Used To Be - One Direction 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2013
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Færdig
Niall Horan er den eneste, som ikke har haft en kæreste eller datet i sit band, One Direction. Ifølge deres management, har dette en negativ virkning på fansene, som godt kan synes at han "forsvinder i mængden", i forhold til de andre i bandet, som alle sammen har en kæreste.
For at gøre Niall mere populær, har managementet bikset en "plan" sammen, der i sidste ende forhåbentlig får Niall op på samme niveau som de andre drenge. Kort sagt går denne plan ud på at finde en helt igennem normal pige, som Niall kan date i et par måneder og få et par avisoverskrifter med. Det eneste krav er, at hun ikke skal være opsigtsvækkende, og opføre sig særlig meget anderledes i forhold til andre piger på sytten år. Efter kort tids søgen finder de Lucia West, en pige, som Louis Tomlinson gik i folkeskoleklasse med. Det de dog ikke er forberedt på, er, at hun langtfra stadig er den tilbageholdende pige, som de troede, hun var ...

213Likes
432Kommentarer
38780Visninger
AA

11. Kapitel 10

It's a little bit funny this feeling inside
I'm not one of those who can easily hide
I don't have much money but boy if I did
I'd buy a big house where we both could live

- Elton John (cover by Ellie Goulding), Your Song

 

Nialls synsvinkel

 

Efter vores frokost tog jeg hjem igen for at skifte tøj. Vejret var den samme, tågede støvregn, som det havde været hele dagen, og mine shorts var blevet fugtige, så jeg skiftede til et par lange jeans og en tærnet skjorte. Inden jeg smuttede ned i bilen igen for at hente Lucia, rettede jeg lidt på mit hår og smilede overbevisende til mit spejlbillede, selvom jeg slet ikke følte mig så selvsikker, som jeg ønskede. Tanken om, at jeg måske var grunden til at hun var ked af det, havde gået mig på, selvom jeg selvfølgelig ikke var sikker på det.

Jeg lagde ringene ned i lommen og ryddede hurtigt op på mit værelse, inden jeg tog ned i bilen igen. Egentlig ville jeg også gerne have bedt drengene om at rydde lidt af alt deres lort op, men da de i forvejen var i gang med at hjælpe til med aftenen, syntes jeg at det var for meget at bede om. Måske ville Lucia oveni købet se det som noget charmerende, at der ikke var ryddet fuldstændigt op. Eller hvad?

Åh, hun var simpelthen bare så utilregnelig.

Jeg sukkede lidt, men kunne heller ikke holde et smil tilbage, mens jeg funderede over, hvor speciel hun var. Det var lige før at hun fascinerede mig - hun var ligesom et kunstværk på et museum, som man kunne undersøge i timevis, og så blive ved med at se forskelligt på. Hvis man blev bedt om at lave en personkarakteristik over hende, ville det være en næsten umulig opgave, fordi hun kunne ændre sig så hurtigt og havde så mange forskellige identiteter.

Jeg tog fat om den lille bilnøgle og låste mig ind i bilen, inden mit nye tøj også blev vådt. Turen til Doncaster var jeg ved at lære udenad, og hver gang nød jeg turen, selv i et vejr som dette. Turen var meget skiftende, og jeg kunne både se marker, floder og små byer, inden jeg kom frem, så jeg kedede mig aldrig. Efter en halv time parkerede jeg bilen ude foran hendes venindes hus, og tog min mobil frem, så jeg kunne ringe og sige, jeg var der.

Dog modtog jeg en anden besked, inden jeg ringede, og nysgerrigt åbnede jeg den og forventede egentlig at se Lucias navn lyse op på skærmen, men det var Liam.

Fra: Liam

Hey Nialler, hvad siger du til at vi inviterer de andre tøser med over i aften? Jeg ved, at Danielle er ret nysgerrig efter at se, hvem Lucia er for en. Eller er det en dårlig IDE? :) Du bestemmer!

