Used To Be - One Direction 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2013
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Færdig
Niall Horan er den eneste, som ikke har haft en kæreste eller datet i sit band, One Direction. Ifølge deres management, har dette en negativ virkning på fansene, som godt kan synes at han "forsvinder i mængden", i forhold til de andre i bandet, som alle sammen har en kæreste.
For at gøre Niall mere populær, har managementet bikset en "plan" sammen, der i sidste ende forhåbentlig får Niall op på samme niveau som de andre drenge. Kort sagt går denne plan ud på at finde en helt igennem normal pige, som Niall kan date i et par måneder og få et par avisoverskrifter med. Det eneste krav er, at hun ikke skal være opsigtsvækkende, og opføre sig særlig meget anderledes i forhold til andre piger på sytten år. Efter kort tids søgen finder de Lucia West, en pige, som Louis Tomlinson gik i folkeskoleklasse med. Det de dog ikke er forberedt på, er, at hun langtfra stadig er den tilbageholdende pige, som de troede, hun var ...

213Likes
432Kommentarer
37877Visninger
AA

14. Kapitel 13

I used to rule the world

Seas would rise when I gave the word

Now in the morning I sleep alone

Sweep the streets I used to own

- Coldplay, Viva La Vida

 

Nialls synsvinkel

 

Jeg sad med øjnene fastfrosset på skærmen, som var blevet sort for længst. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere, for jeg var så overrasket, at jeg ikke kunne mærke, om det var på en god eller dårlig måde. Lyset blev tændt, og jeg missede lidt med øjnene over ændringen.

I begyndelsen var der en lille, tøvende stilhed, som om at publikum forventede mere, men så brød de ud i klapsalver, og det rungede i mine ører. Lyden af klappene løsnede mig lidt op, så jeg var i stand til at tænke klarere, og kunne bevæge mig igen. Langsomt vendte jeg mig om mod Lucia, men jeg vidste ikke, hvad jeg ville sige til hende. Folk gloede, og dem, som sad på rækkerne foran, rejste sig op og vendte sig derefter imod os, så de havde perfekt udsyn til vores reaktioner. De smilede, men udtrykket i deres øjne var ikke ligesom efter et surpriseparty - de troede, at vi med vilje havde filmet musikvideoen sådan.

Klapsalverne begyndte så småt at stoppe, og det fik min krop til at falde lidt ned i samme tilstand som før. Når jeg kunne høre folk klappe, havde jeg det lidt som om at jeg var beskyttet, men nu var jeg blottet igen, og jeg kunne mærke, de forventede at jeg sagde eller gjorde noget.Jeg blinkede lidt med øjnene, og det var først nu, at jeg kunne se Lucias ansigt for mig.

Jeg havde ikke set det så tæt og så klart for mig før, men nu kunne jeg se alle detaljerne: De mørkebrune øjenvipper, de næsten usynlige fregner omkring hendes næse, det lyserøde på hendes kinder og læber. Hun måtte have vendt sig om mod mig på samme tid, som jeg vendte mig om mod hende, og fordi jeg stadig var lidt omtåget, havde jeg ikke rykket mig tilbage. Vores ansigt var kun ti centimeter fra hinanden, en afstand, som føltes latterlig lille.

Så selvfølgelig kyssede jeg hende. Det var et ganske let, forsigtigt kys, ikke noget dyrisk. Det ville alligevel også have været for grænseoverskridende, hvis jeg kyssede hende voldsommere, men ærlig talt var det det, jeg havde mest lyst til.

Folk begyndte at klappe igen, og så vidste jeg, hvad jeg syntes om musikvideoen. Den var lige så fantastisk som mine følelser for Lucia.

***

Vi kom ned i stueetagen, hvor der var buffet. Vi stod begge to med en tallerken i hånden og var i gang med at øse små, nye kartofler op med en stor ske. Det bugnede af mad: Langbordet fortsatte i en uendelighed med flødekartofler, små kartofler, saucer, salater, forskellige brød, ost, supper, cocktailpølser, bacon, steg, frisk frugt og grøntsagsstave med dip. Jeg var sulten, så synet af al den mad gjorde mig i endnu bedre humør, end jeg allerede var.

Det var som om at mit liv var en pyramide, og jeg blev ved med at fortsætte opad af glæde mod en top, som bare blev ved og ved og ved. Siden i går havde jeg tænkt ret meget på, at det da heller ikke bare kunne blive ved på den her måde - på et eller andet tidspunkt måtte der da komme et nederlag af en eller anden art. Men jeg kunne ikke komme i tanke om noget i mit liv lige nu, som jeg var utilfreds med.

