Used To Be - One Direction 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2013
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Færdig
Niall Horan er den eneste, som ikke har haft en kæreste eller datet i sit band, One Direction. Ifølge deres management, har dette en negativ virkning på fansene, som godt kan synes at han "forsvinder i mængden", i forhold til de andre i bandet, som alle sammen har en kæreste.
For at gøre Niall mere populær, har managementet bikset en "plan" sammen, der i sidste ende forhåbentlig får Niall op på samme niveau som de andre drenge. Kort sagt går denne plan ud på at finde en helt igennem normal pige, som Niall kan date i et par måneder og få et par avisoverskrifter med. Det eneste krav er, at hun ikke skal være opsigtsvækkende, og opføre sig særlig meget anderledes i forhold til andre piger på sytten år. Efter kort tids søgen finder de Lucia West, en pige, som Louis Tomlinson gik i folkeskoleklasse med. Det de dog ikke er forberedt på, er, at hun langtfra stadig er den tilbageholdende pige, som de troede, hun var ...

213Likes
432Kommentarer
38504Visninger
AA

2. Kapitel 1

Light of my life, fire of my loins
Be a good baby, do what I want
Light of my life, fire of my loins
Give me them gold coins, gimme them coins
- Lana Del Rey, Off To The Races

 

Lucias synsvinkel

 

Jeg var ganske normal. Helt igennem normal, faktisk.

Jeg havde tre gode veninder, som jeg så dagligt, jeg lavede mine lektier, lå i min seng hver aften klokken ti og gjorde, hvad mine forældre bad mig om. Nogen ville måske betegne mig som kedelig, for jeg var mildest talt ikke særlig udfordrende på nogen måde, men det faldt mig ikke ind dengang. Jeg var bare hende, som fulgte med strømmen, eller hvad man kalder det. Det passede mig fint, ikke at være én, som folk så anderledes på i forhold til alle andre, og det var også sådan, jeg blev opdraget af mine forældre. At være normal.

Da jeg var syv år gammel, og fortalte min mor, at jeg i stedet for at holde en fødselsdag for pigerne i min klasse ville holde det for drengene, sagde hun, at jeg ikke måtte. Det var ikke noget, som kunne diskuteres. Det var unormalt, og alt hvad der var unormalt i min familie, var bandlyst.

Det var først da jeg fyldte seksten, at det gik op for mig, at jeg ikke havde lyst til at være sådan. Jeg var ude og gå en tur ved bakkerne omkring min by, Doncaster, en lun sommeraften, og jeg nød at have t-shirt på for første gang i månedsvis. Solen var ved at gå ned, og jeg satte mig på en bænk for at nyde udsigten. Himlen var som et lærret, hvor der generøst var strøget vandede farver af rosa, lyslilla, blå, gul og beige rundt over det hele. Jeg lukkede mine øjne et øjeblik, smilede over den nyankomne sommer, som jeg havde ventet så længe på.

"Det er smukt, synes du ikke?"

En rusten stemme bag mig fik mig til at åbne øjnene og komme ud af min lille tankebobbel. Jeg vendte mig om, og så til min store overraskelse en kvinde - som var skaldet.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, for jeg var så forskrækket over hendes manglende hår, at jeg ikke kunne fokusere på andet. Hun smilede skævt til mig, næsten lidt bedrøvet, som om hun havde set min reaktion mange gange, og stadig følte skam over den. "Må jeg sætte mig her?" spurgte hun og pegede på bænken ved siden af mig.

Jeg nikkede langsomt og prøvede at se hende i øjnene, selvom jeg var meget nysgerrig efter at undersøge hendes isse. Hun sukkede lavt og flettede sine skrøbelige hænder ind i hinanden, mens hendes øjne hvilede mod solen, som næsten var væk nu.

"Jeg hedder Olivia," sagde hun, mens hun satte sig ned ved siden af mig. Hendes ansigt afslørede mange timer i solen, og hun havde rynker ved øjnene og mundvigen, som om hun smilede hele tiden. "Ja, du må altså undskylde, hvis jeg har gjort dig lidt forskrækket. Det er bare kræft."

Bare kræft.

Ahhh, så det var altså derfor, at hun var skaldet. Jeg kendte godt til kræft - min mormor var død af det året før jeg blev født, og på de billeder jeg havde set af hende, kunne man tydeligt se, hvor hurtigt hun blev svagelig og mistede håret. Kræft var jo en alvorlig sygdom, som vildt mange døde af hver eneste dag.

