunne jeg mærke et stik af savn i min mave, da jeg kom i tanke om, hvordan vi fløj fra lang til land for at spille koncerter over hele verden. Vores nye album ville først udkomme om et par måneder, så der var stadig lang tid til at jeg ville få æren af at opleve det igen.

Til gengæld havde jeg jo Lucia nu. Det var dejligt, at jeg ikke behøvede bekymre mig om at være væk fra hende i et år, før jeg så hende igen. I hvertfald ikke lige nu.

"Niall," sagde en af de stewardesser, som var fastansat for at flyve os. Jeg var ret sikker på, at hun hed Rose, for jeg kan huske, at jeg syntes det passede sjovt til hendes røde hår. "Hvor bliver det spændende, at din bror skal giftes." Hun smilede venligt til mig, mens jeg satte mig ned på en af de hvide lædersæder og spændte min sikkerhedssele. Flyet var meget småt, men det var rart, for jeg følte mig mere tilpas sådan her.

"Ja, jeg glæder mig også meget," nikkede jeg.

Efter et par minutter, hvor jeg havde udforsket udsigten, som ærgeligt nok kun bestod af mænd der kørte rundt med bagagevogne og lange, grå baner, begyndte jeg at kede mig lidt. Rose kom forbi mig og jeg nåede lige at få øjenkontakt med hende, så hun stoppede op foran mig.

"Ja?"

"Kunne jeg få nogle peanuts?" spurgte jeg. Jeg kunne virkelig godt spise noget salt lige nu.

"Selvfølgelig," svarede Rose og kom et øjeblik efter tilbage med en portion peanuts i en skål på størrelse med en babys knytnæve. Jeg satte mig roligt til at spise mine peanuts og sørgede for at slukke min mobil. En erfaring ved at flyve meget, er, at man i mit tilfælde får flysyge af at tjekke beskeder og gamle billeder ud på sin mobil, og jeg havde ikke lyst til at sidde med ondt i hovedet, når jeg endelig ankom.

Flyturen var kort, og der gik ikke mere end halvanden time, før jeg ankom. Klokken var lige passeret 13:00, så jeg kunne nå hjem til frokosttid.Uhm, tænkte jeg. Min mors mad var bedre end nogen andens. Jeg glædede mig allerede til hendes små, ristede kartofler og hjemmebagte brød med græskarkærner på toppen.

"Tak for turen," sagde jeg og gav Rose og hendes kollegaer et lille nik, da jeg steg ud efter flyturen. Der gik ikke lang tid, før jeg lagde mærke til, hvor meget temperaturen var anderledes her - køligere og på en eller anden måde lidt mere ren, som om det lige havde regnet.

Mens jeg ventede på min bagage så jeg ud af vinduerne, og solen afslørede små, næsten usynlige dråber, så min teori om at det havde regnet var sand. Der gik ikke særlig lang tid før jeg fik fat i min bagage, og så var kursen ellers sat mod Mullingar i taxa.

Jeg fandt min iPhone frem og skrev en hurtig besked til min mor, så hun vidste, at jeg var på vej. Samtidig fandt jeg også mine høretelefoner frem, så jeg kunne høre lidt musik.

Farverne uden for ruden skiftede i en betryggende rækkefølge, og snart var vi væk fra lufthavnens grå bygninger. Så snart vi kom ud på motorvejen omkransede flotte, store træer os, og med musik i ørene kom jeg helt i den rette stemning. Sådan en ... hjemmefornemmelse, der blomstrede sig i min mave og fyldte min krop ud som et træ. Det var virkelig fedt at være tilbage.

***

"Niall, hej!" Min mor og min stedfar, Chris, stod allerede i døråbningen, da jeg trådte ud af taxaen. Jeg skyndte mig at betale, tage fat i min bagage og var hurtigt henne i deres favn for at sige hej. Mit smil voksede, og jeg fik klap på skulderen og kys på kinderne. Selvom situationen var ret så følelsesladet, og jeg næsten fik tårer i øjnene, kunne jeg heller ikke lade være med at grine lidt."Hvor er det godt at se jer," fik jeg sagt, og Chris tog min lille kuffert. Hele min krop sitrede af glæde ved synet af den grønne bakke, som jeg havde snakket med Lucia om, og så var der de små, græssende får og træerne med deres høje kroner og syngende fugle, som man ikke kunne undgå at blive lykkelig over at se.

