Used To Be - One Direction 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2013
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Færdig
Niall Horan er den eneste, som ikke har haft en kæreste eller datet i sit band, One Direction. Ifølge deres management, har dette en negativ virkning på fansene, som godt kan synes at han "forsvinder i mængden", i forhold til de andre i bandet, som alle sammen har en kæreste.
For at gøre Niall mere populær, har managementet bikset en "plan" sammen, der i sidste ende forhåbentlig får Niall op på samme niveau som de andre drenge. Kort sagt går denne plan ud på at finde en helt igennem normal pige, som Niall kan date i et par måneder og få et par avisoverskrifter med. Det eneste krav er, at hun ikke skal være opsigtsvækkende, og opføre sig særlig meget anderledes i forhold til andre piger på sytten år. Efter kort tids søgen finder de Lucia West, en pige, som Louis Tomlinson gik i folkeskoleklasse med. Det de dog ikke er forberedt på, er, at hun langtfra stadig er den tilbageholdende pige, som de troede, hun var ...

213Likes
432Kommentarer
38490Visninger
AA

12. Kapitel 11

You shoot me down, but I won't fall

I am titanium

You shoot me down, but I won't fall

I am titanium

- David Guetta feat Sia, Titanium

 

Lucias synsvinkel

 

På trods af, at jeg havde grædt al min makeup af, og udsigten til socialt samvær ikke tiltalte mig så meget, glædede jeg mig til at se, hvordan aftenen ville udspille sig. Vi sad i bilen på vej til drengenes lejlighed, og det var netop da vi drejede ind til London, at jeg kunne mærke en fornemmelse i min krop, som om der var noget galt.

Det var så mærkeligt, at noget sagde mig, at jeg skulle passe på, og at sådanne aftener ikke var noget for mig - når jeg ellers var så positivt indstillet på aftenen. Måske var det selve ordet, der fremkaldte alarmsignalerne i mig, for hver gang jeg tænkte hyggeaften, kriblede det i mig.

Niall havde beskrevet aftenen som en rolig, hyggelig og afslappet aften, som de plejede at holde en gang om måneden, når der var tid til det i kalenderen. Han tilføjede også, at fordi jeg var 'ny', skulle folk nok tage hensyn og ikke lade mig sidde i et hjørne uden for fællesskabet.

Det fik mig næsten til at tro, at han var bange for, at jeg frygtede at blive afvist af dem, men det var slet ikke det, der fik mig til at føle mig ilde til mode.

Det var de gamle følelser ved tanken om, at aftenen var det, jeg beskrev som normal.

Jeg rystede lidt på hovedet af mig selv, og blev næsten flov over mine spekulationer og latterlige frygt om at spilde tiden, for jeg var jo ikke sådan mere.

Eller ... var jeg?

Det var trodsalt længe siden, at jeg havde haft lysten til at gøre noget forkert og vildt, og det var lige før, at jeg satte pris på det. At føle sig forpligtet til at leve livet havde været stressende, udmattende - og ikke mindst risikofyldt, både for min egen fremtid og sundhed. Nu, da jeg var begyndt at være mere og mere sammen med Niall, havde jeg ikke længere brug for at bekymre mig om så mange ting. Måske havde Emma ret. Måske rakte han faktisk en udstrakt hånd mod mig: En hånd med muligheder.

Samtalen med Emma i morges havde virkelig fået sat nogle specielle følelser i gang, som jeg af gamle årsager blev ved med at prøve at ignorere. Det var følelser, som alle betød forandring, og det var det, der fik det til at krible i mig.

Jeg vidste, at selvom Niall var den person, som jeg følte mig tryggest og gladest ved at være sammen med for tiden, så ville det give mig konsekvenser, hvis jeg begyndte at se disse følelser direkte i øjnene.

Og da vi trådte ud af bilen igen, og han lige så naturligt, som det var muligt, tog fat i min hånd igen, vidste jeg, at jeg allerede så dem i øjnene.

Jeg var ved at miste mit gamle jeg.