Jeg smilede lidt og følte mig stolt over, at jeg ikke længere var alene, når vi holdt hyggeaftener som denne. I hvad der føltes som en evighed, havde jeg ventet på, at jeg også kunne sidde og holde om en pige, mens vi alle sammen så gyserfilm, og det var mørkt udenfor. Jeg havde ventet så længe, at jeg ikke var i tvivl om mit svar, da Liam spurgte.

Fra: Niall
Det lyder hyggeligt! Inviter dem endelig, tror også Lucia vil have godt af at være sammen med et par piger. :)

Fra: Liam
Super! Maden er klar ved syv-tiden, bare så I ved det ;)

I forbifarten havde jeg hørt, at Louis og Harry ville prøve at lave chili con carne sammen, og det skulle nok blive sjovt. Så vidt jeg vidste, var det en nogenlunde nem ret at lave, så det skulle nok blive spiseligt - så længe Harry ikke lavede det nøgen, selvfølgelig.

Jeg fandt Lucias nummer frem i mine kontakter og ringede til hende. Det tog kun få sekunder, før hun svarede.

"Hallo? Cia?" spurgte jeg. Jeg kunne høre hende trække vejret ned i telefonen.

"Hej," svarede hun let.

"Jeg er her nu. Kommer du ned?"

"Øh, ja. Du skal bare lige forberede dig på, at jeg har ret grimt tøj på," tilstod hun og fnisede lidt, som om at jeg ville have noget imod det.

"Det vil jeg glæde mig til at se," opmuntrede jeg grinende. Jeg havde aldrig set Lucia i andet end stramme kjoler eller hverdagstøj, som klædte hende, så jeg blev helt nysgerrig og glædede mig til at se, hvad hun selv syntes var grimt.

Efter et par minutter kunne jeg se døren gå op, og Lucia iført et par grå joggingbukser og en sort striktrøje trådte ud. Hun havde ikke høje hæle på - bare et par simple, klassiske converse. Hendes lyse hår var sat op i en knold, som var så rodet, at det lignede, hun havde sovet med den i. På trods af at de fleste nok ligesom Lucia ville betegne hendes outfit som sjusket, så syntes jeg, at hun så sød ud. Det var rart at opleve en Lucia, som ikke følte sig forpligtet til at se godt ud - jeg kunne godt lide, når piger var afslappede.

Med hoppelignende skridt gik hun hen til bilen og skyndte sig at åbne døren, inden regnen gjorde hende våd. Jeg vendte mig om mod hende, vurderende, og smilede som en invitation til, at jeg hilste hende på den sædvanlige måde: et kindkys.

Heldigvis smilede hun tilbage, sådan et skævt smil, som fik hende til at ligne en, der lo meget. Ganske blidt lænede jeg mig frem og plantede et kys på hendes rosafarvede kind. Hun duftede friskt af frisk luft og jasmin.

"Hej," åndede hun og spændte sin sikkerhedssele. Mens vi sad dér, omgivet af regnen, havde jeg svært ved at tro, hun var ked af det. I et øjeblik var jeg sikker på, at det bare var mine egne tanker, der havde ført mig på vildspor, og det var derfor, jeg opfattede hende som trist i telefonen.

"Hejsa," svarede jeg muntert og lagde mine hænder på ratet. "Dejligt vejr, ikke sandt?"

"Lorte vejr," fastslog hun og lagde armene over kors. Jeg grinede over hendes ærlighed og trak på skuldrene.

"Sådan er England," sagde jeg. Hun vendte sig om mod mig, nysgerrigt.

"Hvordan er Irland, da?" Hun så vurderende på mig, som om hun ville aflæse svaret i mit ansigtsudtryk. Jeg smilede lidt ved at høre hende nævne mit hjemland: Selvom England var mit nutidige hjem, vidste jeg, at jeg ville vende tilbage til Irland engang. Indimellem savnede jeg de grønne sletter og den smukke natur mere end jeg savnede min egen familie.