"Kom indenfor, jeg har lige sat maden på bordet," bad min mor og lagde sin hånd på min ryg, så jeg nærmest blev tvunget hen til spisebordet indenfor.

Behøver jeg sige, at det her var virkelig dejligt?

Mens vi spiste kunne min mor ikke holde sig tilbage. Jeg havde set på hendes smilende, halvbrune ansigt fra jeg kom, og hun havde set endnu mere nysgerrig ud, end hun plejede. Derfor kom det heller ikke som så stor en overraskelse, da hun endelig fik taget sig sammen og flettede sine fngre sammen i en klump med albuerne på bordet.

"Nå, nu må du fortælle os lidt om denne Lucia," udbrød hun og satte sig lidt til rette i den hvide træstol, mens hun talte. "Hendes navn er i hvert fald specielt, hva'?"

"Mh, ja, Lucia er en speciel pige, ligesom hendes navn. Men det er på en god måde. En rigtig god måde," understregede jeg og blev smittet af min mors lidt generte smil. Chris sad i den anden ende af bordet og hævede sin finger, for at påpege, at han havde noget at sige, men at han manglede at tygge færdig.

"Hvor mødte du hende henne?" spurgte han og tørrede sin mund af med en serviet.

"Vi skulle lave en ny musikvideo, og så fik Lucia rollen," fortalte jeg enkelt og undlod at uddybe for meget. Der var så meget historie med os, alle de forskellige ting, som gjorde os mere knyttet, end jeg nogensinde havde været til en person ...

Lucia var den person jeg kendte bedst for tiden, jeg var nærmest afhængig af hendes tilstedeværelse. Jeg besluttede mig med det samme for at sende en sms, når vi blev færdige med frokosten, så jeg kunne skrive til hende, og høre, hvordan det gik. Ind i mellem var lysten til at gøre det faktisk så stor, at jeg overvejede at tage min mobil op med det samme.

Men min mor havde altid været lidt skrap i forhold til bordmanerer, og jeg ville vise hende, at jeg ikke havde glemt, hvordan hun havde opdraget mig til.

"Hvordan ser hun ud?" Min mor tog et sip af sin hvidvin og smilede nysgerrigt til mig.

Det var sjovt, så meget som tingene havde ændret sig - ikke bare mig, men også den måde, min mor talte til mig på. Der var stadig kærlighed, ingen tvivl om det, men det var som om, jeg for alvor begyndte at blive voksen. Det var mere formelt, ikke så ligegyldigt: Som om hun faktisk talte til en moden person, og dermed kunne stille større spørgsmål.

Jeg så ned i bordet, så jeg kunne forestille mig hende foran mig. Af en eller anden grund forestillede jeg mig hende den aften, hvor jeg tog imod hende i sidste uge - den aften, hvor vi havde haft sex. Lidt overvældet af at huske aftenen på så nært hold i mine tanker igen, kunne jeg ikke lade være med at grine lidt, og heldigvis troede min mor bare, at det var fordi jeg synes, hun var så smuk.

"Hun ... hun er lige så lys som hendes navn. Lyst hår, lyseblå øjne. Hun er lidt lav, men alligevel kan man ikke lade være med at lægge mærke til hende på grund af hendes udstråling. Hun er selvsikker og modig, men hun er samtidig følsom, og jeg er sikker på, hun aldrig kunne gøre nogen fortræd," fortalte jeg med beskrivende stemme. Mine forældre kom med mumlende lyde ja-lyde, og jeg blev næsten helt indadvendt og genert af al den opmærksomhed, og som skjold begyndte jeg at drikke af mit vandglas.

"Nå, har I snakket med Greg?" spurgte jeg og skiftede emne.

Eftermiddagen gik hurtigt. Vejret var ret mærkeligt, typisk Irlands sommer - lidt regn og sol med masser af skyer. I et par timer sad jeg udenfor på en af lænestolene i det bagerste af haven og spillede guitar. Det var virkelig som om at jeg var en helt normal og ubetydelig fyr igen, en som bare chillede i sin have og lavede, hvad han havde lyst til.

