Used To Be - One Direction 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2013
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Færdig
Niall Horan er den eneste, som ikke har haft en kæreste eller datet i sit band, One Direction. Ifølge deres management, har dette en negativ virkning på fansene, som godt kan synes at han "forsvinder i mængden", i forhold til de andre i bandet, som alle sammen har en kæreste.
For at gøre Niall mere populær, har managementet bikset en "plan" sammen, der i sidste ende forhåbentlig får Niall op på samme niveau som de andre drenge. Kort sagt går denne plan ud på at finde en helt igennem normal pige, som Niall kan date i et par måneder og få et par avisoverskrifter med. Det eneste krav er, at hun ikke skal være opsigtsvækkende, og opføre sig særlig meget anderledes i forhold til andre piger på sytten år. Efter kort tids søgen finder de Lucia West, en pige, som Louis Tomlinson gik i folkeskoleklasse med. Det de dog ikke er forberedt på, er, at hun langtfra stadig er den tilbageholdende pige, som de troede, hun var ...

213Likes
432Kommentarer
37863Visninger
AA

15. Kapitel 14

Everywhere I'm looking now
I'm surrounded by your embrace
Baby, I can see your halo
You know you're my saving grace
- Beyonce, Halo

 

Nialls synvinkel

 

Det kom ikke som en stor overraskelse, at Lucia og jeg var på forsiden af alle de aviser og magasiner, der blev reklameret for ved kioskerne. Jeg havde jo set det komme, og jeg havde lyst til at se det komme, for jeg ville ikke blive indsendt til Lisa og Richard endnu en gang og få at vide, jeg skulle tage mig sammen.

Men af en eller anden grund følte jeg ikke den samme tilfredsstilelse ved at se os dér, hængende op ad husmuren, for det føltes forkert. Det føltes falskt. Som om jeg pludselig skulle dele mit forhold til Lucia ud til hele verden, så de kunne følge med. Det brød jeg mig ikke om - jeg ville have hende for mig selv.

Lucia var ovre hos en veninde for at hente noget tøj, og imens brugte jeg lidt tid sammen med drengene i lejligheden. Det var længe siden, vi bare havde kunne slappe af og hygge os, så jeg nød det. Klokken var snart aftensmadstid og vi havde besluttet bare at købe en pizza, da der alligevel ikke var noget spiseligt i køleskabet. Jeg sad på sofaen, da Louis kom ind til mig med favnen fuld af aviser, sladderblade og magasiner.

"Se hvad Lisa og Richard har sendt til os," smilede han og rakte mig en lille kuvert, der lå i toppen af bjerget. På forsiden stod der "Til Niall" med skråskrift. "Eller, ja, måske er den kun til dig, men whatever."

Jeg smilede og satte mig op, så han kunne ligge det hele i midten af sofaen. På samme måde som når man spiller fisk, lod jeg mit blik falde over alle de forskellige sider, og valgte at samle et blad op, som næsten lå i bunden. Den blanke forside var glitret og en smule barnlig, med en masse billeder ude i siden af nye plakater med Lady GaGa og Selena Gomez. Dog var et stort billede i midten det, som fangede min opmærksomhed mest.

NIALL DATER PIGE FRA PROVINSEN - SE ALLE BILLEDERNE HER

Jeg åbnede bladet, og allerede et par sider inde kunne jeg genkende gaden, fra dengang vi havde været på restaurant. Billedet var taget imens vi var på vej ind i limousinen, og Lucia så godt nok meget mere anderledes ud, end jeg huskede hende. Hendes ansigt så mere anspændt ud, end det gjorde nu, og hun havde usandsynligt stramme jeans på, som virkede alt for ... afslørende, i forhold til hvad hun gik i nu.

Hun var i gang med at sætte sig ind, og jeg havde holdt min arm ud for at hjælpe hende, da det i mit hoved forekom umuligt at hun overhoved kunne bevæge sig i det tøj. Åbenbart blev det i mediebranchen tolket med sætninger som 'der er kærlighed i luften', 'han kan ikke holde fingrene fra hende' og 'se hvor søde de er - os her på redaktionen er helt vilde med de to lyshårede turdeldurer'.Jeg sukkede. Ikke på en irriteret måde, snarere på en eftertænksom måde.

"De fik os alligevel," sagde jeg til Louis, som ligesom jeg havde hevet et blad frem og undersøgt det. Jeg holdt siden frem med billedet til ham, og han nikkede, mens han lod sine øjne glid over overskriverne.

"Heldigt, at man ikke kan se, at Lucia ikke har nogen overdel på," nikkede han og lagde i et øjeblik bladet, som han havde i hænderne, fra sig.

De andre sad inde på deres værelser, sikkert med en computer i skødet og var på Skype for at snakke med deres familier, inden vores pizza ankom. Jeg tog fat i den lille kuvert og åbnede den med en smule vold, så en flænsende og øredøvende lyd fyldte rummet. Papiret var lidt tykt i det, som to almindelige sider papir, der var klistret sammen, og med en standardblyantskrift var der skrevet:

'Kære Niall.