Irland var mit hjem, og sådan ville jeg altid have det - uden tvivl.

"Irland er også regnfuldt. Men smukkere. Grønnere," sagde jeg drømmende og startede bilen, mens jeg talte. Den sagde en dyb, brummende lyd, og gik så over i en mere diskret summen, som man kun lige kunne ane bag regnens trommen.

"Fortæl mig om det," bad hun og placerede sine ben i en skrædderstilling, fuldstændig ligeglad over, at hun havde sko på, og sædet sikkert blev beskidt lige nu. Min umiddelbare reaktion var, at jeg ikke brød mig om, at min bil blev beskidt på sådan en unødvendig måde - men hun var så uskyldig, at jeg ikke kunne nænne at sige fra. Jeg lænede mig tilbage i sædet og begyndte at køre tilbage ind mod byen.

"Hvad vil du høre?" spurgte jeg.

"Hvad savner du mest?"

Det var et svært spørgsmål. Jeg rynkede lidt på næsen og kom frem til noget, som sikkert lød mærkeligt, men det var sandt.

"Lugten," tilstod jeg. Lucia begyndte at grine, og troede i starten bare, at det var sagt for sjov. Da jeg ikke grinede med på samme, uforstående måde, rynkede hun panden og forstod, at det var alvor.

"Lugten? På hvilken måde?" spurgte hun og så ud ad bilruden på regnen. Vinduesviskerne kørte roligt frem og tilbage i en tilbagevendende rytme.

"Lugten af regn. Lugten af træer. Lugten af frisk luft og uld fra får."

"Lugten af uld fra får? Det lyder specielt."

Jeg rystede på hovedet. "Selvfølgelig har jeg ikke stoppet hovedet ned i ulden på et får og indsnuset lugten -" sagde jeg og holdt en pause for at grine lidt. "- Min mor strikkede trøjer til mig hvert år af ægte uld. Det klør ekstremt meget, og dufter måske ikke som en lækker parfume, men det er lugten af ... mit hjem," forklarede jeg. Lucia nikkede, og til min store overraskelse grinede hun ikke.

"Jeg kender godt den lugt. Da jeg var barn havde jeg en strikket bamse af fåreuld," mumlede hun, næsten utilpas ved mindet. Hun begyndte at bide sig lidt i læben og jeg tænkte på, hvorfor hun mon var utilpas - ville de fleste ikke tænke tilbage på sådan et minde med glæde og tryghed?

"Kunne du ikke lide den, eller hvad?" spurgte jeg ligeud.

"Min mor lavede den til mig."

Det var sagt på en måde, så det ikke kunne uddybes. Jeg nikkede brat og prøvede at regne ud, hvorfor det skulle være så frygteligt.

Lucia stoppede mig i mit tankespind og skiftede emne.

"Nå ... er det din tur til at vælge, hvad vi skal lave i dag, eller hvad?" spurgte hun og lød en smule begejstret, som gjorde mig glad. Hun havde glædet sig til det her.

"Jeg har bestemt en ting: Vi skal til hyggeaften i aften med drengene og deres kærester," sagde jeg. Jeg vendte mig hurtigt om mod hende, og håbede, hun så glad ud, ligesom jeg selv følte mig.

Men hun hævede sine øjenbryn, så hun fik et par små, bekymrede rynker i panden.

"I aften? I dag?" spurgte hun som om hun var forvirret.

"Ja. Klokken seks."

"Jamen se lige det tøj jeg har på!" udråbte hun forfærdet. Typisk piger, tænkte jeg, og kunne ikke lade være med at grine lidt.

"Rolig nu, jeg synes, det er perfekt til den her aften," opmuntrede jeg og drejede af på kørebanen, så vi var på vej mod London. Lucia lagde sine arme over kors og lignede en som både var smigret og irriteret.

"Hvordan er de andre?" spurgte hun pludseligt og fjernede en lok hår, som var fløjet ind i hendes ansigt.