Lucia lagde skeen ned igen, og jeg fulgte hendes hånd med øjnene, for den rakte ikke ud efter den næste ske, som stod nede i en skål fyldt med frugtsalat. Nej - lige så diskret, som man retter på ens tøj, tog hun sin hånd ned på min røv, og gav den et næsten lydløst dask. På mange måder var det komisk, men jeg kunne mærke, at jeg ikke stod og smilede fjoget, fordi det var sjovt. Jeg smilede, fordi det mindede mig om, at hun ville have mig, og at jeg ville have hende.

Frækt.

Vi satte os ved et lille, rundt bord ved et af vinduerne, og ind i mellem kom nogle af de voksne, som også havde været tilskuere, hen til os, og sagde, at videoen havde overrasket dem meget.

"Jeg troede, det var endnu en dårlig musikvideo med en urealistisk kærlighedshistorie, men denne her var faktisk ... ægte," sagde en høj mand til os og klappede mig lidt på skulderen, som om han troede, vi var venner. "Godt arbejde!"

"Tak," mumlede vi, for det forekom stadig som et ret stort chok for os begge, at musikvideoen ikke havde handlet om det, vi troede. Da han gik igen, havde vi endelig frihed til at snakke. Jeg lænede mig lidt ind over bordet imens jeg smurte en smule syltetøj på et stykke brød.

"Vidste du noget om det her?" spurgte jeg hende, men jeg kendte jo godt svaret. Hun havde været så glad og opsat på at finde ud af, hvad overraskelsen var tidligere i dag, at det var urealistisk at tænke, hun bare havde spillet skuespil.

"Nej, gjorde du?" Lucia tog en lok hår væk fra sit ansigt og spiste små bidder af et stykke kød, som hun prikkede af med sin gaffel.

"Nope," svarede jeg. "Men musikvideoen var god. Jeg kunne godt lide den scene, hvor du stod op ad bilen, mens drengene og jeg uddelte autografer til skolen."Hendes ansigtsudtryk underholdte mig mere, end jeg havde regnet med, og jeg kunne ikke lade være med at smile flabet, mens jeg kunne se hende skære ansigt og lade som om, at hun ikke anede, hvad jeg snakkede om.

"Hvilken scene?" spurgte hun uskyldigt og så ned i sin næsten urørte mad, så hun kunne skjule sin rødmen.

"Den, hvor du har armene over kors. Og du ser jaloux ud." Jeg smilte skævt og bed mig i læben. Jeg vidste, at jeg ikke ville have joket på den måde med nogen, hvis ikke at jeg havde mødt Lucia. Det var ikke kun hende, der havde ændret sig; jeg havde også suget noget af hendes væremåde til mig, og følte ikke længere flovhed på samme måde, som jeg havde gjort før. Jeg havde rykket grænserne lidt mere, og når jeg var sammen med Lucia, var det som om, at jeg kunne rykke grænserne endnu mere.

Noget af det bedste ved at gøre sådan noget med hende, var, at jeg kunne se vildskaben blusse op i hendes ellers så rolige, blå øjne. Jeg kunne se på hende, at hun fik lyst til at vælte bordet væk fra os, så hun kunne overfalde mig i frustration over mine ord, som vi begge vidste var sande.

Jeg tog en slurk vand og vendte øret mod hende, som om jeg var yderst interesseret i hendes svar.

"Jeg ved ikke, hvad du taler om," sukkede hun, men det var opgivende, og hun spiste ikke længere sit kød. I stedet kunne jeg se mundvigene under hendes løsrevne hår, der dækkede hendes ansigt, glide op i et smil. Hun var så dårlig til at lyve over for mig.

"Nå, gør du ikke?" smilede jeg og pirrede hende lidt mere. "Du rakte tunge til en af pigerne, der pegede efter dig, da vi var færdige."

"Du behøver ikke minde mig om det." Hun vrissede.

"Så du ved altså godt, hvad jeg taler om?" Jeg tog endnu en tår af mit vand, og undersøgte hendes ansigt, mens jeg drak. Jeg vidste, hun snart ville opgive sig, for nu havde jeg fået skovlen ind under hende, og hun havde tabt vores lille, ironiske leg. Hun løftede sit hoved op og så på mig med rynket pande.

"Okay, okay. Ja," sagde hun lavt. Hun behøvede ikke at sige mere, for bare det, at hun havde bekræftet mit udsagn, var nok.

Som punktum kneb jeg øjnene en smule sammen, fastholdt hendes blik i mit. Jeg snakkede ikke længere med tiltro til at vinde en diskussion. Nu var mine ord oprigtige, uden den jokende undertone.

"Du er så cute, når jeg vinder en diskussion mod dig. Virkelig," sagde jeg og glemte næsten, at vi ikke var alene. Jeg fik lyst til at gøre alt muligt, som ville være mega upassende, men endte bare med at grine lidt.