Vi vil gerne give dig disse blade og aviser som en lille tak for, hvor godt det går. Ud fra vores nye diagrammer taget ud fra stikprøver på en skole, kan vi med sikkerhed sige, at det går fremad. Ikke meget, men i hvert fald en smule. Hvis du bliver ved på denne måde i en uge, har du taget så store fremskridt, at du muligvis kan sælge ligeså mange plakater og t-shirts som de andre i bandet. Din mailbox med fanbreve er eksploderet, og folk er nysgerrige efter at vide, hvem Lucia er.

Derfor vil vi gerne minde dig om, at vi gav dig to ringe, som vi desværre går ud fra du ikke har givet, eftersom de ikke er på paparazzibillederne i bladene. Ringene er et tegn på, at I er sammen - hvilket I skal spille, husker du?

Vi ser frem til endnu flere forsider!

Med kærlig hilsner, Lisa og Richard.'

Jeg foldede papiret sammen og prøvede at huske, hvor jeg havde gjort af de to ringe. Da jeg fik dem, havde jeg lagt dem ned i min lomme, så de lå højst sandsynligt i en af mine bukser, som lå og flød rundt omkring på gulvet på mit værelse. Af frygt for at de var væk, rejste jeg mig op og gik på strømpefødder ind på mit værelse, hvor jeg gennemrodede alle de lommer, jeg kom i nærheden af. Heldigvis lå de i et af mine beigefarvede jeans, som jeg havde lagt i bunden af mit skab. I et par sekunder stod jeg og vendte og drejede ringene i hånden, og de funklede i aftensolen, som strømmede ind af mine vinduer. Det lille hjerte, som var ingraveret, virkede en smule kinky, syntes jeg, men sødt nok til at det var romantisk at give eller modtage.

Håbede jeg da.

Det ringede på døren i samme øjeblik som jeg forestillede mig, hvordan Lucia ville reagere, når jeg gav dem til hende. Af forskrækkelse hoppede hele min krop, som om jeg havde fået et lille stød, og så lagde jeg ringene på mit natbord, så de hele tiden var til syne.

Uden særlig meget kommunikation fik jeg modtaget de tre familiepizzaer, vi havde bestilt, og betalt med et par sedler jeg fandt i min pung. Jeg gik roligt med dem ind på spisebordet og droppede at finde tallerkener og bestik frem - pizza var pizza, og det var meningen, man skulle spise det med fingrene. Drengene kom hurtigt frem fra deres skjul og gned sig forventningsfuldt i hænderne.

"Bestilte du den med kylling og pesto, Niall?" spurgte Liam og trak en stol ud. Jeg trak på skuldrene og satte mig ned samtidigt som de andre."Aner det ikke, det var ikke mig, som bestilte. Var det ikke dig, Louis?"

Louis nikkede og åbnede pizzaerne, og blikket vi alle sammen fik i øjnene, mindede sikkert om når man åbner en skat fyldt med guldmønter og juveler.

"Jo, den bestilte jeg. Og så er der en med peperroni og løg og en med sådan noget sharwarma, tror jeg," fortalte Louis. Dampen stod op fra de friskbagte pizzaer og forvandlede hele spisestuen til et virvar af tomat- køddufte.

Jeg snuppede et stykke med sharwarma og tyggede langsomt."Min bror ringede til mig i dag, han skal giftes," fortalte jeg for at få en samtale i gang. De andre smilede stort, og jeg kunne mærke, at jeg selv endnu engang blev glad over den gode nyhed. Min bror og jeg havde altid haft et godt forhold, og det gjorde mig så glad at vide, han var lykkelig. Den dag ville blive en af de bedste i hans liv, og der var ikke mindre end to uger til.

"Woaw, tillykke," lykønskede Harry og de andre nikkede.

"Ja, det er vel nok godt for dem. Hvornår skal de giftes?" spurgte Zayn imens han tyggede lidt på et stykke.

"Om to uger. Både Lucia og jeg er inviteret. Jeg er ret sikker på at det bliver i Mullingar," sagde jeg og mindedes min hjemby i Irland. Det var flere måneder siden, at jeg havde været hjemme, og jeg kunne godt mærke, at jeg inderst inde savnede det. Selvom livet her i London var virkelig fedt, kunne intet erstatte fornemmelsen af at gå ned ad sin egen barndomsgade eller se ud ad de halvgamle vinduer i mine forældres hus, som afslørede en udsigt ud over de grønne sletter og havet ude i horisonten.

Noget af det, jeg glædede mig mest til, var at vise Lucia det. Hun skulle se, hvor jeg kom fra: Hvad jeg elskede at befinde mig omkring. Jeg forestillede mig med det samme, hvordan min kærlige mor og min kække far ville tage imod hende, og smilede lidt ved tanken. Jeg var sikker på, at de ville være vilde med hende.

"Det lyder vildt fedt. Du må endelig hilse Greg og sige tillykke, næste gang du skal snakke med ham," sagde Liam. Jeg nikkede og tog endnu et stykke.

Efter vi havde spist, gik jeg ind på mit værelse med en lille håndfuld af de blade og aviser, Louis havde fundet nede i postkassen. Jeg lagde brevet ned i en lille skuffe, som var under mit natbord, og smed mig ned på sengen, så mit krop dannede et X. Efter et par sekunder, hvor jeg bare havde trukket vejret dybt og slappete af, tog jeg et nyt blad frem og læste lidt i det. Overskrifterne mindede meget om dem, som jeg før havde læst - folk var virkelig oppe og køre over mig og "pigen med det lyse hår"s forhold.