***

"Hej Niall, godt at se dig! Hvor er Lucia? Tog du ikke hende med?" Louis tog imod os ved hoveddøren, og den sædvanlige joke om, at jeg var så lav, at ingen kunne få øje på mig, blev selvfølgelig taget op. Louis lod som om at han kiggede ned ad trappeindgangen, og jeg svarede igen på joken ved at slå ham - måske lidt for hårdt - i ribbenene. Vi lo lidt.

En indbydende lugt af simremad trådte os i møde, og vi blev hevet indenfor, hvor der så anderledes ud i aftenluften. Jeg havde kun været her om natten og i bragende solskin, så den lidt dystre fornemmelse af regnen, der ramte ruderne, gav mig et helt nyt syn på lejligheden. Vi satte vores jakker og sko, og så vendte Niall sig smilende om mod mig, og tog mig i hånden, så han kunne føre mig ind i stuen. Han havde vidst glemt, at jeg godt vidste, hvor stuen var, eller også lod han bare som om at han havde glemt det. Jeg kunne godt lide det - hans hånd i min passede bedre end nogen andens.

Om det runde bord sad der fire piger, som hver og en stoppede med at snakke, da vi trådte ind. Den første, som sad yderst til højre, havde støvet, lyst hår, som med det samme fik mig til at tro, at hun havde farvet det. Så var der en pige med brunt, glat hår, og en anden pige med samme farve, bare krøllet. Den sidste, som sad til venstre, havde også krøller, bare mindre, ligesom i en proptrækker, og i en mørkblond farve.

Niall hev mig frem, selvom jeg kunne mærke genertheden blusse op, og jeg mest havde lyst til at gemme mig bag ham. Han smilede begejstret, næsten stolt, og begyndte at præsentere mig for dem. Jeg rettede min ryg og prøvede at leve op til ham.

"Piger, det her er Lucia," sagde han og jeg nikkede lidt. Den første pige med det lyse hår var hurtig til at række sin hånd hen imod mig, og det var rart, for så behøvede jeg ikke at føle mig forpligtet til at tage det første ord. Selvom jeg stod en meter fra hende, kunne jeg dufte hendes parfume - ikke en dårlig ting, hun duftede godt, sådan lidt af frisk frugt og sukker.

"Hej Lucia. Jeg hedder Perrie," smilede hun og vi gav hinanden hånden. Hun udstrålede en masse varme både psykisk og fysisk.

"Hej," hilste jeg høfligt og rømmede mig, så jeg ikke lød som en gammel storryger.

Jeg gik videre og hilste på de andre, fra højre til venstre, og jeg blev helt lettet over, hvor imødekommende og rare de virkede. Niall var gået ud i køkkenet til drengene, og pigen, som præsenterede sig som Danielle, tilbød mig at sidde ved siden af hende. Jeg hev den hvide træstol ud og lod mig falde ned i sædet. Det så ikke ud som om at de havde noget som helst imod min beklædning, og det var overraskende rart. Jeg kunne mærke en lille jaloux følelse titte frem, da jeg kunne se, hvor fine de alle sammen så ud - i små sommerkjoler eller stramme jeans med matchende t-shirts, men på den anden side så gjorde mit behagelige joggingtøj mig mere afslappet, så jeg fortrød det ikke i sidste ende.

Pigerne kiggede på mig, og jeg lagde mine albuer op på bordet, interesseret.

"Nå, men hvem dater hvem?" spurgte jeg, ikke høfligt interesseret, men fordi jeg oprigtigt var nysgerrig. Pigen med de små, mørkblonde krøller, som hed Danielle, var den første til at fortælle, at hun var kærester med Liam. Så var der Eleanor med Louis, Sara med Harry og Perrie med Zayn.

Jeg nikkede høfligt, og Danielle hældte lidt vand i et glas, som stod foran mig. Med små slurke drak jeg, når der var mellemrum i samtalen, og jeg kunne sagtens forestille mig drengene være sammen med disse piger. Efter bare et par minutter kunne jeg se, at Eleanor havde samme humor som Louis, og at Perrie kunne sige samme mærkelige ting som Zayn.

