Used To Be - One Direction 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2013
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Færdig
Niall Horan er den eneste, som ikke har haft en kæreste eller datet i sit band, One Direction. Ifølge deres management, har dette en negativ virkning på fansene, som godt kan synes at han "forsvinder i mængden", i forhold til de andre i bandet, som alle sammen har en kæreste.
For at gøre Niall mere populær, har managementet bikset en "plan" sammen, der i sidste ende forhåbentlig får Niall op på samme niveau som de andre drenge. Kort sagt går denne plan ud på at finde en helt igennem normal pige, som Niall kan date i et par måneder og få et par avisoverskrifter med. Det eneste krav er, at hun ikke skal være opsigtsvækkende, og opføre sig særlig meget anderledes i forhold til andre piger på sytten år. Efter kort tids søgen finder de Lucia West, en pige, som Louis Tomlinson gik i folkeskoleklasse med. Det de dog ikke er forberedt på, er, at hun langtfra stadig er den tilbageholdende pige, som de troede, hun var ...

213Likes
432Kommentarer
37652Visninger
AA

17. Kapitel 16

Just for one day
We can be Heroes
We're nothing
And nothing will help us

- David Bowie, Heroes

 

Nialls synsvinkel

 

Det var med vilje, at jeg ikke havde givet Lucia ringen samme aften, for jeg ville hellere vente til næste dag, så hun var fuldt udhvilet. Jeg kunne også godt selv mærke, at jeg var træt, og derfor var det ikke noget problem for nogen af os at sove til klokken halv ti næste morgen. Jeg vågnede ved lyden af min mobil, som ringede. Til at starte med overvejede jeg bare at lade den ringe, for jeg orkede ikke at vågne lige nu - Lucias krop hvilede henover min brystkasse, og jeg turde ikke rigtig rykke på mig.

Efter et par sekunder tog jeg den i hænderne for at se, hvem det var, der mon ringede så tidligt, og da jeg så, det var min mor, tvivlede jeg ikke med at tage den. Det var faktisk længe siden, jeg havde snakket med hende, for jeg plejede bare at sende en sms inden jeg skulle til et stort interview eller noget i den stil, og derfor var fornemmelsen af at høre hendes stemme lidt ny for mig."Hallo?" spurgte jeg og fik lagt Lucia ned, så hun lå på puden, og ikke på mig. Derefter rejste jeg mig op og gik ind ved siden af, så jeg ikke risikerede at vække hende.

"Hej Niall," kunne jeg høre min mor sige. Jeg følte mig helt lille igen, i en tryg verden omgivet af legekammerater og sodavandsis.

Min mor ringede til mig for at spørge ind til Lucia. Jeg kunne ikke bebrejde hende: Selvfølgelig ville hun vide, om hendes søn havde fået en kæreste. Jeg svarede ja til de fleste af hendes spørgsmål og lod hende derefter skifte emne over til Gregs bryllup. Hun ville vide, om hun skulle gøre klar til, at Lucia også kom og overnattede, og jeg kunne høre på hende, at hun var ellevild efter at møde hende.

"Jeg glæder mig vildt meget til at komme tilbage," fortalte jeg med en tydelig snert af savn i stemmen. "Jeg savner jer."

"Vi savner også dig, min skat, tvivl aldrig på det," svarede min mor og sukkede, som om hun pludselig blev lidt vemodig af at få sat ord på det.

"Hvornår passer det, at vi kommer?" spurgte jeg og havde faktisk allerede glemt, hvad den præcise dato for brylluppet var. Det eneste jeg med sikkerhed vidste, var at jeg snart skulle tilbage til mit hjemland, og at jeg endelig kunne få muligheden for at vise Lucia, hvor jeg kom fra. Jeg glædede mig som et lille barn juleaften til at vise hende skoven, og jeg havde flere gange forestillet mig, at vi kunne rulle ned ad de grønne bakker, som jeg havde gjort i hele mit liv. Jeg ville vise hende vandet, jeg ville vise hende naturen, mine venner, mit kvarter, min by.

"Brylluppet er om en uge, og det er en lørdag. Mon ikke det passer bedst, hvis I kommer herop fredag morgen, eller noget i den stil? Så har I også hele søndag for jer selv." Jeg nikkede for mig selv, selvom min mor selvfølgelig ikke kunne se mig.

"Det lyder super," smilede jeg.