Det var tydeligt at læse, at de var irriterede over, at de ikke vidste, hvem Lucia var. Det ville nok ikke tage lang tid, før de fandt ud af det, men alligevel stod der kommentarer som "gad vide hvem hun er - og gad vide om Niall vil lade os vide det?".

Jeg smed bladet væk og besluttede mig i stedet for at ringe til Lucia. Klokken var ved at blive otte, og medmindre at hun ville tage toget her tilbage mens der var fulderikker og ubehagelige typer i undergrunden, skulle hun nok se at skynde sig.

Den ringede seks gange, før hun tog den.

"Hallo?"

Det var som om, at jeg kunne genkende den stemme bedre end nogen andens, som om jeg uden tøven kunne udpege den blandt tusindvis af andre pigers. Dog var den anderledes, end den plejede at være: Denne gang var den forvrænget og dybere, som om den prøvede at kvæle noget trist. Hun var ked af det.

"Lucia?" spurgte jeg. Min spørgende undertone skulle ikke tages bogstaveligt, for selvfølgelig vidste jeg, det var hende. Måden, jeg sagde det på, kunne også oversættes til 'er du ked af det?' eller 'hvorfor lyder du sådan?'

Lucia forstod mig og jeg kunne høre hende ånde ned i telefonen. Jeg greb fat med begge hænder om min iPhone, og pressede den hårdede end normalt ind mod mit øre, så jeg med sikkerhed kunne få alt med, hun sagde."Jeg er okay," mumlede hun. Jeg satte mig op i skrædderstilling og overvejede mine ord.

"Skal jeg hente dig?" spurgte jeg og var allerede klar til at smutte ned i bilen, hvis det var det, hun ville have.

"Jeg sidder allerede i toget. Du behøver ikke være bekymret. Jeg er okay." Hun sukkede på en måde, som mindede mig om måden, man sukker efter der er sket noget hårdt, som efter et langt løb eller et ubehageligt skænderi. Midt i den lidt triste stemning valgte jeg at tro hende, men jeg var alligevel ikke hundrede procent sikker. Det var sjældent, Lucia lød sådan her, så jeg forberedte mig på at skulle trøste hende i aften.

"Jeg venter herhjemme," sagde jeg bare og prøvede at lyde lidt opmundrende. "Gå forsigtigt ikke?"

"Altid," svarede hun og gengældte den lidt opmuntrende stemme, som om det var hende, der ville gøre mig glad. Jeg smilede og sagde farvel, selvom tanken om at snakke med hende i telefonen til hun var kommet frem, var tiltalende.

Efter at have lagt min iPhone tilbage i min lomme, gik jeg tilbage til natbordet, og fjernede ringene, så der ikke var en chance for, at Lucia opdagede dem. I stedet valgte jeg at placere dem i min pung - der regnede jeg i hvert fald ikke med hun lige kiggede.

Der gik ikke mere end tyve minutter, så ringede det på døren endnu engang. Jeg låste hende indenfor og åbnede hoveddøren, mens jeg kunne høre Louis' nysgerrige stemme inde fra hans værelse.

"Hvem er det?" råbte han.

"Lucia," råbte jeg tilbage og håbede ikke, han ville spørge om mere. Lige nu blev jeg nødt til at fokusere på Lucia og ikke på noget som helst andet.

"Hun kommer her tit, hva'?" spurgte Louis, en anelse nærtagende. Jeg svarede ikke. Han kendte jo godt svaret.

Jeg ventede ved hoveddøren og Lucia kom hurtigt op ad trapperne til mig. Opgangen var stadig lys, men på en lidt mild måde, fordi solen næsten var gået ned. Lucias hår fik et næsten støvet farve, da solen gled hen til os gennem vinduerne.

"Hej Cia," sagde jeg kærligt og nu var der kun tre, to, ét trappetrin tilbage, til hun var oppe ved mig. Hun sagde intet, men mødtes mig bare med et kram, som jeg ikke ville vove at påstå var særlig glad. Jeg fik en gennemtrængende lyst til at muntre hende op, lige nu og her, så jeg udnyttede min i forvejen lidt barnlige side og fjernede sportstasken med tøj, hun havde med, så jeg kunne få plads.

Lucia så på mig med et forvirret udtryk i øjnene, da jeg smed tasken indenfor i entreen, og derefter vendte mig om mod hende, på samme måde som en løve ville se på en babykanin. Det var ligemeget. At hun var lidt forvirret skulle nok gøre det hele endnu mere sjovt.

Jeg gik tættere på hende med overdrevne bevægelser, og nu kunne jeg se, hun ændrede ansigtsudtryk til noget udfordrende og smilende. Hun begyndte at gå baglæns, indtil væggen stødte mod hendes ryg, og hun var fanget. Jeg må have haft et meget legesygt blik, for hun begyndte at grine og holdt hænderne op foran sig, sikkert fordi hun troede, jeg ville begynde at kilde hende eller noget i den retning. I stedet begyndte jeg at bevæge mig hurtigt, så hurtigt, at det fik hende til at hvine, og fik fat med mine hænder om hendes ben, så jeg kunne løfte hende op over min skulder.

"Niall, hvad fanden har du gang i?!" grinede Lucia og slog mig lidt på ryggen.