Vi morede os faktisk. På en måde, som jeg ikke havde oplevet længe. Jeg stillede mit vandglas fra mig, og kunne mærke den lidt ubehagelige følelse af, at nogen betragtede mig - og jeg havde ret, for da jeg så op med forsigtige øjne, mødtes jeg med Eleanors blik.

Jeg så spørgende på hende og forventede, at hun ville stille mig et spørgsmål, for hun betragtede mig så dybt, at hun lignede en der forventede at se svaret stående i min pande. Hun rystede let på hovedet, så hendes krøller dansede blødt omkring hendes ovale ansigt. De andre vendte også nysgerrigheden mod Eleanor, og jeg vidste, de også ventede på et ord fra hende.

Hun smilede undskyldende og lagde sine hænder på bordet. "Undskyld, det er bare ... jeg kan ikke rigtig finde ud af, om Niall og dig er et par. Jeg ved, at Louis har sagt, I kun har kendt hinanden i en måned, men I ligner altså nogen, som har datet i årevis. Det kan selvfølgelig også bare være mig, der er forkert på den, og du behøver ikke svare, hvis du ikke har lyst, helt seriøst. Men det fascinerer mig nærmest. Det tog tre måneder, før Louis kunne indrømme over for mig, at han var forelsket," fnisede Eleanor over minderne, men lod hurtigt sine øjne blive runde og uskyldige igen. "Men ja, som sagt, du behøver ikke svare."

Da jeg på en eller anden måde ikke var i stand til at svare, tog Perrie ordet. Hun pegede med sin finger på Eleanor, ligesom hvis man nævner noget, man netop sad og tænkte på.

"Hey, det har faktisk også undret mig. Bortset fra at Zayn næsten ikke har fortalt mig noget om Lucia og Niall. I ser vildt seriøse ud, selvom jeg intet ved om jer," sagde hun ærligt.

Alle fire vendte sig om mod mig, og lidt nervøst over den krævende opmærksomhed undslap jeg et fnis og små øøøh-lyde.

Det eneste, jeg kunne få frem, var det, jeg sad og tænkte.

"Hvad mener I?" spurgte jeg langsomt.

"I holder i hånd. Og den måde, han ser på dig. Du virker også overraskende tæt på drengene, i forhold til den korte tid, I har været sammen i," forklarede Eleanor med bedømmende øjne. Jeg rystede lidt på hovedet, og kunne ikke få hendes ord til at hænge sammen, selvom de nikkende ansigter fik mig knækket. Det var ikke fordi jeg blev ked af det, faktisk modsat, bare ikke på den måde, jeg var sikker på at de forventede.

Stadig med et rystende hoved, svarede jeg, og prøvede at lyde sikker i min sag.

"Vi har været sammen hver dag i tre uger," sagde jeg. Det kom til at lyde som en beskeden undskyldning, og de andre fnisede lidt. Udtrykket i deres øjne, mens de så på mig, fik mig til at føle mig som et lille barn, der blev ved med at sige noget forkert.

"Det der er ikke nok forklaring. Du kan da godt lide ham, ikke?" spurgte Perrie og lænede sig nysgerrigt ind over bordet.

"Perrie," sagde Danielle irettesættende og sendte hende et sigende blik. "Lad hende nu bare være, hvis hun ikke har lyst til at snakke om det."

Jeg rystede på hovedet og forsikrede dem om, at det ikke var derfor, jeg var tavs. Det skulle jeg nok ikke have sagt. Nu var jeg tvunget til at forklare.

"Jo, jeg kan godt lide ham. Men vi er ikke sammen. Virkelig. Det er vi altså ikke," sagde jeg og tog endnu en tår fra mit vandglas.

I samme øjeblik kom drengene ind med Niall i front, og fordi der gik så kort tid - han var inde på et splitsekund, nærmest - blev jeg helt nervøs for, om han havde hørt vores samtale. Dog var smilet på hans ansigt ikke i nærheden af falskt, så jeg droppede bekymringer.