"Jep, super. Vi ses, Niall, og ring lige, når I lander, ikke? Kys fra Chris og mig. Hej hej."

Vi sagde farvel og lagde på. Efter at jeg havde lagt min telefon på sofabordet, fik jeg pludselig en følelse af hjemve, som var mere gennemtrængende end jeg nogensinde før havde oplevet den, og jeg vidste, det nok var meget sundt for mig at komme tilbage snart. Det var trodsalt også over et halvt år siden at jeg havde sovet i min egen seng på mit værelse i Mullingar.

Efter en halv time kom Lucia halvt-vågen og halvt-sovende ud i køkkenet, hvor jeg var i gang med at finde noget spiseligt til morgenmad. Det endte med at blive et par boller med syltetøj og en kande English Breakfast te, hvilket var helt okay, eftersom jeg ikke havde købt ind i dagevis.

"Godmorgen," sagde jeg muntert og prøvede ikke at stirre for længe på hendes blondeundertøj, som afslørede ret meget af hendes hud, fordi det var delvist gennemsigtigt. Lucia mumlede lidt som svar og gik med langsomme skridt tilbage til værelset, så hun kunne tage lidt tøj på. Hendes blik afslørede, at hun ikke orkede særlig meget, og derfor undrede det mig ikke, at hun kom humpende tilbage kun iført en af mine fodboldtrøjer. Den var alt for stor, så jeg smilede ved synet af hende.

"Hvad tid kommer drengene hjem i dag?" spurgte Lucia og gned sig lidt i øjnene med sine pegefingre, mens jeg stillede en tallerken foran hende med to opskårne boller. Derefter kom jeg ind med teen, syltetøjet og min egen tallerken, så vi kunne begynde at spise.

"Jeg ved det faktisk ikke helt præcist ... tror de kommer ret tilfældigt, altså ikke alle sammen på samme tid," svarede jeg og tog en bid af min bolle. Pludselig kunne jeg mærke nysgerrigheden ramme min mave, og jeg hævede mine øjenbryn, så jeg kunne se undrende ud. "Hvorfor er du da interesseret i at vide det?"

Lucias kinder blev pludselig røde, og hun fik travlt med at putte en skefuld syltetøj på en af sine boller. Jeg lo og rørte hendes ben med min fod under bordet.

"Ej, jeg skal nok lade være med at køre på dig i dag. I dag er en stor dag," sagde jeg og hældte te op i begge de to små kopper, jeg havde sat frem."Hvad sker der i dag?" Lucia tog imod koppen og begyndte at sippe lidt til den. Dampen stod op fra koppen og jeg undrede mig over, hvorfor hun ikke lod den køle af, inden hun begyndte at drikke af den.

"Jeg synes det er på tide, jeg viser verden, hvem jeg er kæreste med. Har du ikke set forsiderne på bladene? Folk hungrer efter at møde dig," afslørede jeg og betragtede hendes ansigt, mens jeg sagde ordet, jeg vidste, hun havde en fobi over for.

Men i stedet for at vrænge ansigt af mig så hun i stedet overrasket ud, som om mine ord kom bag på hende. Det var ikke på en dårlig måde, snarere en god, men jeg vidste, hvad det betød, når hun bed sig i læben.

"Er vi kærester?" spurgte hun med en lys stemme, som fik mig til at tænke på den måde, Greg havde lydt i telefonen. Oppe og køre. Og så samtidig forhåbningsfuld, som når man får tilbudt sit drømmejob.

"Er vi ikke det?" Jeg lod som om, jeg var i tvivl, men vi smilte begge to, så selvfølgelig vidste jeg det. Lucia så på mig med smalle øjne og fniste lidt - hun forstod min uægte tøven og hoppede med på den.

"Altså, det kommer an på om du vil," svarede hun spørgende og satte sin te fra sig, så hun bedre kunne se mig i øjnene. "Jeg er nemlig viiildt i tvivl om jeg gider være sammen med en som dig. Ad bad."

Vi smilte stadig som idioter. Jeg besluttede mig for at give hende igen, for jeg vidste, Lucia elskede, når vi jokede på den her måde.

"Mig? Så se lige på dig! Du er bare så irriterende og overfladisk og tudegrim, argh," stønnede jeg. Lucia fniste og rejste sig op på stolen, så hun var bjerget af os to. Bagefter pejede hun på mig med pegefingeren, som om hun var en lærer, der ville skælde en elev ud.