Hendes hoved var vendt nedad, så hun måtte anstrenge sig for at snakke - indimellem brød små støn ud over hendes læber. Jeg gøs.

"Jeg opmundrer dig," forklarede jeg, som om det var det mest logiske i hele verden. Lucia opgav at slå mig, og lod i stedet sine arme dingle ned ad min ryg, så hendes fingre et par gange ramte ind i min røv. Mens jeg gik med hende over skulderen med kurs mod mit værelse, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget den berøring faktisk tændte mig, og hvor meget de lyde, hun ødstødte, kunne misforstås i mit hoved.

Jeg smed hende ned på sengen og nød lyden af latter i mit øre, da jeg lagde mig oven på hende. Forsigtigt lagde jeg mine arme på hver sin side af hende, så al min vægt ikke gjorde det svært for hende at trække vejret, men, for at være ærlig - var vi vidst begge to lidt stakåndede.

"Du mangler noget," sagde hun pludseligt og hævede sine øjenbryn, næsten rettende. Hendes stemme mindede mig om samme måde, man ville sige, der manglede noget, hvis fødselsdagskagen ikke var blevet serveret til en fødselsdag.

Jeg rynkede panden og sagde: "Hej." Måske var det det, hun mente manglede.

Lucia rystede på hovedet.

"Det har vi klaret." Hun smilede lidt og rykkede sig under mig. Hendes hår lå som en vifte ud over min hovedpude, og hendes duft mindede mig om lavendel. "Ved du det virkelig ikke?"

Jeg rystede på hovedet og så hende i øjnene. Uden at tøve tog hun fat i min skjortekrave, hårdt. Da hun begyndte at trække i den, vidste jeg, hvad hun ville, og vi begyndte begge to at grine, da hun trak mit hoved bestemt ned mod sit.

Hun var fortid, nutid og fremtid.

Hendes læber fik som altid mit hjerte til at slå hurtigere, og jeg lod mine fingre glide ind i hendes hår. Jeg ville ønske, at jeg ikke tænkte så meget på, at jeg kunne mærke hendes bryster mod min krop, og at hun for bare et par dage siden havde vist mig, at hun gerne ville have sex. Det ødelagde virkelig min koncentration.

I stedet tænkte jeg på, hvordan hendes mund smagte af pebemynte, og om hun mon vidste, hvor tiltrækkende jeg fandt det, når hun lod mig være hendes fange, som hun kunne styre på lige den måde, hun havde lyst til.

Jeg sukkede og rykkede mig lidt væk, af frygt for at jeg ville glemme, at Lucia faktisk var ked af det over et eller andet, hvis jeg blev ved. Det kunne godt ligne hende at skjule det, fordi hun ikke ville belemre mig med hendes problemer, men jeg ville gerne vise, at jeg var der for hende, når hun var i sådan et humør.

"Nu er det min tur - der mangler noget," sagde jeg og satte mig lidt op.

Årh, hvorfor skulle hun være så forbandet forpustet og ... klar?

Jeg stirrede på det hvide sengetæppe, inden jeg begyndte at uddybe. "Jeg vil gerne vide, hvorfor du var trist. Er der sket noget?"

Lucia satte sig også op. Hun havde skiftet tøj og var nu iført et par almindelige, blå shorts og en sort t-shirt. Hun havde stadig sko på oppe i sengen, de sorte converse, men jeg var ligeglad og gik kun op i at få at vide, hvorfor hun var ked af det.

Hun blev hurtigt mere trist i blikket og så ned i sit skød. Det var åbenlyst, at hun ikke var særlig vild efter at snakke om det, men jeg holdt fast og prøvede at smile skævt.

"Hey, du ved godt, du kan sige alt til mig, ikke?" spurgte jeg.

"Jo ... det er bare, altså, jeg ved ikke ... Emma og Daniel vil ikke være mine venner mere," mumlede hun og sagde endelig det, som gik hende på. Jeg trak vejret dybt og kunne inderst inde ikke lade være med at føle glæde.

Lucias venner havde virkelig ikke været min type venner, også selvom jeg flere gange forsøgte at beundre dem, som jeg vidste, Lucia gjorde. De var for opsatte på at være fulde, for sjuskede til at tage hensyn, hvilket i min verden var ansvarsløst og irriterende. Hvis de ikke gad være Lucias venner mere, kunne det måske give det sidste ryk i den rigtige retning, så Lucia kunne blive noget mere end en, jeg bare havde noget kørende med. Selvom hun slet ikke var ligeså fremtrædende, som hun var i starten, kunne jeg stadig mærke, hun var anderledes end andre, jeg var sammen med, og ved at hun glemte sin fortid kunne vi måske skabe en fremtid.Jeg aede hende lidt over hånden og forsøgte ikke at lyde alt for uforstående.

"Ja?"

"Og jeg bliver ligesom nødt til at overbevise dem om, at jeg ikke vil miste dem. Så vi har aftalt at mødes, så jeg kan give dem en oplevelse, der viser, jeg er værdig," fortalte hun og bed sig lidt i læben. "Problemet er bare, at jeg ikke ved, hvordan jeg vinder dem tilbage. De er mine eneste venner, har jeg lige indset. Jeg har ingen. Ikke engang noget familie."