Jeg hævede mine øjenbryn og smilede lidt. "Jeg er ikke forskrækket." Det var en løgn, men jeg havde ikke lyst til at gøre hende - og dermed også mig - utilpas.

Olivia smilede til mig, og imens vi så solens sidste stråler varme byen igennem, var vi stille. Så lænede hun hovedet lidt på skrå, og sukkede, inden hun begyndte at tale igen.

"Da jeg var på din alder, var jeg nok det modsatte af dig," bekendtgjorde hun og lo, som om det var morsomt.

"Hvad mener du?" spurgte jeg.

"Jeg mener både udseendemæssigt og personlighedsmæssigt. Jeg var en vildbasse, for at sige det ligeud."

Jeg blev lidt irriteret. Hentydede hun til, at jeg ikke var en vildbasse? Det vidste hun jo overhovedet ikke noget som helst om. Vi havde jo lige mødt hinanden.

"Det kan da også godt være, at jeg er en vildbasse," pointerede jeg og lagde mine arme fornærmet over kors. Jeg så ned på mit tøj - en kashmircardigan i grå udover en mintgrøn t-shirt, sorte jeans og converse. Okay, måske lignede jeg ikke en, som drak sig fuld hver fredag. Men alligevel!

"Det kan godt være, ja, men jeg var så vild, at jeg blev smidt ud af min skole," sagde Olivia. "Og jeg tror ikke, du er blevet smidt ud af din skole."

"Hvad lavede du da?"

"Festede. Lavede ballade. Festede noget mere." Hun lo lidt igen, og jeg stirrede bare, mens hun rystede lidt på hovedet over minderne, som sikkert dukkede op i hendes tanker.

Helt ærligt, tænkte jeg. Der sad en halvgammel dame ved siden af mig, og fortalte mig om hendes vilde, unge dage ... Jeg burde virkelig tage hjem, inden hun insisterede på at lære mig at ryge, eller sådan noget. Jeg nikkede kort, og rejste mig så op igen fra bænken. Olivia så bedrøvet på mig.

"Vent lige lidt, jeg har ikke sagt det vigtige til dig endnu," sagde hun og klappede på pladsen, hvor jeg sad før. Jeg sukkede tungt og satte mig ned igen. Jeg kunne jo ligesom ikke sige en dame, som højst sandsynligt var døende, imod, vel?

"Ja?" spurgte jeg og vendte mig en smule om mod hende.

"Selvom det medførte en del kriser, at jeg var sådan en vildbasse som ung, så glemmer jeg det aldrig. Jeg er treogtres år gammel nu, og fyrre af mine år har jeg stort set glemt. De år var så normale - der skete ikke noget som helst. Det var det samme hver dag. Stå op, tage på arbejde, købe ind og hente børn, lave mad, vaske op, se tv-avisen og så i seng igen. Til gengæld kan jeg stadig huske de aftener, hvor jeg var sammen med mine venner som teenager. Vi dansede på togskinnerne og drak kirsebærvin midt om natten, mens månen badede os i hvidt lys. Og ved du, hvorfor jeg kan huske det? Fordi det ikke var det, jeg plejede at gøre. Det var ikke det, som nogen plejede at gøre. Det var de bedste år i mit liv," fortalte hun med en næsten dysterkrydret undertone i hendes stemme.

Hendes blik borede sig ind i mit, ventede på en reaktion fra mig.

"Undskyld, hvad er det, du prøver at fortælle mig?" spurgte jeg, selvom jeg godt vidste det. Selvfølgelig havde jeg hørt det før: Mine lærere i skolen fortalte os næsten dagligt, at vi skulle udnytte vores tid som unge, og finde ud af, hvem vi var. Finde vores grænser, og sådan noget. Tiden går jo, og man kan ikke få den tilbage igen.

Men da Olivia, denne kræftsyge dame, som sad lige ved siden af mig, fortalte det med sine egne ord og erfaringer, kunne jeg ikke lade være med at bide mærke i det.

Med et blink i øjet, svarede hun: "Husk, at du kun lever én gang."

Jeg sank en gang, og bed mig i læben. Den pludselige bølge af kuldegysninger, som væltede ind over min krop ligesom når man tager en iskoldt brusebad, var ikke til at tage fejl af. Jeg ville aldrig glemme dette øjeblik.

 

♡♡♡

 

Nialls synsvinkel

"Et eksempel på din popularitet kan man for eksempel se på de her papirer - en graf over hvor mange, der har søgt på dit navn på Google, Facebook og Youtube i forhold til de andre i bandet," sagde Lisa og lagde et par papirer med søjlediagrammer op på bordet. Lisa var udover Richard, som sad ved siden af hende, vores agent, som begge arbejdede for Modest! - vores management.