"Pigerne? Øh. De er vel meget søde," sagde jeg ligegyldigt. Jeg forstod ikke rigtig, hvorfor hun ville vide det.

"Okay. Men så må jeg godt bestemme hvad vi ellers skal lave, ikke? Det er meget fair," spurgte hun og foldede sine hænder til knytnæver, som hun så lagde ind under sin hage. Jeg nikkede og håbede ikke hun ville sige noget med faldskærmsudspring eller flybilletter til Paris.

"Vi skal ... i biografen," fastslog hun. "Jeg har ikke været i biografen i hundrede år. Og hundrede år til."

Jeg åndede tungt ud og var med på idéen. En biograftur skulle nok være hyggeligt, men det eneste problem var, at vi så ikke kunne få muligheden for at snakke sammen. Lucia havde jo heller ikke ligefrem lagt op til den store samtale, så måske skulle jeg bare droppe at håbe på at få nogle ord ud fra hende om kysset.

Jeg prøvede at svare med samme begejstring, at det var et godt forslag.

Da vi kom ind til London, var byen heldigvis ikke så proppet med trafik, som den plejede at være på det her tidspunkt. De fleste sad sikkert og fik deres eftermiddagste, mens de så ud på regnen og lavede kruseduller på notesblokke. Jeg kunne godt lide dage som denne. De var så fredfyldte og rolige, at jeg følte mig helt almindelig, gemt væk på grund af regnen og alligevel fasthold af Lucia, som mindede mig om, at jeg ikke var ved at forsvinde.

Jeg parkerede en gade væk fra en biograf, jeg havde gået forbi et par gange, og vi steg samtidig ud og småløb ind under halvtagene uden for butikkerne. Lucia fnisede. Hendes hår var begyndt at krølle lidt på grund af regnen.

"Nogen favoritter?" spurgte jeg med hænderne begravet i lommerne, så jeg ikke kom til at fryse. Hun rystede på hovedet og trak sine ærmer ud over sine hænder, så hun på den måde kunne holde varmen.

Vi var kun kommet ned på hjørnet, da jeg blev stoppet af en meget høj pige. Hun havde mindst fire shoppingposer ved hånden og brunt, krøllet hår, der matchede hendes øjne.

"Oh my God, er du Niall Horan?" spurgte hun tøvende, men alligevel med en sikkerhed i stemmen. Jeg krympede mig lidt, da en regndråbe gled ned gennem min skjorte, og nikkede.

"Ja."

"Shit. Shit, shit, shit. Må jeg godt få et billede med dig? Og en autograf?" Hun begyndte febrilsk at lede efter noget i en af poserne, og fik til sidst hevet et spejlreflekskamera op, der sikkert blev brugt mere som en accesory, end som hvad det var beregnet til. Jeg sørgede for at virke flink og begyndte at skrive mit navn ned på en gammel bon, hun også fik fisket op fra en af poserne.

"Undskyld? Gider du tage et billede af os?" spurgte pigen Lucia. Hun så ikke ligefrem så særlig underholdt ud - det var sikkert akavet for hende, forståeligt nok. Lucia nikkede og det gik op for mig, at pigen ikke troede, vi var sammen. Det gik mig på, eftersom jeg lige havde haft så mange forventninger om, at jeg ikke længere ville blive set som den sidste alene i bandet - og lignede vi ikke et par?

Jeg rømmede mig og rakte Lucia kameraet med lidt overdrevne bevægelser, så vores hænder også rørte hinanden i et stykke tid. Jeg håbede, at pigen så kunne tro, vi var sammen. Men hun virkede alt for opsat af mig til overhovedet at lægge mærke til Lucia.