Under ordet "ingen" knækkede hendes stemme, og jeg kunne mærke en bølge af kuldegysninger glide ned gennem min ryg, som om nogen hældte iskoldt vand ned langs min rygsøjle. Jeg var ikke specielt god til at trøste folk, og når øjeblikke blev for følelsesladede, kunne jeg godt føle mig utilpas.

Men jeg tvang mig selv til at gøre mit bedste, så hun kunne blive glad igen. Hun skulle blive glad.

"Du har da mig," var det eneste, jeg kunne få frem. For hun havde jo ret. Hun havde ingen.

"Ja, jeg har dig," smilede hun midt i alt det triste, og jeg følte mig faktisk lidt dum for at have sagt det. Her sad hun og fortalte om noget, der kunne ændre hendes liv, og jeg bad hende huske på, at hun havde mig. Egoistisk. Hold kæft, Niall.

"Hvad med at ... øhm ... du kunne kontakte dine forældre?" sagde jeg forsigtigt. Ud fra måden, Lucia pludselig spændte alle sine muskler på gik jeg ud fra, jeg lige havde trådt hende over tærene.

"Nej. Mine forældre er datid. Jeg vil ikke have dem tilbage."

Det var uden diskussion, så jeg nikkede bare og aede hende endnu en gang over hånden. Jeg glædede mig virkelig til, at hun skulle møde min mor - hun trængte til noget kærlighed fra voksne, noget tryghed og nogle bestemte hjemmerammer, som jeg ikke var i stand til at give hende. Da jeg ikke kunne finde på noget bedre at sige, nævnte jeg det. Samtaleemnet om, hvorfor hun var ked af det, var ved at blive lidt fladt.

"Jeg har ringet til min mor, og hun siger, vi kan bo hos dem i weekenden, hvor Greg bliver gift," sagde jeg og lød nok mere begejstret, end det var meningen. Lucia var stadig trist, så det var nok ikke en god idé pludselig at være det modsatte.

"Åh, okay, det lyder fedt," mumlede Lucia. Hendes hoved landede snart på puden og hun udstødte en blød, overgivende lyd. "Undskyld jeg ikke er så ... sjov at være sammen med lige nu. Jeg er virkelig flad."

Jeg nikkede lidt og prøvede at skjule med en grimasse, hvor skuffet jeg på en eller anden måde følte mig, da jeg havde forestillet mig enten at vi kunne snakke videre eller - ja, der er vel ingen hemmelighed i det - nusse lidt.

"Nu har du jo også dit nattøj med, så du behøver ikke låne noget af mig," jokede jeg og lod som om at jeg var vildt glad for, at jeg endelig fik mit klædeskab for mig selv. Som svar smed hun en pude i mit ansigt og gabte.

"Måske skulle jeg tage en på bare for at irritere dig," tænkte hun højt og satte sig op, så hun støttede sig på albuerne.

Jeg knurrede med vilje som et dyr, der ville forsvare sit territorium.

"Du må hellere passe på. Du får dyret frem i mig," advarede jeg og viste tænder.

"Jeg kan godt lide det dyr," indrømmede Lucia og lod sig glide om på siden, så hun kunne være oppe på alle fire i sengen. Hun var ligeså smidig og smuk som en hvid ræv, lysende og inderst inde farlig.

Jeg satte mig også op i fodenden og prøvede at efterligne hendes bevægelser, mens jeg stadig knurrede lidt for sjov. Lucia var dog langt mere overbevisende end jeg, og endte med at overfalde mig, så jeg lå på ryggen med hende siddende på mig. Hendes øjne funklede og jeg vidste, hun elskede at konkurrere og slås på sådan en måde.

Lucia lagde sine hænder over mine, så de lå på hver sin side af mig. Det var praktisk talt umuligt for mig bare at rykke mig en centimeter, for hun holdt mig bestemt fast med sine blå øjne boret ind i mine. Før hun talte, skulle hun lige fnise opstemt færdig, og jeg ventede i en blanding af forundring og vildskab."Du er en taber," sagde hun, men det var så lavt, at det måske snarere kunne beskrives som en hvisken. Jeg spændte lidt med mine muskler og følte en lille eufori over, at jeg var langt stærkere end hende, og at hun igen begyndte at fnise, da hun så mine armmuskler.

Godt, jeg var begyndt at træne under optagelserne til Moments.

"Nej, jeg vandt," rettede jeg. Da hun rystede på hovedet og prøvede at holde mig nede, denne gang med flere kræfter, blev det lidt sværere at få hende til at rykke på sig under min modsand.

"Du vinder ... hvis jeg vinder noget andet," åndede hun og lod sig ikke påvirke af, at jeg lige så nemt kunne vippe hende af mig med mine arme. Hun var som en klippe - ville ikke give op.

Jeg nikkede nysgerrigt og ventede på, at endnu en kamp skulle indtruffes. Hun så så alvorlig ud, at jeg i et øjeblik blev helt forvirret, men så rensede hendes ord mine tanker, og jeg vidste, jeg havde misforstået hendes budskab. "Hvis jeg vinder dig."

Det kunne have været så romantisk, hvis jeg havde givet hende ringen der, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg var bange for, at det var det forkerte tidspunkt. Det skulle være perfekt, når jeg gav den til hende, og ikke når jeg var i tvivl ligesom nu.