Da det begyndte at smådryppe, trak jeg indenfor, hvor min mor lavede en kop te til mig. Jeg satte mig ind på mit værelse og gennemgik nogle af mine barndomsminder: Læste i gamle bøger, rodede et par kladdehæfter igennem fra da jeg var lille, og lå lidt i min seng og slappede af. Mit værelse var totalt uændret, og jeg havde stadig min flade, men hyggelige seng i højre side, kommoden med mine bøger og cd'er i venstre side, og så vinduet med udsigten til haven. Det lignede ud fra min beskrivelse nok ikke særlig meget et drengeværelse, men mine vægge var halvblå og guitaren stod så fint op ad væggen i hjørnet, mens gamle bilplakater fra da jeg var lille stod på gulvet og ventede på at blive smidt ud.

Imens jeg sad med teen i hænderne, skrev jeg en hurtig sms til Lucia. Jeg sørgede for, at den ikke lød for forældreagtig, men jeg blev faktisk nødt til at skrive den om flere gange, inden den var tilfredsstillende.

Fra: Niall

Hey babe, hygger du dig? ;))

Der gik ikke særlig lang tid, før hun svarede.

Fra: Lucia

Jep, selvfølgelig, vi har det rigtig sjovt! :D <3

Aw, hun lavede et hjerte! Jeg skulle altså lige vænne mig til, at jeg var i et forhold nu. Mit svar var et, jeg normalt selv blev irriteret over - specielt Harry havde en vane med kun at svare "ok" eller ":)" på mine sms'er. Men denne gang kunne jeg altså ikke lade være og hoppede med på jeg-skriver-noget-ubetydeligt-bølgen.

Fra: Niall

<3

Okay, måske ikke knap så ubetydeligt alligevel.

♡♡♡

Lucias synsvinkel

 

Har du nogensinde haft følelsen af, at noget var forkert, selvom du forbød at tænke sådan? Da du så din mor blive gift med din stedfar, og simpelthen ikke kunne være glad på hendes vejne? Da du opdagede, hvor lidt du faktisk kunne lide din bedstemors æblekage? Da du løj og sagde, du syntes din engelsklærer var en dum kælling, selvom du faktisk nød at se hende smile til dig hver morgen?

Sådan havde jeg det hele dagen. Emma og Daniel havde været mit liv i næsten tre år, fra jeg var fjorten til sytten. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at hvis alt gik efter planen i aften: Hvis jeg rent faktisk kunne lade dem blive mine bedste venner igen, så ville jeg blive lykkelig.

Men tanken om at være vild gjorde mig ikke lykkelig længere. Jeg havde fundet ud af så mange andre ting i verden, som gav mig glæde, efter at jeg var kommet sammen med Niall. Dog kunne jeg ikke få mig selv til at se det i øjnene. Jeg brugte al min energi hele dagen på at tænke, at alt nok skulle gå, og at mit liv var fantastisk, dengang jeg var vild. Så kompinationen mellem at leve, som jeg gjorde før, sammen med Emma og Daniel plus at være kærester med Niall, det kunne kun blive godt, ikke?

Efter at Niall var taget af sted, tog jeg tøj på og pakkede de ting, jeg skulle have med til Irland i morgen. Jeg kunne ligeså godt gøre mig klar, så jeg ikke blev stresset i morgen tidlig.

Drengene var stadig hjemme, og da jeg syntes, det var lamt bare at ignorere dem, spurgte jeg, om de ikke havde lyst til at spise frokost sammen med mig. På den måde kunne jeg også få tiden til at gå til i aften, og deres jokende selvskab beroligede mig, næsten som om at jeg var sammen med Niall.

"Skal vi ringe efter noget mad?" spurgte jeg og lænede mig lidt op ad ryggen af sofaen, efter jeg havde spurgt dem, om vi skulle spise sammen. Louis og Harry sad i hver sin stol og spillede gameboy - spørg mig ikke hvorfor - og Liam sad og hørte noget musik fra anlægget, mens Zayn sad med sin iPhone i hænderne.

"Jep!" svarede Louis op fra spillet og Harry svarede næsten med det samme: "Pizza, pizza, pizza!"

"Jeg har ikke lyst til pizza, kan vi ikke få noget andet?" spurgte jeg. Tanken om en fed, salt pizza var ikke særlig tiltalende. Jeg havde mere lyst til noget let og friskt, som en fyldig salat eller sådan noget.