"Tusind tak! Åh, jeg kan slet ikke beskrive, hvor højt jeg elsker dig. Du er sygt lækker.Tak!" fnisede hun. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, og hun lagde op til et kram, jeg ikke kunne afvise. Vi skiltes igen og jeg kunne mærke, at jeg havde fået helt røde kinder ved mødet. Det var ikke så tit, at fansene opførte sig sådan over for mig, fordi de plejede at være mere opsat på at sige hej til de andre.

Jeg kunne mærke mit smil blive permanent, mens jeg tænkte på, at det måske faktisk gik fremad nu. Fremad med det hele. Og med Lucia ved min side, vidste jeg, at jeg næsten var lykkelig.

♡♡♡

Lucias synsvinkel

 

Det var ikke svært for mig at indse, at den mærkelige fornemmelse jeg havde i maven, ikke var på grund af den spænding, som styrede filmen, men havde indtaget sin plads på grund af mødet med Nialls fan.

Det var ikke fordi at jeg var ked af det - at have fans var en stor ting, og jeg vidste, at Niall var glad for det. Det kunne man tydeligt se på hans smil, som nærmest voksede og voksede, mens han havde snakket med pigen. Hun var pæn. Så pæn, at jeg stadig kunne se hendes perfekte, dansende krøller om hovedet på hende, og de kilometerlange ben, som jeg ikke havde, når jeg lukkede øjnene.

Jalousi var ikke en ting jeg havde bekendtskab med, i hvertfald ikke på den her måde. Et bar gange havde jeg følt jalousi, når Emma turde gøre flere ting, end jeg gjorde; men jeg havde altid indhentet hende og gjort noget endnu vildere, så det var ikke fordi det havde været en længere periode med den følelse.

Nu sad vi dér i biografens mørke, og jeg lod som om, at jeg var opslugt af filmen, og derfor ikke sagde noget som helst. Niall lo, når folk døde på en urealistisk måde, men jeg sad bare fastfrosset, og kunne ikke tænke på andet, end at jeg ikke kunne gøre noget, for at det var mig, der fik ham til at smile på samme måde som Nialls fan.

Han syntes sikkert, at jeg var vildt irriterende. At jeg slet ikke var lige så pæn. Eller at han ville ønske, han ikke havde inviteret mig til hyggeaften i aften. Jeg følte mig også irriterende og grim og uværdig. Uværdig til mange ting.

Iført det her tøj, som var det eneste rene jeg havde, gjorde det det ikke meget nemmere. Jeg kunne mærke det hvide lys fra lærredet skære sig ind i mine øjne, og jeg borede mine negle ind i det røde stofsæde.

Vi havde valgt en spændingsfilm, The Black Killer, og Niall havde spurgt mig med en anelse ironi i stemmen, som om han vidste på forhånd, at jeg ville svare nej. Men den lød spændende nok til, at jeg ikke behøvede være forpligtet til at kommentere noget i filmen, så jeg havde ivrigt svaret ja.

Indimellem hviskede han noget ind i mit øre, ting som "så du lige det?" eller "den er vidst ikke så god, som jeg havde regnet med."

Jeg svarede ham ikke. De første par gange var det fordi at jeg ikke følte, der var grund til at svare ham. Efterhånden som han kom med flere og flere kommentarer, begyndte jeg at mærke et stik af dårlig samvittighed, da jeg bare nikkede som svar.

Fedt. Mere dårlig samvittighed. Jeg havde ikke svaret på hans opkald, jeg havde ikke sagt et ord til ham om hvordan jeg havde det med kysset, og nu afviste jeg ham, selvom det ville være nemt som at klø sig i nakken at lade være.

Min mave vendte sig, og lyden af pistoler rungede højere end min egen kritiske stemme i mit hoved. Det var rart. Jeg vendte mig hurtigt om og sendte et smil til Niall, men det må vidst have set så falskt ud, at det ikke engang gik op for ham, at jeg prøvede at give det en chance. Han vendte hovedet tilbage til lærredet og lagde sine ankler over kors, upåvirket af mit smil, og med et uforstående ansigtsudtryk. Han lignede en, der havde lyst til at tage hjem.