I stedet stønnede jeg bare, på en overrasket måde, for hvem havde set de ord komme ud af Lucias mund?

Jeg smilede lidt. "Det har du allerede gjort."

Hun stirrede på mig længe, og så gik det op for mig, at det ikke skulle forstås på den måde. Hun ville vinde mig. Min krop. Fysisk.

"Åh," udbrød jeg, da jeg fik lagt to og to sammen og forstod, hvad hendes utålmodige blik betød. Hvad skulle jeg svare hende? Jeg havde jo gået og tænkt på det hele aftenen, så måske var det på tide at give under for vores begge tos lyster, og ... flå tøjet af hinanden.

Dog kunne jeg ikke forstå, hvorfor jeg følte en smule tøven ved det, når tanken ellers var så tæt på uimodståelig. Jeg havde aldrig været i seng med nogen før, og jeg havde hele tiden tænkt, at min første gang skulle være planlagt og uden bekymringer, så måske skulle jeg gå efter min mavefornemmelse og takke nej.

Takke nej.

Det lød så latterligt hverdagsagtigt. Jeg blev nødt til at give hende noget igen, så min afvisning ikke blev for nærtagende og skyld i, at hun mistede lysten.

Denne gang var det mig, der hev fat i hendes bluse, og trak hende ned til mig. Lige så forsigtigt som man vækker en baby, hviskede jeg ind i hendes øre.

"På fredag, okay? Der er de andre ikke hjemme; de skal besøge deres familier. Jeg lover det. På fredag."

Det var tirsdag i dag, så der var tre dage til fredag.

Fredag.

En lille sitren gled igen ned af min ryg, denne gang på en god måde, en forventningsfuld måde. Jeg placerede et lille kys på Lucias pande, inden jeg lod mig falde om på siden, hverken dyr eller menneske, blot Niall.

♡♡♡

Lucias synsvinkel

 

Da jeg var lille, plejede jeg også at tælle dagene ned til fredag. Det var en dag, hvor jeg så børnefjernsyn og spiste slik i sofaen. Det var en god dag.

Jeg glædede mig også til fredag denne gang, men det var på en helt anden måde. Jeg havde ikke prøvet det sådan før - jeg havde aldrig planlagt sex. Ind i mellem, når jeg tænkte på det, kunne jeg godt blive bange for, at det var forkert at planlægge det på den måde, men når Niall havde foreslået det, var det nok fordi han følte, det var det rigtige at gøre sådan. Og jeg stolede på ham.

Onsdag gik hurtigere, end jeg havde turdet håbe, og jeg tilbragte dagen med at gå lidt rundt for mig selv i byen, mens Niall og drengene skulle planlægge en tour, som ville finde sted om et halvt år. Jeg gik hele vejen ind til Oxford Street, og købte mig lidt nyt undertøj, så jeg kunne føle mig selvsikker, når jeg tog eller fik taget mit tøj af. Det var dyrere, end det jeg plejede at købe, men Niall havde givet mig et par sedler og sagt, at jeg kunne bruge dem på noget, jeg havde lyst til.

Han havde nok forventet at jeg ville købe en ny t-shirt eller et par jeans - ikke noget, som hjalp mig med at blive beroliget til på fredag. Men jeg glædede mig faktisk til at se hans ansigtsudtryk, når jeg var iført blondetrusser og blondebh. Inde i mit hoved var Niall ikke en vildbasse, heller ikke i sengen, men han havde overrasket mig i tirsdags, da jeg kom hjem og han begyndte at løfte mig op som et bytte og vi sloges.

Måske ville han faktisk være den, som var vildest på fredag.

Okay, hold da op, jeg tænkte på det konstant. Jeg blev nødt til at finde noget andet, jeg kunne bruge min tid på.

Efter undertøjsforretningen gik jeg over i et supermarket og købte en plade mørk chokolade, for jeg kunne mærke en lille hovedpine trænge frem bagerst i mit hoved, og chokolade plejede at være den rette medicin. Udenfor var der en dame med en flettet kurv, som delte parfumeprøver ud. Jeg modtog en uden at sige noget, og gik så bare videre hen til et af de mange små torve, der var i London, så jeg kunne spise min chokolade i fred.

Mens jeg spiste, tog jeg parfumerøven frem og duftede forsigtigt til den. Jeg kendte ikke navnet, men den duftede godt, sådan lidt vaniljeagtigt med toner af citrus. Jeg brød mig ikke om kraftige, tunge parfumer, for så syntes jeg at det føltes som om, at man aldrig kunne slippe væk fra duften. Jeg foretrak de milde som denne her.

Torsdag gik også hurtigt, men det var faktisk ikke noget, jeg var glad for, for jo tættere på jeg kom på fredag, des mere nervøs blev jeg. Jeg havde lagt mit nye undertøj og parfumeprøven ned i min sportstaske, så Niall ikke ville opdage noget, men han havde heller ikke taget særlig meget kontakt til mig efter vores lille aftale, så jeg forventede ikke, han ville opdage det om jeg så lagde det øverst.