"Tak," hviskede Lucia. Jeg vidste, hun stadig ikke var vant til at få komplimenter - i hvert fald ikke de kærlige, som jeg på det seneste havde givet hende.

Vi spiste op, og samtidig var Geo forsvundet et eller andet sted hen, så vi havde ikke mulighed for at snakke med ham om hans pludselige skiftende udgangspunkt. Vi gik hen til receptionen, i håb om at damen bad skranken måske vidste, hvor han var, men det gjorde hun ikke.

Jeg trak lidt opgivende på skuldrene og vendte mig om mod Lucia. Vejret udenfor fristede.

"Skal vi så ikke bare gå?" spurgte jeg og trippede lidt. "Jeg har brug for at røre mig. Vi kunne gå en tur eller sådan noget."

"Fint med mig," sagde Lucia og nikkede. Så vi gik udenfor med det samme i eftermiddagssolen, mætte af lækker mad og en masse nye indtryk. Det vi ikke lige havde tænkt på, var paparazzierne, som havde fundet ud af, hvor jeg var.

Der plejede kun at være tre-fire stykker, men nu var der mindst ti, hver og en med kæmpestore, blitzlysende kameraer. Et par kvinder og mænd kom småløbende hen til Lucia og jeg, da de så, det var os, som trådte ud. De havde mikrofoner i hænderne og lignede nogen, der ikke ville lade os være i fred, før de havde fået det at vide, de ville.Kvinderne havde alle sammen håret op i hestehaler, og mændene var i afslappede jakkesæt. En kvinde med lyst, majsfarvet hår kom hen til mig, og stak insisterende en mikrofon hen til min mund.

Hendes hår var slet ikke kønt. På det seneste havde jeg lagt mærke til, at den eneste hårnyance jeg kunne lide, når jeg så på blondiner, var Lucias sommerblegede hår. Hendes små, fine babyhår langs tindingen, som vendte sig med vinden, og de striber, som var en smule mørkere i hendes hår som helhed, var ikke til at stå for ...

Nå, tilbage til damen med det majsfarvede hår.

"Niall Horan, hvem er det?" spurgte majsdamen. Spørgsmålene begyndte ligesom typiske regnskyl i England - først et par forsigtige, små dråber, derefter højlydte, gennemtrængende dryb. Jeg følte mig som en løve i et bur, hvor folk ville høre et brøl, og hvis man ikke med det samme kom med et, begyndte de at skubbe, råbe og prikke til en.

"Er det din kæreste, Niall?"

"I ser godt nok meget forelskede ud i den musikvideo, der netop er blevet lagt ud! Har du noget at tilføje?"

"Kys hende! Kys hende!"

Jeg rystede kraftigt på hovedet og stak armen ind under Lucias, så vi kunne komme væk. Jeg var ligeglad med, at Lisa og Richard sikkert ville se det som en oplagt mulighed for at få lidt opmærksomhed, for på den her måde blev det lige lovlig stressende for mig. Det var heller ikke fair over for Lucia - hendes øjne blev helt store som en fugleunges, og det var malet i hendes ansigt, at hun aldrig havde prøvet at være udsat for sådan et pres før.

Med opsatte skridt gik jeg hen mod bilen, men journalisterne og paparazzierne fulgte efter, og da det gik op for dem, at jeg ikke var særlig snaksalig, skiftede de taktik og vendte sig om mod Lucia.

"Så du dater Niall Horan, hva'? Hvordan er det?"

Nu var standarden forhøjet. Spørgsmålene, som før var for personlige, var intet sammenlignet med det, de sagde til Lucia.

"Er du hans lillesøster?" var der en mand, som spurgte. Ud af øjenkrogen kunne jeg se, hvor meget det sårede hende, og jeg begyndte at gå hurtigere, så vi kunne komme væk derfra. Der var kun omkring halvtreds meter tilbage.

"I videoen har du skoleuniform på. Føler du, at du ikke kan leve op til ham, eftersom du er på niveau med millioner af andre skolepiger?" spurgte majsdamen. Vi var kommet hen til bilen nu. Jeg fumlede lidt, da jeg skulle finde bilnøglerne frem, men det lykkedes, og to små blink signalerede, at bilen var åben.

Det var kun mig, der var hurtig til at åbne døren - jeg troede, at Lucia var mindst ligeså opsat som mig på at komme ind, men nej.

Gennem forruden kunne jeg se, at hun stillede sig hen til dem, en lille skikkelse, som nærmest druknede i alle deres spørgsmål, blitz og mikrofoner. De pirrede hende, men det var ikke på samme måde, som jeg havde gjort til frokosten. Det her var nærmest overgreb - så stort et pres med så mange mennesker - hun havde ikke en chance til at rykke på sig.