På grund af mig.

En ny scene rullede ind, denne gang en scene, som var indspillet i en park. Det var ikke en rar scene, for den foregik om natten, og den faretruende stilhed gav mig mulighed for at tænke på min egen uduelighed, hvilket gav mig endnu mere ubehag end jeg allerede havde. Mens sekunderne gik, kunne jeg mærke, at jeg blev mere og mere bange. Ikke bange for, at jeg ville få et chok om lidt, snarere bange for, at den kildende fornemmelse i min næse - ligesom når man bliver kildet af en fjer og får lyst til at nyse - var et tegn på, jeg snart ville græde. Jeg trak vejret dybt og vendte mig i sædet. Det var som om at jeg ikke kunne finde en stilling, hvor den dårlige følelse i min mave ville gå væk.

Og så - i det øjeblik, der ifølge musikken var det mest spændende i filmen - kunne jeg ikke klare det mere. Jeg rejste mig op på snublende ben og fik manøvret mig hen til nødudgangen, selvom små irriterede tilråb fra publikummer på de andre pladser distraherede mig.

Jeg tog min hånd op til mine øjne som om jeg kunne forhindre tårerne i at løbe, men det var for sent, og jeg udstødte gispende, men tydelige hulk. Det var så latterligt - af alt hvad jeg kunne gøre, valgte jeg at græde. Jeg fandt et toilet og ignorerede de undrende blikke, som fulgte mig. Tanken om at Niall stadig sad der inde strejfede mig ikke: Det eneste, jeg kunne tænke på, var Emmas ord tidligere på dagen og fornemmelsen af, at jeg ikke var noget værd.

Det var længe siden jeg havde grædt. Gråd var ifølge mig et tegn på svaghed, og jeg havde nægtet at være andet end stærk siden mødet med Olivia for et par år siden. Men på en eller anden måde var det en befrielse, at jeg kunne mærke mine hænder ryste og mine fødder blive kolde, mens jeg låste døren og satte mig op ad væggen med benene ind til mig. Jeg følte mig ikke så uduelig, som jeg havde gjort i salen, snarere var det som en byrde, der blev fjernet med det samme. Jeg kunne se mine tårer på mine lysegrå joggingbukser, og faktisk var jeg taknemmelig over, at jeg ikke havde taget pænt og ukonfortabelt tøj på. Lige nu følte jeg mig hundrede procent bedst tilpas lige her.

Lige indtil et par bestemte bank på toiletdøren mindede mig om, at jeg ikke kunne blive derinde for evigt, selvom det var det, jeg havde mest lyst til. Jeg snøftede og tog et stykke toiletpapir til at tørre min næse med. Mine øjne gjorde helt ondt og var hævede af al gråden.

"Lucia? Er det dig? Er du der inde?"

Hans stemme var på én og samme gang både lyden af håb, men også tab. Jeg stivnede, prøvede at udtænke mine muligheder, men jeg vidste, jeg blev nødt til at svare. Hver gang jeg tænkte på, at han var på den anden side af døren, havde jeg det som om, at det her var noget, jeg snart ville miste. Jeg ville miste ham, hvis jeg ikke gjorde mig værdig.

Jeg måtte vise ham, hvor glad jeg faktisk var for ham.

"Jeg kommer om lidt," fik jeg frem, men min stemme skælvede, og jeg vidste, at man tydeligt kunne høre, at jeg græd.

"Hvad sker der?" spurgte han, tydeligt medfølende, hvilket jeg faktisk var glad for. Han var alt, alt for sød mod mig, og jeg vidste, at jeg ikke fortjente det. Jeg smed papiret ud i toilettet og begyndte at pudse min næse med et nyt stykke.

"Ikke noget, jeg er okay," mumlede jeg. "Bare vent udenfor, okay?"

"Må jeg ikke komme ind?" bad han. Jeg tvivlede, og vidste, jeg ville føle mig blottet, hvis han så, jeg havde grædt. Hvad skulle jeg sige? Hvordan skulle jeg forklare?