Det var som om at en usynlig mur adskilte os, og jeg tog mig selv i at tænke længe på et nyt samtaleemne - noget der aldrig havde været nødvendigt med Niall. Det irriterede mig lidt, men jeg var ikke i stand til at nævne det for ham. Mens jeg tullede lidt rundt i byen igen, og der var gået en time hver gang jeg så på uret, blev jeg mere og mere klam i mine håndflader, fordi tanken om at det var fredag om mindre end 12 timer virkede faretruende. Jeg overvejede at gå ind og købe noget mere chokolade, men tanken gav mig kvalme.

Jeg ville bare gerne have det overstået. Jeg kunne ikke rigtig sige fra nu, ikke efter at have lydt så begejstret, da Niall foreslog en planlagt aften.

Det var som om, at jeg stadig var jomfru: Nervøs og ude af stand til at forklare, hvordan det føltes at have sex. Da jeg selv havde mistet min møddom, var det spontant, så jeg havde ikke haft tid til at bekymre mig. Det var anderledes nu, og tanken om, at jeg ikke var lækker nok over for Niall, at jeg ikke kunne tilfredsstille ham, og at han forventede jeg overhovedet ikke var nervøs, gik igennem mit hoved sådan cirka hundrede gange i minuttet.

Lyden af vækkeuret vækkede mig fredag morgen. Solen skinnede stadig, men det var ikke ligeså varmt, som det havde været den seneste uge. Jeg satte mig lidt op, og betragtede Niall, mens han sov. Synet var rart, og jeg kunne mærke, at jeg med det samme blev lidt mere rolig - for der var han, menneskelig og tryg, så det virkede latterligt, at jeg havde bekymret mig så meget.

Jeg betragtede hans mund, der var formet som et lille 'o', og fulgte hans krops kurve videre hen til hans arme, der var så stærke, at det lignede han spændte. Det var lidt skræmmende, men skræmmende på en god måde, at tænke, at de arme ville holde om mig på en måde, jeg aldrig havde oplevet i aften.

Jeg smuttede ud i køkkenet og spiste morgenmad bestående af lidt ristet brød og en kop te. Drengene skulle besøge deres familier og var derfor taget af sted i går aftes - så vi var helt alene hjemme. Efter en time, hvor Niall stadig ikke var stået op, begyndte jeg at kede mig, og for ikke at sidde op blive fastlagt i en doven tilstand, gik jeg en tur.

Det var rart at suge kølig, morgenfrisk luft ned i lungerne, og dog - klokken var elleve. Jeg satte mig på en bænk og tænkte på, hvordan aftenen mon ville udspille sig: Ville jeg ende med at være lige så nervøs, som jeg følte mig nu?

I det mindste tænkte jeg så meget på det her, at jeg slet ikke havde tid til at bekymre mig om Emma og Daniel. Min hjerne kunne kun fokusere på én ting af gangen lige nu.

Solen varmede mit ansigt, og jeg betragtede de små familier, der tog på indkøb og de gadesælgere, som lokkede med frisk frugt og grønt. Inden jeg tog hjem igen købte jeg et æble, som gav mig samme fornemmelse, som efter man har børstet tænder.

Niall var heldigvis stået op, da jeg ringede på - selvom jeg tilbragte stort set alle mine nætter hos Niall for tiden, havde jeg ikke gennemtænkt at jeg ikke havde nogen nøgle med. Han lød lidt forvirret, men ikke sur, så jeg gik ud fra, han stadig var lidt omtåget efter tolv timers søvn.

Jeg smed mine sko og satte mig over for ham ved spisebordet. Hans har var lidt rodet og hans krop lænede sig slapt over skålen med cornflakes, så han sov nok stadig indvendigt, selvom han overbeviste mig om, at han var klar.

Klar til i aften, tænkte jeg.

Urgh.

"Så, øh, har du tænkt på, hvad vi skal lave i dag?" spurgte jeg da jeg ikke troede, han regnede med, vi skulle være sammen hele dagen i dag. Mit spørgsmål var mere en hentydning til, hvad han skulle lave, og ikke hvad vi skulle lave.

"Ja," sagde han og vågnede pludseligt lidt mere op. Jeg smilte, da jeg så, hvor glad og lidt genert han pludselig så ud. "Du må i hvert fald ikke være hjemme fra klokken fire af."

"Må jeg ikke? Hvorfor?" spurgte jeg nysgerrigt og lænede mig ind over bordet. Blikket i hans øjne var hemmelighedsfuldt, og de fleste vidste jo, at jeg elskede hemmeligheder.

"Det er en overraskelse," svarede Niall og tog endnu en skefuld cornflakes i munden. Jeg rynkede på næsen og lagde mine ben over kors.

"Har du også planlagt, hvad vi skal lave indtil da?"

"Ja. Se film. Chille." Han strakte sig lidt og gik ud med sin tallerken i opvaskemaskinen, da han kort tid efter fik spist op. Jeg fulgte efter ham og lænede mig op ad køkkenbordet. "Jamen så lad os da gå i gang," sagde jeg.

Filmen var helt fin, og handlede om sådan en fransk kunstner, som skulle ud i verden og finde en, som ville udstille hans kunst. Måske lidt for faglig til min smag, men jeg havde altid syntes, fransk var et flot sprog, så selve måden alle skuespillerne snakkede på var underholdende for mig. Da vi var færdige, sagde Niall, at det var på tide, jeg skulle gå.

Overraskelsen.