Jeg sad på en blå velourstol i et mødelokale, som Lisa havde booket til os. Hun havde ikke sagt, hvad vores møde skulle handle om, og drengene vidste det heller ikke, da jeg spurgte dem tidligere samme dag. Alligevel havde jeg det som om, at al opmærksomheden lå på mig, hvilket den ikke så tit gjorde, så jeg opdagede hurtigt, at der var noget i gære.

Og det var der jo så.

"Det er desværre ikke en god ting, at du ikke er ligeså populær som de andre i bandet," indskød Richard og lagde sine albuer op på bordet. Jeg stirrede på de papirer, Lisa havde lagt foran mig. På alle papirerne var der et søjlediagram med vores navne på, og min søjle var betydeligt lavest i forhold til Zayns, Louis', Harrys og Liams. Jeg vidste godt, at jeg ikke var ligesom dem - ligeså populær - men jeg var blevet vandt til det, for jeg havde jo ikke prøvet andet. Men nu ... nu fik de det til at lyde som om, at jeg ville blive smidt ud af bandet, hvis jeg ikke gjorde noget ved det.

Jeg fik røde ører, og jeg kunne mærke hele min krop blive varm af frustration. Mit liv var One Direction. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg blev smidt ud af bandet. Så ville jeg sikkert få en depression.

Imens jeg forestillede mig alle mulige skrækscenarier, tilføjede Lisa, da hun så mit ansigtsudtryk: "Bare rolig, Niall. Du bliver stadig i bandet lige meget hvad."

Jeg stønnede af lettelse og rettede mig lidt op i sædet. De andre, Louis, Zayn, Harry og Liam, sad ved siden af mig, og havde ikke sagt et ord siden vi ankom. Jeg var ret sikker på, at de var nervøse, ligesom jeg var, hvilket var forståeligt nok, for vi var jo blevet som brødre nu. Ligesom mig sukkede de af lettelse, da de hørte Lisa.

"Men hvad skal jeg gøre?" spurgte jeg. "Jeg kan jo ligesom ikke gøre mig pænere eller ændre min stemme, for at ændre på de diagrammer." Jeg slog let papirerne væk fra mig, nedladende. Jeg var bange. Bange for at miste min drøm.

Min selvtillid var i dén grad ikke blevet særlig høj, efter at folk var begyndt at tiltale mig som én, man overså i bandet. Jeg havde prøvet at finde forskellige kendetegn ved mig, som måske kunne virke charmerende; jeg gjorde mig glad konstant i nærheden af kameraerne, fjollede rundt og undgik at være negativ. Der var nogen af mine loyale fans, som syntes det var nuttet, men jeg kunne godt regne ud, at det slet ikke var på højde med de andre i bandets kendetegn. Jeg var ikke en flirt, ligesom Harry var. Jeg var ikke sjov, ligesom Louis var. Ikke smuk som Zayn eller klog som Liam.

Faktisk vidste jeg ikke rigtig, hvem jeg var. Jeg var stadig ret barnlig indeni, og jeg holdt af at gøre lidt spontane ting. Jeg havde prøvet at snakke med drengene om det, og de sagde, at jeg nok bare var lidt af hvert. Det kunne de sagtens sige, tænkte jeg - for de var ikke i samme situation som mig. Jeg havde det som om at jeg stod i farezonen i X-Factor igen.

Liam gentog mig opbakkende: "Ja, er der ikke noget, han kan gøre? Noget vi kan hjælpe ham med også?"

"Jo, det er der. Vi har fundet en løsning - heldigvis! Se på de her nye diagrammer -" Lisa tog nogle nye papirer op fra sin Chanel taske og lagde dem ovenpå de andre "- de viser, hvor meget popularitet bandet har fået, efter at I er begyndt at date."

Det ene diagram viste, hvor populært vores band var i 2011, hvor ingen af os datede. Det andet diagram viste, hvor populært vores band var i 2012, hvor alle de andre drenge bortset fra mig datede. Konklusionen var tydelig: Åbenbart steg vores popularitet, når vi havde kæreste på.

Harry hostede lidt, og brød ind i samtalen. Det var rart, for min hals var helt tør og jeg vidste ikke selv, hvad jeg skulle sige. "Er I sikre på, at det ikke har noget at gøre med, at vi har lavet flere sange? I 2011 var vi jo et relativt nyt band med kun ét album, men nu har vi jo to albums," sagde han, og vi andre nikkede anerkendende.