Jeg skulle til at gå ud efter hende, fordi hun måske følte sig forpligtet til at sige noget, og ikke kunne lide bare at ignorere dem, som jeg gjorde.

Men så kunne jeg se hendes skuldre blive rettet ud, og hun trak vejret dybt ind. Det var lidt irriterende, at jeg ikke kunne se hendes ansigtsudtryk, fordi hun stod med ryggen til - men min umiddelbare forventning var, at hun ville sige 'ingen kommentar' eller noget i den retning.

Lucia pustede forsigtigt den luft ud, hun før havde fyldt sine lunger med, og endnu en gang var jeg tæt på at åbne bildøren, så jeg kunne få hende ind. Hendes kommentar stoppede mig.

"Fuck af!" råbte hun skingert, bange og ærligt.Og så kom hun ind i bilen til mig, og vi kørte væk.

 

♡♡♡

Lucias synsvinkel

 

"Shit," hviskede jeg, da vi endelig kom ud på motorvejen, og jeg genindspillede min handling foran paparazzierne. "Shit, shit, shit."

"Hvad er der?" spurgte Niall og kiggede hurtigt på mig, før han vendte blikket tilbage mod vejen igen. Jeg ignorerede hans spørgsmål og stillede mit eget i stedet, imens jeg lod mit ansigt hvile i mine hænder.

"Jeg ødelagde det hele, gjorde jeg ikke?" Jeg udstødte en skuffet lyd og havde mest af alt bare lyst til at komme hjem til Niall og gemme mig under hans dyne for evigt.

Nialls ansigt var splittet, og jeg vidste, han var så længe om at svare mig, fordi jeg havde ret og han vidste, jeg ikke kunne lide at høre sandheden. Surmulende lænede jeg mit hoved op af bilruden og så på de andre biler, som susede forbi os.

"Nu ved de i det mindste, hvordan du er. Og det er netop derfor, jeg er sammen med dig. Fordi du er, som du er," sagde han og trommede roligt med tommelfingrene på rattet. Jeg bed mig i læben og prøvede at få vendt min 'fuck af'-kommentar til noget positivt, ligesom Niall havde formået. Det skete bare aldrig.

"Hvordan kan du holde det ud? At folk hele tiden er sådan?" spurgte jeg for at skifte emne. Jeg var virkelig ikke i humør til at snakke om det.

Niall drejede af ind mod London og trak på skuldrene.

"Man vænner sig til det," sagde han monotomt, som om han prøvede at overtale sig selv og ikke mig.

Jeg nikkede bare og prøvede at lade være med at tænke på min egen uduelighed, mens de større gader, Londons pulsårer, passerede vinduerne.

Lyden af en melodi, som nok skulle gå det ud fra en ringetone, brød igennem vores stilhed. Da jeg ikke kunne genkendte den, måtte det være Nialls. "Den ligger i min lomme," fortalte Niall og rykkede sig lidt på sædet, inden han sagde: "Gider du tage den?"

Lidt nervøs over, hvem jeg skulle forberede mig på, det var, lod jeg min hånd glide ned i hans bukselomme og fandt iPhonen frem. Den vibrerede i mine hænder og jeg skyndte mig at tage den, af frygt for at den ville nå at gå til telefonsvaren, hvis jeg ikke var hurtig nok. Jeg tog den op til øret og stirrede på Niall, som om han kunne redde mig, hvis jeg sagde noget forkert, og lagde ud med en forsigtig stemme."Nialls telefon, det er Lucia ...?" sagde jeg. Personen i den anden ende af røret åndede ned i røret, og jeg kunne høre, det var en mand.

"Åh, hej. Øh. Mit navn er Greg. Jeg er Nialls bror. Er Niall i nærheden? Jeg har brug for at snakke med ham."

Greg. Jeg vidste ikke engang, at Niall havde en bror. Ud fra hans dybe stemme gik jeg ud fra, at det var en storebror.

Jeg skyndte mig at nikke, selvom Greg selvfølgelig ikke kunne se mig, og tog telefonen væk fra øret. "Niall, det er din bror ..." sagde jeg og håbede på, at han ville fortælle mig, hvad jeg skulle gøre. Godt nok brød jeg stadig loven en gang i mellem, men tanken om at lade Niall tale i telefon, mens han kørte på motorvejen, betryggede mig ikke ligefrem.

"Sæt den på højtaler," sagde Niall lavt, som om han prøvede at skjule, han hjalp mig. Da jeg ikke selv havde en iPhone, kunne jeg slet ikke finde ud af, hvordan man gjorde, og jeg trykkede på alle de knapper, der var på skærmen. Niall begyndte at grine af mig og jeg skar ansigt i frustration.