Jeg klappede lidt i mine hænder og prøvede at få noget ud af ham. "Hvad er denne overraskelse? Har det noget med andre end os at gøre?" spurgte jeg, mens jeg tog min jakke på. Niall kom frem fra entreen med mine sko. Han rynkede panden og endte med at ryste kraftigt på hovedet.

"Nej nej nej. I aften handler det kun om os to, Cia," rettede han og rystede stadig lidt på hovedet, selv efter at han havde talt færdigt. Måden han gjorde det på, fik noget af hans hår til at glide frem foran hans blå øjne, og jeg begyndte helt at smile over, hvor sød han var.

"Jamen ..."

"Farveeel!" grinede Niall og nåede lige at give mig et kys på kinden, inden jeg smuttede ud.

Godt, jeg tog mit nye undertøj på, tænkte jeg, da jeg gik med meget langsomme skridt ned ad trappen.

***

Jeg havde aldrig brudt mig om at vente, og derfor besluttede jeg mig for at bruge tiden taktisk, mens jeg gik rundt for at få tiden til at gå. Jeg fik spist lidt, gået rundt i byen endnu en gang, og lyttede til et par gademusikanter, som spillede på gaden foran en af mine yndlingsbutikker.

Min nervøsitet var aftaget en smule, men jeg kunne godt mærke, jeg stadig var spændt. Det var ikke på den der måde, hvor jeg havde været ved at kaste op på, ligesom i går - nu var jeg mere rolig ved tanken, for Niall ville trodsalt gøre noget ud af det, og lave en overraskelse til mig. Jeg fandt parfumeprøven frem fra min taske og sprøjtede mig lidt på håndleddene, mens jeg fandt min vej tilbage til lejligheden. Klokken var kvart i seks.

Det var som om at jeg var på vej ind til eksamen, da jeg ringede på dørklokken. Mit hjerte bankede hård i mit bryst, og jeg sank en klump.

Niall åbnede med det samme uden ord, og jeg hoppede med to skridt op ad trapperne, indtil hoveddøren stod lige over for mig. Jeg havde været så hurtig til at løbe op ad trapperne, at Niall ikke engang havde åbnet døren endnu.

Det første, jeg opfattede, da jeg så hans ansigt, var spænding. Med en svag dirren trak han mig ind i et varmt knus, og kyssede mig ikke på kinden, som han ellers plejede at gøre. Jeg smilede og lod ham tage imod min jakke, mens jeg åbnede mine sko.

"Er du klar?" spurgte Niall og jeg lagde mærke til, at han havde lukket døren ind til stuen. Hans stemme var blid, men med en antydning af utålmodighed, og han slap ikke mit blik, men han talte.

"Ja," sagde jeg let. Min stemme lød overraskende selvsikker, og jeg lod ham gå om bag mig, mens han bagefter forsigtigt lagde sine hænder over mine øjne.

Under hans beordring fik jeg formået at gå frem uden at støde ind i noget, og mens han åbnede døren ind til stuen, lovede jeg at holde mine øjne lukkede. Jeg var glad for, at jeg havde taget en lille nederdel og en tanktop på som det eneste, for stuen var varm - varmere end normalt.

"Nu må du gerne åbne øjnene," hviskede han i mit øre, og hans læber ramte min hals - så let, at det var som om han slet ikke rørte mig - og jeg åbnede mine øjne forsigtigt og nysgerrigt op.

Persiennerne var trukket helt ned, og efterlod stuen i en mørk, dyster farve, næsten sort. Foran mig, overalt i hele stuen, var der opstillet hundredevis af stearinlys, tykke, tynde, små og store - på klaveret i hjørnet, i vindueskarmen, på gulvet. Der var så mange lys, at det overvældede mig så meget, at jeg ikke kunne sige noget som helst.

Jeg vendte mig om mod Niall, som havde stillet sig foran mig. Han smilte stort, helt klart glad for min reaktion.

"Lucia betyder jo lys, ikke?"

Han burde være stoppet der, for jeg var i forvejen så mundlam, at det næsten var pinligt. Alligevel tøvede han ikke, inden han gik tættere på mig, trak mig ind til sig med hænderne om min talje.

"Du er mit lys," hviskede han.

♡♡♡

Hej alle, I tænker sikkert alle sammen "hvordan kan hun være så ond at stoppe den der???", og jeg ved det, jeg har det med at stoppe, når man allermest har lyst til at læse mere, men godt nyt! Næste kapitel vil kun handle om Lucia og Nialls aften/nat, og jeg håber ikke at I er alt for sarte, for historien her er jo trodsalt for 13+, hehe, så ... SEX.

Ej, nu kommer jeg til at lyde slesk. Nå. Nevermind!

Jeg håber - udover slutningen - at I kunne lide kapitlet! Jeg har ikke læst det igennem, da jeg har haft virkelig, virkelig travlt i weekenden, så der kan sagtens forekomme lidt fejl og sådan. Ellers vil jeg bare sige tak for jeres støtte, I er for rare!

PS: Hvad hedder Niall og Lucia egentlig sammenlagt? I ved, der er Jelena (Justin + Selena), Larry (Harry + Louis) men hvad ville Niall og Lucia hedde? Nucia? Det lyder bare vildt dårligt. Som den lyd der kommer, når man nyser. Haha.

Nogen foreslag? Kys fra mig :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...