"Nu skal du ikke være så ..." Hun stoppede og lynede falskt med øjnene. Jeg rejste mig også op og så op på hende med bøjet nakke. Hun begyndte igen.

"Du er bare så ...!"

"Så hvad? Hva'? Kan du ikke sige det?" Jeg rynkede mine øjne under mit grin og mærkede hende falde ned over mig, som en løve der går til angreb på et lille dyr. Jeg nåede lige præcis at gribe hende i mine arme, men jeg må indrømme, at jeg blev ret forskækket over det pludselige liv i mine hænder. Lidt forsigtigt trak jeg vejret og satte hende ned på gulvet. Hun kunne ikke lide den pludselige afstand mellem os og stillede sig derfor på tæer, så hun næsten var i øjenhøjde med mig.

"Du er bare så min," sukkede hun.

 

***

Jeg gav hende ringen, inden vi tog ud. Vi behøvede ikke engang at opsøge journalisterne eller fotograferne - en stor mængde af dem, inklusiv fans, var mødt op ude foran lejligheden som en endelig reaktion på musikvideoen. Jeg havde skiftet tøj til en helt normal t-shirt og shorts, og Lucia havde taget en cremefarvet kjole på med en cardigan udover.

Vi så meget normale ud. Og selvom jeg vidste, at vi ikke var det, var jeg faktisk glad for ikke at vække så meget opsigt.

Solen stod ned i vores hoveder og jeg fik med det samme lyst til en iskold cola. Jeg lod Lucia gå tæt ved siden af mig, for jeg vidste, hun ikke var vandt til blitzlysene eller de overvældende mange spørgsmål, som væltede os ind i hovedet som en uventet snestorm, men hun tog det overraskende flot.

Lucia havde ikke sagt meget med hensyn til ringene. Hun var blevet glad, men som altid når situationer blev for følelsesladede, blev hun stille som en mus. Vi havde begge to taget ringene på vores pegefingre, og for ikke at lade mig tro, det hele var en drøm, gned jeg indimellem min tommelfinger ind mod den, som tegn på at det hele var virkeligt.

Jeg, Niall Horan, havde alt, hvad jeg nogensinde havde ønsket mig. Jeg var lykkelig. Jeg gjorde, hvad jeg elskede som musiker, havde en masse penge, en uendelig række muligheder, og en skøn pige i min hånd. Hvad mere kunne jeg ønske mig?

Seriøst, det var jo helt vildt.

"Lucia og Niall, er I officielle?" var der en, der råbte. Vi stod bare i døren og jeg prøvede at udtrykke de følelser, jeg havde, men med den trykkende stemning og halvtreds piger til min højre side, som skreg, gjorde det det lidt svært.

Jeg holdt vores hænder op og nikkede lidt. Kameraerne sagde konstante lyde og tog billeder af ringene på vores hænder.

"Er I forlovede?" Nu lød folk dømmende. Jeg rystede på hovedet og lod vores hænder glide ned til vores hofter igen. Lucia stod bare og smilte lidt mens hendes fødder trippede ved det uventede, men forståelige spørgsmål.

"Nejnej, det er kæresteringe," smilte jeg og vinkede hen til fansene. "Hey, guys."

"Kom nu, vis lidt kærlighed!" var der en kvinde med blazer og en mikrofon i hånden, som råbte. Hun mindede mig meget om en politiker, klassisk cool og selvsikker.

Eller vent ... hun mindede ikke om en politiker.

Hun mindede om en kvinde, som var skyld i, at jeg stod her med Lucia i dette sekund. En kvinde, som gik med læserbriller og købte Chaneltasker. En kvinde, som var streng og kærlig som en mor.

Lisa. De ord var som taget ud af Lisas mund.

Planen var ikke noget, jeg gik op i mere. Den var lagt væk i en flyttekasse og stillet op på loftet i min hoved - et kapitel i mit liv, som jeg ikke længere behøvede bekymre mig om. Som sagt så vi jo almindelige ud, og Lucia havde ændret sig så meget, at jeg ikke kunne forestille mig, hun kunne gøre noget vildt som dengang jeg mødte hende. Alt var fuldent. Jeg havde det som en maratonløber, der endelig kunne se målet og friheden ved at kunne stoppe.