Endelig fandt jeg ud af, hvordan man gjorde, og slog højtaleren til, hvorefter jeg placerede den under foruden. Man kunne tydeligt høre Gregs stemme og hans omgivelser - han var i nærheden af mange andre mennesker.

"Hey Greg," hilste Niall. "Undskyld ventetiden, Cia havde lidt svært ved at slå højtaleren til. Hvad så?"

Jeg åbnede munden i protest, og som svar rakte Niall bare en hånd hen mod mig, mens han anstrengte sig dybt for ikke at flække af grin. Jeg tog hånden, og for ikke at virke for snagende, begyndte jeg at tegne små cirkler i hans håndflade.

"Nå okay ... ja, nevermind, jeg ringer for at sige, at Denise og jeg skal giftes!" udbrød Greg glad. Jeg smilte lidt, da jeg kunne se, hvor glad Niall også blev.

Normalt brød jeg mig ikke så meget om bryllupper, for jeg syntes at tanken om at vige sit liv til en person var for langt ude. Det var som at sætte en lås om ens kærlighedsliv, og ikke nok med at man ikke måtte være sammen med andre, skulle man også sørge for, at den anden heller ikke gjorde noget, som kunne ødelægge denne kærlighedslås.

Men nu forestillede jeg mig et traditionelt bryllup: Hvide roser, hvid brudekjole, blå himmel og en masse gæster med store smil. Tanken føltes god, og ét bestemt ord dukkede op i mit hoved, mens jeg stadig tegnede cirkler på Nialls håndflade med min pegefinger: sødt.

"Det er løgn! Hvor fedt! Tillykke!" sagde Niall og jeg kunne mærke bilen køre lidt langsommere, så han ikke behøvede koncentrere sig så meget om kørslen.

"Tusind tak," sagde Greg.

"Fortæl, fortæl! Hvornår, hvordan, hvor?" spurgte Niall.

"Kort sagt blev vores femårsdag lige forvandlet til forlovelsesdag. Vi har været ude og spise frokost, og jeg friede til hende på restauranten. Nu er vi hjemme igen," forklarede Greg og lo lidt ned i røret. Jeg forestillede mig ham af en eller anden grund til at have rødt hår, for den eneste Greg, jeg havde kendt, havde rødt hår.

"Hvornår skal I så giftes?" Niall lod sine fingre glide igennem sit hår og smilede stadig lidt.

"Allerede om to uger - Denises familie rejser nemlig snart, og så vil vi også gerne have, det ikke styrtregner, når vi bliver gift. I er selvfølgelig inviteret, dig og ... Silla, var det det, hun hed, hende der var i røret før?"

"Lucia," rettede Niall og gav mit hånd et klem. Jeg smilte stort og glædede mig allerede.

Vi var blevet inviteret til bryllup! Hvor vildt var det lige? Jeg havde aldrig været til bryllup før.

"Jeg vil skynde mig at ringe til mor og far, for de tog ikke telefonen før," sagde Greg og i baggrunden kunne jeg høre champagnepropper åbnes. "Vi snakkes ved, ikke?"

"Ses, og hils Denise fra mig!" smilede Niall. Jeg tog telefonen fra der hvor jeg havde lagt den under vinduet, og lagde på, efter at de havde sagt farvel.

Det var sjovt at tænke på, hvor meget sådan en nyhed kunne påvirke én. Niall var med det samme i glimrende humør, og jeg kunne mærke det smitte af på mig - jeg fik den der følelse, hvor man har lyst til at skrige ens yndlingssang, grine sig selv ihjel og aldrig falde i søvn igen.

Vi var næsten inde ved London, men så kom jeg i tanke om, at jeg jo stadig havde mit tøj hjemme hos Emma, og det var nok på tide at rykke det. Siden vores halv-skænderi havde jeg ikke snakket med hende, og forholdet mellem Daniel og jeg var også lydløst.

Det var mærkeligt, eftersom vi de sidste to år havde været sammen stort set alle dagene i løbet af ugen, og nu - nu var de væk. Jeg prøvede at forestille mig, hvordan jeg ville have det, hvis jeg gik tilbage, og levede fuldstændig, som jeg havde levet før. Tanken var skræmmende, men inderst inde kunne jeg godt mærke, at jeg savnede det.

Ikke sådan i alle træk, men jeg savnede tiderne. Jeg savnede at være fri og gøre lige præcis, hvad jeg havde lyst til. Selvfølgelig var jeg stadig mere spontan og udadvendt, end de fleste andre, men det var ikke på samme måde.

Hvis jeg mistede Niall, havde jeg intet.

Og det var bogstavelig talt. Jeg havde ikke bare mistet mine forældre, men næsten også mine bedste venner, som ellers var dem, der havde holdt liv i mig, indtil Niall fyldte mit liv ud med det, jeg opfattede som betydning.