Jeg så ned i jorden, mens jeg låste op, og prøvede ikke at ligne en eller anden lille pige, som græd over ingenting.

Niall havde selvsikre, bevidste bevægelser. Det mindede mig pludselig om dengang til festen, hvor jeg havde slået min fod, og han havde fået mig ud derfra uden at tvivle på sine evner.

Han lod sine hænder finde mit ansigt, og så, da jeg strittede imod og ikke havde lyst til at se på ham, lod han sine hænder i stedet glide om til min ryg og pressede mig ind mod sig. Fornemmelsen af hans stærke arme omkring mig, og duften af ham i mine næsebor, var uden tvivl det bedste middel mod min pludselige sorg. Jeg kunne mærke, hvordan jeg i et øjeblik faktisk følte mig hel.

"Hey," sagde han og fik bakset os begge to ind på toilettet igen. Det var stort nok til os begge to. "Hvad sker der? Er du okay?"

Jeg tørrede mine øjne, der igen var blevet lidt våde, men bagsiden af min hånd, og nikkede bare. Niall tog fat om mine skuldre og fik mig til at sidde ned på det lukkede toilet. Den glatte og kølige overflade kunne jeg tydeligt mærke gennem mine joggingbukser, og kulden fik mig til at skælve. Han låste døren og vendte sig derefter tilbage mod mig, og satte sig på hug foran toilettet, så hans hænder kunne hvile på mine knæ.

"Undskyld," var det eneste, jeg kunne sige. Jeg så ned på ham, og hans blålige blik mødte mit, næsten irriteret i et øjeblik.

"Du skal ikke undskylde," sagde han irettesættende.

"Nå, men det gjorde jeg. Undskyld. Undskyld fordi jeg er sådan en stor idiot." Jeg sukkede, og Niall gav mit knæ et klem. Han rakte ud efter mine hænder, og jeg lagde dem i mit skød, så han kunne tage imod dem. Hans var dejlig varme, mine var iskolde. Det undrede mig, han ikke følte ubehag ved dem.

"Hvorfor siger du det?"

"Fordi det er jeg. Jeg har behandlet dig dårligt," mumlede jeg og så ham tvivlende i øjnene, indtil jeg et par gange blev nødt til at kigge væk, fordi øjeblikket blev for blottet. "Jeg har afvist dig ekstremt meget, men sandheden er, at jeg ikke har lyst til at gemme noget væk. Jeg vil ikke afvise dig. Jeg vil gerne være sammen med dig. Det forvirrer mig så meget, for jeg kan ikke forstå min egen tankegang, og det gør så ondt, når jeg så følger min hjerne, og ikke hvad jeg inderst inde føler."

Han var stille lidt. Grebet om mine hænder blev strammere.

"Hvad føler du da inderst inde?" spurgte han forsigtigt. Det var ikke sagt på en måde, så jeg følte mig forpligtet til at sige, hvad jeg troede, han håbede på at høre. Det var et ærligt spørgsmål, som krævede et ærligt svar.

Jeg rømmede mig og holdt mig ikke tilbage, da jeg svarede.

"Jeg kan godt lide dig. Jeg vil gerne fortsætte."

Han nikkede og fik et smil frem.

"Og hvad med ...?" spurgte han og jeg vidste med det samme, at han refererede til Emma, min familie, og alt, hvad mit liv bestod af.

"Jeg gør hvad jeg har lyst til, ikke?" Jeg lo lidt, selvom jeg stadig havde våde øjne. Mit svar var en hentydning. En hentydning til et spørgsmål. Det var som om, at jeg ville have hans tilladelse, og han forstod med det samme, hvad jeg mente.

"Ja," sagde han bare, helt glad.

♡♡♡

Nialls synsvinkel

 

Vi snakkede i de to timer, vi havde, inden vi skulle tilbage igen. Om alt og intet.