Jeg nikkede lidt som en af de der generte, forelskede fyre, som knap nok tør vise, hvem de har følelser for. Der lød flere kameralyde og små tilråb, da jeg vendte Lucia om og endelig lod selvsikkerheden blusse op i min udstråling, da hun stillede sig på tæer og kyssede mig for første gang, hvor verden kunne se det.

 

♡♡♡

Lucias synsvinkel

 

Dagene gik hurigere end forventet. Niall skulle til et par interviews, hvor han blandt andet blev spurgt, om jeg var hans kæreste nu, og han svarede ja.

Det var lidt mærkeligt, at jeg ikke havde en dårlig fornemmelse af at kunne kalde mig for hans. Jeg tror, det var fordi jeg ikke følte mig forpligtet til noget - jeg mener, han tog hensyn til mig og jeg kunne ikke forestille mig, at han blev klæbende. Faktisk syntes jeg det var en god ting, hvis han spurgte, om vi skulle være sammen hele dagen.

Jeg var vidst ved at blive lidt Naill-afhængig. Specielt om aftenen, når vi gik i seng. Et par gange var jeg lige ved at blive bange for at falde i søvn, for jeg vidste, jeg frygtede at det hele pludselig blev revet væk fra mig, som det langsomt havde gjort, da jeg var vild.

Det var i dag, jeg skulle aftale med Daniel og Emma, hvornår vi skulle mødes. Jeg ønskede ikke mit gamle liv tilbage, men jeg ønskede heller ikke, at jeg ikke kunne se fortiden i øjnene. De var jo mine venner, og jeg havde haft fantastiske minder med dem, som jeg ikke kunne smide væk, bare fordi jeg var blevet kærester med Niall.

Tirsdag eftermiddag ringede jeg til Emma, da jeg var ude og gå en tur. Jeg havde sørget for at tage solbriller på, for jeg ville ikke risikere at blive genkendt - de første par dage efter vi havde gjort os officielle, var det hurtigt gået op for mig, hvor irriterende det er med en flok nysgerrige piger efter sig. Den gamle Lucia kunne aldrig finde på at tænke sådan, hun ville være vildt charmeret, men jeg syntes, det blev for meget.

Derfor sørgede jeg også for at gå tur gennem de hyggelige, små gader, og ikke lang floden og de store gader ved Big Ben. Et par store, dynelignende skyer fløj over himlen og dækkede London i skiftevis sol og skygge. Jeg var iført en buksedragt i marrokanskinspireret mønster og en sort jakke for at dæmpe farverne lidt.

Jeg satte mig på en tilfældig bænk foran en park og betragtede et par biler, indtil kedsomheden indtrog sin sædvanlige plads i mig efter kun et par sekunder. Tanken om, at jeg skulle 'vinde dem tilbage', var stadig ret skræmmende, og jeg sank en klump i halsen, inden jeg trykkede ring op.

Emma var langsom til at tage den, men bare det, hun faktisk ville snakke med mig, gav mig en lidt beroligende fornemmelse, som når man lægger en kold klud over en hudafskrabning.

"Emma, hej!" sagde jeg muntert og forsøgte at imitere den gamle jeg. Måske skulle jeg være lidt mere afslappet. Jeg løsnede mine skuldre lidt op og rømmede mig, så det ikke lød for hoste-agtigt. "Skat. Jeg ringer bare for at høre, hvornår vi skulle mødes med Daniel og det der."

Jeg vidste selvfølgelig godt, at Gregs bryllup var om lørdagen, men så var der jo stadig over tre døgn til. Jeg kunne sagtens nå det - og jeg vidste, Emma ikke var typen, der havde en skemalagt uge.

"Hej Lucia," sukkede hun. Jeg var i tvivl om hun lød sådan, fordi hun var træt fysisk, eller om det var fordi hun var træt af at høre på mig. "Øh, ja. Som sagt vil vi helst ikke gøre noget stort ud af det ..."

"Det er noget stort," afbrød jeg hende og kunne faktisk mærke, hvordan jeg fandt mig til rette i min gamle personlighed. Det var som om, at jeg bare skulle lade min krop overtage, og så gik det. "Det er vores venskab."

"Jaja, men nu ikke for seriøst, vel? Daniel og jeg har travlt i den her uge," sagde hun og jeg kunne høre lyde i baggrunden - samme lyd, som når man bladrer i en bog. Havde Emma fået anskaffet sig en kalender?