Hvis jeg mistede Niall, ville jeg forsvinde. Forsvinde i min egen fiasko.

Da det gik op før mig, blev mit humør med det samme forvandlet til bekymring. Jeg måtte ikke give slip på Emma og Daniel. Hvad skulle der ellers blive af mig?

Jeg stødte mine fødder ind mod sædet og trak vejret så meget ind, at mine lunger føltes som balloner, der kunne springes. Da jeg prustede ud, vendte Niall sig om mod mig, spørgende.

"Jeg har glemt mit tøj hjemme hos Emma," forklarede jeg. Det lød ret overbevisende, for mit prust kunne nemt minde om lyden, når man kommer i tanke om noget, man virkelig ikke har lyst til. Niall nikkede og skulle til at vende ind til siden, så vi kunne vende om mod Doncaster. "Nej nej, bare kør videre hjem, jeg tager bare toget," guidede jeg. Jeg så ud ad vinduet og håbede ikke, han troede, jeg pludselig var blevet sur, for det var jeg ikke. Jeg havde bare brug for at tage lidt afstand.

"Er du sikker på, jeg ikke skal køre dig?" Hans stemme lød forvirret.

"Helt sikker. Seriøst. Så kan jeg også lige sige ordenligt hej til Emma - det er vildt lang tid siden, vi har snakket. Og du kan være sammen med drengene, så I kan ... være fyre," overbeviste jeg med en smule ironi i stemmen ved den sidste sætning.

Heldigvis endte Niall med at trække på skuldrene og kørte videre, indtil det store skilt, som fortalte os, at der var en subway, dukkede frem. Solen varmede med det samme mine kinder, da jeg trådte ud. Jeg gik om på den anden side af bilen, så jeg kunne sige farvel til Niall, og han havde allerede rullet vinduet ned, som om han var fuldstændig forberedt og parat.

Jeg lænede mig forsigtigt ned til hans smilende ansigt, og indåndede duften af ham, mens han placerede et kys på min kind. Af en eller anden grund kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at det måske var en dårlig ting, at jeg syntes så godt om den duft. At jeg syntes så godt om ham.

Åh gud, humørsvingninger. Det var sikkert snart tid til min menstruation.

"Ring," hviskede Niall i mit øre, inden jeg lænede mig tilbage igen. Jeg rakte ham thumps up som tegn til, at jeg havde forstået, og så gik jeg ned ad trapperne til undergrundens forunderlige verden.

Jeg fik fisket min pung frem fra min lomme og fandt en pengeseddel, der kunne betale min tur. Der lugtede svagt af urin og jeg undgik at gå for tæt op ad væggene, for de var indsmurt i noget, der med garanti ikke var særlig rart at få på hænderne.

Da jeg trådte op på Doncasters hovedgade efter togturen, var det første jeg tænkte: Hjem. Egentlig var det mærkeligt at tænke sådan, for jeg boede jo ikke officielt nogen steder, ikke engang hjemme i lejligheden hos Niall i London. Teknisk set var jeg hjemløs, selvom min adresse var placeret hos mine forældre.

Gad vide, hvad de tænkte om mig, når de højst sandsynligt snart ville se mig på forsiden af aviser og magasiner. Jeg håbede, de inderst inde ville blive lidt stolte.

Turen hjem til Emma var simpel, og jeg var der i løbet af få minutter. Jeg trådte med to skridt af gangen op ad trappen, og bankede med nogenlunde kraftige slag på den store, mørkebrune trædør.

Til min store overraskelse var det hverken Emma, hendes forældre eller lillebror, der åbnede døren. Først troede jeg, at jeg måske var gået forkert, men så genkendte jeg ansigtet, selvom det var forandret.

Daniel havde altid haft stort, krøllet hår, ligesom Emma. Nu havde han det, min mor plejede at kalde karsehår med afsky. Det hjalp heller ikke ligefrem, at han kun var iført et par skriggule boxershorts - Daniel veg til knæshorts og t-shirts året rundt, selv om vinteren.

"Lucia?" spurgte han overrasket, og lænede sig lidt op ad dørkarmen med hoften. Jeg sank en gang og vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere.

Der var i dén grad nogen, som havde hygget sig i nat, ellers ville Daniel ikke kun være iført boxershorts. Okay. Føj.

"Hvad laver du her?" fortsatte han.

"Hvad laver du her?" spurgte jeg flabet og sendte ham elevatorblikket - han smilede med det samme skævt, og jeg vidste, han tænkte: Hun er tilbage.