Zayn lagde sin mobil fra sig og rejste sig op fra spisebordet, hvor han havde siddet. "Kom Lucia, lad os finde noget," sagde han venligt.

Det viste sig, at drengene gemte alle de reklamer for takeaway, de modtog. Zayn viste mig hen til en skuffe i kommoden, og da han trak den ud, kom en masse farvestrålende brochurer ud med reklamer for hver ret, butikkerne havde.

"Wow, I har mange!" udbrød jeg og hev fat i en bunke. De meste var bruchurer med tilbud på pizza, burgere og pitabrød, men næsten nederst i bunken var der en hvid, enkel bruchure med japanske tegn på forsiden. "Sushi! Jeg har vildt meget lyst til sushi." Jeg viste den til Zayn, som bare trak lidt overgivende på skuldrene.

"Fint. Ring du bare til dem," mumlede han og forsvandt tilbage til stuen med en rød bruchure. Jeg stod og måbede i et øjeblik - var han sur?

Nå, det var alligevel ikke mit problem. For min skyld måtte de bestille otte pizzaer, jeg ville bare ikke spise det.

Jeg fandt hurtigt nummeret på bagsiden og bestilte en singlemenu med ti forskellige sushier og tilbehør. Da jeg kom tilbage ind i stuen, var Harry også i gang med at ringe. Jeg regnede med, at det var fordi de ikke gad spise MIN mad, ellers ville Zayn nok have lydt lidt mere begejstret.

"Nummer fjorten, firetyve og otteogfyrre," sagde Harry og holdt telefonen mellem skulder og øre, så han kunne spille gameboy samtidig. Jeg lagde mine arme over kors og blev lidt irriteret over at se, hvor meget han kæmpede for at koncentrere sig om både spillet og pizzamanden i den anden ende af røret. Pludselig virkede den gamle kvindesætning om, at mænd ikke kan multitaske, sand.

"Hvorfor lægger du ikke bare din gameboy fra dig i et øjeblik?" spurgte jeg og smilte lidt for ikke at lyde for bitchy.

Harry svarede mig ikke, han så ikke engang på mig. I stedet lod alle som om, at jeg ikke var i rummet, og det tolkede jeg som utrolig umodent, og valgte derfor bare at gentage mit spørgsmål lidt højere.

"Hvorfor lægger du ikke din gameboy fra dig?" Jeg satte mig i sofaen og stirrede af gammel vane på ham med en smule sammenknebne øjne.

"Fordi jeg ikke har lyst," svarede han, som om det var det mest åbenlyste i hele verden. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt. Det var slet ikke gået op for mig, at Harry kunne være så ... barnlig. Jeg nikkede bare, endte samtalen med et sidste smil med lukket mund og vendte min opmærksom mod den musik Liam spillede.

Jeg havde aldrig hørt særlig meget musik i hele mit liv, kun via radioen og nu også gennem Niall. Sangen, som blev spillet nu, var dog en, jeg godt kendte - Halleluja med Leanard Cohen.

I et par minutter sad jeg og vendte sangteksterne i mit hoved, og da klimakset i sangen skar igennem stuens stilhed, fik jeg kuldegysninger. Jeg skulle lige til at prøve at finde på et samtaleemne, som måske kunne tilintetgøre den stemning, som trykkede på mig og gav mig fornemmelsen af at være under vand, men så ringede det på døren, og jeg sprang op, så jeg slap for at tænke for meget.

Det var ikke min sushi, det var drengenes pizza. Jeg tog imod pizzaerne og kaldte på Zayn, så han kunne betale, for jeg havde ikke selv nok penge på mig til at kunne betale for tre familiepizzaer. Zayn så ikke ligefrem glad ud, da han kom til syne i entreen. Jeg håbede ikke, han var sur på mig. Det havde jeg virkelig ikke overskud til lige nu.

Drengene spiste for sig selv, og da min sushi ankom lidt efter, spiste jeg alene inde på Nialls værelse. Det var mærkeligt på mange måder, for det første fordi at jeg jo havde spurgt dem, om vi skulle spise sammen, og derefter bare satte mig ind alene for at spise, men jeg havde ikke lyst til at ødelægge mere, end jeg åbenbart allerede havde gjort. Det var også mærkeligt, fordi Niall ikke var der - det var bare et par timer efter at han havde rejst, og jeg følte mig så utilpas, som om jeg havde glemt at tage tøj på, eller noget i den stil.