Jeg fandt ud af, hvorfor hun var ked af det, og det var en lettelse. Åbenbart var det gået op for hende, hvor miserabelt et liv hun havde, og da hun fortalte om det, kunne jeg mærke, at jeg blev helt utilpas, fordi jeg vidste, det var sandt. Ingen forældre, ingen indtægt, ingen uddannelse. Alt, hvad der kunne sikre hende en nogenlunde stabil fremtid, var væk, og det var ikke gået op for hende før nu.

Jeg fik lyst til at beskytte hende og for evigt have hende med mig overalt, så jeg kunne sikre, hun fik ordentlig mad og omsorg, men det var selvfølgelig ikke så nemt. Vi kom fra to forskellige verdener, og jeg var stadig usikker på, om det ville være en god idé at slå dem sammen til én. Men tanken var spændende, og jeg tog flere gange i minutter mig selv i at tænke over, om Lucia og jeg rent faktisk kunne fungere som et par. Jeg følte mig tilpas og stærk, når jeg var sammen med hende.

Hun gjorde mig til en person jeg altid gerne ville have været.

Jeg trak vejret dybt ind og var faktisk glad. Glad for at hun var ærlig, og ikke løj over for mig for at holde sit image som pigen, der kunne klare alt. Det var menneskeligt at græde, og nu havde Lucia bevist, at hun var lige så meget menneske som alle andre var. Et smil spillede på mine læber.

Jeg lænede mig op ad væggen og kunne mærke min mobil vibrere med korte, krævende stød. Det mindede mig om, at vi skulle til hyggeaftenen snart, og klokken sikkert var mange.

"Hvem er det?" spurgte Lucia og nikkede til min mobil, da den vibrerende lyd brød igennem stilheden.

Jeg åbnede beskeden.

Fra: Liam

Kommer I? Maden er klar og vi venter på jer! ;))

Jeg rejste mig op og sagde, at det var Liam, der bad os om at komme. Lucia nikkede forstående, men jeg kunne se på hende, at hun mest havde lyst til bare at blive her og snakke videre. Det havde jeg egentlig også - stilheden og fornemmelsen af at være de sidste i verden var tryg og hyggelig, selvom den selvfølgelig var ikke kunne vare evigt.

Min mave knurrede, så måske ville det ikke være så slemt at tage tilbage alligevel. Det var trodsalt fire timer siden jeg havde fået frokost.

Vi låste op og gik udenfor igen, hvor det stadig småregnede.

Lucia fulgte mig i hælene bag fra, og jeg måtte huske at sætte farten lidt ned, så hun kunne nå at følge med. Hun kom op ved siden af mig, og jeg kunne fornemme hendes duft og tilstedeværelse kraftigere end alt andet, det var som om at hun var det eneste, jeg kunne fokusere på.

Da vi alligevel var så tæt på hinanden, at den sidste afstand føltes latterlig, tog jeg hendes fine, smalle hånd i min.

♡♡♡

Her er endnu et kapitel, jeg håber I kunne lide det! For resten vil der snart komme et nyt cover (forhåbentlig, jeg har flere på sagen, som jeg er sikker på laver et vildt flot et), så hold øje, og skriv gerne en kommentar om det, når det kommer på! :-)

Sangene, som jeg skriver inden hvert kapitel, er sange, der inspirerer mig på en eller anden måde. De er meget forskellige, og passer ikke altid ind til lige præcis den handling, der er i kapitlet, men jeg går altid efter sange, hvor teksten har en dybere mening som passer ind. Det kan også være musikvideoen, melodien, eller måden, teksten bliver sunget på, der har inspireret mig. Og så synes jeg musik er lige så smukt som ord, så det er ikke tilfældige sange, jeg skriver ind.

Skriv endelig en kommentar eller klik på like, det ville være dejligt. Tak for al jeres støtte, I er for søde alle sammen! <3 Fortsæt god dag.

Xxx Mathilde

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...