"Jeg laver damer," svarede han og gabte, som om det var totalt trættende. Jeg rullede med øjnene og prøvede at skjule, hvor underligt det egentlig var for mig, at Emma og Daniel havde haft sex inden for de sidste firetyve timer. Jeg havde selv været sammen med Daniel et par gange, men det var mere bare som venner. På en eller anden måde blev det hele meget mere kompliceret, end det allerede var, hvis Daniel og Emma fik følelser for hinanden.

Ej, selvfølgelig ville de ikke få følelser for hinanden. De havde sikkert bare været sammen ligesom Daniel og jeg havde været. Uden forpligtelser og konsekvenser. Bare sex.

"Du laver ikke hvilken som helst dame," sagde jeg og stak hovedet forsigtigt ind. "Hvor er Emma?"

"Hun sover, og jeg ville ikke vække hende. Nå, men hvad vil du? Er du kommet for at sapotere Doncaster som du plejer?" Han lo og trak mig ind til sig i et knus. Jeg kunne mærke, at jeg ikke følte mig tryg ved det knus - hans hånd, som lå på min ryg, var lige lovligt langt nede, til at det var naturligt, og hans grin var en smule nervøst, som om han dækkede over noget.

Jeg trak mig væk og smilede falskt. Daniel kunne ikke kende forskel på ægte og falske smil, så jeg kunn nemt narre ham til at tro, jeg var glad og tilpas ved at være her. Inderst inde kunne jeg nemlig godt mærke, at kuldegysningerne på mine arme betød, at der var noget galt - men jeg nægtede at have det sådan - jeg skulle bare kunne lide at være omkring dem, for jeg ville ikke miste en gang til.

"Jeg sapoterer ikke så meget i Doncaster for tiden," sagde jeg og satte mig ind i stuen på sofaen. Daniel nikkede og tog en t-shirt på, han fandt på vejen ind.

"Gud ja - rygterne kører, Lucia - folk siger, du er sammen med en eller anden fyr fra det der band. Ikke at det rager mig, selvfølgelig, men jeg havde aldrig troet, du ville gå efter de kendte."

"Du kender mig: Jeg sætter mål," løj jeg. Ud fra Daniels ansigtsudtryk vidste jeg, at han troede på mig, men han havde jo heller ikke været sammen med mig, efter jeg havde ændret mig og var begyndt at date Niall. Han vidste slet ikke, hvad der var sket i mit liv den sidste måned.

"Ja, jeg gør. Vil du have kaffe?"

"Okay."

Daniel kogede noget vand ude i køkkenet og tilsatte lidt Nescafé til to kopper. Efter et par minutter, hvor vi drak vores kaffe op ad køkkenbordet, kom Emma tumlende ud fra sit værelse. Hun var iført badekåbe og fik et chok, da hun så mig.

"Shit, jeg troede lige, du var min mor!" gispede hun, da hun fandt ud af, at det bare var mig. Jeg rakte hende fuckfingeren ligesom i gamle dage og hørte med halvt øre på hendes undskyldning.

"Bare på skikkelsen, du ved. Ej. Ligemeget. Hvad kommer du her for? Jeg troede, du ..."

"Jeg kommer af flere grunde. For det første, fordi jeg skulle hente mit tøj - jeg tilbringer mest til i London, så." Jeg trak lidt på skuldrene, for at vise dem, at det ikke var det, som var det vigtige.

"Og for det andet, fordi jeg vil sige, at jeg savner jer sindssygt meget. Det er en evighed siden vi har været sammen, seriøst - jeg savner jer virkelig," sagde jeg og håbede, det var nok til at vise dem, hvor meget jeg gerne ville holde fast i vores venskab.

Jeg stillede kaffekoppen fra mig og betragtede deres ansigter, i håb om at de ville se medfølende, enige eller noget andet i den stil ud. I stedet så Emma bare over på Daniel, og hendes ansigt var næsten lidt bekymret, da hun mumlede: "Skal vi fortælle hende det?"

Daniel nikkede og fik det samme ansigtsudtryk som Emma. Jeg kunne mærke min mave vende sig, da jeg hørte deres tonefald, alvorligt og afventende, som når man skal fortælle et lille barn, at dets kæledyr er dødt.

Uden at sige noget så jeg spørgende på dem, og Emma kom en smule tættere på mig.

"Lucia, Daniel og jeg har snakket," sagde hun langsomt. "Og vi er blevet enige om, at vi ... at vi ikke har lyst til at køre den samme stil, som du gør længere. Det har været virkelig fedt, og vi har nydt vores år som vilde unge, men eftersom Daniel og jeg er blevet kærester nu, vil vi hellere fokusere på at arbejde og ja, stifte familie og sådan."

What?

What?!

Kærester? Droppe det? Droppe mig?