Mens jeg spiste mine makuruller, tændte jeg for Nialls fjernsyn og så lidt af en film, de viste på BBC. Hen på slutningen af filmen var jeg faktisk lige ved at falde i søvn, dejlig mæt af maden og omringet af den varme, trygge dyne, som duftede af Niall - men vågnede med et sæt, da min mobil vibrerede på natbordet.

Det var Niall.

Fra: Niall

Hey babe, hygger du dig? ;))

 

Jeg smilte lidt og så på ordene længe, skilte dem ad og satte dem sammen igen. Jeg havde ikke fortalt Niall, at jeg først skulle mødes med Emma og Daniel om aftenen, da jeg var bange for, at han ville sige, det blev for sent, og at jeg umuligt kunne være frisk og veloplagt til brylluppet, så jeg havde løjet og sagt, vi skulle mødes klokken 15:00.

Mit blik gled op i højre hjørne, hvor dan fortalte mig, at klokken var 15:13. Noget sagde mig, at jeg blev nødt til at lyve igen, selvom det kunne bringe mig i fare, fordi drengene jo vidste, jeg var hjemme. Hvis Niall spurgte dem, og han fandt ud af, at jeg ikke havde talt sandt, kunne jeg komme i problemer, og det havde jeg selvfølgelig ikke lyst til.

Men jeg blev nødt til at fuldføre det her - fare eller ej.

Fra: Lucia

Jep, selvfølgelig, vi har det rigtig sjovt! :D <3

Jeg lagde min mobil tilbage på bordet igen, og regnede ikke med, at han ville svare mig, da jeg jo ikke havde skrevet noget spørgsmål.

Alligevel langede jeg næsten desperrat ud efter min telefon igen, da den vibrerede for anden gang. Beskeder fra Niall var virkelig noget, jeg satte pris på lige nu. Og den besked, som lyste op på min skærm, var bedre end noget andet, jeg kunne komme i tanke om lige nu.

Fra: Niall

<3

 

***

Klokken var snart halv elleve, og jeg sad oppe i baren på Purple Panorama. Flere af mine gamle venner var kommet over til mig, og ønsket mig tillykke med, at jeg havde scoret en af verdens mest kendte boyband musikere for tiden.

Jeg var ikke ked af det, når de sagde tillykke, jeg blev glad. Der var dog noget ubehageligt ved, at de blev ved med at nævne det, for jeg savnede i forvejen Niall så meget, at den dårlige samvittighed blev forstærket, når jeg kom i tanke om, at jeg havde forladt ham på den måde, jeg havde gjort. Så mit svar var de fleste gange bare et træk på skulderen eller et taknemmeligt nik.

Emma sad på min højre side, og Daniel til venstre. De grinede flere gange højt af noget, bartenderen sagde, og da jeg ikke grinede med, slog Daniel mig et par gange på ryggen og sagde: "Hvad sker der for dig, Lucia? Er du ikke blevet fuld endnu?!"

Daniel var i den grad blevet fuld. Da vi mødtes, havde han allerede tømt en halv flaske vin, som han havde slæbt med i bussen. Jeg selv havde undgået alkoholen, da jeg ikke havde lyst til at ligne en zombie i morgen til brylluppet.

Men på den anden side, så slappede jeg altid af, når jeg fik noget af drikke ... måske kunne jeg godt tage et lille shot?

Ej, helt ærligt, hvordan kunne jeg tænke sådan? Seriøst, jeg skulle møde Nialls forældre i morgen! Hele hans familie! Og der ville helt sikkert komme sådan nogle kameramænd, der forlangte billeder af alle parrene, som dukkede op.

Men jeg vidste, at jeg skulle drikke ret meget, før jeg blev fuld. Det havde været en stor ulempe for mig før i tiden, fordi jeg kunne drikke ekstremt meget, før jeg blev påvirket. Et lille shot kunne vel ikke skade - og så kunne jeg måske også slippe væk fra den ubehagelige fornemmelse, der drev ned af min ryg som iskoldt regnvand, når jeg tænkte på Niall og det bryllup, som ventede på mig i morgen.