"Ja, det er vi sikre på. Det har vi selvfølgelig divideret fra i det her omfang," smilede Lisa.

"Men hvad var det, I ville have mig til at gøre? Jeg forstår det ikke rigtig." Jeg knyttede mine hænder, og prøvede at virke samarbejdsvillig, for de var trodsalt ligesom bandes forældre - dem, som bestemte over mig. Dog kunne jeg ikke holde min irriterede tone tilbage, og jeg fnøs efter mit spørgsmål.

Lisa og Richard ignorerede mine hånlige handlinger og fortsatte med deres foredrag.

"Du skal finde en kæreste."

"Er det ikke nemmere sagt end gjort?" spurgte jeg - for helt seriøst, så havde jeg ledt efter en kæreste i det som føltes som årtier. Der var ret mange piger, som gerne ville date mig, men tit syntes jeg, at de virkede for falske, specielle eller ikke som min type, og så havde jeg hurtigt droppet det igen.

"De andre drenge må gerne hjælpe dig med at finde én. Men vi har nogle krav," sagde Richard og fortsatte, "pigen, du dater, skal ikke være hvilken som helst pige. Hun skal ikke vække for meget opsigt, for det kan fansene ikke lide. For at sige det ligeud, skal hun være normal. En pige, som minder om så mange andre. Fansene kan godt lide, at de piger, I dater, minder om dem selv. Du kan bare date hende i nogen måneder, og så droppe hende igen, hvis du ikke kan lide hende. Bare sørg for at fansene finder ud af, at du er i gang med at date. Holdt i hånden med hende offentligt og sådan noget. Eller endnu bedre, kys hende."

Drengene og jeg var stille lidt igen, sugede ordene til os. Det lød så grotesk, at de stillede regler for, hvilken pige, jeg måtte date. De andre datede jo også. Alle sammen, faktisk. Hvad med dem?

"Hvorfor er der ikke regler for, hvem de andre må date? Hvorfor er det lige mig, som skal date en, som er helt normal?" spurgte jeg spydigt. Jeg var ret pissed og lagde mine arme over kors.

Richard tog en tår af det glas vand, der var placeret foran ham. Jeg havde efterhånden vænnet mig til, at lige meget hvor vi gik hen, var der mad og drikke inden for en radius af fem meter. I starten udnyttede jeg det fuldt ud, og spiste mig mæt i al den mad der var omkring mig, men nu havde jeg hverken rørt croissanterne eller de friskbagte boller, som var i fletkurven på midten af bordet. De duftede nu meget godt, og jeg kunne se, at der var chokolade inde i croissanterne - det elskede jeg. Men jeg havde mistet appetitten.

"Det er for at være på den sikre side. Det er jo den første pige du dater, og det kan være, at det ville gå i vasken, hvis vi bare sagde, at du kunne date, hvem du havde lyst til. Og så er det også for at skåne dig. Det er jo meget usandsynligt, at hende, I vælger at du skal date, er en du faktisk får følelser for. Så hvis du skal holde hende ud i et par måneder, er det sjovt nok rarest for dig, hvis hun bare er en helt normal pige."

Okay, det gav faktisk god mening. Jeg nikkede, og fortsatte med mine spørgsmål.

"Hvad hvis jeg får følelser for hende? Må jeg så godt beholde hende?"

Lisa og Richard så på hinanden, som om, at det havde de ikke lige tænkt over. Det undrede mig, for havde de ikke tænkt på alt? De havde jo både lavet grafer og statistikker og alt sådan noget.

"Øh ... hvis hun passer ind til kravene, kan jeg da ikke se noget problem i det," sagde Lisa til Richard, og han nikkede.

"Ja. Det må du gerne." Et rigtigt smil brød ud på hans læber, og af gammel vane smilede jeg igen, selvom jeg faktisk syntes, at det hele var lidt for langt ude. Men hvis det gjorde mig populær i bandet, plus at jeg så også fik en kæreste, var der så mere, jeg kunne bede om?

"Okay. Det er en aftale." Jeg rakte hånden ud mod Richard, som om at det var en rigtig mission, vi var ved at fuldføre. Han trykkede den med en fast og varm hånd. Bagefter trykkede jeg Lisas, og imens jeg satte mig tilbage i stolen, hævede hun sin hånd for at tilføje noget mere.