Bag Niall kom Harry gående med en stor gryde, som duftede vildt godt af krydderier og tomat. Han stillede gryden på midten af bordet, lagde en stor ske til at tage med ved siden af, og lod sig dumpe ned på en fri plads. Imens satte Niall sig ned ved siden af mig og Zayn, Liam og Louis fandt også hver sin plads.

Ud fra stemningen var det tydeligt at se, det ikke var første gang, de havde holdt sådan et arrangement. Det var for afslappet til at være nyt, men ikke så afslappet, at det var kedeligt. Sara, som var Harrys kæreste, rejste sig op, og begyndte at øse chili con carne op til os, mens Danielle rakte hende tallerknerne.

Jeg strakte hals for at se ud ad vinduet, og det regnede stadig en lille smule. Et enkelt sted var der en lille, blå plet, som gav mig håb om varmere dage, og jeg tænkte, at hvis det snart blev varmt igen, ville jeg helt klart tage på eventyr i shorts og top, måske med de mennesker, som jeg sad rundt om lige nu. Jeg følte mig godt tilpas, selvom mange af de historier, de snakkede om og delte, ikke sagde mig noget som helst.

Efter at have spist min første portion, og jeg spurgte Danielle, om hun ville række mig noget mere, faldt samtaleemnet på ... mig.

"Åh ja, du må undskylde, at vi snakker så meget, Lucia. Jeg håber ikke, at du føler dig overset eller noget," begyndte Liam da han så, at jeg begyndte at snakke diskret med Danielle. Det var sødt af ham at lægge mærke til - han var så betænksom på den uklamrende måde.

Jeg rystede ærligt på hovedet, og tog imod min portion. "Nej, helt seriøst, det gør ikke noget. Jeg synes det er hyggeligt at høre, hvad I snakker om," sagde jeg.

De andre så på mig. Jeg smilede med lukket mund og vidste ikke rigtig, om de forventede mere fra mig.

"Hvilken skole går du så på?" spurgte Perrie høfligt, for at bryde den tavshed, der ville blive akavet, hvis ingen skød ind.

Det var rart, at hun reddede mig fra at ligne en idiot, men netop det spørgsmål havde jeg virkelig ikke brug for at blive stillet.

"Hun går på den skole, som Louis også gik på i Doncaster," indskød Niall hurtigt. Måske en anelse for hurtigt, til at det lød naturligt, men han sagde det på en måde, så der ikke videre kunne blive stillet nogen spørgsmål omkring det, og det var vel også bedst sådan. Jeg nikkede anerkendende og fyldte min mund med endnu en mundfuld chili con carne. Problemet med chili con carne var, at man ikke kunne tygge særlig meget på det, og på den måde have en undskyldning for ikke at svare med det samme. Da det næste spørgsmål indtog sin plads, denne gang fra Eleanors mund, var jeg nødt til at svare hurtigt, hvis jeg ville undgå at det blev unaturligt.

"Hvor bor du henne? Jeg har været et par gange i Louis' hus - måske kender jeg dit område." Hun smilte venligt, men jeg kunne mærke mine håndflader blive svedige.

Løgn og mennesker, man gerne vil komme godt ud af det med, er ikke en god kombination.

"I Perksstreet," mumlede jeg forsigtigt. Perksstreet var navnet på den gade, Emma boede på. Jeg krydsede fingre for, at det næste spørgsmål ikke ville handle om det, jeg frygtede.

Selvfølgelig handlede det om det, jeg frygtede.

"Med din familie?" spurgte hun på en let og skødesløs måde, for hun gik nok ud fra, at svaret var ja.

Jeg lagde min gaffel fra mig og undgik øjenkontakt. Det føltes som om at alle i hele verden kiggede på mig.

"Nej, jeg er flyttet hjemmefra," mumlede jeg. Det chokerede nok alle lige så meget, som jeg havde forventet.

"Er du ikke kun seksten?" spurgte Perrie overrasket, men heldigvis ikke på en nedladende måde, snarere en lidt misundelig måde. Hun kunne godt ligne typen, der hang ud nede i parken, og som ville være en af dem, der prøvede at komme ind i Emmas og mit slæng for en aften. En af de mindre vilde.