"Må jeg be' om et shot, tak?" spurgte jeg, da bartenderen havde stoppet med at fortælle flere jokes. Emma og Daniel stivnede næsten og så på mig, som om jeg lige havde snakket russisk.

"Hvad fanden sker der for, at du er blevet så høflig?" vrængede Emma med en stemme, der stank af sprit. Jeg prøvede at grine lidt for at mildne stemningen, og huskede på, jeg skulle gennemføre det her.

Tænk, Lucia, tænk! Hvad ville den gamle jeg have gjort?

Jeg rakte min fuckfinger frem til bartenderen og tilføjede med gennemborende øjne: "Pikhoved."

Daniel og Emma hujede og klappede mig igen på ryggen, og efter kort tid fik jeg et shotglas foran mig med en klar, grøn væske. Bartenderen så på mig. Hans øjne var lige så grønne som mit shot, og hans hår var pjusket og lidt filtret, ligesom en guldmoppe.

"Hey lille pige, skal du være fræk?" Han stillede endnu et glas foran mig. "Du må få det her gratis, hvis du altså kan bevise, du ikke er en lille pige."

"Jeg er ikke en lille pige!" råbte jeg og drak begge glas lige så hurtigt, som jeg kunne. Bartenderen kom frem med endnu et glas til mig. Denne gang var væsken dybrød som tranebærjuice, og lignede næsten blod. Hans øjne slog gnister i det støvede mørke.

"Er du ikke?" udfordrede han og satte sine albuer på bordet. Emma fik store øjne.

"Shit, jeg har hørt om det der før. Det er det stærkeste sho- ..."

"Hold nu kæft og lad hende drikke," afbrød Daniel og lænede sig ind over bordet, så han havde bedre udsyn til mig. "Hvis Lucia altså stadig er ligeså vild, som dengang."

Jeg sank en klump og så op på bartenderen. Hans store, brune øjenbryn var hævede, og jeg kunne se, at han var nysgerrig. "Nå," sagde han. "Er denne Lucia en lille pige, eller hvad?"

Jeg drak den.

Mit hoved begyndte først at gøre ondt, da klokken var et, og indtil da havde jeg ikke kunne mærke nogen forskel. Bartenderen, som viste sig at hedde Tim, kunne ikke forstå, hvordan min krop kunne være immun over for alle de shots, så han gav mig en til. Og en til.

Jeg selv blev suget tilbage til den verden, jeg havde forladt - jeg kunne ikke tænke praktisk, jeg kunne ikke tænke på konsekvenserne, jeg kunne ikke tænke overhoved.

Virkningen kom først klokken tre om natten, og der var Emma, Daniel og jeg næsten de eneste, der var tilbage på Purple Panorama. Emma var meget begejstret for, at jeg havde drukket så meget - åbenbart kunne hun godt lide, at jeg viste hende på denne måde, hvad de betød for mig. Daniel var så fuld, at han ikke engang opfattede, hvem jeg var. Han blev ved med at kalde mig alle mulige forskellige navne, og da han begyndte at lægge an på mig, blev Emma mopset og ville hjem.

"Det har været skønt, Lucia, men vi takker af for nu," sagde Emma, næsten ædru igen. Jeg åbnede mine øjne vidt op og kunne slet ikke forstå, hvorfor - jeg følte mig frisk som en havørn og kunne sagtens løbe et par kilometer.

"Hvad? Hvorfor?" spurgte jeg og hev i hendes arm, for at vise, jeg ville have, de blev.

"Skat," sukkede Emma bare og gav mig et kram. "Nu er du jo tilbage, ikke? Det her er ikke sidste gang, vi går i byen sammen."

Jeg nikkede og satte mig ned på gulvet. Mit hoved gjorde virkelig ondt nu.

"Okaaaaaay, skatteeeerrrr," sang jeg. Jeg fik pludselig virkelig stor lyst til at synge. "Baby you light up my world like nobody else ..."

"For helvede, Lucia," stønnede Emma grinende. "Vi ses, ikke?"

"...The way that you flip your hair gets me overwhelmed ..."

De gik. Jeg sad på gulvet i jeg ved ikke hvor lang tid - måske sekunder, måske minutter, måske timer. Mit hjerte dunkede hurtigere end heste, der løber, og da jeg endelig kunne tænke lidt igen, gik jeg op i baren, og spurgte en pige, der var i gang med at tørre bordene af, hvad klokken var.