"Og lige en sidste ting: Pigen må ikke vide noget om det her. Ellers kommer det til at virke kunstigt. Hvis hun får noget at vide om, at vi har lavet en plan, kan vi risikere, at hun ikke vil date dig mere, og så får vi den modsatte virkning - så bliver omtalen om dig negativ og du kan fremstå som en hjerteknuser." Lisa hævede et øjenbryn, så hun kom til at se helt streng ud, ligesom en skolelærer, som understreger sin magt over for eleverne.

Jeg ignorerede blikket og svarede igen. Generthed passede ikke ind her - i hvert fald ikke, hvis jeg skulle have det til at fungere.

"Så I påstår altså, at jeg skal spille skuespil? Jeg gider sgu da ikke lyve," kritiserede jeg.

"Det behøver du heller ikke. Den her plan er jo ikke noget særligt. Bare en lille aftale, kan man sige," svarede Richard og sendte mig et blink med det ene øje, som om han ville sige: 'tag det roligt og hold dig til planen, ellers kommer det til at gå galt.'

Jeg nikkede stift. På én og samme tid var jeg både glad og lidt trist. Jeg var glad, fordi der faktisk var kommet en løsning på mit problem: Om nogle måneder var jeg forhåbentlig mere populær i bandet, og det var jo godt. Jeg ville også prøve at date, hvilket jeg som sagt aldrig havde gjort før, så det var vel meget fedt. Men på den anden side kunne jeg ikke lade være med at tænke, at det hele var opstillet, og at jeg blev tvunget til at følge reglerne, som om det var et spil.

Til sidst valgte jeg at se positivt på det - for jeg gad ærlig talt ikke at blive negativ. "Okay." Jeg smilede overbevisende.

Om aftenen var vi taget hjem til vores lejlighed i London, og vi sad og slappede af ved spisebordet og nød vores kinesiske take-away. Vores lejlighed var stor og lys, men den var ikke så luksusagtig, som man måske skulle tro. Det var vigtigt for os, at den stadig kunne defineres som ordet hjem, så vi havde indrettet den med hjemlige, dybe sofaer, et helt normalt køkken og fem værelser, som var store nok til at vi kunne sove alle sammen i ét. For det meste gjorde vi det også. I aften havde vi aftalt, at vi skulle se film inde på Liams værelse - det værelse, som var renest - og bare hygge og slappe af. Det glædede jeg mig til, men jeg havde alligevel hele tiden en anden ting i hovedet. Planen.

De andre snakkede lidt om nogle ligegyldige ting, mens vi spiste. Jeg var stille, holdt mit blik fastslået på mine sesamnudler og soyakylling, mens jeg kunne høre dem grine over noget, de havde set på nettet. Jeg tænke på, hvilken pige jeg mon skulle vælge at date. Jeg kendte ikke så mange piger, fordi vi ikke havde så meget fritid mere, og dem fra Irland kunne jeg jo ikke bare transportere her over til England, så for at sige det ligeud, var jeg på bar bund.

Med et par uægte host afbrød jeg deres samtale, og lagde mine albuer på bordet.

"Kender I nogen piger, som er normale?"

Det lød helt som om, at der ikke var nogen piger i hele verden, der var normale, så vi lo kort over det, men kom tilbage til alvoren i mine ord. Det var jo seriøst, det her.

"Ikke så normale, som Lisa og Richard påstod, hun skulle være," sagde Zayn, og Liam nikkede enig. Louis og Harry lagde deres ansigt i folder og tænkte sig godt om i nogle sekunder. Jeg spiste lidt mere af min mad, mens den var varm. Det smagte virkelig lækkert og slet ikke kedeligt, i forhold til at vi havde fået det rigtig mange gange før.

Louis klemte sine øjne let sammen, og sagde med en stemme, som anstrengte sig for at huske, "heeey, vent, jeg tror faktisk, jeg kender en pige, som vi godt kunne bruge. Hun gik i min klasse det første år jeg gik på High School i Doncaster. Hvad fanden var det nu hun hed ... øh ... Lucia! Hun hedder Lucia, er jeg ret sikker på. Lucia West."

 

♡♡♡

 

Det var så første kapitel! Jeg håber, I kan lide det, for jeg selv er ret spændt på den her movella, hehe. Hvis der er noget, I er i tvivl om, eller noget, I ikke rigtig synes giver mening, må I endelig sige til, så jeg kan rette lidt på det. Jeg er ikke typen, som bliver ked af kritik, faktisk tværtimod (hvis den altså er konstruktiv, selvfølgelig). :)

Nå, kys og knus her fra. Nu vil jeg sætte mig til at læse lidt, og nyde, at jeg har fri - dejligt! Hvad skal I lave i dag?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...