Jeg stirrede på dem med store øjne og ville have dem til at uddybe. Da stilheden varede ved, og hverken Daniel eller Emma tilføjede noget, blev jeg ligesom nødt til at tage ordet, så jeg kunne få dem til at skifte mening.

"Nej, vel? Det mener I ikke." Jeg håbede seriøst, at de jokede.

"Hey, vi synes ikke, du skal se det som en dårlig ting, snarere som en god ting. Selvfølgelig kan vi godt forstå, at det må være ... hårdt for dig, men indse det, Lucia, vi kan ikke blive ved sådan her. Du har ham der Niall, eller hvad han hedder, og vi har hinanden," sagde Emma og gik hen til Daniel, så de holdte i hånd.

Mens jeg absorberede nyheden, kunne jeg mærke tårerene presse sig på. Min plan braste.

"Hvad så med os? I vil altså bare smide alt det ud, vi har haft?" halvråbte jeg og lagde armene forsvarsagtigt over kors. Emma lignede en, der havde fået sæbe i munden, og i et øjeblik kunne jeg se tvivl i hendes øjne. Hun var i tvivl, det var helt sikkert - hun havde aldrig set mig græde før.

"Vi smider det ikke ud. Vi gemmer det som minder," sagde Daniel opmuntrende.

"I smider fandeme mig og mit liv ud i skraldespanden. Jeg har intet."

"Du har en kæreste," sagde Emma. "Ligesom Daniel og jeg er sammen, så har du også en, du kan være sammen med."

"Han er ikke min kæreste," modsagde jeg bittert.

"Men det er tæt på."

Jeg prøvede at forestille mig, hvordan mit liv ville være, hvis jeg kun havde Niall og ingen andre. Det ville både være forfærdeligt og dejligt, eftersom jeg rigtig godt kunne lide Niall, men på den anden side - hvem ville kunne holde ud at være afhængig af én person konstant? Med Emma og Daniel som bedste venner var jeg dog sikret en eller anden form for platform.

Mit hoved føltes stort og tomt; jeg kunne ikke tænke. Ordene, der flød ud af min mund, var udelukkende dem, som jeg kunne finde rundt omkring i min tankegang, og som gav mening. "Lad mig overtale jer, okay? Lad mig overtale jer om, at vores venskab er vigtigt, og at det, vi har haft, er værd at bygge videre på. Please. For min skyld," bad jeg.

Emma så på Daniel igen, sådan spørgende, som om hun ville vide hans mening, inden hun sagde sin egen. Han trak bare på skuldrene og følte sig med garanti utilpas over mine tårer, som var begyndt at glide ned ad mine kinder nu.

"Hvad mener du med 'at overtale'?" spurgte Emma forsigtigt, efter der var gået lidt tid. Hun støttede sig op ad Daniel som om han var en klippe, der sikrede hende tryghed.

"Jeg mener, at vi kan være sammen en gang, hvor jeg overtaler jer om, at vi skal blive ved: Gemme vores venskab. Kom nu, det bliver fedt. Ligesom i gode gamle dage. Kan I ikke huske, hvor fantastisk det var? At læne sig ud af togenes vinduer? At mærke suset i kroppen efter at have gjort noget vildt?" lokkede jeg, ikke så grædende mere, for jeg ville ikke skræmme dem væk. På en eller anden måde mindede jeg mig selv om de gadesælgere, der tit hang ud langs torvene i London, og som med overdrevne ord bad kunderne om at købe.

Daniel trak på skuldrene igen, så det var altså Emma, der skulle tage beslutningen. Jeg gav den en sidste skalle. "Kom nu, Ems," hviskede jeg. "Bare én gang."

"Fint!" sagde hun lidt irriteret, men kom derefter hen og gav mig et kram. Det var rart, for nu følte jeg faktisk, at jeg havde jord under fødderne igen. Godt nok var det ikke helt fixet endnu, men jeg skulle nok finde på noget. Et eller andet, der kunne overtale dem om, at jeg havde brug for dem, og at vores venskab var værd at holde på.

Spørgsmålet var bare hvordan.

♡♡♡

Hej alle, og tak fordi I stadig læser med! :) Jeg håber I nyder denne lille fridag - jeg har i hvert fald været ret produktiv i forhold til at skrive dette kapitel og lave lektier. Solen skinner og det er vildt fedt vejr, så tror jeg vil smutte udenfor om lidt!

Dette kapitel var lidt svært for mig at skrive, for jeg vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle formulere mig i forhold til Lucias tanker. Haha, hun forvirrer selv mig, forfatteren! Nå, men jeg tror da, man kan forstå, hvad jeg har skrevet, ellers må I sige til, så jeg kan svare jer på bedst mulige måde. Skriv endelig en lille kommentar så jeg kan se, om I fik det hele med.

 Kys og kram og god læselyst!

Mathilde

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...