"Den er fem," svarede hun med et smil. "Vi lukker nu."

"Okay." Jeg lænede mig lidt op ad af en væggene. Mit hoved summede, på en anderledes måde, end når man er fuld, og jeg vidste, at bartenderen måtte have opløst noget i mit shot, inden jeg drak det. Der var ikke fire vægge, der var otte. Mine tanker var et ekko i mit hoved, men i det mindste betød det bare, at jeg fik sagt det til mig, jeg gerne ville, flere gange.

Du skal hjem, du skal hjem, du skal hjem, du skal hjem.

Jeg smuttede udenfor og lagde først mærke til i bussen, at jeg havde glemt min mobil. Det var stadig mørkt udenfor, men ikke så mørkt, så jeg ikke kunne se noget. Der var et par enkelte mennesker, som var ude for at lufte deres hunde, og solen begyndte så småt at dukke frem, da vi kom ind til London. Det var længe siden, jeg havde set London på det her tidspunkt.

Jeg lænede mit hoved op ad bussens kølige vindue. Jeg var stadig ikke træt, men jeg havde ikke lyst til at danse, synge, grine, hoppe eller løbe mere. Faktisk følte jeg mig bare ... tom. Som om jeg var følelsesløs.

Da jeg kom hjem til Niall, fik jeg af en eller anden grund fat i mine ting, uden at nogen af drengene opdagede det. Da jeg ringede på, spurgte ingen af dem, hvem jeg var, så jeg gik ud fra, de bare troede, jeg var en mand med reklamer, eller noget i den stil. Hoveddøren var heller ikke låst - ups, jeg måtte havde glemt at låse den i går aftes - så det var ikke et problem at smutte ind.

Klokken halv elleve landede jeg i Irland, og min tilstand var stadig, som den hele tiden havde været: Svær at beskrive. Flyturen havde været ganske almindelig og uden noget turbulens, så det var vel meget fint. Det eneste, som ikke var så fint, var, at bagagen var forsinket. Jeg blev nødt til at vente i tyve minutter, før jeg kunne se min velkendte sportstaske dukke frem på båndet.

Trods jeg ikke havde nogen mobil, havde jeg husket min pung, og lettere svedende fik jeg sat mig ind i en taxa, og udtalte den irske by, Niall havde nævnt så mange gange: Mullingar.

Mit hoved gjorde ondt igen, og jeg blev helt rastløs af at sidde der på bagsædet - mine ben gik op og ned som fjeder, og jeg trak vejret hurtigere end normalt. Om det var fordi jeg vidste, jeg var ved at komme i tidsnød, eller om det var fordi at shotsene ville op igen, var ikke til at sige.

Det eneste, jeg vidste, var, at jeg ikke anede, hvor Niall boede. Uden min mobil var jeg på bar bund - og jeg ville heller ikke kunne skifte til den sommerkjole, jeg havde taget med, så jeg kunne se præsentabel ud til brylluppet.

Det var ude med mig. Jeg fjernede mit hår fra mit ansigt, og stirrede ud på de grønne træer, vi passerede. Solen tittede frem fra de små skyer og fik mine øjne til at knibe sig sammen af lyset.

Vi ankom, da klokken var halv tolv. Jeg bad om at blive sat af på hovedgaden, og betalte ham uden at sige tak. Der var ikke et øje at se nogen steder, og lettere desperat begyndte jeg at løbe med min sportstaske på ryggen.

Niall ville blive så skuffet. Han ville virkelig blive skuffet.

Ej, for helvede, det var fandeme ikke min skyld, at jeg ville komme for sent ... Selvfølgelig ville han ikke blive sur på mig! Jeg var jo den bedste kæreste i verden, og hvad jeg havde lavet i løbet af natten, havde ingen betydning for, hvad han ville tro om mig.

Eller hvad?

Jeg løb hurtigere nu, og valgte at sætte kurs mod et tårn, der godt kunne gå ud fra at være fra en kirke. Panikken blussede op i mig og kriblede som små dyr under min hud. Jeg var lige ved at græde, så ophidset blev jeg.

Niall måtte ikke blive sur ... han måtte ikke ... han ...