"Nå, men hvornår kan I så? Jeg skal ikke noget i morgen," indskød jeg og ignorerede hendes lille bemærkning om, at de havde travlt. Det var bare en undskyldning for at sige, at de ikke havde lyst. Men jeg skulle nok få dem overbevist.

"Fredag," svarede Emma og tilføjede: "De andre dage skal jeg til jobsamtale."

"Hele dagen?" Jeg stønnede og huskede på, at jeg ikke kunne fredag. Niall havde fortalt, at vi ville flyve op til hans forældre fredag formiddag, og jeg havde ikke lyst til at ødelægge hans begejstring.

"Jeg forbereder mig meget til hver samtale," sagde hun næsten monotomt, som en robot.

Jeg kunne se dilemmaet foran mig som et neonskilt. Jeg havde to valgmuligheder.

1. Jeg kunne redde mit venskab med to personer, jeg elskede, og kun misse fornøjelsen af at sove i en seng i Irland den første dag, eller

2. Jeg kunne sige nej og miste dem, som jeg forbandt med familie, og flyve op til Nialls familie om fredagen, selvom jeg med garanti sikkert ikke engang ville nyde at være der, fordi mine tanker ville kredse om valgmulighed 1.

Det tog ikke så lang tid for mig at svare. Jeg havde aldrig været særlig bekymret i forhold til tidsplaner. Jeg ville sagtens kunne nå det - brylluppet var jo om lørdagen, ikke om fredagen.

"Okay," svarede jeg let og lagde mine ben over kors.

Jeg havde stadig ikke fundet ud af, hvad jeg ville lave, når vi skulle være sammen, men pludselig fik jeg en idé. "Hey Emma, hvorfor bestemmer I ikke, hvad vi skal lave? I kan vælge lige, hvad I har lyst til. Så bliver det heller ikke så formelt. Jeg vil bare gerne have, I er tilfredse."

"Mener du det?" spurgte Emma og lød faktisk lettet. "Tak, Lucia."

"Så lidt, skat. Nå. Jeg skal til at gå nu, så vi ses på fredag, ikke?"

Det var en løgn, men jeg var virkelig ikke god til at snakke i telefon, og samtidig blev jeg også lidt stresset af at lade som om jeg var en anden, end jeg var.

Torsdag aften modtog jeg en sms fra Emma. Niall og jeg var bare hjemme, og Louis havde inviteret Eleanor over, så hende sad jeg og snakkede lidt med, mens Liam bestilte noget takeaway fra en kinesisk restaurant.

Niall var blevet en smule skuffet, da jeg fortalte, at jeg havde en aftale med Emma og Daniel om fredagen, men jeg havde forsikret ham om, at jeg ville være der til tiden. Brylluppet startede klokken tolv, så jeg regnede med at kunne tage flyet så snart det var muligt, og så ville alt være i den skønneste orden.

Niall glædede sig virkelig meget til at vise mig til sin familie, kunne jeg mærke på ham, og derfor var det også vigtigt for mig, at jeg kunne være der til tiden. Nu var vi jo blevet kærester.

Eleanor var faktisk meget sød. Jeg besluttede mig for, at jeg gerne ville være mere sammen med hende, og vi udvekslede telefonnumre, så vi kunne få lavet nogle aftaler snart. Mens jeg havde min mobil i hænderne, vibrerede den, og som sagt var det Emma, der ville have fat i mig.

Fra: Emma

Vi mødes på Purple Panorama frædag arften kloken ti! Som i garmle dage!;))

Vent.

Klokken ti? Om aftenen? Fredag? Ville jeg mon så kunne nå det?

Slap nu af, Lucia, tænkte jeg. Selvfølgelig ville jeg kunne nå det!

 

♡♡♡

Hej læsere! Jeg ved godt at dette kapitel måske ikke er det mest underholdende i mands minde, men jeg håber, I nød det. I går aftes så jeg for første gang The Perks of Being a Wallflower med min søster, og wow ... hvis I mangler en god film at se, så vil jeg meget gerne anbefale den!

Nå, sidespor. Jeg kan love jer for, der kommer drama snart. Nu håber jeg også, jeg snart kan blive færdig, for min sommerferie er propfyldt til randen med aftaler, og jeg er bange for, jeg ikke kan nå at publicere særlig meget til den tid. Det får vi at se! Jeg lover, jeg ikke dropper den i hvert fald, hehe.

Tror I Lucia kan nå at komme til brylluppet? Og hvad vil der ske på Panorama?

Kys og solskin fra mig :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...