Jeg rystede endnu en gang på mit hoved, og kunne mærke min knold falde ud af hårelastikken, mens mit hår gentog mine bevægelser i en bølgeagtig fornemmelse. Imens jeg lavede en ny knold, talte jeg, og da drengene stirrede lige så meget på mig som deres kærester, gik jeg ud fra, at Niall ikke havde fortalt dem noget.

Det ville måske også være bedst sådan. Men nu havde jeg ligesom allerede åbnet min mund.

"Jeg er sytten."

"Woaw," sagde Perrie og jeg vidste ikke, om det var af min udflytning i så ung en alder, eller om det var fordi hun synes, jeg så yngre ud. Jeg trak på skuldrene.

"Tja," sagde jeg bare.

"Hey drenge, hvad med musikvideoen, egentlig? Sagde du ikke at den ville komme ud i dag, Louis?" spurgte Eleanor for at skifte emne til noget helt andet, og jeg prustede lettet.

Jeg havde næsten glemt alt om, at grunden til, jeg faktisk havde muligheden for at sidde her, var på grund af den musikvideo. Siden de sidste optagelser, som vi optog ugen forinden, havde jeg ikke hørt noget som helst om den - og jeg havde heller ikke spurgt ind til den, når Niall eller de andre var i nærheden. For at sige det ligeud, så havde jeg faktisk glemt alt om den.

"Geo sagde, at den ville udkomme i dag. Det er bare mærkeligt, for jeg har ikke hørt noget fra ham," forklarede Louis og hævede uskyldigt sine øjenbryn. "Jeg kan lige prøve at skrive til ham. Bare der ikke er kommet problemer," mumlede han og tog sin iPhone frem fra lommen.

"Jeg er ret spændt på den," indskød jeg for ikke at være for usynlig i selvskabet. Niall smilede og jeg kunne ikke lade være med at smile med, da han sagde, at han var sikker på, den nok skulle blive god. Han så virkelig godt ud i aften: Ternet skjorte, afslappede jeans og en frisure, som vinden og det dårlige vejr havde leget med udenfor. Jeg fik helt lyst til at læne mig ind til ham, men tænkte, at det nok ikke var det smarteste foran de andre.

"Lucia er en god skuespiller," komplimenterede Zayn og nikkede en enkelt gang til Niall, som om de ville sige noget til hinanden.

Jeg fangede Zayns blik. "Tak. Det er Niall altså også," lo jeg og tømte min tallerken. Jeg var stopmæt og fik det næsten dårligt, når jeg tænkte på mad. Med langsomme bevægelser lænede jeg mig tilbage i træstolen og betragtede de andre, mens Liam fortalte pigerne, hvad musikvideoen handlede om i mere detaljerede informationer - de havde kun hørt, at Niall og jeg var hovedpersonerne.

Selvom jeg kunne høre alt hvad de sagde, lod jeg som om, at jeg ikke hørte et ord. Det var ikke fordi, at jeg ikke kunne lide, hvad de sagde - faktisk omvendt - jeg kunne virkelig godt lide, hvad de sagde. Den sitrende fornemmelse fra bilen kom igen, og jeg vidste, at det var fordi, det var imod min natur at kunne lide sådan nogle ting. Men jeg var ligeglad.

Jeg vendte mig om mod Niall, og han klemte øjnene en anelse sammen, da han så mit ansigtsudtryk. Det var som om, at når vi kiggede på hinanden, forsvandt alt andet. Hav og himmel som mødes, væk fra alting, alene.

"Du ser lidt syg ud," sagde han forsigtigt og lænede sit hoved på skrå, som om jeg ville se anderledes ud, hvis han så mig fra en anden vinkel.

"Jeg er bare mæt," forklarede jeg. Niall smilede lidt, som om han fandt det sjovt, at jeg var så mæt som jeg udstillede mig for at være. Jeg rakte tunge af ham som svar.