Jeg nåede op til kirken, og solen brændte min nakke. Dørene var lukkede, men det betød ikke noget, for jeg kunne ligesom bare åbne dem op og liste lige så stille ind.

Åh nej. Noget vendte sig i min mave. Shotsene.

Alt foran mine øjne virkede pludselig tranebærrødt og grønt ligesom bartenderens øjne, og uden at tøve kastede jeg op ned i en stor potteplante, der stod og pyntede ved siden af kirkedøren. Jeg tørrede min mund med bagsiden af min arm, og mærkede den sviende fornemmelse af opkast i min hals. Sveden piblede frem i min pande og jeg spyttede arrigt omkring mig et par gange, inden jeg valgte at gå ind.

Niall elskede mig.

Han elskede mig.

Niall, Niall, Niall ... jeg måtte vise ham, at jeg elskede ham!

Dørene var svære at få op, men de var ikke låst. Med min fod sparkede jeg hårdt på dem, og op gik de - faktisk så hårdt, at de ramte ind med et brag i væggen indenfor.

Der duftede af roser og forventningsfulde mennesker indenfor. For enden af det lange, røde tæppe, som førte op til alteret, stod en flot brud med brunt hår. Hendes kjole var tæt i overkroppen og gik ud som et vandfald af tyl fra hendes talje, og i et kort sekund tænkte jeg, at hun var smuk. Til højre for hende stod en mand, som var højere, end jeg havde forestillet mig - det var med garanti Greg, for jeg kunne kende et par træk i hans ansigt, som Niall også havde. Mellem dem var en præst i gang med at læse noget op fra en tyk, sort bog.

Og så fik jeg øje på ham. Han havde et mørkegråt jakkesæt på og stivnede med det samme, da den høje lyd fra døren brød igennem stilheden i hele kirken. Eller, faktisk stivnede alle. Nialls reaktion var ikke anderledes i forhold til alle andres.

Jeg begyndte at løbe. Åh ja, nu fik jeg endelig tilfredsstillet den lyst, som jeg havde brændt inde med hele aftenen. Jeg løb hurtigere og hurtigere, ned ad det røde tæppe, men stoppede, da en smerte endnu engang fik farver til at danse foran mit syn og koge i min mave.

Jeg måtte ikke stoppe nu. I det mindste blev jeg nødt til at sige undskyld først.

Jeg ville gerne have sagt det højt, det ville jeg virkelig. Det var ikke svært at se, hvor chokeret bruden blev, da jeg satte mine ben i løb. Greg så ikke chokeret ud, han var vred, og skyndte sig at tage sin brud i hænderne, som om han var bange for, at jeg ville gå amok på hende. Jeg ville så gerne sige undskyld.

Men min hjerne fik mig til at sige det, jeg havde planlagt hele dagen. Mit hjerte sad oppe i min hals, da jeg valgte at se op på ham, blåt mod blåt. Hvorfor var han så langt væk?

"Jeg elsker dig, Niall!" råbte jeg med skinger stemme, så jeg var sikker på, han hørte mig.

Det sidste jeg nåede at opfatte, var, at folk skreg, da min krop ramte gulvet, og jeg gik ud som et lys.

♡♡♡

Jeg ved det.

Jeg ved det.

Det er så dramatisk. Jeg er selv ved at skide i bukserne over, hvad der lige er sket, lol. Det her kapitel har været et, jeg har forestillet mig i hundrede år - faktisk det, som gav mig inspirationen til hele historien. For rent faktisk har det, I lige har læst, været sket i virkeligheden, bare på en anden måde. Da Greg blev gift, var der nogle Niall-fans, som løb ind i kirken og råbte "i love you, Niall!" til ham. Det har inspireret mig til denne scene, hehe ... jeg håber, I vil tage godt imod den!

Nu ved jeg godt, jeg siger det ret tit, men det ville virkelig være dejligt, hvis I gider smide et like, og næsten endnu bedre: En kommentar! Jeres kommentarer betyder virkelig meget for mig, for så kan jeg se, hvad jeg skriver forkert, og jeg kan høre, hvad I godt kan lide. Jo mere i fortæller mig, jo større lyst får jeg til at skrive. :)

Nu vil jeg lægge mig til at læse lidt - jeg har købt tre bøger i dag for 75 kroner (!!!), så byes og god weekend fra mig! :-D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...