"Det er jeg også," sagde han. Han rynkede på næsen for at skjule endnu et smil, og lænede sin stol lidt tættere på mig. Jeg kunne mærke mine håndflader blive svedige igen, men det var slet ikke på samme måde som før, det var fordi det var så intimt og rart, at mit hjerte pumpede hurtigere og jeg fik det varmt.

"Vil du med ud i køkkenet?" spurgte han let. Jeg nikkede, og endnu engang tog han sin hånd i min. Det var ikke svært at vende sig til, at han begyndte at tage fysisk kontakt til mig, men mine tanker overraskede mig hver gang, for jeg syntes bedre og bedre om det, jo længere tid og jo tættere han holdt om mig.

Vi gik ud i køkkenet, som var adskilt stuen med en hel væg. Det var mørkere, og også køligere, fordi vinduet stod på klem. Jeg lænede mig op ad køkkenbordet og Niall gik hen til mig.

Hvorfor skulle han gå så pokkers langsomt? Det var som om, at alle hans bevægelser foregik i slowmotion. Jeg havde lyst til at skrige, at han skulle holde om mig, men det ville nok forvirre ham lige så meget som det ville forvirre mig.

"Hygger du dig?" spurgte han og vendte sig, så han stod lige foran mig.

Jeg nikkede bare. Det ville være for svært for mig at sige ja, når han i forvejen gjorde det svært for mig at trække vejret.

Det var kun to af vores hænder, der holdt om hinanden, men det var let nok for os at lade de to sidste flette sig sammen. Med tommelfingeren strøg han mig over min håndryg, og jeg mistede fuldstændig min fornemmelse i forhold til hvem jeg var, hvor jeg var, og hvad, jeg var i gang med. Det var mærkeligt - sådan havde jeg ikke haft det dengang i poolen. Det var anderledes nu. Jeg var anderledes.

"Jeg hygger mig også," mumlede han og blev ved med at lade sine tommelfingre glide over min håndryg. Noget sagde mig, at jeg vidste, hvad det her ville ende med. Min puls blev højere.

Hvad fanden, tænkte jeg. Jeg ville jo godt, ikke?

Så jeg lod være med at lade ham tage initiativ, og slap min højre hånd fri, så jeg kunne lægge den som støtte om hans solbrune nakke. Hans læber var lidt anspændte i starten - måske overraskede jeg ham mere, end jeg troede - men så smeltede vi begge to.

Han lagde sine hænder om mit liv og hev mig op, så jeg sad på køkkenbordet. Jeg kunne ikke lade være med at fnise; en følelse af, at jeg fløj, kildede i min mave, og havde samme effekt som når man er høj. Hans hænder var overalt, og de brændte, efterlod mærker af hans tilstedeværelse. Hans tænder skrabede mod min underlæbe, og jeg hev efter vejret.

Det var som om, at han slet ikke var sådan ... urolig, ligesom jeg var. Hans bevægelser var så afslappede, og han virkede ikke oppe og køre, sådan som jeg var.

Efter et par minutters kys trak han sig væk fra mig. Han havde fået helt røde kinder, og jeg kom helt til at tænke på, hvilken farve jeg så havde i ansigtet.

Jeg dinglede lidt med mine ben, og fnisede lidt. "Nu hygger jeg mig endnu mere."

♡♡♡

Heyyy girls, hygger I jer også? Hahahaha lol

Ved godt at der ikke er noget 'Nialls synsvinkel' i dette kapitel, men jeg følte lige for et rent Lucia-kapitel! og åh gud, de kysser, wow wow wow

Er de ikke bare søde, eller hvad mener I? Og gad vide hvad det med musikvideoen betyder ... exciting, huh?

Kan godt se, at jeg har mistet ret mange favoritlister, og det er jeg selvfølgelig ked af. Jeg håber, at jeg ikke bliver dårligere og dårligere, men bedre og bedre - det synes jeg i hvert fald at jeg bliver! Nå, men I er som altid velkomne til at kommentere det, I mener jeg skal rette. Elsker jer og tak for al jeres støtte!! Kys og kram fra mig ♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...